Indlæg om forskningsfrihed

Informationssamfund eller ej. Nogle gange bevæger oplysninger sig langsomt. Dette interessante indlæg om forskningsfrihed på Lisbeth Klastrups blog Klastrup´s Cataclysms er værd at læse.

Ledelse og medarbejderindflydelse på dansk og amerikansk grund

Af Jan Sickmann Hesthaven

Selvom jeg er bosat permanent i USA har jeg fulgt de mange diskussioner i Danmark angående forskningsfrihed og medarbejderindflydelse og jeg er bestemt ikke en ubetinget støtte til den siddende regerings tilgang til tingene.

Jeg har altid fundet det interessant, at regeringen drejer det danske system hen imod noget, der ligner det amerikanske system - men totalt misforstår at i det amerikanske system er den professionelle ledelse og bestyrelse, som i øvrigt ikke er en ubetinget daarlig ide, holdt i skak gennem ubetinget medarbejderindflydelse og forskningsfrihed gennem tenuresystemet. Regeringen har valgt den ensidige kontrol model og peger på det amerikanske universitets systems ubetingede success -- men det
bliver kun sjældent påpeget at en af grundene til succesen er netop medarbejderindflydelsen og den ubetingede forskningsfrihed gennem tenure.

Jeg ville også være sikker på at I kender til det nye initiativ fra AAUP (American Association of University Professors) angående forskningsfrihed.

Specielt den første artikel om frihed og indflydelse kan måske være interessant.

Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet

I et misforstået forsøg på at fremme de danske universiteters erhvervsnytte og styre deres præstationer har politikerne forvandlet dem til bureaukratiske skrumler. En absurd topstyring, et tonedøvt ministerium og dynger af rapporter, regler og kontrakter forhindrer universiteterne i at yde deres bedste til gavn for samfundet.

Det borgerlige samfund har ikke kun brug for tanker, der kan omsættes i fakturaer, men er afhængigt af en mangfoldig og dynamisk viden om en bred vifte af emner. Det borgerlige universitets formål er – til gavn for samfundet og dets borgere – at tilvejebringe, analysere, kritisere og bevare denne viden. Det sker i forskningen,
og det sker i undervisningen.

Derfor må nogen for det borgerlige samfunds skyld træde op til forsvar for det borgerlige universitet.

Udkommer 24. februar. Bogen kan bestilles her.

Sensationelt forskningskemisk fund!

Endelig en relevant opdagelse:

Administratium: a New Element

Investigators at a major research institution recently discovered the heaviest element known to science and have tentatively named it Administratium.

Administratium has no protons or electrons, thus having an atomic number of 0. It has, however, 1 neutron, 125 assistant neutrons, 75 vice neutrons and 111 assistant vice neutrons, giving it an atomic mass of 312.

These 312 particles are held together by a force that involves the continuous exchange of a meson-like particle called morons. It is also surrounded by vast quantities of lepton-like particles called peons. Since it has no electrons, Administratium is inert. However, it can be detected chemically as it impedes every reaction it comes into contact with.

According to the discoverers, a minute amount of Administratium caused one reaction to take over four days to complete when it would have normally occurred in less than a second.

Administratium has a half-life of approximately three years. It does not decay but instead undergoes a reorganization in which a portion of the assistant neutrons, vice neutrons and assistant vice neutrons exchange places.

In fact, Administratium's mass will actually increase over time, since with each reorganization some of the morons inevitably become neutrons forming new isotopes. This characteristic of moron promotion leads some scientists to speculate that Administratium is spontaneously formed whenever moron concentration reaches a certain level. This hypothetical quantity is referred to as the Critical Morass.

Taget herfra.

Hvem taler?

Man skal huske at more sig over paradokset: Universiteterne i Århus og København anbefaler, at ledelsesstrukturen fra universitetsloven videreføres, men deres ansatte vil have den forandret. Men hvis de ansatte vil have den forandret, hvem er universiteterne så? Ledelsen selvfølgelig. Men den er jo ansat og ikke valgt og repræsenterer ikke de ansatte. Hvem repræsenterer den så? Ledelsen selvfølgelig. Men ledelsen synes altså ikke, at den bestemmer for meget - no shit Sherlock? - og derfor synes universiteterne det heller ikke, selvom de universitetsansatte synes det. Hvorfor: Fordi det er ledelsen, som bestemmer, hvad universiteterne synes. Forvirret? Bare rolig: Det bliver meget meget værre. Følg med i løjerne her og se Københavns Universitets (???) høringssvar her.

Bemærk, at en central del af festen afspejler sig i sproget. Tidligere var rektorerne valgte og repræsenterede altså de ansatte. De trådte da sammen i "Rektorkollegiet". Nu er de ikke valgte og repræsenterer dermed ikke andre end sig selv. Følgerigtigt træder de sammen i foreningen "Danske Universiteter".

Kommentarer er overflødige. Det er satire næsten også ... næsten.

Universitetsdebatten på limpinden

Jeg havde aldrig tiltroet VTU så megen intelligens, men dette her er faktisk smart. Sanders ”positive evaluering” er eksploderet op i hovedet på ham. Københavns Universitet er som direkte følge af det nye universitetssystem i færd med at foretage katastrofale nedskæringer, og universitetet befinder sig i oprør. Hvad gør ministeriet? Lader ministeren spille ud med et hyperkontroversielt forslag, der i dette øjeblik og mange år fremover ingen gang har på jorden. Så bryder der en hidsig debat løs om noget, som ingen reel betydning har, og de virkelige problemer, som var ved at bilve lidt for påtrængende, skubbes mere i baggrunden. Vores ”rektor” Hemmingsen, der vist nu har mistet enhver intern legitimitet og derfor bør have sin titel sat i citationstegn får så lov til at forsvare os lidt, imens han er i færd med at sønderbombe os.

Flot spil. Det er selvfølgelig underlødigt, og det kan kun udskyde de uundgåelige reformer på området lidt, for debatten løser ingen af vores problemer. Men netop i dette øjeblik: Flot spil, hatten af.

Den frie forskning er truet

hør lige nu, på P1 Formiddag 25. januar 2010 kl. 09:09 på P1:

De danske universiteter har gennemgået store forandringer de senere år.
- Forskningen er blevet inficeret af, at viden er noget, som skal købes og sælges, og det truer den frie grundforskning, siger Mogens Ove Madsen, lektor i samfundsøkonomi ved Aalborg Universitet.
I bogen "Universitets død" skriver han, at den liberale tankegang er ved at kvæle universiteternes historiske frihed. Han mener, at det er vigtigt med et forskningsmiljø, hvor frie og skøre ideer kan bliver afprøvet, selvom der måske ikke umiddelbart står en køber klar til at aftage den viden.

Mogens Ove Madsen er gæst hos Poul Friis.

Aktioner imod den neoliberale universitetspolitik

På debatmødet på CBS i onsdags (jf. indlægget nedenfor) var der en tilhører, som på mit indlæg om det sanderske universitet bemærkede, at det "sanderske" ikke er særligt dansk, men udtryk for tendenser vi ser overalt i den vestlige verden. Det er ganske rigtigt. Men det gør det jo ikke bedre af den grund. Der er overalt brug for protester imod den neoliberalistiske bølge, der reelt ikke frigør, men binder og skævvrider universiteterne og deres uddannelser. Og protesteret bliver der - ikke mindst fra de uddannelsessøgendes side. Der er fx her lavet et informativt "Overview of Education Protests 2009", hvor mange aktioner i 51 lande er nævnt; Danmark er repræsenteret med tre forskellige aktioner. Flere må bestemt imødeses i 2010, med den seneste privatiseringsprøveballon, nedskæringerne på universiteternes basismidler, massefyringer, kvalitetsforringelse af uddannelser, osv. Der er brug for et forsvar for de fordele, den skandinaviske model for universitetsuddannelse har, og i det hele taget et forsvar for offentlige universiteter, men gerne med mere demokrati og forskningsfrihed, tak.

Hvad er forskning?

I anledningen af udgivelsen af Hvad er forskning? Normer, videnskab, samfund (red. Claus Emmeche og Jan Faye, Nyt for Samfundsvidenskaberne) afholdes i dag, d. 20. januar, kl. 15-17 et debatarrangement og bogreception på CBS, Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg, lokale SØ.041 hos institut for Internationale Kultur og Kommunikationsstudier.
Alle er velkomne - der er ikke tilmelding.
Se invitationen her: http://nfsv.dk/uploads/media/Invitation.pdf
Mere om bogen her.

Januarquiz

Hvad er forskellen på Helge Sander og en Burka?



Der er trods alt 'hul igennem' i en burka. Det er der ikke i en Helge Sander.


De fleste ved efterhånden, hvordan en burka ser ud. Det er de færreste, der kan genkende Helge Sander.


Der er ingen, som går med Burka i Danmark, men der er en hel masse der er medløbere til Sander.


Mange af dem, der udtaler sig om Helge Sander, ved rent faktisk, hvad han er?


En burka har større politiske kompetencer.


Der er påviseligt mindst én Helge Sander i Danmark (men i øvrigt er det princippet, og ikke antallet, det drejer sig om).


Naser Khader har endnu ikke forsøgt at få Helge Sander forbudt.




Tak til Bjarne Balle, Mie Bliegaard Christoffersen, Claus Askholm, Josefine Ludvigsen, Søren Holst og Gustav Berner for deres besvarelser. Vinderen vil blive konkurrenceudsat.

Normskred: Danske universiteter fyrer tillidsfolk

Fagligt Fælles Forbund (3F) kunne i oktober meddele, at de ved et forlig havde forhandlet 477.000 kroner hjem til en 63-årig tillidsrepræsentant, efter at Hjørring Vandselskab ville fyre ham (se her). Man fyrer simpelhen bare ikke sådan TR-folk uden videre.
Så meget desto mere rystende er det, at høre på historier om at danske universiteter fyrer tillidsrepræsentanter. DTU har gjort det (ifølge Information d. 25/2-2009, her). Hvad kom det mon til at koste DTU?
Og hvad kommer det til at koste KU, hvis der under denne fyringsrunde på de våde fakulteter fyres tillidsrepræsentanter? Dette sker lige nu.
Det er ikke bare langt ude, at rektorer og universitetsbestyrelser blæser på selve universitetets idé og sætter mursten over mennesker, som en lektor fra Biologisk Institut anførte i et svar til rektor og universitetsdirektøren (her).
Det er endnu mere rystende, hvis det er sandt, at der igen er tillidsrepræsentanter blandt de fyrede. Igen, een ting er, at det næsten kun går ud over ældre medarbejdere - det er i sig selv aldersdiskriminerende og en meget tvivlsom praksis. Men det er meget alvorligt, ikke bare for den akademiske verden, men for hele den danske model for indretning af vores arbejdsmarked, hvis tillidsfolk hører til de første, der prikkes ud. Velinformerede kilder vil vide, at i de to runder, vi nu har været igennem på KU, er der røget 5 tillidsfolk, mindst fire sikkerhedsrepræsentanter og et SU medlem. Funktioner som skulle være beskyttet af tillidsmandsreglerne. I den sammenhæng er det interessant, at KU i sit svar til evalueringen af Uni-loven lagde stor vægt på at medarbejderindflydelsen var optimal pga. samarbejdsudvalgsstrukturen! Hvor mange tør nu lade sig vælge til en TR-post?

Et andet udtryk for forrædderi imod visse basale principper, er at formanden for organisationen "Danske Universiteter" (DU) i en kommentar d.12/1 udviser en total mangel på fornemmelse for omfanget af den trussel, som en omvæltning i form af privatisering af universiteter vil udgøre (om denne fadæse, se her). Hans egen privatiseringsbestræbelse er åbenbart at reducere "DU" til reelt blot at være en privat ledelsesklub for rektorer og bestyrelsesformænd.
Både TR-skandalen og universitetsformandens fadæse er udtryk for alvorlige normskred og en magtarrogance, som må bekymre ikke blot studerende og universitetsansatte, men alle med sans for vigtige principper, det danske velfærdssamfund hidtil er udviklet efter. Dette normskred må der dæmmes op for.

Den danske forskningsindikator favoriserer bestemte publikationsmønstre mere end den norske model

af Jesper Wiborg Schneider *

I efteråret 2009 offentliggjorde Forsknings- og Innovationsstyrelsen den første ”indikator-statistik”, med publikationspoint og antal publikationer fordelt på universiteter og hovedområder. I den forbindelse har Leif Hansen i et tidligere indlæg her på bloggen diskuteret problemstillingen om at de midler den bibliometriske indikator skal udløse først skal fordeles mellem de 4 store hovedområder inden indikatoren bruges til at fordele midlerne mellem universiteterne indenfor det enkelte hovedområde. Denne praksis fører til, at publikationspointene i realiteten har forskellig værdi. Ser man på det oprindelige udgangspunkt for den danske indikator, den såkaldte ”Norske model”, så strider dette mod intentionerne om sammenlignelighed på tværs af fagområder.
En anden ”lille finurlighed” i danske indikator som også bryder med de oprindelige intentioner i den Norske model, er spørgsmålet omkring ”belønning”af forskningssamarbejder.
Universitets- og Høgskoleråd (UHR) i Norge har i publikationen Vekt på forskning (Oslo, 2004) grundigt redegjort for de teoretiske og empiriske overvejelser der ligger til grund for modellen. Et centralt element i den Norske model, såvel som den danske, er anvendelsen af fraktioneret publikationstælling. Set fra et bibliometrisk synspunkt er dette velvalgt og essentielt, hvilket jeg har redegjort for i en oversigtsartikel sidste år (Schneider, 2009). I princippet er fraktioneringen med til at ”sikre” en vis ensartethed i tildelingen af publikationspoint på tværs af emneområder med forskellige samarbejds- og publikationsmønstre.
Et eksempel kunne være en monografi indenfor humaniora udgivet på et niveau 2 forlag. En sådan publikation har oftest 1 ophav hvilket betyder, at alle 8 publikationspoint bliver tildelt en enkelt institution uden fraktionering. Når man ser på danske publikationsmønstre indenfor f.eks. klinisk medicin, så svarer dette rent faktisk til 5-7 artikler i et tidsskrift som The Lancet. Her er der typisk tale om flerforfatterskaber, omkring 4-6 ophav, måske lidt færre institutionelle ophav, og oftest internationalt samarbejde. I sådanne tilfælde fraktioneres pointene, og som anført skal der en række Lancet artikler til før man opnår den samme pointtildeling som den videnskabelige monografi indenfor humaniora. Det har vist sig i Norge, at pointfordelingen mellem f.eks. det humanistiske og sundhedsfaglige fakultet på Oslo universitet har været nogenlunde ens; de to fakulteter var i øvrigt også cirka lige store med hensyn til forskningsårsværk.
Hvorvidt denne ”lighedstankegang” er berettiget eller ej skal ikke diskuteres her. Men det skal anføres, at ingen fraktionering – altså at alle får fuld pointhøst – sandsynligvis vil føre til spekulation i delte forfatterskaber, og det er bestemt ikke hensigtsmæssigt. Men omvendt så rejser det også spørgsmålet hvorvidt fraktionering vil give et negativt incitament i forhold til forskningssamarbejder. I Norge har man valgt at se tiden an i forhold til denne problematik, og i skrivende stund er der intet der tyder på, at norske forskere tænker mere på publikationspoint end på forskningssamarbejde – tværtimod! Fraktionering har ikke haft negative effekter på dette punkt i Norge.
Nu kommer vi så til den ”lille finurlighed” i den danske indikator. Som det fremgår af punkt 6 i Forsknings- og Innovationsstyrelsens ”Samlet notat om den bibliometriske forskningsindikator”, så

”… etableres [der] et belønningssystem for samarbejde på tværs af organisationsgrænser både nationalt og internationalt, således at publikationer med forfattere fra forskellige universiteter multipliceres med 1,25, inden fraktionering foretages.”

Dette betyder f.eks. at en artikel i et niveau 2 tidsskrift med 5 ophav, hvor mindst ét ophav kommer fra en anden institution, som udgangspunkt skal dele 3,75 publikationspoint og ikke 3, eller hvert ophav får 0,75 point i stedet for 0,6 point.
Efter min vurdering er det danske ”belønningssystem for samarbejde” diskutabelt af flere grunde. For det første bryder det med et af de helt centrale principper i den Norske model, dens simpelhed og gennemsigtighed. For det andet, og langt mere problematisk, så underminerer det intentionen med fraktionering, nemlig sammenlignelighed på tværs af publikationsmønstre. Som tingene er nu, favoriseres de ”våde” fag, som allerede har en lang tradition for flerforfatterskaber på tværs af institutioner og lande. Et lignende publikationsmønster findes ikke i nær samme omfang indenfor humaniora og samfundsvidenskab.
Et kig på den første ”indikator-statistik” for Danmark, viser da også en forholdsvis stor forskel i publikationspoint mellem hovedområderne, hvor de ”våde” områder får klart flere point end humaniora og samfundsvidenskab. Sammenligner man med Norge, er den relative forskel i publikationspoint mellem hovedområderne i Danmark væsentligt større. Nu rejser spørgsmålet sig naturligvis, hvor stor ville forskellen være mellem hovedområderne hvis ikke samarbejder mellem institutioner blev belønnet med en arbitrær faktor på 1,25 – vi ved det desværre ikke da disse tal ikke er offentliggjorte.
Under alle omstændigheder må man konstatere, at den ”lille finurlighed” har økonomiske konsekvenser. Den favoriserer fagområder med bestemte publikationsmønstre, og sandsynligvis også bestemte institutioner. Den komplicerer indikatoren og bryder med de intentioner og incitamenter der ligger bag den Norske model – det er problematisk fordi det danske tiltag savner en saglig begrundelse.

Litteratur:
Schneider, J.W. (2009). An outline of the bibliometric indicator used for performance-based funding of research institutions in Norway. European Political Science, 8(3), p. 364-378.(pdf).

* Jesper Wiborg Schneider, PhD, lektor i informationsvidenskab ved Danmarks Biblioteksskole, Aalborg.

En gåde

Hvorfor har Københavns Universitet råd til en vicedirektør for kommunikation, men ikke råd til biologer?









































Nej, jeg ved det heller ikke. Find selv på et kosteligt morsomt svar.

(og undskyld slagfejlen i posteren. Det er ikke mig, som har lavet den)

Ang KUs nordiske rekord i administration. Simultantolkning.

Simultantolkning af vores "vicedirektør for kommunikation":

"Det er jo helt naturligt, og vi er også blevet sammenlagt, og vores TAP´pere forsker også, og vi har en masse muser (nåh, nej museer), og KU er i øvrigt skidegode til det hele, og vi har en bedre VIP-TAP ratio end tidligere, og vi er ved at reducere adminstrationen med 5%." (den tolkede passage kan findes her)

Her undlader vi høfligt at nævne, at Biologisk Institut i løbet af godt et år er blevet reduceret med - er det 50%? - og at der er fag på universitetet, hvor der undervises 4 timer om ugen på bachelordelen.

Genlæs lige Jasper Steen Winkels titel en gang til ... tyder den ikke i sig selv på eksistensen af et ret stort fedtlag af administratorer?

Skulle man ikke overveje at sende manden på et kursus i pressehåndtering for begyndere? Når vi nu betaler ham en "vicedirektørløn" (hvor høj er egentlig sådan en?), og han sikkert har et "vicedirektørforkommmunikationssekretariat", mon ikke der så er råd til det?

Centrale fag på KU er i sammenbrud pga. ressourcemangel. Over halvdelen af vore ansatte er i "støttefunktioner". Hvad gør vores vicedirektør for kommunikation: afgiver syv forskellige forklaringer for at skjule det åbenlyse: Administrationen er for stor, for bureakratisk og for tung - til skade for universitetet.

Tillykke til Jesper Tynell

Journalisten Jesper Tynell fra DR P1's Orientering modtager i dag velfortjent Cavlingprisen "blandt andet for at dokumentere, hvordan tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget i "kontanthjælpssagen"." (ref.). Her på bloggen skrev vi d. 18/11-2008 i et indlæg om forskningsbaseret myndighedsbetjening:

"i dag er en række sektorforskningsinstitutioner blevet en del af universiteterne og en nyere term, "forskningsbaseret myndighedsbetjening" er dukket op. Som resultatet af et glimrende stykke undersøgende journalistik redegjorde Jesper Tynell i går i P1's program Orientering (her) for de forhold, som udredningsarbejder kan underkastes, når det foregår som bestillingsforskning fra et ministerium, her Beskæftigelsesministeriet (undersøgelser af virkningerne af 300 timers reglen), og hvor forskerne konstant åndes i nakken af en følgegruppe, der består af personer fra selv samme ministerium (der sidder i gruppen ikke som repræsentanter for ministeriet, men i kraft af deres "personlige egenskaber", sic, således at følgegruppens møder undtages fra aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen), og som løbende kan formidle notater om arbejdshypoteser m.v. tilbage til rekvirenten, beskæftigelsesministeren. Kan et udredningsarbejde som dette kaldes uvildig forskning? Tynells udsendelse er klart i Cavling-klassen."

Vi ønsker herfra tillykke til Tynell og Orientering, og ser frem til flere interessante historier, bl.a. om forskningsfrihed, fra Tynells side, hvis da ikke regeringen i mellemtiden helt nedlægger DR P1.

Hvordan måle vitenskap?

af Svend Bruhns*

Det Norske Videnskaps-Akademi har i august 2009 publiceret en lille bog med ovennævnte hovedtitel. Den rummer tre af indlæggene fra et møde i Oslo den 12.marts 2009 om det nye ”tellekantsystem”, dvs det bibliometriske forskningsevalueringssystem som blev indført i Norge for nogle siden, og som med modifikationer også er vedtaget i Danmark. Tællekant er et øgenavn som benyttes af kritikerne af systemet; ordet er betegnelse for kanter som man bøjede på lagner osv i linnedskabet så man nemmere kunne tælle om der manglede noget.
Rapporten har indlæg af Gunnar Sivertsen, Per O. Seglen og Nils Roll-Hansen; jeg koncentrerer mig om de to førstnævnte.

Sivertsen er forskningsprofessor ved NIFU – Norsk Institutt for Studier av Forskning – hvor han har arbejdet som bibliometriker i mange år, men han er doktor på en afhandling om Holberg. Som bibliometriker har han bl.a. undersøgt publicerings- og citationsmønstre i videnskabelige tidsskrifter. I de senere år har han arbejdet ihærdigt med udvikling af en publiceringsindikator til brug ved resultatbaseret fordeling af forskningsmidler. Modellen blev præsenteret i en indstilling fra det norske UHR – Universitets- og Høgskoleråd med titlen Vekt på forskning (Oslo, 2004) og indført i Norge med virkning fra budgetåret 2006.
Sivertsens artikel hedder følgelig ikke noget med tællekant, men ”Publiseringsindikatoren” og Sivertsen lægger stor vægt på at hensigten med indikatoren er at måle forskningsaktivitet på institutionsniveau, så der kan indføres resultatfinansiering af forskning, ikke at være et redskab til vurdering af forskningskvalitet, og slet ikke på individniveau.
Formålet har også været at stimulere forskningsaktivitet, og det er også sket, i hvert fald hvis man kigger på publiceringsaktivitet: Norge har haft en bemærkelsesværdig stigning i antal videnskabelige publikationer; Norge plejede at ligge på et lavere niveau end Danmark, Finland og Sverige men er i de seneste år kommet på niveau med os andre. Det skyldes uden tvivl det incitament som den nye publiceringsindikator har givet de norske forskere.
Sivertsen fremhæver også at en gavnlig bivirkning af indførelsen af indikatoren er at Forskning er blevet vældig meget diskuteret, både internt i institutionerne og i pressen, også af bredere grupper af forskere som ellers ikke har deltaget i forskningspolitiske debatter.
Et punkt som har givet anledning til kritik og til mange diskussioner (og som fortsat vil gøre det) er at publikationskanalerne (tidsskrifter og videnskabelige bogforlag) inddeles i to niveauer, hvor fx niveau-1 tidsskrifter gir 1 point, mens niveau-2 tidsskrifter gir 3 point. Man må uvilkårligt tænke at alle niveau-2 tidsskrifter er af meget højere kvalitet end dem på niveau-1. Det hævder Sivertsen imidlertid ikke, han understreger at niveaudelingen ikke kan anvendes til at måle ’kvalitet’. Niveaudelingen i det norske system er indført for at dæmme op for mulige negative effekter på publiceringsmønstret. Sagen er at i lande (Sydafrika, Australien) hvor man tidligere havde indført belønning for publicering i de fine (ISI)-tidsskrifter, bevirkede det ganske vist en forøget publicering, men kvaliteten (målt som citationer per paper) faldt.
Der foreligger endnu ingen officiel evaluering af Det Norske System, men Sivertsen har foretaget nogle undersøgelser som viser/tyder på at norsk forskning efter indførelsen af publiceringsindikatoren

• øger publicering i de mest citerede ISI-tidsskrifter
• beholder sin høje citeringshyppighed på artikelniveau
• har fortsat stabilitet i publiceringsmønstret

Seglen
Seglen er højtciteret cellebiolog, professor ved Radiumhospitalet i Oslo, men han var også i en del år knyttet til NIFU som forsker. I denne egenskab undersøgte han kritisk især den såkaldte Journal impact factor (JIF) som ved hjælp af citationsindexerne udregnes i firmaet ”Institute for Scientific Information” (ISI) – nu Thomson Reuters. JIF er blevet (og bliver desværre stadig her og der) anvendt til at bedømme forskerkvalitet. JIF har også en vis betydning for grundlaget for Det norske publiceringsindikatorsystem thi det oprindelige udkast til tidsskriftslister som de norske fagråd fik som udgangspunkt da de skulle vælge de tidsskrifter der skulle tælle i Systemet var ISItidsskrifter rangeret efter JIF.
JIF, på dansk har jeg set oversættelsen: gennemslagsfaktor - er et mål for den hyppighed som en gennemsnitsartikel i et bestemt tidsskrift er citeret med. Hos ISI udregnes den ved at dividere alle citatio-ner som et bestemt tidsskrift modtager i et bestemt år til de artikler som tidsskriftet rummede de to foregående år med antallet af artikler som det rummede de to år. Vi tager som exempel to tidskrifter A og B som i 2008 hver modtog ialt 500 citatio-ner til de artikler de rummede i 2006 + 2007. Tidsskrift A rummede ialt 300 artikler i de to år 2006 + 2007 og får en JIF på 1.667, men B rummede kun 100 artikler de to år og får følgelig en højere JIF på 5.000. Tidsskrift C som kun modtog 50 citatio-ner får også faktor l.667 hvis det kun rummede 30 artikler i de pågældende år.

Det sidste ord om JIF?
Man skulle tro at de sidste ord om JIF som kvalitetsindikator var sagt med Seglens konklusioner ( 1997):

Summary points

• Use of journal impact factors conceals the difference in article citation rates (articles in the most cited half of articles in a journal are cited 10 times as often as the least cited half)
• Journals' impact factors are determined by technicalities unrelated to the scientific quality of their articles
• Journal impact factors depend on the research field: high impact factors are likely in journals covering large areas of basic research with a rapidly expanding but short lived literature that use many references per article
• Article citation rates determine the journal impact factor, not vice versa

Men nej, bibliometristerne vrider og vender sig for at forbedre denne indikator, det er al ære værd; det slemme er at der stadig er nogle der lider af impactitis og at forskningsadministratorerne ikke engang vrider sig, men blot gnider sig i hænderne over at have lettilgængelig JIF til brug ved evaluering.
På ISI har de tidligere ofte været ret floromvundne i omtalen af JIF, men i 2008 så jeg en udtalelse ”at man vanskeligt kan retfærdiggøre anvendelsen af JIF som surrogat for en mere omhyggeligt udført direkte måling af citationsimpakt”. ISI mener så at JIF-tal kan anvendes til at give et billede af tidsskriftshierarki.

Seglens indlæg i rapporten (s.39-70) hedder ”Er tidsskriftsrenommé og artikkeltelling adekvate mål for vitenskapelig kvalitet og kvantitet?” og det spørgsmål besvarer han allerede i sin første underrubrik:

”Tidsskriftene er ikke representative for artiklene”
Seglen måtte (omkring 1990) undre sig da han kunne konstatere at nogle forskere hvis artikler ialt modtog færre citationer end en anden forsker men alligevel blev rangeret højere end denne, fordi deres JIF-tal var højere. Enhver kan sige sig selv at et tidsskrifts JIF ikke har gyldighed for den enkelte artikel når man véd at citationstal er meget skævfordelt. Seglen illustrerede denne undersøgelse med en ofte citeret graf – 15% af artiklerne i et tidsskrift modtar 50% af alle citationer; 50% modtar 90% af citationerne:

Figur 1C fra Seglen 2009:

[klik på fig. for at forstørre] (orig. fig.-tekst: "Fig. 1. Dårlig korrelasjon mellom tidsskrift-impaktfaktorer og artikkelsiteringer p.g.a. skjeve fordelinger" (...) "C. Summerte relative bidrag fra de enkelte artiklene (kohortisert og arrangert i avtagende rekkefølge) til tidsskriftets totale impakt (normalisert gjennomsnitt for de tre tidsskriftene i B); fra Seglen (1992a)").

”Tidsskriftene bidrar ikke til siteringshyppigheten”
Det er ganske vist givet at artikler publiceret i et af ISIs kildetidsskrifter statistisk set blir meget mere citeret end artikler der ikke er inde i varmen, men hvis man kun betragter de tidsskrifter (ISI) der er over den internationale synlighedstærskel, så indikerer undersøgelser som Seglen tidligere har foretaget at tidsskriftets impaktfaktor ikke har nogen væsentlig indflydelse på citeringshyppigheden af den enkelte artikel. Seglen har også en hypotese om hvorfor det er sådan idag, idet han mener at dagens forskere ikke finder frem til de artikler de skal bruge ved at skimme de fineste tidsskrifter, men gennem databasesøgning. [Det kunne være interessant at få efterprøvet det ved lejlighed. SB].

Er der nogen sammenhæng mellem JIF og tidsskriftskvalitet?
Der er en del undersøgelser der har vist at der kan være god korrelation mellem JIF og expertvurderinger af tidsskriftskvalitet. Men den subjektive kvalitetsvurdering i en af disse undersøgelser spredte sig over et påfaldende trangt skalaområde (fra 4,9 til 8,4) hvor skalaen ellers gik fra 1-10. Mens JIF rakte fra 0,17 til 27,8. Den egentlige kvalitetsforskel mellem sådanne tidsskrifter er antagelig ret moderat, derfor forekommer den store pointforskel mellem niveau-1 og niveau-2-artikler (hhv 1 og 3 point) alt for stor og ikke mindst tilfældig, når man tænker på de tidsskrifter som ligger på vippen mellem niveau-1 og -2. Man kan næppe konstatere en reel kvalitetsforskel mellem tidsskrifter nær delelinjen.

Kvantificering af artikler
Om en artikel er lang eller kort [eller om en bog er på 100 eller på 600 sider] gør ingen forskel i systemet. Seglen mener dog at når nu det hele går ud på at tælle, så burde man også tage hensyn hertil. Der er masser af undersøgelser der har konstateret at længere artikler tiltrækker flere citationer, og selvom Seglen som alle kyndige véd at man ikke kan sætte lighedstegn mellem antal citationer og kvalitet, så har Seglen lavet textanalyser af publikationer på felter som han selv er expert på, og vist at der var sammenhæng mellem artiklernes længde og deres informationsindhold.

Forskergruppestørrelser
Det har vist sig – i hvert fald i Norge – at større forskergrupper modtager en uforholdsmæssig stor del af forskningsstøttekronerne. Men det er et faktum at små forskergrupper er lige så produktive mht publikationer pr forsker som store grupper, og” Original, nyskapende forskning kan minst like gjerne tenkes å oppstå i en liten, lettmanøvrert gruppe som i et stort, tungrodd forskernettverk.”

Konklusion
Seglen behandler kun naturvidenskab og det er een grund til at han og Sivertsen i nogen grad taler forbi hinanden, for sidstnævnte arbejder jo ud fra den præmis at indikatorsystemet skal dække alle fag.

Sivertsen fremhæver også og med rette at det norske system har den store fordel at det tvinger forskningsadministrationerne til at etablere en fuldstændig og nøjagtig database over landets forskningspublikationer, ”Norsk vitenskapsindeks”. Også Danmark er nu tvunget til at etablere en Bibliografisk forskningsdatabase. Hvad vi har i Danmark og mange andre lande på dette område er ren ynk. Det er egentlig utroligt at vi har haft et videnskabs-/forskningsministerium i nu en del år uden at dette relativt nemt overskuelige problem er blevet løst. Ja, allerede Kultusministeriet burde have løst det for hundrede år siden. Der er tegn på at der endelig er ved at ske noget her i landet, men husk at gøre en indsats for også at få de forskningspublikationer som ikke er knyttet til en offentlig institution med i registranten.

Hvis det forholder sig sådan at tidsskriftet er uden betydning for synligheden og brugen af den enkelte artikel ”hvorfor skal en da streve med å forsøke å få artikler akseptert i de mest renommerte tidsskriftene?” (Seglen). Et godt spørgsmål, som man siger hvis man ikke kender svaret. Men vi kender faktisk svaret på det spørgsmål, for det er jo at Regeringen og politikerne ønsker det, det står i deres globaliseringspapirer. Så det egentlige spørgsmål er, hvorfor Regeringen ønsker at danske forskningsinstitutioner skal ændre deres publiceringsadfærd så de koncentrerer sig om ”at publicere i de mest anerkendte og prestigefyldte publiceringskanaler inden for fagområdet”. Det spørgsmål er der ikke grundigt redegjort for, og jeg nægter at tro at det er politikerforfængelighed og ”rangsyge” (higen efter at Danmark kommer højere op på de internationale ranglister som fx THES’) der skal styre forskernes publiceringsadfærd. Mens det at skabe god og nyttig forskning kan risikere at komme i anden række.

Hvordan måle vitenskap?: søkelys på bibliometriske metoder. Red.: Øyvind Østerud. Oslo: Novus Forlag/Det Norske Videnskaps-Akademi, 2009. 80 s. (download pdf)

*) Svend Bruhns er fhv. assisterende fagleder ved Danmarks Biblioteksskole i Aalborg; udgiver snart en bog på dansk om citationsindexering og publikationspoint. Forskningsinteresser: Bibliografisk teori, metode & historie.

Offensiv universitets- og institutledelse savnes

Københavns Universitets ledelse har spillet fallit som ledelse, hvis man prioriterer prestigebyggerier og administrativt vokseværk over fastholdelse af kvalificeret videnskabeligt personale. Der er grund til at gentage, hvad Claus Bræstrup, det eksterne medlem af KU's betyrelse, tidligere administrerende direktør for H. Lundbeck, udtalte til Universitetsavisen 14/12:
»Afskedigelser koster i en vidensinstitution, hvor der er behov for tryghed for at skabe dynamik. Det vil svække tilliden i universitetsbefolkningen, da det er svært at se, hvorfor det er nødvendigt. Jeg er overbevist om, at man godt kunne have skruet budgettet anderledes sammen, så afskedigelserne kunne undgås, hvis man virkelig ville« — og som en medarbejder på det fyringsramte Biologisk Institut sagde for nyligt (her): "Der er sgu noget galt når en virksomhed med et budget på 7 milliarder, ikke kan finde på andet end at fyre medarbejdere for at dække et underskud på 70 millioner (1%)."
Der er tale om et klart ledelsessvigt, også fra rektoratets side. Fra medarbejderne på de berørte institutter rejser der sig i disse dag en række klager over ledelsen:

• Rektor er ved at ødelægge uddannelsen og forskningen på de hårdest ramte miljøer som fx Biologisk Institut.
• Rektor og de implicerede dekaner reagerede ikke overfor advarsler om manglende økonomistyring i efteråret 2008
• KUs leddelse lovede i efteråret 2008, at der ikke vil ske nye massefyringer i nær fremtid
• Rektor fravalgte at bruge de frie midler til KU på 2009 finanslov til at finansere fastholdelse af forskerstaben
• Rektor lovede at rydde op i KU’s dårligt fungerende økonomiske centraladministration da han blev ansat, men har aldrig har gjort det.

Men ikke bare rektor og dekaner svigter. Institutlederne svigter - også i den daglige. De ser sig som forvaltere af systemet, og skønt de overfor de ansatte beklager at "skulle agere som en bovlam krikke" (cit.ref) i nedskæringssituationer, underlægger de sig i praksis kommercialiseringstendenserne på det sanderske universitet, og ser det som deres fremmeste opgave at omdanne universitetet til effektive low-cost undervisningsfabrikker, som frakobler forskning og undervisning. De accepterer, ja faktisk direkte opfordrer lektorer og professorer til at slække på kvaliteten af undervisningen og lade helst flest muligt studerende bestå eksaminer, uanset fagligt niveau, på de første år af studieforløbet, af hensyn til taxameterindtægter. Deres forskningsledelse begrænser til til at dekorere de mest entreprenante fundraisere med mso-titler (professor med særlige opgaver) og fortælle de øvrige, at Humboldt er død, og alle nu må orientere forskningsprojekter i de retninger, hvor pengene er. De er sidste led i den enstrengede og ubalancerede top-down styring af universitetet (når man ser bort fra de vice-institutledere for det ene og det andet, de selv udnævner), og desværre efterlader deres ledelsesstil og endimensionale udpegning af rollemodeller oftest een med det indtryk, at deres eneste motiv for at kæmpe for et nedskæringsramt institut er at bevare deres egen stilling og evt. deres egen foretrukne forskningsgruppe ... og, hvem ved, måske høste den næste bonus for omstillingsparat forandringsledelse.
Fyringerne på en række "våde" fakulteter på Københavns Universitet vil bestemt ikke gøre det lettere at rekruttere studerende fremover, eller rekruttere nye forskere. Ledelsen burde handle fornuftigt, og ændre beslutningen om at fyre. Det er misbrug af universiteternes såkaldte autonomi at skalte og valte med både sin økonomiske og videns-kapital på den måde.

Institutledelse opfordres til at trække sig i protest over massefyringer

Nedenstående nytårsbrev blev sendt fra professor Tom Fenchel til de ansatte på Biologisk Institut på KU. Det bringes her ikke alene med tilladelse, men efter opfordring. Det bringes ikke uden en vis gysen over indholdet.

Kære alle.

Godt Nytår!

Konsekvensen af en ny fyringsrunde for biologi ved KU bliver drastisk. I og for sig kunne man godt lave god undervisning og forskning med en mindre stab – det er der jo eksempler på blandt mange udmærkede universiteter i ind og udland. Men med en nedskæring af staben på næsten 50 % over et par år kan man forudse endnu mere roderi, flere fysiske omflytninger og et tilskud til den almindelige demoralisering som har karakteriseret instituttet indenfor de seneste år – alene den almindelige psykologiske effekt bliver fatal.
Roger har sikkert ret i at der ikke er meget at gøre nu. At råbe politikere op er sikkert nytteløst – regeringspartiernes opfattelse af universiteter er som en slags erhvervsstøtte, og i det største oppositionsparti er det en udbredt opfattelse at universitetsfolk er good-for-nothing personer der får en høj løn for at dyrke deres hobbyer – og desuden er der jo så mange andre mennesker der mister deres arbejde i disse år.
Så man må gå kommandovejen. Derfor er mit forslag er at ledelsen af Biologisk Institut trækker sig. I – altså ledelsen – må ikke betragte dette råd som uvenskabeligt. Tværtimod – I har reelt intet at tabe derved og måske kan I endog bidrage til at danske universiteters nedtur bremses og at den uigennemskuelighed der præger beslutninger brydes. I et brev – naturligvis stilet til dekanen, men med kopi til KU’s bestyrelse og offentliggjort - motiverer I jeres tilbagetræden med at I ikke lod jer ansætte for at demontere biologi ved KU. Dette kan uddybes med detaljer som vi andre dødelige ikke kender til.
Ulemperne for jer er blot en lettere lønnedgang – og naturligvis at I ikke – i lighed med alle andre på KU – herefter er beskyttet mod vilkårlig fyring. Men der er også fordele. I får det ellers ikke morsomt efter denne omgang. At få biologi og biologiundervisningen op at stå igen bliver ikke let – og hjælpsomheden fra den resterende stab bliver nok til at overse. Det er en almindelig opfattelse at I har fået mundkurv på oppefra og den slipper I så for i givet fald. Og dermed også for at komme med søforklaringer på miseren som fx en meningsløs graf hvor det ikke en gang fortælles hvad y-aksens enheder betyder (den slags dumper man studenter på) eller på sidste års forklaring med nedgang i såkaldte ”ståer”. Tværtimod: I kan forvente at den udbredte mistillid til jer bliver glemt, at konspirationsteorier kan jordes, at I kan fortsætte jeres liv med noget mere konstruktivt og måske endda opnå nogen respektabilitet ved at udvise en smule civil courage. Jeg vil gætte på at Roger’s forklaring er korrekt (overflødige byggeprojekter – suppleret med en opsvulmet vækst i den administrative stab, mere og navnlig mindre geniale stjerneprogrammer samt manglende evne til at styre fakultetets økonomi på trods af - eller måske snarere på grund af - den enorme administrative stab). I så fald bliver jeres motivering for at sige op jo ret let at formulere.

PS. På et punkt er bio-ledelsens adfærd stærkt kritisabel. Ved videnskabelige medarbejderes fastansættelse er der en mængde formalia såsom strenge habilitetskriterier for medlemmer af et ansættelsesudvalg som skal repræsentere de største kapaciteter på området – gerne udlændinge. Hver kandidat får et par siders afbalanceret beskrivelse af deres hidtidige bedrifter og en motivation for bedømmelsen. Kan man så bare fyre folk på grundlag et par kollegers meninger som de ikke skal stå til regnskab for – kolleger der umuligt kan have indsigt i samtlige medarbejderes videnskabelige, undervisningsmæssige, eller andre kvalifikationer blot på baggrund af et bibliometrisk index?

Tom