At manipulere systemet

I den sidste udgave af Ingeniøren i fredags skrev jeg en lille klumme om et lille internationalt fagblad for eksperter i stemme-rehabilitering, som lavede et trick med impact factor systemet - med det resultat at både fagbladets 'stemme' og dermed bidragydernes status blev 'rehabiliteret'. Artiklen er sikkert af interesse for dette forum, så her er den:

I-faktoren
Det er kommet på mode at måle fagblades og forskeres status på baggrund af den såkaldte Impact factor. (Lad os for nemhedens skyld bare kalde den I-faktoren, for ligesom med talentshowet X-faktor handler den om at vise, at man duer til noget.) Man tager antallet af citationer til artikler i et fagblad de sidste to år, og dividerer det med det totale antal artikler, som fagbladet har udgivet i samme periode. Dette giver for sidste år en I-faktor for f.eks. Nature på 26,7 og for Proceedings of the National Academy of Science (PNAS) på 9,6.

Mange politikere og administratorer bruger I-faktoren som et mål for kvaliteten af deres institutioner og forskere, og dermed som udgangspunkt for bevillinger og ansættelser. Surt show for folk, som skriver til Ugeskrift for Læger, der udkommer på dansk, og derfor har en I-faktor på nul. Det er også surt show for en lang række andre tidsskrifter, som har et godt ry, men hvor emnet er lidt for specialiseret eller lokaliseret til at blive citeret flittigt.

Et godt eksempel er det Schweiziske tidsskrift Folia Phoniatrica et Logopaedica, der, som det latinske antyder, beskæftiger sig med rehabilitering af mennesker med sprog-, stemme- og kommunikationsproblemer. Med en I-faktor på 0,66 i 2007 var bladet ikke i stand til at bringe ære og penge til forfatternes institutioner, på trods af, at bladet er velanset blandt de indviede.

Derfor slog de tilbage med en slags fælles stemme. De to forskere Harm Schutte fra universitetet i Groningen, Holland, og Jan Svec fra universitetet i Palacky, Tjekkiet, udgav en artikel i bladet med den oversatte titel ‘Folias reaktion på den eksisterende trend af Impact factor-målinger’. I artiklen diskuteres problemerne, men vigtigst af alt: Sidst i artiklen citeres alle de publicerede artikler i tidsskriftet igennem de sidste to år. Resultatet er, at Folias I-faktor i år er røget op på 1,44. Det hjalp at råbe i kor.

Det er jo dejligt, fordi tidsskriftet dermed er hoppet op fra en 22.-plads til en 13.-plads i den internationale rangliste blandt rehabiliterings-fagbladene. Det betyder blandt andet, at kollegerne fra Groningen og Palacky Universitet ikke længere bliver så sure over, at de der stemmeforskere trækker ned på deres institutions I-faktor. Og det betyder også, at de hollandske og tjekkiske forskningsråd vil lytte mere til fremtidige ansøgninger om penge og forfremmelser.

Det er sikkert ikke sidste gang, det er sket. For at modstå de mange administratorer og bevillingsgivere, der i travlhedens tegn måler forskningskvalitet med et enkelt tal, vil der fremover være brug for mange gode sciento­metrister, som kan booste fagbladenes og forskernes I-faktor. Og det er vigtigt at komme i gang nu, hvor forskningsministeriet arbejder med kvalitetsindikatorer til ranking, måling og konkurrence om universiteternes basismidler.

De mange udvalg under ministeriet er lige nu i gang med at 'niveauinddele autoritetslister', som på dansk betyder at vægte udvalgte fagblade efter deres vigtighed, derunder deres impact factor. Herfra et opråb til alle forskere og fagblade: forén jer. Det gælder om at råbe i kor nu, i stedet for at græde i kor senere.
(publiceret i Ingeniøren, 26. september 2008, side 25)

Sanders ranking-model i modvind

Det er opløftende at se nyhederne (bl.a. her) om at der nu tegner sig et politisk flertal imod hele tanken om at omlægge en del af universiteternes basismidler til puljer tildelt efter ranking og konkurrence om point.
Underskriftindsamlingens krav om sikring af de nødvendige ressourcer til den fri forskning har muligvis bidraget til at øge den politiske skepsis. Det er godt få udfordret konkurrencefetichismen i New Public Management-tænkningen før forhandlingerne om universitetslovens revision begynder i 2009.
I forbindelse med universitetslovens revision vil jeg anbefale Nils Bredsdorffs glimrende skrift fra i år, "Oversigt over de vigtigste lovgivningsarbejder om universiteternes styrelse 1968-2008", som indgår i publikationen "Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed – essays om universitetspolitikken og styrelses- og universitetslovenes historie", Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr. 51, Roskilde (pdf her el. her). Det er en yderst saglig analyse, der giver alle parter et bedre grundlag for at diskutere universitets- og forskningspolitik. Oversigten demonstrerer relevansen af dokumentation og analyse af nyere lovgivning og dens konsekvenser ... helst før lovene vedtages.

Verden er politisk!

- hvad enten man vil erkende det eller fortrænge det. Nedenstående som er citeret fra Forskerforum bekræftiger at rankingsystemer er et politisk styringsværktøj.

Citat:
"26.09.2008
Ranking: DTU i top - siger DTU
Der er store udsving i universiteternes kvalitet, konstaterer dagbladet BØRSEN i dag på baggrund af en selvbestaltet ranking ”Børsen University Scorecard”.
Det er DTU, som står bag analysen – og ikke overraskende indtager DTU førstepladsen på ranglisten. Syddansk Universitet og Aarhus Universitet lander på de næste pladser, og KU i midten. Nummer sjok blandt de otte er RUC, fulgt af IT-Universitetet og Handelshøjskolen CBS og Aalborg.
BØRSENs ranking mødes af protester fra de andre universiteter, fordi den ikke er baseret på kvalitet, men på politik. På indikatoren student / vip –ratioen indtager DTU f.eks. en suveræn førsteplads med 3 studerende pr. lærer, mens CBS i den anden ende har 19 studerende pr. lærer. Placering på den indikator afhænger af bevillinger, og her er DTU åbenlyst forkælet af Regeringen.
BØRSENs selvbestaltede rankingliste offentliggøres samtidig med, at Folketinget diskuterer, hvordan Globaliseringsmilliarderne skal fordeles – og rankinglisten kan læses som en anbefaling af, at forskningspenge skal fordeles strategisk.
Rankingen er nemlig lavet ud fra DTUs ønske-kriterier. Det fremgår helt tydeligt af BØRSENs omtale, som holder mikrofon for DTU-rektor Lars Pallesen. Han er fortaler for, at de såkaldte basismidler skal fordeles efter international gennemslagskraft, kvalitet og relevans i forskningen”. Og det bør BØRSENs ranking bruges til: ”Politikerne bør beslutte, hvad vi har brug for, og så støtte de universiteter, der er dygtige til de ting, og som ligger højt på ranglisten”.
Aalborg-rektor Finn Kjærsdam har kun en kommentar: ”Hvad man gør internt på hvert universitet for at måle best-practise, må man selv om. Men jeg troede, at det hørte til god dannelse blandt universiteterne, at man ikke ligger og måler hinanden på hjemmelavede kriterier”.

Placeringerne i "kvalitetsundersøgelsen" er udregnet på baggrund af seks indikatorer, som ifølge BØRSEN er udvalgt ”i overensstemmelse med regerings ønske om at fremme Danmarks globalisering:
1. Rankingplacering på THES og SHANGHAI. 2. Antal studerende pr. lærer. 3. Andel af internationalt anerkendte vip’ere. 4. Andel internationale studerende. 5. Internationalt sam-publikationer. 6. Citationsindeks på teknik, naturvidenskab og sundhed.
DTU slutter som nummer et på alle indikatorer, undtaget på den internationale rankingplacering (KU og AU). Men det betyder ikke så meget, for det er den lindikator, som DTU-analysen vægter lavest. Den højest vægtede indikator (40 pct.) er citationsindekse - en stærkt omdiskuteret indikator, fordi det vægter de hårde videnskaber og tidsskrifter på bestemte videnskabsfelter (Thompsons)." Citat slut

Kosmos, verdensproduktion og forskningsindikation

I forbindelse med Forsknings- og Innovationsstyrelsens uhyrlige arbejde på at konstruere en bibliometrisk forskningsindikator (tidligere omtalt bl.a. her), har bloggen modtaget nyt fra formanden for gruppe nr. 68 (Faggruppen for Videnskabsstudier og Forskningsanalyse), Frans Gregersen, som skriver, at denne faggruppe

"er nu nået til den del af processen, der vedrører niveaudeling. Vi vil gerne bede dig formidle den liste, vi har lavet (vedlagt i pdf, [oprindeligt filnavn "Bibliometrisk forskningsindikator - Publikationskanaler - Gruppens tidsskrifter - Sorteret efter DK niveau 21 09 08.PDF"] forklaring følger nedenfor) til alle interesserede",
"Gruppen er enige om, at det vil være en god ide, om de aktive forskere på området får et indblik i arbejdet og mulighed for at få indflydelse på ranking som følger:

På listen findes i alt 585 tidsskrifter, som gruppen har fundet frem til. De forventes at udgøre brutto-listen hvorindenfor ethvert bidrag på feltet vil kunne findes. Vi har allerede nu konstateret, at der mangler visse tidsskrifter, men det er ikke det vigtigste lige nu, for der er lukket for inddatering. Ved hjælp af bruttolisten udregnes den såkaldte verdensproduktion ved at gange antallet af artikler i hvert nummer af tidsskriftet med antallet af numre i en årgang og så lægge alle tallene for de 585 tidsskrifters artikelproduktion sammen. De enkelte tidsskrifters andel af verdensproduktionen inden for gruppe 68s område er aflæselig ved at se på den kolonne, der hedder verdensprod.
Gruppe 68s medlemmer: Tinne Hoff Kjeldsen, Helge Kragh, Maja Horst, Frans Gregersen og Peter Øhrstrøm, har så fået til opgave at niveaudele tidsskrifterne. I den ene gruppe, de fineste, dem, der publicerer de bedste artikler, gruppe 2, må der højst være 20% af verdensproduktionen. I den anden gruppe, niveau 1, tilsvarende mindst 80% af verdensproduktionen.
Pointen er så, at en institution får 3 gange så mange points for en artikel i et niveau 2-tidsskrift som i et niveau 1-tidsskrift.
I den vedlagte pdf-fil kan man ikke se vores ranking anført i første kolonne til venstre. Men den er nem at aflæse ud fra pdf'en: De første 102 tidsskrifter, som er anbragt i alfabetisk rækkefølge er vores bud på de bedste, altså gruppe 2. De resterende, igen anbragt i alfabetisk rækkefølge er dem, vi anser for I DENNE SAMMENHÆNG mindre vigtige. Bemærk, at vi naturligvis anser både Science, Acta Sociologica, Explorations in Economic History, Language og Nature for uhyre vigtige tidsskrifter, blot ikke for videnskabsstudier. Der er som bekendt 67 andre grupper, der tager sig af resten af kosmos.
Vi vil på denne baggrund bede miljøet om at reagere med forslag til opgraderinger (som man kan se, er der faktisk mulighed for det, idet vi ikke har udfyldt vores kvote endnu) ved at sende velargumenterede begrundelser for sådanne til gruppens medlemmer. Forslag skal være gruppe 68 ved Peter Øhrstrøm i hænde senest d. 10. oktober (send venligst til Peter men med kopi til de andre medlemmer)."

Da visse læsere af denne blog har forskningsinteresser i faggruppe 68's emnefelt, er opfordringen herved videregivet. Resten må nøjes med at overveje, om Forskningsstyrelsen generelt i denne sag styrer for vildt eller lever op til verdensklasse.

Vejret, klimaet og internationale ranking standarder

Kigger man på temperaturen globalt, har der faktisk ikke været nogen stigning i jordens gennemsnitstemperatur siden 2000 og denne trend ser måske ud til at fortsætte et par år endnu (Ingeniøren 21/5 2008). Betyder det at klimaforandringerne er aflyst? Betyder det, at vi ikke længere skal bekymre os om kul, olie og de fossile glæder?
Næppe. Det betyder nok snare, at den årlige gennemsnitlige temperatur for jorden som sådan er et uhyre dårligt og nogle gange ligefrem misvisende billede af de faktorer der ligger bag og af de reelle problemer, hvor temperaturstigninger bare er et af symptomerne.
Dette er jo ikke ny viden. Allerede i gymnasiet lærer man om forskellen mellem klima og vejr, der jo netop er et forsøg på at skille udsigterne for en standtur næste søndag med den generelle trend over 30 år. Men sagen kompliceres yderligere. Det globale gennemsnit er måske ikke den bedste indikator, da én af de vel snart empirisk efterviste konsekvenser af klimaforandringerne, er flere ekstreme begivenheder både varme og kolde, tørre og våde.
Dertil kommer, at klimaforandringerne jo næppe er de eneste konsekvenser af vores CO2 udledende ”way of life”. Selv hvis klimaforandringerne var aflyste ville naturen i Alaska lide, hvis antallet af olieboringer blev udvidet. Vi ville unægtelig oftere opleve olieindsmurte strande. Vi ville opleve mere allergi i byer, dårligere arbejdsvilkår i de kinesiske kulminer osv. Kort sagt jordens gennemsnitstemperatur i 2007 er et dårligt mål for klimaforandringerne.

Alligevel skal de institutioner der plæderer for komplekse analyserer, inden for stort set alt hvad vi rører, vejes som var målet at fastslå om det var fornuftigt at tage på stranden i weekenden.

Et af de ranking systemer der regnes blandt de mere seriøse THE (Times Higher Education university ranking) har kun eksisteret i fire år, med lister for 2004-2007. I den periode har Københavns Universitet hoppet mellem en 54 plads og en 93 plads (S.E.= 16.8), Århus Universitet har været lidt mere stabil med pladser mellem 114 og 138 (S.E. =9.8) og DTU mellem 130 og 194 (S.E. =27.4). Det er voldsomme spring i et system, der på trods af voksende forståelse for utilstrækkeligheder stadig bruges oftere, både af universiteterne til at promovere sig selv og af udefrakommende til at dømme os. At Københavns Universitet er gået 39 pladser tilbage fra 2006 til 2007 beskriver ikke en reel kvalitetsnedgang af så voldsom karakter, hvis overhoved nogen. Og at Universidade Estadual de Campinas i Brasilien har en difference mellem sit gennemsnitlige placering og 2007 placering på 135 pladser fortæller også lidt om de enorme usikkerheder der knytter sig til et for kortsigtet og unuanceret blik på rankingslisterne. Dertil kommer, at THEs metode ikke har været konsekvent gennem sine fire år, med tilpasninger og ændringer undervejs.

THE rankingen er ikke nødvendigvis dårligt. Og kigger man på listen for 2007 har man intuitivt også en fornemmelse af, at de har fat i noget af det rigtige. De kriterier den indeholder, inddrager også både kvantitative mål for peer-review artikler og citationer samt kvalitative som forsker og studentertilfredshed. Men med de store usikkerheder der ligger i metoderne bag disse rankingsystemer kan man overvejede om de kan fordøjes så ufordøjet som det til tider sker i dag og om de har år nok på bagen til vi tør stole på de overordnede tendenser i universitetsklimaet. Som nævnt har den globale gennemsnitstemperatur i samme periode ændret sig med mindre en 0.1 grad celsius og det endda i nedadgående retning.

Det vi gør på universiteterne kan vejes. Eller rettere: der findes ideer, undervisning, forskning, formidling og forskere der ikke gør det godt nok. Bygninger kan være af en stand der er for elendig og forhold i alt fra kantinen til mødelokaler og auditorier så dårlige at nogen må gøre noget. Der findes metoder der ude der stimulerer, belønner og opfordrer til at fortsætte med at undersøge, undervise osv.

Men er det et problem at det er komplekst? Er det et problem at løsningerne kan være forskellige fra universitet til universitet eller miljø til miljø? I den sammenhæng kan rankingsystemer måske være en del af løsningen, men ud fra den i mange tilfælde optimistiske i andre tilfælde mere deprimerende devise om at man får hvad man beder om, bliver rankingsystemer og benchmarking farligt når de står alene og når de som det ses i dag bruges som vejrmålinger, hvor der er brug for viden om klimaet.
så bliver den åndelige føde, universiteterne producerer til sondemad behandlet i ”den matematiske blender, som forvandler en kvalitativ mangfoldighed af ingridienser til en ensformig grød af tal”.

Forskningsbaseret myndighedsbetjening

SFI, Socialforskningsinstituttet har det svært. Før sommer forlød det, at "Over otte år har Socialforskningsinstituttet mistet 33 procent af deres basisbevilling til forskning - grunden er, at de ikke er fusioneret med et universitet og derfor ikke får del i globaliseringsmidlerne. Flere politikere vil nu kigge nærmere på fordelingsnøglen." (Information d. 30/5). Bemærk ordene "basisbevilling til forskning". I gamle dage, dvs. før det sanderske regime i 2006 gennemtvang at en række sektorforskningsinstitutioner skulle indlægges under universiteterne (hvorved deres økonomi på lang sigt pludselig blev mere usikker og udenfor deres respektive ministeriernes ansvar), var der groft sagt to slags offentligt financieret forskning, universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes. De sidstnævnte lavede forsknings- og udredningsopgaver for fagministerierne. Jeg kender intet til den formelle sondring mellem "forskning" og "udredning". Men i dag er en række sektorforskningsinstitutioner blevet en del af universiteterne og en nyere term, "forskningsbaseret myndighedsbetjening" er dukket op. Som resultatet af et glimrende stykke undersøgende journalistik redegjorde Jesper Tynell i går i P1's program Orientering (her) for de forhold, som udredningsarbejder kan underkastes, når det foregår som bestillingsforskning fra et ministerium, her Beskæftigelsesministeriet (undersøgelser af virkningerne af 300 timers reglen), og hvor forskerne konstant åndes i nakken af en følgegruppe, der består af personer fra selv samme ministerium (der sidder i gruppen ikke som repræsentanter for ministeriet, men i kraft af deres "personlige egenskaber", sic, således at følgegruppens møder undtages fra aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen), og som løbende kan formidle notater om arbejdshypoteser m.v. tilbage til rekvirenten, beskæftigelsesministeren. Kan et udredningsarbejde som dette kaldes uvildig forskning? Tynells udsendelse er klart i Cavling-klassen.

Hvis universiteternes "forskningsbaserede myndighedsbetjening" risikerer at skulle underlægges de samme betingelser som den politisk styrede bestillingsforskning, som udsendelsen gav et bemærkelsesværdigt klart indblik i, vil det slå tilbage på universitetsforskningens troværdighed generelt. Det vil være meget svært og uheldigt for universiteterne at lægge navn til den slags som forskning.
Omvendt, hvis fx Århus Universitet lader DMU hæge om den forskningsmæssige uafhængighed, vil Miljøministeriet måske fremover hellere rekvirere opgaver hos private rådgivende ingeniørfirmaer, og hvordan så financiere de indfusionerede sektorforskningsinstitutioner? Kan vi ikke få fisioneret sektorforskningen ud af universiteterne igen?

PRESSEMEDDELELSE

d. 17. september, 2008

fra Initiativgruppen bag underskriftindsamlingen for en bedre forskningspolitik,
web: http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html

Foreløbig succes – kampagnen fortsætter:

Underskrifterne tikker stadig ind og
partiernes forskningspolitikere vågner op.
Styrk protesten imod den gældende universitetslov nu!

Videnskabsministeren og hans embedsmænd troede, at aftalen mellem forligspartierne om at tage universitetsloven op til diskussion i 2009 kunne opfyldes ved et uforpligtende eftersyn – en evaluering, der kunne føre til lidt småjusteringer, så den førte politik kunne fortsætte, som om intet var hændt. Men Sanders reform i 2003 – som væltede det akademiske selvstyre, sløjfede universitetsdemokratiet og underlagde universiteterne kortsigtede økonomiske og politiske interesser – skal ikke have lov til blot at blåstemples af en evalueringsrapport uden om Folketinget.

Ikke mindst derfor satte vi før sommeren en underskriftindsamling i gang for en bedre forskningspolitik. Kampagnen, som nu genoptages og fortsætter frem til 15. oktober, er med over 5000 underskrifter en succes, der allerede har opnået dette:

• Tanken om en ren embedsmand-styret evalueringsproces uden politisk bevågenhed er manet i jorden.
• De forskningspolitiske ordførere i de fleste partier har accepteret, at Folketinget ikke kommer uden om faktisk at revidere universitetsloven.
• De politiske partier er ved at indse, at forskningspolitik er et område, der er lige så vigtigt for det danske samfund, som skatter, velfærd og beskæftigelse.
• Den forskningspolitiske opposition til den førte universitetspolitik er skærpet, og den rækker på flere punkter nu helt ind i partierne bag forliget om den nuværende universitetslov.
• Tavshedskulturen på de danske universiteter er krakeleret – kritikere høres stadig oftere, og argumenterne imod den herskende forskningspolitik fremstår tydeligere.
• Der er skabt en udbredt fælles forståelse mellem de studerende og universiteternes teknisk-administrative og videnskabelige personale om nødvendigheden af mere demokratiske styreformer.
• Erhvervsorganisationer som DI og Dansk Erhverv udtaler tvivl om gavnligheden af, at videnskabsministeriet vil konkurrenceudsætte universiteternes basismidler på baggrund af vilkårlige kriterier.

Vi tolker det som en delvis succes. Men der er lang vej igen. For yderligere at styrke vores krav i erklæringen, opfordrer vi alle ansatte og studerende på universiteterne til at tilslutte sig underskriftindsamlingen.

Hjælp med til at vække de sidste politikere. Vi må sikre, at Danmark er et land, som respekterer og understøtter forskningsfriheden. Vi må sikre, at Danmark lever op til UNESCO’s krav om at fastholde universiteterne som selvstændige institutioner, der er bærere af en uafhængig fagkundskab, som alle borgere kan have fuld tillid til skaber det mest kvalificerede vidensgrundlag for offentligheden. Og vi må sikre, at alle borgere har adgang til forskningsbaserede uddannelser af høj kvalitet.

Med venlig hilsen
initiativgruppen:

Sune Auken, lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet,
Pia Mejdahl Daugbjerg, studerende, formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet,
Claus Emmeche, lektor, Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Københavns Universitet,
Birger Steen Nielsen, lektor, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter,
Heine Andersen, professor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet, og
Tom Fenchel, professor, Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet, medlem af Royal Society og præsidiet for Det Kongelige Danske VidenskabernesSelskab.

Uddybende materiale:

• Underskriftindsamlingen: http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html
• Dansk Magisterforening om akademisk frihed og klagen til UNESCO: http://www.dm.dk/forskningsfrihed.aspx
• Studenterrådets side om universitetsloven: http://www.studenterraad.ku.dk/kampagner/2008e-ny_unilov/
• Artiklen ‘Genindfør universitetsdemokratiet’: http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/09/stud-vip-tap-alliance-genindfr.html
• bloggen Forskningsfrihed? http://professorvaelde.blogspot.com/
• bloggen Forskningspolitisk Arkiv http://forskningsfrihed.blogspot.com/
• Tom Fenchel, Johnny Kondrup og Bjørn Quistorff: Sanders universiteter, kronik 22/2-2008. http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/02/sanders-universiteter.html

Akademisk frihed eller dekanokratur

Der er grund til at erindre om eksempler på, at den højt besungne akademiske frihed ikke er tilstrækkeligt beskyttet i den nuværende universitetslov (hvilket ofte er svært, da de, som dens knægtelse går ud over, af gode grunde sjældent ønsker at stå frem). Helt centrale punkter er forskningsfrihed og frihed til at udbyde forskningsbaseret undervisning. For få dage siden fremkom der i avisen Information et eksempel på hvordan dekaner formelt og reelt kan overtrumfe de faglige vurderinger og indholdsplaner vedrørende undervisningen på de enkelte fag, som normalt varetages af studienævn og studieledere. Læs Carsten Heyn-Johnsen's indlæg her. Det beskriver helt skandaløse forhold.

