Det er ikke bare ledelsen på det Humanistiske Fakultet i København der arbejder med at udvikle pointsystemer til forskningsmåling. I dag kan man læse i avisen, at de også i Videnskabsministeriet arbejder på noget lignende, men på makroplan: ranking - en målemetode, som "skal bruges til at fordele basismidler til universiteterne samt en del af milliarderne fra Globaliseringspuljen". Advarselslamperne blinker: det vil gå ud over de mindre fagområder, og det at få uddannet gode kandidater. Ingrid Stage peger på skræmmebilledet fra England, hvor satsningen på eliteforskning har lagt store områder øde, når det gælder undervisning i kemi, fysik og matematik. Fysikeren Benny Lautrup, som har undersøgt forskningsmålemetoder udtaler i artiklen:
"Når man ikke kan finde ud af at måle, det man vil måle, så måler man det, man kan, men det har intet andet formål end at gøre det nemt for administrationen at fordele forskningsmidler og kontrollere, om forskerne nu også laver nok. På den måde er man jo herligt fritaget for ansvar, men en sådan algoritmisering af forskningen kan skabe en forfærdelig masse problemer."
[læs hele artiklen her... (red.)]
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Kære Claus
Du har bare ikke gennemskuet spillet endnu. Beskeden om, at dette forsknings"målings"systen skal gennemføres, udgår fra ministeriet ikke fra vores dekanat. Hvad vores dekanat forsøger, er at lave systemet, så det kommer til at passe så godt som muligt til humaniora. Det er al ære værd, men det afværger ikke grundskaden i "målings"systemet, nemlig at man ikke måler noget, kun genererer et tal, og at målingen indvirker ødelæggende på forskningen.
Det politiske problem i dekanatets tilgang er dobbelt: For det første opererer man af grunde, der forekommer mig helt ubegribelige, ud fra en overbevisning om, at systemet er en god idé og er derfor utilbøjelig til at kige på alternative modeller endsige indrømme sammenbruddene i de formodede målinger. For det andet har man valgt en forkert strategi, fordi man tror, at det er en historisk umulighed at flytte ministeriet. Men ministerier er blevet flyttet igen og igen, så i stedet for at blot at bøje sig skulle man som gode og trofaste rådgivere vedblivende og insisterende gøre sine overordnede opmærksomme på, at systemet er en dårlig idé, og hvis det ikke virker arbejde på at overbevise dem, der har indflydelse på de overordnede - dvs. politikerne og offentligheden. Der tales, som om vi befinder os i en historisk uafvendelig situation, men dette her er politik, ikke historiefilosofi.
Bedste hilsner
Tak Sune, fordi du vækker mig af min naive slummer! Nu forstår jeg det bedre. Det gav mig lige en association - som godt nok er lidt langt ude men nu får du den alligevel - til den danske samarbejdspolitik under anden verdenskrig og hele tanken om, at "hvis vi selv er med til at administrere et dybest set urimeligt system, så overlever vi nok trods alt lidt bedre" ... Sammenligningen er selvfølgelig outreret fordi der dengang var alvorligere ting på spil og man havde voldsomme bindinger på sine valg, mens det, vi diskuterer i dag, er noget ret andet ... måske gennemslaget af liberalistisk "new public management" på universitetsområdet, og hvor man fra ledelsens side faktisk, som du skriver, burde forsøge at overbevise alle om at det er en dårlig ide.
På den anden side giver situationen jo også visse muligheder for dynamik. Ingen siger, at alle universitetsledere har tænkt sig entydigt at spille rollen som ministeriet anonyme fodsoldater. Når KUs bestyrelse brokker sig over overdreven detailstyring fra ministeriet side, er det et opmuntrende tegn. Selv hvis ledelsen i sidste ende er ministeriets folk hos os og ikke vores folk hos dem, er de stadig tættere på vores konkrete problemer, og mange ledere og bestyrelsesmedlemmer synes at ville os det godt. Vi har ofte fælles interesser med dem, også når vores interesser ikke falder sammen med ministeriets lidt særprægede billede af, hvad universitetsledelse går ud på. Det er der da håb i. Vi skal være klar til at være bidske, men vi kan jo også forsøge at blive ved med at tale ud fra den forudsætning, at dialog nytter, og at vi har med fornuftsvæsner at gøre. Det kunne jo ligefrem vise sig, at vi havde ret i det.
Send en kommentar