Sauvons la recherche

Fra bloggens udenrigspolitiske korrespondent, Lisbeth Verstraete Hansen, forlyder det, at der er endnu en underskriftindsamling i gang mod bibliometri-bølgen, i Frankrig (www.mlibr.org), hvor man har nedsat et akkrediteringsråd AERES (L’Agence d’évaluation de la recherche et de l’enseignement supérieur), der skal evaluere ikke blot uddannelser men også forskning, laboratorier, forskningscentre osv. Allerede i sensommeren var der ballade: Udvalgene for Kunst og Litteratur lod vide, at de i år ikke agtede at publicere lister, da de ikke syntes, at den forudgående refleksion havde været tilfredsstillende.
Det med danske øjne meget interessante er, at den ledsagende tekst til underskriftindsamlingen - måske lige bortset fra enkelte retoriske virkemidler - kunne være skrevet her...
Manglende dialog, del-og-hersk-princippet (universitet mod universitet, naturvidenskab vs social- og humanvidenskaber...).

Samtidig med underskriftindsamlingen har sammenslutningen "Sauvons la recherche" [Red forskningen] udsendt et moratorium (www.sauvonslarecherche.fr/spip.php?article2147), en appel til de forskere, der kunne tænkes at blive opfordret til at sidde i evalueringsudvalgene, og som opfordres til at tilkendegive, at de ikke agter at deltage i dette arbejde - ikke fordi de principielt er imod en form for evaluering, men fordi arbejdet foregår fuldstændig hen over hovedet på forskersamfundet. Her har indtil videre næsten 1400 - bl.a. Luc Boltanski skrevet under.
Der er frygteligt mange lighedspunkter med det, vi oplever her, og det gælder formodentlig også resten af Europa. Til orientering bringes nedenfor nogle oversatte afsnit fra ledsageteksten til den franske underskriftsindsamling mod bibliometrien. Teksten giver en ide om, hvordan det store europæiske forskningspolitik-eksperiment tager til i styrke flere og flere steder.
Lisbeth Verstraete Hansen, som hermed bydes velkommen på bloggen, takkes for substansen i dette indlæg.

Mobilisering for en befrielse af forskningen
[ http://www.mlibr.org/ ] Uddrag.

