Er der blandt denne blogs velinformerede bidragydere en eller anden, der kan svare på, hvem der styrer arbejdet med at lave de auroritetslister over tidsskrifter, som vi skal publicere i for at få penge? Når man fra gulvet som medlem af "det forskningsudførende lag" (som det hedder nu om dage) søger at følge med, bliver man forvirret med hensyn til, hvem der bestemmer - der findes 68 faggrupper med 360 af landets førende forskere, et fagligt udvalg, en styregruppe med rektorer og direktører; dertil kontorchefer og konsulenter - og så Helge Sander. Når man hører, hvad de siger og søger på websiderne, flimrer billedet. Helge Sander må frygte, at han og hans hjælpere undergraver forudsætningerne for at "autoritetslisterne" kommer til at leve op deres navn, jf. den autoritative leksikondefinitionen på autoritet:
”autori'tet, (af lat. auctoritas 'myndighed'), evne til legitimt at kunne bestemme andres handlinger, opfattelser eller tanker samt den eller det, der besidder denne egenskab. Autoritet forbindes som regel med en hierarkisk orden og anerkendes pga. en særlig værdighed, hellighed, oprindelse eller pga. sjældne evner, ufejlbarlighed, følelsesmæssig identifikation eller legalitet.”
torsdag den 19. marts 2009
søndag den 15. marts 2009
Kort nyt - om bl.a. universitetsledelse
• Vi har før omtalt den truende danmarkisering af de finske universiteter. Websitet edu-factory beretter om en demonstration i fredags i Helsinki: "1500 people (mostly students, researchers, employees) marched from the University of Helsinki towards the Parliament. In the front of the Parliament House, protesters blocked the traffic for some time. (...) The demonstration went through the city center, and ended up at the campus where few hundreds of people occupied the main building of the University of Helsinki. (...) The title of the demonstration was "Against the new University Act, for knowledge workers' rights". Opiskelijatoiminta stresses that the University Act does not affect only universitarians but also the society as whole. Education and the University should be seen as a field for the struggle for the forms of democracy in the knowledge society."
• Fra Dansk Industri har Mads Eriksen tilsendt bloggen et indlæg (kan ses her) af Lars B. Goldschmidt (direktør i DI) og Ove Kaj Pedersen (CBS), som argumenterer for endnu mere ledelse, også bragt i Politiken d. 11/3. De to herrer skriver bl.a. "Det er nødvendigt, at ledelsen kan udøve ledelse, når den samlede arbejdsmængde og fordelingen af arbejdet på et institut skal tilrettelægges. Instruktionsbeføjelsen gælder forskernes samlede arbejdsindsats - både forskning, undervisning og administration."
Det lyder som om man glemmer, at arbejdsgiverens overenskomstsikrede ret til at lede og fordele arbejdet ikke kan overføres uindskrænket på universiteternes grundforskning, der netop af samfundshensyn må udøves under hensyntagen til akademisk frihed. Samme Goldschmidt har været medunderskriver på Danmarks Forskningspolitiske Råds årsrapport, som Sune Auken omtalte for få dage siden (her; se også her), og dette skrift rummer mere nuancerede synspunkter. Peter Harder, som var medforfatter til den meget omtalte Hvidbog fra Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg, udtaler om DFR's rapport:
"Jeg synes det helt centrale og meget glædelige i DFRs årsrapport er følgende (citat):
Dialogen med forskerne og bedre rammer for medbestemmelse er også vigtig. Men for at det skal fungere ordentligt, forudsætter det for mig at se at man løser problemet med alt for megen ledelsesaktivitet. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på hvis man oven i alt det andet nu får et nyt sæt af organer hvor medarbejderne skal høres på alle tre niveauer - samtidig med at den reelle udøvende magt fastholdes i ledelsesstrengen. Det kunne paradoksalt nok risikere at fratage medarbejderne den sidste rest af energi til at engagere sig i universitetsforhold!
Bestyrelsens selvsupplering er utvivlsomt principielt et rigtigt punkt, men der er andre forhold omkring bestyrelsesarbejdet som i højere grad trænger til at afklares - især hvilken reel funktion de realistisk kan og bør få i fremtiden. Regeringens nævenyttighed har de facto erobret hele bestyrelsens principielle råderum og mere til. Problemet med bestyrelsen har indtil videre i højere grad været dens usynlighed end faren for indavl. Men de travle personer som sidder i en sådan bestyrelse kan realistisk set næppe få en så tæt føling med en kompleks organisme som et universitet at de kan få den firmabestyrelsesrolle som regeringen officielt går ind for, uanset om man synes det er en god ide eller ej."
Vi takker for bidrag og kommentarer, og følger senere op med mere debat.
• Fra Dansk Industri har Mads Eriksen tilsendt bloggen et indlæg (kan ses her) af Lars B. Goldschmidt (direktør i DI) og Ove Kaj Pedersen (CBS), som argumenterer for endnu mere ledelse, også bragt i Politiken d. 11/3. De to herrer skriver bl.a. "Det er nødvendigt, at ledelsen kan udøve ledelse, når den samlede arbejdsmængde og fordelingen af arbejdet på et institut skal tilrettelægges. Instruktionsbeføjelsen gælder forskernes samlede arbejdsindsats - både forskning, undervisning og administration."
Det lyder som om man glemmer, at arbejdsgiverens overenskomstsikrede ret til at lede og fordele arbejdet ikke kan overføres uindskrænket på universiteternes grundforskning, der netop af samfundshensyn må udøves under hensyntagen til akademisk frihed. Samme Goldschmidt har været medunderskriver på Danmarks Forskningspolitiske Råds årsrapport, som Sune Auken omtalte for få dage siden (her; se også her), og dette skrift rummer mere nuancerede synspunkter. Peter Harder, som var medforfatter til den meget omtalte Hvidbog fra Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg, udtaler om DFR's rapport:
"Jeg synes det helt centrale og meget glædelige i DFRs årsrapport er følgende (citat):
"At forskningsfriheden sikres ved, at forskere tildeles en grundbevilling, hvoraf der er afsat tid til de projekter, som forskeren alene forfølger af nysgerrighed - ud fra eget valg af emne og metode uden hensyn til det øvrige universitets prioriteringer og strategier."Dette punkt fokuserer på samme problem som Videnskabernes Selskabs rapport; nemlig truslen mod oplevelsen af ejerskab til forskningsaktiviteten. Jeg har også noteret nogle ret skarpe kommentarer i kapitlet om 'governance' som peger i samme retning, dvs i retning af at den voldsomt øgede ledelsesaktivitet ikke fører til bedre fokus og engagement, men det modsatte: fragmentering og tab af identifikation med arbejdspladsen. DFR er regeringens centrale rådgivningsorgan mht forskningspolitik, så man må håbe disse punkter får den opmærksomhed de fortjener, uanset hvad den internationale evalueringskomite måtte nå frem til.
Dialogen med forskerne og bedre rammer for medbestemmelse er også vigtig. Men for at det skal fungere ordentligt, forudsætter det for mig at se at man løser problemet med alt for megen ledelsesaktivitet. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på hvis man oven i alt det andet nu får et nyt sæt af organer hvor medarbejderne skal høres på alle tre niveauer - samtidig med at den reelle udøvende magt fastholdes i ledelsesstrengen. Det kunne paradoksalt nok risikere at fratage medarbejderne den sidste rest af energi til at engagere sig i universitetsforhold!
Bestyrelsens selvsupplering er utvivlsomt principielt et rigtigt punkt, men der er andre forhold omkring bestyrelsesarbejdet som i højere grad trænger til at afklares - især hvilken reel funktion de realistisk kan og bør få i fremtiden. Regeringens nævenyttighed har de facto erobret hele bestyrelsens principielle råderum og mere til. Problemet med bestyrelsen har indtil videre i højere grad været dens usynlighed end faren for indavl. Men de travle personer som sidder i en sådan bestyrelse kan realistisk set næppe få en så tæt føling med en kompleks organisme som et universitet at de kan få den firmabestyrelsesrolle som regeringen officielt går ind for, uanset om man synes det er en god ide eller ej."
Vi takker for bidrag og kommentarer, og følger senere op med mere debat.
torsdag den 12. marts 2009
Hvem bliver ny videnskabsminister?
Man må formode, at Sander er en af dem, der står for fald, når Fogh rejser. Ikke på grund af utilfredshed fra universiteter og forskere, men fordi han er "dumpet af erhvervslivet" (se Forskerforum, www.forskeren.dk), og på grund af kritik fra eget bagland for passivitet.
Jeg holder på, at efterfølgeren bliver Malou Aamund. Hun har næse for karriere, blev valgt for Ny Alliance, så skuden synke, og skiftede straks, efter kun tre måneder til Venstre. Hun har stemt loyalt for regeringen i mærkesager, som Ny Alliance ellers var imod, så regeringens flertal igen var sikret. Det er klart, at hun må have taget sig betalt for det, og indtil nu er det da blevet et ordførerskab for forskning og medlemskab af Lars Løkkes ny tænketank. Så hun er et rigtig godt bud - med mindre hun da stræber højere allerede.
Jeg holder på, at efterfølgeren bliver Malou Aamund. Hun har næse for karriere, blev valgt for Ny Alliance, så skuden synke, og skiftede straks, efter kun tre måneder til Venstre. Hun har stemt loyalt for regeringen i mærkesager, som Ny Alliance ellers var imod, så regeringens flertal igen var sikret. Det er klart, at hun må have taget sig betalt for det, og indtil nu er det da blevet et ordførerskab for forskning og medlemskab af Lars Løkkes ny tænketank. Så hun er et rigtig godt bud - med mindre hun da stræber højere allerede.
onsdag den 11. marts 2009
Danmarks forskning målt, vejet og opgjort
Så er landets forskning gjort entydigt op i forhold til forskningsindikatorerne. Det skal vist lige valideres, men man kan allerede se resultatet her: http://pipeline.forskningsdatabasen.dk/bfi/official/
Man kan oven i købet klikke ind på sit eget universitet og finde sine egne artikler. Det er straks vanskeligere at finde ud af, om de er gode - i hvert fald dem af dem, der ikke er ens egne...
Så venter vi bare på at 'far' giver os karakterpenge... Fra forskning til faktura. Det er da mageløst!
Man kan oven i købet klikke ind på sit eget universitet og finde sine egne artikler. Det er straks vanskeligere at finde ud af, om de er gode - i hvert fald dem af dem, der ikke er ens egne...
Så venter vi bare på at 'far' giver os karakterpenge... Fra forskning til faktura. Det er da mageløst!
Ved præsentationen af Danmarks forskningspolitiske råds årsrapport for 2008
Lad mig først sige, at jeg synes, at rådets arbejde er godt og lødigt. Der er rigtig mange ting, jeg er uenig med i rapporten, men jeg synes at rådet fremlægger situationen i dansk universitsliv på en langt lødigere måde, end man ofte ser det, og jeg er glad for den bekymring for situationen og den dialogvilje, som tydeligt fremgår af rådets indstilling og af rådets arbejdsform. Det var en decideret fornøjelse at besøge rådet som ”ressourceperson”, ja, selv Lars Goldsmidt optrådte næsten civiliseret. Rådets diagnose af problemerne i dansk universitetsliv er for dæmpet, omend præcis så langt som den rækker, og rådets forslag til forbedringer af det nuværende system er absolut udtryk for velvilje. Derfor inden jeg går mere til stålet: Tak for det.
Problemet er imidlertid, at rådets forslag ikke løser problemerne. Rådet har ganske rigtigt indentificeret en af de afgørende brudflader som skellet imellem, hvad man kalder det ”forskningsledende” og det ”forskningsudførende” lag på universiteterne. Rådet nævner den underskriftsindsamling som jeg og andre foranstaltede sidste år som eksempel på, hvor udbredt oplevelsen af problemerne er i det ”forskningsudførende” lag. Mange andre kunne nævnes: Den totalte tillidskrise mellem ansatte og ledelse på Naturvidenskab i København, en Arbejdspladsvurdering fra mig eget fakultet, Humaniora i København, der viser mistillid til ledelsen, en trivselsrapport på kemisk institut på DTU, der vistnok – jeg siger vistnok, fordi ledelsen har gjort, hvad de kunne for at undertrykke den – viser at stort set alle stort set hader intitutlederen, ledelseskrisen på RUC, mængden af anonyme kilder i omløb, osv osv. Jeg personligt venter bare på, at festen bryder ud på Teologi ved Århus Universitet, hvor den samme mand er ansat som prodekan, lektor, forskningsskoleleder of formand for ph.d.-udvalget. En konstruktion, der juridisk set skulle være umulig. Han kan vist faktisk holde møder med sig selv på begge sider af bordet i samarbejdsudvalget, hvis det er det, han vil. Når et system ikke er i stand til at opfange den type groteskerier, er der ikke noget at sige til, at der breder sig en mistillid til systemet ned gennem de forskningsudførende lag.
Jeg kan have overset noget, men så vidt jeg kan se har det forskningspolitiske råd tre anbefalinger i forhold til den nuværende situation. Rådet foreslår, at der sker en intern afklaring af lederroller og ledelsesopgaver, man foreslår, at bestyrelsernes selvsupplering ophæves, og man foreslår, at de akademiske råd tillægges visse ekstra beføjelser mest vist forbindelse med ansættelse af professorer.
Forestiller man sig disse forslag ført igennem er magtforholdene på universiteterne i praksis helt uforandrede. Dialogen imellem ansatte og ledelse vil stadig være afhængig af den lokale leders velvilje, magten vil stadig være entydigt top-down, muligheden for anonym magtudøvelse fra ledelsens side vil fortsat være overvældende, muligheden for at trænge igennem med modgående synspunkter fra neden i systemet vil fortsat være meget ringe. Jeg er enig med Rådet i, at der er nød til at være rum til effektiv ledelse i forskningssystemet, men jeg mener ikke, at ledelsen i det nuværende system er ret meget mere effektiv eller professionel end i det gamle system. Tidligere blev vi ledet af amatører, nu bliver vi ledet af almægtige, højtbetalte amatører med store sekretariater- Faktisk synes jeg, der er meget, som tyder på, at ledelsen under det nuværende system er blevet betydeligt mindre effektiv. I det mindste bruges der langt flere ressourcer på noget, der ikke på mindste måde har gjort de ansattes liv lettere. Vi skal fodre systemet med endnu flere tal, forholde os til endnu flere regler og flrventninger og orientere os i endnu flere papirer, end vi skulle tidligere. Samtidig er flere og flere af vores forskningsvalg styret af hensynet til overordnede styringsmekanismer, snarere end af, hvad der fagligt set er hensigtsmæssigt. Mange af os har accepteret, at vi kun kan optræde optimalt i forhold til systemet ved at levere suboptimal forskning.
Det, som fortsat mangler is systemet, også hvis Det Forskningspolitiske Råds anbefalinger bliver fulgt, er kontravægte. Ganske vist foreslås akademisk råd opgraderet, så det næsten er en rigtig papirtiger, men det kommer i praksis ikke til at gøre nogen forskel overhovedet. Efter min og mange andres mening er det nødvendigt, at der internt på universitetet skabes mekanismer, som sikrer, at vores ledelse er nødt til at høre efter de ansatte og tage alvorligt, hvad de hører- Man kan kun sikre dette ved at placerere magt og beføjelser uden for det enstrengede ledelsessystem, hvis ikke-udpegede organer ikke har reelle magtbeføjelser, vil de øjeblikkeligt blive forvandlet til kaffeklubber. Hvis ikke dette sker, tør jeg godt forudsige, at utilfredsheden på universiteterne ikke bare bevares, men forøges.
Dette er mere end et internt problem for universiteterne. Vi har samfundsmæssigt brug for, at universiteterne både kan rekruttere landets og gerne udlandets dygtigste fagfolk, og at disse fagfolk arbejder som svin. Hvad mere er selv med en differentiering af lønnen – som jo så vil virke demotiverende på alle dem, der ikke får den højere løn – kan vi ikke tilbyde lønninger, der i forhold til, hvad de samme mennesker kan få andetsteds, er ret meget mere end 25 øre og en knaldhård lussing. Derfor er vi afhængige af, at forskerne simpelthen er så glade for og interesserede i deres arbejde, at de ikke kan holde op. Det er de i vidt omfang ikke nu, og en udtalt lønmodtagermentalitet er ved at brede sig på universiteterne.
Det må og skal der gøres noget radikalt ved, og her er Danmarks Forskningspolitiske Råds anbefalinger i bedste fald en lappeløsning, men en lappeløsning er dog måske trods alt bedre end slet ingen løsning.
Holdt ved præsentationen af årsrapporten den 10/3- 2009.
Problemet er imidlertid, at rådets forslag ikke løser problemerne. Rådet har ganske rigtigt indentificeret en af de afgørende brudflader som skellet imellem, hvad man kalder det ”forskningsledende” og det ”forskningsudførende” lag på universiteterne. Rådet nævner den underskriftsindsamling som jeg og andre foranstaltede sidste år som eksempel på, hvor udbredt oplevelsen af problemerne er i det ”forskningsudførende” lag. Mange andre kunne nævnes: Den totalte tillidskrise mellem ansatte og ledelse på Naturvidenskab i København, en Arbejdspladsvurdering fra mig eget fakultet, Humaniora i København, der viser mistillid til ledelsen, en trivselsrapport på kemisk institut på DTU, der vistnok – jeg siger vistnok, fordi ledelsen har gjort, hvad de kunne for at undertrykke den – viser at stort set alle stort set hader intitutlederen, ledelseskrisen på RUC, mængden af anonyme kilder i omløb, osv osv. Jeg personligt venter bare på, at festen bryder ud på Teologi ved Århus Universitet, hvor den samme mand er ansat som prodekan, lektor, forskningsskoleleder of formand for ph.d.-udvalget. En konstruktion, der juridisk set skulle være umulig. Han kan vist faktisk holde møder med sig selv på begge sider af bordet i samarbejdsudvalget, hvis det er det, han vil. Når et system ikke er i stand til at opfange den type groteskerier, er der ikke noget at sige til, at der breder sig en mistillid til systemet ned gennem de forskningsudførende lag.
Jeg kan have overset noget, men så vidt jeg kan se har det forskningspolitiske råd tre anbefalinger i forhold til den nuværende situation. Rådet foreslår, at der sker en intern afklaring af lederroller og ledelsesopgaver, man foreslår, at bestyrelsernes selvsupplering ophæves, og man foreslår, at de akademiske råd tillægges visse ekstra beføjelser mest vist forbindelse med ansættelse af professorer.
Forestiller man sig disse forslag ført igennem er magtforholdene på universiteterne i praksis helt uforandrede. Dialogen imellem ansatte og ledelse vil stadig være afhængig af den lokale leders velvilje, magten vil stadig være entydigt top-down, muligheden for anonym magtudøvelse fra ledelsens side vil fortsat være overvældende, muligheden for at trænge igennem med modgående synspunkter fra neden i systemet vil fortsat være meget ringe. Jeg er enig med Rådet i, at der er nød til at være rum til effektiv ledelse i forskningssystemet, men jeg mener ikke, at ledelsen i det nuværende system er ret meget mere effektiv eller professionel end i det gamle system. Tidligere blev vi ledet af amatører, nu bliver vi ledet af almægtige, højtbetalte amatører med store sekretariater- Faktisk synes jeg, der er meget, som tyder på, at ledelsen under det nuværende system er blevet betydeligt mindre effektiv. I det mindste bruges der langt flere ressourcer på noget, der ikke på mindste måde har gjort de ansattes liv lettere. Vi skal fodre systemet med endnu flere tal, forholde os til endnu flere regler og flrventninger og orientere os i endnu flere papirer, end vi skulle tidligere. Samtidig er flere og flere af vores forskningsvalg styret af hensynet til overordnede styringsmekanismer, snarere end af, hvad der fagligt set er hensigtsmæssigt. Mange af os har accepteret, at vi kun kan optræde optimalt i forhold til systemet ved at levere suboptimal forskning.
Det, som fortsat mangler is systemet, også hvis Det Forskningspolitiske Råds anbefalinger bliver fulgt, er kontravægte. Ganske vist foreslås akademisk råd opgraderet, så det næsten er en rigtig papirtiger, men det kommer i praksis ikke til at gøre nogen forskel overhovedet. Efter min og mange andres mening er det nødvendigt, at der internt på universitetet skabes mekanismer, som sikrer, at vores ledelse er nødt til at høre efter de ansatte og tage alvorligt, hvad de hører- Man kan kun sikre dette ved at placerere magt og beføjelser uden for det enstrengede ledelsessystem, hvis ikke-udpegede organer ikke har reelle magtbeføjelser, vil de øjeblikkeligt blive forvandlet til kaffeklubber. Hvis ikke dette sker, tør jeg godt forudsige, at utilfredsheden på universiteterne ikke bare bevares, men forøges.
Dette er mere end et internt problem for universiteterne. Vi har samfundsmæssigt brug for, at universiteterne både kan rekruttere landets og gerne udlandets dygtigste fagfolk, og at disse fagfolk arbejder som svin. Hvad mere er selv med en differentiering af lønnen – som jo så vil virke demotiverende på alle dem, der ikke får den højere løn – kan vi ikke tilbyde lønninger, der i forhold til, hvad de samme mennesker kan få andetsteds, er ret meget mere end 25 øre og en knaldhård lussing. Derfor er vi afhængige af, at forskerne simpelthen er så glade for og interesserede i deres arbejde, at de ikke kan holde op. Det er de i vidt omfang ikke nu, og en udtalt lønmodtagermentalitet er ved at brede sig på universiteterne.
Det må og skal der gøres noget radikalt ved, og her er Danmarks Forskningspolitiske Råds anbefalinger i bedste fald en lappeløsning, men en lappeløsning er dog måske trods alt bedre end slet ingen løsning.
Holdt ved præsentationen af årsrapporten den 10/3- 2009.
tirsdag den 10. marts 2009
Skulle mere ledelse give bedre forskning?
En af de kritikere af den nuværende universitetslov, der har bedst styr på hele historien bag loven er Nils Bredsdorff på RUC. Jeg er lige blevet opmærksom på (og her skal jeg nødvendigvis indskyde, at man kan finde vældigt interessante, men ofte også forstemmende, ting i Curt Hansens Forskningspolitisk Arkiv som forsøger at rode bod på den manglende 'vidensdeling' i dansk forskningspolitiks øverste lag ... mere om lagene senere) - altså, opmærksom på at Bredsdorff holdt et oplæg til Studenterrådets og Akademisk forums møde RUC 5. marts 2009, i form af et redigeret og aktualiseret uddrag af hans anbefalelsesværdige skrift Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed (Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr 51, August 2008) og at dette oplæg kan hentes her. Og bør læses. En central passage er denne:
Jeg vil i senere indlæg kommentere det Forskningspolitiske Råds netop udgivne årsrapport for 2008, som heller ikke husker Grønnegård & Pallesen, men beærer denne blog med en reference, og i en art oplevelsesanalyse indfører en nydjøfsk semantik for forskningsverdenens über- & underdogs, "den øverste ledelse" vs. "det forskningsudførende lag", og jeg vil også vende tilbage til et argumenteret indlæg i den forskningspolitiske debat netop nu, som også bør læses, Lars Geer Hammershøjs skrift "Udkast til en anderledes forskningspolitik". Det kan downloades fra hans website her.
"Hele reformen [dvs. universitetsloven fra 2003] hviler på en implicit antagelse om, at man ved at sætte ind med mere ledelse, så får man også mere og bedre forskning … Men undersøgelsen viser, at der en helt entydig tendens til, at der er en negativ sammenhæng mellem administrations- og ledelsesomkostningerne og forskningsproduktiviteten"— et citat der stammer fra en undersøgelse ved Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen fra 2003 (Ledelse og administration på universiteter og forskningsinstitutioner, den kan også hentes i arkivet) om hvilken Bredsdorff bemærker, at den "udkom samtidig med loven, og selvom den sætter fokus på et af de vigtigste implicitte universitetspolitiske dogmer (betydningen af forskningsledelse) som forvrider debatten om reformerne, refereres der ikke til den nogen steder". - Do your homework !
Jeg vil i senere indlæg kommentere det Forskningspolitiske Råds netop udgivne årsrapport for 2008, som heller ikke husker Grønnegård & Pallesen, men beærer denne blog med en reference, og i en art oplevelsesanalyse indfører en nydjøfsk semantik for forskningsverdenens über- & underdogs, "den øverste ledelse" vs. "det forskningsudførende lag", og jeg vil også vende tilbage til et argumenteret indlæg i den forskningspolitiske debat netop nu, som også bør læses, Lars Geer Hammershøjs skrift "Udkast til en anderledes forskningspolitik". Det kan downloades fra hans website her.
søndag den 8. marts 2009
Topstyret evaluering af universitetslov
Det er noget vældigt logisk, men også grumt ironisk, i at den igangsatte evaluering af universiteternes styre, som bl.a. skal se på de studerende og ansattes medbestemmelse, sker som en lige så topstyret proces, som alle andre vigtige beslutningsprocesser på universiteterne efter 2003-lovens implementering. Det gik for alvor op for mig, da kolleger gjorde mig opmærksom på den hovsa-agtige måde, evalueringens spørgsmål bliver håndteret på: Der indkaldes til møder i de lokale samarbejdsudvalg (LSU). En mødeindkaldelse til et LSU lyder fx således:
På KU har man valgt at lade en delmængde af evalueringensoplysningerne ligge på universitetsdirektør Jørgen Honorés smukke hjemmeside direktoer.ku.dk under evaluering, her. Det er også smukt, at i al fald noget af materialet allerede er offentliggjort. Man kan fx finde lidt om baggrunden for høringen her, hvor der bl.a. står
Hvis man vil se høringsmaterialet af 23/2 (det inkluderer et interessant spørgeskema om tema B og C og D, dvs. medindflydelse, fri debat og forskningsfrihed!), kan det hentes her:
http://forskningsfrihed.pbwiki.com/f/materiale1.pdf
hvor man også vil finde en vejledning til (dvs. procedure for) høringen på KU, her:
http://forskningsfrihed.pbwiki.com/f/materiale2.pdf
og en stor samling regelsamlinger for KU sammenstykket til lejligheden, her:
http://forskningsfrihed.pbwiki.com/f/materiale3.pdf
Af proceduren i "materiale2.pdf" fremgår, at på KU er institutlederen som formand for det lokale samarbejdsudvalg ansvarlig for den elektroniske besvarelse. Det bliver altså sådan, at (citat fra proceduren) "enkelte aktører (dekaner og institutledere) skal udfylde skemaerne to gange for forskellige organer" [dvs. Akademisk Råd, Fakultetets Samarbejdsudvalg, LSU'erne, og Instituttet].
Der vil afholdes et debatmøde på KU d. 26/3, som jeg jo kun kan opfordre til at tilmelde sig (her). På samme måde vil jeg foreslå, at man kontakter sine repræsentanter i studienævn og samarbejdsudvalg og hører, hvordan de har tænkt sig at påvirke processen og hvem der egentligt kommer til at udfylde de udsendte spørgeskemaer om medbestemmelse, og om alle ansatte kommer til at se de svar, som institutlederen skipper af sted.
Er det mon en generel fremgangsmåde også på RUC, ÅU (alt inkl.), AUC, SDU, DTU, CBS, ...? Hele proceduren rejser spørgsmålene:
(1) Hvem er høringsparterne? KU's vejledning definerer disse (jf. "materiale2.pdf") som: HSU (med rektor som formand); Centrale Samarbejdsudvalg (universitetsdirektøren er formand); Studenterrådet; Akademisk Råd (hvor dekanen er formand); Fakultetets Samarbejdsudvalg (dekanen er formand); Lokale studenterorganisationer med repræsentation i formelle organer; Studienævn; Institutorganisationen (hvor institutleder er formand), Lokale SamarbejdsUdvalg (hvor institutleder er formand); og Ph.d-udvalgene (med egen formand).
(2) Hvis de ansatte på gulvet skal inddrages i evalueringen, ikke blot formelt men også reelt, hvordan kan de så høres i en universitetsstruktur, der i forvejen er blevet indrettet på ikke at høre disse?
"DagsordenSe, det hele skal åbenbart gå vældigt hurtigt, så hvor meget tid til drøftelser mon der bliver i "baglandet", og hvem mon sammenfatter materialet og sender svarene ind? Det gør formanden for LSU, som altså samtidig er den ansatte institutleder! Det er altså en noget tvivlsom procedure! Da jeg for få dage siden var blevet opmærksom på fremgangsmåden, fandt jeg frem til yderligere materiale, som jeg hermed skal delagtiggøre alle andre nysgerrige i.
Extraordinært Instituttet SU-møde fredag den 6. marts 2009
2009 Evaluering-KU høring
Institut-SU udarbejder høringssvar på baggrund af de tilbagemeldinger SU-medlemmerne har indhentet ved drøftelser i deres bagland.
Høringssvaret skal være afleveret senest 13. marts 2009."
[+ div. bilag medsendt, se nedenfor]
På KU har man valgt at lade en delmængde af evalueringensoplysningerne ligge på universitetsdirektør Jørgen Honorés smukke hjemmeside direktoer.ku.dk under evaluering, her. Det er også smukt, at i al fald noget af materialet allerede er offentliggjort. Man kan fx finde lidt om baggrunden for høringen her, hvor der bl.a. står
"Der blev fremsendt orienteringsmateriale [orig. link her] til fakulteter m.fl. d. 6. februar 2009.[note 1]:
Høringen på KU er tematisk med udgangspunkt i temaerne (B) Studerendes og ansattes medbestemmelse, (C) Den frie akademiske debat, og (D) Forskningsfrihed.
De to yderligere temaer (A) Sammenlægningerne og (E) Frihedsgrader vil blive håndteret selvstændigt, jf. orienteringsmaterialet til fakulteterne m.fl. af 6. februar 2009.
Den skriftlige høring er igangsat med udsendelse af høringsmateriale til fakulteterne mandag den 23. februar. [note 1]
Frist for besvarelse af den skriftlige høringen er fredag den 13. marts kl. 12.00.
Høringsresultatet vil blive drøftet på det åbent KU-møde for medarbejdere og studerende i Festsalen på Frue Plads torsdag den 26. marts kl. 9.30 - 12.00."
Hvis man vil se høringsmaterialet af 23/2 (det inkluderer et interessant spørgeskema om tema B og C og D, dvs. medindflydelse, fri debat og forskningsfrihed!), kan det hentes her:
http://forskningsfrihed.pbwiki.com/f/materiale1.pdf
hvor man også vil finde en vejledning til (dvs. procedure for) høringen på KU, her:
http://forskningsfrihed.pbwiki.com/f/materiale2.pdf
og en stor samling regelsamlinger for KU sammenstykket til lejligheden, her:
http://forskningsfrihed.pbwiki.com/f/materiale3.pdf
Af proceduren i "materiale2.pdf" fremgår, at på KU er institutlederen som formand for det lokale samarbejdsudvalg ansvarlig for den elektroniske besvarelse. Det bliver altså sådan, at (citat fra proceduren) "enkelte aktører (dekaner og institutledere) skal udfylde skemaerne to gange for forskellige organer" [dvs. Akademisk Råd, Fakultetets Samarbejdsudvalg, LSU'erne, og Instituttet].
Der vil afholdes et debatmøde på KU d. 26/3, som jeg jo kun kan opfordre til at tilmelde sig (her). På samme måde vil jeg foreslå, at man kontakter sine repræsentanter i studienævn og samarbejdsudvalg og hører, hvordan de har tænkt sig at påvirke processen og hvem der egentligt kommer til at udfylde de udsendte spørgeskemaer om medbestemmelse, og om alle ansatte kommer til at se de svar, som institutlederen skipper af sted.
Er det mon en generel fremgangsmåde også på RUC, ÅU (alt inkl.), AUC, SDU, DTU, CBS, ...? Hele proceduren rejser spørgsmålene:
(1) Hvem er høringsparterne? KU's vejledning definerer disse (jf. "materiale2.pdf") som: HSU (med rektor som formand); Centrale Samarbejdsudvalg (universitetsdirektøren er formand); Studenterrådet; Akademisk Råd (hvor dekanen er formand); Fakultetets Samarbejdsudvalg (dekanen er formand); Lokale studenterorganisationer med repræsentation i formelle organer; Studienævn; Institutorganisationen (hvor institutleder er formand), Lokale SamarbejdsUdvalg (hvor institutleder er formand); og Ph.d-udvalgene (med egen formand).
(2) Hvis de ansatte på gulvet skal inddrages i evalueringen, ikke blot formelt men også reelt, hvordan kan de så høres i en universitetsstruktur, der i forvejen er blevet indrettet på ikke at høre disse?
torsdag den 5. marts 2009
Sander gør det igen
- går efter personen snarere end bolden. I et læserbrev (Pol. 2/3) "svarer" Sander kort, fornærmet og sarkastisk på kritikken af hans vægren sig ved at tage ansvar for universiteternes forhold. Han insinuerer, at der kun er tre (navngivne) kritikere af regeringens universitetspolitik. Det er da utroligt. Ministerens debatniveau er under lavmål. Det er rystende, at han igen og igen slipper af sted med løgnen om at de 'utilfredse' er så få. Sander fortrænger, at tusindvis af forskere og studerende i 2008 skrev under på en vidtgående erklæring for en bedre forskningspolitik - den største protest fra de danske universiteter set i meget lang tid. Universiteterne ønsker demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende, og sikring af de nødvendige ressourcer til at opretholde en forskning, der ikke er afhængig af skiftende eksterne fonde, politikere og private virksomheder.
På naturvidenskab på Københavns Universitet fyrer man forskere. Sander prøver at sminke fyringer som overlagte prioriteringer. Igen en løgn. De er udslag af en automatiserende management-tænkning, der efterligner markedsmekanismer, men hverken levner plads til fri forskning eller strategisk ledelse.
På naturvidenskab på Københavns Universitet fyrer man forskere. Sander prøver at sminke fyringer som overlagte prioriteringer. Igen en løgn. De er udslag af en automatiserende management-tænkning, der efterligner markedsmekanismer, men hverken levner plads til fri forskning eller strategisk ledelse.
(Læserbrev bragt i Politiken i dag, d. 5/3, lidt afkortet, dvs. uden det, der står med rødt ovenfor).
onsdag den 4. marts 2009
Ny styreform på universiteterne med forankret ledelse
Den nuværende universitetsledelse er nok legal, men har ingen legitimitet. Den svæver frit i luften, og det virker uklart på hvis vegne den handler (hvis ikke ministeriets). Den nye universitetsledelse - efter lovrevisionen - skal groundes som en demokratisk ledelse, med et stort element af bottom-up indflydelse, som modvægt til den hierarkiske top-down-styring vi har nu.Det er essensen af et meget vigtigt indlæg, som professor ved Århus Universitet Niels Ole Finnemann har bragt som en kommentar, og som jeg for en sikkerheds skyld skynder mig at gengive nedenfor (det er nemlig fra en blog, Brainstorm, hvorom der står, at "Fra mandag den 2. marts og frem til søndag den 8. marts kan alle studerende og medarbejdere på Aarhus Universitet deltage i en digital brainstorm om universitetssammenlægningerne og universitetsloven" - som Finnemann bemærker er det et ret lille tidsvindue). Finnemanns bemærkninger peger på nødvendigheden af en delt magt, en "shared governance", som Jesper Juul pegede på i sin kommentar nedenfor fra 16/2.
Frihedsgrader - en kommentar
af Niels Ole Finnemann
Jeg er ikke klar over hvornår denne portal er blevet åbnet, men jeg har først fået information om det i går mandag d 3. marts dvs fem dage før den lukkes ned. Et meget lille åbent vindue. Det virker - tilsigtet eller ej - som endnu et element i den ledelsesmæssige dynamik, der går ud på at afvikle forskerindflydelse for at få større ledelsesmæssig autonomi i forhold til ministeriet. Det skal nok være rigtigt, at staten ikke vil give ledelsen autonomi før de sidste rester af det kollegiale selvstyre er fordampet. Spørgsmålet er bare hvorfor man tror, man får det bagefter? De nye ledelser svæver frit i luften. På vegne af hvem handler de? Overfor hvad og hvem står de til ansvar? Hvad er deres forpligtigelsesmæssige grundlag? Svaret blæser i vinden. De er legale, men de har ingen legitimitet, der berettiger nogen autonomi.
Hvis man vil begrunde universiteternes autonomi kan det kun gøres med henvisning til forskningsfrihedens værdi og den kan ingen “autonom” ledelse varetage. Det er vist her man har forregnet sig. De nye ledelser har ikke nogen selvstændig platform. De er med deres strategiske dagsorden tværtimod kommet helt i lommen på staten, der fastlægger de overordnede forskningspolitiske retningslinjer og måler ledelserne på om de kan gennemføre disse retningslinjer. Den nuværende lov repræsenterer en en-vejs kommando struktur, der er mere hierarkisk end nogen dansk fabriksvirksomhed nogensinde har været. Her kan der flyde en løbende strøm af instrukser ovenfra og ned hvor strømmen kan sprede sig ud over gulvet, mens der mildt sagt mangler båndbredde den anden vej. For få år siden var jeg lektor med lidt indflydelse. I dag er jeg professor med 8-10 overordnede.
Man kan imidlertid også betragte universitetet fra et andet og mindre magtpolitisk perspektiv, som en institution, der bidrager til det danske samfunds integration i det internationale samfund gennem deltagelse i og udveksling af fri forskning - og uddannelse på højeste niveau hvilket igen betyder forskningsbaseret. Det er i den ånd mange forskere stadig arbejder. Hvis man anlægger den betragtning, bliver det måske tydeligere, at man ikke kan organisere en sådan institution som en traditionel fabriksvirksomhed, hvor det er ledelsen, der kigger ud i verden og udstikker kursen for medarbejderne, mens ledelsen drøfter hvor meget eller lidt medbestemmelse medarbejderne skal have. Det er forskerne, der har berøringen med og indsigten i den internationale forskning, og det derfor dem, der må udpege kursen. Denne kurs peger altid i mange forskellige retninger på en gang, hvis det ellers er et ordentligt universitet.
Jeg tror man må sige at ikke bare de nye ledelser, men også Dansk Industri har forregnet sig, da de støbte kuglerne til universitetsloven. De troede man kunne styre universiteterne med frit svævende erhvervsledere, tilsyneladende uden at opdage, at store dele af samfundet i disse år har travlt med at bryde de stive magtstrukturer ned med større vægt på deltagelse og netværksdannelse, der ikke mindst er blevet udviklet på den type institutioner, man nu har smidt væk.
Jamen det gamle kollegiale system spillede jo fallit. Ja på flere måder. Først og fremmest fordi man ikke skabte en tilstrækkelig effektiv og professionel administration. Der er den nye ledelse bedre, men det hjælper bare ikke fordi man har tabt forbindelsen til forskerne.
Jamen Danmark er for lille til at forske i alting. Vist så, det har vi heller aldrig gjort. Sagen er bare, at vi skal have en så bredspektret forskning at vi er parat til at skabe eller følge nye knopskydninger hele viften rundt. Det skyldes ikke sværmeri for det klassiske universitet, det skyldes den fundamentale uforudsigelighed, der knytter sig til den internationale forskningsudvikling.
Jamen universiteterne var ikke tæt nok på erhvervslivets behov. Måske. Problemet er bare, at det er erhvervslivet heller ikke. Jeg har endnu ikke hørt en erhvervsleder, der kan forudsige arbejdsmarkedets behov de fem år frem i tid som det tager at gennemføre en akademisk funderet uddannelse.
