— Redaktionel inledning: Citatet er fra Jeppe Trolle og kan læses i indlægget nedenfor. Velkommen til Jeppe Trolle, endnu et nyt medlem af bloggens netvæk. Jeppe sendte i begyndelsen af august en kommentar til bloggen til debatten mellem Sune Auken og Jesper Jørgensen.Det bringes som selvstændigt indlæg nedenfor (lidt forsinket pga. travlhed efter ferie) som bidrag til debatten og præsentation af vores nye bidragyder. (CE).
Hej Sune og Jesper
Jeres debat i forhold til det realistiske i at tro på politiske resultater i forhold til det nuværende politiske klima, samt diskussionen om hvorvidt "kampagnen" skal holde sig fri af større samfundspolitiske overvejelser giver mig netop hjemvendt fra sommerferie anledning til flg. kommentarer:
Uden selv at have oplevet 60'erne og 70'erne på universitetet, kan jeg godt genkende nogen af de gode virkninger af demokratiseringen af universiteterne og opgøret med positivismen som Jesper skitserer. Jeg deler, uanset de skøre/ubehagelige historier om hvordan politiseringen af især studenterne gik af lave i slutningen af 70'erne, bestemt ikke Runes frygt for en tilbagevenden til "det røde universitet".
Som Habermas påpegede, vil der altid være en erkendelsesinteresse, og man stikker sig selv blår i øjnenene ved ikke at anerkende dette. Skabelsen af rum for en emancipatorisk erkendelsesinteresses frie udfoldelse, er derfor ikke et problem, medmindre denne bliver defineret udfra en snæver dogmatisk ideologi.
Selvom der angiveligt fandt forfølgelse, og "forskruet ideologisk forskning" sted visse steder på de danske universiteter i 70'erne, mener jeg ikke at dette var alvorligt og gennemgribende nok til at afskrive de væsentlige resultater for universitetsdemokratiet som styrelsesloven førte med sig. Der har trods alt aldrig været tale om, at bestemte forskere slet ikke fik lov at arbejde på universiteterne på grund af deres politiske overbevisning - højest om ondsindet mobning, eller ideologisk nonsens, der da også kan være slem nok.
Den virkelige arvtager til socialistisk politisering af forskningen, som den blev formuleret af Bernal, formentlig indirekte inspireret af selveste Lysenko, er ironisk nok ikke tilhængerne af marxistisk forskning, men Helge Sander og hans allierede, i deres insisteren på "samfundsnyttig" forskning udfra en snæver utilitaristisk, konkurrenceideologisk verdensopfattelse.
Der går således en næsten lige linie fra sovjetunionen til Helge Sanders "fra forskning til faktura" - Ideologien er blot skiftet fra statssocialisme til neoliberalistisk (stats)kapitalisme.
(I parantes bemærket er jeg radikal (socialliberal) - ikke socialist.)
Det er også værd at bemærke at universitetslovens kritikere spænder over Enhedlisten, SF, radikale via en stor del af socialdemokratiet, en enkelt konservativ eller to, en enkelt venstrekvinde (som dog har mistet sin troværdighed som reformator for nylig) til selveste Dansk Folkeparti, som næsten fra starten har været modstander af universitetsreformen, selvom de er lidt skizofrene hvad opbakningen til fri forskning angår.
Det lykkedes under sidste valgkamp at få S til at erklære folkeskoleforliget for genåbnet, så jeg er bestemt ikke enig med Jesper i, at det trods den brede koalition der står bag reformen, er umuligt at påvirke politikerne på Christiansborg. Det er klart at Helge Sander personligt af prestigemæssige årsager ikke kan påvirkes, men et nyt flertal kan.
Hvis man kigger historisk på det, lykkedes det overraskende DSF, at få DF til at være imod reformen, hvorefter Jan Trøjborg-fløjen i Socialdemokratiet kuppede Lene Jensen til at bryde sit løfte om frivillighed.
Alle Forligspartiernes ordførere inklusiv Sander selv, vedtog loven med flg. besværgelse fra Folketingets talerstol: "Hvis det kan påvises, at loven undergraver forskningsfriheden, vil vi naturligvis ændre den".
Efterfølgende har mantraet været, at det var for tidligt at evaluere lovens konsekvenser.
I dette lys mener jeg bestemt ikke at et grundigt dokumentationsarbejde, og saglig argumentation er ude af stand til at påvirke politikernes holdning til en revision af loven. Nøglen til en reform er imidlertid at overbevise de danske vælgere om, at kritikerne af loven ikke blot er "forkælede akademikere" der blot ønsker højere løn og fred til at 0-forske. I denne sammenhæng er blandt andet de mange fornuftige røster fra dele af erhvervslivet bestemt ikke at foragte.
Den PR-effekt som underskriftindsamlingen har i forhold til det danske vælgerkorps, er derfor bestemt ikke ligegyldig. At Sander ikke kan påvirkes er i den sammenhæng lige gyldigt. Jeg tror på at det betyder noget, hvis befolkningen overbevises om, at store dele af forskningsverdenen ser med alvor på lovens konsekvenser for forskningen i Danmark.
Den politiske situation lige nu er at Socialdemokratiet kan vendes, hvis de kan overbevises om at vælgerne ikke vil straffe dem for det. Jan Trøjborg er ude af Christiansborg, så der vil ikke være noget prestigetab for S ved at blive klogere af de erfaringer der nu er høstet vedrørende lovens problematiske konsekvenser. Problemet er derfor at lave en kampagne, der overbeviser dem om, at vælgerne vil belønne en sådan handling. Her er det vigtigt at det ikke kun opfattes som et fagforeningsspørgsmål på linie med sygeplejesker og lærere, men som et reelt samfundsproblem at universitetsforskningens kvalitet og frihed undergraves med den nuværende politik.
Det er i øvrigt efter min opfattelse ganske få politikere på Christiansborg, der har en velfunderet holdning til (for slet ikke at tale om viden om) dansk universitetsforskning. Der er derfor rig mulighed for oplysning, og for indflydelse via påvirkning af nogle få nøglepersoner.
Så er argumenterne gode nok, og dokumentationen i orden, så kan der ske justeringer (men formentlig ikke tilbagerulninger) af loven. Det er derfor vigtigt at vi ikke argumenterer udfra hvordan det var engang, men hvordan det bør være.
Hvordan kan man f.eks. sikre et demokratisk universitet, der ikke som i 80'erne præges af ansatte og studerendes ligegyldighed overfor deres demokratiske muligheder/rettigheder (hvordan sikres reelle valg, frem for "back-door deals" blandt VIP'erne), og hvordan rekrutteres ledere der ønsker at være dygtige ledere, blandt folk, der hellere vil forske?
Min egen opfattelse er at vi må have de valgte rektorer, og det interne flertal tilbage, men måske kan vi godt leve med flere lokale adminstratorer, og en bestyrelse, så længe den har et flertal af (internt) valgte og ikke forhindres i at forny sig på grund af selvsupplering. Den frie forskning skal naturligvis også sikres. (f.eks. i forhold til institutlederens instruktionsbeføjelser)
Vh.
Jeppe Trolle
Folketingskandidat for Det Radikale Venstre,
Medlem af DRV's uddannelsesudvalg
tidligere DSF-politiker
AC-fuldmægtig på CBS
Cand. scient. soc. fra RUC i Filosofi og Forvaltning.
Har skrevet speciale om emnet "Akademisk Frihed"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar