Offensiv universitets- og institutledelse savnes

Københavns Universitets ledelse har spillet fallit som ledelse, hvis man prioriterer prestigebyggerier og administrativt vokseværk over fastholdelse af kvalificeret videnskabeligt personale. Der er grund til at gentage, hvad Claus Bræstrup, det eksterne medlem af KU's betyrelse, tidligere administrerende direktør for H. Lundbeck, udtalte til Universitetsavisen 14/12:
»Afskedigelser koster i en vidensinstitution, hvor der er behov for tryghed for at skabe dynamik. Det vil svække tilliden i universitetsbefolkningen, da det er svært at se, hvorfor det er nødvendigt. Jeg er overbevist om, at man godt kunne have skruet budgettet anderledes sammen, så afskedigelserne kunne undgås, hvis man virkelig ville« — og som en medarbejder på det fyringsramte Biologisk Institut sagde for nyligt (her): "Der er sgu noget galt når en virksomhed med et budget på 7 milliarder, ikke kan finde på andet end at fyre medarbejdere for at dække et underskud på 70 millioner (1%)."
Der er tale om et klart ledelsessvigt, også fra rektoratets side. Fra medarbejderne på de berørte institutter rejser der sig i disse dag en række klager over ledelsen:

• Rektor er ved at ødelægge uddannelsen og forskningen på de hårdest ramte miljøer som fx Biologisk Institut.
• Rektor og de implicerede dekaner reagerede ikke overfor advarsler om manglende økonomistyring i efteråret 2008
• KUs leddelse lovede i efteråret 2008, at der ikke vil ske nye massefyringer i nær fremtid
• Rektor fravalgte at bruge de frie midler til KU på 2009 finanslov til at finansere fastholdelse af forskerstaben
• Rektor lovede at rydde op i KU’s dårligt fungerende økonomiske centraladministration da han blev ansat, men har aldrig har gjort det.

Men ikke bare rektor og dekaner svigter. Institutlederne svigter - også i den daglige. De ser sig som forvaltere af systemet, og skønt de overfor de ansatte beklager at "skulle agere som en bovlam krikke" (cit.ref) i nedskæringssituationer, underlægger de sig i praksis kommercialiseringstendenserne på det sanderske universitet, og ser det som deres fremmeste opgave at omdanne universitetet til effektive low-cost undervisningsfabrikker, som frakobler forskning og undervisning. De accepterer, ja faktisk direkte opfordrer lektorer og professorer til at slække på kvaliteten af undervisningen og lade helst flest muligt studerende bestå eksaminer, uanset fagligt niveau, på de første år af studieforløbet, af hensyn til taxameterindtægter. Deres forskningsledelse begrænser til til at dekorere de mest entreprenante fundraisere med mso-titler (professor med særlige opgaver) og fortælle de øvrige, at Humboldt er død, og alle nu må orientere forskningsprojekter i de retninger, hvor pengene er. De er sidste led i den enstrengede og ubalancerede top-down styring af universitetet (når man ser bort fra de vice-institutledere for det ene og det andet, de selv udnævner), og desværre efterlader deres ledelsesstil og endimensionale udpegning af rollemodeller oftest een med det indtryk, at deres eneste motiv for at kæmpe for et nedskæringsramt institut er at bevare deres egen stilling og evt. deres egen foretrukne forskningsgruppe ... og, hvem ved, måske høste den næste bonus for omstillingsparat forandringsledelse.
Fyringerne på en række "våde" fakulteter på Københavns Universitet vil bestemt ikke gøre det lettere at rekruttere studerende fremover, eller rekruttere nye forskere. Ledelsen burde handle fornuftigt, og ændre beslutningen om at fyre. Det er misbrug af universiteternes såkaldte autonomi at skalte og valte med både sin økonomiske og videns-kapital på den måde.