Hvert forår gentager scenen sig: Alvorstunge repræsentanter fra Dansk Industri erklærer alvorstungt, at alt for mange unge vælger at studere de ubrugelige humanistiske fag og alt for få de gavnlige tekniske og naturvidenskabelige. Og hver september gentager scenen sig: Store årgange ankommer på de humanistiske fakulteter, uanset alvorstyngden. Sådan er det gået i mange år, og sådan ser det ud til at blive ved.
DIs alvorsmænd M/K opfattes rimeligt nok som fjender på de humanistiske fakulteter, men spørger man fredeligt, vil mange lærere og studerende ved humaniora bekræfte, at der er for mange studerende. Problemet er ikke, at humanister ikke kan få job. Forestillingen om, at humanister uddanner sig til arbejdsløshed, er en illusion, for vores kandidater afsættes i store mængder overalt i samfundet. Men institutionerne drukner i studerende. Vores muligheder for at forske, og for faktisk at give vores studerende den uddannelse, de fortjenter, forsvinder i mængden.
Problemet er strukturelt: De humanistiske fakulteter honoreres så lidt per studerende, at de må optage mange for at kunne fungere økonomisk, og efterhånden som taxameteret beskæres, må optaget hæves. Absurditeten er så stor, at den er forblevet ubemærket. Man mener, at der er for mange humanistiske studerende, men indretter systemet, så de humanistiske fakulteter tvinges til at optage dem i massevis.
Hvad så? Hvis man løser problemerne ved at reducere de humanistiske fakulteters optag – enten ved et politisk diktat eller ved at det endelig lykkes at få de uddannelsessøgende til at vælge anderledes – får man et kulturtab af dimensioner. En række små og mellemstore fag vil ikke kunne opretholde andet end et nødberedskab. Hvis man synes, at det lyder uproblematisk, bør man overveje, om man er sikker på, at samfundet ikke har brug for ekspertviden om fx Kina, Rusland og Frankrig. De store fag vil nok klare krisen lidt bedre , men de vil få alvorlige huller i deres allerede nu pressede faglighed. Og inden man vælger at synes, at dét er et mindre problem, kan man spørge sig, om vi i tider, hvor både internationaliseringen og diskussionen af den nationale identitet spiller en central rolle, kan klare os uden præcis viden om dansk litteratur, kultur, sprog og histore.
Løsningen på problemet er lige så indlysende, som den er politisk umulig: Man bør hæve taxameteret og sænke optaget for de humanistiske uddannelser. Derved vil man få færre kandidater, men da de mange humanister anses for at være et problem, er det vel næppe et argument. Til gengæld vil man for de samme penge få bedre kandidater, og man vil få en langt mere kvalificeret humanistisk forskning, fordi forskerne får mulighed for at udføre den. Man vil tilmed få en løsning, som institutionerne selv har grund til at arbejde for at gøre til en succes.
Løsningen er imidlertid politisk umulig af tre grunde. For det første den oplagte centralisme i forskningspolitikken, der forhindrer, at man finder konkrete løsninger på konkrete problemer. For det andet den omhyggeligt politisk oparbejdede modvilje imod humaniora, som forindrer, at man kan gøre noget, som ville kunne blive udlagt som en belønning til feltet. For det tredje den tvang til ”effektivisering” i universitetssektoren, som har ført til den gradvise reduktion i taxametrene, der i en årrække har presset universiteternes økonomi.
Derfor vil man til foråret atter kunne høre DI klage over, at der er for mange unge, som søger de humanistiske uddannelser, og man vil til efteråret atter se årgange, der er for store til, at vi kan håndtere dem, ankomme på de humanistiske fakulteter.
Fra Information den 7. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Færre men bedre humanister
Af Charlotte Rønhof, forskningspolitisk chef i DI
Taxametret for humaniora skal op, og det samme skal adgangskravene, så kun de allerdygtigste får adgang til en humanistisk uddannelse, skriver Sune Auken her i Information den 7. januar. DI er helt enig og er glad for at have fået en ven på humaniora. For Sune Auken rammer hovedet på sømmet i løsningen på problemerne for humanisterne.
