Administratitis mark II

Der er nu, som det fremgår af en artikel i Ingenøren (her), FLERE ansatte på KU, som arbejder med "støttefunktioner" end med forskning og undervisning. Bureaukrati avler bureaukrati ... suk. Det ser ud til, at jo større en institution bliver, des flere af dens medarbejdere vil rent procentuelt komme til at arbejde med "støttefunktioner".

Tallet er imidlertid ikke fuldstændigt, for til det skal lægges, at også de folk, der er ansat til forskning og undervisning har en betydelig del (ca 10%) af deres stilling defineret af administrative opgaver, og de udfører reelt mere arbejde, end de lønnes for. Og mange af os har langt større dele af vores stillinger inden for det administrative område - jeg er som ph.d.-udvalgsformand således 25% ansat i administrationen: Det æder reelt halvdelen af mine undervisningsopgaver.

Det mærkelige ved det er, at det stadigvæk ikke er klart, hvori den støtte, støttefunktionerne tilbyder, egentlig i alle tilfælde består. Det er svært at få administrativ støtte til sådanne funktioner som ansøgningsskrivning, oparbejdelse af materiale til kompendier, afvikling af evaluering osv, mens man selv afkræves en stadig strøm af dokumenter og tal til at fodre det administrative system - alt i alt en spøjs form for støtte.

Det rumler efter fyringer. Nyt fra Universitetetsavisen.

I et indlæg på universitetsavisens hjemmeside gør lektor Jens Borum fra biologisk institut på det meningsløse i den nuværende fordelingspolitik over for universiteterne. Med et
overlegent intellektuel overskud identificerer Borum et af de helt centrale problemer i den førte fordelingspolitik:

"Strategien svarer til, at landmanden skraber al mulden af marken og placerer den i få, store bunker.

Afgrøderne blomstrer lystigt på de få bunker, mens marken i øvrigt bliver udpint og uproduktiv.

Ingen forstandig landmand vil følge den strategi, fordi den giver et mindre samlet udbytte, end hvis mulden var jævnt fordelt. Videnskabsministeren fastholder strategien trods advarsler fra alle sider - undtagen måske fra de få heldige, der forgyldes."

De generelle nedskæringer rammer centrale fag så hårdt, at biologisk institut nærmer sig opløsning. Kan du som forskningsinteresseret læse foregående sætning én gang til uden at blive meget betænkelig ved situationen? Og behøver jeg at argumentere for at Danmark har brug for, at der på højt niveau forskes og undervises i biologi på landets største universitet?

KUs studerende protesterer vildt og voldsomt (se her, her og her). Traditonen tro ignoreres de. Det er jo også bare deres fremtid, det handler om.

Samtidig er der uro i KUs bestyrelse. Universitetsavisen rapporterer, at både de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer og et enkelt af de eksterne medlemmer er så utilfredse med spareplanerne, at de overvejer at stemme imod. De foreslår, at nedskæringerne deles mere ligeligt ud universitetet, så ikke kun centraladministrationen og de våde fag rammes. Men tilsyneladende er det eksterne flertal i bestyrelsen, som skulle sikre universitetets konkurrenceduelighed, handlekraft, kvalitet osv, ikke særlig interesseret i, hvad vurderingen er fra de folk, der faktisk skal leve under de vilkår, bestyrelsen vedtager. Men kommer man udefra skal man jo også bare møde op i et pænt bestyrelseslokale og få en kop kaffe, mens man er handlekraftig, og så kan man gå tilbage til sit egentlige arbejde bagefter og bliver ikke ramt af konsekvenserne af sine beslutninger.

Man noterer sig mindst tre ironier i situationen:

1) Der er nedskæringer på universiteterne, mens ministeren fortsat galer om, hvor mange ekstra penge, universiteterne har fået.

2) Nedskæringerne rammer præcis de fag, der for ministeren normalt er de rigtige og vigtige fag, nemlig de naturvidenskabelige.

3) Det, som redder de tørre fag, er det forhøjede taxameter, som skulle forbedre de utålelige vilkår på fakulteterne. Nu redder det kun lige akkurat deres r.. og forbedrer ikke en pind. Vælger man at at omfordele nedsæringerne, vil det forhøjede taxameter ikke komme de tørre fag til gode, men bruges til at redde de våde.

Konklusion: Både tørre og våde fag stander i våde! Bestyrelsen har ingen løsning, og ministeren er som altid i dum tro og mener, at alt går godt. Heldigvis får han opbakning hertil af selveste Arne Astrup. Der hører spredte klapsalver, mens det rumler af uro i baggrunden.

Manipulation!

Min spontane reaktion på evalueringsrapporten kan læses her. Jeg vil godt uddybe det punkt i det sagte, som har at gøre med KUs manipulation af evalueringsresultaterne. Allerede ved præsentationen af Det forskningspolitiske råds årsrapport for 2008 gjorde Sander det klart, at der var to ting, der ikke kunne røres ved: Det eksterne flertal i bestyrelserne og de ansatte ledere. Der var derfor god konsekvens i, at der ikke blev stillet spørgsmål på dette område. Det nærmeste, man kom, var spørgsmålet om de ansattes medindflydelse, og her faldt evalueringssvarene fra KU uhyre kritisk ud. Alligevel blev der fra centralt hold på konkluderet, at der ikke var noget egentligt ønske om en forandring i ledelsesstrukturen udtrykt i KUs evalueringsresultat. Man konkluderer altså et svar på et spørgsmål, man ikke har stillet, og lader hånt om, at det nærmeste, man kommer til en besvarelse af det ikke-stillede spørgsmål peger tydeligt i en anden retning end ens konklusion. Dét er manipulation.

Der kan gives andre eksempler på denne type af manipulation, men lad dette være tilstrækkeligt for nu.

Evalueringspanelet har barslet

Så er den her: http://www.ubst.dk/institutioner-og-okonomi/universitetsevalueringen-i-2009

Et hurtigt blik afslører, at den bestemt ikke er ukritisk - der anbefales lovændringer om end ikke så konkret og omfattende, som vi kunne ønske os. Fortolkningen og den eventuelle efterfølgende handling bliver nu sparket ud til en ny omgang politik. Er I klar?

Årets forskningshøst: Delte reaktioner på indikatorstatistik

LEGETIMITETSKRISE.
Den nationale forskningsindikator deler vandene. Den undsiges i de faglige miljøer og skaber krisestemning blandt universitetsledere. Alligevel kører ministeriet videre og har netop frigivet første datahøst.
af Claude Zlemmecke, Forskningsfrihed?s udsendte medarbejder.

Den videnspolitiske analyseenhed i Forsknings-, Innovations, Værdi- og Vidensstyrelsen (FIVV) har netop frigivet de første tal om den ganske danske forsknings volumen og fordeling, ikke i vægt af papirsider eller rumfang af bøger, men dens profil ifølge den store nationale bibliometriske forskningsindikator (link her). På websitet kan man, som som FIVV skriver, "finde det antal publikationer, som blev høstet fra hvert universitet i oktober 2009. Du kan også finde de publikationspoint, som blev resultatet af beregningerne."

Indikatoren er en del af den politiske aftale om fordeling af basismidler, der blev indgået i sommer, hvor videnskabsminister Helge Sander udtalte, at "De universiteter, der gør det godt, skal belønnes. Og dårlig kvalitet skal have konsekvenser."

For at se nærmere på høstudbyttet (og inspireret af ministeriets egen pressemeddelelse) har bloggen Forskningsfrihed? spurgt en række forskningspolitiske aktører om deres tolkning af tallene, der viser store forskelle mellem universiteterne og mellem hovedområderne, og om deres generelle syn på bibliometrien.

Ikke nok konkurrence

Cheføkonom i Dansk Industri Lars Silverschmidt hører til de, der ser kritisk på resultaterne, især hvad angår patenter; en af de parametre indikatorstatistikken dækker. Mens Syddansk Universitet fik førertrøjen og scorede 8,14 publikationspoint - i denne eliteprægede og lettere esoteriske universitetsdisciplin (sammenlignet med de 814,21 point samme universitet hentede hjem på højniveauartikler) - hjemtog både DTU, CBS og RUC siger og skriver 0,00 point hver i patenter. Silverschmidt udtaler, at "det er rystende at se, at hverken industri- eller finanskapitalens universiteter, DTU eller CBS, formår at leve op til vores Innovationsmanual 2012 eller de strategiske overmål, der tilskynder forskerne til at bidrage til Danmarks konkurrenceevne og competetiveness. Kan vi ikke patentere vores viden, risikerer vi jo at vores konkurenter fakturerer den før os". Silberschmidt udtrykker ellers glæde over tallene, for som han siger, "nu kan selv ministeren jo se hvordan kvaliteten udvikler sig".

Fra den borgerlige tænketang NEOLIBS mener mestertænker Martini Åger, at indikatorens tal maner til eftertanke: "Der er simpelthen ikke konkurrence nok i dansk forskning. Sander har kun gjort arbejdet halvt. Der er behov for at fordele endnu flere midler i åben eller halvlukket konkurrence, både strategiske, anvendte og frie forskningsmidler, og så må vi se at få privatiseret de dårligste universiteter. Når man scorer så lavt i publikationspoint som RUC, er det på tide, at det private initiativ får flere muligheder", mener Martini Åger, som iøvrigt ærgrer sig over at en anden indikator for tildeling af basismidler, som måler universiteternes evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler, som følge af den politiske aftale er faldet fra 40 til 20% i vægt. "Det skal vi lave om på, så begge indikatorer hver vejer mindst 60%" siger Åger og tilføjer, "det kræver blot lidt ændret matematik, men løsninger på det kan sagtens udliciteres."

Statistikken på FIVVs site tillader også at se resultaterne i lyset af disciplinernes indbyrdes konkurrence, eller hovedområdernes kamp. Formanden for Rådet for Frivillig Forskning, professor Pete the Harder, er glad for statistikken.
"Nu har jeg sort på hvidt, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag klarer sig flot, især i den værdikamp mellem Snows to kulturer som Sander netop har blæst igang", siger han, og mener at "Selvom naturvidenskab, teknik og medicin tilsammen fører med 70 publikationspoint i disciplinen doktorgrad, synes jeg der er flot, at vi får synligjort, at den bløde del af de to kulturer alligevel er med oppe i feltet med deres samlede hele 60 point."
Pete the Harder tilføjer, at "nu skal vi bare have flere studerende på litteraturvidenskab til at aflevere deres specialer som doktorafhandlinger, så tror jeg vi er oppe i feltet i 2012."

Antologistrategier

Til gengæld raser ærkehumanist på Århus Universitet Dr.phil. Hans Lauge mod hele systemet: "Det var bedre i universitetsmarxismens dage, dér var det kun i bøgernes indledning, at man skulle skrive om brugsværdiens underkastelse under kapital og bytteværdi. Nu kan man skrive hvad som helst, hvis bare teksten lader sig subsumere under en bestemt kommunikationskanal." Adspurgt om han ikke selv publicerer i internationale engelsksprogede tidskrifter svarer Dr. Lauge, at "der alligevel ikke er nogen i USA, der interesserer sig for hverken mig eller Løgstrup".
I disciplinen antologier virkede det i denne første kvalifikationsrunde som om der var et tæt løb mellem SDU og DTU, men alligevel uddistancerede DTU med 428 publikationspoint SDU, der kun opnåede 334. Man er dog ikke skuffet på SDU. Rektor Jens Stærkodder som også er rektorformand forklarer, at nu gælder det om at se fremad og indtænke antologikvalitetsarbejdet i SDU's strategiplaner for næste år, så skal SDU nok være længere fremme på antologibanen næste år.

