Anonyme Akademikere

De seneste år har vi set en ny udvikling i offentlighedsbilledet omkring flere universiteter, nemlig opkomsten af et omfattende net af anonyme kilder, der på forskellig måde retter kritik af ledelsen på de respektive anstalter. Historisk set begyndte det på DTU kort efter, at universitetet fik ny ledelse, og det nåede et højdepunkt for nylig på RUC, hvor der pludselig viste sig at være horder af anonyme kritikere, men meget få åbenlyse.

Gruppen ”Anonyme Akademikere” er ikke ukontroversiel. Som de, der følger lidt med i forskningsverdenen, ved, har brugen af anonyme kilder på universitetet været genstand for en større og ganske ophedet debat i forbindelse med FORSKERforum (se andetsteds på denne blog). Man har følt, at anonyme kilder blev brugt til en smædekampagne, og det underforståede synspunkt har været, at den anonyme kilde mister sin legitimitet ved sin anonymitet, og at den, som bringer den anonyme kildes synspunkter til torvs, dermed har mistet sin legitimitet som debattør.

Diskussionen er rimelig nok, og de af os, der er villige til at optræde i opposition til vores ledelse uden at være gemt bag anonymitietens skærmende mørke, har vel på forhånd vundet håneretten over for vore anonyme kolleger. Men ud over at diskutere legitimiten i at optræde anonymt, burde man måske også standse og spørge, hvordan det overhovedet kan gå til, at vi pludselig får denne store repræsentation af anonyme kritikere. En forklaring er selvfølgelig, at vi har at gøre med overforsigtige personer, der er urimeligt nervøse for konsekvenserne af at fremføre deres standpunkter, og det standpunkt har en demokratisk traditions velkendte offentlighedskrav for sig, men det forklarer bare ikke, hvordan det sker, at man nu ser en eksplosion af anonyme kilder optræde i universitetsdebatten, hvor der næsten ingen var tidligere.

Derfor tror jeg, man må rette sin opmærsomhed imod den dramatiske omvæltning, der er sket på universiteterne med den nye ledelsesform, hvor universitetet har skullet ledes efter virksomhedsprincipper til afløsning for den demokratiske styreform i de foregående årtier. Det har imidlertid haft den - forhåbentlig utilsigtede - bivirkning, at den frie debat har fået sværere vilkår. Det er oplagt konfliktstof i en virksomhed, hvis dens ansatte offentligt kritiserer ledelsen eller udkaster alternative visioner for virksomhedens drift og fremtid. På samme måde formodes den ansatte at repræsentere virksomhedens - det vil sige ledelsens - standpunkter i sin optræden over for offentligheden. Dette har sin indlysende rationalitet i forbindelse med en virksomhed. Problemet opstår når formen føres ind på universitetet. For dermed kommer den ind på en institution, hvis aktive og nogle gange meget hidsige debatkultur er et af dens fremmeste kendetegn.

Dermed får man et sammenstød mellem to organisationskulturer, der bliver så meget des grellere, fordi den nytiltrådte ledelse er begyndt med et legitimitetsproblem. Den mangler den institutionelle rygdækning, der ligger i at være valgt af af kollegakredsen, de stærkt forhøjede lønninger, der sætter skel mellem ledelsen og de ansatte, bidrager til problemet. Samtidig er ledelsen under pres ovenfra for at vise handlekraft, fordi der er en god del politisk prestige investeret i den. Derfor er den pinedød nødt til at vise sig som en succes, og derfor kræver det en betydeligt bredere ryg hos den nye ledelse at stå for kritik.

I den situation ville det være lidet overraskende, hvis den nye ledelse blev endog meget mindre tolerant over for kritik, og det er under alle omstændigheder givet, at mange ansatte er nervøse for de både formelle og mere informelle magtmidler, den nye ledelse er i besiddelse af. Man frygter simpelthen for sit job og for sine arbejdsvilkår. Derfor bliver incitamentet til at udtale sig anonymt langt større, og dermed også risikoen for, at nogen vælger denne strategi. Det understøttes af, at utilfredsheden med den nye ledelsesform er udbredt, og af, at universiteterne netop har traditionen for åbenlys og højrøstet kritik af sin ledelse.

En ny gruppe er født: AA - Anonyme Akademikere. Man kan hade dem eller elske dem, som man har lyst. Men man må hellere vænne sig til dem, for de er kommet for at blive - i det mindst så længe man leder debatterende institutioner som om de var virksomheder.