Når Sune Auken kalder os i DI for alvorstunge, så har han nemlig ret. Det er et alvorligt problem, at for mange unge får en humanistisk uddannelse, hvor de stort set ikke har modtaget den højt besungne forskningsbaserede undervisning. Det er synd, at universiteterne foregøgler, at der er så og så mange muligheder i uddannelserne, når arbejdsløshedstallene viser noget andet. Selv i en periode med historisk lav arbejdsløshed på under to pct., har fag som filosofi, kunsthistorie og litteraturvidenskab stadig berørte arbejdsløshedstal på mellem 9 og 11 pct. Samtidig varetager flere humanister job, de er overkvalificerede til. Det er da alvorligt. Men det lysner bestemt i vort alvorstunge sind, at alvoren nu også er gået op for de humanistiske forskere selv. Og vi er rørende enige. Man bør uddanne færre men bedre humanister. Danmark har nemlig brug for dygtige humanister. Mange virksomheder har fremragende humanister ansat, der bidrager med vigtige vinkler og fagligheder til gavn for dansk innovations- og konkurrenceevne. Det er derfor også noget forplumret vrøvl, når Sune Auken giver udtryk for, at DI anser humaniora som en fjende. Tværtimod er det meget venlig ment, når vi anfører, at universiteterne bør behandle deres humanistiske studerende bedre ved f.eks. at give dem mere undervisning og ikke optage flere, end der er job til.
DI påpegede allerede i foråret 2008, at taxametret til humaniora og samfundsfag bør hæves. Det er ganske enkelt ikke muligt at gennemføre en fornuftig uddannelse for de penge, der i dag er afsat til fagene. Derfor er det også glædeligt, at der ved efterårets finanslovsforhandlinger er igangsat en undersøgelse af disse takster. Der hvor vores nye ven Sune Auken skyder forbi, er i brugen af de nye penge. Man kunne nemlig godt læse Aukens indlæg, som at målet med færre studerende til højere takster er, at forskerne i højere grad skal have lov til at være i fred. Men her bliver vi ikke enige. Sune Auken skal ikke trisse alene rundt på det humanistiske fakultet. Han skal bruge de øgede ressourcer på mere undervisning og vejledning af de studerende. I dag får mange studerende på de laveste takster ned til fire timers undervisning om ugen. Det er ikke godt nok. Så når DI støtter, at man hæver de laveste taxametre, er det fordi, vi mener, at der er brug for mere undervisning og vejledning.
Sune Auken og DI har ofte været uenige. Fra DI’s side hilser vi meget alvorligt Sunes løsning for humaniora velkommen.
Hmmm ... noget godt ... noget vås ... Der står ikke, at DI anser os for at være en fjende, men at vi anser DI for at være det ...
De valgte fag i Rønhøfs eksempel er taget med omhu: Det er de fag med størst arbejdsløshed, som er taget ud.
Jeg har ingen planer om at "trisse rundt" alene på humaniora. Jeg har planer om at undervise ordentligt og om at forske. Og det er da også, hvad der står. Det kunne jo være en fordel, hvis DIs forskningschef kunne læse.
Nå pyt med småtingene. Det er da godt, at DI og jeg for en gangs skyld ikke er så langt fra hinanden. Så skal vi bare have dem til at gå ind for en ledelsesreform og for en ordentlig sikring af forskningsfriheden...
Kære DI og Sune,
Der er nogle afgørende mangler i den måde, der diskuteres. For at gøre det kort (denne gang - jeg har skrevet om DI før - se bloggen)
Regeringens mål, som er stjålet fra internationale organisationer, er at optaget på højere uddannelsesinstitutioner skal op på 50% af en ungdomsårgang. Kan i så ikke bare holde op med at snakke om at skære ned i antal studerende på hvad som helst. Der skal være FLERE!
Og for det andet. Hvad er problemet med at vide mere end 8 til 4 jobbet kræver? Det kunne jo være at man fik et bedre liv, var mere livlig til at kritisere sine demokratisk valgte politikere og andre, og i øvrigt gjorde sit til at Danmark var et godt land (godt: mangfoldigt, rummeligt, tænkende, debatterende, demokratisk, etisk bevidst, tolerant med stor gensidig respekt imellem alle borgere).
Det var alt for nu.
Send en kommentar