Ranking, frie midler og konkurrence

Den igangværende finanslovpolitiske diskussion om fordelingen af frie versus strategiske midler til forskningen viser tydelige nuanceforskelle i de politiske partiers forskningspolitik. Men mindst lige så afgørende er det at få politisk fokus på det projekt, som har fået newspeak-betegnelsen konkurrenceudsættelse af en (p.t. ukendt) del af universiteternes basismidler. At man med andre ord vil overføre en del af disse midler fra basismidler til en pulje, som universiteterne får tildelt efter - hvad? Konkurrence. Om hvad? Kvalitet, hedder det. Men i realiteten efter placering på en skala, en ranking, som udregnes efter parametre som forskningsproduktion, undervisningseffektivitet, volumen af eksterne midler (som mål for evne til at samarbejde med det omgivende samfund) og formidlingsaktivitet. Præcis hvordan disse mål indbydes skal vægtes er der vist ingen, ikke engang i Universitets- og Bygningsstyrelsen, der ved endnu, men alle danske universiteter skal mådes efter samme algoritme. Som den samfundsvidenskabelige dekan Svend Hylleberg har påpeget (se her og her), får det store omfordelingskonsekvenser for de enkelte universiteter, og de risikerer samlet set at dale i kvalitet!
Her kan vi gøre opmærksom på den kritik, som David Woodhouse (som er “executive director of the Australian Universities Quality Agency”) den 7. september rejser i University World News (her) af de internationale rankings, der hvert år sender rystelser gennem de store universiteters kommandorum, når de rutcher mange pladser op eller ned på skalaen. Mange af de problemer, der klæber til world rankings vil genfindes i vores regerings lille eksperiment med at rangordne de danske universiteter. Som Woodhause påpeger,

“Rankings rely on quantification, indicators and weights, assigning weights to indicators and using the weighted scores to rank the institutions. This forces the multidimensional quality aspect into a linear scale. In this process, aspects of the institution that cannot be measured with weightings and numbers get distorted.”

Hvad der ligner en objektiv placering i et 100 m løb, er i et stort omfang et udslag af valg af vægte og opgørelsesmetoder i den matematiske blender, som forvandler en kvalitativ mangfoldighed af ingridienser til en ensformig grød af tal. På den baggrund er det opløftende at læse den socialdemokratiske forskningspolitiskeordfører Kirsten Brosbøl i sidste nummer (217) af FORSKERforum (her), hvor hun bl.a. siger, at

“Universiteter er forskellige og har forskellige styrkepositioner og udfordringer. Det er en styrke, at vi i et lille land som Danmark har en mangfoldig universitetskultur. Den skal vi værne om ved at anerkende de forskellige institutioners styrker og forskelligheder.” (...) “Det gør vi bedst ved at udvikle universiteternes styrkepositioner og deres indbyrdes samarbejde, ikke ved at ensrette dem.”

I sit indlæg imødekommer hun flere af den igangværende underskriftsindsamlings krav (hvad der kun styrker ens tro på at den har nyttet - og du kan stadig nå at skrive under...).

Videnskabsministeriets store ranking- og basismiddelbeskærings-projekt truer de danske universiteter, og man kan kun håbe, at projektet inden da, som enkelte kilder i miljøet nu ser visse tegn på, selv kuldsejler under vægten af sine egne megalomanisk forfejlede ambitioner. Indtil da er det vigtigt, som Jonas Geldmann gjorde her på bloggen i går, at genåbne diskussionen om konkrete alternativer til den nuværende forskningspolitik.

Har vi et alternativ?

Universiteterne er blevet virksomheder og styres af en produktionstanke, der ligger meget langt fra, hvad vi skaber og danner. Vi er ved at erstatte fantasi med effektivitet og kreativitet med administration. Mange gode kræfter ser i denne transformation et stort og måske uopretteligt tab, fordi det universiteterne virkelig er, ikke kan puttes i de bokse new public management tanken kræver. Og selv om flere af de hjemmelige fortalere for denne firkantede og klodsede administrationstanke har fortrudt (kronik i Politiken 29. marts 2007) ser den stadig ud til at herske på universiteterne – såvel som i resten af den offentlige administration. Det nye system har været effektivt og er det for så vidt stadig til at kræve af sine forskere og studerende, og det har været tiltrængt. Som universiteter er vi heller ikke helt uvante med krav og modstand fra omverdenen.

