Debat: KBH: Målesystemet, der ikke kunne måle

Af Sune Auken, Lektor Dr. Phil., Københavns Universitet, Institut For Nordisk Studier og Sprogvidenskab, Njalsgade 120, København S

DET POINTSYSTEM til kvalitetsmåling af forskningen, man er ved at indføre på det humanistiske fakultetet på Københavns Universitet, kan ikke måle kvalitet.

Det medgiver prodekanen for forskning, når hun til Jyllands-Posten 22/2 siger:

»Hvis andre forskere vurderer, at ens forskning er god nok til at blive publiceret i et tidsskrift eller en bog, så får man lidt højere point. På den måde er det ikke så meget forskningens kvalitet, vi måler, som det, at andre forskere har sagt god for den. Det er et helt normalt internationalt parameter for forskning.«

Bekræfter kritikpunkter

Dette uddyber hun senere i artiklen: »Den model, som forskningsudvalget har lagt frem, lægger ikke op til at vurdere, om forskningen er god, bedre eller bedst, men skal anvendes til at fordele midler efter, om forskningen offentliggøres på steder, som er anerkendt af andre forskere.«

Disse udsagn bekræfter, at forskningskvalitetsmålingssystemet ikke måler forskningskvalitet. Så må det da skulle have et anden navn. Men hvad mere er: De bekræfter også et af de centrale kritikpunkter, der er rejst imod pointsystemet i den indsigelse, som en lang række forskere ved det humanistiske fakultet har underskrevet på initiativ af lektor, dr.phil. Johnny Kondrup og undertegnede. Vi skriver følgende i indsigelsen:

»Et pointsystem belønner det gode arbejde frem for det fremragende. Den centrale overvejelse i forbindelse med et videnskabeligt arbejde må inden for systemets logik være, om den kan komme ind i den relevante, pointgivende kategori, ikke om den er så god, som den på nogen måde kan blive. I stedet for at belønne forskningen for at stræbe mod det fremragende, vil man belønne den for at lave det tilstrækkelige og skynde sig videre til næste pointgivende aktivitet. På et område, der er så overbelastet med tekst som humaniora, er dette direkte kontraproduktivt i forhold til de faglige behov: Vi har brug for bedre tekst, ikke mere tekst.«

Fremskridt i de bedste arbejder

Synspunktet blev affejet med et ordspil i dekanatets svar på indsigelsen, men nu medgiver prodekanen altså, at det var rigtigt. Systemet kan ikke kende forskel på en god tekst inden for en kategori og en fremragende. Næste trin er at drage konsekvensen: Systemet belønner den, der laver det tilstrækkelige mange gange, men straffer den, der bruger tid på at lave det bedste færre gange.

Dette til trods for, at det oplagt er i de bedste arbejder, forskningen gør sine fremskridt, og forskningskvaliteten er at finde.

Offentliggjort i Jyllands-Posten den 28. februar 2007

Læs dagens aviser!

"Universiteter: Vores frihed er truet" er dagens forsideoverskrift på Politiken, der fortæller om de nye lovforslags konsekvenser for forskningens uafhængighed, herunder problemerne med myndighedsopgaver, detailstyring m.v. Dagbladet Information bringer på forsiden under overskriften "Rektorer ønsker fri adgang til forskning" nyt fra debatten om Open Access til forskningsartikler, som nyligt omtalt her på bloggen, samt længere artikler om samme emne inde i bladet.

Ytringspligt og åben adgang!

Forskernes ytringsfrihed skal sikres, ja ja, men de bør også have ytringspligt! Samfundet bekoster universitetsforskeres arbejde. Bør samfundet - inkl. verdenssamundet - ikke have mulighed for at bruge den opnåede viden?
Larry Page fra Google mener ja! - han kalder det bare "marketing" - men det er vel USA'sk for "formidling", som alle hylder og vil have mere af. Larry Page vil nu ikke nøjes med en udvandet version, som "mellemhandlere og mediekonsulenter" (cit. Jens Erik Kristensen) har gennemtygget og afhøvlet. Han vil have forskerne til for alvor at frigive den ægte vare. For alle. Ikke til privatejede esoteriske dyre tidskrifter. Til offentligheden, intet mindre!
Mange forskere vil sikkert synes, at det lyder som Googlendus ergo sum - er du ikke googlebar, findes du ikke! Men ytrings- og forskningsfrihed er ikke opfundet for at forskere kan gøre karriere. Ytringsfrihed er også en ytringspligt.
(Læs forskningsbibliotekar, ph.d. Søren Bertil Fabricius Dorchs kommentar vedr. Larry Page på KUB's open-access blog her). [tilføjet senere [CH]: læs artikler og debat i Inf. 26. og 28/2 her]

Spørgsmål til ministeren

Medlemmer af oppositionen har stillet en lang række spørgsmål til ministeren, bl.a. om forskeres ytringsret, i forbindelse med lovforslag 140 om "fusionsuniversiteter", som nu er til behandling i Folketinget. Se mere her...

Ændres reglerne for accept af viden?

- det er i al fald hvad en af bidragyderne til denne blog, Jens Erik Kristensen, hævder i dag i en kommentar i avisen Information, som vores arkivar allerede har lagt i arkivet (her...), formentlig for at undgå en mere skrå form for arkivering. Før jeg beslutter mig for skråt eller vandret, er jeg nødt til at forstå indlægget. Jens Erik Kristensen beskriver "transformation af universiteterne til selvejende, men statsregulerede og kontrollerede videns-service-institutioner, hvis væsentligste legitimation fra nu af ligger i evnen til udveksling og formidling af viden, hvis relevans og nytte bestemmes udefra af brugere og aftagere". Han påstår så, at
"Varetagelsen af disse opgaver har affødt to tendenser, der begge grundlæggende anfægter universiteternes traditionelle kerneydelser (forskning og undervisning), og som transformerer acceptreglerne for viden [min fremhævelse, CE]. På den ene side finder man en stærkt øget opmærksomhed på offentlig formidling, især medieformidling af forskning og viden og i tilknytning hertil en konkurrence om offentlig opmærksomhed, der har givet universiteternes kommunikationsafdelinger en central plads. I dette regi af mellemhandlere og mediekonsulenter sker der en nyformatering af viden baseret på en art metaviden, der har med formidling, marketing og vidensbetjening at gøre. På den anden side er man vidne til en øget kommercialisering af den universitære vidensproduktion på baggrund af en øget markedsgørelsestvang - den hurtigst mulige vej fra forskning til faktura."
Kommentaren slutter med at antyde, at "bag den hysteriske snak om 'tilpasning til vidensamfundet' snarere er tale om at fremme 'uvidenssamfundet' ". Det er meget tanke- og urovækkende, og selvom jeg godt fornemmer hvor JEK vil hen, kunne jeg godt ønske mig at få et bøjet i neon - måske fordi jeg selv ingenting forstår mere, uden at få det 'formidlet'. Hvordan ændres acceptreglerne? Bliver viden reduceret til halvstuderet formidling og salgbare patenter? Eller tænker JEK på pointsystemer a la dem på humaniora? Er det fordi man sammenblander viden med dens evt. nytteværdi, med certificering, måling og vejning af viden?

Videnskaben som produktivkraft? - Sanders marxisme er død

Selskabet for Fremtidsforskning udgiver et tidskrift kaldet Futuriblerne. I introduktion til dets seneste nummer beskæftiger Torben Bo Jansen sig med fremtiden for dansk forskning og højere uddannelse. Han ser temanummeret som et opgør med nogle myter om universiteter og forvaltning:

“Nutidens ledere i erhvervsliv og stat, forskning og politik tilhører generationen mellem pensionisterne og de unge. Mange af disse ledere besidder et helhedsbillede af et industrisamfund, der ikke længere eksisterer.”

Jansen nævner “myten om den militære ledelsesforms fordelagtighed” og skriver, at

“Universitetsreformerne kan beskrives som et forsøg på at opfylde grundlæggende behov for fornyelse i forskning og højere uddannelse ved hjælp af en militære ledelses- og organisationsform, der er ineffektiv, demotiverende og ansvarsforflygtende.”

Desuden “myten om, at forskningen kan opfylde kommercielle krav”. Jansen:

“Politikere og erhvervsledere har udtalt, at mere uddannelse og forskning er midlet at styrke Danmarks internationale konkurrenceevne. Det er ét blandt mange eksempler på en fortidsbundet virkelighedsopfattelse.” (...) “Videnindholdet i danske produkter og processer øges ikke af mere af den hidtidige uddannelse og forskning; et øget videnindhold kræver nye forestillinger om viden, produktion og organisationer.”

