Ændres reglerne for accept af viden?

- det er i al fald hvad en af bidragyderne til denne blog, Jens Erik Kristensen, hævder i dag i en kommentar i avisen Information, som vores arkivar allerede har lagt i arkivet (her...), formentlig for at undgå en mere skrå form for arkivering. Før jeg beslutter mig for skråt eller vandret, er jeg nødt til at forstå indlægget. Jens Erik Kristensen beskriver "transformation af universiteterne til selvejende, men statsregulerede og kontrollerede videns-service-institutioner, hvis væsentligste legitimation fra nu af ligger i evnen til udveksling og formidling af viden, hvis relevans og nytte bestemmes udefra af brugere og aftagere". Han påstår så, at
"Varetagelsen af disse opgaver har affødt to tendenser, der begge grundlæggende anfægter universiteternes traditionelle kerneydelser (forskning og undervisning), og som transformerer acceptreglerne for viden [min fremhævelse, CE]. På den ene side finder man en stærkt øget opmærksomhed på offentlig formidling, især medieformidling af forskning og viden og i tilknytning hertil en konkurrence om offentlig opmærksomhed, der har givet universiteternes kommunikationsafdelinger en central plads. I dette regi af mellemhandlere og mediekonsulenter sker der en nyformatering af viden baseret på en art metaviden, der har med formidling, marketing og vidensbetjening at gøre. På den anden side er man vidne til en øget kommercialisering af den universitære vidensproduktion på baggrund af en øget markedsgørelsestvang - den hurtigst mulige vej fra forskning til faktura."
Kommentaren slutter med at antyde, at "bag den hysteriske snak om 'tilpasning til vidensamfundet' snarere er tale om at fremme 'uvidenssamfundet' ". Det er meget tanke- og urovækkende, og selvom jeg godt fornemmer hvor JEK vil hen, kunne jeg godt ønske mig at få et bøjet i neon - måske fordi jeg selv ingenting forstår mere, uden at få det 'formidlet'. Hvordan ændres acceptreglerne? Bliver viden reduceret til halvstuderet formidling og salgbare patenter? Eller tænker JEK på pointsystemer a la dem på humaniora? Er det fordi man sammenblander viden med dens evt. nytteværdi, med certificering, måling og vejning af viden?