Kvalitet og hcf

En af de store diskussioner, der gik forud for opstillingen af indikatoren var, om den indikerer kvalitet eller blot kvantitet. Helge Sander har hele tiden fastholdt, at basismidler skal tildeles efter kvalitet, og indbygget i indikatoren er også, at en publikation i et højniveau-tidskrift udløser flere point end i de øvrige tidskrifter, der overhovedet er anført på de såkaldte autoritetslister. (Forskerne må stadig godt publicerer andre steder, men en forsker har ud fra et ledelsesperspektiv dømt sig selv ude, hvis han eller hun gør det).
Kritikere af Sander og FIVV's indikatormodel har sagt, at den kanal, et arbejde publiceres i, i sig selv intet siger om dets kvalitet, og at indikatoren vil føre til rent volumenræs og forskyde interessen bort fra emner, der er særlig interesse for i det danske samfund. Dansk Folkeparti fik lovning på at de danske forlag ikke ville stilles ringere end de internationale, men hvordan man på lang sigt skal 'ranke' eller niveaudele forlag, er endnu ikke afklaret.

Bloggen Forskningsfrihed?'s konsulent i højere norsk brøkregning, Gunnars Ivertsen, har på basis af tallene undersøgt hvad den nyhøstede statistik siger om kvaliteten af hovedområdernes præstationer. Forholdet mellem antallet af publikationer i højniveautidskrifter i forhold til høj- plus lavniveau tilsammen er ifølge Ivertsen en klar meta-indikation af kvalitet (i bibliometriske kredse kaldet hcf-indekset, som står for "Høj CigarFøring"). Her er de indhøstede hcf-tal for hovedområderne:

NAT/TEK: 3397/(3397+2546) = 57,15%
SAM: 828/(828+433) = 65,66%
SUND: 3633/(3633+1696) = 68,17%
HUM: 470/(470+267) = 63,77%

Kvalitetsvinderen er sundhedsvidenskab, hvilket er ganske naturligt, siger Ivertsen, der dog understreger at hele feltet ligger ganske tæt, og at intet sikkert endnu kan siges om, hvem der til næste år fører cigaren højst.
Til gengæld er Socialdemokraternes forskningspolitiske ordfører, Kirsti Brosme, ganske tilfreds: "For socialdemokraterne er det jo vigtigt, at de offentlige midler til forskning også bidrager til velfærden, og jo mere sundhedsforskning af høj kvalitet, jo mere velfærd. Vi fik i forligskredsen omkring aftalen netop sikret, at det er dansk velfærd, vi taler om".
- Men vil indikatoren ikke bare føre til at forskerne deler de samme resultater op i flere artikler, efter salamimetoden? Brosme: "Når det handler om sundhed og videnskab, kan vi næppe få for meget af den, og jeg er ikke bange for salami."
Ivertsen tilføjer, at når kvalitetstallene er højere i Danmark end i Norge må det skyldes, at den danske indikator har et højere mafiosa-index end den norske - et index, som måler graden af publikationsbias i selve opstillingen af niveaudelingen af tidskrifter (efter devisen, de tidskrifter, vi allerede publicerer i, vælger vi selv som de bedste). Ivertsen har dog endnu publiceret sine undersøgelser af dette index og vil også helst undgå lynchstemning blandt de danske faggrupper.

Faggrupperne

De 68 faggrupper, som består af forskere fra de forskellige fagfelter og som fik til opgave af ministeriet at ranke tidskrifter i høj, lav, og nul kvalitet, er ikke glade for indikatoren. En enquete, som blev foretaget af formanden for Faggruppen for Ubekvem Forskningsanalyse, Klaes Emhaetche, viste, at et stort flertal af faggrupper faktisk var pinligt berørte over den indikator, de selv havde været med til at rådgive ministeriet om.
- Virker det ikke selvmodsigende at videnskabsfolk først rådgiver ministeriet om en indikator, og bagefter undsiger den?
"Jo, men det er ikke forskerne selv, der har bedt om den indikator. Mange har blot påtaget sig hvervet som en form for borgerligt ombud eller damage control", siger Emhaetche og tilføjer, at der også i flere faggrupper lige nu mangler faggruppeformænd, fordi mange er udtrådt og har smækket med døren.
"Det gælder fx formanden for faggruppen for sociologi. De havde vurderet, at tidskriftet Dansk Sociologi var af høj nok kvalitet til at tælle som niveau 2, men blev overrulet af det centrale Faglige Udvalg. Det er den slags som gør, at hele projektet mister fagligt legitimitet", siger Emhaetche.
Enqueten (her) påviste, at ialt 38 ud af 67 faggrupper helt eller delvist tilslutter sig et hovedforbehold gående på, at opdelingen af tidskrifter i høj og lav ikke under de givne betingelser er en optimal løsning, og at man råder til ikke at anvende modellen i praksis før alle dens konsekvenser er nøjere belyst og datagrundlaget bedre.

Den ringe tilslutning har bekymret universitetsledernes klub Danske Universiteter og sendt nervøse vibrationer gennem ministeriet. Forskningsstyrelsen indkalder nu til dialogmøde med faggrupperne d. 8. december, og på RUC har protorektor Henning Salig-Olesø taget initiativ til et krisemøde med de RUCske faggruppemedlemmer den 4. december, måske for at coache dem til mødet den 8/12.
- Salig-Olesø, mener du stadig, at den modificerede "norske" model er den mindst ringe?
"Ja, hvis eller når der skal fordeles ressourcer på basis af forskningsproduktion, må RUC prioritere at anvende kvalificerede medarbejdere til at repræsentere sig i udvalgsarbejdet."
- Men der er meget få, der har lyst til at være med til at legitimere hele projektet?
"Det er det, vi skal drøfte den 4. december. Faggruppernes svar på Emhaetche-enquetens spørgsmål om forbeholdet overfor selve BFI-modellen foreligger kun delvist i Emhaetches notat. Vi ser frem til, at alle sørger for, at vi senest den dag har et overblik over vores repræsentanters standpunkter."
- Hvad mener du om Fagligt Udvalgs veto mod sociologi-faggruppen?
"Uha, det kan få stor universitetspolitisk vigtighed. Fagligt Udvalgs veto mod Sociologiudvalgets enstemmige beslutning om niveauplacering af et dansk tidsskrift vil kunne få skadelig virkning. Med eksemplet Harvard Law Review in mente vil Rektoratet protestere i Danske Universiteter og opfordre til overvejelser om enten at udskifte Fagligt Udvalgs medlemmer eller helt at fjerne FU, således at strukturen kan afspejle det grundlæggende princip i modellen: at de faglige beslutninger tages af fagfolk og at der i tilfælde af enighed blandt disse ikke er mulighed for ændringer. Hele modellens legitimitet og dermed forskernes engagement i at skabe grundlaget for modellens faglighed afhænger af, at dette princip respekteres."

Indikatoren påvirker incitamentstrukturen

- En af de ting, mange har advaret imod, er at modellen ikke bare anvendes i universiteternes indbyrdes konkurrence, men også på lavere niveauer, helt ned på den enkelte medarbejder?
"Det skal vi også diskutere", siger protorektor Salig-Olesø.

En af de, som har været med til at advare imod anvendelsen af indikatoren udenfor sit gyldighedsområde er Frede Blåbær, der både er medlem af Fagligt Udvalg, dekan på Aalborg Universitet, og programkomitemedlem for energi hos FIVV.
- Frede Blåbær, er denne advarsel ikke lidt selvmodsigende, når I selv oppe i Aalborg anvender et lignende men selvgjort system til belønning af forskningsproduktion?
"Hos os fordeler vi samlet set 25 mio. kr. via forskningsproduktion. Ud af en samlet omsætning på 1,2 mia. kr. synes jeg ikke, at det udgør noget stort problem. Tværtimod er det godt med en gulerod", gentager Frede Blåbær.

Betydningen for den danske offentlighed

En anden bekymring er som antydet at indikatoren risikerer at gøre danske samfundsforskere mindre interesserede i at forske i særligt danske forhold, eller i at formidle til danske medier, når nu det er point i de hovedsageligt angelsaksiske tidskrifter, der tæller. SDU-professor i statskundskab Poul Erik Mårisen, som selv sidder i Fagligt Udvalg og har forsket i demokratisk legitimitet, holdt i 2008 et oplæg til Årsmøde i Dansk Selskab for Statskundskab om "bibliometriske forskningsindikatorer for statskundskaben", for at "fastsætte nogle retningslinjer for hvor og hvordan vi fremover skal publicere."
- Professor Mårisen, du kan vel ikke selv som samfundsforsker have støttet Fagligt Udvalgs veto imod at lade tidskriftet Dansk Sociologi optræde på listen som højniveau?
"Lack of information and underestimation of the costs of public services make non-users less likely to form attitudes and to oppose public spending than if they had been better informed."
- ehh, jaså. Men er der ikke fare for at dansk samfundsforskning nu presses mere i retning af at producere artikler for sin egen og de amerikanske kollegers skyld?
"We test and find empirical support for the theory of fiscal illusion according to which citizens underestimate the costs of public services and therefore demand more public spending than if they had been fully informed. We also develop and find empirical support for a theory of asymmetrical illusions."
- aha, jotak. Er der noget du vil tilføje her til sidst?
"The reference of this quote is European Journal of Political Research (vol.39, p.109–143), which is level 2, of course."

Evaluering på universitetsområdet

Nu er der kun godt 12 dage til at det internationale panel d. 3/12 skal afgive deres rapport om universitetsloven af 2003 og dens effekter på A) Medbestemmelse for ansatte og studerende, B) Forskningsfrihed, C) Den frie akademiske debat, D) Universitetsfusionerne, og E) Universitets frihedsgrader. Der har allerede været fremsat begrundet skepsis mht. panelets store (og for tidlige) fokus på fusionerne, og dets primære kontakter med lederlaget i den nye universitetsstruktur, som jo også er det led og filter, som universiteternes høringssvar er gået igennem.
Derfor er der grund til at genopfriske erindringen om de eksempler på svar, som bevidst forsøgte at se på de 5 fokusområder med medarbejderøjne. En sådant svar kom i juni 2009 fra en komite nedsat af Akademisk Råd under Aarhus Universitets Samfundsvidenskabelige Fakultet, med titlen "EVALUERING PÅ UNIVERSITETSOMRÅDET 2009. Evalueringsrapport (juni 2009) om Universitetsloven af 2003 fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultets Akademiske Råd" (link til rapporten). Den "udtrykker medarbejdernes evaluering og repræsenterer derfor ikke dekanen eller institutlederne på de respektive institutter og centre". Jeg skal blot citere et par afsnit (s. 5):

"Professionaliseringen af ledere blev også diskuteret: Ledere bør være bedre klædt på i.f.t at tackle forholdet til og inddragelse af medarbejderne. F.eks. skaber ikke-participatoriske ledere med en stærk orientering opad i systemet uro og frustration i medarbejderstaben. Flere pegede på dette: Selvom der ikke blandt lederne, som repræsentanter for systemet, er tilslutning, er medarbejdervalgte ledere på institutniveau ønskelige i stedet for ovenfra ansatte. Dette kræver en ændring i Universitetsloven af 2003. Denne type professionalisering af ledelse er stærkt uønsket: Lederen har ikke nødvendigvis et fagligt dybtgående kendskab til sit institut, men kan være en ”rejsende i ledelse” der kan skifte mellem mange forskellige virksomheder i sin ledelseskarriere, og dermed miste kontakten til fagområdet. Især på Det Samfundsvidenskabelige Fakultets fire institutter med deres stærke fagidentiteter ville en leder, der ikke er en ankerkendt forsker inden for instituttets fagområde, ikke have legitimitet blandt medarbejderne.

