Lær dit neoliberale universitet at kende

Universitetsrektorer kan det. Fælles formand Oddershede, den store rorgænger, kan det (viser vejen og afviser ethvert problem med politisk bestillingsforskning på universiteterne, bl.a. i nyhederne på P1 i morges). Din institutleder er ved at lære det (eller blev ansat, fordi han var god til at foregive det). Din dekan, prodekan, og viceinstitutdirektør bliver bedre og bedre til globaliseringssproget. Forskning skal kunne købes og sælges til den højst bydende. Er det ikke på tide, at du selv lærer det?
— Lærer hvad?!?
Akademisk kapitalisme, naturligvis, the basics. Ph.d.-studerende kan begynde her, i Oslo.
ps:
Der er ECTS i det!

Grænser for kritik i Aarhus

Videnskabernes Selskab bruger i deres rapport (omtalt nedenfor) eksemplet med DMU-rapporten om braklægning, der blev bestilt (inklusive konklusionen) af Eva Kjer Hansen. Sagen omtales i dag i Information under overskriften: "Professorer: Fjern den politiske forskning fra universiteterne".

En tankevækkende detajle er udtalelsen fra Nina Smith, prorektor ved Aarhus Universitet, hvorunder DMU nu hører: "det er ledelsens holdning, at kolleger fra andre fakulteter på universitetet gerne må kritisere forskningen". Før fusionen blev direktør fra DMU Henrik Sandbech berømt ved for en udtalelse, der ca. lød: "der kan ikke være to meninger ved det samme universitet", når der er tale om myndighedsbetjening. Det kan der altså nu godt ved Aarhus Universitet. Opløftende, trods alt - men åbenbart kan der ikke være to meninger ved samme fakultet, hvis udtalelsen skal tages for pålydende? Og følgelig heller to meninger om samme rapport ved samme institut? Kan der fx være to meninger om en rapport fra DMU blandt forskere ved DMU? Det kunne da være interessant at vide. Ærgerligt at journalisten ikke spurgte Nina om det.

Videnskabernes Selskabs oplæg til revision af universitetsloven

Videnskabernes Selskab holdt deres forskningspolitiske årsmøde, som det er femgået af dagspressen (omtale her), og dette års hvidbog (note 1) udgør et virkeligt grundigt og vigtigt debatoplæg når universitetsloven skal ændres. Hvidbogen foreslår bl.a. instruktionsbeføjelsen ændret, den paragraf der lovliggør indskrænkning af den enkeltes forskningsfrihed ved at institutlederen kan pålægge medarbejderen opgaver, såsom myndighedsopgaver, og i den resttid der bliver tilbage kan forskeren så “frit” forske, som det hedder, “indenfor universitetets forskningsstrategiske rammer” som angives i udviklings-“kontrakten.” Denne er reelt ikke en kontrakt men ministerielt dikteret, lidt a la en femårsplan for bestemte strategiske mål. Planerne aftales mellem minister og bestyrelse, og skal så implementeres i nye mere specificerede aftaler mellem rektorat og dekaner på de enkelte fakulteter, og så een gang til ned på institutniveau. Et byzantinsk system af hierarkisk kontrol, som PR-mæssigt ser pænt ud og foregiver at topledelsen kan prioritere strategisk, men reelt er en bureaukratisk papirtiger.
Hvidbogen har en del pænt at sige om den eksisterende lov, især om intentionerne med den, og dens tilgang er en grundlæggende imødekommenhed over for samfundet og det politiske niveaus ret til at være med til at styre den anvendte forskning, uden at det går ud over universiteternes grundforskning. Her skal den dog kun på det kraftigstes anbefales, ikke anmeldes.

På mødet holdt professor i offentlig forvaltning ved Århus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen et oplæg med titlen “Universitetsloven - Hvad skal revideres?”, som fortjener et referat [note2]. Grønnegård analyserede det Sanderske universitetssystem med særligt henblik på styringsformerne. Samfundet har via staten legitim adkomst til rammesætning og gennemsigtig resultatrapportering, så spørgsmålet er blot hvordan og hvor meget skal staten styre. Hele universitetssystemet er økonomisk sårbart i forhold til bevillinger (tænk blot på massefyringerne nu på KU-Nat), men Grønnegaard koncentrerede sig om selve loven, som regulerer forholdet mellem stat og universiteter, samt de interne magtforhold.

Formelt er hovedelementerne i statens styring 1) det lidt mystiske begreb, der hedder “selveje indenfor den offentlige forvaltning”, 2) tilskudsfinanciering fastlagt i finanslov, 3) udviklingskontrakt mellem bestyrelse og minister, 4) statslig akkreditering af uddannelser, og 5) en lovbestemt hensigtserklæring om størst mulig åbenhed omkring bestyrelsens arbejde.

Nu findes der så to forskellige styringsmodeller i den offentlige forvaltning, (forudgående) ex ante, baseret på centrale planer og godkendelser med efterfølgende kontrol, og en mere decentral ex post, der opererer med grundlæggende spilleregler og en rapportering, der giver grundlag for en efterfølgende kritisk vurdering af indsatsen. Problemet ifølge Grønnegård er, at vi i dag har fået en sammenblanding af de to med totalt set alt for mange styringsmidler. Universitetslovens logik, eller ideologisk bestemte grundtanke mht. styring, er ex post (selvejet og tilskudsfinanciering), men for det første er problemet, at selvejet de facto er rent symbolsk (jf. formuleringen “indenfor den offentlige forvaltning” [note3]); tilskudsreglerne er fastsat ved finansloven, ikke ved en særskilt financieringslov som det kendes fra friskoleordningen. For det andet, kombineret med stærk central styring af ex post-arten (udviklingskontrakter, akkreditering og hele tanken om en stærk “strategisk” forskningsstyring) bruges der rigtig meget administrativ og politisk energi på kontrol, uden at man nødvendigvis opnår mere eller bedre forskning på gulvplan.

Løsningen er, siger Grønnegård, at tone rent flag og satse på een styringsmodel. Han foretrækker ex post med selveje, klare financieringsregler som er langsigtede, troværdige, og indebærer en pligt til at kunne forklare sig overfor Rigsrevision. Konsekvensen formulerede Grønnegård markant: 1) Drop kontrakter: Kontraktparadigmet passer ikke ind i selvejemodellen - tænk på at den politiske dagsorden svinger konstant på kort sigt mht. hvad det “strategisk” vigtige for samfundet er; her ville en stabil financieringsordning a la friskolerne være mere langsigtet - desuden får man ikke megen ud af den brugte energi på udviklingskontrakterne i bunden af systemet. 2) Drop akkreditering - vi har sjældent set så ambitiøse forsøg på supercentral regulering på et så lidet kvalificeret grundlag!

Grønnegård understregede, på samme måde som hvidbogen fra Videnskabernes Selskab, at med hensyn til ledelse var det tidligere kollegiale selvstyre ikke bare noget godt, man skulle ønske sig tilbage til. Men den ny ledelse og magtfordeling kan til gengæld beskrives som et topstyret hierarki med stærke ledere, som gerne vil vise deres værd og spille med musklerne; der skal foregå en topstyret “strategisk udvælgelse, prioritering og udvikling” (men hvem prioriterer egentlig?), hvor der kan udføres forskningsopgaver “for en minister efter aftale med denne” og hvor ledelsen kan “pålægge medarbejderne at løse bestemte opgaver”, og hvor der endelig er overskydende forskningstid indenfor universitetets forskningsstrategi. Der er her to grunde til kritik, 1) det strider voldsomt mod universiteternes tradition og den kultur, der befordrer det videnskabelige arbejde; 2) vi begynder at se, at denne magt bliver brugt, fx i forbindelse med ansættelser og bemandingsplaner.

Opsummerende er konsekvenserne af universitetsloven en bureaukratisering, hvor der går ressourcer fra kernen (forskning og undervisning); en utilsigtet lukkethed omkring budget, prioritering og udviklingskontrakter, stik imod lovens hensigt; interessekonflikt mellem kerneopgaver og myndighedsbetjening (loyalitetsproblemer, jf. også Hvidbogen); en prioritering på et uoplyst ikke-fagligt grundlag; og en risiko for politisk følgagtighed i topstyret, der overtilpasser sig de politiske signaler. Her foreslår Grønnegård som løsning at man præciserer proces- og indholdsåbenhed, sikrer den individuelle forskningsfrihed (med ligestilling af alle videnskabelige medarbejdere), dropper strategisk planlægning på institutniveau og indfører et bevillingssystem, der understøtter decentralisering.

Loven som den er nu har negative, utilsigtede konsekvenser og understøtter en dobbelt centralisering, hvor magten ligger i ministeriet og hos laget af rektorer og dekaner, men ikke i bestyrelserne (med folk der nok har ledelseserfaring, men ikke nødvendigvis kender til forskning, og som måske mødes 5-6 gange pr. år). De formår ikke at sætte sig igennem. Grønnegård pegede på empiriske undersøgelser indenfor studiet af offentlig forvaltning [note4], som klart peger på, at centraliseret kontrol nok kan give gode resultater ved løsning af rutineopgaver, men hvis det handler om innovative og uprogrammerede opgaver (hvortil man vel må regne forskning) opnås de bedste resultater gennem deltagerbaserede beslutningssystemer. Alt i alt et overbevisende ikke-ideologisk men rent funktionelt argument for at genoverveje en ny udformning af et levende universitetsdemokrati, et ord Grønnegård ikke selv anvendte.

Noter
[1] Peter Harder, Carl Bache, Mogens Flensted-Jensen, Lene Koch, Søren-Peter Olesen & Kaj Sand-Jensen (2009): Kvalitet og styring i fremtidens universiteter: Ejerskab, ledelseskultur og de faktiske følger af universitetsloven (januar 2009). Udgivet af Forskningspolitisk Udvalg i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab (et debatoplæg til Forskningspolitisk Årsmøde den 22. jan., 2009). (pdf her; også omtalt her).
[2] Jørgen Grønnegård Christensen: “Universitetsloven - Hvad skal revideres?”, oplæg til Forskningspolitisk Årsmøde i Videnskabernes Selskab, den 22. januar 2009. (tak for tilladelse til benyttelse her af slides i pdf).
[3] jf. indlæg om tilsyn og kontrol på denne blog.
[4] Andrews et al. (2009):”Centralization, Organizational Strategy, and Public Service Performance”, Journal of Public Administration Research and Theory, Vol. 19, No. 1, 57-80.

PS:
her til morgen kunne man i P1 (og her) genhøre Steen Buscks skarpe karakteristik af faglighedens forfald på dagens topstyrede universitet sendt første gang i maj 2008 (omtalt tidligere her).
PPS:
det er også værd at erindre om næste uges åbne høring i AC om universitetslovsrevisionen i 2009 (her), samt om det efterfølgende akademiske møde i Nationalkommiteen for Videnskabshistorie og Videnskabsfilosofi om forskningsbegrebet og forskningskvalitet (her).

Sander, NPM-ånden og massefyringer på universiteterne

Lad mig tage stafetten op fra nedenstående indlæg ved at nævne, at Information i sin leder i dag (d. 21/1, her) udpeger Helge Sander himself som den egentlige skurk bag fyringerne i disse dage af et stort antal forskere og teknisk-administrative medarbejdere på Kemisk, Datalogisk, Biologisk Institut og Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Det er nemlig Sander, der nægtede at udstede dispensationer for de tåbelige adgangsbegrænsende optagelsesregler, der bl.a. forhindrede mange studenter med biologi på højniveau fra gymnasiet i at komme til at læse på universitetet.
Hvis denne blogs læsere ikke har tiltroet Sander den helt store forståelse for grundforskningens betydning eller et ægte engagement i og lydhørhed overfor universiteternes særlige problemer, kan en sådan personificering af en enkelt skurk bag den elendige økonomi, taxametersystemets uegnethed, den mangelfulde økonomistyring, ledelsens negligering af alternative kriseløsninger m.v., måske forekomme uretfærdig. Man får næsten helt ondt af videnskabsministeren, ikke mindst fordi det i dag, i et nyhedsbrev forlyder, at Helge Sander har tjent 25 år i dansk politik. Herfra henvises man til ministerens CV, hvor man mindes om hvor mange veje der leder til et så højt embede, og imponeres over at Sander har siddet i ministerstolen siden 2001. For de, som ser en indre forbindelse mellem på den ene side slagord om "fra tanke til faktura", 2003-universitetslovens kommercialisering af de danske universiteter ("fakultetet kører jo rent kapitalistisk", som en af mine studerende sagde i går), og på den anden side massefyringer af forskere eller armvridning til "frivillig fratræden", er det en nærliggende tanke, at det snart er på tide at tilbyde Sander en sådan frivillig vej tilbage til fodbolden. Men det ville nok ikke ændre meget, så længe den neoliberalistiske New Public Management-ånd vandrer uhindret videre rundt i de ministerielle gang-, tanke- og styresystemer.
Lad os håbe, at de, der skal være med til at evaluere universitetsloven i år, har blik for forbindelsen mellem de økonomiske, juridiske og organisatoriske betingelser for en fri og mangfoldig grundforskning.

Nedskæringer med Sanders støtte

Helge Sanders udtalelse i blogindlægget nedenfor berettiger til en lidt nærmere analyse. Vi gentager den lige her:

"Fra pressen er jeg bekendt med at en række universiteter, herunder Københavns Universitet, har bebudet besparelser på visse fakulteter. Eventuelle reduktioner i undervisningen må bero på interne omprioriteringer og kan ikke tilskrives de statslige bevillinger. Beslutninger om besparelser og omprioriteringer er et anliggende for ledelsen på det enkelte universitet. Jeg har tillid til, at ledelsen på de berørte universiteter er i stand til at træffe de rigtige beslutninger."

Der er så mange ting at interessere sig for her, at man næsten ikke ved, hvor man skal begynde. Jeg opstiller bare nogle enkelte punkter:

For det første spørger man sig selv, om kommunikationskanalerne imellem universitetsverdenen og ministeriet virkelig er så dårlige, at ministeren kun kender til en så stor fyringsrunde via pressen? Hvis det er sandt, er det katastrofalt og demonstrerer, hvor meget ministeren er ude af kontakt med det område, han administrerer.

For det andet er det forbløffende, at denne lejlighed skal bruges til at understrege, at det intet har at gøre med de statslige bevillinger. Det er helt indecifrerbart, hvad ministeren mener hermed. Fakultetet forklarer, hvis jeg har forstået det rigtigt, at det skyldes ringere studenteroptag, hvorfor har det så ikke noget med de statslige bevillinger at gøre? Det har dog så noget med det statslige bevillingssystem at gøre. Er det bare bullshit, som endnu engang skal slå fast, at universiteterne - på trods af alle oplevelser af det modsatte - har rigeligt med midler?

For det tredje er det forbløffende, at ministeren simpelthen prøver at gøre nedskæringen til en ledelsesbeslutning. Synes ministeren slet ikke, at situationen på universiteterne er interessant. Hvis en tredjedel af vip-ansatte på KUs biologiske institut fyres, giver det ham så slet ikke anledning til nogen form for bekymring?

