Information rapporterer den 7. februar [her (red.)], at det er blevet dokumenteret, at forskere i den offentlige sektor ikke lader sig påvirke synderligt af økonomiske incitamenter i form af lønbonus'er for publikationer. Der henvises til en undersøgelse foretaget på Aarhus Universitet. Fint og udmærket - og godt at få spørgsmålet på dagsordenen.
Men man kunne overveje at vende billedet en lille smule om og spørge, om ikke undersøgelsens resultater på forhånd er bevist af hele den danske universitetsverden. Om ikke den blot opdager, hvad vi alle sammen ved i forvejen. At klare sig i universitetsverdenen frem til en fastansættelse kræver en god del arbejdsomhed, en ikke uvæsentlig del held, en rimelig taktisk sans og et vist mål af intelligens. Belønningen er en stresset hverdag, en meget usikker karrierevej og en relativt beskeden løn. Der er på den baggrund en overvældende sandsynlighed for, at de mennesker, der har valgt universitetsansættelsen, ikke har gjort det for pengenes skyld. De kunne for de flestes vedkommende tjene flere penge lettere et andet sted. Når forskerne er, hvor de er, skyldes det - i det mindste for rigtig manges vedkommende - at de er interesserede i deres emne, ja mere end det, at de er opslugt af deres emne. Nogle af dem er tilmed også opslugt af andre facetter af deres arbejde (undervisning, vejledning osv). Derfor er de der, ikke for pengenes skyld. Overraskende? Meget lidt - men stadig godt at få det dokumenteret lidt mere. Vil man have dem til at udføre deres arbejde optimalt, er den rigtige strategi formentlig den, der angives i slutningen af Informations artikel: Giv dem gode arbejdsbetingelser. Heller ikke ret overraskende.
Man kunne måske ledelsesmæssigt og politisk tage anledning heraf til at reflektere over, om tiltag, der hæmmer snarere end fremmer forskeres arbejdsbetingelser (uendeligt ansøgningsskriveri, som sjældent bliver til penge, adminstrativt fastsatte pointsystemer, kontrolordninger osv), virkelig er den bedste vej til forskningsmæssig kvalitet.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Næsten det mest interessante i denne sammenhæng er hvordan den nævnte mangel på økonomiske incitamenter påvirker rekrutteringen. For det første tyder meget på at resultatet bliver at universitetsforskere har præferencer som på væsentlige områder adskiller sig fra den almindelige befolkning, herunder synet på samfundets økonomiske politik. Det kunne være en af grundene til den massive venstredrejning i universitetsverdenen.
Et andet interessant aspekt er hvem der senere hen bliver udvalgt til stillinger. Min erfaring fra universitetsverdenen siger at det er meget vilkårligt, og at det som bliver valgt er dem som i flest år har villet finde sig i administrative umuligheder, fornærmende dårlig løn og håbløse ansættelsesforhold.
Er det sådan man rekruttere eliten?
Jeg tvivler! I stedet frygter jeg at de efterladte er dem som enten brændte meget stærkt for deres fag eller dem som ikke havde så mange andre muligheder. Eller måske en kombination?
Ville man kunne løse problemet med flere frie midler og generelt højere bevillinger?
Man kunne ganske givet fjerne nogle af de sure perioder, som gør at talenter med andre muligheder falder fra, men samtidig ville man også åbne for universitetsbudgetter der nærmede sig skyerne.
Jeg har ikke svaret, men meget tyder på at den nuværende finansiering af universiteterne har massive slagsider.
Jeg er sjovt nok tæt på at være enig, skønt jeg nok ville sige det på en anden måde. Mit - ret uvidenskabeligt begrundede - indtryk er også, at gennemsnittet blandt de universitetsansatte politisk set ligger noget til venstre for den politiske midte. Men når det er sagt, så skal man huske, at de samme folks forhold til universitet og samfund ideologisk betragtet er udpræget borgerlig og ikke revolutionær: De ser universitetet som det sted, hvor samfundet kan reflektere over sine problemstillinger og få svar på sine spørgsmål, ikke som en revolutionær avantgarde, der skal nedbryde samfundet og forberede en ny statsform. De ser det altså som universitetets grundlæggende opgave at være i samfundet ikke at være i opposition til samfundet.
Jeg tror derudover ikke, man kan indrette en økonomisk incitamentsstruktur, der holder fast på forskertalenter, som gerne vil tjene mange penge. De kan meget hurtigt få bedre løn andetsteds. Hos os på humaniora behøver vi heller ikke at gøre det. Vi har mange, mange flere stortalenter end vi har stillinger, så for os er udfordringen i en vis forstand at undgå at stikke folk blår i øjnene om deres fremtid på universitetet og i stedet hjælpe dem steder hen, hvor deres talenter også kan komme til udfoldelse og til nytte.
Men selv hvis man ikke kan gøre universiteterne attraktivt økonomisk set, kunne man stadig godt forsøge at fastholde dem som attraktive arbejdspladser, der gav ordentlige vilkår til den forskning og undervisning, som er universiteternes centrale opgave og de ansattes egentlige motivation til at være på stedet.
Send en kommentar