torsdag den 11. september 2008

Ranking, frie midler og konkurrence

Den igangværende finanslovpolitiske diskussion om fordelingen af frie versus strategiske midler til forskningen viser tydelige nuanceforskelle i de politiske partiers forskningspolitik. Men mindst lige så afgørende er det at få politisk fokus på det projekt, som har fået newspeak-betegnelsen konkurrenceudsættelse af en (p.t. ukendt) del af universiteternes basismidler. At man med andre ord vil overføre en del af disse midler fra basismidler til en pulje, som universiteterne får tildelt efter - hvad? Konkurrence. Om hvad? Kvalitet, hedder det. Men i realiteten efter placering på en skala, en ranking, som udregnes efter parametre som forskningsproduktion, undervisningseffektivitet, volumen af eksterne midler (som mål for evne til at samarbejde med det omgivende samfund) og formidlingsaktivitet. Præcis hvordan disse mål indbydes skal vægtes er der vist ingen, ikke engang i Universitets- og Bygningsstyrelsen, der ved endnu, men alle danske universiteter skal mådes efter samme algoritme. Som den samfundsvidenskabelige dekan Svend Hylleberg har påpeget (se her og her), får det store omfordelingskonsekvenser for de enkelte universiteter, og de risikerer samlet set at dale i kvalitet!
Her kan vi gøre opmærksom på den kritik, som David Woodhouse (som er “executive director of the Australian Universities Quality Agency”) den 7. september rejser i University World News (her) af de internationale rankings, der hvert år sender rystelser gennem de store universiteters kommandorum, når de rutcher mange pladser op eller ned på skalaen. Mange af de problemer, der klæber til world rankings vil genfindes i vores regerings lille eksperiment med at rangordne de danske universiteter. Som Woodhause påpeger,
“Rankings rely on quantification, indicators and weights, assigning weights to indicators and using the weighted scores to rank the institutions. This forces the multidimensional quality aspect into a linear scale. In this process, aspects of the institution that cannot be measured with weightings and numbers get distorted.”

Hvad der ligner en objektiv placering i et 100 m løb, er i et stort omfang et udslag af valg af vægte og opgørelsesmetoder i den matematiske blender, som forvandler en kvalitativ mangfoldighed af ingridienser til en ensformig grød af tal. På den baggrund er det opløftende at læse den socialdemokratiske forskningspolitiskeordfører Kirsten Brosbøl i sidste nummer (217) af FORSKERforum (her), hvor hun bl.a. siger, at

“Universiteter er forskellige og har forskellige styrkepositioner og udfordringer. Det er en styrke, at vi i et lille land som Danmark har en mangfoldig universitetskultur. Den skal vi værne om ved at anerkende de forskellige institutioners styrker og forskelligheder.” (...) “Det gør vi bedst ved at udvikle universiteternes styrkepositioner og deres indbyrdes samarbejde, ikke ved at ensrette dem.”

I sit indlæg imødekommer hun flere af den igangværende underskriftsindsamlings krav (hvad der kun styrker ens tro på at den har nyttet - og du kan stadig nå at skrive under...).

Videnskabsministeriets store ranking- og basismiddelbeskærings-projekt truer de danske universiteter, og man kan kun håbe, at projektet inden da, som enkelte kilder i miljøet nu ser visse tegn på, selv kuldsejler under vægten af sine egne megalomanisk forfejlede ambitioner. Indtil da er det vigtigt, som Jonas Geldmann gjorde her på bloggen i går, at genåbne diskussionen om konkrete alternativer til den nuværende forskningspolitik.

2 kommentarer:

Claus Emmeche sagde ...

Akademikernes Centralorganisation vil afholde et debatmøde d. 24. sept. om tankerne om konkurrence mellem universiteterne om basismidlerne. De skriver

"Der er meget på spil: Er formålet med en anden fordeling af basismidlerne at ændre en unfair historisk betinget fordeling eller at få universiteter og forskere til at ændre adfærd? Vil konkurrence om basismidlerne starte et udskilningsløb, hvor nogle universiteter i sidste ende mest er til forskning og andre mest er til uddannelse? Vil der fremover blive flyttet så mange basismidler mellem universiteterne, at det risikerer at ødelægge stærke og velfungerende forskningsmiljøer?"

Se hele indkaldelsen (som jeg først nu er blevet gjort opmærksom på) på deres hjemmeside eller i arkivet.

Claus Emmeche sagde ...

Jeg vil gerne følge op på indlægget igen, nu jeg netop læser seneste nummer af University World News. Det slår mig i hvor høj grad en neoliberalistisk tankegang om fri konkurrence om prisen på serviceydelser mellem offentligt financierede institutioner (og evt. andre parter) spænder ben for sig selv når den søges implementeret ved en temmelig uintelligent brug af New Public Management-metoder, som det er tilfældet i ministeriets spil om konkurrenceudsættelse af basismidlerne. Man skulle tro at embedsværket og Sanders rådgivere snart selv begynder at indse dette.

Nå, men i artiklen i UWN, som er af rektor ved University of KwaZulu-Natal, Malegapuru Makgoba, og har overskriften "SOUTH AFRICA: A better way to cut up the pie" (kan ses her og i The Times her) fremføres bl.a., at

"South Africa has 23 universities with different histories, different capacities, different resources, and different visions and missions. One would think this rich diversity would be used as a strength to promote excellence and global competitiveness. But the country continues to pretend that its universities are the same and therefore treats them the same, without differentiating, focusing and providing resources each to its comparative and competitive advantages. This failure to differentiate, and the continuation of functioning contrary to and denying factual evidence, characterises much of present-day South Africa and has led to a decline in academic productivity, new knowledge production and innovation relative to the rest of the world."

Artiklens perspektiv fremholder (måske overraskende for både tilhængere og kritikere af Sanders model) USA som bedre til at differentiere:

"The US higher education system, regarded as the most successful and vibrant, is differentiated. It has 3,300 universities of which only 215 are accredited to award postgraduate degrees, and less than 100 within this system are research-led. It is subject to the annual - and cleverly constructed - US News & World Report analysis and ranking."

Mens Europa figurerer som skræmmebillede:

"In contrast, the European higher education system, which treats all universities 'the same', has 2,000 universities, all of them doing the same things - teaching, research and providing community services. The result has been mediocrity all round and, through the Bologna Declaration, Europe is fast waking up to the notion that it is "unwise and a mistake to treat and fund universities the same".

"Although it is important to harmonise and promote quality assessment in higher education, it is even more important to differentiate and award resources accordingly. Treating universities the same not only destroys academic innovation, creativity and merit, but produces equal misery and mediocrity."

Men konkurrencemodellen for basismidler gør nøjagtigt dette: behandler alle universiteter ens, måler dem efter samme skala, idet der fra centralt hold fastlægges en klynge parametre for point for forskningsmængde, undervisningseffektivitet, formidlings- og patentvolumen. Jeg begriber det ikke, men jeg er heller ikke hverken økonom eller ansat i Videnskabsministeriet. Men måske er der en spindoktor der, der kan forklare mig den rette sammenhæng?

Går man ind på forfatterens præmis og accepterer, at man både skal harmonise og fremme kvalitet (og kyndig bedømmelse af kvalitet), og samtidigt skal differentiere og tildele ressource herefter, så er pointen vel i vores sammenhæng, at der så skal noget andet til end de planøkonomiske algoritmer og den "forskningsindikator", der nu er under udvikling i ministeriet.