For det fjerde skal man virkelig lægge mærke til det sidste udsagn. Heri godkender ministeren nemlig ledelsens beslutning. Han har fuld tillid til den. Det er formentlig endnu et forsøg på at holde sig selv ude af sagen, men det lykkes bare ikke. Ved at bakke ledelsen op, har ministeren saktioneret dens beslutninger. Når den biologiske forskning på KU i overmorgen bliver bombet tilbage til stenalderen, er det med ministerens fulde støtte. "Huske det vi skal", som Master Yoda ville have sagt.

Videnskabsminister tror på forsker-fyringer som en rigtig beslutning

Dagens nyhed: Sander er fuld af tillid.
Forskningsordføreren for SF, Jonas Dahl, stillede ministeren dette spørgsmål (22/12-2008): "Anerkender ministeren, at der skæres i undervisningen på universiteterne?". Nu har minsteren svaret følgende (se her):

"Fra pressen er jeg bekendt med at en række universiteter, herunder Københavns Universitet, har bebudet besparelser på visse fakulteter. Eventuelle reduktioner i undervisningen må bero på interne omprioriteringer og kan ikke tilskrives de statslige bevillinger. Beslutninger om besparelser og omprioriteringer er et anliggende for ledelsen på det enkelte universitet. Jeg har tillid til, at ledelsen på de berørte universiteter er i stand til at træffe de rigtige beslutninger." (min fremhævelse, CE)

Hvordan skal man udlægge det svar?
Sander har læst i avisen, at de slagter en tredjedel af det største institut (Biologisk Institut) på Det Naturvidenskabelige Fakultet i København, og fyrer løs på flere andre, men har tillid til at hans marionetter samme sted, fra bestyrelse og nedefter, har undersøgt alle alternativer og valgt det optimale - for forskning, for undervisning, for samfundet?!
Er det en ansvarlig minister, der taler her? Forholder han sig til spørgsmålet?
Hvem har tillid til Sander?

Klimaforskning, forskningsklima, antiklimaks.

For få dage siden (9/1) kunne man læse denne nyhed på det internationale site Environmantal Research Web:

"New research indicates that the ocean could rise in the next 100 years to a meter higher than the current sea level – which is three times higher than predictions from the UN’s Intergovernmental Panel on Climate Change, IPCC.
The groundbreaking new results from an international collaboration between researchers from the Niels Bohr Institute at the University of Copenhagen, England and Finland are published in the scientific journal Climate Dynamics." (kilde)

I dag tikkede en mail - med overskriften "Tilstedeværelse på arbejdspladsen mandag den 19. januar" - ind hos alle ansatte på Niels Bohr Institutet fra den af dekanen ansatte institutleder:

"Jeg vil gøre opmærksom på, at alle fastansatte medarbejdere skal befinde sig i umiddelbar nærhed af deres kontor eller normale arbejdsplads på mandag den 19. januar 2009 mellem kl. 9-12 samt 13-15.
Årsagen er, at jeg som bekendt den dag er nødsaget til at meddele et begrænset antal medarbejdere [efter sigende 12 stk., C.E.], at deres stilling vil blive nedlagt som følge af de besparelser, instituttet er blevet pålagt at gennemføre. Så snart de berørte medarbejdere er blevet informeret, vil jeg igen pr. e-mail meddele, at processen er overstået.
Er det på grund af sygdom eller andet umuligt at være på sin arbejdsplads i dette tidsrum, skal det meddeles senest mandag kl. 9:00 pr. e-mail (...) eller telefon (...) til (...).
Med venlig hilsen (...)"

... "meddele, at processen er overstået" (sic!), et fromt ønske! Hvordan vil en sådan prikkerunde påvirke forskningsklimaet på NBI og, endnu voldsommere på Biologisk Institut (jf. dens medarbejderblog) og de andre berørte institutter, de kommende år?
Og mere generelt: Hvilken betydning vil det forværrede forskningsklima på de danske universiteter, der stadig bedriver grundforskning, få for den danske klimapolitik og det basale vidensberedskab, der skal danne grundlag for den? Det forringede forskningsklima kan i høj grad kan føres tilbage på det universitetssystem, den nuværende universitetslov har afstedkommet, og de vilkår for forskningsfinanciering, som binder universiteternes handlefrihed i forhold til periodiske svingninger i studentermassen på enkelte fagområder, mindsker basismidlerne i deres forvandling til konkurencepuljer.
De af regeringen og Helge Sander højt besungne globaliseringsmidler har ikke forhindret dette antiklimaks - budgetkrise, fyringer, og heraf følgende forringede studier. Vi ser en samlet, lukket, topstyret ledelse på Københavns Universitet, der nok i skåltaler, 'værdigrundlag' og personalepolitiske statements udtaler, at de ansatte er universitetet, og at den humane kapital er dets vigtigste ressource, osv., men som når det kommer til stykket har hovedfokus på at tækkes ministeren og hæge om 'egenkapitalen', som man ikke tør anvende til at afhjælpe krisen.

Vi, de ansatte på Københavns Universitet, er skuffet over den ledelse, vi har fået trukket ned over hovedet, og over dens manglende evner til at tage vare på og forsvare en vigtig ressource i det danske videnssamfund, en fri og levende grundforskning.

Nordisk netværk om humaniora i samfundet

Kære bloglæsere,

Der er oprettet et nordisk netværk, der vil diskutere humanioras opgaver og roller i samfundet. Der kan læses alt om dette netværk og om muligheden for at deltage på hjemmesiden for Nordisk Sommeruniversitet: www.nsuweb.net

Dertil er der oprettet en internationalt rettet blog, som skal være et forum for at diskutere humaniora i samfundet: http://humaniorasociety.wordpress.com

Det er målet at få denne diskussion op på et højere og mere principielt niveau. Blot en iagttagelse skal nævnes: de store velfungerende demokratier i verden har alle et stærkt og mangfoldigt humaniora - de totalitære stater satser alene på teknologisk forskning.

The Beginning of a Beautiful Friendship?

Det er dejligt at være blevet gode venner med Dansk Industri. Jeg har lidt tvivl om, hvor langt venskabet holder (fx plejer venner at gøre sig umage med at gengive hinandens sysnpunkter korrekt), men det kan selvfølgelig være indledende misforståelser. Når jeg nu har fået mig en magtfuld ny ven (den slags har jeg ikke for mange af i universitetspolitiske sammenhænge), så må jeg vel hellere benytte mig lidt af det. Så: kære nye ven, vi har i universitetsverdenen forfærdelig brug for en afbureaukratisering, vi har forfærdelig brug for en omfattende ledelsesreform, og vi har forfærdelig brug for ikke evig og altid at skulle omsætte vore tanker til fakturaer og på andre måder orientere os efter lokale behov i dansk erhversliv. Hvis DI går aktivt og lyttende ind i en diskussion af disse forhold uden konstant hensyn til DI-medlemmernes nærsynede egeninteresser, så kan dette være the beginning of a beautiful friendship.