Hovedindtrykket, man får ved at læse Aarhus Universitets ledelses egen-evaluering vedr. medbestemmelsen for medarbejdere, er imidlertid denne: Det videnskabelige personales bekymringer citeres loyalt, f.eks. at de nuværende rammer er utilstrækkelige og utilfredsstillende. Ledelsens bemærker hertil: ”Der angives imidlertid mange andre årsager end nedsat medbestemmelse. De videnskabelige medarbejdere oplever at være udsat for et øget tids- og arbejdspres, som kan medføre en uheldig og egentlig universitetsfremmed lønmodtagermentalitet” (UNI-2009, s. 65). Herefter konkluderes, at der er brug for ro, og de nævnte problemer henvises til udvikling af mere uformelle samarbejdsformer. Denne konklusion er en alvorlig fejlvurdering, der helt nedtoner problemets store omfang og dybde på hele Aarhus Universitet. Nye uformelle samarbejdsformer løser ikke problemet. Den manglende medbestemmelse er et strukturelt fænomen, indlejret i Universitetsloven af 2003. Kun markante lovændringer med lov garanterede rettigheder til medarbejdere kan løse problemet.
(...)
Den manglende indflydelse forklarer den udbredte defaitisme, denne evalueringsproces også har afsløret.
(...)
Utilfredsheden med den manglende inddragelse og medbestemmelse stikker meget dybt og er således langt mere udbredt på hele Aarhus Universitetet, end den øverste ledelse har villet anerkende. Ønsket om en ny struktur med betydelig mere medarbejderindflydelse er stærkt, og flere forslag til styrket medarbejderindflydelse har været fremme. På baggrund af evalueringsprocessen foreslår Akademisk Råd:

• Valgte ledere: Det bør seriøst overvejes at indføre USA-modellen. Dvs. hvor ledere vælges af VIP-ere, TAP-ere og studerende på institut- og centerniveau.
• Obligatoriske institut- og centerråd foreslås oprettet med det formål at styrke medarbejderindflydelsen og hermed –aktiviteten og -engagementet markant.
• Akademisk Råd: P.t. kun rådgivende. Der foreslås flere reelle magtbeføjelser overført til Akademisk Råd, der sammensættes efter afholdelse af en valgprocedure på institutter og centre.
• Bestyrelsen: Skal ikke være selvsupplerende. Der foreslås færre medlemmer fra erhvervslivet, flere eksterne høj-prestige forskere og flere ansatte medarbejdere ved Aarhus Universitet.

Problemet med den manglende medbestemmelse kan ikke løses, som foreslået i UNI-2009, gennem uformelle samarbejdsorganer, kun ved konkrete lovændringer."

Det internationale panels anbefalinger med hensyn til indførelsen af strukturer, der giver repræsentanter for medarbejderne reel indflydelse og skaffer kollegialt selvstyre, vil være den egentlige test på panelets syn på forskerens akademiske frihed, som 2003-loven så voldsomt beskar.

Selskabstømning i akademiet

En forsker på Århus Universitets storkøbenhavnske afdeling, DPU, Morten Nørholm, har gjort det igen, og ydet et yderst eftertænksomt indspark i debatten om universiteternes status. Det handler denne gang om udbytningen af den særegne økonomi, som universiteterne skylder deres legitimitet, og som vel er en art erkendelsesøkonomi. På en måde handler det om nødvendigheden af ikke at blive politisk i sin kamp, men tværtimod kæmpe med de midler, som er særegne for universitetet. Nørholms bourdieuske artikel hedder "Om universitetsledelse og New Public Management, om eksploiteringen af en erkendelsesøkonomi, om Kant & Bourdieu - eller: Selskabstømning i akademiet". Artiklen findes på siderne 31-52 i det seneste nummer af Hexis, her.
Det konkrete udgangspunkt for artiklens analyser tages i den tale som DPU's dekan holdt ved årsfesten i 2008. Det teoretiske udgangspunkt er Kants tekst fra 1798 Der Streit der Facultäten og Bourdieus sociologiske teorier, især teorien om sociale felter. I artiklen vises det, at anvendelse af New Public Management på universitetsområdet, der skal fremstå som 'nødvendige' ledelsestiltag, legitimeres kvasi-videnskabeligt, og medvirker til en eksploitering af den særegne erkendelsesøkonomi som er universitetets eksistensberettigelse.
Det forlyder, at der ikke er tale om en enlig svale; i dette års dekanale årsfesttale er det von Humboldt og Thomas Henry Huxley, som uden noget større sideblik til de sociale eller andre omstændigheder spændes for ledelsens vogn om at forandre universitetet til et ministerielt forkontor.

Basismidler eller overbygning?

Sovietmarxisterne mente, at det, som ikke tilhørte basis, pr. definition tilhørte overbygningen, som bl.a. omfattede et samfunds ideologi. Videnskabsministeriet, hvis styringsiver kan ligne sovietkommunismen, er meget interesseret i at lade det se ud som om basismidlerne til universiteterne vokser. Og universiteterne er intereserede i, at de i al fald ikke mindskes. Nu foreslår Videnskabsministeriet en ny måde at opgøre basismidlerne på, offentliggjort for få dage siden på deres website (her). Men hvad er op og ned - og er det basis eller ideologi? Lidt forskningsanalytisk hjælp ønskes!
Ministeriets nye definitioner ser således ud:

Basis
* Basistilskud til institutioner (universiteter, forskningsinstitutioner mv.)
* Bevillinger til køb af myndighedsbetjening på universiteterne
Konkurrence
* Midler i konkurrence, for eksempel forskningsrådene og puljer i ministerier
* Midlerne til højteknologifonden
* Innovationsmidlerne (inklusiv GTS)
Andet
* Bevillinger til deltagelse i internationale fora
* Bevillinger til driftslignende aktiviteter
* Bevillinger til it-projekter
* Bevillinger til forsøgs- og udviklingsarbejde, der i begrænset omfang udbydes i konkurrence

Man mener, at denne "tredeling af forskningskroner er mere retvisende": "Forholdet mellem basis- og konkurrenceudsatte midler rykker med den nye tredeling, så der procentvis bliver givet mere til basismidler og mindre uddeles i konkurrence."
Definitionerne følges da også af en tabel, som forudsiger, at basismidlerne i de otte år 2008 til 2013 i mio. kr. vil beløbe sig til: 8.058 - 8.891 - 8.611 - 8.503 - 8.467 - 8.447 (eller i procent fra 57% til 66%).
Det ser næsten for godt ud til at være sandt. Der er da også en ting, der undrer mig: Når man i den nye definition af basismidler inkluderer "Bevillinger til køb af myndighedsbetjening på universiteterne" - hvilket vel stort set svarer til de penge, de tidligere men nu indfusionerede sektorforskningsinstituioner som DMU osv. fik fra resortministerierne - er det så ikke noget af en tilsnigelse? Er det ikke netop aftalt, at disse opgaver fra 2010 skal udbydes i åben licitation, dvs. konkurrenceudsættes, så fx opgaver for miljøministeriet kan udføres af de rådgivende ingeniørfirmaer? Hvad er op og ned i denne sag? Hvad er basis og hvad er ideologi?

Akademisk frihed og ansættelsessikkerhed

Fra en bidragsyder til bloggens netværk: nyt fra AAUP (Association of American University Professors), som har lavet et udkast til en rapport der forklarer hvorfor det truer kvaliteten når universiteter baserer sig på løst ansatte undervisere snarere end fastansatte (folk der ikke kan fyres).

The past four decades have seen a failure of the social contract in faculty employment. In 1940 the joint Statement of Principles on Academic Freedom and Tenure characterized the tenure system as a “means to certain ends,” specifically, “(1) freedom of teaching and research and of extramural activities and (2) a sufficient degree of economic security to make the profession attractive to men and women of ability. Freedom and economic security, hence tenure, are indispensable to the success of an institution in fulfilling its obligations to its students and to society.”

The tenure system was designed to secure reasonable compensation and to protect academic freedom through continuous employment. Financial and intellectual security enabled the faculty to carry out the public trust in teaching and research, and it provided a system of professional peer scrutiny in hiring, evaluation, and promotion.

http://www.aaup.org/AAUP/comm/rep/conversion.htm

Lad os håbe, at timelærernes situation (som fx omtalt her) ved de danske universiteter ikke endnu en gang bliver glemt, når universitetsloven skal revideres, og der forhåbentligt også vil ses på stillingsstrukturen. På samme måde er der grund til at se kritisk på den øgede andel "almindelige" forskerstillinger på universiteterne, som efter indfusioneringen af sektorforskningsinstitutionerne er rent eksternt finansieret.

Hvad er forskningsfrihed?

Det netop udgivne jubileumsnummer af University World News indeholder et genoptryk af en artikel, "Academic Freedom: A Realistic Appraisal", fra International Higher Education (vol. 57, Fall 2009) af Philip G. Altbach fra Center for International Higher Education ved Boston College, hvori Altbach dels koncentrerer en maggie-terning om begrebets historie og indhold, dels udtrykker en bekymring for, at begrebet akademisk frihed bruges for bredt om ting, som ikke har noget med kernen at gøre -

"some now define academic freedom as virtually everything that permits effective teaching and research—faculty involvement in governance, adequate budgets for academic institutions, suitable conditions for teaching and learning such as appropriate classrooms and access to technology",

og endelig omtaler sin egen og utalliges bekymring for de trusler, som faktisk findes mod akademisk frihed i sin sande betydning.

"What is needed is a return to the core concepts of academic freedom developed by von Humboldt and expanded in the AAUP’s 1940 statement. Academic freedom, after all, is the right of professors to teach without constraint in their field of expertise, do research and publish, and express themselves in the public space (newspapers, the Internet, and so on). Academic freedom generally protects the employment of professors as well as providing the most ironclad guarantees possible—through a formal tenure or civil service system, or other arrangements."

Jeg er ikke helt enig med ham i at "academic freedom does not essentially concern how universities are managed", men forstår godt, at man i teorien kunne forestille sig, at det kollegiale selvstyre i rent akademiske anliggender kunne forenes med et så udemokratisk og topstyret universitet, som vi fx har i Danmark. I teorien måske, men ikke i praksis. Her hælder jeg (ligesom vel de godt 6500 studerende og universitetsansatte i Danmark, der skrev under på vores underskriftsindsamling sidste år) mere til UNESCO-deklarationen af 1997 ("Recommendation concerning the Status of Higher-Education Teaching Personnel", se her) hvis artikel 32 lyder

"The principles of collegiality include academic freedom, shared responsibility, the policy of participation of all concerned in internal decision making structures and practices, and the development of consultative mechanisms. Collegial decision-making should encompass decisions regarding the administration and determination of policies of higher education, curricula, research, extension work, the allocation of resources and other related activities, in order to improve academic excellence and quality for the benefit of society at large."