[Om Akkrediteringsrådet for forskning og undervisning, hvor udarbejdelsen af bibliometri-listerne er placeret]: Dette nye administrative og ideologiske system vil fremover pålægge forskere og undervisere ”lister over god forskning” (over god opførsel?). Evaluere, sortere, eliminere… Er vi ved at opleve forskningens 1984?
[…]
Situationen er alvorlig: Det tællelige og kvantificerbare forekommer objektivt og indiskutabelt. Måle-diskursen, fra psykometri til bibliometri, bliver den officielle diskurs. Alt tælles og sættes på lister. Desuagtet at Historien har lært os, hvad LISTER kan betyde, når de udgår fra en central magt: Man begynder med at evaluere, så sorterer man, og til sidst eliminerer man…
[…]
Vi må på det kraftigste tage afstand fra at anvende markedets lov på kultur, videnoverførsel, erkendelse og forskning. Vi ønsker at modsætte os en centraliseret statskontrols snigende infiltrering af viden, erkendelse og kultur i skoler og på universiteter. […] Vi ved alle sammen at Shanghai-rankingen er en stor komedie; der er bare ikke nogen, der har lyst til at le. Den aktuelle liberale politik er dygtig til at få os til at tro, at vi halter bagefter, at vi ikke er konkurrencedygtige: Derfor skal viden og erkendelse rettes ind efter markedskriterier… Derfor skal vi underlægges kontrol og evaluering, gå i takt.
[…]
Der findes allerede evalueringssystemer, og det har der gjort længe. Som forskere og undervisere har vi alle sammen været igennem dem, lige fra concours til publikationer. […] Selvfølgelig er det både nødvendigt og frugtbart at opretholde en kritisk refleksion over vores praksis, fordi vi i vores funktion har et ansvar såvel over for den brede og varierede kreds af studerende som over for vores medborgere, som vi skal stå til regnskab over for. Vi afviser ikke evalueringer – på betingelse af at det foregår i gensidig forståelse og dialog, som bevarer den kvalitative vurdering af vores arbejde. Vi afviser ikke dialogen, men det må være på betingelse af, at det formulerede mål (forbedre forskning og undervisning) rent faktisk svarer til de reelle motiver for foretagendet og ikke tjener snævert økonomiske interesser (budgetnedskæringer, stillingsnedlæggelser, langsom forsvinden af visse discipliner eller uddannelsesniveauer).
Situationen er kompleks. AERES er ikke bare et evalueringsråd, selv om det er den sproglige dragt, man har iklædt det. Det snedige i denne statspolitik består i at præsentere rådet, som om det tjener universitetets interesser, når det i virkeligheden skaber betingelserne for sønderrivende konflikter mellem de forskellige vidensinstitutioner. Kategoriale interesser (”bare jeg nu er på listen…”) fortrænger den almene interesse. At dele har altid været en god strategi for at gå videre uden at skulle i dialog.
[…]
[Forskningsminister] Valérie Pécresse udtalte i et interview, at ”Al forskning er en konkurrence”. Men er det ikke endnu engang at sammenblande ordene konkurrence og kappestrid [émulation = hvor enhver søger at yde sit bedste]. Jo, forskerne har brug for en kollektiv kappestrid for at reflektere over og diskutere deres forskning. Denne kappestrid bevidnes af de hundredvis af kollokvier der finder sted hvert år, og som samler franske og udenlandske forskere fra forskellige – nogle gange indbyrdes afvigende – discipliner og teoretiske traditioner. Det er fora for diskussioner, der nok kan være stormfulde, men som altid er stimulerende. Denne kappestrid næres af publikationer i frie tidsskrifter og bøger. […] Tanken fødes også af polemik og debat.
Og dér ligger problemet. Den aktuelle liste- og evalueringspolitik vil tage livet af denne tankes dynamik. Den demoraliserer forskningen, fordi den instrumentaliserer den. Tanken bliver et instrument for den ene eller den anden klan, for den ene eller den anden karriere. Den moral og den etik, som er en nødvendighed for tanken, kvæles af utilitarismen og effektivitetsdiskursen. Den statslige forskningspolitik forsøger at underlægge viden magten. Nu kan det være nok med tanken, siger denne evaluerings- og normaliseringspolitik med sine kvantitative kriterier
[…].
Den aktuelle forskningsevalueringspolitik fører til opdeling mellem fagområderne og til mistænkeliggørelse af de forskellige discipliner. Social- og humanvidenskaberne, på den ene side, er mindre og mindre velsete af magthaverne pga. den trods de byder en enkel kvantificering; på den anden side anses de eksakte videnskaber med deres kvantificerbare anvendelse for at sidde inde med sandheden om menneskets, verdens og universets måde at fungere på.
[…]
Hvilken fremtid bliver der så for de fornyende ideer, for den banebrydende tanke, der lige præcis trodser de statslige og de normative strømninger? Hvad bliver der af den frugtbarhed, der udspringer af fiaskoer og fejltagelser, og som i århundreder har drevet viden og tanken fremad? Hvad bliver der af det tidsskrift, man vil sætte i verden, men som allerede er dødfødt, fordi det ikke står på listen? Liste-politikken er en ideologi, der udglatter tanken. Den er forskningens og erkendelsens absolutte modsætning.
[…]

