Helge Sanders udtalelse i blogindlægget nedenfor berettiger til en lidt nærmere analyse. Vi gentager den lige her:
"Fra pressen er jeg bekendt med at en række universiteter, herunder Københavns Universitet, har bebudet besparelser på visse fakulteter. Eventuelle reduktioner i undervisningen må bero på interne omprioriteringer og kan ikke tilskrives de statslige bevillinger. Beslutninger om besparelser og omprioriteringer er et anliggende for ledelsen på det enkelte universitet. Jeg har tillid til, at ledelsen på de berørte universiteter er i stand til at træffe de rigtige beslutninger."
Der er så mange ting at interessere sig for her, at man næsten ikke ved, hvor man skal begynde. Jeg opstiller bare nogle enkelte punkter:
For det første spørger man sig selv, om kommunikationskanalerne imellem universitetsverdenen og ministeriet virkelig er så dårlige, at ministeren kun kender til en så stor fyringsrunde via pressen? Hvis det er sandt, er det katastrofalt og demonstrerer, hvor meget ministeren er ude af kontakt med det område, han administrerer.
For det andet er det forbløffende, at denne lejlighed skal bruges til at understrege, at det intet har at gøre med de statslige bevillinger. Det er helt indecifrerbart, hvad ministeren mener hermed. Fakultetet forklarer, hvis jeg har forstået det rigtigt, at det skyldes ringere studenteroptag, hvorfor har det så ikke noget med de statslige bevillinger at gøre? Det har dog så noget med det statslige bevillingssystem at gøre. Er det bare bullshit, som endnu engang skal slå fast, at universiteterne - på trods af alle oplevelser af det modsatte - har rigeligt med midler?
For det tredje er det forbløffende, at ministeren simpelthen prøver at gøre nedskæringen til en ledelsesbeslutning. Synes ministeren slet ikke, at situationen på universiteterne er interessant. Hvis en tredjedel af vip-ansatte på KUs biologiske institut fyres, giver det ham så slet ikke anledning til nogen form for bekymring?
For det fjerde skal man virkelig lægge mærke til det sidste udsagn. Heri godkender ministeren nemlig ledelsens beslutning. Han har fuld tillid til den. Det er formentlig endnu et forsøg på at holde sig selv ude af sagen, men det lykkes bare ikke. Ved at bakke ledelsen op, har ministeren saktioneret dens beslutninger. Når den biologiske forskning på KU i overmorgen bliver bombet tilbage til stenalderen, er det med ministerens fulde støtte. "Huske det vi skal", som Master Yoda ville have sagt.
lørdag den 17. januar 2009
Nedskæringer med Sanders støtte
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Jeg er helt enig. Og det er ikke bare forskningen der rammes hårdt, det er selvfølgelig også undervisningen. Der har i weekenden på Biologisk Institut og her i dag på NBI været prikkerunde. To af de fyrede forskere og undervisere - botanikere - ved Biologisk Institut udtaler i dag:
"Vi kan konstatere, at alle de botanikere der varetager den basale undervisning i botanik enten har valgt en frivillig ordning eller nu får pistolen for panden. Forskningsbaseret undervisning i botanik ved Biologi på NAT vil derfor ikke være at finde fremover. Vores fornemmelse for en konspiration, der går ud på at overflytte dele af biologien til LIFE, er således blevet bekræftet. Desværre er det sådan, at vi botanikere, der fyres, på alle målbare punkter overgår de, der sidder tilbage på LIFE – i sandhed en rigtig dårlig firmastrategi."
Som bekendt er LIFE det fakultet, som er den indfusionerede Landbrughøjskole, KVL. Det her ligner en fortsættelse af nedskæringerne på hele miljøområdet, som vi oplevede umiddelbart efter systemskiftet med den nuværende regerings tiltrædelse. Hvor bekvemt for Helge Sander, hvis det kunne lykkes ham at smyge sig uden om et medansvar for hele misæren!
I direkte forlængelse af Sunes kommentarer i indlægget ovenfor foreligger der nu flere spørgsmål til Videnskabsministeren i Folketinget, bl.a.:
"Kan ministeren i forlængelse af sit svar på spørgsmål nr. S 846, folketingsåret 2008-09, bekræfte, at han kun får sine informationer om nedskæringer på landets største naturvidenskabelige fakultet via dagspressen, og at han ikke på anden måde søger at holde sig orienteret om et så vitalt emne?" (Spm. Nr. S 1113), og
"Kan ministeren bekræfte, at hans udsagn om sin fulde tillid til ledelsens dispositioner indebærer, at han støtter fyringerne på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet?" (Spm. Nr. S 1114),
begge stillet af Jonas Dahl som §20 spørgsmål.
Send en kommentar