Ministeriet trækker i land: ikke en kvalitetsindikator

I går afholdt Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd (blandt venner kaldet Forskningsrådet for Samfund og Erhverv) sit debatmøde om "Forskningskvalitet og kvalitetsindikatorer" (tidligere omtalt her). Hvad angår sidstnævnte begreb gjorde direktør i FI, ministeriets Forsknings- og Innovationsstyrelse, Inge Mærkedahl, en bemærkelsesværdig indrømmelse: Det er slet "ikke en kvalitetsindikator men et mål for forskningsproduktion" styrelsen arbejder med, sagde hun. Måske for på forhånd at tage luften ud af den efterhånden velkendte kritik af forestillingen om at en sådan bibliometrisk algoritme skulle måle kunne måle forskningskvalitet, endda på tværs af fag og hovedområder. — "Men hvad er så det problem, den foreslåede forskningsindikator skal løse?", spurgte dekanen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet Allan Næs Gjerding til sidst i debatten, og hans spørgsmål blæser tilsyneladende stadig i vinden, selvom der blev gjort ihærdige forsøg på at finde problemet.
Jeg skal ikke her i denne note (som vil følges op) forsøge at yde mødet retfærdighed, for der var både gode og kritiske oplæg, og rig lejlighed til at møde mange søde og venlige samfundsvidenskabeligt og bibliometrisk interesserede mennesker. Nåjo, så lærte jeg et nyt ord, det var Inge Mærkedahl igen: "Vi har underkommunikeret!" sagde hun, og det var vist ment som endnu en indrømmelse.

Forskningspolitiske valgkrav

1. Styrk universitets kerneværdier: fri forskning, undervisning til højeste videnskabelige niveau, og formidling forstået som forskningsbaseret oplysning til det danske samfund, kritisk og uvildig rådgivning i den offentlige debat og i den politiske beslutningsproces.

2. Indskriv den individuelle forskningsfrihed i universitetsloven.

3. Indfør akademisk ansættelsessikkerhed ("tenure") - bekæmp tavshedskulturen.

4. Nytænk universitetsdemokratiet. Top-down styringen af universiteterne er dræbende for motivation og engagement. Stænderprincippet i de styrende organer i 1970'erne er historie. Gå en tredje vej: genindsæt en valgt ledelse, og reformuler nye principper for styring efter en-person-en-stemme i alle spørgsmål, hvor medarbejderen er interessent.

5. Stop ministeriets detail-kontrol, afskaf udviklingskontrakterne.

6. Frigør universiteter fra myndighedsopgaver og ministerbeføjelse til pålægge bestemte opgaver. Indfusionerede sektorforskningsinstitutioner, der lever af myndighedsopgaver, skal selvstændiggøres.

7. Styrk basismidlerne. Lad forskergrupper konkurrere, men styrk samarbejdet mellem universiteterne. Drop forestillingen om at universiteter som organisationer skal konkurrere indbyrdes. Drop ranking og stop den forudsigelige fiasko: tildeling af midler efter s.k. forskningskvalitet (baseret på kvantitative mål).

8. Udvikl fokuserede kvalitative evalueringer på lokale områder efter dokumenteret behov. Stands ideologien om at kvantitative mål måler forsknings- eller undervisningskvalitet.

9. Styrk den forskningsbaserede undervisning. Fastansæt de akademiske løsarbejdere, eksterne lektorer og timelærere, og lad dem være kolleger på lige fod med de fastansatte undervisere.

10. Udsult ikke forskning og undervisning: afskaf universiteternes huslejebetaling. Rul nedskæringerne som følge af disse tilbage. Bevar universiteterne i byerne, og deres øvrige fasciliteter (biblioteker, observatorier, feltstationer, museer, botaniske haver, etc.).

11. Lad universiteterne selv bestemme i de forhold, hvor de har ekspertisen - fx eksamensformer (inkl. retten til gruppeeksamen) og karakterer (gør den nye karakterskala bedre).

Kommentar: Lad denne foreløbige, eller en lignende mere gennemdiskuteret men klar og tydelig liste af krav indgå som inspiration til en skarpere profilering af oppositionens forskningspolitik, og lad os gerne her diskutere en mere præcis udformning af de enkelte elementer, såsom en alternativ model for et nyt universitetsdemokrati.

ps: Når man læser rektorkollegiets svar i dag (26.10.07, på Forskerforum nyheder) på spørgsmålet om forskellen på forskningspolitiken hos S og V må man da krumme tæer over Jens Oddershedes påståede glæde over den påståede konsensus om universitetsreformerne. Kunne han ikke have gjort dét lidt bedre?

Hvad vil Socialdemokraterne med humaniora og med universitetspolitikken?

Under mødet om humaniora i samfundet på Københavns Universitet den 2. oktober gjorde professor Christian Kock sig en række overvejelser over, hvordan Socialdemokraternes universitetspolitik så ud sammenlignet med regeringens. I lyset af det netop udskrevne valg har Kocks forskellige spørgsmål til Socialdemokraternes forskningsordfører Rasmus Prehn fået endnu større aktualitet. Kocks indlæg kan læses her. Måske var der ligefrem en mulighed for, at man i lyset af valgkampen kunne få et alternativt synspunkt på universitetspolitikken ud af Socialdemokraterne. For os udenforstående, Kock inklusive, er det nogen gange svært at se forskel. ER Socialdemokratisk universitetspolitik virkelig identisk med Helge Sander -10%, eller findes der en alternativ vision?

