Den forfejlede forskningspolitik har et ensidigt og ensliggørende fokus på universiteter som noget, hvis primære opgave er at bidrage til erhvervslivets konkorrenceevne. VTU kan ikke kaldes et ministerium for videnskab, det er et ministerium for erhvervsrelevant forskning, udvikling og innovation, og det er samtidig en enorm propagandamaskine, der hver dag, fra sine styrelser, råd og departementer, udspyr pressemeddelelser og rapporter, der er bestilt til at underbygge regeringens verdensbillede, at verden kun handler om økonomi, at alt kan købes og sælges, og at nationen Danmark bedst kan sammenlignes med en koncern på et marked. Der er i sig selv intet i vejen med industriforskning og industristøtte, men hvorfor skal det gå via institutioner, hvis sigte og formål er et bredere end en økonomisk bundlinie? For at maskere omfanget af statslig subvention til erhvervslivet?
Derfor er der i disse år mere end nogensinde behov for at artikulere hvilke andre værdier end de økonomiske universiteterne står for. De danske universiteter – og jeg taler ikke her om den forening af rektorer og bestyrelsesformænd, som kalder sig ved dette navn, men om selve de danske universiteter – omfatter andet end monofakultære handels- og ingeniørskoler, og har en rigere videnskabsdiversitet, end den, man finder på DTU eller CBS. Igen, det er fint, at vi har såvel CBS og DTU, de er absolut nødvendige, og de er sikkert også bedre til at hive erhvervssamarbejdsaftaler og en håndfuld patenter hjem end de juridiske, teologiske, humanistiske, samfunds- og lægevidenskabelige fakulteter. Men hvor ville det være klædeligt for interesseorganisationen Danske Universiteter, hvis formand Oddershede lidt oftere lod mangfoldigheden skinne igennem, i stedet for, som en politisk støver, blot at følge efter det spor som er lagt ud af det folketingspolitisk muliges kunst, og tilmed foregive (som sagen [her] om det politiske forlig om den bibliometriske forskningsindikator fra juni 2009 viste) at repræsentere universitetsforskerne selv.
Universiteterne rummer mange former for videnskab og viden. Såvel videnskabsdiversiteten og vidensdiversiteten skal vi værne om, for den trues af ensliggørelse med fokus på kun den viden, der kan hente penge hjem til et institut. Forskning er andet en erhvervslivets F&U. Dette er ikke ensbetydende med, at de nuværende universiteters former for disciplinbaseret akademisk videnskab er de eneste mulige, eller repræsenterer nogen evig ramme for skabelse af viden. Tværtimod må den akademiske videnskab selv bestandigt kritiseres, udvikles, diskuteres, sættes til debat. Forskere som Nils Bredsdorff og Heine Andersen har kritiseret tendensen til at opfatte kritik som uhøflig dadel og dermed sløvt indrette sig i sit eget paradigme, med skyklap- og øreprop-forstærket borgfred med kolleger på naboinstitutter, som har andre tilgange eller teoretiske opfattelser, så et stort kritisk læringspotentiale går tabt. Mange flere tværvidenskabelige initiativer ville kunne støttes bedre under andre institutionelle rammer. Og en endimensionel form for akademisering af mange fag har sikkert ofte forskertset muligheder for at udvikle højere vidensdiversitet, og producere nye former for viden.
Denne diskussion føres alt for sjældent i Danmark, men kan opleves flere i andre lande, for den neoliberale reduktion af videnskab til forskning og udvikling er globalt dominerende. Danske universiteter burde bidrage til den globale debat om vidensdiversitet og betingelserne mangfoldighed i videnskaberne. Indtil vi er dér, må vi i Danmark hente inspiration fra stemmer i den internationale debat, der markerer opposition mod globale kognitive endimensionalisering.
En sådan er filosoffen og litteraten Boyan Manchev, som er tilknyttet International College of Philosophy i Paris og New Bulgarian University i Sofia, og som med forelæsningen "The metaseminar. Theses on education and the experience of critical thought" (her), har formuleret ét af de steder, man kan begynde. I sine refleksioner over universitetets nuværende udfordringer udtrykker han, ofte i paradoksale vendinger, universitetets nødvendighed for et demokratisk samfund som et kritikkens værksted.
"the university must be an inviolable territory of critical thinking. A place where education and thought must not only be defended but also challenged: a place for the praxis and ethos of thought. This does not imply withdrawing from actuality and contact with the world; on the contrary, it means a space where the actuality of the world can be considered in a disinterested, in other words critical way (any critical position must be disinterested per se). Consequently, in forming a capacity for critique, the creation and development of critical instruments are a compulsory, immanent element of education. They are the second main task of the university as an institution of critical thinking. This critical realm – a realm of discernment, judgment and crisis (according to the etymology of krisis) at the heart of the public sphere – is by definition void. It is the non-appropriable void at the heart of the public sphere, belonging to no private interest that sets the conditions of its political existence. It is the intense but empty, ownerless heart of democracy. It does not appropriate, but possesses immanent resistance to any appropriation. And the university is the modern institution that has the supra-political function of defending and realizing this void." (Hele essayet her)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar