Ny styreform på universiteterne med forankret ledelse

Den nuværende universitetsledelse er nok legal, men har ingen legitimitet. Den svæver frit i luften, og det virker uklart på hvis vegne den handler (hvis ikke ministeriets). Den nye universitetsledelse - efter lovrevisionen - skal groundes som en demokratisk ledelse, med et stort element af bottom-up indflydelse, som modvægt til den hierarkiske top-down-styring vi har nu.
Det er essensen af et meget vigtigt indlæg, som professor ved Århus Universitet Niels Ole Finnemann har bragt som en kommentar, og som jeg for en sikkerheds skyld skynder mig at gengive nedenfor (det er nemlig fra en blog, Brainstorm, hvorom der står, at "Fra mandag den 2. marts og frem til søndag den 8. marts kan alle studerende og medarbejdere på Aarhus Universitet deltage i en digital brainstorm om universitetssammenlægningerne og universitetsloven" - som Finnemann bemærker er det et ret lille tidsvindue). Finnemanns bemærkninger peger på nødvendigheden af en delt magt, en "shared governance", som Jesper Juul pegede på i sin kommentar nedenfor fra 16/2.

Frihedsgrader - en kommentar
af Niels Ole Finnemann

Jeg er ikke klar over hvornår denne portal er blevet åbnet, men jeg har først fået information om det i går mandag d 3. marts dvs fem dage før den lukkes ned. Et meget lille åbent vindue. Det virker - tilsigtet eller ej - som endnu et element i den ledelsesmæssige dynamik, der går ud på at afvikle forskerindflydelse for at få større ledelsesmæssig autonomi i forhold til ministeriet. Det skal nok være rigtigt, at staten ikke vil give ledelsen autonomi før de sidste rester af det kollegiale selvstyre er fordampet. Spørgsmålet er bare hvorfor man tror, man får det bagefter? De nye ledelser svæver frit i luften. På vegne af hvem handler de? Overfor hvad og hvem står de til ansvar? Hvad er deres forpligtigelsesmæssige grundlag? Svaret blæser i vinden. De er legale, men de har ingen legitimitet, der berettiger nogen autonomi.
Hvis man vil begrunde universiteternes autonomi kan det kun gøres med henvisning til forskningsfrihedens værdi og den kan ingen “autonom” ledelse varetage. Det er vist her man har forregnet sig. De nye ledelser har ikke nogen selvstændig platform. De er med deres strategiske dagsorden tværtimod kommet helt i lommen på staten, der fastlægger de overordnede forskningspolitiske retningslinjer og måler ledelserne på om de kan gennemføre disse retningslinjer. Den nuværende lov repræsenterer en en-vejs kommando struktur, der er mere hierarkisk end nogen dansk fabriksvirksomhed nogensinde har været. Her kan der flyde en løbende strøm af instrukser ovenfra og ned hvor strømmen kan sprede sig ud over gulvet, mens der mildt sagt mangler båndbredde den anden vej. For få år siden var jeg lektor med lidt indflydelse. I dag er jeg professor med 8-10 overordnede.
Man kan imidlertid også betragte universitetet fra et andet og mindre magtpolitisk perspektiv, som en institution, der bidrager til det danske samfunds integration i det internationale samfund gennem deltagelse i og udveksling af fri forskning - og uddannelse på højeste niveau hvilket igen betyder forskningsbaseret. Det er i den ånd mange forskere stadig arbejder. Hvis man anlægger den betragtning, bliver det måske tydeligere, at man ikke kan organisere en sådan institution som en traditionel fabriksvirksomhed, hvor det er ledelsen, der kigger ud i verden og udstikker kursen for medarbejderne, mens ledelsen drøfter hvor meget eller lidt medbestemmelse medarbejderne skal have. Det er forskerne, der har berøringen med og indsigten i den internationale forskning, og det derfor dem, der må udpege kursen. Denne kurs peger altid i mange forskellige retninger på en gang, hvis det ellers er et ordentligt universitet.
Jeg tror man må sige at ikke bare de nye ledelser, men også Dansk Industri har forregnet sig, da de støbte kuglerne til universitetsloven. De troede man kunne styre universiteterne med frit svævende erhvervsledere, tilsyneladende uden at opdage, at store dele af samfundet i disse år har travlt med at bryde de stive magtstrukturer ned med større vægt på deltagelse og netværksdannelse, der ikke mindst er blevet udviklet på den type institutioner, man nu har smidt væk.
Jamen det gamle kollegiale system spillede jo fallit. Ja på flere måder. Først og fremmest fordi man ikke skabte en tilstrækkelig effektiv og professionel administration. Der er den nye ledelse bedre, men det hjælper bare ikke fordi man har tabt forbindelsen til forskerne.
Jamen Danmark er for lille til at forske i alting. Vist så, det har vi heller aldrig gjort. Sagen er bare, at vi skal have en så bredspektret forskning at vi er parat til at skabe eller følge nye knopskydninger hele viften rundt. Det skyldes ikke sværmeri for det klassiske universitet, det skyldes den fundamentale uforudsigelighed, der knytter sig til den internationale forskningsudvikling.
Jamen universiteterne var ikke tæt nok på erhvervslivets behov. Måske. Problemet er bare, at det er erhvervslivet heller ikke. Jeg har endnu ikke hørt en erhvervsleder, der kan forudsige arbejdsmarkedets behov de fem år frem i tid som det tager at gennemføre en akademisk funderet uddannelse.
Jeg synes den nye ledelse har taget flere udmærkede initiativer. Intet er kun sort-hvidt, men det er uholdbart at bilde sig ind at vi stadig har et ægte universitet, når ledelsen ikke er kollegialt forankret og derfor ikke har nogen legitimitet. Når ledelsen er uafhængig af medarbejderne betyder det, at medarbejderne er underlagt ledelsen og dermed berøvet muligheden for at anerkende den.
Det, der foregår i disse år har vist kun mening, hvis vi betragter det som en politisk strategi, der går ud på at omdanne universiteterne til vidensfabrikker, der skal tjene til at industrialisere vidensproduktionen og i bedste fald løfte det gennemsnitlige uddannelsesniveau. Hvad det angår, må vi anerkende, at vi har en minister, der virkelig er i verdensklasse for sig. Det er han også, når det gælder debatten af universitetsloven. Forleden kunne man i avisen læse ministeren affærdige tre anerkendte forskere med, at de havde fremført deres kritik af universitetsloven flere gange! Hvor overflødigt! Selvfølgelig har vi ytringsfrihed, men det vi siger, betyder ikke noget, hvis det ikke stemmer med ministerens mening. Hverken første, anden eller tredje gang.
Det er på høje tid at lægge kursen om. Måske man lige så forsigtigt skulle begynde at genetablere den universitetsoffentlighed, der her på universitetet blev lukket med lukningen af Information og debat? Vi har medierne til det, spørgsmålet er om ledelsen har modet?