Præstationsmåling måler ikke kvalitet

Update: Læs endelig de seneste to vigtige indlæg om ranking af universiteterne i Danmark baseret på bl.a. de "indikatorer for forskningskvalitet", som Heine omtalte d. 14. okt. her på bloggen: Dels analysen fra Politiken i går ved Peter Lauritsen (her), dels Annick Prieurs analyse i Information d. 9. okt. (her). Begge hæfter sig ved den forskydning fra målet ("kvalitet") til den operative parameter (kvantitet, præstationssikkerhed, effektivitet), som disse mål uværgerligt vil føre med sig. Denne, med Sunes udtryk, administratitis, som disse mål er udtryk for, kommer til at virke stik imod hensigten - eller som som vi siger hjemme i baggården, kontrafinalt.

Tag den, Sander!

I sagen om censur og selvcensur i dansk klimaforskning skriver formanden for DM Ingrid Stage i Politiken d. 21/10:

"Vi er gentagne gange blevet forsikret om, at forskningsfriheden er sikret, og at denne nu også gælder de tidligere sektorforskere (for eksempel Danmarks Miljøundersøgelser, som er fusioneret med Aarhus Universitet).
Videnskabsminister Helge Sander (V) har også forsikret os, at han personligt vil tage sig af hvert enkelt tilfælde af indgreb mod forskningsfriheden, hvis vi kan dokumentere et sådant.
Derfor forventer vi, at han tager skarp afstand fra det indgreb, som nu er dokumenteret, og vil sikre, at det aldrig kan ske igen."

Læs hele indlægget her (schroll-down).

Striden for og imod aflysningen af mødet med Jim Watson

Helmuth Nyborg-sagen gentager sig nu i større skala i UK. Anledningen er at Jim Watson (Nobelpristageren som sammen med Francis Crick foreslog DNA-strukturen) i The Sunday Times er kommet med noget der ligner stærkt fordomsfulde og racistiske udtalelser om afrikaneres intelligensniveau.

Det var meningen at Watson skulle have deltaget i et møde på Science Museum's Dana Centre imorgen aften i anledning af hans nye bog (Avoiding Boring People: Lessons From a Life in Science) -- men det møde har Science Museum's ledelse nu aflyst.

Nu handlar diskussionen om hvorvidt Science Museum gjorde ret eller ej -- jeg har selv skrevet et indlæg imod deres beslutning, og der foregår pt. en hidsig diskussion på den videnskabshistoriske liste Mersenne (se arkivet for 18. oktober). Der er flere hundrede kommentarer på Times Online -- og den science-orienterede del af blogosfæren er ved at gå i selvsving (Greg Laden, Pharyngula m.fl.). De fleste "diskuterer" hvorvidt manden er en total idiot eller ej, hvilket jeg ikke synes er særligt interessant. Det interessante er, hvor forskellige argumenterne er hhv. for og imod at aflyse mødet på Dana Centre.

Politisk pres på dansk klimaforskning

Som i USA (jævnfør Seth Shulman, Undermining Science, Suppression and Distortion in the Bush Administration. Berkeley: University of California Press 2006; og Chris Mooney, The Republikan War on Science. New York: Basic Books, 2005), således også i Danmark under Fogh-regeringen. To danske journalister er på vej med en bog om klimakampen, og beretter i dagens Politiken om danske klimaforskeres (selv)censur. Lyt til nyhederne på DR netop nu, og læs mere her...

Administratitis

Universiteterne og forskningsministeriet er blevet ramt af en grufuld sygdom: administratitis. Sygdommens smittevej er velkendt fra andre samfundssektorer. Smittebæreren kaldes på folkesproget for "New Public Management" og de første tegn på, at sygdommen er ved at bryde ud, er, at ens ministerium og lokale ledelse pludselig begynder at fremsige ord som "accountability", "resultatmål", "objektive kvalitetsindikatorer". Derefter begynder det administrative niveau på ens arbejdsplads at svulme op: Der ansættes en horde af nye ledere og mellemledere og en masse medfølgende TAPpere. I næste fase breder sygdommen sig ind i organisationens vitale organer. Her giver den sig til at forvolde skade på de jobfunktioner, der bærer institutionen og varetager de opgaver, som det er dens formål at håndtere. Denne skade har i det mindste to kendte former:

1) Der skal afsættes mere og mere tid til behandlingen af administrative opgaver, og disse opgaver skal prioriteres højere end jobbets almindelige funktioner.

2) Hensynet til det administrative niveaus behov lægger nye rammer for jobbet, der forringer mulighederne for at udføre det bedst muligt.

Begge sygdommes virkninger har for nærværende ramt universiteterne. Nogle simple eksempler

AD 1) På mit eget institut forlanges det nu, at der til hvert kursus foretages og afrapporteres 2 evalueringer, en midtvejsevaluering og en slutevaluering. Med lidt held kan vi på et kort kursus få lov at bruge 7-8% af undervisningstiden på at evaluere. Hvordan det skulle forbedre de studerende viden og kunnen i faget får henstå i mørket Samtidig skal vi afrapportere, hvor mange gange hver enkelt studerende har været til stede på kurset, hvis man som jeg i dette semester har tre hold, så bliver det til seks evalueringer og afrapportering på ca 70 studenter. Er jeg dum og uforberedt og sludrer mig igennem timerne kommer der først noget i skub, hvis de studerende klager meget insisterende, og selv da er konsekvenserne formentlig begrænsede. Afleverer jeg ikke de relevante skemaer og rapporter, ligger administrationen straks klar til at trykke mig på maven.

AD 2) Alle de indikatorer, der nu skal bringes i anvendelse til at "måle" forskningen i forbindelse med konkurrenceudsættelsen af vores basismidler (der er et eller andet i det udtryk, som er næsten grammatisk forkert), er indrettet med et tvingende kriterium: Det skal være administrativt håndterbart. Skidt med om systemet ikke måler noget som helst, skidt med om det opfordrer til uhensigtsmæssig opførsel, skidt med om de på uhensigtsmæssig måde ensretter faglige publikationsmønstre, hvis forskellighed er velbegrundet, tilmed nødvendig, ja tilmed: skidt med at de står i vejen for de videnskabelige nybrud, der er hele forskningens formål. Bare vi kan få et pænt tal, som kan lægges til grund for vores uddeling.

Administratitis-diagnosen for universiteterne kan sammmenfattes som følger: Patienten er efterhånden ved at være alvorligt ramt. Situationen er uholdbar, og der er overvældende risiko for, at der udvikles uhensigtsmæssige faglige mutationer, ligesom der er grund til at frygte patientens fortsatte førlighed. Sygdommen er i løbende forværring, og behovet for akut såvel medicinsk som kirurgisk behandling er overhængende.

Kvalitetsindikatorer

Kvalitetsindikatorer

Det har vist sig, at mange har svært ved at holde sig ajour med hensyn til, hvor langt processen med at indføre kvalitetsindikatorer er kommet. Det er ikke underligt, eftersom der slipper meget få informationer ud fra Forsknings- og innovationsstyrelsen (FI), som hører under Helge Sander, og som er den ansvarlige myndighed. En del er sikkert tilgået universiteterne, men under det nye regime er det meget begrænset og tilfældigt, hvad der kommer videre ned til gulvet, hvor vi andre bevæger os. Heller ikke forskningsrådene, i hvert fald ikke det, jeg selv er medlem af, har fået informationer.

Her på bloggen vil vi gerne give Sander en håndsrækning ved at give læserne af bloggen et kort resume over, hvor de er kommet til, og hvad der forestår. Det har jeg påtaget mig at gøre. Informationerne stammer i hovedsagen fra forskellige dokumenter, som venligst er tilsendt til bloggen fra FI på anmodning, samt samtaler med imødekommende personer i FI og Rektorkollegiet.

Videnskabsministeriet har besluttet, at en del af universiteternes basismidler fra år 2010 skal fordeles på basis af ”kvalitetsindikatorer”. Indikator på kvalitet er ifølge ministeriet et tal, nemlig antallet af publikationer i bestemte videnskabelige tidsskrifter eller i bøger på bestemte forlag, som er opført på nogle lister, såkaldte ”autoritetslister”. Princippet er, at institutionerne så får point – og dermed penge – efter hvor mange publikationer, de har i de oplistede tidsskrifter mv. Arbejdet med at lave disse lister er netop gået i gang.

Den overordnede styring har en gruppe med Inge Mærkedahl, direktør i FI, som formand og som desuden tæller rektorkollegiets forretningsudvalg: Jens Oddershede, Ralf Hemmingsen og Lauritz B. Holm-Nielsen, samt Jacob Fuchs fra Universitets- og Bygningsstyrelsen. Til at styre det fagligt krævende arbejde med at opstille autoritetslisterne har de – efter samråd med Koordinationsudvalget for Forskning (hvor bla. Danfossdirektør Mads Clausen er medlem) – nedsat et ”fagligt udvalg” på fem personer: Jørgen Søndergaard, SFI (formand), Kirsten Gomard, HUM, AU, Poul Erik Mouritzen, SAM, SDU, Søren Molin, NAT, DTU, Søren-Peter Olesen, SUND, KU og Frede Blaaberg, TEK, AAU. De fem skal sørge for de overordnede rammer, bla. at udpege, hvilke fag og områder, hele forskningsfeltet skal opdeles i, og hvor mange tidsskrifter og forlag, hvert fag skal have mv. Liste over fag er lavet, og foreløbig er de kommet til, at forskningen i Danmark består af 54 fag og områder (her).

For hver af disse skal der så nedsættes faggrupper, altså 54, hver på 3-6 forskere. Det er lige sat i gang og grupperne skal være klar 26.10.2007. Dernæst skal disse grupper for hver deres fag opstille autoritetslisterne, afsluttet senest 7.12.2007, altså i løbet af godt en måned. I løbet af 2008 foregår så godkendelse og finjustering af listerne. Dernæst kommer et meget centralt element, nemlig at publikationsmedierne skal niveaudeles ud fra kvalitet, og det skal besluttes, hvordan de skal vægtes.

Et spørgsmål, som ingen i verden med indsigt hidtil har ment gav mening, men som Fagligt Udvalg og Styregruppen så vidt jeg forstår nu vil give en løsning på, er følgende: hvordan kan man vægte kvalitet på tværs af fag (fx om en artikel i New England Journal of Medicine har højere kvalitet end en artikel i American Economic Review. Mit forslag er her at bruge den relativt billige og simple metode, som de romerske kejsere anvendte: at spørge indvoldstyderne). FI har afsat sommer og efterår 2008 til at løse denne opgave. Desuden er der en række spørgsmål vedr. pointdeling ved samforfatterskaber mv., der skal afklares.

Sideløbende foregår et teknisk arbejde med, hvorledes kontrollerbare data for publikationstal indsamles og håndteres mv. Hele arbejdet skal være afsluttet primo 2009, således at datainput kan gå i gang og være klar til brug for finanslov 2010.

Som sagt er denne oversigt i hovedsagen stykket sammen ud fra dokumenter, der allerede har været bragt her på bloggen. Da vi må konstatere, at FI ikke kan overkomme at orientere forskeroffentligheden ved selv at lægge dokumenterne på deres egen hjemmeside, er vi fortsat gerne behjælpelig – så send endelig mere, gerne uden at vi først behøver at spørge.

J.M. Coetzee om universitetets fremtid

J.M. Coetzee (en af mine favoritforfattere) skriver i sin seneste bog (Diary of a Bad Year, Harvill Secker 2007) om hvordan universiteterne er blevet forvandlet till "business enterprises", hvor lærerne er blevet "harried employees" der forventes at opfylde kvoter "under the scrutiny of professional managers" (vi kender det jo). Og så fortsætter han:

In the days when Poland was under Communist rule, there were dissidents who conducted night classes in their homes, running seminars on writers and philosophers excluded from the official canon (for example, Plato). No money changed hands, though there may have been other forms of payment. If the spirit of the university is to survive, something along those lines may have to come into being in countries where tertiary education has been wholly subordinated to business principles. In other words, the real university may have to move into people's homes and grant degrees for which the sole backing will be the names of the scholars who sign the certificates (s.36).

Et dystert fremtidsbillede? Jeg kan ikke forklare det, men jeg finder en vis trøst i det.

Taxametersystemet koster dyrt

I dag er der universitetspolitik på forsiden af Politiken! Avisen har valgt at bruge lederen på sagen om nedlæggelsen af italiensk og russisk på Copenhagen Business School, og ifølge skribenten er det blot et eksempel på taxametersystemets uheldige konsekvenser. Konklusionen er, at man skal "ikke lade uddannelsessystemet og universiteterne styre af markedet alene". Jeg kunne ikke være mere enig.

Lederen lyder i sin helhed:

Sproglig fattigdom

Taxametersystemet koster dyrt. Beslutningen om at nedlægge italiensk og russisk på Handelshøjskolen i København – og udsigten til, at tysk og fransk er på vej til at lide samme skæbne – er endnu et kedeligt bevis på, at den er gal med finansieringen af det danske uddannelsessystem. Kandidaterne fra disse fag er tæt knyttet til den globalisering, politikere ynder at fremhæve i skåltaler. De har nemlig ikke alene erhvervet den basale kompetence til at handle, men til at handle på et sprog og med en kulturel forståelse, som en mere ensporet merkantilist ikke kan tilbyde.

AT HANDELSHØJSKOLEN nu har truffet den skæbnesvangre beslutning, kan den isoleret set ikke klandres for. Når bevillinger tildeles efter et taxametersystem, der giver penge per bestået eksamen, er det op til uddannelsesinstitutionerne at tage konsekvensen. Handelshøjskolen opererer derfor – ligesom landets øvrige universiteter – på markedsvilkår. Er der ingen kunder i butikken, må den lukke.

Uddannelsessystemets ansvar rækker nemlig længere end til den årlige regnskabsaflæggelse. Det er i uddannelsessystemet, at vi som nation lægger grunden til fremtidens vækst og velstand. Netop derfor skal man tænke langsigtet og ikke lade uddannelsessystemet og universiteterne styre af markedet alene. Det betyder, at man skal give universiteterne støtte til at opretholde de pågældende uddannelser. Og man skal også give de potentielle studerende ved disse uddannelser de bedst mulige forhold, så de også søger uddannelserne.

TAXAMETERSYSTEMET undergraver reelt begge muligheder, dels ved at præmiere de populære studier, dels ved at trække de små, men vigtige studier ned i en negativ spiral, som udsulter dem og gør, at de kommer til at stå nederst på ønskesedlen til den koordinerede studietilmelding. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) har allerede tilkendegivet, at han er villig til at se nærmere på incitamentsstrukturen på ungdomsuddannelserne. Så mangler vi bare, at han sammen med videnskabsminister Helge Sander (V) en gang for alle får løst op for det helt centrale incitaments- og finansieringsproblem i det danske uddannelsessystem.

pap

Man kan kommentere lederen direkte på Politikens website.

Kritik af den norske model

Der er nu ovenfra igangsat forberedelser til at implementere "den norske model" for lister over fagfællebedømte tidskrifter (uden at modellen mig bekendt er officielt vedtaget, den har stadig karakter af et udvalgsarbejde, og man involverer nu alle universitetsforskere i et arbejde med at indsamle date til dette!). Forskere har fået henvendelser fra deres respektive ledere om at ryste op med forslag til hvilke tidskrifter, det i fremtiden vil "tælle" at publicere i. En læser skriver:

"Henvendelsen kommer fra min forskningsgruppeleder, som i sin mail inkluderer mails fra 1) institutleder, 2) mit universitets ledelse og 3) Rektorkollegiet. (...) De nævnte mails fra forskningsgruppeleder og institutleder er stort set en formidling af Rektorkollegiets udmelding. Der gøres opmærksom på, at det er vigtigt at få vigtige tidsskrifter på listen, for ellers kan det betyde, at ens forskning ikke tæller."