Men kravene bæres ikke kun frem udefra; indenfor er der også kræfter der kræver effektivisering og forandring fra det gamle system og måske med rette. Lad os være ærlige, i det gamle system var der flere arbejdsforskrækkede og stillestående miljøer end vi ser i dag, og der var brug for en oprydning og redefinition af, hvad der gjorde en god forsker. “at udpege de bedst mulige intellekter og give dem friheden til at udføre deres forskning hvorhen den leder dem” – Humboldts gamle doktrin, er en smuk tanke, men på samme måde som romantikernes natursyn, er den stillestående uforanderlig, og uvogtet har den vist sig problematisk.
Det gamle system havde en række problemer som er forsøgt løst i det nye:

• Nye forskere, med spændende ideer var underlagt gamle professorers luner, og efter som nye ideer ofte er brud med gamle dogmer kunne dette holde folk tilbage.
• Forskere fik merit med alder ikke med kreativitet og kombineret med en hvis grad af indoktrinering og passivitet kunne dette bremse udviklingen inden for forskningsområde.
• Unge forskere havde svære ved at etablere egne grupper da pengene ofte var disponerede af gamle forskere og låste i rigide budgetter.
• Turnusordningen inden for ledelse gjorde det svært at tage de hårde beslutninger, lægge langsigtede strategier og overlod institutterne i hænderne på folk der ikke ville lede.
• Uddannelserne fokuserede på at uddanne forskere på trods af den relative lille afsætning til dette.
• Institutionerne havde ingen motivation til at færdigproducere kandidater ofte tværtom: til at holde på dem.

Der er sikkert mange flere (kommenter endelig) og de fleste af disse punkter har en gylden forside, men det var graden i hvilken universiteterne var kommet, der var kritisk.
Der har derfor, både uden og inden for universiteterne været en stærk grad af lyst til at ændre det gamle system, men mens omverdenen også havde løsningen var der en skræmmende mangel på ideer til, hvordan inden for murene.

Derfor er de udefrakommende stimuli blevet købt råt. Derfor har vi accepteret at impact factors og H-indexer er mål for hele historien. Derfor køber vi at Studenterårsværksnormeringer er produktet af vores flid med at uddanne studerende. Derfor ser vi at Københavns Universitet har oprettet 20 stjerneprogrammer for forskning, der når alt kommer til alt bare er at flytte penge fra grundbevillingen til de forskningsgrupper med de i forvejen største eksterne bevillinger. Derfor bliver ekstern medfinansiering af ph.d. stipendier ønskværdigt, på trods af den egenfinansierede del tages fra de alt alt alt for få frie ph.d.’er og flytter fokus fra spørgsmål til svar.

Der har været brug for en forandring, men det er problematisk at universiteterne ikke har stillet sig i kritisk og konstruktiv opposition til de udefra kommende ideer, men i mangel på fantasi har vekslet mellem afsky og medløb, hvor vi her, som i de fleste af livets spørgsmål, ved kompromisset er det efterstræbelige.

Vores mangel på forståelse af, hvad vores input og output er, og ikke mindst, hvordan vi kapitalisere det i de eksisterende rammer har tvunget os til at følge trop.
Vi har brug for at definere det sæt normer vi vil vejes efter så vi bliver konstruktive medspiller i den kommende revision af universitetsloven. Men hvordan det gøres, er beklageligvis (eller hvis man er til udfordringer, glædeligt) sværere end at formulere utilfredsheden med det eksisterende.

Frihed på universiteterne gælder også de studerende

Den 9. oktober kl. 15, i Axelandersalen ved vor Frue Plads arrangerer Studenterådet på Københavns Universitet et stormøde omking en ny universitetslov.

Universitetsloven har fjernet demokratiet på KU og medført smuthuller for brugerbetaling. Loven skal revideres til foråret, og vi skal forbedre rammerne for Københavns Universitet. VK Regeringen og Socialdemokraterne, som står bag uni-loven, må ikke slippe med en hurtig skin-evaluering.

Vær med til at kræve:

1. Et demokratisk universitet - vi vil have indflydelse på vores uddannelser og på vores hverdag.
2. Et gratis universitet - en klar lovgivning mod brugerbetaling

På studentermødet skal vi debattere, idéudvikle, workshoppe og handle! Det er vores chance for at vise at uni-loven er utilstrækkelig.

Debat med bl.a. Videnskabsminister Helge Sander, Lektor Claus Emmeche og Reboot68 .

DJ, lounge og folkekøkken i Huset i Magsstræde om aftenen. Du kan tilmelde dig Studentermødet 9/10 ved at sende en mail til mikkelz@hum.ku.dk

[Red.: Se også Universitetsdemokrati NU, og Studenterrådets side med det opdaterede program]

Endnu engang bliver vi reddet af EU!