Protesterne fortsætter - rektor presset

Det siger sig selv, at de studerende er rasende over de bebudede massefyringer på KU, som man kunne læse i dagspressen i går. På Biologisk Institut, KU, lyder det i et opråb: "Vi forudsiger at Instituttet, med et svækket fagligt miljø, vil have svært ved fortsat at tiltrække nye forskere med de kompetencer, der er nødvendige for at opretholde det højt kvalificerede forskningsmiljø. Samtidigt vil nedskæringerne også bevirke, at instituttet vil få sværere ved at tiltrække de nye studerende, danske såvel som udenlandske, der gennem STÅ midler danner det økonomiske grundlag, der sikrer kvaliteten af instituttets uddannelser." (De studerendes opråb for en bedre uddannelse, 7/1-2009).
I et svar til de fyringstruede VIP og TAP på Biologisk Institut, inviterede rektor til et møde den 16. jan. men da de ansatte så udtrykte ønske om en ordstyrer for en paneldebat, trak rektor i dag følehornene til sig og skrev tilbage, at præmisserne for budgettet ikke står til at ændre, og "således er der ikke grundlag for en paneldebat. Men jeg forestiller mig naturligvis, at der bliver mulighed for, at ledelsen svarer på alle relevante spørgsmål."
- De ansatte ønskede et debatmøde, ikke et "orienteringsmøde" med envejskommunikation top-down, om de samme ting, der allerede er besluttet, uden at de blev hørt. Også på fakultetets andre institutter og på museerne ulmer vreden.

En intelligent løsning for humaniora

Hvert forår gentager scenen sig: Alvorstunge repræsentanter fra Dansk Industri erklærer alvorstungt, at alt for mange unge vælger at studere de ubrugelige humanistiske fag og alt for få de gavnlige tekniske og naturvidenskabelige. Og hver september gentager scenen sig: Store årgange ankommer på de humanistiske fakulteter, uanset alvorstyngden. Sådan er det gået i mange år, og sådan ser det ud til at blive ved.
DIs alvorsmænd M/K opfattes rimeligt nok som fjender på de humanistiske fakulteter, men spørger man fredeligt, vil mange lærere og studerende ved humaniora bekræfte, at der er for mange studerende. Problemet er ikke, at humanister ikke kan få job. Forestillingen om, at humanister uddanner sig til arbejdsløshed, er en illusion, for vores kandidater afsættes i store mængder overalt i samfundet. Men institutionerne drukner i studerende. Vores muligheder for at forske, og for faktisk at give vores studerende den uddannelse, de fortjenter, forsvinder i mængden.
Problemet er strukturelt: De humanistiske fakulteter honoreres så lidt per studerende, at de må optage mange for at kunne fungere økonomisk, og efterhånden som taxameteret beskæres, må optaget hæves. Absurditeten er så stor, at den er forblevet ubemærket. Man mener, at der er for mange humanistiske studerende, men indretter systemet, så de humanistiske fakulteter tvinges til at optage dem i massevis.
Hvad så? Hvis man løser problemerne ved at reducere de humanistiske fakulteters optag – enten ved et politisk diktat eller ved at det endelig lykkes at få de uddannelsessøgende til at vælge anderledes – får man et kulturtab af dimensioner. En række små og mellemstore fag vil ikke kunne opretholde andet end et nødberedskab. Hvis man synes, at det lyder uproblematisk, bør man overveje, om man er sikker på, at samfundet ikke har brug for ekspertviden om fx Kina, Rusland og Frankrig. De store fag vil nok klare krisen lidt bedre , men de vil få alvorlige huller i deres allerede nu pressede faglighed. Og inden man vælger at synes, at dét er et mindre problem, kan man spørge sig, om vi i tider, hvor både internationaliseringen og diskussionen af den nationale identitet spiller en central rolle, kan klare os uden præcis viden om dansk litteratur, kultur, sprog og histore.
Løsningen på problemet er lige så indlysende, som den er politisk umulig: Man bør hæve taxameteret og sænke optaget for de humanistiske uddannelser. Derved vil man få færre kandidater, men da de mange humanister anses for at være et problem, er det vel næppe et argument. Til gengæld vil man for de samme penge få bedre kandidater, og man vil få en langt mere kvalificeret humanistisk forskning, fordi forskerne får mulighed for at udføre den. Man vil tilmed få en løsning, som institutionerne selv har grund til at arbejde for at gøre til en succes.
Løsningen er imidlertid politisk umulig af tre grunde. For det første den oplagte centralisme i forskningspolitikken, der forhindrer, at man finder konkrete løsninger på konkrete problemer. For det andet den omhyggeligt politisk oparbejdede modvilje imod humaniora, som forindrer, at man kan gøre noget, som ville kunne blive udlagt som en belønning til feltet. For det tredje den tvang til ”effektivisering” i universitetssektoren, som har ført til den gradvise reduktion i taxametrene, der i en årrække har presset universiteternes økonomi.
Derfor vil man til foråret atter kunne høre DI klage over, at der er for mange unge, som søger de humanistiske uddannelser, og man vil til efteråret atter se årgange, der er for store til, at vi kan håndtere dem, ankomme på de humanistiske fakulteter.

Fra Information den 7. januar 2009

Forsknings i verdensklasse aflyst pga. massefyringer

- sådan står der på et banner, når man på Tagensvej passerer forbi Biocenteret i København. Fakultetsadministrationen bor nu også længere henne ad samme gade; det gamle observatorium i Botanisk Have blev for lille. Biocenterets ansatte skal fyres, mens administrationen ekspanderer. Naturvidenskabelig forskning lukkes ned, undervisningen forringes, og videnskabsministeren forsøger at løbe fra sit ansvar. Så du indslaget i går i TV Lorry? (kan genses her). Flere medier bragte omtaler af medarbejdermødet i går, hvor en mistillidserklæring imod dekanen blev afsendt med appel til rektor (se her). Man kan læse mere om seneste udvikling i sagen nederst i dette link.

Hvordan kan det være, at den slags kriser på vores universiteter er et jævnligt tilbagevendende fænomen? Tænk på fyringstrussels-farcen på RUC sidste år (se her), og fyringerne af 13 humanister på Aalborg Universitet i 2006 (her). Er det ikke længere en national opgave, at sikre grundforskningens eksistens og kontinuitet ved vores universiteter? Ikke med det universitetsregime, den nuværende regering har indført, og hvor ministeren uden videre kan skyde ansvaret over på bestyrelser med en majoritet af eksterne medlemmer, domineret af erhvervslivets folk. Hvad mon de erhvervsorienterede hoveder i KU's bestyrelse, som fx direktør Henrik Topsøe (Haldor Topsøe A/S), præsident Peter Gemælke (Landbrugsrådet) og forhenv. adm. dir. Claus Bræstrup (H. Lundbeck A/S) mener om deres eget medansvar for budgetkrisen på universitetes fakulteter for natur-og sundhedsvidenskab? Universitetsforskningen er blevet deres, ikke statens ansvar.

Dekanen svarede 22/12 de ansatte på Biologisk Institut med bl.a. disse ord:

"Vi må alle forudse muligheden af, at der fortsat vil ske løbende reduktioner på basismidlerne i de kommende år, parallelt med en tilsvarende, eller sikkert endda større, vækst i de konkurrenceudsatte midler. En nødvendig og oplagt vej at gå for at forebygge fremtidige reduktioner i antallet af faste stillinger, vil være i langt højere grad end det er traditionen hos os i dag at bruge de konkurrenceudsatte midler til finansiering af faste stillinger for såvel VIP som TAP-personale, en model der anvendes en række andre steder."

- En uselvstændig, kynisk og defaitistisk holdning, uden visioner om at tingene kan være anderledes. Det er en meget farlig vej for universitetsforskningen at slå ind på. Det truer med at gøre grundforskning til bestillingsforskning. Dekan og rektor, ligesom bestyrelserne, burde tværtimod visionært kæmpe for at basismidlerne styrkes og ikke omlægges til kasser eller puljer der skal konkurreres om. Som biomedicineren Jens Højriis Nielsen udtrykte det i en kronik den 3. jan. (her):

Universiteterne bør i det mindste have så mange basismidler, at forskerne kan udføre den forskning, som de er ansat til at udføre, herunder forskeruddannelsen af speciale- og ph.d.-studerende. Det kan ikke være rigtigt, at man som ansat til at forske selv skal skaffe de penge, som arbejdet kræver.