Ikke alle Jansens pointer er selvindlysende, men gode at reflektere over, og en klar udfordring til den Helge Sanderske maksime - eller betonmarxisme - om at forskning skal være brændstoffet bag enhver faktura.

Kalle Kæks fusionskritik

"Sket er sket", sagde Kalle Kæk, "verden går stadig fremad og man skal ikke lade sig kyse". Et godt motto når skaden er sket, og man indser at uheld og tilfældigt indtrufne begivenheder er forvandlet til kendsgerninger. Det gælder vel også beslutningerne om universitetsfusioner. Men kan vi lære noget af historien? Hvad var de væsentligste kritikpunkter, forud for fusionerne? Jeg vil forsøge at samle lidt op på spørgsmålet i en post i arkivet (her...), men læserne må gerne hjælpe min begrænsede historiske erindring på vej. Hvis man ikke vil lade sig kyse, kan alt det, der kunne være gået anderledes, være gavnligt at huske.

KUs bestyrelse reagerer imod ministeriel indblanding

Hvis nogen led under den misforståelse, at "selveje" betød, at man skulle styre sig selv, har de seneste års udvikling nok gjort dem klogere. I universitetspolitikken har har det formodede selvstyre vist sig at dække over en hidtil uhørt kontrolvilje i forskningsministeriet.

Nu giver det de herligste sammenstød med andre elementer i den nye struktur.

Med den nye virksomhedslignende ledelse har man bedt mennesker, der er vant til at deres ord har vægt, og er vant til at træffe beslutninger, om at tage plads i bestyrelserne. Ministeriet har bare glemt at fortælle dem, at det selv havde tænkt sig at fastlægge så meget som muligt centralt. Men de nye bestyrelsesmedlemmer er ikke vant til reelt at være under ministeriel adminstration. De er vant til selv at tage beslutningerne på deres ansvarsområder. Derfor begynder der nu at indløbe protester imod ministeriets overdrevne kontrolvilje. Senest i Universitetsavisen den 16. februar. KUs bestyrelsesformand Bodil Nyboe Andersen udtaler: "Bestyrelsen har drøftet tendensen til detailstyring på flere møder og finder at det er en uheldig udvikling som strider mod intentionerne der lå til grund for universitetsloven." Konfrontationen skyldes, at ministeriet alligevel ikke mener, at bestyrelserne skal kunne optræde som bestyrelserne i private virksomheder: I frihed til at tage beslutninger inden for en generaliseret lovgivnings rammer uden indblanding fra staten. Man vil have både statslig kontrol og virksomhedsstruktur, og derfor får man sammenstøddet.

Nu ved jeg godt, at mit foregående blogindlæg forudsatte en vis modvilje imod den nye styreform på universitetet, men derfor kan man jo godt blive glad for, hvordan konkrete mennesker varetager deres opgave, og dette her er højst tillidsvækkende. Godt gået! Jeg bryder mig ikke om strukturen, men jeg vil langt hellere ledes af Bodil Nyboe Andersen og hendes kolleger end af Sanders embedsmænd. Hvis det er et politisk ønske, at de nye bestyrelser skal blive en succes, så kunne man jo overveje at begynde med at lade dem vise deres værd ved at give dem adgang til at bestemme selv.

Anonyme Akademikere

De seneste år har vi set en ny udvikling i offentlighedsbilledet omkring flere universiteter, nemlig opkomsten af et omfattende net af anonyme kilder, der på forskellig måde retter kritik af ledelsen på de respektive anstalter. Historisk set begyndte det på DTU kort efter, at universitetet fik ny ledelse, og det nåede et højdepunkt for nylig på RUC, hvor der pludselig viste sig at være horder af anonyme kritikere, men meget få åbenlyse.

Gruppen ”Anonyme Akademikere” er ikke ukontroversiel. Som de, der følger lidt med i forskningsverdenen, ved, har brugen af anonyme kilder på universitetet været genstand for en større og ganske ophedet debat i forbindelse med FORSKERforum (se andetsteds på denne blog). Man har følt, at anonyme kilder blev brugt til en smædekampagne, og det underforståede synspunkt har været, at den anonyme kilde mister sin legitimitet ved sin anonymitet, og at den, som bringer den anonyme kildes synspunkter til torvs, dermed har mistet sin legitimitet som debattør.

