In the days when Poland was under Communist rule, there were dissidents who conducted night classes in their homes, running seminars on writers and philosophers excluded from the official canon (for example, Plato). No money changed hands, though there may have been other forms of payment. If the spirit of the university is to survive, something along those lines may have to come into being in countries where tertiary education has been wholly subordinated to business principles. In other words, the real university may have to move into people's homes and grant degrees for which the sole backing will be the names of the scholars who sign the certificates (s.36).
Et dystert fremtidsbillede? Jeg kan ikke forklare det, men jeg finder en vis trøst i det.
9 kommentarer:
Trøst, ja, også her, og for mit vedkommende er det nok fordi han taler om "the spirit of the university", som jeg tolker som en reel holdning det er værd at være bevidst om og kæmpe for. Og ligesom den kan udfoldes udenfor universitetet, kan universitetet i praksis endnu i dag åbne sig for seminarer og studiekredse for alle interesserede, uden hensyn til meritter, cerfificering og STÅ-produktion.
Jeg formulerede for nogen tid siden det synspunkt her på bloggen, at universitetet er det, der udspiller sig i sprækkerne melllem universitetssystemets mure. Coetzee - som jeg både hader og elsker - formulerer det selvfølgelig med meget større præcision. Og når jeg ser mig omkring, så forekommer det mig, at mange allerede arbejder på denne måde. De behandler deres studenter let konspiratorisk, drikker øl og te med dem, inviterer dem indenfor til assistentarbejde, sniger sig nogengange til at undervise efter sandhed og ikke efter pensum, deltager i unødvendige seminarer osv. Universitetet lever endnu trods al politisk og administrativ stupiditet. Humboldt er stærkere end Sander, fordi han kan engagere intelligente og enerigiske mennesker i arbejdsformer, som betyder noget.
Jeg tror Cotzees kommentar er trøstefuld fordi han minder mig om at emigration jo også er en forsvarsstrategi.
Ellers har jeg sandelig også et had/kærlighedsforhold til Coetzee. Han skriver indimellem så tørt distanseret, at jeg blir helt indskrumpet i følelserne og lægger ham fra mig og læser Henning Mankell istedet for. Men jeg vender altid tilbage til ham, fordi hans præcise, næsten matematiske, sprog er som en kniv, der skær min sløvhed og dumhed væk. Han burde være pligtlæsning for alle dem, der lader sproget flyve afsted, istedet for at tænke. Og så er jeg vild med hans leg med forfatter-identiteten (Elizabeth Costello).
(Undskyld Claus, det burde jo kun handle om forskningspolitik det her, men jeg blev så inciteret af Sunes kommentar at jeg tillod mig denne lille eskapisme :-)
YES Thomas! Jeg er helt med. Lad os citere og diskutere nogle flere forfattere... Coetzee, Atwood, Ishiguro ... og de ældre med: Mann, Proust, Kafka, Joyce, Dickens, Fielding. The works! Litterær imperialisme. Giv agt!
"Litterær imperialisme"? Er det ironi så forstår jeg den ikke ...
Litterær imperialisme?:
"Universet (som andre kalder Biblioteket) består af et ubestemt, og måske uendeligt, antal sekskantede gallerier med enorme ventilationsskakter i midten, omgivet af meget lave gelændere." (...) "Hvis en evig vandringsmand gennemløb det i vilkårlig retning, ville han, når der var gået nogle århundreder, erfare, at de samme bind gentager sig i samme uorden (som, gentaget, ville være en orden: Ordenen). Jeg glædes i min ensomhed med dette fine håb."
(Borges, Biblioteket i Babel).
Jeg er let mystificeret ...
Hehehe... Det som ellers aldrig er lykkedes nogen her på blokken, nemlig at hyle Thomas lidt ud af den, opnås nu ved simple litterære virkemidler.
Næ, jeg er ikke hylet ud af den, jeg er bare et rimeligt stort spørgsmålstegn fordi din kommentar er så indforstået: det lød som ironi, men jeg forstod ikke hvori ironien bestod. Men bortset fra det er det da skægt at du får så meget morsomhed ud af at mene at jeg er hylet ud af den ... så har jeg da ihvertfald gjort et menneske glad i dag :-
Send en kommentar