onsdag den 20. august 2008
Hvad kan stærkere ledelse?
Da den nuværende universitetslov blev indført var den mere begrundet i ideologi og DI-tidsånd end analyser af universiteternes behov. Man troede, at indførte man en top-down styrende "stærkere ledelse" (underforstået som i det private erhvervsliv), ville universiteternes problemer af sig selv løses. Det var fx det, Socialdemokratiets daværende forskningsordfører svarede (her), da hun blev spurgt hvorfor S gik med til en lov, der fjerner demokratiet på landets universiteter. Som nogle af de problemer, en stærk ledelse skulle løse, pegede hun på høje frafaldsprocenter og at "nogle steder bruger man enormt mange undervisningsassistenter, der fylder meget i undervisningslandskabet". Frafaldsprocenterne er siden faldet, men med samtidige tegn på forringelse af uddannelsernes kvalitet (jf. debatten i 2004 om taxameterbestemte bevillinger). Hvad kan "en stærk ledelse" gøre ved det? Stærke ledere - udpegede bestyrelser, ansatte rektorer og dekaner - har ikke kunnet gøre noget ved det strukturelle problem, at det er billigere at gennemføre undervisningen med løst ansatte undervisningsassistenter uden forskningstid end med ansatte forskere, der "frikøbes" fra deres undervisning for at bruge tiden til at skrive næste ansøgning om forskningspenge fra eksterne fonde. Megen ekstern financiering passer til tidsånden og skal nu snart belønnes ekstra, men skaber bare flere strukturelle problemer. Med den efterspørgsel på arbejdskraft vi ser i dag, gider de akademiske daglejere ikke længere og søger bedre job andre steder. Universiteterne får sværere ved at udnytte daglejerne og fristes så til at erstatte god holdundervisning med billigere mega-forelæsninger - ren pædagogisk citronmåne. Et eksempel på at top-down ledelse ikke er svaret på strukturelle problemer. Deres løsning kræver en helt anden indsats i de politisk-økonomiske maskinrum. Som en undervisningsassistent forleden sagde (her) er det "på tide, at Claus Hjort Frederiksen og Helge Sander begynder at tage deres ansvar alvorligt - ikke bare ansvaret for at skabe ordentlige ansættelsesforhold for ansatte i staten, men også ansvaret for at styrke uddannelsesinstitutionernes position som bannerførere for videnssamfundet".
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Debatten og problematikken om ledelsen på universiteterne lider også under et meget divergerende syn på, hvad stærkere ledelse er, mellem myndighederne der udstikker reglerne og de institutioner, der faktisk har brug for ledelse.
Universiteterne er mere end så mange andre institutioner, steder hvor initiativerne og livet blomstre op nedefra. En stærk ledelse er derfor ikke en ledelse, der er god til at analysere udefrakommende tendenser og krav og omsætte dem uden inddragelse af studerende, forskere og teknisk personale. En stærk ledelse er en, der forstår at navigere i sit kaotiske hav af ansatte og skabe synergien. En stærk ledelse er en der ser ned og ind ikke udenfor for at finde inspiration og håber på at de ansatte, faktisk er op og ud, i deres hverdag.
En stærk ledelse på universitetet er en der giver plads. Desværre er de redskaber og målemekanismer som ledelsen vurderes på, skæve i forhold til egentlig kvalitet på universiteterne.
Da den nye ledelsesreform kom med universitetsloven i 2003 var vi nogen, der så med positive øjne på en styrket ledelse også på bekostning af noget af universitetsdemokratiet. Men det var fordi vi så frem til ro. Vi så frem til at universitet og ledelse kunne blive en og at universitetet kunne begynde at styre sig selv og sætte sin egen dagsorden, så der kom harmoni mellem hvad man ville og hvad man kunne.
Det er desværre ikke den ro til at være hvad man ville, der er kommet i kølvandet på de ansatte ledelser. Det er mere topstyring og flere udviklingskontrakter der skal overholders. Vores nye ledelser er stærke som bødlerne under den spanke inkvisition var stærke. Der er magt til meget, men man er stadig ikke mere end redskaber for de præster og egentlige inkvisitorer der fører bødlens hånd.
Send en kommentar