Send ikke flere penge ...

I en artikel fra Politiken om Det Konservative Folkepartis og Liberal Alliances respektive forslag til skattelettelser bemærker socialdemokraten Morten Bødskov følgende:

»Der er ingen skattelettelser på dagsordenen for en kommende socialdemokratisk regering. Vi vil sikre fremgang i Danmark, som kommer almindelige lønmodtagere til gode. Derfor vil vi i stedet investere i uddannelse og forskning og få sat gang i Danmark«.

Det er set herfra en heltigennem agtværdig ambition, som helt sikkert vil komme på en hård prøve, når den konkret skal udmøntes i finanslove osv. Derfor kunne der allerede nu være gode grunde til at overveje alternative muligheder. Faktisk er der blevet tilført universitetetssektoren flere penge i de senere år, men de har ikke ført til forbedrede uddannelser eller til mere og bedre forskning, men er i stedet blevet ædt op af adminstration, medfinansiering, pressehåndtering og lederlønninger, hvorfor Danmark er ved at tabe en hel række vidensområder på gulvet, og vores studerende får færre og færre undervisningstimer. Men vi har flere ledere end nogensinde før, og de har bedre lønninger. Der forventes en enorm loyalitet nedefra og op, men der mangler loyalitet ovenfra og ned i systemet.

Derfor: Lad os få mere universitet for pengene. Når man på en gang kan opfinde nye lederposter og fyre forskere med begrundelse i økonomien, er systemet kørt definitivt af sporet i noget, der stærkt nærmer sig en parodi på Parkinsons lov.

Derfor:
Bryd det enstrengede ledelsessystem, så de penge, samfundet giver til forskning og uddannelse, igen kan nå frem til forskning og uddannelse.

Send ikke flere penge - send færre ledere.

Et initiativ til modstand mod nedskæringer i EU's forskningsbudget for humaniora og samfundsvidenskaber

Fra professor Jens Normann Jørgensen, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet, har bloggen modtaget følgende:

Der er seriøse trusler om nedgang i midler til humanistisk og
samfundsvidenskabelig forskning i EU, se nedenfor. Se også den vedhæftede
begrundeed argumentation mod denne udvikling.

Jeg opfordrer alle til at bidrage
til modstanden mod den udvikling, der er beskrevet nedenfor, eventuelt på de
måder, der er foreslået.

I er i øvrigt hjertelig velkomne til at
sende den nedenstående opfordring videre.

Mange hilsener, og godt
nytår

Normann Jørgensen

Dear colleagues,

We would like to draw your attention to some alarming developments in the preparations for the 8th Framework Programme. These include:

1. The downgrading of socio-economic and humanities research in DGResearch from a department to one single office (taking effect January 1, 2011).

2. The plan to abolish broader, long-term integrated projects and thelike in social sciences and humanities in the 8th Framework Programme.Instead, a focus on "grand challenges" with topics that are more applied than basic research and are supposed to foster European competitiveness on global markets (social science as an 'auxiliary' discipline to be mainstreamed into the other sciences) .

3. The downsizing of funding for socio-economic and humanitiesresearch projects in the 8th Framework Programme.There is nothing we can do against the structural decision of DG Research to down-grade social science and humanities.

There is still time to mobilize against its thematic and financial downsizing. Given the decentralized structure of social sciences, concerted action is difficult to organize.However, we suggest that you use the connections and networks you have to disseminate the following demands, both to EU and national policy-makers:

1. No downsizing of socio-economic and humanities research;

2. continuation of integrated projects and networks on both smallerscale (1-3 Mio Euro) and larger scale (5-12 Mio Euro);

3. strengthening of social sciences in the Marie Curie Programme;

4. if grand challenges, they should focus on "social and culturalcohesion" of Europe instead only on innovation;

5. less focus on partnering with industry, rather focusing on publicsector and civil society.

Please find attached a 'non-paper' on why it is important to strengthen social science research beyond 2014.

Feel free to forward this email to other colleagues.

Thomas Risse, Carina Sprungk and Tanja A. Börzel

Prof. Dr. Tanja A. Börzel

Research College

"Transformative Power of Europe"www.transformeurope.eu

Berlin Center for European Studies

Otto Suhr Institute for Political ScienceFreie Universität Berlin

Ihnestr. 2214195 Berlin

Germany

Tel: +49 30 838 54 830

Fax: +49 (0)30 838 55049

Email: tanja.boerzel@fu-berlin.de

Web: www.polsoz.fu-berlin.de/polwiss/forschung/international/europa/

Læs mere her.

Forslag til afværgeforanstaltning

Her til morgen løb følgende ind i min postkasse:

Til alle ansatte/ To all staff

Personaletilpasninger ved Det Humanistiske Fakultet – deltid, frivillig fratræden og pensionering

Den 12. november 2010 sendte dekanen en mail til alle medarbejdere ved Det Humanistiske Fakultet, hvoraf det fremgik, at der i 2011-2012 forventes at mangle ca. 15 millioner kroner på fakultetets budget, svarende til nedlæggelse af ca. 35 fuldtidsstillinger.


Siden har der hver uge været afholdt møder i FSU, hvor vi har gennemgået den økonomiske situation og drøftet, hvorledes processen omkring de forventede stillingsnedlæggelser kan foregå.

Inden vi kan gøre op, hvor mange stillinger der skal nedlægges i form af afskedigelse af medarbejdere, er fakultetet forpligtet til at forsøge at iværksætte foranstaltninger, der kan undgå eller begrænse antallet af afskedigelser – de såkaldte afværgeforanstaltninger.

På FSUs mødet den 3. december har vi bl.a. aftalt, at følgende afværgeforanstaltninger kan komme på tale:



· Deltidsbeskæftigelse (for ansatte under 60 år)

· Senior- og frivillige fratrædelsesaftaler (for ansatte fyldt 60 år)

Samt nogle flere bemærkninger og en engelsk oversættelse.

På KUs hjemmeside kan man også se følgende:

Det Humanistiske Fakultet søger en Chef for Forskning, Læring og Innovation

Det Humanistiske Fakultet har de senere år været inde i en rivende udvikling med stor vækst og selv om væksten forventes at være mindre de kommende år er der fortsat mange spændende udviklingsmuligheder og store udfordringer på fakultetet.

Vi søger en chef for den nyoprettede enhed Forskning, Læring og Innovation, som kan samle og stå i spidsen for en fortsat udvikling af fakultetets forskerservice og universitetspædagogiske kompetenceudvikling, samt styre og koordinere vores mange udviklingsprojekter.
Den nye afdeling samler enhederne Katalyst, Forskerservice, Ph.d.-skolen, Læringsenheden, Akademisk Skrivecenter og IT/Media
Vores nuværende aktiviteter spænder vidt: fra sparring i forbindelse med ansøgninger om eksterne forskningsmidler; over ph.d.-uddannelser, adjunktpædagogikum, specialevejlederakkreditering og kurser i akademisk skrivning, mundtlig fremstilling og vejledning; til e-læring og inddragelse af IT og ny medieteknologi samt innovation og praksis i undervisningen.

Turde man foreslå den afværgeforanstaltning IKKE at ansætte en forskningschef? Der skulle være to fulde stillinger sparet i det.

Kritik af forslag om ændring af visse dele af universitetsloven og forslag om forbedring af styrelsesforholdene.

Bloggen Forskningsfrihed? har fra Nils Bredsdorff modtaget et aktualiseret sammendrag af et større universitetspolitisk skrift (se note 1 nedenfor), som passende kan bruges til inspiration i den kommende diskussion om det høringsudkast til et nyt forslag om en universitetslov, som vi omtalte her den 19/11.

Kritik af forslag om ændring af visse dele af universitetsloven og forslag om forbedring af styrelsesforholdene.
af Nils Bredsdorff

Der er tale om en alvorlig forværring af en i forvejen dårlig ide. Lovforslaget skærper de dele af den gældende lov, som i forvejen har modtaget den alvorligste faglige/indholdsmæsssige kritik, selve ledelsesmodellen. Regeringen og SD har bidt sig fast i den såkaldte enstrengede model, set bort fra både den faglige kritik og de forslåede indgreb som kunne modificere skavankerne ved strukturen og endog skærpet dens dårlige sider ved at koncentrere magten og give ekstraordinære friheder til universiteternes nye mandariner.

Den elendighed, som er beskrevet neden for i den oprindelige kritik af 2003 loven har været universiteternes hverdag siden 2003, bevidnet af groteske fusioneringsøvelser og reorganiseringer og afbrudt af en international evaluering, hvis forslag forligspartierne kun delvist har lyttet til. Det nye lovforslag skærper de problemer, den 7 år gamle kritik blotlagde. Det er sket bevidst og forekommer at sammensætningen af bestyrelsen med eksternt flertal er blevet en blind plet i forligspartiernes universitetspolitik. Derfor forekommer det omsonst at satse på andet end at forsøge at indføre elementer af kontrol med den nu endnu mere uindskrænkede magt, først og fremmest ved at Akademisk Råd får modmagt og kontrol, mægler i konflikter, godkender større omorganiseringer, ”reviderer” magtens handlinger ved årlige auditing reports til bestyrelsen, overvåger at de nye beføjelser i loven medarbejderindflydelse, forskningsfrihed, organisatoriske nydannelser osv. kommer i gang. AR kan oprettes på flere niveauer og kontrollen dermed mangedobles. AR kan ikke stoppe rektor og det enstrengede vanvid men debattere og kritisere det, en akademisk revision, som Folketinget egen Rigsrevision. AR kan blive en officiel whistleblower eller forskernes vagthund, om man vil samfundets eneste kontrol med en magtfuld institution.

Den nye klare ledelsesstruktur er direkte kopieret efter en idealmodel for aktieselskabsbestyrelser. Al magt er samlet dér.[1] Blandt de få fagligt relevante kommentarer til lovforslaget lyder vurderingen:

”Den fremstilling af modellen, som præger reformovervejelserne, har … meget lidt at gøre med de differentierede organisationsformer, som man finder i det virkelige livs private organisationer.”[2]

Men vigtigere endnu er det, at den private bestyrelses handlemuligheder, styringsparametre og udviklingshorisont er anderledes end universitetets, og at muligheden for og konsekvenserne af at dreje universitetet over mod private markedsinstitutioner er uundersøgte og uoverskuelige.[3] Professor i økonomi Svend Hylleberg har flere steder kritiseret universitetsloven og giver aktuelt denne karakteristik: Loven anvender en ledelsesmodel, der er en

”karikatur af en standard lærebogsmodel for et aktieselskab. Dette medfører … at der vil være en uheldig tendens til at de ansatte ledere vælger at korttidsmaksimere af hensyn til deres egen kontrakt frem for at foretage de beslutninger, der er til gavn for universiteterne på langt sigt.”[4]

En samtidig undersøgelse af den universitetspolitiske debat og dens nøglebegreber i årene op til den nye lov giver et godt indtryk af den vigtige kamp om ordene. Det er en tekst- eller diskursanalyse, som viser ”… den kompleksitet, der kendetegner de problemstillinger, der tages op i debatten om en ledelsesreform på universiteterne. Undersøgelsen viser en høj grad af uklarhed i debatten og peger på en udpræget sammenblanding af nuancer og niveauer i forhold til de forslag, der diskuteres i forbindelse med oplægget til en kommende ledelsesreform.”[5] Men undersøgelsen konkluderer, at det er lykkedes politikerne at ”ændre kriterierne for validitet i forhold til udpegning og ansættelse af den administrative ledelse” og etableringen af de nye bestyrelser.[6]

I nogle få – universitetsfolkets størrelse og kapacitet taget i betragtning - indlæg i den offentlige debat kritiseres loven grundigt, men det gør tydeligvis ikke indtryk.[7] Også en protestunderskriftindsamling bliver en pæn men tam succes, fordi der ikke er nogen bevægelse blandt universitetsfolk og studenter. Det er som den satiriske sanger fra 60’rne, Tom Lehrer, siger om den spanske borgerkrig – We had all the good songs, they won all the battles. Den manglende effekt både i Folketinget og på universiteterne gælder også den eneste undersøgelse af nogle af de grundlæggende principper i loven. Det drejer sig om en undersøgelse af forholdet mellem ledelse og forskning. Den udkom samtidig med loven, og selvom den sætter fokus på et af de vigtigste implicitte universitetspolitiske dogmer (betydningen af forskningsledelse) som forvrider debatten om reformerne, refereres der ikke til den nogen steder.[8] Forfatterne påpeger, at reformen er en ”ledelsesreform” som kan beskrives med to nøglebegreber ”professionalisering af ledelsesfunktionerne på universiteterne og en hierarkisering”.[9]

Reformen sætter en bestyrelse ind i stedet for konsistorium. Bestyrelsens medlemmer skal udpeges af ministeren og være udefra kommende for flertallets vedkommende. Den daglige ledelse skal varetages af ansatte ledere, og universiteterne skal være selvejende institutioner, forpligtet af udviklings- eller resultatkontrakter. Spørgsmålet, som analysen nu stiller, er, om der er en sammenhæng mellem ledelsesstruktur og forskningspublikationsproduktion - her taget som et mål for den ene del af universitetets virksomhed, forskningen. Reformen hviler på en antagelse om, at der er en sammenhæng mellem bedre ledelse og bedre forskning.

Forfatterne understreger 2003-reformens sammenhæng med 1992-reformens satsning på en styrket ledelse, men først og fremmest dens direkte afhængighed af Forskningskommissionens arbejde. Kommissionen blev som vanligt nedsat efter endnu et bredt politisk forlig i maj 2000, og forfatterne kritiserer dens arbejde skarpt for ubetinget at konkludere, at universiteterne mangler en ny ledelsesstruktur i den stadig hurtigere udvikling af forskningsprocesserne, ”der stiller institutionerne over for nye udfordringer.” Ifølge kommissionen ligger disse udfordringer først og fremmest på det ledelsesmæssige plan, hvorfor svaret må være ”styrket og dynamisk ledelse”. Det er kendt musik, men ifølge forfatterne er problemet, at kommissionens betænkning – og dermed 2002-lovforslaget – ”hverken rummer en egentlig analyse af sammenhængen mellem ledelsesstrukturen og den præsterede forskning eller en kvalificeret og kritisk diskussion af betingelserne for en sådan sammenhæng.”[10] Det samme gælder for rapporter fra de internationale institutioner (EU og OECD), der refereres til både i betænkning og lovudkast ”sammenkoblingen af ledelsesstruktur og forskningens omfang og kvalitet (hviler) også i disse rapporter på antagelser snarere end på analyser og kritiske diskussioner af sammenhængen”[11], dokumenterer forfatterne.

For at få et grundlag at vurdere reformen på, undersøgte de forskningsproduktion og ledelsesomkostninger på universiteter og sektorforskningsinstitutioner, idet ledelsesforholdene på de sidste er som, 2003-loven foreskriver for de første. Sektorforskningsinstitutionerne har højere ledelsesomkostninger og lavere forskningsproduktion målt på en række forskellige parametre:

”Hele reformen hviler på en implicit antagelse om, at man ved at sætte ind med mere ledelse, så får man også mere og bedre forskning … Men undersøgelsen viser, at der en helt entydig tendens til, at der er en negativ sammenhæng mellem administrations- og ledelsesomkostningerne og forskningsproduktiviteten.”[12]

Den foreslåede – og senere vedtagne – reform ”… er løst funderet på tvivlsomme henvisninger til forholdene og erfaringerne i andre europæiske lande.” [13]


Noter
[1] Ideen er på sine egne præmisser pervers, fordi modmagten eller kontrollen med magten, aktionærerne og herunder beskyttelsen af mindretalsaktionærer, mangler. Det følgende er et redigeret uddrag af Nils Bredsdorff: Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed, Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr 51, August 2008 (pdf)
[2] Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen: "Ledelse og administration på universiteter og forskningsinstitutioner" i: Nordisk Administrativt Tidsskrift 2/2003, s. 115-139, her s. 120. (pdf)
[3] En yderst kompetent beskrivelse af markedsinvolveringen og -fixeringen af universitetet og dens tilsigtede og utilsigtede konsekvenser, formet som en gennemgang af 12 store amerikanske universiteters udvikling på markedet er David L. Kirp: Shakespeare, Einstein and the Bottom Line, The marketing of higher education, Harvard University Press, 2003. Adfærdsændringer (publiceringsmønstre) i forbindelse med forskellige typer forskningsregistrering er et anerkendt fænomen, som antyder rækkevidden af selv små markedsmæssiggørelsesstiltag og virksomhedsmodel-tænkninger.
[4] Kvalitet og styring af universiteterne, Information 28. jan. 2009.
[5] Peter Brink Andersen, Forskningsledelse i en forskningspolitisk kontekst, Udviklingskontrakter og ledelsesformer på danske universiteter. Rapport fra Analyseinstitut for forskning 2003/10 s. 123 (pdf). Tekstanalysen s. 28-83 og en fin bibliografi over debatten giver en fin fornemmelse af politiseringen af universitetsspørgsmålet.
[6] Op.cit s. 130.
[7] De bedste er stadig læseværdige og aktuelle: Jørgen Grønnegård Christensens kronik i Politiken 11.07.06 og Tom Fenchels, Johnny Kondrups og Bjørn Quistorffs kronik smst d. 22.02.08.
[8] Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen, Ledelse og administration på universiteter op.cit. Mht omtale af undersøgelsen har jeg kun undersøgt det her behandlede ’lovgivningssstof ’og kun fundet den omtalt i Haavisto og Hagelund og her sker det i en helt anden forbindelse, op. cit. Men Grønnegård har bekræftet, at den ingen indflydelse fik.
[9] Op. cit s. 115.
[10] Op.cit. s. 118.
[11] Op.cit s. 119. Det samme gælder den i øvrigt interessante rapport af Peter Brink Andersen, Forskningsledelse … op.cit., som tager en række undersøgelser inkl. Forskningskommissionens for gode varer uden at stille det afgørende spørgsmål: Ledelsens nødvendighed for hvad? jvf. s. 10 f.
[12] Grønnegård og Pallesen op.cit. s. 136. Forfatterne er helt på det rene med de mange metodiske problemer i sammenligningen, men mener at konklusionen holder.
[13] Op.cit s. 138.

Al magt til rektor - nyt forslag til universitetslov i høring

Den 10. november sendte UBST, Universitets- og Bygningsstyrelsen under videnskabsministeriet, et endnu ufærdigt lovforslag til høring, øjensynligt fordi forhandlingerne mellem forligspartierne er gået i stå og man ikke har kunnet komme længere, og d. 16. november opdateredes en side herom på UBSTs website, hvor man også finder høringslisten, følgebrevet og selve høringsudkastet (sidstnævnte som et 5 MB stor billedscan, men en venlig embedsmand sendte mig en tekst-version, som jeg har henlagt her i et mere håndterbart .doc og .pdf-format. Man må sammenholde ændringsforslagene med den gældende lov som kan læses her).
Det er altid interessant at lægge mærke til hvordan ministeriet præsenterer et sådant udkast – videnskabsministeriets website blev under Helge Sander langsomt omformet til en propaganga-maskine for ministeren og regeringens forskningspolitik, og det vil nok tage Charlotte Sahl-Madsen noget tid at få gjort op med tendensen til at bruge en offentlig myndigheds kommunikation så politiseret. I UBST's præsentation sættes fokus på tre punkter, som her skal citeres og kommenteres:
1.

"En friere ledelsesstruktur
Forslaget lægger op til, at det enkelte universitet får større fleksibilitet til at fastsætte sin egen organisation. Der vil ikke længere være krav om, at universiteterne organiserer sig med fakulteter og institutter. Samtidig bortfalder kravet om fakultetsdekaner og institutledere. Rektor skal fastlægge universitetets interne organisering inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat." (UBST, 16.11.2010)

Når der tales om frihed, må man altid spørge "frihed" for hvem? Det første, og vigtigste, der må kritiseres ved høringsudkastst, er at der ikke gøres op med den enstrengede ledelsesstruktur. (Politisk er det måske ikke overraskende, da Socialdemokraterne hele tiden har holdt fast ved denne, men det bliver det jo ikke bedre af). Den hierarkiske struktur med bestyrelsen og rektor i toppen, og et lineært magtudøvelsessystem, med underledere som groft sagt kun er loyale overfor den overhund, de er ansat af, og ingen kontravægte af reel beslutningsmagt af betydning udenfor hierarkiet – fx for de studerende og det løse plus faste personale på gulvet, til fx at afsætte uduelige ledere eller vetoe katastrofale beslutninger – var ellers en af de væsentligste anker mod den 2003-lov (med senere modifikationer) som nu skal revideres til foråret. De godt 6500 ansatte forskere og studerende, som i 2008 krævede en egentlig revision af loven, ønskede netop "en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende", for nu at citere (her) fra underskriftsindsamlingen fra 2008.
Det er sjovt at et ord som frihed kan opfattes så forskelligt. Rundkredsen af forligspolitikere opfatter "en friere ledelsesstruktur" som "frihed for ledelsen" – hvad der i lovforslaget nærmest er blevet til al magt til bestyrelse/rektor – mens en friere ledelsesstruktur vel også kunne opfattes som en struktur, hvor ledelse og de der ledes i fællesskab opnår de bedste beslutninger, som alle føler ejerskab til og medansvar for, og som indbyder til og sikrer nøje og åbne overvejelser af alle argumenter såvel for som imod væsentlige beslutninger.
Selve tanken om at ikke alle universiteter behøver at ligne hinanden organisatorisk, og der på dette plan kan tages hensyn til forskelle på fx tekniske eller meget erhvervsrettede universiteter, universiteter med megen myndighedsbetjening eller strategisk forskning, og universiteter med alle videnskaber repræsenteret, er for så vidt sympatisk. Jeg ved ikke om man er nødt til at have oplevet den nuværende omorganisering af Aarhus Universitet på nært hold, for at forstå baggrunden for forslaget om, at fakulteter eller institutter ikke er "et must" (spidsformuleret: vil lovforslaget blot legitimere fakultets-massakren på AU med tilbagevirkende kraft?), eller om en hård daglig træning i skolastiske begrebsøvelser – a la "fortæl mig, om Statens Byggeforskningsinstitut i Aalborg i sin essens er et institut eller et fakultet" – er tilstrækkeligt til at tydeliggøre, at et (postsandersk og postfusioneret) universitet bestående af institutter og fakulteter ikke er nogen naturlov, lige så lidt som universitetet som sådan har nogen historisk uforanderlig essens.
I bemærkningerne til lovforslaget som indgår i høringsudkastet hedder det:

"Til nr. 14 (universitetslovens § 14, stk. 1, 2. pkt.)
Det foreslås, at gældende ret præciseres ved, at rektors kompetence fremgår specifikt af loven. Samtidigt foreslås det at lade kompetencebestemmelserne for dekaner, institutledere m.v. udgå. Dette giver universiteterne frihed til at organisere sig, som det er mest hensigtsmæssigt for det enkelte universitet.
Den ændrede formulering af bestemmelsen tydeliggør, at al kompetence udgår fra rektor. Rektor delegerer opgaver til den øvrige ledelse. Delegation kan ske i led, sådan at en opgave, der er delegeret af rektor, kan videredelegeres til en leder på et mere decentralt niveau. Rektor kan blandt andet bemyndige ledere af videnskabelige enheder til at ansætte og afskedige ledere af underliggende videnskabelige enheder inden for deres område. I de tilfælde, hvor rektor har delegeret sin kompetence, træder den delegerede i rektors sted.
Som efter den gældende lov vil det være naturligt, at rektor delegerer opgaver, der hører til den daglige ledelse af universitetet, til de øvrige ledere, det vil sige prorektor, direktør, dekaner, funktionsdekaner, ph.d.-skoleledere, institutledere, centerledere og studieledere m.v."

Selve ledelseshierarkiet vil styrkes og lydigheden overfor rektor øges, en proces DTU har været spydspids for. Bestyrelser og rektor får større handlefrihed, det vil give enhver ny rektor med drømme om at blive husket for et eller andet "stort" en tilskyndelse til at sætte sit fingeraftryk på sit universitet ved at omorganisere det, og vi vil sikkert engang kunne opleve universiteter som sære konglomerater af enheder med vidt forskellige formål og opgaver – måske vil idrætsparken i København engang kunne indgå som en del af KU-Campus Nord?
Den ofte fremsatte kritik af den nuværende lovs §12 ("Bestyrelsen sammensættes således, at flertallet af medlemmerne er udefrakommende. Bestyrelsen vælger en formand blandt de medlemmer, der er udefrakommende") har man meget besynderligt valgt at forbigå i tavshed. Det forstår jeg ikke. Man bevarer følgende selektionskriterium for udefra kommende medlemmer: "De udefra kommende medlemmer skal have erfaring med ledelse, organisation og økonomi, herunder vurdering af budgetter og regnskaber". Det er selvfølgelig vigtigt, at der i bestyrelsen er folk med økonomisk sagkundskab, og at de udpeges "i deres personlige egenskab" så de ikke formelt repræsenterer Dansk Industri, men som enerådende selektionskriterium vil effekten reelt være, at de eksterne tilsammen garanterer erhvervsinteressers dominans.
En anden væsentlig kritik af styrelsesreformen i 2003 har været, at universitetsbestyrelserne blev nogle underlige lukkede, selvsuplerende kliker, som ikke skal stå til ansvar overfor nogen. I lovforslaget har man opfundet et byzantinsk svar på manglen:

"I § 12 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Universitetet nedsætter et organ, der indstiller de udefra kommende bestyrelsesmedlemmer (indstillingsorganet). Universitetet nedsætter et andet organ, der udpeger de udefra kommende medlemmer (udpegningsorganet). Indstillings- og udpegningsorganerne må ikke være identiske. Indstillings- og udpegningsorganerne skal sikre, at de udefra kommende medlemmer opfylder betingelserne i § 12, stk. 2 og 3. Bestyrelsen fastsætter procedurer for nedsættelsen af indstillings- og udpegningsorganet.«"

I bemærkningerne hertil hedder det bl.a.:

"Indstillingsorganet indstiller udefra kommende bestyrelsesmedlemmer til udpegningsorganet. Herefter udpeger udpegningsorganet de nye udefra kommende bestyrelsesmedlemmer blandt de indstillede kandidater. Udpegningsorganet kan for eksempel være bestyrelsen eller dele af bestyrelsen."

Læseren må selv vurdere, om dobbeltorganet imødekommer problemet med det selvsupplerende – at det er de samme kredse og netværk, de nye eksterne medlemmer hentes ind fra. Retfærdigvis skal nævnes, at der også advokeres for, "at alle skal kunne komme med forslag til indstillingsorganet. Der skal derfor annonceres åbent efter kandidater til bestyrelsen".

Et særligt problem ved at sløjfe den gamle (2003) lovs paragraffer om dekaner eller institutledere er måske også, at med ryger en paragraf som "Institutlederen skal være anerkendt forsker og skal have undervisningserfaring." (§17 stk.3). I stedet hedder det nu, en anelse uklart (ændringsforslagets punkt 15 vedr. §14):

"Rektor ansætter og afskediger ledere af de organisatoriske videnskabelige enheder. Lederen af en videnskabelig enhed skal være anerkendt forsker og skal i relevant omfang have erfaring med uddannelse".

Men betyder det så, at man kan have fx et storinstitut med mange små forskergrupper (de "videnskabelige enheder"), hver med en forsker som leder, men hvor lederen af storinstituttet ikke kræves forskningserfaring endsige anerkendelse som forsker? Generelt kan man se centraliseringen af den organisatoriske magt hos rektor som åbnende for en langt mere managementpræget tilgang til styringen af de forskellige dele af universitetet.

2. Det næste punkt i UBST's præsentation lyder

"Medbestemmelse og medinddragelse
Det foreslås præciseret, at bestyrelsen skal sikre, at der sker medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger. Hvordan dette sker, beskrives i vedtægten."

For først lige at opsummere den hidtidige diskussion har problemet med medbestemmelse været, at den nye lov tillod lederne at "inddrage" medarbejderne blot ved at informere dem om beslutninger, der allerede reelt var truffet. En dekan kunne fx lade sin prodekan for det ene eller det andet rejse rundt til institutterne i en "dialog" om et nyt forslag til reorganisering af fx studienævn, og efter denne rundtur, kunne forslaget blot effektueres trods massiv skepsis og modstand, fordi "medinddragelsen" ingen reel virkning havde. Når argumenter ikke høres - og ikke behøver at blive hørt - koger det i kritiske situationer desværre reelt ned til et spørgsmål om hvem der har den legale magt til at gennemføre en beslutning trods massive protester. Men det ligger i begrebet om akademiske frihed, herunder forsknings- og undervisningsfrihed, at magten deles, der skal være delt styring, og at personalet også har en bestemmende indflydelse på de beslutninger der træffes. For at det ikke blot skal være et skuespil, må der sikres mekanismer til reel medindflydelse. Akademisk Råd kan fx udtale sig til rektor og dekaner, ja, men ikke vetoe, ikke besslutte. Der er intet institut- eller fakultetsråd, der kan afsætte en fatalt dårlig ledelse. (Magtesløshed i organer som Akademisk Råd afspejler sig pudsigt nok i fakulteternes organisationsdiagrammer, med fakultetsdirektionen som oververdens centrum, hvilende på og styrende institutledernes institutter, med Akademisk Råd afbildet som en lille drabant i perifert kredsløb om resten).
Om den nu gældende 2003-lov bemærker udkastet: "Medbestemmelse og medinddragelse er et bestyrelsesansvar. Derudover skal institutlederen opbygge en organisation til at løfte instituttets samlede opgaver med inddragelse af de studerende, det videnskabelige personale og det teknisk-administrative personale". Om universitetslovsevalueringen (som afsluttedes i dec. 2009) hedder det, at det internationale panel "konstaterer, at universiteterne ikke i tilstrækkelig grad har sikret medbestemmelsen og medinddragelse og løftet udfordringen med at udvikle en ny ledelseskultur." Panelet anbefalede, at "der indsættes en generel bestemmelse i universitetsloven, der giver universiteternes bestyrelser ansvaret for at sikre medbestemmelsen og medinddragelse på universiteterne". Og hvordan gør man så det? Her er udkaststs forslag, i al sin rørende enkelthed:

5. § 10, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Bestyrelsen sikrer, at der sker medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.«

Hertil føjes en del ord, men ikke mere substans, i bemærkningerne, citat:

"Formålet med forslaget er at tydeliggøre bestyrelsens ansvar, men det forventes fortsat, at den effektive inddragelse af medarbejdere og studerende sker på alle organisatoriske niveauer. Det følger endvidere, at de nærmere regler for medbestemmelse og medinddragelse skal fremgå af vedtægten. Dette sker for at følge op på evalueringspanelets anbefalinger om, at universitetsbestyrelserne bør kræve, at universiteternes øverste ledelse i samarbejde med det videnskabelige personale og de studerende udvikler procedurer og organisatoriske mekanismer til at sikre effektiv inddragelse af personale og studerende i overensstemmelse med moderne ledelsespraksis i videnorganisationer og de danske (og nordiske) traditioner i universitetssektoren. Fastlæggelsen af procedurerne for medbestemmelse og medinddragelse skal ske med respekt for den enstrengede ledelse.
Senest 3 år efter lovens ikrafttræden følges der op på, om universiteterne i tilstrækkeligt omfang har sikret medbestemmelse og medinddragelse for medarbejdere og studerende."

Det virker som et mislykket forsøg på at lægge en alt for levende bold død. Ønsket om at skærpe en sikring og gennem vedtægterne eksplicitering af mekanismerne for medindflydelse og medinddragelse må selvfølgelig ønskes velkommen, men her kunne man ønske en tydeligere skelnen mellem mulighed for at udforme forskellige systemer herfor i de forskellige vedtægter på hver sit universitet (og gerne nogle ideer herom i bemærkningerne), det generelle krav, og en større tydelighed om principperne for sådanne mekanismer, a la "checks and balances", nævnt i selve loven.

3. Så er der det for denne blog ikke uvæsentlige punkt, citat fra UBSTs annonce:

"Forskningsfrihed
Forslaget har desuden til formål at præcisere, at universitetets forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil. Det foreslås desuden tilføjet i loven, at rektor eller underordnede ledere ikke over længere tid må pålægge de videnskabelige medarbejdere ogaver i hele deres arbejdstid, sådan at de reelt fratages deres forskningsfrihed."

Dette er er jo umiddelbart glædeligt. Den forkætrede §17 stk. 2 i den nuværende lov, instruktionsbeføjelsen ("Institutlederen varetager instituttets daglige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver. Institutlederen kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. I den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker de frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer") ændres. Ikke kun fordi kravet om ansættelse af dekaner og institutledere forsvinder, den erstattes i lovforslaget med (a) formuleringen af den enkelte forskers forskningsfrihed, hvor det før blot var universitetet. Før var §2 stk.2 "Universitetet har forskningsfrihed og skal værne om denne og om videnskabsetik", nu foreslås "Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetik". (b) Alligevel bevares instruktionsbeføjelsen dog, men nu hos rektor og dennes bemyndigede, således:

"Stk. 6. Rektor kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. De videnskabelige medarbejdere har forskningsfrihed og forsker frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer i den tid, hvor de ikke er pålagt opgaver. Universitetets forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil. Rektor eller den, der er bemyndiget hertil, må ikke over længere tid pålægge de videnskabelige medarbejdere opgaver i hele deres arbejdstid, således at de reelt fratages deres forskningsfrihed."

Med andre ord kan en institutleder stadig bede en forsker udfærdige en rapport til et firma eller en styrelse om et stofs skadevirkninger, men kan ikke gøre det hele tiden. (Der vil stadig kunne opstå strid om hvor meget "over længere tid" så er).
Endvidere skæres det ud i pap, at forskerens frie emnevalg ikke kan indskrænkes af lokalstrategiske hensyn. Det er en meget væsentlig præcisering. Hurra for det. Man kan ikke tvinges til at opgive at forske i klassisk geometri, zoogeografi eller konservatisme, blot fordi ens enhed flager med ikke-kommutativ geometri, systembiologi eller radikalisering. Er matematik, biologi eller samfundsvidenskab en del af "hele universitetets profil", er der frit emnevalg herindenfor. Høringsudkastets bemærkninger reducerer dette spørgsmål om instruktionsbeføjelsen til blot værende af symbolsk karakter (og uheldig fordi "Stridighederne om denne paragraf svækker unødigt universitetsledelsernes gennemslagskraft", sic), og om hensigten med den nye præcisering hedder det blot

"Formålet med forslaget er at bidrage til at tydeliggøre sammenhængen mellem den individuelle forskningsfrihed, som er knyttet til de videnskabelige medarbejdere, og den institutionelle forskningsfrihed, der er knyttet til universitetet."