Det bliver jo interessant at se hvordan evalueringspanelet, der snart skal afgive sin rapport forud for en evt. revision af universitetsloven, anskuer situationen - om de også finder, at something is rotten in the state of Denmark. I USA ser man problemer som også kendes her, bl.a. nævner Altbach

"The growing number of part-time teachers in many countries have no effective protection of their academic freedom, since they are often employed for just one course or for a short and often indeterminate period of time. The ownership of knowledge by multinational corporations or even by employing universities has become an issue of contention in some countries."

Hvis man iøvrigt vil have skærpet sine egne begreber om akademisk frihed, og pointeret, at denne ikke er til for at tjene en bestemt professions privilegier, men for at tjene et samfunds fælles bedste, kan bogen For the Common Good. Principles of American Academic Freedom af Matthew W. Finkin og Robert C. Post anbefales (Yale University Press 2009). De understreger bl.a., at forskningsfrihed, som er en del af akademisk frihed, ikke er frihed til at bruge sin forskningstid til hvad som helst, men til at udøve forskning indenfor de rammer, som sættes af de videnskabelige professionelle standarder og normer for akademisk arbejde, på 'våde' såvel som 'tørre' forskningsområder. Disse standarder er kollektive, dvs. den enkelte forsker har nok sin individuelle forskningsfrihed (inkl. til frit valg af emne, metode og publiceringskanal), men er underkastet den videnskabelige proffesions normer og standarder. Ting som universitetsstrategier, udviklingskontrakter, eller eksterne myndigheder eller andre rekvirenters ønsker om særlige resultater eller en særlig type forskning gælder ikke som begrænsninger på akademisk frihed i denne forstand.

Førende tidsskrifter og "main-streaming" af forskningen

Jeg vil gerne sige velkommen til to nye deltagere her på bloggen, Leif Hansen og Jesper W. Schneider, som er nærmere præsenteret på vores netværksliste. Begge bidrog for nylig til et møde (se her) afholdt på Danmarks Biblioteksskole om forskningsevaluering og forskningsbiblioteker. Man kan nu downloade noter, dvs. slides fra mødet (her), inklusive Leifs og Jespers, og jeg håber at vende tilbage til deres oplæg senere - ellers må I selv råbe op! I dette indlæg skal jeg begrænse mig til at videreformidle et oplæg ved Birger Hjørland med titlen "Skal bibliotekerne være de undertryktes vagthund?" Hans resumé af oplægget er:

Enhver måde at forskningsevaluere på har konsekvenser på den måde at noget vælges til, andet vælges fra. De fleste modeller vil fx nedprioritere danske tidsskrifter og dermed måske også danske forskningstraditioner – selvom disse naturligvis principielt også kan formidles i ”internationale” tidsskrifter. I andre forbindelser har man foreslået at én af bibliotekernes funktioner i fremtidens digitale samfund kan være et korrektiv til markedskræfter og dominerende ideologier. Skal bibliotekerne være beskytter af nationale forskningstraditioner og mindre dominerende specialer? Eller er "main-streaming" af forskningen principielt en god ting?

Birger Hjørland satte fingeren på flere ømme punkter. Som det også er blevet påpeget af Charlotte Engberg, Cathrine Hasse, Jesper Eckhardt Larsen og Karen Lisa Salamon fra Humanistisk Forum i Politiken (her el. her), så er der fare for, at mål og midler byttes om, så midlet til kommunikation af viden, artiklerne, bliver selve målet for forskningen, hvad der fører til rent volumenræs. Måling af målopfyldelse bliver i sig selv målet, indikatoren bliver til en incitamentstruktur, som også Lars Geer Hammershøj har udtrykt det.
Et andet ømt punkt er ranking eller 'niveaudeling af tidskrifter' som forskningsstyrelsen kalder det. Nogle af de tekniske/naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige faggrupper har i deres deling i to niveauer skelnet til Journal Impact Factor (JIF, der publiceres i Journal Citation Reports [JCR] af firmaet Thomson Reuters, det tidligere ISI). En universel anvendelse af JIF vil ifølge Birger Hjørland betyde en nedprioritering af særlige danske og europæiske forskningstraditioner; formidling på alle andre sprog end engelsk; små specialer; alternativer til mainstream; og af nye teorier og tilgange. Hjørland benyttede som case dansk psykologi. Der findes i Danmark en særegen, meget grundlæggende og meget rig tradition for grundforskning i psykologiens grundlag, herunder det psykiske som et særligt genstandsområde der hverken kan reduceres til neurobiologi, biologi eller sociologi, en tradition som bl.a. henter næring i den såkaldte virksomhedsteori eller kulturhistoriske skole. I Jens Mannens afskedsforslæsning (af 7/11-2008, kan læses her) som Hjørlund citerer fra, hedder det

"Når jeg har valgt at lade titlen på min [afskeds]forelæsning i dag være et spørgsmål, nemlig ”Findes der en særlig dansk psykologi?”, så er en af grundene, at jeg tit er blevet stillet over for spørgsmålet af kolleger og især studerende og ikke har været helt tilfreds med mine svar. En anden grund er, at der på det seneste er dukket en bekymring op blandt en del kolleger, fordi de føler, at nogle af de krav, der stilles til os af vores arbejdsgivere og diverse bevillingsgivere, fonde osv., presser os væk fra en særlig dansk tradition og i retning af, hvad man – nok med en vis negativ ladning – kalder mainstream psychology, ikke uden grund sagt på engelsk." (...) "I det seneste nummer af tidsskriftet Psyke & Logos, der nok mere end noget andet står for en særlig dansk tilgang til psykologien, udtrykker redaktørerne Benny Karpatschof og Bo Møhl således i deres indledning til temanummeret om psykologiens videnskabelighed en stærk bekymring for, at de nye bevillingskriterier for forskningen vil presse dansk psykologi væk fra den særlige almenpsykologiske og såkaldt subjektorienterede tilgang, som er karakteristisk for den." (...) "Den ene redaktør, Benny Karpatschof (...) er bange for, at tidsskriftet, der ellers er udkommet med to tykke bind om året siden 1980, kan blive nødt til at lukke, fordi det ikke mere er meriterende at skrive i det i forhold til karriere og bevillinger. Meget betegnende kaldte redaktørerne deres indledning om den særlige danske psykologis situation: ”Vejet og fundet for let?” "

Hjørlands bemærker, at Psyke & Logos er ikke med i JCR og figurerer i alle tilfælde lavt i internationale rangordninger. Men danske forskningsbiblioteker har understøttet den danske psykologiske forskning, herunder de publikationer danske psykologer publicerer i (og citeres af). Psyke & Logos findes naturligvis på danske folke- og forskningsbiblioteker.
Uanset det faktum, at den 'særligt danske' tradition ikke nødvendigvis er speciel dansk, og som Hjørland mere end antyder det, burde være formidlet stærkere i internationale fora, bl.a. i engelsksprogede tidskrifter, så er det vigtigt, at der også er fora på dansk, hvor nye og grundlæggende tanker kan ikke bare finde udfoldelse og afprøves, men også formidles til et dansk publikum. (Man kan finde Jens Mammen og Niels Engelsteds publikationer på mammen.engelsted.net).
Hjørlands anden case er dansk samfundsforskning, byggende på sociologen Heine Andersen (her fra bloggen) som i 1998 publicerede en undersøgelse af danske samfundsforskeres præferencer for forskningstidsskrifter [note 1]. Heine undersøgte hvorvidt tidsskrifter kan siges at udgøre et “monolitisk” hierarki, eller om der er tale om et “pluralistisk” system, dvs. med forskellige opfattelser af, hvilke tidsskrifter, der er de vigtigste. Baseret på analysen af 788 danske samfundsforskere, en sammenligning med citationsdata og referering til andre undersøgelser, peget undersøgelsen på et pluralistisk billede og kun en moderat konsensus blandt forskere om hvilke tidsskrifter, der er de vigtigste. Heine Andersens undersøgelse styrker og generaliserer ifølge Hjørlund Mammen’s vurdering.
Med andre ord: Hvad der anses for ”førende tidsskrifter” er en delvis subjektiv, delvis paradigmespecifik vurdering, der hænger sammen med teoretiske og metodologiske holdninger. Herved kommer en national forskningsindikator, i al fald som den er udformet nu som en bestemt prioriteret liste over tidsskrifter, til at risikere fravalg af bestemte forskningstraditioner, små specialer og nye teorier og tilgange.
Dette er en af grundene til af mange af de faggrupper, som har rådgivet ministeriet, har så stærke forbehold overfor indikatoren, som tilfældet er. [note 2]

[note 1]: Hjørland refererer til:
• Andersen, Heine (1998). Prestige og indflydelse i samfundsvidenskaberne – Vurderinger hos danske forskere. Københavns Universitet, Sociologisk Institut. (engelske version se nedenfor)
• Andersen, Heine (2000). "Influence and reputation in the social sciences – How much do researchers agree?" Journal of Documentation, 56(6), 674-692. [download her] (tak til Heine)
[note 2] Se også notatet "Mareridt, damage control, eller forskningsrelevante kvalitetskriterier? - Notat om faggruppernes forbehold overfor den bibliometriske forskningsindikator efter niveaudelingsprocessen og indtastning af tidskriftlisterne pr. 15/9-2009", kan downloades her.

Fri forskning og forskningsfrihed på alle universiteter

Folketinget modtog d. 26/10-2009 en henvendelse (her) fra Det Frie Forskningsråd (DFF), vedrørende kommentarer til den kommende lovrevision. Som bekendt er DFF bekymrede over forslaget om blive de skal sammenlægges med Det Strategiske Forskningsråd (se bl.a. FORSKERforum). Jeg synes kun man kan være enig med DFF i, at det er vigtigt, at fri og strategisk forskning har uafhængige stemmer i den forskningspolitiske debat og i forbindelse med rådgivning og uddeling af midler. DFF foreslår, at to uafhængige bestyrelser for DFF og DSF fastholdes. I brevet kan man bla. læse fgl. begrundelse:

"Fri forskning og forskningsfrihed forveksles ofte.
Forskningsfrihed er metode- og publiceringsfrihed og er gældende uafhængigt af, om der er tale om fri eller strategisk forskning.
Fri forskning er metode-, publicerings- og tematisk frihed. Ved fri forskning forstås, at den enkelte forsker ud fra sin faglige ekspertise har mulighed for at igangsætte et projekt inden for et hvilket som helst emne og uafhængigt af strategier på institut-, fakultets- eller institutionsniveau. Den frie forskning er således fundamental, når der skal findes helt nye veje i samfundet – og den danner grundlag for fremtidige strategiske satsningsområder og en vellykket afvikling heraf. Fri forskning er med andre ord første led i forskningens fødekæde og fornyelsens
fundament."

Støtte herfra til DFF! Begrundelsen ser umiddelbart fin ud som et forslag til en argumentation for vigtigheden af at bevare forskerinitieret forskning, og at denne omfatter emnefrihed. Det er også godt at understrege, at den strategiske forskning også er omfattet af metode- og publiceringsfrihed. Mit eneste problem med den citerede formulering -- i en helt almen sammenhæng vedrørende universitetsforskningen og ikke mindst i forbindelse med vores krav om revision af universitetsloven af 2003 -- er, at loven som bekendt (og diskuteret mange gange her på bloggen, og understreget i underskriftindsamlingen sidste år) indskrænker begrebet forskningsfrihed til kun at gælde på institutionsniveau hvad angår netop emnefrihed. Det er fint og vigtigt, at DFF fortsat kan bevilge støtte til enkeltprojekter som reelt er til fri forskning, og emnemæssigt er definerede af forskerne selv. Men lovens reduktion af et fuldt begreb om forskningsfrihed er uforeneligt med internationale og klassiske standarder for akademisk frihed. Og et generelt problem for de danske universiteter.

