fredag den 29. august 2008

Forsvar bogen som publiceringsform

af Jørgen Burchardt
I rækken af nedskæringer og andre angreb har Videnskabsministeriets Forsknings- og Innovationsstyrelsen aktuelt besluttet, at de ikke ønsker at bøger mere skal høre til de vigtigste publiceringsformer inden for dansk videnskab. Styrelsens Fagligt Udvalg har i ”Generelle retningslinier om niveauinddeling” dateret 15. august 2008 med henblik på den bibliometriske forskningsindikator sagt om bøger/deres udgivere: ”Fagligt Udvalg er generelt skeptisk overfor nomineringer af forlag til niveau 2”. Niveau 2 er det vigtigste niveau, mens niveau 1 – som i Norge – er de sekundære udgivelser.

Samtidig ønsker man at udelukke store ”brede” forlag. Det vil sige, at Gyldendal, Oxford University Press og Museum Tusculanum ikke mere vil få tilbudt manuskripter i samme udstrækning fra universitetsforskere, som i stedet vil til at skrive artikler, der giver flere point. Styrelsen ønsker ikke at ”hvis en enkelt faggruppe nominerer et sådant forlag til niveau 2, vil det få stor betydning for andre faggruppers nomineringer, fordi de store brede forlag typisk udgiver bøger inden for mange forskellige fagområder”.

Det er et håbløst system, som styrelsen har sat sig for at gennemføre. De enkelte af de 68 faggrupper skal derfor indsende en ”skriftlig redegørelse for nomineringen” af forlag med særligt vægtige argumenter gerne senest 15. oktober for at kunne behandle forlagene. Faggrupperne har i modsætning til tidsskrifter ikke kompetencen og afgørelsen af vigtige forhold for deres fag; på bøgernes område er de faglige udvalgs (= Danske Universiteter, det tidligere Rektorkollegiet) legitimering af systemet sat ud af kraft.

I øvrigt nedprioriteres dansk konsekvent som forskningssprog. I tidsskrifterne må højest 2/3 af forfatterne være danske for at kunne høre til niveau 2 tidsskrifter – og det er uanset tidsskriftets kvalitet! Kun hvis man slet ikke kan finde nogle internationale tidsskrifter, kan danske tidsskrifter få lov til at komme med – og igen efter en aller nådigst ansøgning til det høje udvalg.

Der er desværre flere anslag på vej mod formidling af både dansk humaniora og samfundsvidenskab, men også formidling af STM-videnskaberne på dansk. Hvis du vil være med til at gøre en aktiv indsats for at gøre ministerier og andre opmærksom på problemerne, er vi et par stykker, der tænker på at være aktive i fællesskab.

Jørgen Burchardt
hjemmeside www.burchardt.name

Nyt om Arbejdsliv www.nyt-om-arbejdsliv.dk

Videnssamfundet.dk www.videnssamfundet.dk

Working Life Info www.workinglife.info

Teknik & Kultur www.teknik-og-kultur.dk


— Bloggen Forskningsfrihed? takker for indlægget og håber at kunne regne Jørgen Burchardt til vore bidragydere fremover, ikke mindst for at kunne følge op på denne sag. (C.E.)

torsdag den 28. august 2008

Den halve historie

I et intern og (gerne også eksternt) nyhedsbrev på Biologisk Institut, København Universitet skrev professor Carsten Rahbek et oplysende indlæg om Impact factor, H-index og m-index - et slags børsmæglerkursus i at tjene flest "penge". Den slags index og rangering kan være en tvivlsom øvelse når det kommer til at bedømme forskeres værd som forskere og dette er der heldigvis megen sund diskussion om, rundt omkring der ude - og ikke mindst her inde!!!
Desværre går de fleste diskussioner og forsøg på løsninger efter at lappe på systemet ved at tilføje nye variable, på trods af sunde videnskabelige principper om simplicitet og enkelthed i de lovmæssigheder der styrer vores univers og tankegods. Inden for modellering har vi et sund princip om "as simple as possible as complex as needed" det er ikke kun for at lette vores eget arbejde, det er lige så meget fordi, overflødig kompleksitet, faktisk gør modellerne dårligere. Man kan derfor have en hvis bekymring om den nuværende udvikling inden for indexer til at bedømme forskning.

Noget andet og måske mere alvorligt er, at disse indexer i dag ikke kun bruges til at veje en forskers forskning, de bruges til at veje forskere som sådan, og så bliver idexerne farlige.
På Biologisk Institut har vi slået ni nye lektorater op inden for ni meget forskellige områder, der alle er definerede af gamle løfter om indlejring fra forskellige forskningsfonde. Det er praktisk talt hele den samlede ansættelsespulje der går udelukkende til at opfylde løfter til eksterne ”mæceners” gaver, der kan vise sig at være mere end man egentlig bad om. Disse folk er i første omgang kommet ind i systemet udelukkende gennem deres forskningsmeritter og deres evne til at score højt i diverse indexer og nu ansættes de med stor sandsynlighed i stillinger, hvor deres opgaver bliver langt flere end at forfølge det bedst mulige tidsskrift med mindst muligt data. Nu står de til regnskab for at være gode kollegaer, for at være inspirerende og udviklende undervisere, for at tage del i instituttets administration og udvikling og at forske frit. På trods af mange rigtigt kvalificerede kandidater til de ni stillinger er det meget problematisk, at de hele vejen mod den faste ansættelse er blevet vejet så let og så ensidigt, at vi i dag bliver nød til at tvivle om de har de egenskaber og den bredte der forventes af lektorer og professorer på et universitet. De eksterne forskningsfonde er ikke kun med til at definere, de retninger det er opportunt at forfølge som forsker, de ender også med at styre den langsigtede planlægning på institutterne, hvis man først lukker dem ind. Og det gøres ud fra principper og måleenheder, som vi ikke kan leve med og som fortæller en alt for lille del af den samlede fortælling om de folk der kommer ind på universitetet.

tirsdag den 26. august 2008

De offentlige forskningsbevillinger

Jeg var forleden til afskedsreception for Lene Lange, institutlederen for Biologisk Institut på KU, som forlader sit drømmejob for at blive prodekan på Aalborg Universitet (forhistorien her). Receptioner er rygternes markedsplads. Et af de ildevarslende handlede om indtægten fra eksterne midler til Biologisk Institut for 2009. Iøvrigt fremhævede Lene Lange selv i sin afskedstale at hendes institut havde været et af de flinkeste til at hive eksterne midler hjem, så instituttet nu næsten er 50% baseret på sådanne! Nå, men i dag læste jeg følgende nyhed fra Videnskabsministeriet:
– De offentlige forskningsbevillinger vil næste år udgøre 0,94 procent af Danmarks bruttonationalprodukt, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til offentliggørelsen af regeringens forslag til finanslov for 2009.
– Budgettet for 2010 viser, at vi året efter opfylder regeringens målsætning om at anvende én procent til forskning og udvikling. De mange ekstra penge til forskning og udvikling er en vigtig og nødvendig investering i Danmarks fremtid, siger Helge Sander.
Regeringens finanslovsforslag indebærer, at der er ufordelte bevillinger til forskning og udvikling på 13,5 mia. kr., afsat på globaliseringsreserven for 2009-2012. Udmøntningen af reserven skal drøftes med forligskredsen i løbet af efteråret.
Endvidere indeholder den såkaldte UMTS-reserve 1,1 mia. kr., som regeringen foreslår udmøntet ligeligt i perioden 2010-2015 til forskning og it-initiativer. Midlerne stammer fra tidligere salg af frekvenser til mobiltelefoni.
– Tidligere politiske aftaler betyder, at universiteternes basismidler næste år stiger med 200 mio. kr., siger Helge Sander.
De offentlige forskningsbevillinger ventes i år at udgøre 0,89 procent af BNP. Opgørelsen omfatter de statslige, regionale og kommunale bevillinger, Grundforskningsfonden og internationale bevillinger fra Nordisk Ministerråd og EU's forskningsprogrammer.

Hvilket mindede mig om rygtet om de eksterne midler. Biologisk Institut har del i store bevillinger for Grundforskningsfonden, men for de nye projekter udsættes opstarten ifølge rygtet et helt år, så 2009 bliver et financielt mareridt. Skal man nu tro mest på rygtet eller det paradisiske budskab fra Videnskabsministeriet? Det er da til at blive helt skitzofren af. Men måske er der en sammenhæng? Måske giver udsættelsen det sidste nødvendige skub opad i statistikken i 2010?
Ak ja. Alle steder tilskyndes universitets- og forskningsledere til at skrabe flere eksterne midler sammen. Risikoprofilen bliver måske lidt for høj.

mandag den 25. august 2008

Lidt om klassekvotienter

Man læser i dagens Politiken, at der bunkes alt for mange elever sammen på de ungdomsuddannelser, der tager skal uddanne de svageste unge. En passage i artiklen lyder således:

»Det er mange at proppe ind i en klasse«, erkender afdelingsleder på CPH WEST Martin Lasse Hansen. »Men sådan har det været i al den tid, jeg har været afdelingsleder herude. Vi starter med 32-34 elever i hver klasse, men vi ved, at der typisk er 3-4 stykker, der aldrig dukker op eller skifter spor allerede inden for den første måned. Og så er vi nede på mere normale klassestørrelser«, siger han.

Jeg kunne sådan set ikke være mere enig i, at det er et alvorligt problem. Men når jeg i næste uge får to hold af begyndende studerende på danskfaget på KU i et fag som åbenlyst kræver personlig opmærksomhed om den enkelte elev, så vil der sidder lidt over 40 mennesker i lokalet, uden at det nogensinde rammer aviserne.

Tjaha .... sådan er mediedækningen så forskellig ....

onsdag den 20. august 2008

Seminar om Videnskab og demokrati

Den 5.-6. marts 2009 afholdes et seminar på Det Humanistiske Fakultet i København, der vil interessere rigtig mange af denne blogs læsere: Se nærmere om mødet her!

Hvad kan stærkere ledelse?

Da den nuværende universitetslov blev indført var den mere begrundet i ideologi og DI-tidsånd end analyser af universiteternes behov. Man troede, at indførte man en top-down styrende "stærkere ledelse" (underforstået som i det private erhvervsliv), ville universiteternes problemer af sig selv løses. Det var fx det, Socialdemokratiets daværende forskningsordfører svarede (her), da hun blev spurgt hvorfor S gik med til en lov, der fjerner demokratiet på landets universiteter. Som nogle af de problemer, en stærk ledelse skulle løse, pegede hun på høje frafaldsprocenter og at "nogle steder bruger man enormt mange undervisningsassistenter, der fylder meget i undervisningslandskabet". Frafaldsprocenterne er siden faldet, men med samtidige tegn på forringelse af uddannelsernes kvalitet (jf. debatten i 2004 om taxameterbestemte bevillinger). Hvad kan "en stærk ledelse" gøre ved det? Stærke ledere - udpegede bestyrelser, ansatte rektorer og dekaner - har ikke kunnet gøre noget ved det strukturelle problem, at det er billigere at gennemføre undervisningen med løst ansatte undervisningsassistenter uden forskningstid end med ansatte forskere, der "frikøbes" fra deres undervisning for at bruge tiden til at skrive næste ansøgning om forskningspenge fra eksterne fonde. Megen ekstern financiering passer til tidsånden og skal nu snart belønnes ekstra, men skaber bare flere strukturelle problemer. Med den efterspørgsel på arbejdskraft vi ser i dag, gider de akademiske daglejere ikke længere og søger bedre job andre steder. Universiteterne får sværere ved at udnytte daglejerne og fristes så til at erstatte god holdundervisning med billigere mega-forelæsninger - ren pædagogisk citronmåne. Et eksempel på at top-down ledelse ikke er svaret på strukturelle problemer. Deres løsning kræver en helt anden indsats i de politisk-økonomiske maskinrum. Som en undervisningsassistent forleden sagde (her) er det "på tide, at Claus Hjort Frederiksen og Helge Sander begynder at tage deres ansvar alvorligt - ikke bare ansvaret for at skabe ordentlige ansættelsesforhold for ansatte i staten, men også ansvaret for at styrke uddannelsesinstitutionernes position som bannerførere for videnssamfundet".

tirsdag den 19. august 2008

At studere til forsker eller bare studerende forsker

Forskningsfrihed er mange ting for mange mennesker og på mange niveauer. Fælles kan dog de fleste blive enige om, at forskningsfriheden er fundamentet for den grundforskning der praktiseres på vores universiteter og det grundlag gode forskere funderes på. Der skal altså forskere, og gerne gode af slagsen, til at forske frit. Det skyldes at vi inden for universiteterne og forskningsverdenen som sådan hverken tager håndværket, metoden, kreativiteten eller ånden for givet, når det kommer til at udvide den erkendelige verden, se ind i mennesket og stille spørgsmålstegn ved det vante og sikre.At være forsker er noget man bliver, det kræver uddannelse og ikke mindst dannelse og det er ikke noget der kommer nemt. Fem år på universitetet efterfulgt af endnu tre før man som doktor kan kalde sig forsker.

Men særligt indenfor naturvidenskaben er dette ved at forandres og med friheden som en mulig taber. Det er et udefrakommende pres, eller måske bare de gode studerendes evne til at lære af deres lærere, og gøre et af forskningens mest tveæggede mantraer "Publish or perish" til deres eget. Skal man i dag gøre sig håb om at blive rigtig forsker og få et af de eftertragtede Ph.d. stipendier skal man nemlig allerede være forsker, inden man overhoved begynder på forskeruddannelsen man skal allerede have bevist man kan publicere - peer-review, forstås.

Der er som sådan ikke noget galt i at gode specialer publiceres. Ny viden skal deles, om den kommer fra studerende, lektorer eller professorer. Det er det ene æg af Publish or perish - vores alles ansvar for at deltage i forskningens fællesskab og udbrede ny viden, så alle kan arbejde videre fra toppen. Dette har været forskningens arv fra de første universiteter i Norditalien og England for ca. 1000 år siden, og grundlaget for det internationale videnskabelige fællesskab, der som et af de første, transcenderede kongedømmer - for vinden kender som bekendt ikke grænser. Den anden æg er, at frygten for at forsvinde driver nogle til at holde deres egne eller andres forskning tilbage, og til at uddele af deres viden i MPE'er – Mindst publicerbare enheder. Sådan går det når vi overlader det til rationalitet og udefrakommende at fortælle os, hvad at "publicere" i sandhed er – ikke at dele viden men at eje den.

Der ér som sagt ikke noget galt i at publicere specialer. Men der er noget galt, når det bliver formålet med at skrive et speciale. Så glemmer man, hvor værdifuldt det er at falde af hesten, at begå fejlene og ikke mindst hvor værdifuldt det er at være kreativ, også selv om ideen måske ikke holdt vand, eller metoden var for uprøvet.I dag hviler det samme pres på en dygtig og flittig studerende som på post doc.’ere der kæmper for deres næste bevilling. Men hvor den øvede og trænede post doc. har brugt år på at forstå sit forskningsfelt og begå de rigelige fejl der skulle til, har den naturvidenskabelige specialestuderende kun ét år - og med de nye specialekontrakter er et år pludselig 12 måneder. Det gør en forskel, for hvis en studerende på 12 måneder skal nå at sætte sig ind i et nyt område, forstå epistemologien & antropologien (ånden), lære at danne hypoteser, opsætte forsøg - begår fejl, opsætte forsøgene igen, høste resultaterne og analysere data samt sammenskrive det hele til en færdig og publicerbar artikel, har man travlt - for travlt. Der kan ikke blive plads til det hele, og hvad skal så undlades?

I flere tilfælde ser vi at det, dygtige, videbegærlige og kreative studerende smider væk er: fejlene, hypoteselæren og ånden - det er deres uddannelse de taber og det er deres frihed, når færdige og sikre emner vælges for at opnå den peer-review artikel der forhåbentlig kan åbne døren til en forskerkarriere. Hvis man vil have sikkerhed for resultater og anvendelighed må studerende derfor tage til takke med "skrivebordsskuffe" specialer, hvor alt det spændende er gjort, og hvor læringsdelen bliver reduceret til metode og flid. Det kan være nødvendigt at universiteterne kigger nøje på, hvordan specialer er, og på hvordan specialer skal være. Blandt de strammende tiltag, der faktisk høster ros, er nedbringelsen af specialetider, men det nytter ikke meget, hvis universitetet i tilgift presser de studerende, så store dele af essensen i specialeprocessen forvinder. Det kan være vi skal kræve forbud mod at publicere specialer, hvilket ville være en overordentlig skam, eller det kan være vi skal organisere undervisning i videnskabens væsen, filosofi samt hypotesedannelse, helt op til og i specialet. Vi bliver i hvert tilfælde nød til at se på, hvad vi ønsker vores specialestuderende skal lære i løbet af deres år og hvad de lærer i dag, så vi kan se om vi skal sætte ind, hvis vi skal kombinere de fornuftige krav om kortere specialetider med muligheden for at gøre specialet til den legeplads for fejl og kreativitet det skal være.

Faren er ellers, at vi kun lærer kommende forskere om lænkerne og om at løse trivielle problemer, og der er forskningsfriheden for alvor i fare, når nye forskere ikke engang forventer den og kræver den, for de har aldrig mødt den i deres uddannelse.

lørdag den 16. august 2008

For et nyt universitetsdemokrati

"Det er i øvrigt efter min opfattelse ganske få politikere på Christiansborg, der har en velfunderet holdning til (for slet ikke at tale om viden om) dansk universitetsforskning. Der er derfor rig mulighed for oplysning, og for indflydelse via påvirkning af nogle få nøglepersoner."
— Redaktionel inledning: Citatet er fra Jeppe Trolle og kan læses i indlægget nedenfor. Velkommen til Jeppe Trolle, endnu et nyt medlem af bloggens netvæk. Jeppe sendte i begyndelsen af august en kommentar til bloggen til debatten mellem Sune Auken og Jesper Jørgensen.Det bringes som selvstændigt indlæg nedenfor (lidt forsinket pga. travlhed efter ferie) som bidrag til debatten og præsentation af vores nye bidragyder. (CE).

Hej Sune og Jesper

Jeres debat i forhold til det realistiske i at tro på politiske resultater i forhold til det nuværende politiske klima, samt diskussionen om hvorvidt "kampagnen" skal holde sig fri af større samfundspolitiske overvejelser giver mig netop hjemvendt fra sommerferie anledning til flg. kommentarer:

Uden selv at have oplevet 60'erne og 70'erne på universitetet, kan jeg godt genkende nogen af de gode virkninger af demokratiseringen af universiteterne og opgøret med positivismen som Jesper skitserer. Jeg deler, uanset de skøre/ubehagelige historier om hvordan politiseringen af især studenterne gik af lave i slutningen af 70'erne, bestemt ikke Runes frygt for en tilbagevenden til "det røde universitet".

Som Habermas påpegede, vil der altid være en erkendelsesinteresse, og man stikker sig selv blår i øjnenene ved ikke at anerkende dette. Skabelsen af rum for en emancipatorisk erkendelsesinteresses frie udfoldelse, er derfor ikke et problem, medmindre denne bliver defineret udfra en snæver dogmatisk ideologi.

Selvom der angiveligt fandt forfølgelse, og "forskruet ideologisk forskning" sted visse steder på de danske universiteter i 70'erne, mener jeg ikke at dette var alvorligt og gennemgribende nok til at afskrive de væsentlige resultater for universitetsdemokratiet som styrelsesloven førte med sig. Der har trods alt aldrig været tale om, at bestemte forskere slet ikke fik lov at arbejde på universiteterne på grund af deres politiske overbevisning - højest om ondsindet mobning, eller ideologisk nonsens, der da også kan være slem nok.

Den virkelige arvtager til socialistisk politisering af forskningen, som den blev formuleret af Bernal, formentlig indirekte inspireret af selveste Lysenko, er ironisk nok ikke tilhængerne af marxistisk forskning, men Helge Sander og hans allierede, i deres insisteren på "samfundsnyttig" forskning udfra en snæver utilitaristisk, konkurrenceideologisk verdensopfattelse.

Der går således en næsten lige linie fra sovjetunionen til Helge Sanders "fra forskning til faktura" - Ideologien er blot skiftet fra statssocialisme til neoliberalistisk (stats)kapitalisme.

(I parantes bemærket er jeg radikal (socialliberal) - ikke socialist.)

Det er også værd at bemærke at universitetslovens kritikere spænder over Enhedlisten, SF, radikale via en stor del af socialdemokratiet, en enkelt konservativ eller to, en enkelt venstrekvinde (som dog har mistet sin troværdighed som reformator for nylig) til selveste Dansk Folkeparti, som næsten fra starten har været modstander af universitetsreformen, selvom de er lidt skizofrene hvad opbakningen til fri forskning angår.

Det lykkedes under sidste valgkamp at få S til at erklære folkeskoleforliget for genåbnet, så jeg er bestemt ikke enig med Jesper i, at det trods den brede koalition der står bag reformen, er umuligt at påvirke politikerne på Christiansborg. Det er klart at Helge Sander personligt af prestigemæssige årsager ikke kan påvirkes, men et nyt flertal kan.

Hvis man kigger historisk på det, lykkedes det overraskende DSF, at få DF til at være imod reformen, hvorefter Jan Trøjborg-fløjen i Socialdemokratiet kuppede Lene Jensen til at bryde sit løfte om frivillighed.

Alle Forligspartiernes ordførere inklusiv Sander selv, vedtog loven med flg. besværgelse fra Folketingets talerstol: "Hvis det kan påvises, at loven undergraver forskningsfriheden, vil vi naturligvis ændre den".

Efterfølgende har mantraet været, at det var for tidligt at evaluere lovens konsekvenser.

I dette lys mener jeg bestemt ikke at et grundigt dokumentationsarbejde, og saglig argumentation er ude af stand til at påvirke politikernes holdning til en revision af loven. Nøglen til en reform er imidlertid at overbevise de danske vælgere om, at kritikerne af loven ikke blot er "forkælede akademikere" der blot ønsker højere løn og fred til at 0-forske. I denne sammenhæng er blandt andet de mange fornuftige røster fra dele af erhvervslivet bestemt ikke at foragte.

Den PR-effekt som underskriftindsamlingen har i forhold til det danske vælgerkorps, er derfor bestemt ikke ligegyldig. At Sander ikke kan påvirkes er i den sammenhæng lige gyldigt. Jeg tror på at det betyder noget, hvis befolkningen overbevises om, at store dele af forskningsverdenen ser med alvor på lovens konsekvenser for forskningen i Danmark.

Den politiske situation lige nu er at Socialdemokratiet kan vendes, hvis de kan overbevises om at vælgerne ikke vil straffe dem for det. Jan Trøjborg er ude af Christiansborg, så der vil ikke være noget prestigetab for S ved at blive klogere af de erfaringer der nu er høstet vedrørende lovens problematiske konsekvenser. Problemet er derfor at lave en kampagne, der overbeviser dem om, at vælgerne vil belønne en sådan handling. Her er det vigtigt at det ikke kun opfattes som et fagforeningsspørgsmål på linie med sygeplejesker og lærere, men som et reelt samfundsproblem at universitetsforskningens kvalitet og frihed undergraves med den nuværende politik.