Er alt så godt hvis forslaget vedtages? På ingen måde. Det er igen og igen fremgået (fx. i de forskningspolitiske hvidbøger fra Videnskabernes Selskab 2007 og 2009), at en række andre faktorer end de juridiske virker mindst lige så indskrænkende for den reelle forskningsfrihed – som fx tilstrækkelige midler til at forske, tilstrækkelig tid til langsigtede projekter, de usikre ansættelsesforhold (pga. tvivlsom økonomistyring, tilfældige udsving i studentertilgang m.v.) hvor fyring pga. nedskæring er en meget brutal begrænsning på den enkelte forskers forskningsfrihed. Dertil kommer sære restriktioner som ydre regulering af publikationskanaler og -form (forskningsindikatoren), og ikke mindst hele den generelle svækkelse af de kollegiale videnskabelige strukturer for prioritering af nye forskningsområder, rekruttering af nye forskere, og sikring af videnskabelig kvalitet (bl.a. analyseret her). Gennem den øgede eksterne finansiering af mange afdelinger bindes beslutninger om rekruttering og prioritering op på fx indlejringsaftaler med Grundforskningsfonden og andre, som flytter indflydelsen bort fra de lokale fagmiljøer op på lederskråplanet for ren management efter bundlinie, indtægt og udgift, snarere end efter videnskabelig interesse. Mange har i diskussionerne nævnt at forskningsfrihed kræver fri tid, og der er intet i den nye lov, der tyder på at ændre selve tidsprioriteringerne eller de finansieringsmæssige strukturer, universitetsforskere kæmper med i dag.
Men forbedringen af emnefriheden i forskningsfriheden er et væsentligt skridt på vejen til bedre forhold, ikke mindst for de indfusionerede sektorforskere på de traditionelt mere autoritært styrede steder som DMU på AU eller Risø på DTU. De resterende sektorforskere, fx på GEUS, får ikke glæde af det. Om glæden er stor er nok tvivlsomt, da emnefrihed overalt på det entrepreneuriske universitet kræver, at projekterne kan sælges til en aftager. Og så er det igen så som så med friheden.

Lovforslagets høringsudkast indeholder også en række andet, bl.a. om økonomibestemmelser for at imødekomme en tværministeriel arbejdsgruppe, som anbefaler at selvejende institutioners økonomiske og administrative forhold reguleres gennem tværgående love og samles i ét regelsæt knyttet til finansloven - men det vil jeg ikke komme ind på her. Der står også mere om medinddragelse af medarbejdere og studerende gennem studienævn, ph.d.-udvalg, akademisk råd der i sin tur skal kunne nedsætte underudvalg, o.l., som jeg ikke vil kommentere nu, og som ikke ændrer det grundliggende demokratiske underskud, det nuværende lovforslag stadigt lider under.
Ændringsforslag forventes fremsat i folketinget i uge 8, så høringssvar via de høringsberettigede organisationer har allerede deadline 15. dec., så der er ikke så meget tid at løbe på, hvis du vil lade din mening tilflyde dem.

Follow the money

KUs ledelse lader som om, økonomi er et naturfænomen, hvor lavtrykkene bare ruller ind fra vest. En sådan ideologi er et kendt trick til ansvarsforflygtigelse. Som det for nylig kom frem, så hensætter KU, AU og de andre universiteter i disse år hundreder af millioner som egenkapital efter principperne for revision af private virksomheder. Og som vi længe har vidst, så er væksten i administrative funktioner og ansættelser eksploderet. Så pengene er der, men det er besluttet i KUs bestyrelse, at de enten skal forblive i banken eller bruges til administrativ opbakning af de færre og færre tilbageblevne forskere. Det er KUs ledelse, der har valgt at fyre forskerne på KUA; det er ikke en følge af naturnødvendigheder. Fy for .... Håber de studerende kan lave rav i den.

Fyringer truer på KU-humaniora

I dag indløb en urovækkende bested i indbakkerne hos personalet på det humanistiske fakultet, Københavns Universitet. Det handler om fyringer. Et middel, som i uhyggelig grad er blevet automatrefleks eller uudtalt foretrukkent værktøj for ledelsen, hvad enten den konkrete grund er budgetproblemer eller ønsker om større strategisk handlefrihed. Her er meddelelsen:

Sendt: 12. november 2010 14:31
Til: Det Humanistiske Fakultet
Emne: Meddelelse fra dekan Kirsten Refsing vedr. budget 2011

Kære alle ansatte

Jeg har desværre været nødt til på et ekstraordinært FSU møde i dag at meddele, at der i 2011 vil mangle ca. 15 millioner kroner på Fakultetets budget, svarende til nedlæggelse af ca. 35 fuldtidsstillinger.

På et ekstraordinært FSU-møde d. 19. november og det næste ordinære FSU-møde den 26. november vil det blive yderligere drøftet, hvordan fakultetet skal takle denne vanskelige situation og hvilke afværgeforanstaltninger der vil blive igangsat.

FSU vil på disse møder fastlægge en tidsplan for processen samt drøfte hvilke kriterier, der skal lægges til grund for nedlæggelsen af stillinger. På nuværende tidspunkt er der hverken taget stilling til hvilke opgaver der vil bortfalde eller nedprioriteres eller til hvilke stillinger, der skal nedlægges.

Jeg vil gøre mit til at informere så hurtigt og præcist som overhovedet muligt og vil i den forbindelse også henvise til, at der bliver afholdt et dialogmøde om økonomi den 29. november 2010. Du kan derudover altid kontakte dine nærmeste ledere og din tillidsrepræsentant eller søge råd hos Prescriba, som varetager KU’s psykologiske rådgivning (www.arbejdsmiljo.ku.dk/psykisk_arbejdsmiljo/raadgivning).

De nærmere oplysninger om afværgeforanstaltningerne findes beskrevet i KU’s personalepolitiske håndbog i kapitlet om ”KU’s retningslinjer for uansøgt afsked begrundet i institutionens forhold” (www.personalepolitik.ku.dk/pph/dok/Uansogt_afsked_grundet_institutionens_forhold.pdf). Intranettets temaside om Budget 2011 vil også blive brugt til at informere om processen.

Venlig hilsen
Kirsten Refsing

Det er lidt tankevækkende, at allerede i dette allerførste fyringsvarsel er noget af det første, der henvises til, psykologisk rådgivning - som der står i overskriften på den side, man føres til via det første link:

"Et tilbud om professionel hjælp, hvis du har problemer som påvirker dit arbejde negativt."

Det er næsten grinagtigt, – "som påvirker dit arbejde negativt" – mon ikke! Men et psykologisk problem? Hele det individualistiske set-up, som processen antages at forløbe i, er slående. Læser man det andet dokument ("KU’s retningslinjer for uansøgt afsked begrundet i institutionens forhold") står der fx om orientering af medarbejderne:

"Når lederen har besluttet, hvilke medarbejdere der skal indstilles til afskedigelse, er det lederens opgave:
• at orientere tillidsrepræsentanten, jf. pkt. 8
• at kontakte de berørte medarbejdere (det anbefales, at det så vidt muligt sker mundtligt), kort orientere dem om situationen og indkalde dem til individuelle samtaler. Samtidig opfordres de berørte medarbejdere til at søge bistand hos en tillidsrepræsentant/faglig organisation eller anden bisidder, som efter ønske fra medarbejderen kan deltage i mødet" (osv.)

De enkelte, der udpeges, skal helst betragte sig som en uheldig hin enkelte, offer og genstand for en proces absolut udenfor ens egen indflydelse, for passivt at affinde sig med processens forløb og de rituelle "støtteforanstaltninger", der iværk- og især italesættes (krisehjælp; bistand til udarbejdelse af CV; distribution af CV til KU’s øvrige enheder; økonomisk støtte til relevant efteruddannelse; økonomisk støtte til genplacering). Undervejs i processen udfolder ledelsen anstrengelser for at konvertere egentlige fyringer til 'frivillige' aftaler – fx (som nævnt i samme dokument) om orlov uden løn, overgang fra fuldtids- til deltidsbeskæftigelse, gradvis tilbagetrækning, frivillig fratræde m.v.
Jeg har respekt for det slidsomme arbejde, som tillidsrepræsentanter påtager sig for at støtte de medarbejdere der rammes, men samtidig en stor undren over den på forhånd iscenesatte handlingslammelse, som fyringer af TAP og VIP skal udfolde sig under. Men mon ikke netop faculty på et moderne og innovativt humaniora med determineret energi og kreativitet vil imødegå individualiseringen af det problem, som ophøjelsen af massefyringer som styringsredskab på et New Public Management-universitet er udtryk for?

• Brug lederlagets over-løn til fastholdelse af kerneydelser og kerne-personel!
• Brug KU's formue som buffer: universitetets videnskapital er vigtigere end den økonomiske!
• Styk universitetets vidensdiversitet og bevar fagdiversiteten!
• Hjælp din universitetsledelse: den mangler fantasi!

Fyring af forskningsleder på Rigshospitalet

Denne sag er da rystende, man tror næsten det er løgn. Læs på Videnskab.dk (her den 9/11) om Rigshospitalets fyring af molekylærbiolog og forskningsleder Henrik Leffers fra Afdeling for Reproduktion og Vækst. Hvis bare halvdelen af de oplysninger Videnskab.dk bringer frem om årsagen til fyringen står til troende, har Rigshospitalets forskningsledelse et alvorligt problem. Og hvis de nægter at udtale sig med henvisning til, at der er tale om en personalesag, hjælper det næppe for deres troværdighed, for "samarbejdsvanskeligheder" et et mærkat, enhver ledelse vilkårligt kan klæbe på en medarbejder som fyringsgrund.
Jeg har endnu ikke helt forstået hvad det er, der er foregået, men som en af bloggens korrespondenter nævnte for mig i går om sagen:
"Er det i øvrigt ikke et pædagogisk skoleeksempel på hvordan en institutions "overordnede forsknings- og kommunikationsstrategi" kan stå i vejen for at der bliver lavet nybrydende forskning?"
Det tjener såvel Videnskab.dk som Henrik Leffers til ære, at de har bragt sagen frem i offentligheden. Lad os håbe, at det er muligt at kan komme dybere ned i den og få be- eller afkræftet påstanden om de helt uantagelige grunde til fyringen, som artiklen implicerer.
Hvis det er sandt, at den forskning og de resultater, som Leffers har nået frem til, af strategisk-økonomiske grunde er ubekvemme for afdelingen, og at dette endvidere er hovedårsagen eller blot en medvirkende årsag til fyringen (eller bare til evt. gnidninger i samarbejdet), er det mildest talt rystende, og efterlader i så fald en skamplet, ikke blot på ledelsen, men også på de konkurrerende videnskabelige miljøer, der har omgivet Leffers forskningsgruppe.

Kaffepausesamtale om instrumentaliseringen af sprogfag

Der var debat i Deadline i søndags om de små sprogfag, og så er det vel passende at referere fra en samtale - tænkt eller virkelig - jeg overværede i pausen til et seminar, mellem en håndfuld udøvende sprogforskere, filosoffer og humanister, som jeg i tidens ånd og af visse hensyn brutalt vil nummerere:

1. professor:
Så I også den sene Deadline i søndags? I bekræftende fald: Hvem havde fat i den lange ende & ikke mindst: hvad kunne én af os have sagt på en bedre måde?

2. professor:
Jeg så udsendelsen. Jeg synes Bjørn Bredal havde fat i mange lange ender, når han f.eks. talte om sproget som en art "tænkehat", og om nødvendigheden af, at universiteterne tænker i længere baner, og at det ikke kan være de studerendes studievalg, der afgør om fag skal findes eller ej. Refsing taler som en administrator, hun er en smooth operator, man hører slet ikke hendes bekymring, kun når hun bliver direkte angrebet. Og når Charlotte Rønhof taler om sprog som "redskaber", så bliver man jo helt dårlig ...