Når kontraktlederen performerer

Læsere af FORSKERforum nr. 218, okt. 2008 (vil snart kunne downloades her) vil kunne læse om kontraktstyring af de enkelte forskere på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (ordet universitetsskole minder mig om sammenstillinger som "en kogende isterning"). I det kolde efterår kan læseren varme sig med muntre svar, fx på spørgsmål fra FORSKERforums journalist, der spørger
- "Kontraktledelse på individniveau lyder som meget radikalt i en vidensorganisation som et universitet?", hvortil dekan Lars Qvortrup svarer:

"Jeg opfatter det faktisk omvendt: det er en slags garanti for medarbejderne. Vi har altid haft krav om ekstern indtjening, men nu kan medarbejderen henvise til en kontrakt eller aftaleprincipper i deres hverdag. Der er en garanti for at undgå skævvridning i arbejdsopgaver, fordi det bliver mere synligt, hvordan der performeres".

Det er en ret kvik leder, der kan fremstille forringede arbejdsvilkår for forskningen med plusord som garanti og synlighed (jeg vil ikke udmale hvordan "performeres" skader mit sarte sprogøre). For en gang skyld tager FORSKERforum blødt på en leder, som da også selv er god til at fremstille sig selv som blød og lyttende, og det forlyder (s. 14) at omstruktureringsprocessen "forløb overraskende gnidningsløst". Spørgsmålet "Hvordan lykkedes det for Qvortrup?", implicerer, rigtigt gættet, AT det lykkedes.
Men i universitetsverdenen er processerne langsomme. Der gik flere år mellem vedtagelsen af 2003-loven om universiteter, til det gik op for forskerne hvilket managementvælde, den faktisk indførte. Måske vil det ikke være anderledes her. I al fald får man et noget andet billede, når man taler med de ansatte på DPU. Herfra lyder kommentarer som:

"Det er simpelthen så skrapt den drejning forskningen tager her på DPU. Der bør gøres opmærksom på det. Pr. 1. januar 2009 træder den såkaldte incitamentstruktur i kraft. Det betyder, at den enkelte forsker skal bestræbe sig på at efterleve en såkaldt 15-25-30-30 model.
Det betyder ganske enkelt, at den enkelte forsker skal forvente at bruge 15% tid på administration, 30% på undervisning, 30% på ekstern finansiering og 25% er så ’fri forskning’ (hvilket minder om ’fri leg’ begrebet)."
- Men det er vel ikke alle afdelinger, der har den samme profil, fx udbyder lige meget undervisning - hvad så med dem?
"Hvis der ikke er undervisning man kan tilbyde, så skal man f.eks. hente 60 eksterne midler hjem, pr. år."
- Men en del ekstern financiering dækker vel post.-docs og ph.d.-stipendier?
"Det gælder ikke, at man henter ph.d. midler hjem. Det eneste der tæller er understøttelse af egen løn. Men da temmelig mange fonde slet ikke vil imødekomme ansøgninger, hvis ikke universitetet selv medfinansierer, kan det blive temmelig vanskeligt. Det betyder jo også, at man af egoistiske grunde vil fokusere på sin egen understøttelse og dermed ikke medvirker til at rekruttere nye forskere."
- Er det hensigtsmæssigt for mangfoldigheden af den pædagogiske forskning?
"Et problem er, at der jo findes problemfelter, som ikke synes attraktive for fonde at støtte. Hvad sker der så med dem? Skal man så bøje sin forskning så meget, så den kan komme i betragtning? Eller bliver den slags på sigt afskediget (selvom der publiceres artikler internationalt)?
- Du mener, det kan hæmme nye fagområders fremvækst?
"Ja, det der står tilbage er blot det veletablerede, velanskrevne, som omverdenen allerede har sagt god for. Hvad blev der af nytænkning, nye paradigmer, tværvidenskab og den viden, som vi ikke kan bruge i dag, men måske i morgen?"
"Jeg bliver faktisk ret trist på vegne af forskningen og den måde den bliver behandlet på. Er problemet ikke, at universiteterne bliver affolket, når vilkårene bliver så ringe, at det at gå med aviser bliver mere attraktivt, der kan man bestemme selv og skal ikke samtidig med arbejdet finde sine egne lønmidler."