Det er tankevækkende, når man tænker på den næsten fraværende debat om systemet. Læs derfor sociologen Annick Prieurs indlæg "Hvordan måles forskningskvalitet bedst?" i Information i går, som stiller spørgsmålstegn ved det fornuftige i at lægge sig fast på den norske model, som er konservativ og innovationshæmmende, og har "en slående lighed med Sovjetunionens produktivitetsmål: Når målet for alle virksomheder er vægt, bliver alle ting tunge."

PS: her relateret materiale, nu tilgængeligt i dette arkiv:

• Notat af 11. sept. 2007, "Medlem af Faggruppe" fra ministeriets FI (Forsknings- og Innovationsstyrelse) v. Lotte Faurbæk.
• Notat af 11. sept. 2007, "Organisering og tidsplan for Fagligt Udvalg, faggrupper og Styregruppen fra FI (v. Lotte Faurbæk) til universiteterne.
• Notat af 5. okt. 2007, "Liste over faggrupper" fra FI v. Lotte Faurbæk.
• Brev af 8. okt. 2007 fra Rektorkollegiet til universiteterne. Emne: Indstilling af medlemmer af faggrupper for bibliometriske forskningsindikatorer.

Forskningspolitik omtalt i DR!

Det utrolige er sket! DR har hele morgenen (på P1 ganske vist) haft et indslag med Lars Flugger som på vegne af alle fem forskningsråd kritiserer vilkårene for den fri forskning i Danmark (se fx her).

Videnskabsmedisteren udtaler dog - ikke overraskende - at der ikke er sparet (tværtimod, siger han), men forholdt sig i øvrigt ikke til den principielle kritik af det fornuftige i forsøg på at styre forskningen ud fra faktura-hensyn.

Spørgsmålet er nu om sagen dør her. Den er ved at ende som en strid om tal (som ikke er godt medie-stof): Jeg har ikke set den videre i andre medier (endnu i hvert fald) og hvis ingen andre politikere melder sig, er den allerede slut.

Det siger noget om hvor svært det er at få forskningspolitik på dagsordenen - selv en entydig kritik fra det samlede forskningsrådsystem giver kun en lille skvulp.

Flere omtaler, bedre formidling? - Styr dig!

Alle siger, at formidling er vigtigt. Og ministeriet vil også styre denne parameter, både gennem udviklingskontrakter (som ikke har ret meget med kontrakter at gøre) og gennem det halvautomatiske ranking-system, man er ved at opbygge (modeller for "kvalitetsindikatorer" til "konkurrenceudsættelse" af basismidler). Tilsyneladende mener de i Videnskabsministeriet, at universiteternes ansatte ikke blander sig nok i den offentlige debat. Det indgår således som et af de generelle krav til universiteterne, formuleret i de såkaldte udviklingskontrakter, at universiteterne skal at "øge antallet af omtaler i den skrevne presse registreret i Infomedia" og lignende databaser "med fem procent i 2010". Jeg ved ikke om de 5 % gælder alle universiteter, men af artiklen i Universitetsavisen d. 28/9 fremgår, at "ministeriet nu har opstillet 16 fælles målområder som samtlige universiteter skal forholde sig til". Rektorkollegiets formand Jens Oddershede mener, at det vil "gøre det lettere at sammenligne hvem der klarer sig godt og dårligt i konkurrencen i fremtiden". Oddershede siger, at de 16 punkter giver et indblik i hvilke kriterier ministeriet planlægger at fordele pengene efter i fremtiden.
Målet om øgning af medieomtale er blot ét eksempel på, at man ofte tror at "mere" er "bedre", og at kvalitet er det samme som produktivitet - at "flere omtaler" svarer til bedre formidling, mere indsigt, bredere oplysning. — Hvordan styrer vi nu indekset for graden af bullshit pr. omtale i Infomedia?

Den dræbende konsensus omkring universitetet

Uanset hvad man mener om FORSKERforum (ikke sandt, Thomas?) har bladet nu og da yderst læseværdige indslag, som man ikke finder andre steder. Interviewet i det seneste nummer med Ole Lange, som netop er gået på pension fra et professorat i erhvervshistorie på Copenhagen Business School, finder jeg så væsentligt, at jeg simpelthen har valgt at gengive det in extenso her på bloggen:

Den dræbende konsensus omkring universitetet

Universitetsforskere har en pligt til at være kritiske efter bedste faglige overbevisning, men klimaet omkring universitetet indbyder til tavshed,
mener professor Ole Lange, som er gået på pension efter et langt akademisk liv som klassisk intellektuel

”Universitetslærere og journalister har det til fælles, at de ikke skal være enige med magthaverne. De skal være kritiske, gå til dem, være pågående og aggressive og stille spørgsmål efter bedste faglige overbevisning. Den kritiske journalistik har det ikke godt, men jeg tror på, at den kritiske journalistik nok skal vende tilbage, for der er et behov for den slags i et demokrati. Jeg er mere bekymret for universitetet”.