1. professor:
D'accord, ganske kongeniale følelser vældede op i mig, og lignende fortolkninger havde jeg, kære kollega. Sproget er jo netop ikke (kun) et instrument, jf. mit eget skrift fra (...).

3. professor:
Var det ikke en meget "glat" debat? Jeg synes som jer, at Bredal gjorde det bedst, fordi han understregede, hvordan de meningsløse mekanismer (studentersøgning mm) lægger alt øde, uden at nogen behøver at tage ansvar. Bredal var afbalanceret, ikke spor "Humanist til hest" (jf. titlen på hans bog om Montaigne); rart urokkelig i sit forsvar for humanistisk omgang med fremmedsprog.
Rønhofs "sprog som værktøj" hører jeg desværre ofte på mit eget universitet, så jeg er vaccineret. Og jeg vil endda vove den hårrejsende påstand, at hun er blevet bedre til at skelne mellem sine egne interesser som lobbyist for industrien og samfundets generelle behov end tidligere.
Det er jo sandt, at virksomhederne ikke i stort omfang efterspørger specialistviden inden for sprog. Men det, man glemmer at få med er, at det gør de ikke, fordi de sender deres materiale ud til oversætterbureauerne… Dén "efterspørgsel", dét samfundsbehov er der ingen, der rigtigt fanger!
Mht. gymnasieskolen vil jeg minde om Peter Harders regnestykke, fra hans artikel "Kvalitet på universitetet: reform eller tilintetgørelse?" i Helge Sander (red.), Fremtidens universiteter, Gyldendal, 2009. pp. 109-120. Hans pointer gælder selvfølgelig også de andre gymnasiale sprogfag.

[3. professor hiver bogen op af mappen og bladrer frem]:

[Om ødelæggelsen af gymnasieuddannelsen]:
"Det andet punkt drejer sig om en konsekvens af reformen som endnu er usynlig uden for universiteterne, nemlig demonteringen af gymnasielærernes faglige kvalifikationer - samtidig med at de faglige krav der stilles til dem i gymnasiet er eksploderet.
Når det hidtil har været usynligt, skyldes både at uddannelserne først går i gang nu, og at forværringen i vilkårene er et resultat af forskellige faktorer som ikke er tænkt sammen. Faktorerne er følgende:
• Afskaffelsen af sidefagssuppleringen (dvs det halve års viderekvalifikation der var bygget ind i pædagogikum-ordningen)
• Flytningen af BA-projektet til 3. år, der skubbede sidefaget videre op på overbygningsdelen - med det resultat at der nu kun er tre kvarte årsværk til hovedfaget (ud over specialet)
• Kravet om et professionsmodul, som tager ét af de tre kvarte årsværk
• De løbende nedskæringer, som gør at et kvart årsværk nu svarer til 2 timer i 12 uger
• Den planlægte omlægning af taxameteret, som betyder at kandidaterne skal blive færdige totalt uden forsinkelse
Jeg skriver dette i fuld bevidsthed om at det er næsten uforståeligt for outsidere - det er faktisk en del af pointen! Det gælder nemlig mange af de ting der sker i øjeblikket: ingen kan overskue konsekvenserne, men det bliver tvunget igennem alligevel, hen over hovedet på dem der skal få det til at fungere.
Det mest skræmmende er de faglige kvalifikationer på hovedfaget. Da jeg studerede, var et hovedfag på to år, dvs. at der (i nutidens regneenheder) ud over specialet var 6 kvarte årsværk. I firserne blev det skåret ned til halvandet år, svarende til 4 kvartårskurser. Nu bliver der så 2 faglige emnekurser tilbage. Hovedfagsfagligheden er skåret ned med 67% i forhold til de gymnasielærere der går af i disse år.
Oven i det kommer så at hovedfaget i den tradition der endnu lever, var stedet for faglig fordybelse, hvor man som studerende brugte typisk 3-4 år og gik til mange flere kurser end man tog eksamen i. Hovedfaget har været stedet for den identitetsbærende faglighed, den som gjorde at man følte sig sikker over for eleverne i gymnasiet. Universiteterne har ikke råd til at ignorere de økonomiske realiteter, så samtidig med at det faglige indhold formelt er skåret ned til en tredjedel, vil man sikkert finde veje til eliminere det faglige overskud som de studerende hidtil har lagt oven i af egen drift. Hvis finansministeriet får sin vilje, vil fremtidige gymnasielærere derfor have modtaget i alt 48 timers faglig undervisning på deres hovedfag.
Der er kort sagt lagt op til en kolossal faglig deroute, og den bliver sendt direkte videre til eleverne i ungdomsuddannelserne - hvor forventningen pudsigt nok netop er blevet at læreren skal kunne øse af sit vældige faglige overskud i forhold til hele fagrækken."
(Uddrag fra siderne pp. 118-120)

1.Professor:
Meget præcist. Nå, men om Refsing: man skulle tro, man havde fundet ny art gople. Hun havde vist været på kommunikationskursus hjemmefra, og måske derfor lykkedes det hende lidt for godt at få minimeret omfanget af de reformer, hun planlægger. Som jeg hører hende, er det en form for generaliserede "områdestudier", hun lægger op til, hvor fremmedsprogene indgår som en komponent blandt andre.

4.Professor:
Hmm, jo. En lignende model er afprøvet på CBS som hhv "Europæiske studier" og ”Amerikanske Studier” på et af institutterne. Europæiske Studier har haft stor og stigende søgning og var i år en af de allermest søgte uddannelser på CBS og blev bl.a. af den grund beordret til ekstra optag, da VTU-krævede, at universiteterne tog flere ind. Men ledelsen havde også besluttet, at uddannelsen skulle afvikles. Selv om den ret beset gav ”dobbeltkompetencer”. Nu genopstår uddannelsen tilsyneladende på et naboinstitut dog med noget mindre sprog og uden humanistisk vinkling. Det var i øvrigt det forløb, der resulterede i, at en højtprofileret USA-ekspert rejste til SDU… (se cbsobserver.dk: humanistiske omraadestudier droppet paa cbs).

3.professor:
For mig var det sandhedens øjeblik, da Refsing (kommunikationskursus eller ej) i én katastrofal sætning om DIs våde drøm (dobbeltkompetencer) sagde - her citeret efter hukommelsen: "Ja, kemikeren, der kan tysk, kan så et fag og et sprog"… Kan I se problemet? Sprog er ikke et fag!!!
Hvis selv HUM-dekanen for DKs største og ældste universitet ikke på landsdækkende TV er i stand til at slå fast, at sprogstudier også er et FAG, at sprogstudier er en FAGLIGHED, så er der ikke noget at sige til, at det hele kører af sporet.

1. professor:
På det helt overordnede organisatoriske plan er problemet, at universitetsledelserne i varierende grad ser ned på sprog som faglighed og kun vil høre tale om det som værktøjsdisciplin.

2. professor:
Det, jeg mener, man skulle gøre fra et overordnet fremmedsprogsuddannelses-synspunkt er at tænke samarbejde mellem forskellige uddannelsesinstitutioner, så man kunne få det bedste fra begge verdener. Der er selvfølgelig mange, der skal sluge nogle kameler! Men med det alternativ, der tegner sig på KUA, er det da at foretrække. Ledelserne er vist ikke vildt interesserede. De skal jo konkurrere.

1. professor:
Tak for jeres betragtninger over, hvordan det står til med opfattelsen af sprog. Jeg genkender det jo rundt omkring, også fra mit eget fag, hvor de studerende (og nogle af lærerne) i stigende grad taler om deres eget fag som "værktøjer". Det er selvfølgelig en logisk følge af, at man i stigende grad vægrer sig mod at tale om viden og hellere bruger ordet kompetencer. Med denne glidning har man jo så at sige på forhånd foretaget en glidning i retning af instrumentalisering af alt muligt, man kan vide noget om.

Universitetspolitiske møder - kan universiteterne redde erhvervslivet hvis de indrettes som erhvervslivet?

1. møde: Paneldebat:

Kollegiet Regensen lægger hus til en paneldebat om et af tidens vigtigste spørgsmål: universiteternes fremtid.

Universiteterne er under hårdt pres. Økonomiske stramninger, finansielle krisetider og uenighed om prioriteringer af midler har skabt en svær situation. Dilemmaet er at universiteterne får svært ved at opfylde krav om at levere uddannelser i verdensklasse, samtidig med at det forventes at de optager flere studerende hvert år og at disse bliver hurtigere færdige med deres uddannelse.
Bag de økonomiske diskussioner gemmer der sig imidlertid en værdimæssig debat, som er i fare for at blive glemt. Universiteter er ganske givet institutioner som er afhængige af en sund og velfungerende økonomi uden hvilken, det store maskineri ikke kan køre rundt. Men hvordan skal vi forholde os til universiteternes nuværende tilstand og fremtid, når det proklameres, at Danmarks mulighed til overlevelse i den globale økonomi beror på dets evne til at være et førende videnssamfund?
Vi ønsker, at denne paneldebat skal være en principiel diskussion omkring, hvilken rolle vi skal tillægge universiteterne som centrale institutioner i det danske samfund. Hvordan ser vi universiteterne i Danmark om 50 år? Skal vi have masseuniversiteter for alle og enhver? Skal der oprettes nye universiteter som er for de skarpeste i klassen? Skal universiteterne uddanne de bedste eller de fleste? Med andre ord, skal Danmarks universiteter være pølsefabrikker eller eliteskoler? Og kan de være begge dele?

Vi ønsker på baggrund af disse spørgsmål at diskutere visionerne for fremtidens universiteter på baggrund af en diagnosticering af deres nuværende tilstand. Vi glæder os til en spændende og udfordrende debat!

Vel mødt d. 9 november!

Panel:
Ralf Hemmingsen, Rektor KU
Marianne Jelved (R), MF, Uddannelsesordfører
Jesper Langballe (DF), MF, Forskningsordfører
Stina Vrang Elias, Adm. Direktør, tænketanken DEA
Sune Auken, Lektor KU, forfatter til bogen Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet (Informations forlag 2010).

Moderator:
Adam Holm

Tid: 9. november 2010 kl. 19.30
Sted: Regensen, St. Kannikestræde 2, 1169 København K
Arrangør: Regensen i samarbejde med Dansk Magisterforbund & DJØF.

2. møde. Gæsteforelæsning:

Wannabe U: Inside the Corporate University

Using ethnographic data about an American flagship university, I consider its responses to both economic and demographic changes in higher education. I argue that rather than universities being subordinated to the production and transmittal of knowledge, as was once the case, knowledge is now subordinated to the needs of universities for profit and recognition. Seeking profit, the university administration engages in a “new managerialism” that seeks to maximize efficiency, economy, and effectiveness and, as a by-product, undercuts faculty authority by implementing change from the top down. I pay particular attention to such aspects of corporatization as creeping centralization, the expansion of staff relative to professors, the expansion of a contingent labor force, assembly-line education, and the advent of an accountability regime -- a politics of surveillance, control, and market management disguising itself as the value-neutral and scientific administration of individuals and organizations.

Gaye Tuchman is professor of sociology at University of Connecticut, USA. She is well-known for her book “Making News: A Study in the Construction of Reality” that has been translated into many languages, including Chinese and Japanese. Her most recent book is “Wannabe U: Inside the Corporate University” (University of Chicago Press, 2009).