Er dansk forskning i krise?

Dagbladet Politiken spørger: Er dansk forskning i krise? Det sker på et debatmøde i Dagmar Teatret i København 12. november, hvor redaktionschef Peter Mogensen leder en diskussion mellem videnskabsminister Helge Sander, de radikales forskningsordfører Marianne Jelved, KU-rektor Ralf Hemmingsen og DI-direktør Lars B. Goldschmidt. Her er oplægget:

Uddannelse er Danmarks råstof. Men optaget på landets universiteter er det laveste siden 2002. Antallet af optagende på universiteterne faldt i år med 12 procent. Hvordan sikres det at flere får en videregående uddannelse? Og hvordan mindskes frafaldet, som koster samfundet op imod 300 millioner om året?
- Universitetsloven skal revideres i 2009, så hvordan skal fremtidens universitet se ud?
- Skal de studerende presses hurtigere igennem studiet?
- Kommer det til at gå ud over fagligheden?
- Er forskningen fri eller bundet af politikernes ønsker?
- Bruger forskerne for meget tid på at søge midler i stedet for at forske?
- Hvilken rolle skal universitet spille i forhold til erhvervslivet?

Dette arrangement er en del af debatrækken ’Politiken Diskussioner’, som sætter nogle af samfundets kerneproblemstillinger til debat.
DATO: Onsdag 12. november kl. 16.30 - 18.00
STED: Dagmar Teatret, Jernbanegade 2, København V.
PRISER: Fri entré + billetgebyr 10 kr.
Billetbestilling er nødvendig. (se her)

Mere Blue Skies i forskningsfinancieringen

Fra bloggens netværk skriver en bidragyder:
"Et par timer inden Sander i Deadline forklarede, hvorfor rumforskning og ikke fri forskning skulle have de fleste af globaliseringsmidlerne, var der et indslag i Orientering om ”Kampen om forskningsmidlerne” og et tiltag fra Royal Society, som vil støtte den frie forskning… Præsentation nedenfor, link først:
http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2008/10/20/162955.htm

Kampen om forskningsmidlerne
20. oktober 2008 kl. 17:10 på P1
Kampen om forskningsmidlerne (07:48)
af Louise Puk

Der er hård kamp mellem strategisk forskning og fri forskning, når globaliseringsmidlerne til forskning skal fordeles i de kommende år. Fem milliarder kroner ekstra kan de danske forskere glæde sig over fra 2009, for der er stor politisk interesse for at styrke forskning og innovation så Danmark fortsat kan være en af verdens førende vidensøkonomier.
Men mens der er enighed blandt politikere og forskere om at der skal gives penge til forskning er der stor uenighed om, hvordan pengene skal gives. For står det til regeringen vil kun 10-15% af de fem milliarder gå til den frie forskning, hvor universiteterne altså selv kan bestemme, hvilken forskning pengene skal gavne.
De øvrige 85-90% skal universiteterne konkurrere om og vil på forhånd være øremærket til forskellige satsningsområder, som der er politisk interesse for at styrke.

Men hvis man ønsker innovativ forskning er det en dårlig ide at udstikke bestemte rammer og stille krav om bestemte resultater på forhånd. Det mener professor ved Imperial College i London Chris Toumazou. Han står i spidsen for en ny fond under Royal Society der har som ambition at give 1 million pund om året til den forskning, som har vanskeligt ved at få økonomisk støtte idag. Medvirkende: professor Chris Toumazou fra Imperial College i London."

Læse mere om Theo Murphy Blue Skies awards her.

