Fremover vil forskerne miste endnu mere af deres frihed. De skal tvinges til at bruge forskningsmidler på at få deres forskning formidlet – uden at få midler til denne opgave. De bliver også frataget copyright til deres eget arbejde.
af Jørgen Burchardt, formand for Danske Videnskabsredaktører
Det vil blive konsekvenserne, hvis Videnskabsministeriet godkender forslaget ”Anbefalinger til implementering af Open Access i Danmark” fra Styrelsen for Bibliotek og Medier.
Ifølge forslaget, skal forskere fremover betale for publicering af deres forskningsresultater, når de får bevillinger fra forskningsråd og andre offentlige fonde. Da der ikke er lagt op til, at fondene får tilført flere midler, vil det betyde, at forskerne fremover vil få færre forskningsmidler at råde over.
Hele denne del af forslaget bygger på et ønske om, at publicering fremover vil være baseret på, at det ikke mere er abonnenter, men forfatterne (eller i praksis deres institution), som skal betale for en udgivelse.
Forslaget er dybt problematisk. Hvis en forsker er særlig produktiv, får hun/han ikke flere midler til at publicere sine resultater for. Omvendt vil en forsker med få resultater indirekte råde over flere midler.
Denne udgivelsespraksis findes i en vis udstrækning inden for visse naturvidenskabelige og medicinske fagområder, men den passer slet ikke til humaniora og samfundsvidenskab. Inden for disse områder er andelen af publicerende forskere uden for universiteterne så høj, at systemet ikke vil kunne fungere. I visse fag er således andelen af pensionerede forskere, arbejdsløse, gymnasielektorer, præster osv. i størrelsesordenen 30 %. Generelt er den forfatterbetalte udgivelse også dybt uretfærdig på institutionsniveau, hvor universiteter med de fleste og bedste forskere skal betale for udgivelser, som de dårligere universiteter herefter gratis kan lukrere på.
Bibliotekernes udvalg har været klar over, at den nævnte forfatterbetalte publicering ikke ville give den Open Access, som de ønsker så højt. De har derfor lagt op til en løsning baseret på forfatterarkivering.
Denne løsning betyder, at statsansatte forskere ved tvang skal levere deres manuskripter til et nyt statsligt forlag drevet af bibliotekerne. Via forskernes ansættelseskontrakt skal de være forpligtet til at levere deres manuskripter. Det smarte for det offentlige er, at det får forskningsresultater kvit og frit. Ifølge planen skal manuskripterne offentliggøres gratis i bibliotekernes databaser, også selvom de – som praksis er – samtidig bliver kvalitetssikret, bearbejdet og udgivet af et fritstående forlag, hvis tidsskrift bibliotekerne hidtil har abonneret på.
Forskerne vil efter disse regler ikke mere få mulighed for frit at vælge, hvilket tidsskrift de skal publicere i. Hvis et tidsskrift ikke tillader en samtidig publicering af manuskript, vil forskeren altså ikke kunne publicere heri. Det kan meget vel være det tidsskrift, hvis profil passer bedst med artiklen og hvor chancen for optagelse er størst. Det kan også være, at forfatteren herved bliver forhindret i at publicere i det mest anerkendte tidsskrift inden for sit fag, men må nøjes med at publicere i mere sekundære udgivelser.
De foreslåede ordninger kan også stille danske forskere ringere i det internationale samarbejde. Hvis man er flere forfattere om en artikel, kan der let opstå problemer ved udgivelsen, hvis den danske forsker har stærke bindinger på sit bidrag. Forskeren kan da risikere at blive sløjfet som forfatter, selvom han/hun har ydet et kvalificeret bidrag.
Endelig har den forfatterarkiverede Open Access den generelt store ulempe, at alle tidsskrifter baseret på abonnementsindtægter vil blive ramt på økonomien. Det betyder, at forskerne vil få en dårligere behandling, når tidsskrifterne har færre midler til deres redaktionelle arbejde. Mange forskere vil endda blive ramt af, at tidsskrifter på deres område helt vil ophøre med at kunne eksisterer. De vil da stå med stærkt forringede publiceringsmuligheder.
Det sidstnævnte scenarie er meget realistisk. Det kan ses af konsekvenserne af en beslutning af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation fra 2008. De støttede tidsskrifter blev fremover tvunget til at publicere i Open Access (vel og mærke uden at få kompensation for indtægtstab). Det har blandt andet betydet, at historikere har fået seks færre tidsskrifter at skrive i. En meget stor del af fagets bedste tidsskrifter er ganske enkelt blevet puffet ud over kanten i stedet for at forskningsrådet har hjulpet dem.
Bemærk at ovenstående ikke er et indlæg mod Open Access. Forfatteren er faktisk en af dem, som siden 1980’erne har agiteret for digital forskningsformidling og som også selv i praksis har været pioner på området. Hvis jeg er modstander af noget, så er det at bibliotekarer – som ikke har forskningskvalitet og udgivelsesøkonomi som deres primære kompetencer - forsøger at tage ”patent” på Open Access og forhindrer os forskere og redaktører fra at få indflydelse på området. Ingen af de 330 mio. kr. som efterhånden er givet til DEFF er blevet givet til erfarne redaktører med ønske om at udvikle Open Access løsninger. Men det er en helt anden diskussion.
Der er mulighed for at indlevere høringssvar til Videnskabsministeriet indtil d. 9. juli. Forslaget findes her www.deff.dk/content.aspx?itemguid={BFB5A4D9-E3CA-4E42-A25E-BE11AE0B79D9}
Foreningen af Danske Videnskabsredaktører har deres kommentarer til forslaget på www.videnssamfundet.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar