lørdag den 9. januar 2010

Den danske forskningsindikator favoriserer bestemte publikationsmønstre mere end den norske model

af Jesper Wiborg Schneider *

I efteråret 2009 offentliggjorde Forsknings- og Innovationsstyrelsen den første ”indikator-statistik”, med publikationspoint og antal publikationer fordelt på universiteter og hovedområder. I den forbindelse har Leif Hansen i et tidligere indlæg her på bloggen diskuteret problemstillingen om at de midler den bibliometriske indikator skal udløse først skal fordeles mellem de 4 store hovedområder inden indikatoren bruges til at fordele midlerne mellem universiteterne indenfor det enkelte hovedområde. Denne praksis fører til, at publikationspointene i realiteten har forskellig værdi. Ser man på det oprindelige udgangspunkt for den danske indikator, den såkaldte ”Norske model”, så strider dette mod intentionerne om sammenlignelighed på tværs af fagområder.
En anden ”lille finurlighed” i danske indikator som også bryder med de oprindelige intentioner i den Norske model, er spørgsmålet omkring ”belønning”af forskningssamarbejder.
Universitets- og Høgskoleråd (UHR) i Norge har i publikationen Vekt på forskning (Oslo, 2004) grundigt redegjort for de teoretiske og empiriske overvejelser der ligger til grund for modellen. Et centralt element i den Norske model, såvel som den danske, er anvendelsen af fraktioneret publikationstælling. Set fra et bibliometrisk synspunkt er dette velvalgt og essentielt, hvilket jeg har redegjort for i en oversigtsartikel sidste år (Schneider, 2009). I princippet er fraktioneringen med til at ”sikre” en vis ensartethed i tildelingen af publikationspoint på tværs af emneområder med forskellige samarbejds- og publikationsmønstre.
Et eksempel kunne være en monografi indenfor humaniora udgivet på et niveau 2 forlag. En sådan publikation har oftest 1 ophav hvilket betyder, at alle 8 publikationspoint bliver tildelt en enkelt institution uden fraktionering. Når man ser på danske publikationsmønstre indenfor f.eks. klinisk medicin, så svarer dette rent faktisk til 5-7 artikler i et tidsskrift som The Lancet. Her er der typisk tale om flerforfatterskaber, omkring 4-6 ophav, måske lidt færre institutionelle ophav, og oftest internationalt samarbejde. I sådanne tilfælde fraktioneres pointene, og som anført skal der en række Lancet artikler til før man opnår den samme pointtildeling som den videnskabelige monografi indenfor humaniora. Det har vist sig i Norge, at pointfordelingen mellem f.eks. det humanistiske og sundhedsfaglige fakultet på Oslo universitet har været nogenlunde ens; de to fakulteter var i øvrigt også cirka lige store med hensyn til forskningsårsværk.
Hvorvidt denne ”lighedstankegang” er berettiget eller ej skal ikke diskuteres her. Men det skal anføres, at ingen fraktionering – altså at alle får fuld pointhøst – sandsynligvis vil føre til spekulation i delte forfatterskaber, og det er bestemt ikke hensigtsmæssigt. Men omvendt så rejser det også spørgsmålet hvorvidt fraktionering vil give et negativt incitament i forhold til forskningssamarbejder. I Norge har man valgt at se tiden an i forhold til denne problematik, og i skrivende stund er der intet der tyder på, at norske forskere tænker mere på publikationspoint end på forskningssamarbejde – tværtimod! Fraktionering har ikke haft negative effekter på dette punkt i Norge.
Nu kommer vi så til den ”lille finurlighed” i den danske indikator. Som det fremgår af punkt 6 i Forsknings- og Innovationsstyrelsens ”Samlet notat om den bibliometriske forskningsindikator”, så
”… etableres [der] et belønningssystem for samarbejde på tværs af organisationsgrænser både nationalt og internationalt, således at publikationer med forfattere fra forskellige universiteter multipliceres med 1,25, inden fraktionering foretages.”
Dette betyder f.eks. at en artikel i et niveau 2 tidsskrift med 5 ophav, hvor mindst ét ophav kommer fra en anden institution, som udgangspunkt skal dele 3,75 publikationspoint og ikke 3, eller hvert ophav får 0,75 point i stedet for 0,6 point.
Efter min vurdering er det danske ”belønningssystem for samarbejde” diskutabelt af flere grunde. For det første bryder det med et af de helt centrale principper i den Norske model, dens simpelhed og gennemsigtighed. For det andet, og langt mere problematisk, så underminerer det intentionen med fraktionering, nemlig sammenlignelighed på tværs af publikationsmønstre. Som tingene er nu, favoriseres de ”våde” fag, som allerede har en lang tradition for flerforfatterskaber på tværs af institutioner og lande. Et lignende publikationsmønster findes ikke i nær samme omfang indenfor humaniora og samfundsvidenskab.
Et kig på den første ”indikator-statistik” for Danmark, viser da også en forholdsvis stor forskel i publikationspoint mellem hovedområderne, hvor de ”våde” områder får klart flere point end humaniora og samfundsvidenskab. Sammenligner man med Norge, er den relative forskel i publikationspoint mellem hovedområderne i Danmark væsentligt større. Nu rejser spørgsmålet sig naturligvis, hvor stor ville forskellen være mellem hovedområderne hvis ikke samarbejder mellem institutioner blev belønnet med en arbitrær faktor på 1,25 – vi ved det desværre ikke da disse tal ikke er offentliggjorte.
Under alle omstændigheder må man konstatere, at den ”lille finurlighed” har økonomiske konsekvenser. Den favoriserer fagområder med bestemte publikationsmønstre, og sandsynligvis også bestemte institutioner. Den komplicerer indikatoren og bryder med de intentioner og incitamenter der ligger bag den Norske model – det er problematisk fordi det danske tiltag savner en saglig begrundelse.

Litteratur:
Schneider, J.W. (2009). An outline of the bibliometric indicator used for performance-based funding of research institutions in Norway. European Political Science, 8(3), p. 364-378.(pdf).

* Jesper Wiborg Schneider, PhD, lektor i informationsvidenskab ved Danmarks Biblioteksskole, Aalborg.

2 kommentarer:

Sune Auken sagde ...

Ikke bare overtager vi deres makværk, vi forringer det. Typisk dansk!

SylvesterCuyler sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.