Regeringen vil den fri grundforskning til livs

Vi modtager ofte højaktuelle kommentarer fra læserne, som vi gerne viderebringer. En professor fra sundhedsvidenskab takkede bloggens skribenter og kommentatorer for at påtage sig

"den utaknemmelige opgave det er at tale det politiske establishment midt imod. Der er for mig ingen tvivl om at vi med den nuværedne universitetslov har mistet vores forskningsfrihed.
Lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Århus, Christian Bjørnskov, skriver i et indlæg i weekendavisen nr 34 2008 (22 august 2008), om helt nye amerikanske undersøgelser der viser størst effekt ved fri grundforskning, og han rejser spørgsmålet om ikke den nuværende forskningspolitik er direkte samfundsskadelig idet en ubalancret satsning på strategisk foskning.
Desværre kan der ikke være tvivl om at regeringen vil den fri grundforskning til livs. I bemærkningerne til Finansloven 2004 siger man på side 106: "Selvom de mange og vidt forskellige resultater fra empirien peger på positive samfundsøkonomiske afkast af investeringer i forskning, kan der ikke konkluderes noget entydigt, om hvor meget offentlige forskningsmidler vil kunne bidrage til velstandsudviklingen. Økonomisk teori giver heller ikke noget konkret bud på fordelingen mellem den offentlige og private indsats." Det falder pænt i tråd med at der faktisk er dem der mener at offentlig financieret forskning er af det onde - det forvrider konkurrencen med privat forskning. Jeg tror ikke at regeringen har tillid til at forskerne.
Problemet er at vi tillader politikere og embedsmænd at blande forskning og udvikling sammen begrebsmæssigt. Det er to væsentforskellige processer, og den offentlige debat lider under at man ikke klart skiller forskning og udvikling ad. Selve begrebet "strategisk forskning" er udtryk for begrebsforvirring og det forhindrer at de rigtige beslutninger bliver taget.
Min påstande vil være
1) Offentlig financieret grundforskning (dvs fri, forskerinitieret forskning) vil afdække ny erkendelse og nye opdagelser som samlet set altid vil være af stor samfundmæssig nytteværdi.
2) Offentlig financieret udvikling (læs "relevant forskning" - et newspeak begreb) vil ikke (eller i meget begrænset omfang) afdække ny erkendelseer eller opdagelser. Hvis politikere, embedsmænd og/eller erhvervsfolk kan pille en vinder ud blandt alle nitterne i udviklingsfasen - så har vi jo slet ikke et problem. Sagen er at det kan de ikke og at statslige satsninger som det strategiske forskningsråd og højteknologifonden desværre er statsfinancieret roullette."

Kvalitetskontrol, videnskab og magt

Staten vil give Videnskaben (universiteterne) penge “efter kvalitet” (New Public Management, konkurrenceideologi, OECD’s globaliseringsdiskurs), men mangler en målestok for kvalitet. Staten (FI, Forsknings- og Innovationsstyrelsen i Videnskabsministeriet) beder Videnskaben (et til lejligheden opfundet system af Faglige Udvalg for 68 forskellige videnskabelige felter, plus diverse tekniske og politiske über-udvalg) om at udvikle et mål for forskningskvalitet, en såkaldt forskningsindikator, med sideblik på hvad andre har gjort (den norske model). Det er en politisk beslutning at måle ydelser og give penge derefter, men da det som måles er videnskab og ikke politik, må selve målet legitimeres i Videnskaben - derfor er udvalgene netop faglige, de repræsenterer den videnskabelige fagkyndighed og består af forskere.
Men henover sensommeren 2008 vækker det harme i de faglige udvalg, at staten (FI) blander sig i disses vurderinger. Et eksempel: et udvalg (for videnskab X) indstiller tidskrifter til ranking (niveau 1 eller 2) på en slags kanon (en autorisationsliste for de af videnskab-X’s tidskrifter der “tæller”, modsat de som dømmes ude), men oplever, at FI herpå fjerner ca. 100 tidsskrifter fra deres liste. FI mente ikke, at disse var “videnskabelige” nok, da FI ikke anså disse tidskrifters “kvalitetstjek” i form af fagfællebedømmelse, peer review, af de indsendte manuskripter, for tilstrækkelig. Udvalget for videnskab X protesterer. Staten bøjer sig, og der kommer 900 tidsskrifter med. Billedet går igen i varianter. Visse udvalg nægter helt at tage ansvaret for listerne. Hvor langt vil staten gå i sit forsøg på at styre den faglige proces? Hvor lidt troværdighed og hvor meget mere ballade kan den øverste ansvarlige, ministeren selv, tåle?
Med hvilken legitimitet kan staten intimidere videnskaben i denne sag? I en moderne stat, den være sig plansocialistisk eller neoliberalistisk, kan styring kun ske legitimt udfra rationelle og faglige, her: videnskabeligt begrundbare hensyn. Hvad gør staten, hvis disse mangler? Ligesom ord ofte faldbydes, når man mangler et begreb, kan en hel fagdisciplin byde sig til, når man mangler faglig indsigt. Har man brug for fornuftig styring, håndtering og organisering af ydelser, stiller managementvidenskab, ledelsesfilosofi, eller informationssystemer sig til rådighed og bliver selv politik. Har man brug for måling af videnskabelig kvalitet, stiller bibliometri (evt. scientometri) sig til rådighed. Helt konkret har staten/FI i denne sag udliciteret sin egen “kvalitetskontrol” af de faglige udvalgs forslag til autorisationslister til Danmarks Biblioteksskole, hvor et stort antal studerende og andre har været igang med at tjekke hvert enkelt tidsskrift og forlag for, om de overholdt kravet om fagfællebedømmelse.

Historien har udviklet sig til en farce. Staten beder 365 professorer og lektorer indenfor 68 videnskabelige feltet om at træde i karakter som smagsdommere og pege på de publikationskanaler, som repræsenterer det bedste. Så hyrer staten en bibliotekskoles studerende til at kvalitetskontrollere professorernes kvalitetskontrollister, som vejes og findes for lette. Et professorvælde, simuleret til lejligheden, og væltet igen.

De tre rektorers jagt på større del af kagen

Det er et bizart udtryk for et topstyret managementvælde og mangel på indflydelse for de ansatte at læse de tre rektorers brev til Sander (her) om at "Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet skal derfor foreslå, at bibliometrien" (som de henviser til som "analyse af forskningscitationer") "også bør indgå som indikator til måling af danske universiteters kvalitetsniveau og dermed en del af grundlaget for den fremtidige fordeling af universiteternes basismidler" — efter den omfattende kritik af selve tanken om konkurrenceudsættelse af basismidler, og efter at selv embedsmænd i Forskningsstyrelsen (FI), der arbejder med en anden forskningsindikator (ikke citationsanalyse!), for længst har indrømmet, at der ikke måles kvalitet, men kvantitet. De tre rektorer er helt ude af trit med såvel FI, de videnskabelige miljøer og politiske virkelighed.
Godt at der nu har vist sig at et politisk flertal i Folketinget, som er skeptiske overfor hele tanken om at universiteterne skal konkurrere endnu mere. Med en konkurrenceudsættelse af basismidlerne bliver der ikke, som de påstår, tale om "en balanceret afvejning af universitetsopgaverne og udtryk for kvalitet", for som bl.a. professor Preben Melander fra Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på Copenhagen Business School har påpeget, kan man ikke måle sig til kvalitet. Det vil, jf. den samfundsvidenskabelige dekan Svend Hylleberg i Århus, trække universiterne i retning af uddannelsesfabrikker og sektorforskningsinstitutioner.
Læs også kommentaren i FORSKERforums Nyheder (kopi her).

Endnu flere ledende humanistiske tidskrifter boycotter den europæiske tidskriftsrankingspolitik

For et par måneder siden fortalte jeg om at ti redaktører for de ledende tidsskrifter inden for videnskabsistorie og videnskabsfilosofi havde lavet en fælles deklaration mod European Science Foundation's initiativ til at oprette et europæisk rankingsystem for humanistiske tidsskrifter (ERIH).

Nu har stort sett alle redaktører for tidskrifter på dette område skrevet under på udtalelsen (i alfabetisk rækkef'ølge):

Hanne Andersen (Centaurus)
Roger Ariew & Moti Feingold (Perspectives on Science)
A. K. Bag (Indian Journal of History of Science)
June Barrow-Green & Benno van Dalen (Historia Mathematica)
Keith Benson (History and Philosophy of the Life Sciences)
Marco Beretta (Nuncius)
Michel Blay (Revue d’Histoire des Sciences)
Cornelius Borck (Berichte zur Wissenschaftsgeschichte)
Geof Bowker and Susan Leigh Star (Science, Technology and Human Values)
Massimo Bucciantini & Michele Camerota (Galilaeana: Journal of Galilean Studies)
Jed Buchwald and Jeremy Gray (Archive for History of Exacft Sciences)
Vincenzo Cappelletti & Guido Cimino (Physis)
Roger Cline (International Journal for the History of Engineering & Technology)
Stephen Clucas & Stephen Gaukroger (Intellectual History Review)
Hal Cook & Anne Hardy (Medical History)
Leo Corry, Alexandre Matraux & Jörgen Renn (Science in Context)
D.Diecks & J.Uffink (Studies in History and Philosophy of Modern Physics)
Brian Dolan & Bill Luckin (Social History of Medicine)
Hilmar Duerbeck & Wayne Orchiston (Journal of Astronomical History & Heritage)
Moritz Epple, Mikael Hård, Hans-Jörg Rheinberger & Volker Roelcke (NTM: Zeitschrift für Geschichte der Wissenschaften, Technik und Medizin)
Steven French (Metascience)
Willem Hackmann (Bulletin of the Scientific Instrument Society)
Bosse Holmqvist (Lychnos)
Paul Farber (Journal of the History of Biology)
Mary Fissell & Randall Packard (Bulletin of the History of Medicine)
Robert Fox (Notes & Records of the Royal Society)
Jim Good (History of the Human Sciences)
Michael Hoskin (Journal for the History of Astronomy)
Ian Inkster (History of Technology)
Marina Frasca Spada (Studies in History and Philosophy of Science)
Nick Jardine (Studies in History and Philosophy of Biological and Biomedical Sciences)
Trevor Levere (Annals of Science)
Bernard Lightman (Isis)
Christoph Lathy (Early Science and Medicine)
Michael Lynch (Social Studies of Science)
Stephen McCluskey & Clive Ruggles (Archaeostronomy: the Journal of Astronomy in Culture)
Peter Morris (Ambix)
E. Charles Nelson (Archives of Natural History)
Ian Nicholson (Journal of the History of the Behavioural Sciences)
Iwan Rhys Morus (History of Science)
John Rigden & Roger H Stuewer (Physics in Perspective)
Simon Schaffer (British Journal for the History of Science)
Paul Unschuld (Sudhoffs Archiv)
Peter Weingart (Minerva)
Stefan Zamecki (Kwartalnik Historii Nauki i Techniki)

Dvs. næsten alle tidskrifter indenfor dette veletablerede humanistiske forskningsområde tager afstand fra det europæiske forskningsbyråkratiske scientometriske projekt.

