At studere til forsker eller bare studerende forsker

Forskningsfrihed er mange ting for mange mennesker og på mange niveauer. Fælles kan dog de fleste blive enige om, at forskningsfriheden er fundamentet for den grundforskning der praktiseres på vores universiteter og det grundlag gode forskere funderes på. Der skal altså forskere, og gerne gode af slagsen, til at forske frit. Det skyldes at vi inden for universiteterne og forskningsverdenen som sådan hverken tager håndværket, metoden, kreativiteten eller ånden for givet, når det kommer til at udvide den erkendelige verden, se ind i mennesket og stille spørgsmålstegn ved det vante og sikre.At være forsker er noget man bliver, det kræver uddannelse og ikke mindst dannelse og det er ikke noget der kommer nemt. Fem år på universitetet efterfulgt af endnu tre før man som doktor kan kalde sig forsker.

Men særligt indenfor naturvidenskaben er dette ved at forandres og med friheden som en mulig taber. Det er et udefrakommende pres, eller måske bare de gode studerendes evne til at lære af deres lærere, og gøre et af forskningens mest tveæggede mantraer "Publish or perish" til deres eget. Skal man i dag gøre sig håb om at blive rigtig forsker og få et af de eftertragtede Ph.d. stipendier skal man nemlig allerede være forsker, inden man overhoved begynder på forskeruddannelsen man skal allerede have bevist man kan publicere - peer-review, forstås.

Der er som sådan ikke noget galt i at gode specialer publiceres. Ny viden skal deles, om den kommer fra studerende, lektorer eller professorer. Det er det ene æg af Publish or perish - vores alles ansvar for at deltage i forskningens fællesskab og udbrede ny viden, så alle kan arbejde videre fra toppen. Dette har været forskningens arv fra de første universiteter i Norditalien og England for ca. 1000 år siden, og grundlaget for det internationale videnskabelige fællesskab, der som et af de første, transcenderede kongedømmer - for vinden kender som bekendt ikke grænser. Den anden æg er, at frygten for at forsvinde driver nogle til at holde deres egne eller andres forskning tilbage, og til at uddele af deres viden i MPE'er – Mindst publicerbare enheder. Sådan går det når vi overlader det til rationalitet og udefrakommende at fortælle os, hvad at "publicere" i sandhed er – ikke at dele viden men at eje den.

Der ér som sagt ikke noget galt i at publicere specialer. Men der er noget galt, når det bliver formålet med at skrive et speciale. Så glemmer man, hvor værdifuldt det er at falde af hesten, at begå fejlene og ikke mindst hvor værdifuldt det er at være kreativ, også selv om ideen måske ikke holdt vand, eller metoden var for uprøvet.I dag hviler det samme pres på en dygtig og flittig studerende som på post doc.’ere der kæmper for deres næste bevilling. Men hvor den øvede og trænede post doc. har brugt år på at forstå sit forskningsfelt og begå de rigelige fejl der skulle til, har den naturvidenskabelige specialestuderende kun ét år - og med de nye specialekontrakter er et år pludselig 12 måneder. Det gør en forskel, for hvis en studerende på 12 måneder skal nå at sætte sig ind i et nyt område, forstå epistemologien & antropologien (ånden), lære at danne hypoteser, opsætte forsøg - begår fejl, opsætte forsøgene igen, høste resultaterne og analysere data samt sammenskrive det hele til en færdig og publicerbar artikel, har man travlt - for travlt. Der kan ikke blive plads til det hele, og hvad skal så undlades?

I flere tilfælde ser vi at det, dygtige, videbegærlige og kreative studerende smider væk er: fejlene, hypoteselæren og ånden - det er deres uddannelse de taber og det er deres frihed, når færdige og sikre emner vælges for at opnå den peer-review artikel der forhåbentlig kan åbne døren til en forskerkarriere. Hvis man vil have sikkerhed for resultater og anvendelighed må studerende derfor tage til takke med "skrivebordsskuffe" specialer, hvor alt det spændende er gjort, og hvor læringsdelen bliver reduceret til metode og flid. Det kan være nødvendigt at universiteterne kigger nøje på, hvordan specialer er, og på hvordan specialer skal være. Blandt de strammende tiltag, der faktisk høster ros, er nedbringelsen af specialetider, men det nytter ikke meget, hvis universitetet i tilgift presser de studerende, så store dele af essensen i specialeprocessen forvinder. Det kan være vi skal kræve forbud mod at publicere specialer, hvilket ville være en overordentlig skam, eller det kan være vi skal organisere undervisning i videnskabens væsen, filosofi samt hypotesedannelse, helt op til og i specialet. Vi bliver i hvert tilfælde nød til at se på, hvad vi ønsker vores specialestuderende skal lære i løbet af deres år og hvad de lærer i dag, så vi kan se om vi skal sætte ind, hvis vi skal kombinere de fornuftige krav om kortere specialetider med muligheden for at gøre specialet til den legeplads for fejl og kreativitet det skal være.

Faren er ellers, at vi kun lærer kommende forskere om lænkerne og om at løse trivielle problemer, og der er forskningsfriheden for alvor i fare, når nye forskere ikke engang forventer den og kræver den, for de har aldrig mødt den i deres uddannelse.