Besættelser af universiteter i Wien og protester imod 'impact'-mål i UK

Citat fra Reclaim your university! :
"On Tuesday (20.10.2009) the academy of fine arts was squatted by students and lecturers. Their protest was triggered by a recently signed contract between the dean and the ministry of education. The students and lecturers of the academy of fine arts are speaking out against the Bachelor-/ and Master system which is about to be implemented. The main concern of the students of all universities is an amendment of university law 2009 (UG Novell 2009) that allows universities to constrain the number of enrollments henceforth. This development can be interpreted as part of the Bologna process which has the aim of harmonizing the european university structures."
Jeg har ikke set mange omtaler i de danske medier af de aktuelle universitetsbesættelser i Wien, men de er værd at lægge mærke til, for protesten gælder de samme ting, som vi oplever på de danske universiteter, og som vi samlede underskrifter imod sidste år. Man kan fx online høre Alex Callinicos fra UK, som i Wien taler om sine erfaringer med det engelske universitetssystem ved en af ugens store universitetsbesættelser i Wien, i søndags (d. 25. okt. 2009), som jeg fandt et link til hos ISU. I forelæsningen "Universiteter i en nyliberalistisk verden" (her), som bl.a. kritiserer "the harnessing knowledge to wealth creation (i.e., profit)" (og iøvrigt nogle de samme mekanismer omtalt ved Isabella Bruno i sidste indlæg), herunder planerne i UK om at lade 25% veje efter "økonomisk og social impact" af forskningen. Hans lille bog, Universities in a Neoliberal World (November 2006, Bookmarks Publications) findes på nettet (her). Han opfordrer de studerende til modstand, for de universitetsansatte forskere har næsten opgivet at yde modstand i deres forsøg på at tilpasse sig. Han ser krisen på de østrigske universiteter som en del af en større systemkrise for neoliberalismen. Der kører i Østrig en underskriftindsamling (her oversat til engelsk) med disse krav:

1. We oppose ourselves to university-based organisational structures that are determined by economic ends, as well as to the privatisation of teaching, research and knowledge production more broadly. We demand the full public funding and re-democratization of all educational institutions as well as the unconditional abolition of university fees!

2. We oppose ourselves to the pseudo-autonomy of universities. We demand the immediate withdrawal of §8* of the UG 2002!
§8.: ’Upon the proposal of the minister of education, the government may impose the installation of a branch of study on a university or several universities, given this is necessary on the basis of political decisions in the fields of education or science, and given there is no related former agreement as in a contract regarding university performance.’
We demand the freedom to define what teaching and research, as well as science and art, mean in the context of our universities.

3. We oppose ourselves to quality assessments concerning science and art when these operate by economic criteria. We are against the forced imposition of self-marketing strategies on universities, and against the conflation of education with competitiveness and elitism.
We demand the abolition of knowledge surveys and agreements on productivity!

4. We oppose ourselves to the degrading transformation of universities and schools into training facilities oriented by the labour market.
We want education as space for thinking, not training as the mere reproduction of workforce!

5. We insist that the government refrain from taking teaching and art, science and research to be seperable as objects of thought and administration. We demand that the corresponding ministeries be merged immediately.

Fra nyhedslisten edu-factory:
"after a manifestation of students today against the bologna-process and in solidarity withe the squating of the academy of fine arts two days ago, parts of the university of vienna have been occupied spontanously. Right now there are 2000 students taking part in the occupation. About
three hour ago the police has left the university. Right now [22/10/2009] the students are discussing how to act during the next days (...)" "last not least, the academy of fine arts in vienna is still squated."
website of an autonomous students group http://freiebildung.at/wordpress/
video of the occupation http://qik.com/video/3290414
live-tickers on twitter and facebook http://twitter.com/Unibrennt
http://twitter.com/gewure
http://www.facebook.com/pages/Audimax-Besetzung-in-der-Uni-Wien-Die-Uni-brennt/
further media-coverage:
http://derstandard.at/fs/1254312155865/Studenten-besetzen-Audimax-der-Uni-Wien

På bl.a. Steve Fullers blog kan man her finde indlæg om den britiske ide med at lade "relevans" bestemme tildeling af forskningsmidler.

Den diskrete styring af dansk forskningspolitik

Fra en læser har jeg som respons på indlægget i går modtaget nogle oplysninger til viderebringelse i forbindelse med Isabelle Brunos forskning. I hendes bog, À vos marques, prêts... cherchez ! La stratégie européenne de Lisbonne, vers un marché de la recherhce, Éditions du croquant, 2008. [Klar, parat... forsk! Den europæiske Lissabon-strategi mod et forskningens marked] analyseres tekster og aktører i Lissabon-strategien og dens strategiske forløbere og analysen understreger, at Sander & Co ikke har opfundet særlig meget selv, men blot er ved at applicere (dog med sjælden energi) et program udtænkt af det tunge europæiske erhvervsliv og OECD og endeligt udformet i EU-Kommissionen.
Bogens analyse fremhæver, at en af de mere originale aspekter ved Lissabon-processen er, at den ikke lovgiver på området, men sætter regeringerne i konkurrence mod hinanden ud fra princippet om Méthode ouverte de coordination, der fungerer ud fra principperne: incitament, konkurrence mellem ligestillede og gensidig overvågning, bl.a. ved bestandig at se, hvor langt man selv og konkurrenterne er nået på vejen mod de tre procent, jf. diverse pressemeddelelser fra Videnskabsministeriet, som fokuserer på at nå målet, men ikke på hvad målet egentligt er. Som Karen Siune kommenterede (i Information 3/9-2008), "om man når den ene eller anden procentdel bliver hurtigt til et spørgsmål om det enkelte lands placering i den europæiske konkurrence landene imellem, hvilket ikke er en konkurrence om at være et funktionsdygtigt videnssamfund."
Her kommer så et link (fra Akkrediteringsrådets hjemmeside) til et "Bologna-seminar" i London: En konference arrangeret af European Association for Quality Assurance in Higher Education (ENQA) – der "[...] will discuss, among others, the current trends in TNE [Transnational Education] landscapes, the influence of the OECD/UNESCO Guidelines on the development of regulatory frameworks at institutional, national and international levels, the impact of the Guidelines on quality provision of TNE, and their implementation in the regional networks”. (link) Det er svært at sige om det kan bruges til noget i den aktuelle diskussion af kvalitetssikring af forskning, andet end til at lodde stemningen. Det er ikke ligefrem græsrødderne, der er inviteret...
Dette sporede så læseren ind på Susan Wrights interview med Ole Henckel fra 2008, “The Bologna process: a voluntaty method of coordination and marketisation?” (Teaching and Learning vol. 1(2): 1-24; kan hentes i her), hvor man bl.a. kunne læse, at der i ENQA har været en kamp mellem evaluerings- og akkrediteringstilhængere. Artiklen er "rigtig god at få forstand af, og interviewformen sætter en livlig ramme om den. Særligt i afsnittet, hvor SW udbryder ”What! The Rome Treaty didn’t give the EU a judicial basis for setting up Erasmus”!"
Min informant har dog denne kommentar:
"abstractet spørger: "which interests were involved and which were excluded”, og dér mangler måske noget. Aktørerne i artiklen er – ud over Kommissionen – særligt rektorsammenslutninger og andre fra den forsknings- og uddannelsespolitiske sfære (og det er også dem, der interesserer Ole Henckel, så det skal han ikke lastes for), men alligevel: Hvor får Kommissionen sine visioner fra? Og hvad sker der egentlig i tiden mellem rektorernes Magna Charta og Bologna-->Lissabon-deklarationen? Isabelle Bruno identificerer i Klar, parat, forsk her en række nøgletekster og –aktører:
- Blandt de første (teksterne) bl.a. en rapport [link til flyer] fra 1997 udarbejdet af to af Kommissionens økonomer, P. Caracostas & U. Muldur med titlen: Society, the endless frontier (med reference til bogen Science, the endless frontier af Roosevelts videnskabelige rådgiver V. Bush). Men, pointeres det, med den signifikante forskel, at i visionen for det 21. årh., “research, innovation and skills are no longer ends in themselves but have to meet individual and social needs and develop in close interaction with various socio-economic activities” ! (Muligvis er det 'bare' en drejebog for indførelsen af det her modus-2-begreb, som vist ligger forud. Det ved jeg ikke).
- Blandt de sidste (aktørerne): OECD selvfølgelig men iflg. I. Bruno i høj grad også indflydelsesrige lobbyorganisationer ikke mindst European Round Table of Industrialists (link), som nedsætter arbejdsgrupper (om f.eks. competitiveness), der sender deres anbefalinger (kan også ses på hjemmesiden) til Rådet og Kommissionen! Det må være alle industri-organisationers moder... og model..."
Måske er DI, organisationen Dansk Industri, et lokalt oversættelsesbureau?
Iøvrigt findes endnu en artikel om emnet på engelsk med Bruno som medforfatter: Isabelle Bruno, Sophie Jacquot and Lou Mandin (2006): "Europeanization through its instrumentation: benchmarking, mainstreaming and the open method of co-ordination . . . toolbox or Pandora’s box?", Journal of European Public Policy 13:4 (June): 519–536.