Sådan lyder statement’et fra professor Ole Lange, som har levet et langt akademisk liv som kritisk råbehoved. Han har udtalt sig som en klassisk intellektuel på en bred bane, om økonomi, politik, erhvervshistorie, moral, sport med meget mere – selv om han blot er uddannet faghistoriker. Ved siden af jobbet som universitetslærer har han tilmed profileret sig som en meget aktiv kommentator på INFORMATION og JYLLANDS-POSTEN. Nu er han blevet 70 år og er netop fratrådt sin stilling som professor i historie ved CBS i København.
”Konsensus er noget af det værste, et samfund kan have! I dag er det politiske klima inficeret, så politikere og presse og magthavere er enige om de store linier, og det giver vanskelige vilkår for de kritiske røster, som skal være der i et demokrati. Når der er politisk konsensus om noget, så er det også et signal til pressen om, at det behøver man ikke skrive noget om. Det betyder for eksempel, at pressen ikke har interesseret sig for de store reformer, som universiteterne og forskningen har været udsat for i de seneste år”.

Pessimist
Mens han tror, at den kritiske journalistik nok skal komme tilbage, så er han mere pessimistisk, når det gælder universiteterne:
”Tidligere var der plads til nogle skæve hoveder, der gik på tværs og råbte op. Men sådan nogle gamle idioter som mig dør ud. Disciplineringsprocessen fra kandidat til fast lektorstilling er lang, så når man kommer op i begyndelsen af fyrrerne, så er kanterne slidt af. Det indebærer en accept af, at rammerne for forskningsfriheden er blevet indskrænket, og at forskningen styres. Så der bliver desværre færre og færre, der har stædigheden, stamina’en og dygtigheden til at kunne agere kritisk som de gamle intellektuelle typer”.
En anden ting som taler imod en modbølge er, at universitetet er en stor og tung organisation med stor inerti. Har man en gang begrænset frihedsgraderne og accepteret, at økonomiske interesser får indflydelse på, hvad universiteterne skal lave og hvad forskerne skal forske i, så bliver det utrolig vanskeligt at rulle tiden tilbage, for det handler om en hel kultur.
”Disciplineringen er diskret. Det er jo ikke sådan, at du direkte ekskluderes / fyres, hvis du ikke laver det, som systemet ønsker. Det er et sofistikeret system, hvor forskningens finansiering styrer, hvad der skal forskes i. Hvis man ikke tilpasser sig disse temaer, så får man ingen penge”, siger professoren. ”I dag opslås megen forskning som programmer, hvor det er usikkert, hvordan udvælgelsen sker. Forskerne vælger derfor at formulere deres projekter efter, hvad de tror er mest opportunt. Og når projekter udvælges, så vælges det, som er mindst kontroversielt. Sådanne mekanismer lærer man at kende og indrette sig efter. I den proces sker der en sofistikeret disciplinering”.

Tavse forskere: Bekvemmelighed
”I dag har forskerne lært at tie af bekvemmelighedsgrunde. De risikerer at blive udsat for kritik fra politikere, presse, erhvervsliv, kolleger eller deres ledelser. I stedet vælger man at begrave sig i sin snævre faglighed”, mener han. En forklaring på universitetslæreres spage protester over politikernes beskæring af universiteternes demokrati i 2001-2005 lød, at folk var travlt optaget af deres fag.
”Men bagved ligger også bekvemmelighed og sløvhed. Kun få reagerede, resten var passive. Nogle var gået over på den anden side: De havde måske forsømt deres faglige udvikling og var blevet universitetsbureaukrater. Ved skæbnens ironi og altså delvis selvforskyldt har reformerne gjort dem overflødige, for de er nogle steder blevet erstattet af mere moderne management-typer”.
At de unge ikke protesterer over underminering af universitetets frihedsrammer er forståeligt: ”De kender jo ikke andet end at skulle søge eksterne bevillinger eller arbejde med på programmer. De snævre rammer er et livsvilkår, som de ikke stiller spørgsmålstegn ved. Vil man frem, så skal man hæfte sig på et emne, som myndighederne finder relevant. Så skal man finde en vejleder, som er interesseret og som kan promovere projektet. Man skal altså tilpasse sig, for at komme frem”.
Men hvis universitetsforskere ikke vil kæmpe for deres forskningsfrihed, fortjener de den så?
”Det er jo det sædvanlige problem ved demokratiet: Man sætter først pris på friheden, når rettighederne er forsvundet”.

Solidariteten mangler
Professoren undrer sig over, hvad politikerne kan slippe afsted med.
”Der er nok ikke nogen samfundssektor, som har oplevet så store forandring på så kort tid som universitetssektoren. Men det kan undre, at det sker under dække af en politisk konsensus, og pakket ind i nysprog om ’afbureaukratisering’, ’globalisering’, ’konkurrence’ osv. Hermed skjules meget store indgreb i demokratiet gennem brugen af åbne og generelle formuleringer. Og de bliver ikke anfægtet af pressen i den hellige konsensus’ navn. Og heller ikke af de fagkyndige, som burde kende konsekvenserne. De som burde påpege de uheldige konsekvenser, opfører sig taktisk og tier, og det giver stort spillerum for nysproget”.
Professoren er også overrasket over, hvad nogle magthavere kan slippe afsted med:
”Det var fx chokerende, da ACs formand Sine Sunesen for nylig udtalte til den store gruppe deltidslærere - som universiteterne er afhængige af, men som underbetales - at hvis de var utilfredse med deres arbejdsvilkår, så kunne de jo bare finde sig et andet arbejde! Det er total negligering, når den fagforeningsparaply, som skal varetage deltidslærernes interesser, kan udtale sig så usolidarisk: Hun erklærer jo, at deres dårlige vilkår er deres personlige problem – ikke et fælles”.

Socialdemokraternes svigt
Lange har ikke afholdt sig fra at blande sig i den politiske offentlighed. Det var derfor ikke overraskende, at Berlingske i 70-års fødselsdagsomtalen betonede hans politiske ståsted til venstre. At Lange har lavet kritisk erhvervshistorie gav ham titel af ”Storkapitalens mistillidsmand”.
Og Lange er sur på Socialdemokraterne:
”De er medskyldige i den ødelæggende konsensus og manglen på kritisk debat om forskningen og universiteterne, for partiet har været med på alle den borgerlige regerings reformer. Partiet har svigtet de principper, som fremgår af partiprogrammet, nemlig at universiteterne skal producere kritisk viden! Partiet bidrager dermed til at undergrave demokratiet, når de lader politisk og strategisk styring samt økonomiske interesser få direkte indflydelse på, hvad universiteterne skal lave. Faglighed og uafhængighed kommer i anden række”, mener Lange. ”Det er beskæmmende, for partiet har masser af folk med indsigt. Mange af dem udtrykker da også privat beklagelse over udviklingen – fx Mogens Lykketoft – men de gør ikke noget aktivt for at værne om universitetet. Men der er jo heller ikke mange stemmer i forskning”.

Når erhvervsfolk blander sig
Han er oprigtigt bekymret over det politiske klima, og over ændringen i de politiske og administrative beslutningsprocesser. For ti år siden var det utænkeligt, at eksterne interessenter og erhvervslivet kunne blande sig i universiteternes indre liv. Men det sker i dag som en selvfølgelighed. Erhvervslivet har også fået en helt anden fremtrædende indflydelse på universiteterne.
”I begyndelsen af 1990’erne - under den gamle styrelseslov - var der en erhvervsmand, som hed Asger Aamund, som var formand for handelshøjskolens Styrelsesråd og som gik ud i BØRSEN med en skarp kritik af hele sektoren: ’Vi beskyttede hinanden, meninger blev undertrykt, så medarbejderdemokratiet burde afskaffes’. De udsagn skabte så meget uro og protester, og et læserbrev spurgte til, om Aamund kunne give eksempler. Det kunne han ikke, og så måtte han træde tilbage fra sin post på handelshøjskolen”, fortæller Ole Lange.
Det er historiens ironi. For det første fordi sådanne protester ikke ville komme i dag. Og for det andet fordi Aamund jo så rigtigt i forhold til de politiske vinde.
Ole Lange finder det kendetegnende for det politiske klima, at erhvervsfolk i stigende grad prøver at blande sig i universiteternes aktiviteter. Han fortæller historien om AP-Møller skibsreder Jess Søderberg, som ikke kan lide Langes synspunkter og i kulissen gav et råd til CBS’s ledelse: ”Skaf jer da af med den mand”.
Måske har det virket stødende på skibsrederen, at professoren ikke tager med fløjshandsker på erhvervslivets folk. Hans sidste værk er biografien ’Stormogulen’, en kritisk moppedreng om Odenses store industrimagnat, C.F.Tietgen. Den fik anmelderroser og god respons i offentligheden.
Men i begyndelsen af september var universitetskarrieren endegyldigt slut; der blev afholdt en velbesøgt afskedsreception for ham på CBS, hvor kollegerne i øvrigt overraskede ham ved at udgive et hyldestskrift med mange bidrag. Men lige nu er han træt, på genoptræning efter en hjerneblødning d. 7 maj.
Er der noget, han ikke vil savne?
”Slagsmålet om ressourcer”, lyder det uden tøven. ”Men jeg vil savne mit fag ’erhvervshistorie’ og de gode kolleger ...”

jø

Censur eller amatørisme?