Det er i øvrigt efter min opfattelse ganske få politikere på Christiansborg, der har en velfunderet holdning til (for slet ikke at tale om viden om) dansk universitetsforskning. Der er derfor rig mulighed for oplysning, og for indflydelse via påvirkning af nogle få nøglepersoner.

Så er argumenterne gode nok, og dokumentationen i orden, så kan der ske justeringer (men formentlig ikke tilbagerulninger) af loven. Det er derfor vigtigt at vi ikke argumenterer udfra hvordan det var engang, men hvordan det bør være.

Hvordan kan man f.eks. sikre et demokratisk universitet, der ikke som i 80'erne præges af ansatte og studerendes ligegyldighed overfor deres demokratiske muligheder/rettigheder (hvordan sikres reelle valg, frem for "back-door deals" blandt VIP'erne), og hvordan rekrutteres ledere der ønsker at være dygtige ledere, blandt folk, der hellere vil forske?

Min egen opfattelse er at vi må have de valgte rektorer, og det interne flertal tilbage, men måske kan vi godt leve med flere lokale adminstratorer, og en bestyrelse, så længe den har et flertal af (internt) valgte og ikke forhindres i at forny sig på grund af selvsupplering. Den frie forskning skal naturligvis også sikres. (f.eks. i forhold til institutlederens instruktionsbeføjelser)

Vh.
Jeppe Trolle
Folketingskandidat for Det Radikale Venstre,
Medlem af DRV's uddannelsesudvalg
tidligere DSF-politiker
AC-fuldmægtig på CBS
Cand. scient. soc. fra RUC i Filosofi og Forvaltning.
Har skrevet speciale om emnet "Akademisk Frihed"

torsdag den 14. august 2008

Humaniora i globaliseringens æra

I lyset af den tendentielle danske politiske konsensus om det fremmede og særligt de fremmede er der behov for humaniora. I dette korte indlæg om, hvad humaniora skal i det kommende århundrede er denne dagsorden efter min opfattelse den centrale. Tesen er, at humaniora er en vej til at se, at den fremmede måske ikke er SÅ fremmed… Dette er den gængse ide om, at viden om mennesker i fortidige og nutidige kulturer på en positiv måde kan bidrage til en større forståelse og tolerance. Denne ide var typisk fremme efter det tyvende århundredes to største katastrofer: den første og den anden verdenskrig. Erfaringer gør ondt, men man bliver også klogere. Verdenskrigene gav stødet til først Folkenes Forbund og siden hen FN. I begge organisationers virke fulgte en støtte til interkulturel viden og uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Men humaniora kan mere end at gøre den fremmede mindre fremmed. Den kan også få den virkning at det velkendte måske ikke er SÅ velkendt… Hvad ville en dansker fra 1980, der havde boet i isolation i 28 år sige om Danmark år 2008? Ville det være velkendte træk, der viste sig tydeligst, eller ville vedkommende studse over Dansk Folkepartis retorik, over angrebskrig i Irak og andre politiske dagligdagsfænomener? Nu kunne det måske lyde som om humaniora mest er for venstreorienterede humanister. Det tror jeg ikke. Dansk Folkeparti har støttet humaniora når den handlede om besindelse på det danske i form af viden om ikoner som Kaj Munk og viden om de venstreorienterede i den kolde krig. Det må bydes velkommen som bidrag til et kollektivt vidensprojekt. Dertil må man konstatere med et citat fra det norske humanistiske forskningråd, at humanistisk viden kan føre til mange forskellige virkninger: ”Ett og samme forskningsresultat kan også få stikk motsatte normative virkninger. Et aktuelt eksempel er at økt kunnskap om innvandreres kulturelle bakgrunn både kan slå ut i økt rasisme og økt tverrkulturell forståelse. Blant annet på grunn af slike forholdne har Området for Kultur og Samfund i foreliggende plan vært tilbakeholdent med å fastsætte konkrete kvantifiserbare mål for virkningene av samfunnsvitenskapelig og humanistisk forskning.”[1] For at slå koldt vand i blodet kan det være relevant at henvise til en antik stoisk filosof som indså, at det menneskelige også omfatter det umenneskelige. ”Intet menneskeligt bør være mig fremmed”, lyder humanismens valgsprog tilbage fra Seneca. Men omvendt er der vel den allerede nævnte mere optimistiske sandhed, at også menneskeheden lærer af sine erfaringer. Udtrykt ved en anden antik filosof, Cicero, er historien livets lærermester – historia magistra vitæ.

Hvad er da humanioras område, hvis det ikke umiddelbart kun fører til forsoning og forståelse imellem gamle fjender? Dette er et umiddelbart udkast om de forskellige vidensområder: A) Humaniora omhandler det menneskelige i nær forstand. B) Samfundsfag omhandler det menneskelige i praktisk kollektiv forstand. C) Naturvidenskaberne omhandler det naturlige i bred forstand. D) Teknisk forskning omhandler det praktiske i teknisk forstand. Og E) teologisk forskning omhandler det guddommelige i menneskenær forstand.

Der er væsentlige afkast imellem disse. Der findes teknisk forskning som rykker ved det menneskelige: som f.eks. genteknologi. Der findes humanistisk forskning som rykker ved synet på det kollektive: kritikken af den metodiske individualisme, eller psykologisk kritik af rational choice i økonomien. Der findes naturvidenskabelig forskning, der rykker ved epistemologien i alle videnskabssfærer: komplementaritetsprincippets indflydelse på al epistemologi. Denne liste kunne fortsættes meget langt. Det er bare ikke til at se disse crossovers før på lang tidsafstand. Det er en oplagt historisk indsigt, at enhver i sin samtid står i en mangfoldighed, der ikke er til at overskue. Det er først på historisk afstand, at tydelige fælles mønstre gør sig gældende. Vi er midt i en mangfoldighed rent vidensmæssigt, hvor det kan være den ubetydelige detalje, der er den mest lovende vej frem. For at underbygge denne påstand kan man se på videnskabshistorie om romantikken. Her bliver det tydeligt, at humanistiske og filosofiske ideer om ånden i verden, førte til elektromagnetismens opdagelse hos H.C. Ørsted, der dermed mente at skue en del af ånden i naturen. Vores adskillelse af vidensprojektet i kasser og discipliner yder ikke den frie vidensproces retfærdighed, hvilket netop videnskabshistorien kan lære os. Konklusionen på denne betragtning er: hvis ikke man forsker i det menneskelige i både tid og rum forbliver store mængder empirisk og teoretisk viden ude af vores søgefelt – og dermed masser af potentielle indsigter, der kan lave offspin i hele vores kollektive vidensprojekt. Humanioras felt er det menneskelige i tid og rum – og alle menneskelige aktiviteter og praksisser. Livet i bred menneskeforstand.

Men hvis humaniora angår det menneskenære er den i sagens natur mest relevant på en menneskenær måde. Dvs. at humaniora først og fremmest har en afklarende pædagogisk funktion. En dannelsesfunktion. Det menneskenære er både menneskerelevant og eksistensrelevant. Men det viser sig i en tid med tydeligere kulturmøder, at det helt menneskenære pludseligt og voldsomt kan blive kilde til samfundsmæssige og internationale konflikter. Med politiske sager om tørklæder både i et islamisk land som Tyrkiet, og i et lutheransk land som Danmark viser der sig eksempler på at det helt intime – forholdet til Gud – bliver en bombe i samfundsmæssig forstand. Derfor er, efter den kulturelle vending i megen både samfundsvidenskabelig og humanistisk teori, det menneskenære af høj relevans i et kollektivt perspektiv – uden derfor at antage en metodisk individualisme – dvs. at alt i en teori om samfundet skal føres tilbage til egenskaber ved individet.

I et forsøg på at skelne imellem viden, der er relevant for de få – det Immanuel Kant kalder den esoteriske viden og viden, der er relevant for de mange – som Kant kaldte den eksoteriske viden – prøver den tyske filosof Gunter Scholtz at argumentere for en bred formidling af humaniora. Hvor det moderne menneske med teknologiens og samfundssystemernes mange tjenester kan overlade store dele af vidensansvaret til andre, der består iflg. Scholtz en række områder, hvor den enkelte ikke kan fralægge sig et vidensansvar. Den enkelte må selv tage moralske, sociale og politiske beslutninger og sådanne beslutninger, der angår hans egen lykke og må derfor have orienterende viden inden for etik, politik, historie, sociologi, økonomi osv. Han må forholde sig til sig selv og det presserende spørgsmål om grundlaget for hans tilværelse og henvises da til religion, teologi og filosofi. Han må have et forhold til de fællesskaber, han tilhører, for at leve i disse og tage beslutninger i dem, og derfor behøver han viden om historie. Han må informere sig selv og deltage i samfundets kommunikationsprocesser for at leve i samfundet og være i stand til at tage beslutninger, og derfor behøver han en sproglig kompetence, opnået gennem de sproglige videnskaber.

Hvad med praksis? I nyere forskningspolitik er målet først og fremmest praktisk eller lavere sagt rent økonomisk. En dansk humanist, Johan Nikolaj Madvig mindede dog i 1832 sine samtidige realister om ikke at definere praksis alt for snævert: “Man maa heller ikke glemme, at al Handlen for det, der skal fremmes i Livet, er Praxis.” Den gamle strid imellem realisterne og humanisterne, der dengang handlede om tiden fra ca. 6. klasse og til og med gymnasiet, i dag er ført op til et absurd højt uddannelsesniveau. På højeste niveau giver denne strid ikke mening. Måske har utilitaristen Herbert Spencer ret et stykke af vejen i sin rent madnyttige definition af, hvad der er nyttig viden, men da ikke hele vejen. Hans teori byggede på, at mennesket primært skulle have mad i munden og tag over hovedet. Denne tanke, der er oversat til økonomisk vinding i dagens neoliberale teknokratiske forskningspolitik er da en unødvendig reduktion af vidensprojektet og dets håb om ”nye tanker” ”nye indsigter” og somme tider ”nye løsninger.” I denne proces er poesi – og dennes læsning, historie – og dennes fortolkning, kulturer og forståelserne af dem en del af det vidensprojekt, der alt andet lige må til for at leve op til en åndsliberal grundindstilling rent videnspolitisk. Og mangfoldighedsargumentet er det nye argument for humaniora, der bedst virker sammen med humanioras natur, om den har en sådan: ikke fordismens masseproduktionslinjer, men den botaniske have er det bedste billede på humanistisk vidensproduktion. Hvis der er nye eksotiske planter, der hentes hjem i form af frø, så finder den gode gartner et sted, der netop kan nære denne nye plante på bedst mulig måde… ikke for at den skal overtage hele haven, men for at den netop får gode vækstvilkår, ydmygt, men til stede i samlingen. Det er helt forfejlet at tænke at små fag er lig med ubetydelige fag. Det kan være, at man ved hjælp af en enkelt dygtig forsker ved et af vores universiteter kan holde en vidensproces i gang, der så at sige kan dække et helt vidensområde for Danmarks vedkommende. Det er oplagt at Danmark som et lille land har mindre konkurrence imellem specialisterne – men denne konkurrence møder disse specialister når de (som alle gør!) deltager i internationale konferencer og netværk. Derfor er små fag vores vinduer ud til en større sammenhæng, der dermed holdes åbne. Denne ”importfunktion” kræver meget små investeringer, men er uhyre væsentlig for et lille sprogområdes overlevelse.