Tid: 16. november 2010 kl. 10-12
Sted: Det nye KUA, Njalsgave 136, lokale 27.0.17
Arrangør: Institut for Medier, Erkendelse og Filosofi

Penge og ord - den entreprenante refleks

Jeg har iagttaget en ny rygmarvsreaktion: At forskere, som allerede står på universiteternes lønningsliste, straks, når de får ideer til at samarbejde om nye projekter, pr. automatik tænker dem som større ansøgninger til en forskningsfond eller et forskningsråd, der skal argumenteres og begrundes og kæmpes igennem før samarbejdet kan starte. Forskningssamarbejder fødes på dagens entreprenante universitet som idé-kasteller i stål og glas, fuldbragte med særlige advisory boards og andre udenomsværker, og gerne horder af tekniske eller videnskabelige assistenter, der må søges om ekstra penge til. – Okay, man kan da være nødt til at sikre midler til afholdelse af konferencer eller nyt instrumentel i laboratoriet. Påstanden her er blot, at det er blevet til en refleks helt fra starten at tænke forskningssamarbejder som organisatoriske monstre, der kræver uanede mængder af nye penge og ord. Hvorfor ikke bare begynde med at gøre arbejdet?

Universitetsloven overtræder internationale anbefalinger

I disse dage popper der en gammel nyhed op, først på Videnskabsministeriets (dvs. UBST's) website, siden, som ringe i vandet, til Universitetsavisen og nu i dagens Information, om at et internationalt ekspertpanel har fundet den danske universitetslov ok og ikke krænkende for den akademiske frihed (se links og henvisninger her). Ingen er tilsyneladende interesseret i at spørge hvorfor vi skal præsenteres for dette som om den var nyt, men heller ikke hvorfor vi ikke allerede har gransket den gamle nyhed.
Der er for mig at se ingen tvivl om at Universitetsloven af 2003, som vi stadig regeres under, overtræder internationale bestemmelser, som Danmark har tilsluttet sig, vedrørende forskningsfrihed og det akademiske personales medbestemmelse. Det var Dansk Magisterforening heller ikke i tvivl om, og indklagede, som man vil kunne huske (ellers se her), den danske regering til UNESCO for at overtræde de selv samme bestemmelser, som Danmark har tilsluttet sig og holder fanen højt omkring – især når det gælder udviklingslande.
Det ærgrer mig, at jeg først et år efter – via præsentationen af den gamle pseudonyhed på UBST's site – bliver opmærksom på at DM's klage afvistes for omkring et år siden. Kunne man mon forestille sig, at Videnskabsministeriet/UBST netop nu, hvor forhandlingerne om revisionen af universitetsloven kører bag lukkede døre, ønsker at minde offentligheden om at DM "tabte" sagen, og derfor bringer nyheden på sit site – når nu ikke DM selv har villet kommentere på den? En ikke-omtalt gammel nyhed spinnes som en nyhed, når det er i regeringens interesse? (Jeg har skrevet til Mette Ring Rossing fra UBST og spurgt hvorfor de bringer den samme gamle nyhed igen men har endnu ikke fået svar).
Hele klagen kan hentes fra DM's site (her). Klagen påviser, at den danske universitetslov af 2003 og følgelovene ikke lever op til UNESCO's anbefalinger på flere væsentlige punkter:

• Forskningsfriheden er ikke tilstrækkelig sikret. Den undermineres af udviklingskontrakterne og de strategiske rammer med specifikke kvantitative resultatmål for eksamener, publikationer, ph.d.’ere, etc.
• Reel medarbejderindflydelse er afskaffet. Beslutninger, - også om faglige forhold - træffes af politikere, eksterne bestyrelsesmedlemmer og et internt managementhierarki. Den professionelle ekspertise, som forskere og undervisere besidder, har ingen eller kun marginal indflydelse på beslutningerne. Universitetsforskere og undervisere er udelukket fra at udøve deres professionelle dømmekraft i forhold til afgørende beslutninger om indhold og udvikling af universitetets forskning og uddannelse.
• Universiteternes autonomi undergraves af ekstrem politisk og ministeriel kontrol. Beslutning om forbud mod gruppeeksamen er blot et af mange grelle eksempler.

Det er meget besynderligt, at det ILO-UNESCO-panel, som har taget stilling til klagen, i hovedtrækkene har afvist den, og det kan kun skyldes manglende kendskab til de faktiske forhold i Danmark (skønt de ellers er grundigt dokumenteret i klageskrivelsen), eller manglende respekt for teksten om de selvsamme anbefalinger, som kommiteen skal vurdere om Danmark overholder.
Jeg skal her nøjes med at underbygge sidstnævnte ud fra punktet om medarbejderindflydelse, et kernepunkt, ikke mindst når det kommer til så væsentlige beslutninger som hyring eller fyring af det akademiske personale – jf. de to analyser fra Netværket 5f (af 14/10 og 31/10) der dokumenterer hvor løst og ufuldstændigt grundlag massefyring af forskere er sket på, hvor hvordan medarbejdernes reelle indsigt i budgetterne og indflydelse på beslutningerne har været fraværende.
I klagen fra DM fremførte man bl.a. følgende om fraværet under den nye lov af de kollegiale principper om ledelse:

"In Denmark, collegiate government was abolished with the introduction of the University Law of 2003.
The law prescribes that the board must have a majority of external members, and that the internal bodies are mainly advisory, without decision making powers. Furthermore, the advisory bodies do not have any powers to require leaders to answer their submissions.
There are no ways for the academic community to hold their leaders to account. This is in clear conflict with §§ 31-32 in section VI, B of the UNESCO Recommendation, which recommends that academic staff must be given the option of membership of the governing bodies and the possibility of holding a majority. Such internal bodies should have decision making powers over the budgets of the institution, i.e. decide the allocation of resources, and powers over academic issues." (DM's klage til UNESCO [extension kan med fordel efter download omdøbes fra ashx til pdf])

De principper, der henvises til, lyder i anbefalingerne som følger:

B. Self-governance and collegiality
31. Higher-education teaching personnel should have the right and opportunity, without discrimination of any kind, according to their abilities, to take part in the governing bodies and to criticize the functioning of higher education institutions, including their own, while respecting the right of other sections of the academic community to participate, and they should also have the right to elect a majority of representatives to academic bodies within the higher education institution.
32. The principles of collegiality include academic freedom, shared responsibility, the policy of participation of all concerned in internal decisionmaking structures and practices, and the development of consultative mechanisms. Collegial decision-making should encompass decisions regarding the administration and determination of policies of higher education, curricula, research, extension work, the allocation of resources and other related activities, in order to improve academic excellence and quality for the benefit of society at large. [Recommendation concerning the Status of Higher-Education Teaching Personnel, 11 November 1997]

I svaret fra UNESCO skrives der om dette punkt:

"The 1997 Recommendation addresses self-governance and collegiality in sections 31–32. In particular, section 31 states that teaching personnel should be able “to elect a majority of representatives to academic bodies within the higher education institution”. The evidence presented to the Joint Committee is that external members must be a majority on the academic boards of each university (The Universities Act, section 12), and the chair must be an external member. In addition to the academic board, each university has at least one “academy council” which is comprised of academic personnel, graduate students and academic administrators. It appears that academic personnel can comprise a majority in these bodies. Council duties include the distribution of funds within the university. Other bodies regulate PhD programmes and study boards. Study board members are equally divided between academic personnel and students, and the chair must be an academic member." [Joint ILO–UNESCO Committee of Experts on the Application of the Recommendations concerning Teaching Personnel (CEART): Report on allegations submitted by teachers’ organizations, § 36, p.11-12, Geneva, November 2009.]

Man henviser altså (tro det eller lad være) til Akademisk Råd! Som om Akademisk Råd har reel indflydelse på de ting, der nævnes ovenfor i §32! Det er gang på gang påpeget, at de akademiske råd ingen som helst reel indflydelse har på beslutninger om styringen af fx budget, ansættelse eller afskedigelser. Om Akademisk Råd står der ganske vist i 2003-loven

"§ 15 Stk. 2. Akademisk råd har følgende opgaver:
1) At udtale sig til rektor om den interne fordeling af bevillinger.
2) At udtale sig til rektor om centrale strategiske forsknings- og uddannelsesområder og planer for videnudveksling.
3) At indstille til rektor om sammensætning af sagkyndige udvalg, der skal bedømme ansøgere til videnskabelige stillinger.
4) At tildele ph.d.- og doktorgraden."

Men hvad nytter eventuelle udtalelser fra Akademisk Råd, når de ingen reel indflydelse får på beslutningerne? Rådet er – bortset blåstempling af akademiske grader – uden magt. Kan ILO-UNESCO-kommiteen virkeligt tro noget sådant? Hvad foregår der? Har kommiteen bare ikke vidst nok om forholdene? Her er deres anbefaling: kommiteen

"recommended that the Government and the DM engage in social dialogue on issues of university governance and performance contracts for individual universities and to report further to the Joint Committee on the results of their discussions, progress made and any difficulties encountered."

Man ser det for sig: Mens DM-repræsentanter fører social dialog med en afdelingschef på UBST, fortsætter business as usual, herunder topstyrede fag- og fakultetssammenlægninger, nedskæringer og fyringsrunder.

Afskedigelser på DIKU og fordele for ledelsen

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)