af Finn Hansson

Information har i fredagens avis en historie om et speciale i sociologi, der havde analyseret ledelses og samarbejdsforhold i DR-symfoniorkestret – og resultaterne var tilsyneladende ikke munter læsning for lederne i DR – i hvert fald kunne de ikke lide de kritiske kommentarer fra menige orkestermedlemmer om ledelsen. Og hvad gør de så, lægger pres på Sociologisk Institut og truer med at afbryde alle former for samarbejde, hvorefter instituttet lægger pres på den studerende for at få omskrevet konklusioner med den begrundelse, at der er forskningsetiske problemer i afhandlingen.
DR har handlet hysterisk (men det kunne man i den aktuelle situation for institutionen næsten have forudset) – værre er, at Sociologisk Institut har handlet som amatører i denne sag. Det fremgår af artiklen i Information, at den studerende har skrevet afhandlingen med sine konklusioner efter interviews med en række orkestermedlemmer og havde fået sin vejleders accept af det faglige indhold – som så skulle sendes til orientering hos de involverede i DR som aftalt på forhånd. Havde instituttet på forhånd lavet en formel aftale med DR og den studerende om under hvilke betingelser resultaterne kunne offentliggøres fuldt ud eller kun delvis, var den pinlige situation med at presse den studerende til at trække specialet tilbage og omskrive det undgået. En aftale om hvad og hvordan resultater fra en undersøgelse kan offentliggøres beskytter normalt den studerende for censurlignende indgreb – og hvorfor der ikke på falderebet blev lavet en aftale om, at følsomme oplysninger, der kunne opfattes som fortrolige, ikke kunne offentliggøres, vides ikke. Men på det tidspunkt er sagen kommet ud af kontrol, fordi Instituttet lader sig kyse af DR’s trussel om at afbryde fremtidigt samarbejde. det vil på sigt være langt værre for DR end for instituttet, da DR og andre organisationer profiterer voldsomt på specialestuderende gratisarbejde, når de undersøger dele af en organisation.
Det er foruroligende at et universitetsinstitut – endda mit ’gamle’ institut, i den grad undlader at gå i brechen for kritisk forskning og dermed medvirker til censur – især når store og magtfulde organisationer forsøger at censurere kritik.
Hvad angår DR’s opfattelse af forskning lader vi citatet fra divisionsleder fra DR Morten Pankokes formuleringer stå på skærmen: ’Hun havde sagt at hun ville undersøge hvordan sådan en organisme fungerede, men endte med et helt andet resultat og det mener vi ikke er videnskabsetisk holdbart’ - for DR’s ledelse er forskning noget der ender med forudsigelige resultater!

Finn Hansson, sociolog, lektor i forskningsledelse på Institut for ledelse, politik og filosofi, CBS.

(indlægget modtaget d. 5/10-2007)

KU censurerer speciale efter pres fra DR

"En specialestuderende skrev lidt for indgående om DR's ledelse. Det resulterede i en trusselsmail fra DR til institutleder og vejleder, som pressede den studerende til at trække specialet tilbage". Således skriver journalisten Kristian Villesen i dagens Information. Det er en sag, der er meget pinlig for Sociologisk Institut, og for hele Københavns Universitet. Læs hele artiklen i dagens Information (kopi her).

Det er åbenbart ikke alle, der skal måles og vejes?

I universitetsverdenen mærker vi i stigende grad, hvordan politikerne ønsker at måle og veje alle vores aktiviteter, og i de fleste områder af den offentlige sektor vil man kunne nikke genkendende til den situation. Med én enkelt undtagelse: Folkekirken!

DR nyheder havde i går et indlæg om dette paradoks:

Folkekirken vil ikke måles og vejes

02. okt. 2007 09.03 Indland

Alt i samfundet bliver efterhånden talt op, evalueret og givet karakterer. Men ikke Folkekirken. Vil man vide, hvor mange, der kommer i kirken eller bliver konfirmeret, må man lede forgæves.

Bortset fra i Københavns og Roskilde stifter er der ingen steder, der bliver holdt styr på, om kirkerne er flittigt besøgt om søndagen eller det modsatte, skriver Nyhedsavisen.

Faktisk er der ikke engang tal på, hvor mange, der bliver konfirmeret. Det eneste, der bliver noteret, er hvis en gudstjeneste helt må aflyses, fordi ingen kirkegængere møder op.

Sej fødsel
Ifølge forsker Hans Raun Iversen, der forsker i teologi, er der dog en begyndende forståelse for, at også kirken er nødt til at offentliggøre sine tal.

- Det kommer, men det er en sej fødsel, siger han til Nyhedsavisen.

Camilla Sløk, der er forsker i kirkeledelse på Copenhagen Business School er forundret over det manglende overblik.

- Det ville ikke kunne foregå andre steder i det offentlige. Folkekirken er en stor koncern med et budget på mange milliarder, men politikerne interesserer sig meget lidt for den, siger hun til Nyhedsavisen.

Ikke en virksomhed
At politikerne ikke interesserer sig for at holde mandtal i Folkekirken bekræfter formanden for Folketingets kirkeudvalg, Birthe Rønn Hornbech (V).

- Folkekirken er et trossamfund og ikke en virksomhed. Man måler ikke folkekirkens succes på, hvor mange der går i kirke, men på at evangeliet bliver forkyndt. Om folk vil høre det, er deres eget ansvar, siger hun.

Tænk nu hvis der var en politiker, måske endda en udvalgsformand, der stillede sig op og sagde: "Universitetet er en akademisk institution og ikke en virksomhed. Man måler ikke universitetets succes på, hvor mange der går til forelæsning og består eksamen, men på at der bliver forsket og undervist på højeste niveau. Om folk vil bruge det til noget, er deres eget ansvar"?

Men det var jo blot en tanke...

Institutleder-ledelse: mødepligt

Dekanen på KU's NAT-fakultet (bemærk navnet) har tildelt sine institutledere retten til at indføre tilstedeværelsespligt for de ansatte forskere - eller det modsatte, dvs. undlade dette. Mon det er, hvad ledelsesteoretikere vil kalde "et klart signal"? Hvad mon dekanen, der selv ledte hele fakultetet fra Galathea 3-skibet i foråret, egentligt mener om spørgsmålet? Og mon KU-rektoren har uddelegeret samme frisindede og tillidsfulde holdning til de andre dekaner? Vi undrer os. Læs om hele historien her. Det bliver næppe det sidste om den sag.