Men hvis denne botaniske have af viden skal have ”relevans” i videnssamfundet eller være ”accountable” som det hedder i de internationale tekster om den uddannelsespolitiske udvikling, så er formidling eller forskningskommunikation kerneordet. Den formidling, der hænger uløseligt sammen med ideen om vidensmæssig mangfoldighed og en almen dannelsesfunktion er det postmoderne tagselvbord. Det er afgørende, at viden i en dannelsesproces skal ”passe til” individernes meget forskellige udviklingslinjer. Derfor er frihed og tilgængelighed nøgleord i en uddannelsespolitik, der ikke skal stivne i teknokratiets spændetrøje. Mere konkret: det skal være muligt, at ”opdage” en interesse for filosofi, kernefysik, oldindiske religioner, demokratiets opståen og alt muligt andet også senere i ungdommen og i løbet af livet. Det uddannelsessystem, der tendentielt lukker flere og flere mulige kombinationer for den enkelte, fordi der kræves afgørende valg tidligere og tidligere i uddannelsesforløbet er direkte destruktivt for et levende videnssamfund. Det skal være muligt på alle trin at kombinere alle mulige vidensområder. De nyeste adgangskrav til universiteterne er et eksempel på regeringens teknokratiske indstilling til viden: Du skal altid allerede vide, hvad du vil vide ”når du bliver stor” – og det skal være i erhvervslivets interesse. Sagt med store bogstaver: SÅDAN ER UNGDOMMEN IKKE! I et system for højere uddannelser, som har været styret på markedspræmisser i hele det tyvende århundrede, det amerikanske college og universitetetssystem, der har valgfrihed og kombinationsfrihed være nøgleord i at imødekomme de unges behov for alsidig dannelse – et behov, der naturligt hænger sammen med ethvert nysgerrigt menneskes levende optagethed af verden – hele verden omkring sig. Dette behov er det muligt at opfylde uddannelsespolitisk ved modultanken. På et amerikansk college kan du kombinere dig frem – og både tilgodese en drøm om et fremtidigt virke samtidig med, at en nysgerrighed over for politik, litteratur, historie, musik eller noget helt femte dyrkes ved siden af. Dette passer til en tid, hvor læringen skal være alsidig og livslang. Den danske tænkning har dette element i højskolerne – men disse taber terræn og trues af lukning. Det oplagte initiativ for at skabe relevans af humanistiske fag var at udbyde ret avancerede moduler til alle studerende på universitetet og på åbent universitet for alle andre – og så give plads til, at der løbende blev givet credit for, at man tager kurser helt ved siden af ens grundfag. Man skulle naturligvis have et grundfag – som kommende læge, tekniker eller jurist er der behov for lang tids fordybelse, men dette udelukker ikke at en levende nysgerrighed kan tilfredsstilles inden for rammerne af en universitetsuddannelse. På gymnasieniveau tilgodeses denne frihed meget mere i den danske tradition – men den glemmes oftest helt på universitetsniveau. Med masseuniversitetet ville der være en pædagogisk relevans af selv de små ordkidéfag, der ellers trues af lukning. Som strukturen er nu skal de udelukkende uddanne nye specialister – og dem vil der i sagens natur kun være begrænset brug for. De skal naturligvis udbyde moduler, der har alle universitetsstuderende som marked. Ikke kun andre humanister, men også kommende politter, jurister, læger og ingeniører. Et andet udslag af misforstået teknokrati, der hæmmer friheden i en verden af viden, er tanken om, at et råd skal afgøre den hele samtidige og fremtidige relevans af enhver uddannelse på forhånd. Det statslige akkrediteringsråd lider af den oplyste enevældes teknokratiske valgsprog: vi alene vide. I et opgør med denne tanke satte Wilhelm von Humboldt en ægte åndsliberalisme: Hvis i sætter vidensprojektet frit vil det opfylde samfundets behov fra et meget højere synspunkt. Eller med mine ord: hvad der er nyttigt og relevant kan kun vise sig i tidens fylde. Eller frit efter Grundtvig: glem ideen om at livet kan tænkes igennem på forhånd – giv det frit og se hvad der vokser frem i frihed.

Denne frihed skulle naturligvis omfatte alle vidensområder. De studerende med humanistiske grundfag skulle vælge frit i samfundsfaglige moduler, jurafag, naturvidenskabelige moduler osv. Dette er realiteten ved amerikanske colleges, hvilket i konkret forstand beviser muligheden af en sådan frihed i en uddannelsespolitisk og uddannelsestrukturel praksis. Kort sagt: det er i orden at der kræves relevans af humaniora – men denne relevans må vise sig pædagogisk frem for teknisk industrielt.

For at afslutte dette indlæg med humanioras særlige bidrag i globaliseringens æra vil jeg vælge at tro på den optimisme, der omgærede FN umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Og denne optimisme er mere nødvendig nu end nogensinde. Den dannende eller den pædagogiske funktion af de humanistiske indsigter bliver tydeliggjorte i en multikulturel tid, eller om man vil en kulturel konflikttid – jeg foretrækker at se det som en tid med større og tydeligere kulturelle bevægelser. En udvidet referenceramme i den vedholdende indsats for at ”finde sig selv” er nødvendig i det moderne samfund – ligesom den har været igennem de sidste mange hundrede års historie af kulturelle krydsninger og bevægelser. I globaliseringen bliver det, med den postkoloniale litteraturforsker Gayatri Spivaks ord, mere og mere påtrængende at man i humaniora beskæftiger sig aktivt med at ”læse andetheden” (”reading otherness”). Ved at læse ”den anden” – eller ”de andres” litteratur – opnås den dannende virkning som Spivak også kalder ”the displacing power of education” – at uddannelse og dannelse fører til en bevægelse ud af det velkendte – ud til det fremmede – for derefter at vende tilbage til det velkendte, der dermed kan genoptages med en ny bevidsthed – måske bliver dette en kritisk tilegnelse – men under alle omstændigheder en forarbejdet gentilegnelse af det velkendte.