Diskussionen er rimelig nok, og de af os, der er villige til at optræde i opposition til vores ledelse uden at være gemt bag anonymitietens skærmende mørke, har vel på forhånd vundet håneretten over for vore anonyme kolleger. Men ud over at diskutere legitimiten i at optræde anonymt, burde man måske også standse og spørge, hvordan det overhovedet kan gå til, at vi pludselig får denne store repræsentation af anonyme kritikere. En forklaring er selvfølgelig, at vi har at gøre med overforsigtige personer, der er urimeligt nervøse for konsekvenserne af at fremføre deres standpunkter, og det standpunkt har en demokratisk traditions velkendte offentlighedskrav for sig, men det forklarer bare ikke, hvordan det sker, at man nu ser en eksplosion af anonyme kilder optræde i universitetsdebatten, hvor der næsten ingen var tidligere.

Derfor tror jeg, man må rette sin opmærsomhed imod den dramatiske omvæltning, der er sket på universiteterne med den nye ledelsesform, hvor universitetet har skullet ledes efter virksomhedsprincipper til afløsning for den demokratiske styreform i de foregående årtier. Det har imidlertid haft den - forhåbentlig utilsigtede - bivirkning, at den frie debat har fået sværere vilkår. Det er oplagt konfliktstof i en virksomhed, hvis dens ansatte offentligt kritiserer ledelsen eller udkaster alternative visioner for virksomhedens drift og fremtid. På samme måde formodes den ansatte at repræsentere virksomhedens - det vil sige ledelsens - standpunkter i sin optræden over for offentligheden. Dette har sin indlysende rationalitet i forbindelse med en virksomhed. Problemet opstår når formen føres ind på universitetet. For dermed kommer den ind på en institution, hvis aktive og nogle gange meget hidsige debatkultur er et af dens fremmeste kendetegn.

Dermed får man et sammenstød mellem to organisationskulturer, der bliver så meget des grellere, fordi den nytiltrådte ledelse er begyndt med et legitimitetsproblem. Den mangler den institutionelle rygdækning, der ligger i at være valgt af af kollegakredsen, de stærkt forhøjede lønninger, der sætter skel mellem ledelsen og de ansatte, bidrager til problemet. Samtidig er ledelsen under pres ovenfra for at vise handlekraft, fordi der er en god del politisk prestige investeret i den. Derfor er den pinedød nødt til at vise sig som en succes, og derfor kræver det en betydeligt bredere ryg hos den nye ledelse at stå for kritik.

I den situation ville det være lidet overraskende, hvis den nye ledelse blev endog meget mindre tolerant over for kritik, og det er under alle omstændigheder givet, at mange ansatte er nervøse for de både formelle og mere informelle magtmidler, den nye ledelse er i besiddelse af. Man frygter simpelthen for sit job og for sine arbejdsvilkår. Derfor bliver incitamentet til at udtale sig anonymt langt større, og dermed også risikoen for, at nogen vælger denne strategi. Det understøttes af, at utilfredsheden med den nye ledelsesform er udbredt, og af, at universiteterne netop har traditionen for åbenlys og højrøstet kritik af sin ledelse.

En ny gruppe er født: AA - Anonyme Akademikere. Man kan hade dem eller elske dem, som man har lyst. Men man må hellere vænne sig til dem, for de er kommet for at blive - i det mindst så længe man leder debatterende institutioner som om de var virksomheder.

Pointsystemer - forskningens dope?

Forsøget på at indføre pointsystem for forskningskvalitet på Humaniora er et udtryk for en generel tendens: Ledelsen på universiteterne er så optagede af at ville styre - eller med en moderne eufemisme: “kvalitetssikre” - forskningen, at man helt glemmer omkostningerne ved disse tiltag. Forskningen har jo netop brug for frihed, ikke kontrol. Vi taler om noget, der ikke kan planlægges. Det er som om man vil planlægge og styre hvad samfundet skal vide i fremtiden - det er vist ikke helt det, der er essensen af videnskab.
I forbindelse med pointsystemet på Humaniora nævner protestskrivelsen en masse uheldige konsekvenser. Man kan tilføje, at den slags undersøgelser er tids- og ressourcekrævende, og de vil undersøge brugen af objektive målemetoder på noget, som ikke meningsfuldt kan måles på den måde.

Endelig vil det forstærke elitesport-metaforernes indtog i forskningsverdenen. Men hvis antallet er point skal bliver det afgørende for en forskers position, kommer selve videnskaben på dope: Det vil friste svage sjæle til uredelighed og andre former for "dårlig videnskabelig praksis".

Når universitetsledelsen bliver top-down, så skal man gøre dem højere oppe i systemet tilfreds i stedet for dem, man bestemmer over. Ledelsen bliver ministeriets folk på universitetet, ikke universitetets folk hos ledelsen. Derfor - og det ser vi demonstreret i forbindelse med diskussionen om pointsystemet - bliver ledelsen argumentresistent i forhold til de ansatte og samtidig følgagtig i forhold til de overordnede. Begge dele er i håbløs modstrid med videnskabens "naturlige" samfundsmæssige funktion som kritisk intelligens, hvis adelsmærke det netop er, altid at forholde sig velargumenteret til sagforholdene og uimponeret i forhold til autoriteter.

Åh, nej, også i ministeriet!

Det er ikke bare ledelsen på det Humanistiske Fakultet i København der arbejder med at udvikle pointsystemer til forskningsmåling. I dag kan man læse i avisen, at de også i Videnskabsministeriet arbejder på noget lignende, men på makroplan: ranking - en målemetode, som "skal bruges til at fordele basismidler til universiteterne samt en del af milliarderne fra Globaliseringspuljen". Advarselslamperne blinker: det vil gå ud over de mindre fagområder, og det at få uddannet gode kandidater. Ingrid Stage peger på skræmmebilledet fra England, hvor satsningen på eliteforskning har lagt store områder øde, når det gælder undervisning i kemi, fysik og matematik. Fysikeren Benny Lautrup, som har undersøgt forskningsmålemetoder udtaler i artiklen:
"Når man ikke kan finde ud af at måle, det man vil måle, så måler man det, man kan, men det har intet andet formål end at gøre det nemt for administrationen at fordele forskningsmidler og kontrollere, om forskerne nu også laver nok. På den måde er man jo herligt fritaget for ansvar, men en sådan algoritmisering af forskningen kan skabe en forfærdelig masse problemer."
[læs hele artiklen her... (red.)]

No shit, Sherlock?

Information rapporterer den 7. februar [her (red.)], at det er blevet dokumenteret, at forskere i den offentlige sektor ikke lader sig påvirke synderligt af økonomiske incitamenter i form af lønbonus'er for publikationer. Der henvises til en undersøgelse foretaget på Aarhus Universitet. Fint og udmærket - og godt at få spørgsmålet på dagsordenen.

Men man kunne overveje at vende billedet en lille smule om og spørge, om ikke undersøgelsens resultater på forhånd er bevist af hele den danske universitetsverden. Om ikke den blot opdager, hvad vi alle sammen ved i forvejen. At klare sig i universitetsverdenen frem til en fastansættelse kræver en god del arbejdsomhed, en ikke uvæsentlig del held, en rimelig taktisk sans og et vist mål af intelligens. Belønningen er en stresset hverdag, en meget usikker karrierevej og en relativt beskeden løn. Der er på den baggrund en overvældende sandsynlighed for, at de mennesker, der har valgt universitetsansættelsen, ikke har gjort det for pengenes skyld. De kunne for de flestes vedkommende tjene flere penge lettere et andet sted. Når forskerne er, hvor de er, skyldes det - i det mindste for rigtig manges vedkommende - at de er interesserede i deres emne, ja mere end det, at de er opslugt af deres emne. Nogle af dem er tilmed også opslugt af andre facetter af deres arbejde (undervisning, vejledning osv). Derfor er de der, ikke for pengenes skyld. Overraskende? Meget lidt - men stadig godt at få det dokumenteret lidt mere. Vil man have dem til at udføre deres arbejde optimalt, er den rigtige strategi formentlig den, der angives i slutningen af Informations artikel: Giv dem gode arbejdsbetingelser. Heller ikke ret overraskende.

Man kunne måske ledelsesmæssigt og politisk tage anledning heraf til at reflektere over, om tiltag, der hæmmer snarere end fremmer forskeres arbejdsbetingelser (uendeligt ansøgningsskriveri, som sjældent bliver til penge, adminstrativt fastsatte pointsystemer, kontrolordninger osv), virkelig er den bedste vej til forskningsmæssig kvalitet.

Lovgivningsmæssig efterrationalisering?