Invitation to the first meeting of scientists exploring the creation of a European Network of Concerned Scientists on December 11 and 12, 2008 Berlin/Paris, July 8, 2008

Dear colleague,

For many years we have been witnessing numerous controversies within the scientific community as well as in the public sphere regarding techno- scientific issues with potentially long-lasting consequences for the future development of our societies, humankind and our planet. Climate change, loss of biodiversity, development of agro-food systems (GMOs, biotechnology, biosafety, food sovereignty), emerging technologies (e.g.
nanotechnologies), degradation of ecosystem services, agricultural policy are some of the diverse and most prominent examples.

One of the current critical techno-scientific issues is the application of GMOs in agriculture and food production. Ever since this technology emerged, it has been subject to intense public debates. In Europe, the controversy includes such a diverse range of participants as local initiatives objecting to field trials, national governments promoting the interests of the biotechnology industry, EU-wide operating food retailers that develop GM-free policies for their brands, EU decision makers that reject the advice of EFSA, the central scientific body of the EU, and a European Commission that finally decides to give approval to GM products while EU Member States and citizens do not agree on authorising them.

With this initiative, we would like to explore the idea of forming a European Network of Concerned Scientists to give a stronger voice to those scientists in Europe who develop their ideas and work independently from the commercial application of the technology and are primarily engaged in research assessing environmental risks, developing alternative solutions options and assessing the societal implications.
These scientists lack integration in Europe, although some may be embedded in national circles of like-minded colleagues. At a European level, we find in contrast a well-organized diversity of industry- supported networks of scientists developing mainstream science and more often than not singular solutions options with commercial value (e.g.
Agro-fuels) often side-lining independent alternative approaches and civil societies.

This first meeting will take place on December (10), 11 and 12, 2008 near Berlin/Germany and will be hosted by ecostrat Germany. Being independent entities, we are inviting you to Berlin without having sufficient funds to cover everybody's travel and accomodation. Thus, we do hope that you will be able to find some funding by yourself. However, we should be the needs of the participants. Please let us know your requirements when you reply.

For our inspiration and information, we will also invite a representative from the Union of Concerned Scientists of the USA to the meeting. We also invite interested representatives of government and civil societies who may wish to be involved or support such a European Network. Our collective future requires alternatives in science and technology development. We hope that you will join us.

Sincerely yours,

Dr. Angelika Hilbeck
ETH Zürich / ecostrat /member of Vereinigung Deutscher Wissenschaftler (VDW)

Claudia Neubauer
Director of Fondation Sciences Citoyennes

Gabriele Weiß
ecostrat

p.s. Deadline for registration: September 30, 2008

____________________________________
Dipl.-Agr.biol. Gabriele Weiß
ecostrat GmbH Berlin
Friedensallee 21 · 15834 Rangsdorf · Deutschland
Tel.: +49 (0)33708 / 93 99 60
Fax: +49 (0)33708 / 93 99 61
Email: gabriele.weiss@ecostrat.de
Amtsgericht Potsdam HRB 20384 P
--------------------

Regeringens spin: Universiteter slippes fri

Politiken bringer i dag en nyhed under overskriften "Universiteterne bliver sluppet fri" (se her og her), hvor journalisterne agerer mikrofonholdere for Helge Sander i en dobbeltartikel, som med store typer hævder, at "Videnskabsministeren imødekommer nu den massive kritik af regeringens detailstyring af universiteterne". Det eneste kritiske spørgsmål til ministeren bliver "hvorfor først nu?". Det ser ud som dygtigt spin, og nærlæser man artiklen, rummer den intet i forhold til de afgørende punkter, vores underskriftindsamling for en bedre forskningspolitik fokuserer på. En ting som nævnes er retten til at ansætte professorer til så høje lønninger man vil, så man kan tiltrække elitefolk fra udlandet: Et led i ideologien om eliteuniversiteter og konkurrencedygtighed i forhold til erhvervslivet. Der er ikke tale om nogen egentlig imødekommenhed. Det ligner mere et forsøg på at definere regeringens position som en der "sætter universiteterne fri". Som også nævnt i FORSKERforum Nyheder, er det da fint, hvis bureaukratiet lettes, om så blot en anelse. Men universiteterne gives ikke 'fri'. Det ligner et politisk forsøg på at lette nogle detaljer (skematiseret på ministeriets hjemmeside her), for at aflede opmærksomheden fra det fundamentale problem i selve universitetsloven og i finansieringen af den frie forskning. Disse 'lettelser' undgår helt at berøre det, som vi protesterer imod, nemlig styreformen på universiteterne, og de strukturelle (direkte som inddirekte) begrænsninger på den akademiske frihed.