Hvordan skal forskningen styres? Skal den styres af de enkelte forskere, eventuelt i fællesskab og med en åben debat? Skal den styres udefra efter nogle overordnede målsætninger der bliver diskuteret lige så åbent som andre politiske beslutninger, eller skal den styres af små kliker, som er ude på at pleje deres egne interesser?
Udviklingen på DIKU (Datalogisk Institut Københavns Universitet) over de sidste fem år, tyder på at det mest er det sidste der er tilfældet. Der er dog ikke tale om en samlet plan, men mere om en gradvis udvikling hvor lederne udnytter de muligheder der opstår.
Instituttet har ikke haft en klar placering i forhold til andre fag på universitetet. Det har haft lige så mange berøringspunkter med humaniora som med andre fag på det naturvidenskabelige fakultet, som det organisatorisk var og er en del af.
I forhold til andre fag på universitetet har DIKU til gengæld været ret anvendelsespræget, og dets ledende stilling i den tidlige udvikling af brugen af IT i Danmark, har ført til en vis selvtilstrækkelighed og et ønske om at være sig selv nok. Alt sammen faktorer som gjorde instituttet sårbart overfor påvirkninger fra andre dele af universitetet.
I december 2005 blev DIKU bedt om at komme med input til en evaluering af dets undervisning. Dets input var i nogen grad præget af en irritation over at blive pålagt opgaven, hvad evalueringsudvalget også bemærkede. Mere alvorligt var det, at evalueringen i sin rapport i maj 2006 beskrev at frafaldet og gennemførelsestiden var langt højere end for andre datalogiske uddannelser, og det fik en kraftig omtale i pressen.
Det var lige efter at Ralf Hemmingsen var tiltrådt som rektor, og det forlød ovenfra at instituttets ansatte ikke skulle diskutere rapporten eller forsvare instituttet i pressen. Også selvom det var let at argumentere for at de lange studietider og en del af frafaldet skyldtes at datalogistuderende ofte kunne opnå vellønnede stillinger før de var færdige. (Det forlød at datalogistuderende i studenterjob tjente over 200 kroner i timen.)
I stedet for at diskutere forbedringer af selve datalogiuddannelsen, annoncerede Ralf Hemmingsen i stedet i juni 2006 at universitetet ville oprette en række nye kombinationsuddannelser: IT og kognition, eScience og IT og sundhed som ikke må forveksles med SundhedsIT på IT Universitetet.
Behovene og interessen blandt mulige studerende var ikke undersøgt på forhånd. Det lod til at uddannelserne i stedet var taktisk begrundet. I hvert fald fortalte Ralf Hemmingsen på et senere møde på DIKU, at de nye uddannelser skulle forhindre at DIKU blev lagt ind under ITU.
Ralf Hemmingsen annoncerede også at IT skulle være en del af alle uddannelser på universitetet, at alle studerende skulle have en slags udvidet IT-kørekort, og der skulle oprettes et nyt center for It innovation - CITI - som kunne støtte og sikre det.
En konsekvens af omtalen var at antallet af ansøgere til DIKU faldt kraftigt i 2006, der kom diskussioner af det store frafald og Computerworld brugte ligefrem udtrykket dødsspiral. Alligevel blev der ikke gjort noget ekstra for at tiltrække flere studerende.
I begyndelsen af 2007 tiltrådte så den ansatte institutleder. Ledelsen havde oprindelig ønsket en institutleder udefra som kunne skabe fornyelse, men var i stedet endt med at ansætte en leder som var uddannet fra DIKU og endda havde været institutleder tidligere, men som nu var ansat på DTU.
Der havde været flere planer om at instituttet skulle flytte til nye lokaler på Amager, og der havde været flere udsættelser. I slutningen af 2007 blev det annonceret at en del af instituttets ansatte skulle flytte til Amager hvor de skulle have lokaler sammen med CITI. Begrundelsen fra instituttets ledelse var, at Ralf Hemmingsen havde annonceret en udflytning af instituttet, så det var nødvendigt at nogen flyttede derud, for at han ikke skulle tabe ansigt.
I januar 2008 annoncerede den ansatte institutleder at han havde sagt op og vendte tilbage til sin tidligere stilling på DTU. På et møde for instituttets ansatte fortalte han i detaljer om hvordan han havde følt sig dårligt behandlet af rektoratet og den øverste ledelse, og at det var årsagen til at han trådte tilbage.
Den tidligere viceinstitutleder blev konstitueret institutleder, og siden fastansat efter et kortvarigt opslag af stillingen. Han havde ingen tidligere erfaring som leder. De fleste af de øvrige medlemmer af det såkaldte lederteam var også ret unge og uerfarne.
Udflytningen af en del af instituttet blev gennemført i foråret 2008. Omkring en tredjedel af de videnskabelige medarbejdere fik kontorer på Amager selvom al undervisningen og de fleste møder fortsat foregik på Østerbro. Det faglige miljø blev brudt endnu mere i stykker end det allerede var.
De annoncerede planer for CITI var i mellemtiden skrumpet kraftigt, så centeret stort set kun bestod af den ansatte leder, hans sekretær og de Ph.d. studerende han havde haft med sig. Samtidig blev en del af instituttets ansatte udnævnt til eScience og flyttet over i en kælder i nabobygningen til DIKU.
I den følgende periode var der flere daværende og tidligere studerende som diskuterede offentligt om DIKU skulle nedlægges helt, og flere studerende sagde at de hellere måtte gøre deres studium færdigt før DIKU måtte lukke.
I september 2008 startede IT og Sundhed med kun 10 studerende, selvom der ifølge planerne minimum skulle være 25. Det lykkedes ikke at skaffe nok studerende til at IT og Cognition eller eScience kunne starte. (En intern vittighed om eScience lød: ”I år har vi uddannelsen, næste år får vi måske studerende.”)
I december 2008 blev det annonceret at der skulle ske en massefyring på instituttet. En af lederne på instituttet udtalte at dekanatets tal var forkerte, men ledelsen sagde samtidig at det var håbløst at protestere. Beslutningen var taget ovenfra.
Fyringen blev sat i værk fra slutningen af december 2008 og i januar 2009. Det lod til at ledelsen var instrueret i at de ansatte skulle presses til at acceptere noget der lignede frivillige fratrædelser. I hvert fald har jeg ikke kendskab til nogen hvor fratrædelsen reelt var frivillig.
På andre punkter var ledelsen ikke helt så velforberedt. Der kom en absurd situation på et lærermøde, hvor institutlederen ikke ville fortælle hvem der var fyret, selvom de alle havde fået besked, så de videnskabelige medarbejdere senere selv måtte lave en liste ud fra hvad de hver især havde hørt. Det havde jo en del praktisk betydning, blandt andet for undervisningen i foråret.
I efteråret 2008 var der blevet holdt et strategiseminar, men ledelsen havde ikke udarbejdet en ny strategi baseret på det. Derfor stod den meget frit da der skulle foretages fyringer. Når ingen andre kendte strategien, kunne ingen af de fyrede argumentere for at deres fyring ikke var sagligt begrundet.
Efter fyringsrunden blev der lavet en omorganisering, som øjensynligt var baseret på ledelsens og universitetets strategiske planer. Gruppen på Amager skulle støtte humanisterne i deres IT, herunder undervise i programmering, mens den såkaldte billedgruppe skulle arbejde sammen med sundhedsvidenskab. Tilbage var den såkaldte algoritmikgruppe der måske ender som en del af Niels Bohr Instituttet.
I 2010 lavede DIKU revyen en parodi på filmen Der Untergang med en studieleder i hovedrollen som Hitler, der fortalte hvordan instituttet var ved at blive udraderet.
Se http://www.youtube.com/watch?v=_TtatVaMvk8

I oktober 2010 viste det sig at udviklingen var gået langt bedre på DIKU end budgetteret, så fyringerne faktisk havde været overflødige. Til gengæld har fyringsrunden haft flere fordele for instituttets ledelse. Den har gjort det muligt at slippe af med en række erfarne forskere som ganske vist var ressourcer, men som en mindre erfaren ledelse kunne opfatte som en trussel.
Fyringerne frigjorde stillinger til områder som skulle udbygges, og til unge forskere som kunne få en avancementstilling og måske var mindre kritiske overfor ledelsen. Desuden er flere af de fyrede fortsat som eksterne lektorer, så ledelsen kan få lavet samme undervisning med langt mindre omkostninger.
Der er ikke noget som viser at fyringerne har været planlagt for at opnå de fordele. De er blevet udnyttet efterhånden som de er opstået, og nu er de synlige. Det kan betyde at der i fremtiden vil komme tilsvarende fyringsrunder på andre institutter, når det er tydeligt hvordan ledelsen kan få fordele af en fyringsrunde.

Indikatorkritik

I dag udkommer et nyt nummer af tidskriftet Kritik. Det indeholder en kritisk analyse ved Sune Auken og undertegnede af Den Bibliometriske Forskningsindikator. Vi udsender en pressemeddelelse, som kan læses her, sammen med åben adgang til et fortryk af artiklen (link). At jeg takket være Inge Henningsen ved samme lejlighed opdagede, at der var noget der hed Goodharts lov, kan jeg kun sige tak for.

Universitetsledelse uden ansvar

Noget af det forbavsende ved den såkaldte ledelsesreform, forligspartierne bag universitetsloven af 2003 indførte, var at man argumenterede for en stærkere og mere beslutningsdygtig ledelse, som kunne og turde tage 'upopulære' beslutninger under et tydeligt og mere klart defineret ansvar over for det samfund, universitetet befinder sig i, end de kollegiale organer som institut- og fakultetsråd. I dag har vi fået en ledelse, som ikke blot savner legitimitet i de faglige miljøer fordi den er ansat og styret oppefra, men som også søger at usynliggøre sit eget ansvar for universitetet som helhed. Helhedshensynet er hensyn den faglige mangfoldighed, opretholdelse af et bredt spektrum af fag, en høj vidensdiversitet i forskning og undervisning, og et styrket troværdigt vidensberedskab med rod i levende, uafhængige og ubestikkelige videnskabelige miljøer. Den nuværende ledelse tager ikke i tilstrækkelig grad dette ansvar på sig. Den søger tværtimod at usynliggøre sit ansvar overfor det danske samfund, ved blindt at gøre brug af de markedsgørelsesmetoder i økonomistyringen, der reelt opløser universitetets videnspolitik, som skulle sikre mangfoldigheden, i en mekanisk opgørelse af indtægter og udgifter for de enkelte fag, institutter, eller forskningsgrupper, og lade røde eller sorte tal på bundlinien være styrende for om disse enheder skal op- eller nedprioriteres, fortsætte eller i værste fald lukkes lukkes. De faretruene tendenser, som truer med at udarte til skandaløse tilstande, går på tværs af hovedområderne. De ses både på de våde fag, fx naturvidenskabelige institutter (jf. den sigende analyse, vi kunne offentliggøre her den 14/10), og på tørre områder, jf. pressens omtale (se fx her) af den truende lukning af en række små sprogfag. Peter Harders udtaleler til Forskerforums seneste nummer (238, s. 26f, okt. 2010) påviser ganske klart skandalens kerne:

"Rektorer pålægger fakulteterne at styre efter samme 'incitamentsstrukturer'. Og nu pålægger dekanen så de enkelte fagområder en 'incitamentsstruktur' hvor vi skal finansiere os selv. De skal være små selvkørende forretninger".
Men sådan kan man altså ikke køre et universitet, mener Harder: "Et universitet har forpligtelser over for almenheden, fx at opretholde en bredde i studierne. Derfor skal man også tage fagligt stilling til, hvad det er for et universitet, man ønsker. Og her sker der en ansvarsforflygtigelse ved at gøre sagen til et spørgsmål om økonomi".

Desværre er dårskaben i denne variant af New Public Management ikke blot et dansk fænomen. Vi ser det samme udfoldet, i et mere grelt omfang visse steder i USA og U.K. En oversøisk læser gør opmærksom på en artikel i the Wall Street Journal d. 22/10 med titlen "Putting a Price on Professors - A battle in Texas over whether academic value can be measured in dollars and cents" (her), om hvordan den netop omtalte form for økonomistyring gennemføres helt ned på niveauet af den enkelte forsker:

"A 265-page spreadsheet, released last month by the chancellor of the Texas A&M University system, amounted to a profit-and-loss statement for each faculty member, weighing annual salary against students taught, tuition generated, and research grants obtained.
Ms. Johnson came out very much in the black; in the period analyzed—fiscal year 2009—she netted the public university $279,617. Some of her colleagues weren't nearly so profitable. Newly hired assistant professor Charles Criscione, for instance, spent much of the year setting up a lab to research parasite genetics and ended up $45,305 in the red."

Som en kommentator (Daniel Heinzen) til indlægget bemærkede:

"This effort at Texas A&M is part of a trend towards taking resources and decision making authority from lower levels to higher levels. At these higher levels, all of the specific factors that affect the value of a faculty member have to be distilled into a very short story at best. So here, we are taking it to the ultimate limit of reduction it to a single number. That is absurd.
(...) I am sure that the best corporate CEOs know which way their company should go and who their best top-level managers are. I am equally sure that they don't try to replace their lower level managers' judgment with their own oversimplified measures of employee performance. This wouldn't work in most large organizations, and it won't work for Texas A&M either."

Det er behov for at kræve genindførelse af universitetet som institution for uafhængig, fri og mangfoldig forskning, hvor uafhængigheden ikke mindst skal sikres af den til enhver tid siddende universitetsledelse. Derfor er de spørgsmål, som stilledes i analysen d. 14. okt., ikke alene henvendt til fagforeninger som DM, IDA, JA og DJØF og en kæmpe udfordring for dem; de er også spørgsmål til universitetsledelserne og en opfordring til at vise ansvar og tage helhedsmæssige hensyn, snarere end at underlægge sig de økonomiske algoritmers blinde diktatur.
Og hvis det er sandt, som Information skriver i dag (her), at universiteterne er i færd med at ophobe kæmpeformuer, virker det endnu mere forstemmende, at ledelsen ikke benytter disse ansvarligt som buffer til netop at fastholde den helt essentielle akademiske kapital på instiutter, der reelt eller tilsyneladende er i budgetkrise, i stedet for at massefyre ansatte på et usikkert og forhastet grundlag.

Fagforeninger, universitetsfyringer og det nye regime

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)


Universitetsverdenen undergår for øjeblikket en transformation, hvor den presses fra en situation, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab hyldede og beskyttede de klassiske videnskabelige dyder til en institution, hvor de ligeledes klassiske modsætninger mellem arbejdsgiver og arbejdstager vinder stadigt større indpas. Retrospektivt har fagforeningen ikke spillet nogen rolle - hvilken rolle skulle den have haft på en institution, hvor ledelsen bestod af medarbejdere, der var valgt blandt og af medarbejderne selv, der i øvrigt frivilligt arbejdede langt ud over, hvad de fik løn for? Den igangværende transformation resulterer i, at medarbejderne går fra ikke at have brug for en fagforening til at få stigende behov for dennes aktive mellemkomst. Så både medarbejdere og fagforeninger gennemgår i øjeblikket en parallel proces, hvor de skal vænne sig til de nye tiders krav og ændre deres opførsel i overensstemmelse hermed. Man kan sige, at begge parter i udgangspunktet er blevet fanget med bukserne nede.

Transformationen er politisk drevet, og derfor har fagforeninger og universitetsbefolkningen selvfølgelig mulighed for at forsøge at påvirke politikernes syn og beslutninger på universitetsområdet igennem de kanaler, som nu engang eksisterer i samfundet. Det mest interessante (eller uhyggelige) er, at en del af transformationen faktisk drives af interne beslutninger i de nye universitetsledelser. Hvorfor er de nye ledelser villige til aktivt at medvirke til nedbrydningen af, hvad universitetet har stået for i århundreder? Hvorfor tilstræber de af egen kraft at indføre ultra-liberale tilstande? De, som først og fremmest hylder grundforskningens væsen og ukrænkelighed og samtidig har forståelse for uddannelsernes samfundsmæssige betydning, ville næppe frivilligt deltage i et sådant korstog. Er det for at 1) tækkes det politiske system eller 2) udleve deres egne politiske holdninger og/eller ledelsesmæssige idealer? - mest sandsynligt er nok en kombination af begge dele. Uanset hvorfor, så er resultatet, at de nye ledelser bidrager til at arbejdsgiver-arbejdstager rollerne vinder frem i universitetsverdenen og dermed kommer de til at fremstå som en forlænget arm i den aktuelle politiske værdikamp - loyaliteten går kun opad - her er ikke plads til at beskytte sine medarbejdere, deres arbejdsvilkår eller universitetets klassiske dyder. Denne interne del af transformationen bør netop en fagforening reagere kraftigt på.

Fagforeningernes rolle bør diskuteres fremadrettet og proaktivt med fokus på emner, som de skal være beredt til at gå aktivt ind i. Her anføres nogle konkrete bud på emner, der primært er af intern karakter, og som fagforeningerne bør involvere sig aktivt i.

Organisatorisk er et typisk institut opdelt i sektioner og fra årsskiftet indfører et KU-institut, hvad ledelsen kalder en retfærdig og gennemsigtig økonomimodel: De enkelte sektioner bliver økonomisk selvbærende, og deres indtægter bliver sammensat af: 1) De STÅ'er som sektionens medarbejdere har medvirket til at producere og 2) 70 % af den overhead, som sektionens medarbejdere har hjemtaget via eksterne forskningsbevillinger. På udgiftssiden skal sektionen så dække egen løn og drift. Basismidlerne, som instituttet modtager ovenfra i systemet, beholder instituttet i udgangspunktet som institutlederens "strategiske pulje".

En meget simpel model, men med vidtrækkende konsekvenser - med et slag er alle medarbejdere gået fra fast løn og til selv at skulle skaffe deres løn. Instituttets sammengængskraft er alvorligt truet, da systemet ikke rummer noget som helst element af solidaritet mellem instituttets sektioner (og man kan frygte snart heller ikke mellem sektionernes medarbejdere).

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Kan et institut bruge overhead- og STÅ-penge til lønninger?
• Er det tilladt at indføre en økonomistyring, hvor fastlønnede medarbejdere reelt overgår til at skulle skaffe deres egen løn - uden at dette forhold er stadfæstet i deres ansættelsesbrev?
• Burde dette ikke medføre, at samtlige medarbejdere skal fyres og genansættes med nye ansættelsesbreve, hvor de nye vilkår klart fremgår?

En fremskrivning af sektionernes kommende økonomi viser, at flere er i underskud. Som nævnt beholder institutledelsen basismidlerne som en strategisk pulje og kan nu vælge at allokere penge til en sektion, så den går i økonomisk balance, eller ikke at reagere, og så må sektionen formodentlig nedlægges. Hvis ledelsen vælger delvist at dække underskuddet, må sektionen skille sig af med medarbejdere svarende til det nye underskud. I dette økonomistyringssystem er der mulighed for, at instituttets samlede regnskab er i balance eller for den sags skyld i overskud - samtidig med, at der er sektioner, der er i underskud og må gribe til afskedigelser - en situation, som alt pt. tyder på er lige om hjørnet.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Er det et instituts overordnede økonomi, der skal lægges til grund for økonomisk betingede fyringer, eller kan det ske decentralt ud fra underliggende enheders isolerede del-økonomier?

Det, at sektionerne tvinges til at tænke såvel forskning som uddannelse i kroner og ører, har andre meget uheldige konsekvenser. Den grundvidenskabelige nysgerrighed og risikovilje vil hurtigt afløses af strategisk tænkte ansøgninger til programpakker med høj succesrate hos fonde og råd, som vel at mærke udbetaler overhead. En effekt som de tidligere sektorforskningsinstitutioner vil nikke genkendende til. Arbejdet med at højne kvaliteten og løbende revidere det faglige indhold i uddannelserne, således at kandidaterne er udrustet med de rette kompetencer, kommer ligeledes til at vige for et slagsmål mellem sektionerne om at rage så mange STÅ'er til sig som muligt. Med andre ord er målet blevet at skaffe penge og ikke at producere nye interessante videnskabelige erkendelser og kandidater af højeste kvalitet - man kan sige, at selvforståelsen af universiteternes rolle svinger fra at være samfundets leverandører af ny viden og kandidater til snævert at sikre egne interne interesser (læs økonomi). Humboldt må i sandhed rotere i sin grav.

Når ovenstående sammenholdes med tendensen til færre men større bevillinger, ser fremtiden meget skræmmende ud: sektioner, der er så heldige at få f.eks. et grundforskningscenter (med tilhørende videreførselsstillinger), vil trives og ekspandere, mens de, der ikke var så heldige, må fyre medarbejdere. I diverse skåltaler kaldes dette for en nødvendig faglig fokusering, men reelt betyder det et uerstatteligt tab af faglig bredde. Institutionens faglige ekspertise vil i liberalismens hellige navn gå mod at skulle findes inden for de fagfelter, som er begunstiget med store centerbevillinger. På den lange bane vil bevillingssystemet uundgåeligt miste interessen for disse centres fagfelter og i stedet dirigere pengene imod nye fagfelter, som til den tid anses for politisk vigtige eller forskningsmæssigt interessante. På det tidspunkt vil universiteterne stå med det alvorlige problem, at de kun huser ansatte, der er fagligt forankret i gårsdagens emner. Som en universitetsansat så malende har sagt: "kun en meget meget dum landmand vælger at lægge al sin kunstgødning i et lille hjørne af marken".

En sideeffekt af de igangværende forandringer er, at universitetsbefolkningen generelt udviser en mærkbart reduceret diskussionsvilje - formodentligt pga. frygt for, hvordan de nye ledelser vil reagere overfor kritik.

• Her kan fagforeningerne medvirke til at sikre, at kritikken bliver fremført igennem et vedvarende offentligt modpres på universitetsledelser og det politiske system samt en generel oplysning af den danske befolkning om tingenes tilstand.

På et institut blev den sidste af to gennemførte massefyringer afsluttet med at en del medarbejdere fik beskeden, at de efter al økonomisk sandsynlighed vil blive fyret om 2 år. Kammeradvokaten var inde over sagen og bestemte, at man ikke kan varsle en fyring 2 år ude i fremtiden. De berørte blev derfor ikke "varslet"; men indkaldt til et personligt "orienteringsmøde om prognosen for instituttets økonomi 2010 - 2013", hvor beskeden dog stadig var "you are next in line". Om det var en varsling eller ej kan diskuteres, men det ændrer dog ikke på, at såvel ledelse som menige medarbejdere i daglig tale kalder det fyringsvarsler. Hvis logikken skal holde i instituttets udmelding, om at fremgangsmåden er den mest humane for dem som vil kunne blive berørt, må man næsten formode, at enhver fremtidig fyringsrunde afsluttes med, at "næste hold" indkaldes og informeres om, at de nu er dem, der sidder yderst.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at medarbejdere ikke bliver gjort til "dead men walking" på baggrund af mere eller mindre usikre gisninger om den økonomiske situation flere år ude i fremtiden?

Hyppigt er der ganske stor diskrepans mellem budgetter og efterfølgende regnskaber - at spå om fremtiden er i sandhed en svær kunst. På et institut blev der gennemført massefyringer proportionalt med et forventet budgetunderskud på lige over 30 mill. Kr. - et år efter viste regnskabet et reelt underskud på omkring 18 mill. kr., så en del medarbejdere blev altså fyret uden grund - det skal bemærkes, at de foretagne fyringer ikke har økonomisk effekt for det pågældende år og at der i året samtidig blev ansat nye medarbejdere svarende til omkring 8 mill. kr.). Året efter viste budgettet - sådan som tallene blev fremlagt - ikke et underskud af en størrelse, som umiddelbart kunne begrunde instituttets udmelding om "meget drastiske reduktioner i omkostningerne er nødvendige" (læs massefyring). Alligevel blev der endnu engang skredet til massefyringer, og det bliver spændende at se årets regnskab. De økonomiske prognoser maler også et meget dystert billede. Det er selvfølgelig rigtigt, at den økonomiske situation generelt er alvorlig, men at et institut f.eks. er nødt til at fyre omkring halvdelen af sit personale bare for at komme i balance forekommer i overkanten. Det er nærliggende at tænke at økonomien bruges som våben i en værdikamp, hvor ledelserne gearer institutionerne til "de nye tider". Den økonomiske begrundelse for at skride til fyringer finder ledelserne i årets budget og ikke i regnskabet. Budgetter er taknemmelige: hvis en leder ønsker at fyre medarbejdere, er forventningerne til årets budget meget meget dystre - at det så et år efter, når årsregnskabet gøres op, viser sig, at fyringerne ikke var nødvendige, betyder mindre. Hertil skal bemærkes at budgetter ofte fremlægges på en form, som er alt andet end gennemskuelig - dvs. medarbejderne har meget ringe mulighed for at gennemskue, om baggrunden for fyringer er til stede - eller om det f.eks. snarere drejer sig om fyringer, der ønskes gennemført for at reducere lønandelen (dvs. frigøre midler til bl.a. drift), men kamufleres i et budgetmæssigt røgslør.

Her er også noget at gøre for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at fyringer sker på et oplyst grundlag?
• Hvordan sikres det, at institutionerne fremlægger gennemskuelige budgetter og regnskaber?
• Hvordan sikres det, at budgetter er lavet ud fra realistiske forventninger og ikke anvendes som kamuflage for interne justeringer af udgiftsfordelingen?

For de fleste i universitetsverdenen har medlemskab af en fagforening formodentlig mest været båret af en veneration overfor tidligere tiders opnåede resultater på arbejdsmarkedet. De universitetsansatte har betragtet deres ansættelse som et kald snarere end et egentlig job og derfor ikke haft noget at bruge fagforeningen til. Dette forhold har selvfølgelig også den anden vej bevirket, at fagforeningerne historisk set ikke har haft grund til at være synderlig synlige eller aktive på universitetet. De fleste havde nok foretrukket, at der ikke blev ændret på det forhold. Men udviklingen går desværre den forkerte vej, og fagforeningernes fremtidige rolle er betinget af, om de magter at skifte gear i takt med den igangværende udvikling. Der er i hvert fald nok af udeståender at kaste sig over, hvis fagforeningerne fremadrettet vil gøre en forskel i universitetsverdenen.