Humaniora må ikke kun blive videnskab for dens egen skyld. Den væsentligste rolle er at være øjenåbner for den enkelte og kollektivet – en pædagogisk funktion, eller en dannelsesfunktion. I den tyske debat har man forsøgt at kalde dette for en orienterende funktion, og skelner dermed imellem umiddelbar teknisk nytteviden (Verfügungswissen) og så en bred virkelighedskonstituerende orienteringsviden (Orientierungswissen). Hermed skal humaniora sammen med både samfundsvidenskablig og naturvidenskabelig viden være med til at orientere om samtid, fortid, os selv og de andre. Denne viden er i den grad nødvendig i en kulturel bevægelsestid som vores. Og dette kan som program omsættes i to opfordringer til humaniora i det 21. århundrede: fasthold og udvid multikulturaliteten i humanioras genstandsfelter og sørg for en formidling via alle mulige kanaler til så mange som overhovedet muligt. Der findes ikke et menneske i noget moderne samfund – eller i noget udviklingsland – som ikke kunne løftes ved kendskabet til andetheden. Vi lever i globaliseringen æra. Humaniora kan som vidensfelt, som dannende viden, løfte netop den del af den forståelsesopgave globaliseringen stiller enhver.

[1] Området for kultur og samfunn. Strategisk plan 1994-97, 1994.

søndag den 10. august 2008

Thomsons rolle - svar fra Peter Ingwersen

Den 18. juli rejste Thomas Söderqvist (her på bloggen) spørgsmålet "Hvilken rolle spiller Thomson Scientific i forskningsevalueringspolitikken?", og i en efterfølgende diskussion af indlægget foreslog jeg at sende spørgsmålet videre til professor Peter Ingwersen fra Biblioteksskolen, da han netop har forskningsevaluering som sit eget forskningsfelt. Peter Ingwersen har netop sendt mig dette svar og sin tilladelse til at bringe det her:
"Thomson Scientific's monopol på citationsområdet, og dermed i forbindelse med forksningsevaluering er brudt, og har iøvrigt været brudt længe. Dels findes en lige så dækkende tjeneste i form af SCOPUS fra Eslevier koncernen (http://www.info.scopus.com/setup/promo/demo/sc_DEMO_0407.html), dels benytter CWTS-centret ved Universitet i Leiden, ledet af professor Anthony van Raan (http://www.socialsciences.leidenuniv.nl/cwts/vanraanafj.jsp ), siden 1990-erne de samme rådata som Thomson Scientific i deres konsulentservice. Dette skyldes at Leiden køber disse data direkte fra Thomson, men derefter renser og videreudvikler dem selvstændigt i nye evaluerings- og analyseprodukter, herunder citationsanalyser og brug af indikatorer. Det nye er, at Leiden også køber fra SCOPUS og dermed kan producere forbedrede tjenester, idet Thomson og SCOPUS dels overlapper hinanden voldsomt, dels supplerer hinanden: SCOPUS indeholder samfundsvidenskabelige monografier samt konferenceproceedings, mens Thomson har en lidt anderledes tidsskriftsdækning og mere traditionel emneopdeling. Fælles for begge producenter er, at der er tale om fagfællebedømte videnskabelige publikationer. Der er foretaget indledende analyser af overlap og dækning, fordele og ulemper ved Thomson Scientific's ISI baser, SCOPUS og Google Scholar (http://www3.interscience.wiley.com/journal/116311060/abstract?CRETRY=1&SRETRY=0 ). Den sidste er godt nok gratis men også uhyre 'beskidt' og har ikke de samme søgefaciliteter, som de to andre. Datalogi og mit eget fag Informationsvidenskab kan i nogen grad gøre brug af Google Scholar, på grund af fagenes brug af konferencebidrag som central publikationskanal, men kun med stor varsomhed. Ved den tilstundende europæiske konference vedr. Science & Technology Indicators i Vien ( http://systemsresearch.ac.at/sti-conference/ ), vil en større analyse blive offentliggjort, udført af forskere fra CWTS, Leiden (Henk Moed).

Som Heine Andersen rigtigt udtrykker det, gør det nye danske (norske) forskningsanalysesystem til brug for ressourcefordeling mellem forskningsinstitutioner ikke gør brug af Thomsson, da systemet ikke observerer forskningskvalitet. Derimod tildeles, hvad jeg kalder 'publikationssuccess-point', til hver enkelt dansk akademisk publikation, som er fagfællebedømt. Men naturlivis påvirkes de udvalgte fagspecialister i deres årlige bedømmelse af deres fags tidsskrifters Journal Impact Factor, når tidsskrifterne skal rubriceres ind blandt de 20 % centrale internationale tidsskrifter og kategorien 'andre', med lavere pointtildeling. Så uhyre indirekte vil Thomson Scientific have en vis indflydelse.
I det nævnte kvalitetsbedømmelsessystem for forskningen i Australien vil man både anvende (international) fagfællebedømmelse og centrale bibliometriske indikatorer. Selve analyserne foretages i Australien af kompetente bibliometrikere i samarbejde med fagspecialister. Rådata vil komme fra Thomson og SCOPUS og andre kilder, fx. ArXiv for fysik. Den næste RAE-analyse i Storbritanien (Research Evaluation Excercise) er planlagt til på samme måde at kombinere fagfællebedømmelse og brug af indikatorer som i Australien. Dette er den optimale bedømmelsesmetode udfra en videnskabelig synsvinkel.
Sluttelig kan man sige, at uanset om man anvender PubMed, Inspec, NASA databasen (som også har citationsregistre), Web of science, Science Citation og Social Science Citation index online via Dialog (også Thomson-ejet), de tilsvarende CD-ROM versioner eller Scopus, kommer man ikke uden om at anvendelsen bør være professionel og bibliometrisk videnskabeligt funderet, ikke udført af amatøranalytikere. Det sidste udgør en langt større fare for at miskreditere citationsanalyser og forskningsevaluering generelt, end en ikke bevist lobby-indflydelse på sådanne bedømmelser fra Thomson Scientific eller andre dataproducenter.
Med venlig hilsen - Peter Ingwersen"