Jeg synes den nye ledelse har taget flere udmærkede initiativer. Intet er kun sort-hvidt, men det er uholdbart at bilde sig ind at vi stadig har et ægte universitet, når ledelsen ikke er kollegialt forankret og derfor ikke har nogen legitimitet. Når ledelsen er uafhængig af medarbejderne betyder det, at medarbejderne er underlagt ledelsen og dermed berøvet muligheden for at anerkende den.
Det, der foregår i disse år har vist kun mening, hvis vi betragter det som en politisk strategi, der går ud på at omdanne universiteterne til vidensfabrikker, der skal tjene til at industrialisere vidensproduktionen og i bedste fald løfte det gennemsnitlige uddannelsesniveau. Hvad det angår, må vi anerkende, at vi har en minister, der virkelig er i verdensklasse for sig. Det er han også, når det gælder debatten af universitetsloven. Forleden kunne man i avisen læse ministeren affærdige tre anerkendte forskere med, at de havde fremført deres kritik af universitetsloven flere gange! Hvor overflødigt! Selvfølgelig har vi ytringsfrihed, men det vi siger, betyder ikke noget, hvis det ikke stemmer med ministerens mening. Hverken første, anden eller tredje gang.
Det er på høje tid at lægge kursen om. Måske man lige så forsigtigt skulle begynde at genetablere den universitetsoffentlighed, der her på universitetet blev lukket med lukningen af Information og debat? Vi har medierne til det, spørgsmålet er om ledelsen har modet?
mandag den 2. marts 2009
Danmarkisering truer finske universiteter
I World University News kan man (d. 1/3) læse, at finske universiteter nu trues af en lov a la den forhadte 2003-lov for danske universiteter, der under et fernis af autonomi strammer statsmagtens og erhvervslivets greb om forskningspolitikken:
"The radical changes in university funding and governance (...) will see the end of rectors being elected by their colleagues. University senates will become bodies with at least half their number coming from outside the university while the senate chair will be an external member, not the rector, ex officio. Elected staff and students will be in a minority under the proposed arrangements.Det ser dystert ud. Det er synd for Finland, hvis de går samme vej som her, og så først om flere år skal kæmpe for at få en elendig lov revideret. Overskriften for indlægget her er heller ikke kun til lyst. Det ligger lige for at se en strukturel parallel mellem danmarkisering og finlandisering. Som man husker, og som det også fremgår af den danske wikipedia, er
Students fear reduced funding for non-science areas and the introduction of tuition fees. If passed, the bill will permit fees to be charged to students from outside the European Union and the European Economic Area. (...) Now staff protests are also in the offing. Staff from the humanities and social sciences are particularly concerned about a 'science' culture being imposed on them. (...) The deans of law from the four Finnish universities that teach law signed a petition stating the intended law was technically problematic. The deans said those who had drafted it had failed to listen to the Ministry of Justice, Finland's Supreme Administrative Court or any of the university faculties of law."
"Finlandisering er en betegnelse, som bruges om en snigende proces hvorved en stat underordner sig en anden stat, dvs. etablering af et skjult underordnelsesforhold. Begrebet blev først anvendt om forholdet mellem Finland og Sovjetunionen efter 2. verdenskrig. I Tyskland blev begrebet anvendt under Den kolde krig som kritik af den socialdemokratiske regering i forholdet til Sovjetunionen i 1960'erne og 1970'erne. Det betegnede det snigende tab af suverænitet som et land oplever i forhold til en overmægtig nabostat ved at undlade at opbygge et potentiale for at kunne udøve et modtryk og på den måde søger at skabe velvilje hos den store nabo. En sådan adfærd så de som formulerede begrebet finlandisering i Finlands adfærd over Sovjetunionen under Den kolde krig. I modsætning til de sovjetiske satellitstater i Østeuropa kunne Finland i vidt omfang beholde sin uafhængighed, men måtte betale for denne ved at fastholde et "unaturligt" venligt forhold til diktaturstaten, ved f.eks. at udøve en betydelig grad af selvcensur, forbud mod sovjetkritiske blade, udlevering af politiske flygtninge til de sovjetiske myndigheder, osv. Herved opstod der en form for vasalforhold til Sovjetunionen."Med dette in mente kan vi definere danmarkisering som en snigende proces hvorved en neoliberal stat underordner sig sine universiteter, dvs. etablering af et slet skjult underordnelsesforhold. Begrebet kan anvendes om forholdet mellem offentligt financierede universiteter og den danske stat efter 1980'erne. I Danmark var processen påbegyndt under en socialdemokratisk regering med universitetsloven fra 1993, som styrker ledelsens magt, men voldsomt skærpet med 2003-loven. Danmarkisering betegner det snigende tab af akademisk frihed som et universitet oplever i forhold til en overmægtig statsbåret ideologi ved at undlade at opbygge et potentiale for at kunne udøve et modtryk, og på den måde søge at skabe velvilje hos den siddende regering og dennes organisatoriske støtter. En sådan adfærd ser de som formuler begrebet danmarkisering i de intellektuelles adfærd over globaliseringsdiskursen under 2000'ernes værdikamp. I modsætning til de fleste europæiske universiteter også i det tidligere Østeuropa kunne danske universiteter på papiret opnå selveje, men måtte betale for dette ved at oprette et "unaturligt" venligt forhold til stat og erhvervsliv, ved fx at udøve en betydelig grad af selvcensur, forbyde universitetsdemokrati og valgte ledere, underkaste sig statsdikterede udviklings-"kontrakter", indføre eksternt flertal i bestyrelser, sælge ud af de akademiske dyder, hylde myndighedsbetjening og nedtone myndighedskritik, osv. Herved opstod der en form for vasalforhold til den neoliberale stat.
Abonner på:
Opslag (Atom)
