Universitetsledelse uden ansvar

Noget af det forbavsende ved den såkaldte ledelsesreform, forligspartierne bag universitetsloven af 2003 indførte, var at man argumenterede for en stærkere og mere beslutningsdygtig ledelse, som kunne og turde tage 'upopulære' beslutninger under et tydeligt og mere klart defineret ansvar over for det samfund, universitetet befinder sig i, end de kollegiale organer som institut- og fakultetsråd. I dag har vi fået en ledelse, som ikke blot savner legitimitet i de faglige miljøer fordi den er ansat og styret oppefra, men som også søger at usynliggøre sit eget ansvar for universitetet som helhed. Helhedshensynet er hensyn den faglige mangfoldighed, opretholdelse af et bredt spektrum af fag, en høj vidensdiversitet i forskning og undervisning, og et styrket troværdigt vidensberedskab med rod i levende, uafhængige og ubestikkelige videnskabelige miljøer. Den nuværende ledelse tager ikke i tilstrækkelig grad dette ansvar på sig. Den søger tværtimod at usynliggøre sit ansvar overfor det danske samfund, ved blindt at gøre brug af de markedsgørelsesmetoder i økonomistyringen, der reelt opløser universitetets videnspolitik, som skulle sikre mangfoldigheden, i en mekanisk opgørelse af indtægter og udgifter for de enkelte fag, institutter, eller forskningsgrupper, og lade røde eller sorte tal på bundlinien være styrende for om disse enheder skal op- eller nedprioriteres, fortsætte eller i værste fald lukkes lukkes. De faretruene tendenser, som truer med at udarte til skandaløse tilstande, går på tværs af hovedområderne. De ses både på de våde fag, fx naturvidenskabelige institutter (jf. den sigende analyse, vi kunne offentliggøre her den 14/10), og på tørre områder, jf. pressens omtale (se fx her) af den truende lukning af en række små sprogfag. Peter Harders udtaleler til Forskerforums seneste nummer (238, s. 26f, okt. 2010) påviser ganske klart skandalens kerne:

"Rektorer pålægger fakulteterne at styre efter samme 'incitamentsstrukturer'. Og nu pålægger dekanen så de enkelte fagområder en 'incitamentsstruktur' hvor vi skal finansiere os selv. De skal være små selvkørende forretninger".
Men sådan kan man altså ikke køre et universitet, mener Harder: "Et universitet har forpligtelser over for almenheden, fx at opretholde en bredde i studierne. Derfor skal man også tage fagligt stilling til, hvad det er for et universitet, man ønsker. Og her sker der en ansvarsforflygtigelse ved at gøre sagen til et spørgsmål om økonomi".

Desværre er dårskaben i denne variant af New Public Management ikke blot et dansk fænomen. Vi ser det samme udfoldet, i et mere grelt omfang visse steder i USA og U.K. En oversøisk læser gør opmærksom på en artikel i the Wall Street Journal d. 22/10 med titlen "Putting a Price on Professors - A battle in Texas over whether academic value can be measured in dollars and cents" (her), om hvordan den netop omtalte form for økonomistyring gennemføres helt ned på niveauet af den enkelte forsker:

"A 265-page spreadsheet, released last month by the chancellor of the Texas A&M University system, amounted to a profit-and-loss statement for each faculty member, weighing annual salary against students taught, tuition generated, and research grants obtained.
Ms. Johnson came out very much in the black; in the period analyzed—fiscal year 2009—she netted the public university $279,617. Some of her colleagues weren't nearly so profitable. Newly hired assistant professor Charles Criscione, for instance, spent much of the year setting up a lab to research parasite genetics and ended up $45,305 in the red."

Som en kommentator (Daniel Heinzen) til indlægget bemærkede:

"This effort at Texas A&M is part of a trend towards taking resources and decision making authority from lower levels to higher levels. At these higher levels, all of the specific factors that affect the value of a faculty member have to be distilled into a very short story at best. So here, we are taking it to the ultimate limit of reduction it to a single number. That is absurd.
(...) I am sure that the best corporate CEOs know which way their company should go and who their best top-level managers are. I am equally sure that they don't try to replace their lower level managers' judgment with their own oversimplified measures of employee performance. This wouldn't work in most large organizations, and it won't work for Texas A&M either."

Det er behov for at kræve genindførelse af universitetet som institution for uafhængig, fri og mangfoldig forskning, hvor uafhængigheden ikke mindst skal sikres af den til enhver tid siddende universitetsledelse. Derfor er de spørgsmål, som stilledes i analysen d. 14. okt., ikke alene henvendt til fagforeninger som DM, IDA, JA og DJØF og en kæmpe udfordring for dem; de er også spørgsmål til universitetsledelserne og en opfordring til at vise ansvar og tage helhedsmæssige hensyn, snarere end at underlægge sig de økonomiske algoritmers blinde diktatur.
Og hvis det er sandt, som Information skriver i dag (her), at universiteterne er i færd med at ophobe kæmpeformuer, virker det endnu mere forstemmende, at ledelsen ikke benytter disse ansvarligt som buffer til netop at fastholde den helt essentielle akademiske kapital på instiutter, der reelt eller tilsyneladende er i budgetkrise, i stedet for at massefyre ansatte på et usikkert og forhastet grundlag.