Framing og kvalitetssikring af historien

For nyligt skrev videnskabshistorikeren Kristian Hvidtfelt Nielsen (KHN) i Politiken (her), at "Baggrunden for den voldsomt stigende interesse for forskningsindikatorer er, at mange landes forskningssystemer oplever et øget behov for at kunne allokere midler til de mest succesfulde forskningsmiljøer på en mere neutral og billig måde."
Ud over det pudsige i at et forskningssystem kan have oplevelser, er udsagnet rent historisk set ikke videre informativt. Hvorfor 'oplever' systemet' dette påståede behov? Hvem har skabt behovet? Fordyrede fordelingsprocesser? Hvad er historien?
Indlægget i Politiken og KHNs tilsvarende indlæg om samme emne på Videnskab.dk (her) er framet ret problematisk som et valg mellem to ligestillede former for 'kvalitetssikring', men for det første er dette jo ikke tilfældet, og for det andet forholder KHN sig slet ikke specifikt til videnskabsministeriets nationale forskningsindikator, selvom konteksten henviser hertil, og begge artikler for den uindviede læser vil kunne opfattes som konkluderende (som der står i manchetten hos Videnskab.dk): "Forskningsindikatorer er en mere objektiv måde at vurdere kvaliteten af forskning på end peer review." selvom det tilføjes, at "den er ikke fejlfri". Og taler vi om Videnskabsministeriets bibliometriske forskningsindikator er det med det objektive jo mildest talt omstridt.
Bortset fra det, viderebringer KHN i sidstnævnte indlæg 10 såkaldte 'bud' eller regler for fornuftig anvendelse af forskningsindikatorer, formuleret af en ansat ved Thompson Reuters - i stil med "Overvej om de tilgængelige data er tilstrækkelige til at analysere forskningen med hensyn til de ønskede kvalitetsparametre"; "Sammenlign kun sammenlignelige størrelser (ikke æbler og pærer)", etc. og hvis det endelig skal være, er den slags regler selvfølgelig udmærkede. Men når nu KHN ikke selv vil sige det, så må jeg understrege, at videnskabsministeriets forskningsindikator befinder sig helt hinsides denne bibliometriske snusfornufts pædagogiske rækkevidde.
Tilbage til spørgsmålet - hvor kommer dog det hele fra? Måske er det korte svar, at bibliometrien (der har sin egen komplicerede videnskabshistorie som jeg ikke er ekspert i) på et tidspunkt opdages som et muligt redskab i en hel værktøjskasse af nye politisk-administrative måder at tænke-og-styre på helt generelt (bl.a. kendt som New Public Management); måder, som netop anvender indikatorer, efterligning af konkurrence mellem virksomheder, og nationale sammenligninger, som de kendes fra utallige OECD-anbefalinger. I et nyt særnummer af Minerva (vol. 47, issue 3, 2009) kredser flere af artiklerne om spørgsmålet, ikke mindst Isabelle Bruno med artiklen "The ‘‘Indefinite Discipline’’ of Competitiveness Benchmarking as a Neoliberal Technology of Government". Heri peges på, at "benchmarking subjects policy-makers to a disciplinary technology that operates without law enforcement but with peer pressure and reputational incentives", en ny form for blød magtudøvelse, en 'governmentalitet', som virker gennem hvad der iscenesættes som en rationel proces af samarbejde og konkurrence om at nå - eksempelvis - Barcelona-målsætningen (om at hvert land skal anvende 3% af BNP på forskning).
Og hvem har så ansvaret for, at vi også har fået denne højere form for djøfisme i Danmark? Det er vel ingen overraskelse, at den neoliberale rygende pistol er regeringens. Læser man regeringens udspil til reformer af uddannelse og forskning og iværksætteri i Danmark, alias Globaliseringsrådets publikation "Fremgang, Fornyelse og Tryghed. Strategi for Danmark i den globale økonomi – de vigtigste initiativer" (Regeringen, april 2006 [her]) er det jo næsten som en drejebog for det hele. Jf. afsnit 7.1: "Universiteter med en høj kvalitet i forskning, uddannelse og videnspredning skal have en forholdsmæssig større andel af de samlede basismidler. Samtidig skal en del af de konkurrenceudsatte forskningsmidler uddeles i konkurrence mellem universiteterne." Etc. etc.
På s. 11 læser man at "[Globaliserings]Rådet blev nedsat i april 2005 til at rådgive regeringen om en strategi for Danmark i den globale økonomi. Rådet har været bredt sammensat med medlemmer fra bl.a. fagforeninger, erhvervslivets organisationer, virksomheder, uddannelser og forskning."
Okay. Hvem repræsenterede den frie forskning i rådet? AC's repræsentant? Næppe. Professor Niels Egelund fra DPU? Han var vel mest med pga. af sin ekspertise i Folkeskolen. Jeg kan ikke på listen over de 26 rådsmedlemmer finde nogen oplagte kandidater til den rolle.
Nåeh jo. Der var jo hele fem ministre med som rådsmedlemmer, og en af dem var Minister for videnskab, teknologi og udvikling...

Forskning som gave, rigdom og overskud

Jeg talte for nyligt med en nybagt kandidat, som mente, at det med forskningsfrihed var lidt hippieagtigt. Hun vedkendte sig dog sin hippiearv og bakkede op om begrebet. Det inspirerede mig til denne stærkt hippieagtige epistel.

Den grundlæggende maxime i videnskabens kontrakt med samfundet, som den ses af den borgerlige regering, er "noget for noget". Viden for penge, eller kompetencer, uddannelse og erkendelse for frihed og autonomi. Men i videnskabens egen intellektuelle 'økonomi' dominerer gaveprincippet. Viden er gaver (eller forslag til gaver - videnspåstande) til fællesskabet. Ny erkendelse udveksles mod anerkendelse. Konkurrence handler om anerkendelseskampen mellem forskere eller forskergrupper om at opnå ny erkendelse.
Forskningens produkt er dens indhold, en værdi der ikke som penge kan udveksles med alt andet.
Hverken i samfundskontrakten eller i den lokale gaveøkonomi er der tale om et nulsumspil: Viden bliver ikke mindre af at blive delt, og samfundet bliver ikke mindre af at betale til forskning, tværtimod, det kan kun udvikles til en rig mangfoldighed af muligheder på basis af ny viden.
En ide om udveksling og "noget for noget", er måske ikke i sig selv et problem, hvis blot der også levnes plads til overskuddets gavelogik.
Problemet opstår, hvis gaven - ny viden - kun måles på sin pris, ikke sit indhold. Det er tanken, der tæller, siger man om gaver. Fra tanke til faktura, siger Sander om forskning.
Med hvilken logik skal samfundets kontrakt med forskningen skrives? Gavens eller fakturaens?
Som det står skrevet om lån og mål: "hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det?" (Luk.6, v34) - "Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (v38).
Hvis samfundet alene måler videnskab med pantelånerens fokus på forrentning, vil gavens logik og den store undren langsomt svinde ud af forskningen. Så vil samfundet ikke mere få et helt så topfyldt mål i favnen. (Som nationaløkonomen Nina Smith siger i sidste FORSKERforum (nr. 228, s. 18): "hvis man detailregulerer os og tager frihedsgraderne, så mister vi motivationen og begynder at arbejde 37 timer - som er samfundets 'normalarbejdstid'. Og så kommer universitetet virkelig på den...").
Og til det med hippierne: Forskningsfrihed og academic freedom går selvfølgelig længere tilbage end 1968. Det var 68'erne, som gjorde op med forskningsfriheden i elfenbenstårn-udgaven, og krævede forskning for folket, ikke for profitten. Senere krævede de borgerlige forskning for erhvervslivet, og socialdemokraterne drejede det til forskning for velfærd. Det kan godt være, at forskningspolitikken skal give såvel folket, velfærden og profitten hver sit, men der skal også være plads til mere end det. Hvis forskning endelig skal være "for" noget, må det være for udviklingen af en menneskelig civilisation, der er så rig, at den har råd til såvel nyttig som tilsyneladende ganske unyttig forskning.

Galilei og den store nordiske bibliometristrid

Videnskabens klassiske normer, som universalitet og upartiskhed, betyder bl.a. at et udsagns sandhedsværdi skal bedømmes på dets indhold og ikke på hvem der har ytret det. Alligevel låner mange udsagn autoritet fra de videnskabens helte, hvis visdomsord er uddestilleret gennem videnskabshistoriens interesse for det unikke og excellente.
Tag nu Galilei. Han skal have sagt noget i stil med "mål alt, hvad der kan måles, og gør det måleligt, som endnu ikke kan måles!" Er dette diktum nu selv videnskabeligt? Hvis vi antager, at udsagnet er udtryk for den højeste videnskab, kan vi så finde metoder til at måle dets sandhedsværdi? Eller måske måle den forskningskvalitet, som ligger bag?

Vi vender tilbage til Galilei efter en lille bibliometrisk omvej. I forlængelse af mit indlæg om den svenske bibliometri-debat, har jeg modtaget flere viderebringelsesværdige oplysninger fra bloggens netværk (tusind tak!). Det handler om det 21. århundredes store nordiske bibliometristrid. Sverige synes i forhold til Danmark befolket med bibliometrikere, og man kunne derfor undre sig over hvorfor man ikke allerede i Sverige har indført modeller a la den norske. Måske fortæller striden hvorfor.
Jeg må lige indskyde, at bibliometri betragtet som grundforskning på grænsen af videnskabssociologi, informationsvidenskab og lignende discipliner, har min store respekt. Men der går formodentlig ingen lige linier fra bibliometrisk forskning til dens anvendelse eller misbrug som quasi-politisk administrativt redskab. (Man kan jo også være en habil demograf uden at gå ind for malthusianisme om politisk ideologi).
Det forlyder, at debatten i Sverige har været betændt og personlig. På et tidspunkt overvejede man den "norske model", men politisk vendte man på en tallerken, og gik nu i stedet ind for en model udarbejdet af Ulf Sandström, som jeg nævnte i mit sidste indlæg. Sandströms model var ellers blevet voldsomt kritiseret af eksperter som bidrog til i en svensk udredning ("Resurser för kvalitet" - Staten Offentliga Utredningar (SOU 2007:81) [her]), men ikke desto mindre fandt den sine tilhængere politisk, og udredningen endte med at indeholde en så kraftig kritik af den norske model, at det førte til løftede øjenbryn fra det norske Universitets- og Høgskolerådet, som bad om en mere saglig omgang med den norke model i den videre behandling af udredningen.
Sandström er meget kritisk overfor den "norske model", men ikke i forhold til dens formål. Han er tilhænger af ressourcetildeling på baggrund af bibliometriske indikatorer, og har endda talt varmt for bibliometrisk evaluering af forskere på individuelt niveau - noget de fleste bibliometrikere klart afviser. I forhold til den norske model, vil Sandström ikke acceptere at fuldstændige publikationstællinger kan anvendes (alene) i en fordelingsindikator. For ham er citationsanalyser altafgørende. For mange er citationsanalyser den eneste bibliometriske metode, der kan sige noget om 'kvalitet'. Det er velkendt, at citationsanalyser nødvendigvis er mere retrospektive end publikationsanalyser; kendere på feltet siger, at for at undersøge citationer til artikler publiceret i 2008, skal man minimum vente 3 og gerne 5 år, før man kan foretage en seriøs undersøgelse. Og det er også velkendt, at datagrundlaget for citationsanalyser begrænser disse til de "våde" områder. Rationalet for den "norske model" er netop de problemstillinger (og andre) der knytter sig til citationsanalyser. Det fremgår bl.a. af en artikel om den "norske model" af Jesper W. Schneider fra Danmarks Biblioteksskole (Schneider, J.W. 2009: "An outline of the bibliometric indicator used for performance-based funding of research institutions in Norway", European Political Science 8(3): 364-378). Artiklen diskuterer den norske models rationale i forhold til citationsanalyser. Schneider synes at mene, at den norske model, hvis man altså absolut ønsker at ressourcer tildeles efter output eller performance, er det mindste onde, men at man ud fra et rent fagligt perspektiv må sige, at ”performance-based funding” er temmelig problematisk – spørgsmålene er flere end svarene.

Sandström har udviklet en model, der efter sigende tager højde for det problem i den norske model, at denne fokuserer på volumen snarere end indhold, indikerer aktivitet snarere end kvalitet: Det sker ved at inkludere citationsanalyser i fordelingsnøglen. Her må man spørge, hvordan dette løser de fundamentale problemer ved citationsanalyser, at de er retrospektive og kun egnede til 'våde' områder? Sandströms svar er estimering og forudsigelse. Han tager udgangspunkt i en sandsynlighedsfordeling kaldet Waring, og ud fra denne forsøger han at estimere performance for de enkelte institutioner. Sandströms model er sammensat af to indikatorer, dels en velkendt og afprøvet relativ citationsindikator (ofte kaldet ”Crown-indikatoren”), som måler citationer per publikation set i forhold til gennemsnittet indenfor emneområdet, og dels en produktionsindikator. Produktionsindikatoren forsøger at estimere størrelsen af en institutions videnskabelige produktion. Denne metode er til gengæld uprøvet i forhold til institutioner, og den baserer sig på ufuldstændige data. Produktionsindikatoren bygger på antal publikationer per forsker. Da man ikke har fuldstændige data, anvender man Waringfordelingen til at estimere dette antal. I sidste ende bliver produktionstallet ”kvalitetsjusteret” gennem en multiplikation med citationsindikatoren. Dermed kommer modellen ifølge Sandström til i højere grad at afspejle videnskabelig kvalitet frem for ”bare” aktivitet.
Warringfordeling er tidligere brugt indenfor bibliometrien til at forudsige landes videnskabelige produktion. Sandström bryder fordelingen ned i mindre enheder (emneområder og institutioner) og her har han mødt en hel del kritik, fordi det er kendt at Waring-fordelingens estimationskraft bryder sammen ved mindre enheder. Waring-fordelingen forsøger at estimere produktion per forsker, altså hvor mange publicerer 0, 1, 2 publikationer osv. indenfor et område. Da Sandström udelukkende baserer sig på data fra citationsindekser (Thompson Reuters) er han nødt til at gætte på produktiviteten for fx humanistiske forskere, som så sættes til en konstant der gælder for alle! Det korte af det lange er, at Sandströms model ikke måler konkrete resultater fra fx det foregående år, men forsøger at estimere og forudsige performance for alle emneområder, skønt grundlaget er baseret på et begrænset datasæt fra Thompson Reuters (dvs. data er af ældre dato). Grunden til at Sandström mener, at modellen er legitim, er at han har modelleret den i forhold til de komplette norske data (fra den norske model) og har fundet en stor sammenhæng. Sandströms pointe synes derfor at være, at man kan gøre det hele meget lettere - skønt aldeles ugennemsigtigt for enkelte forskere og institutioner - ved hjælp af modellen. Og derudover indeholder modellen citationer! Problemet er bare, at vi ikke ved, hvordan modellen fungerer på mindre valide data end de norske (de norske data er jo komplette på grund af modellen), og at man ved, at Waring-fordelingen flader sammen ved mindre enheder. Dette er unægtelig et usikkert grundlag for en fordelingsindikator.
(For de teknisk interesserede: Her er en kritik af Waring-modellen ved Tore Lund fra Chalmers Bibliotek. Det forlyder, at det svenske videnskabsråd i næste uge offentliggør en grundig redegørelse og kritik af Waring-modellen. Den danske universitetsstyrelse (UBST) under Videnskabsministeriet lavede allerede d. 12/11-2007 et notat til fordel for en norsk fremfor en svensk model med impact-mål: her). Som et kuriosum skal siges, at man i Belgien, hvor Waring-fordelingens ophavsmand Wolfgang Glänzel (indenfor bibliometrien) holder til, ikke anvender den, tværtimod er man ved at gå over til et system der ligner det norske for Hum-Samf-området.
Så meget i denne omgang for den store nordiske bibliometristrid (fortsættelse følger sikkert). Hvordan, vil nogle måske spørge, kan 'almindelige' forskere overhovedet tage bibliometri seriøst? Det ville være rart, hvis vi kunne betragte bibliometri blot som et forskningsredskab og som et fagområde blandt andre. A la bibliografi. Som redskab til finde mønstre, ikke til at måle det umålelige.

Og nu tilbage til Galilei. Nu påstod han jo ifølge legenden ikke, at man skulle gøre det måleligt, som de facto ikke kan måles. Men sjovt nok er indledende citat er muligvis falsk, selvom det er tilskrevet Galilei millioner af gange. En historiker siger om spørgsmålet: "Although Galileo is quoted with these words in a large number of publications, the authenticity of the sentence is highly dubious because no one has ever provided a precise bibliographical reference for where to find it in Galileo’s works." (...) "Notwithstanding its increasing popularity, referring to this expression as a quotation from Galileo is a striking example of academic sloppiness." (Andreas Kleinert 2009: "Der messende Luchs", NTM Zeitschrift für Geschichte der Wissenschaften, Technik und Medizin 17(2): 199-206). Bibliografisk arbejde som korrektion af scientometrisme og lemfældig bibliometri?

Den norske model katastrofal for Danmark

Hvad vil indførelsen af "den norske model" - en dansk bibliometrisk forskningsindikator som redskab i tildeling af forskningsmidler - betyde for humniora og samfundsfag?

En af vores svenske forbindelser er Ulf Sandström, som er docent ved Linköpings Universitet og den Kungl. Tekniska Högskolan, specialist i forskningspolitiske studier, finansierings- og publiceringsanalyser samt strukturspørgsmål indenfor universitetsverdenen, og iøvrigt fortaler for anvendelse af indikatorer til fordeling af forskningsmidler, blot det er de 'rigtige' (mere herom senere). Han udgav den rapport, Nationella särdrag i nordisk publiceringsutveckling 1998–2006, jeg henviste til i indlægget om organisationen "Danske Universiteter". Rapporten analyserer den nordiske publiseringsudvikling ud fra forskellige indikatorer og metoder. (Norge afviger markant fra det generelle mønster i positiv retning, og rapporten søger at forklare de bemærkelsesværdige ændringer og diskuterer resultatet i lyset af den model, som for nyligt indførtes af den svenske regering. Rapporten ingår i serien "Forskning om Forskning", se forskningspolitik.se). Jeg blev især nysgerrig omkring det spørgsmål, den rejser om Danmarks særstilling - jævnfør dette citat fra konklusionen,

"Klart är att vi ytterligare kan belysa säregenheter i den norska utvecklingen, men att förklara varför Danmark ligger avsevärt högre än övriga nordiska länder tarvar andra och mer djupgående undersökningar",

så jeg spurgte Ulf Sandström for at høre hans mening om hvorvidt det vil betyde en styrkelse af den danske position, at Danmark nu vil indfører den samme incitamentstruktur på universitetsområdet, som man har indbygget i "den norske model" med tildeling af midler på basis af en kvantitativ bibliometrisk forskningsindikator med tidskrifter delt i to niveauer? Hans svar er, at

"Det blir en katastrof för Danmark. Humaniora och samhällsvetenskap låses fast vid sina nationella publiceringskanaler och intjänar alltmer lättförtjänta poäng på lokal publicering. Incitamenten är helt fel i en norsk-danska modellen. Sannolikt påverkar detta inte naturvetenskap och medicin."

Danske skeptikere fra humaniora ogs samfundsvidenskab er nok enig med Sandström hvad angår det katastrofale, omend ud fra helt andre argumenter. Spørgsmålet om "lokal publicering" er indviklet og endnu uafklaret for så vidt angår hvad fx monografier som udkommer på danske universitetsforlag skal tælle, men det er klart en risiko at såvel autoritetslister over tidskrifter som fastlåste retningslinier for publiceringskanaler kan virke konserverende i forhold til mulighederne for nye innovative tilgange og vinkler på humaniora og samfundsvidenskab.

Svensk strid om forskningsindikator

Fra et velinformeret medlem af denne blogs netværk har jeg modtaget informationer fra den svenske bibliometridebat:
"Jeg nævnte forleden noget om den svenske debat om bibliometri. Nu har jeg fået et par links. Muligvis er I i de danske faggrupper opdaterede mht. denne debat, for den er egentlig meget relevant.
Det kronologiske forløb er opsummeret af Rektor for Stockholms Universitet på hans blog: blogs.su.se/kbrem/20090810.
Det ser ud til, at Vetenskapsrådet har slået sig i tøjret og først afleveret en kritisk og forbeholden rapport: www.vr.se/download/18.72e6b52e1211cd0bba8800010145/bibliometrisk_indikator.pdf
Rapporten er kritisk overfor bibliometri i almindelighed og for bibliometri i Humaniora og Samfundsvidenskab i særdeleshed. Det fremhæves i appendiks B, at

”I kritiken av bibliometriska utvärderingar av forskning är det två argument som är särskilt relevanta inom humaniora och samhällsvetenskap:
1. Sambandet mellan å ena sidan vetenskapliga publikationer och citeringar och å andra sidan forskningsvolym och -kvalitet är svagt.
2. ISI-databasen (Web of Science) mäter inte de vetenskapliga publikationerna och
citeringarna på ett tillfredsställande sätt.
[…] Något förenklat kan Thomson Reuters kriterier för vilka publikationer som ska inkluderas i ISI-databasen beskrivas med fyra ord: de bästa, internationella, vetenskapliga tidskrifterna. Alla dessa fyra kriterier är problematiska när det gäller humaniora och samhällsvetenskap. Att begränsa sig till tidskrifter innebär att andra former för spridning av forskningsresultat, som monografier, antologier, vetenskapliga utgåvor, artiklar i dagspress, populärvetenskapliga artiklar, läromedel och rapporter exkluderas."

Det ikke sådan et resultat, regeringen havde bedt om, hvorfor rådet fik genformuleret opdraget om at tilvejebringe et beregningsgrundlag! Som Rektoren skriver, så er det svært at tolke det på anden måde, end at regeringen har underkendt rapporten fra Vetenskapsrådets analyseafdelning og ikke agter at følge anbefalingen fra rådets styrelse om at afvente med bibliometribaseret ressourcefordeling!!! Så åbenbart bliver det sådan hinsidan fra 2010.
Så får vi se, se, hvordan det bliver her. Og hvornår."

Jeg kan tilføje, at Ulf Sandström (som bl.a. er konsulent på bibliometriske analyser og bestemt ikke afviser disse som fordelingsredskab) på sin svenske blok om forskningspolitik har supplerende, og ofte ret tekniske kommentarer til striden.

Gøres indikatorer automatisk til incitamenter?

Jeg vil tage tråden op om den bibliometriske forskningsindikator, som Leif Hansens inlæg satte spørgsmålstegn ved. Efter at have sammenfattet faggruppernes forbehold i et notat (som kan læses her), har jeg modtaget en række interessante kommentarer som fortjener at blive viderebragt. Jeg vil tage lidt ad gangen. Lars Geer Hammershøj som er lektor på Institut for Pædagogik på DPU, skriver til en liste på Humanistisk Forum:

"Jeg mener at hovedindvendingen mod at anvende den bibliometriske forskningsindikator til fordeling af forskningsmidler er klar og simpel. Problemet er, at man herved gør en forskningsindikator til en incitamentstruktur for forskere og forskningsinstitutioner. Det er en alvorlig kortslutning, for herved gøres det der egentlig er en afledt effekt af forskningen - nemlig publiceringen - til målet i sig selv frem for bestræbelsen på at forske. Bibliometrien kan i flere eller bestemte tilfælde formentlig være en udmærket indikator for forskningen, men kun så længe forskingen er målet. Så snart der der oprettes incitamentstrukturer, der belønner publicering, forskydes målet væk fra bestræbelsen på at forske til bestræbelsen på at publicere. Herved transformeres bibliometrien paradoksalt nok fra at være en indikator på forskning til at blive en inddikator på viljen til at publicere.
Problemet er kort sagt, at når bibliometrien bruges til fordelingen af midler, så øger man incitamentet til at publicere på bekostning af incitamentet til at forske. Man hører allerede fra nogle af vor kolleger ved sektorforskingsinstitutioner, hvor man allerede opererer med lignende principper for forskningsindikatorer som incitamentstrukturer, at de i høj grad bliver opmærksomme på at 'koge så meget suppe' som muligt på deres forskingsresultater i form af at tænke så mange publicerede artikler som muligt, fremfor at offentliggøre resultaterne mere koncentrert og så måske bruge resten af tiden til at forske videre. Endvidere vil tendensen antagelig være, at man i højere grad forsker i eller opfordres til at forske i det, der med stor sandsynlighed vil kunne publiceres i de mest 'givende' tidsskrifter osv.. Godt nok er det stadig en begrænset del af forskingsmidlerne der fordeles efter forskingsindikator-princippet, men det er de midler der kan skrues op og ned for, hvorfor de uundgåeligt vil være i fokus, om ikke andet så for ens ledelse.
For mig at se er incitamentstrukturer som denne derfor på sigt dybt skadelig for forskingen. At det oven i købet er rektorforeningen der selv har været med til at foreslå at en øget del forskingsmidlerne skulle fordeles efter dette princip er mig uforståeligt."