"Man kan ikke planlægge sig til forskningsgennembrud! Forskningsfriheden for den enkelte forsker bør i stedet gøres til et varemærke for de danske universiteter - lønniveauet er som bekendt ikke konkurrencedygtigt i forhold til mange andre typer ansættelser. Glædeligt er det dog, at AC, DM, Det Fri Forskningsråd, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og LO i høringssvar til loven finder, at der er behov for sikring af den enkelte forskers tid til at forske frit - kunne det ikke rokke socialdemokraterne?"
Sådan skriver lektor ved Aalborg Universitet Mogens Ove Madsen i dagens Information, i en kommentar til presset på forskningsfriheden. Læs hele kommentaren her...

Æres den, som æres bør

Æres den, som æres bør. Et af de deprimerende aspekter af den nye universitetslov har været, at de respektive informationsblade på universiteterne er blevet pæne, lammefromme ledelsesorganer, som står - og makker - ret, når ledelsen taler. Derfor al mulig ros til Københavns Universitets rektor, "Ralf" som den pæne mand hedder på sin blog, fordi han har ladet KUs interne nyhedsorgan Universitetsavisen gå fri af denne kedelige tendens. Når magtstrukturen i den grad er blevet top down, er det af vital interesse for alle parter, at der er kommunikationskanaler åbne, hvor kritik kan nå frem til ledelsen uden censurerende mellemled. Selv ledelsen har gavn af det, fordi dens hørelse nedad i systemet svækkes voldsomt, hvis den spærrer intern kritik ved at stoppe munden på de kommunikationskanaler, hvorigennem kritikken skulle formuleres. Ros også til Universitetsavisens redaktion, der fortsat viser tænder fra tid til anden og gerne optager kritiske indlæg.

En særlig glæde er det, at vi har fået lov at beholde Malthes spalte. Sjældent har en satiriker været så god til at ramme universitetslivet på kornet. Christoffer Zieler, der laver serien, skyder på alle niveauer og lader heller ikke ledelsen gå ram forbi. Hatten af!

Men hvis de lukker Malthe og friserer Universitetsavisen, kommer hatten straks på igen. Så er de advaret!

Massiv protest imod pointsystem på humaniora

Over hundrede forskere på Det Humanistiske Fakultet ved KU har underskrevet en protest imod det pointsystem, man søger at indføre som styringsinstrument. Det fører til en ensretning af forskningen, det prioriterer "det gode" (= pointgivende) arbejde frem for det fremragende, og selve pointfordelingen rummer åbenbare absurditeter. Desuden vil det føre til et lukket humaniora og dræbe monografien, som spiller en stor rolle i den politiske og kulturelle offentlighed i Danmark.
Læs protestskrivelsen her...; og dekanatets svar her... .

Får vi amerikanske tilstande?

I en artikel i Weekendavisen denne uge drages interessante paralleller mellem skandalen om politisk censur og 'redigering' af klimaforskeres resultater i USA og den situation, Denmark kan havne i, når sektorforskningen bliver en del af universiteterne, der så må påtage sig specifikke myndighedsopgaver. Der erindres også om en dansk sag fra 1998, hvor en forskningschef i DMU af Miljøministerens embedsmænd blev bedt om at slette eller omformulere 35 kritiske sætninger i en videnskabelig redegørelse om miljøets tilstand i Danmark. Læs mere her... eller se Weekendavisen, 1. sekt. s. 6, d. 2/2-2007.

Ulykken truer - hvor er oppositionen?

• Det er hårrejsende. Der er ingen forskningspolitisk opposition i Danmark! Det, der i daglig tale går under navnet "oppositionen" til regeringspartierne, er på det forskningspolitiske område ikke til at skelne fra regeringsne politik og lovforslag. Det fremgår med trist tydelighed af denne note, vi har sakset fra FORSKERforum's nyhedsside på nettet. Læs den her... eller i FORSKERforum.
• Det fremgår af en anden nyhed samme steds (kan ses her...) at FORSKERforum ikke kunne få aktindsigt i de andre ministeriers høringssvar til lovforslaget. Det kræver ikke meget kremlologi at gætte, at det er ubekvemt for Sander at få spot på det forhold, at sektorministerierne mildt sagt vil være skeptiske overfor indfusioneringen (som det er kommet til at hedde) af sektorforskningsinstitutionerne.
• Forresten: Deltag i verdensomspændende aktion for fri adgang til europæiske forskningsresultater (mere her...).