Penge og ord - den entreprenante refleks

Jeg har iagttaget en ny rygmarvsreaktion: At forskere, som allerede står på universiteternes lønningsliste, straks, når de får ideer til at samarbejde om nye projekter, pr. automatik tænker dem som større ansøgninger til en forskningsfond eller et forskningsråd, der skal argumenteres og begrundes og kæmpes igennem før samarbejdet kan starte. Forskningssamarbejder fødes på dagens entreprenante universitet som idé-kasteller i stål og glas, fuldbragte med særlige advisory boards og andre udenomsværker, og gerne horder af tekniske eller videnskabelige assistenter, der må søges om ekstra penge til. – Okay, man kan da være nødt til at sikre midler til afholdelse af konferencer eller nyt instrumentel i laboratoriet. Påstanden her er blot, at det er blevet til en refleks helt fra starten at tænke forskningssamarbejder som organisatoriske monstre, der kræver uanede mængder af nye penge og ord. Hvorfor ikke bare begynde med at gøre arbejdet?