Og så har Jesper Eckhardt Larsen, som er adjunkt i uddannelseshistorie på DPU, har gjort mig opmærksom på den brandaktuelle artikel "Evidence-based science policy and the systematic miscounting of performance in the humanities" af Aant Elzinga, som kan ses på denne interessante blog her.

Hvorfor er en humanistisk artikel mere værd end en sundhedsvidenskabelig?

af Leif Hansen

I den kommende model til fordeling af de nye basisforskningsmidler, er en af intentionerne, som det har været udtrykt af ministeriet, at modellen skal stimulere og tilgodese forskningskvalitet og effektivitet.
Man har derfor udvidet den såkaldte 50-40-10-model med en ny indikator, den bibliometriske, der skal udløse point og dermed penge i fordelingsmodellen ud fra universiteternes forskningsaktivitet. Når modellen er indført endeligt i 2012 indeholder den altså 4 indikatorer, hvor universiteternes andel af uddannelsesmidler på basis af STÅ-produktion udløser 45%, deres evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler udløser 20%, andelen af producerede ph.d. kandidater 10 % og endelig udløser den bibliometriske indikator 25%.
For at stimulere forskningskvaliteten besluttede man at opdele de pointudløsende publiceringskanaler – tidsskrifter og forlag – i en 80-20 fordeling, hvor de 20% omfatter de mest prestigefyldte publiceringskanaler, der derfor også udløser flere point end publicering indenfor de 80%.
Arbejdet med denne opdeling har ikke været problemløs, og man har da også i første omgang opgivet en opdeling af forlagene efter 80-20 mønstret. Og for tidsskrifternes vedkommende har det for mange af de faggrupper, der har arbejdet med opdelingen skabt en del vanskeligheder at gennemføre arbejdet.
Alt dette har været diskuteret meget på denne blog og i mindre grad i offentligheden. Hvad der er gået mere upåagtet hen er en beslutning om at de midler den bibliometriske indikator skal udløse først skal fordeles mellem de 4 store hovedområder, HUM, SAM, TEK/NAT og SUND, inden indikatoren bruges til at fordele midlerne mellem universiteterne indenfor det enkelte hovedområde.
Hvorledes dette er kommet i stand er ikke klart, men i et notat fra Danske Universiteter fra 28.8 i år ('Hvad skal tælle når forskningsresultater skal måles') kan man læse: "Danske Universiteter har ønsket en model, hvor bibliometrien ikke må leder til en refordeling af forskningsmidler mellem hovedområderne/fakulteterne og det ønske, har politikerne imødekommet." Det ser således ud som om det er universiteterne selv eller deres rektorer, der rejst og fået gennemført dette ønske.
Det er umiddelbart svært at forstå, hvorledes det kan være vigtigt at tage dette hensyn i forbindelse med denne enkelte indikator, når det samme ikke gælder for de øvrige indikatorer. Alene det forhold, at man med introduktionen af den bibliometriske indikator i den tidligere 50-40-10-model har ændret på de forskellige indikatorers vægt, har i sig selv sådanne konsekvenser, altså en omfordeling mellem hovedområderne.
Problemet er blot at rektorernes ønske invaliderer intentionen med modellen. Den bliver nu konserverende og udynamisk, idet intentionen er, at tidligere tiders fordeling af basisforskningsmidlerne skal være grundlaget for fordelingen mellem hovedområderne af de 25% af midlerne som den bibliometriske indikator skal udløse. Nu kunne man sige, at det vel ikke er et problem at en budgetmodel er konserverende og udynamisk, selvom det forekommer ejendommeligt, at indføre en ny budgetteringsmodel, hvis man ikke ønsker, at det skal medføre nogle ændringer.
Imidlertid har en sådan opdeling nogle højst bizarre effekter, som formodentlig er utilsigtede. Det er uklart hvorledes fordelingen af basisforskningsmidlerne på hovedområder skal opgøres præcist, da det næppe er muligt alene at opgøre universiteternes anvendelse af basisforskningsmidler på en ensartet måde, men hvis vi lige ser bort fra den teknikalitet, så er konsekvensen ganske interessant. Da man ikke kan forvente at fordelingen af basisforskningsmidlerne mellem de fire hovedområder er den samme som fordelingen af publiceringspointene, får man den effekt, at den budgetmæssige værdi af et publikationspoint er forskellig fra hovedområde til hovedområde.
Dette betyder at hovedområder, der har en større andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler får en mindre bevilling pr. publikationspoint end hovedområder, der har en mindre andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler. Dette kan illustreres som gjort i tabellen nedenfor.

Tabellen angiver et eksempel, der næppe ligger langt fra virkeligheden. Tallene baserer sig på Universitets- og Byggestyrelsens oplysninger om fordelingen af forskningsmidler og på fordelingen af publiceringspoint for 2008, således som billedet tegnede sig ved første opgørelse i marts 2009. Der er netop foretaget en ny opgørelse af publikationspoint, hvor jeg forventer at billedet generelt er det samme, men måske lidt værre for SUND, da især KU manglede at indrapportere væsentlige dele af deres SUND forskning ved opgørelsen i marts.

Konsekvensen er klar: en hovedområdeopdeling på basis af tidligere andel af basisforskningsmidler fører til en forskellig værdi af det enkelte publikationspoint mellem hovedområderne.
Man kan også udtrykke konsekvensen således: de mest publikationseffektive eller omkostningseffektive pr. publikation får mindst gavn af modellen og omvendt.
Dette kan næppe være hensigten med en model, der skal tilgodese og stimulere forskningskvalitet og effektivitet.
Og hvad værre er, så mister modellen nemt sin legitimitet, når det går op for forskerverdenen, at det er mere profitabelt at publicere i et humanistisk eller teknisk/naturvidenskabelig tidsskrift end i et samfunds- eller sundhedsvidenskabeligt tidsskrift. Efter lange og vanskelige diskussioner om ranking af tidsskrifter og om hvor mange point en artikel skal udløse, hvor pointen jo var at en artikel i et niveau 2 (eller 1) tidsskrift skulle udløse det samme antal point uanset fagområde, får man så nu det modsatte resultat.
Som sagt kan dette ikke have været tilsigtet, for man kan jo ikke forestille sig at Danske Universiteter og rektorerne i styregruppen for hele bibliometriprojektet (KU, AU og SDU) har været klar over at dette var konsekvensen. Derfor må man også gå ud fra at dette bliver ændret inden modellen sættes i værk, men man kan jo godt tvivle. Det er 1½ måned siden ministeriet og DU blev gjort opmærksom på problemet uden at det har medført nogen reaktion. Måske kan lidt offentlig debat hjælpe?

Leif Hansen er chefkonsulent på Copenhagen Business School

Forskningen i klemme mellem økonomi og politik

Kommentar fra Karen Siune

Dansk forskning er gennem de seneste 10-15 år i stadig stigende grad blevet genstand for politik. Politiske initiativer er talrige og mere talrige i Danmark end i de fleste lande vi sammenligner os med, hvis man kigger på udviklingen gennem årene, hvilket bl.a. er gjort i et nordisk projekt, der belyser udviklingen i den offentlige debat om forskningspolitik i perioden 1998 til 2007.

Konklusionen som allerede er meddelt i titlen er derfor ikke en overraskelse for de, der har beskæftiget sig med studier af dansk forskningspolitik. Men er konklusionen en overraskelse for andre? Noget tyder på at selv en forskningsminister kan blive overrasket over konsekvenserne af sin egen forskningspolitik, eller mere korrekt udtrykt overrasket over konsekvenserne af den forskningspolitik, som hans embedsværk har ført frem gennem ministeriets mange initiativer. Således tilkendegav videnskabsminister Helge Sander efter rektor Laurits Holm Nielsens kritiske tale ved årsfesten for Aarhus Universitet afholdt d. 11.9 en overraskelse over at de ministerielle initiativer, som siden universitetsloven fra 2003 i jævn strøm er tilgået universiteterne, opfattes som en mistillidserklæring til universiteternes administration og ikke mindst som mistillid til universitetsforskere, som svarer igen med at påtale at deres akademiske frihed bliver begrænset af de ministerielle initiativer.

Økonomisk styring gennem strategisk styring af målrettede midler og/ eller begrænsning af de økonomiske tilskud, som et universitet modtager, har gennem alle tider været et stærkt styringsinstrument. Deri er intet nyt ved selve instrumentet. Det, der i stigende grad gennem de sidste ti år har tiltrukket opmærksomheden, er at dette instrument bruges mere og mere håndfast, man kunne have sagt raffineret, men det er egentlig mere korrekt at sige håndfast for de politiske udmeldinger knyttet til de offentlige bevillinger lægger ikke skjul på hensigten med denne styring. Effektivitet i forskningsarbejdet, flere patenter, kommercialisering og især øget kontakt mellem universitetsforskere og det private erhvervsliv er de mest udtalte temaer på den forskningspolitiske dagsorden, og politikerne anser de tekniske videnskaber som de videnskaber, der især kan leve op til disse krav. At politikerne har klare opfattelser af nytteværdien af forskellige videnskabsdiscipliner er klart dokumenteret i den undersøgelse som CFA har gennemført som led i et EU-finansieret forskningsprojekt [note 1] om hvordan politikere og andre erhverver sig deres opfattelser af videnskab.

Men når man kan tale om forskningen som værende i klemme, så er det fordi ikke kun det økonomiske instrument men også det forskningspolitiske instrument i form af strategiske udmeldinger og særlige fonde i stigende grad er blevet anvendt gennem de seneste år. Politiske målsætninger, som ikke blot afgrænser forskningens omfang men også begrænser forskningens indhold, er blevet flere uanset at man på andre måder kan regne sig frem til, at der er tilført forskningen flere midler fra de offentlige kasser. I seneste udgave af ”Universiteter i tal”, udgivet i august for 2009, fremlægges en tabel, der smukt viser at universiteternes indtægter er steget fra 2006 til 2008. Samme tabel viser, at stigningen især har fundet sted i den del, der er tilskudsfinansieret.

”Danske universiteter har aldrig modtaget større basisbevillinger, end tilfældet er i dag” siges det i udtalelser fra Videnskabsministeriet, og i det lys skal man læse, at regeringens finanslovsudspil for 2010 viser et fald i universiteternes basisbevillinger fra 2009 til 2010 på godt 50. mio. kroner. Så det trøstende ord i forbindelse med ”Ugens tal” fra Videnskabsministeriet dateret 27.8., der har overskriften ”Markant flere basismidler til universiteterne” [note 2] er følgende: ”de offentlige bevillinger til forskning og udvikling også uddeles via det frie Forskningsråd, det Strategiske Forskningsråd, Grundforskningsfonden samt Højteknologifonden, som alle har oplevet stigninger de seneste år”.
Lige netop denne formulering viser klart, at forskningen er i klemme mellem økonomi og politik!

[note 1]:
Se CFA's side for SS-ERC her, inkl. rapporten The Socialisation of Scientific and Technological Research - A meta-evaluation and experimentation. Report 2009/1: E. Kalpazidou Schmidt. The Danish Centre for Studies in Research and Research Policy, Aarhus.
[note 2] :
se også den af 4.9. opdaterede kommentar, link her (red.)