Universiteter i alliancer efterlyser ny overenskomst med samfundet

Universitetspolitik på højere plan - som når universiteter går sammen i alliancer - virker fjernt for den enkelte forsker eller studerende. Det danske Rektorkollegiet, nu kaldet Danske Universiteter, fremkommer af og til med politiske udtalelser som svar på høring om nye lovgivningsmæssige tiltag. Internationalt finders alliancer som Universitas 21, LERU og (som rektor Ralf Hemmingsen har engageret KU i) IARIS. Men hvilke interesser varetager disse? Hvorfor ser vi alliancer, der minder om flyselskabernes alliancer i kampen om at kapre kunder, blomstre op nu? Og er deres ideologi anderledes end markedspladsens?
En forklaring på alliancerne lyder globaliseringen og kampen på det internationale marked for uddannelser (derfor har videnskabsministeriet også et globaliseringspolitisk kontor). I international universitetspolitik udkæmpes der de samme, med John Krejslers ord, 'diskursive slag' som vi ser herhjemme mellem en demokratisk-Humboldt'sk vision om universitetets egenart og rolle, og en markeds- og effektivitetsorienteret diskurs.
Formålene med de tre nævnte alliancer er samarbejde om forskning og uddannelse mellem de enkelte partnere. Da de engelske universiteter Oxford og Cambridge (som også er med i LERU) tilsluttede sig IARIS hed det at: "In the longer term, we plan to seek corporate/ foundation/ government support for research projects; perhaps convene a forum to share knowledge about the commercialisation of research and the legal and academic framework in each country; work jointly on benchmarking; and develop shared positions on key public policy issues." (Guardian 17/1-2006).
LERU skriver om sig selv "The League of European Research Universities was founded in 2002 as an association of twelve research-intensive universities sharing the values of high-quality teaching within an environment of internationally competitive research. In 2006, membership was extended to twenty institutions."
Den 18/9 udgav LERU et position paper forfattet af universitetslederne Geoffrey Boulton (Edinburgh) og Colin Lucas (Oxford), kaldet "What are universities for?" (her) som advarer imod de alt for diffuse ideer om alle de roller, et moderne universit skal opfylde. Dette manifest kritiserer således tanken om universiteter som hovedkraften i innovationsprocesser, selvom universiteter bestemt bidrager med at gøde jorden for innovation, ikke mindst gennem produktion af human capital. Her understreger LERU-forfatterne betydningen af samfundsvidenskab og humaniora, også hvis man skal kunne møde udfordringer som omvæltende teknologier, trusler mod sundhed, retssamfund, klima og miljø. I dansk sammenhæng er det relevant at citere fra de afsluttende afsnit:

"A current danger in many countries stems from the financial benefits that come to a university through research funding mechanisms. These can be such powerful drivers of behaviour and corporate motivation that top-down mechanisms are driving some institutions close to becoming strongly managed research institutes, squeezing out diversity of function and undermining teaching and learning.

Political boldness is also required. The freedom to enquire, to debate, to criticise and to speak truth to power, whether it be the power of government, of those that fund the university, or those who manage it, is central to the vitality of the university and its utility to society. It is crucial that rectors and university governing boards understand this essential source of institutional strength, that they are steadfast in its support, strong in its defence and are not seduced by the fallacy of managerial primacy: that things that make management difficult necessarily need to be removed or reformed. An easily governed university is no university at all."

"Although there has been widespread recognition of the value of university autonomy in permitting institutions to act decisively and flexibly in response to need or opportunity, and where state control is recognised as having been a barrier to development, freedom is necessarily accompanied by calls for greater accountability. However, accountability can often be control by another name. Increasingly bureaucratic mechanisms of accountability have been established to verify that the trust implied in freedom from control is justified. Detailed regulations, memoranda, instructions, guidance, and lists of “best practice” flood into institutions, too frequently focussing on processes rather than outcomes."

"Quality assurance does not measure the quality of education, merely some of the second-order issues associated with education. Their principal result is to impose unproductive bureaucratic burdens. It is vital to understand that such mechanisms can ultimately undermine the outcomes that are a university’s principal benefit to society. The challenge to universities, government and society is to articulate a compact that recognises the value of autonomy and freedom and supports them, but is able to assess the value and benefit without oppressive mechanisms that undermine a university’s potential."

"Whilst universities should be funded for how well they do the things that make them what they are, it is too easy to develop one or two lines of funding, driven by metrics that stand proxy for deeper, elusive qualities, that so drive university behaviour that they pour excessive efforts into the satisfaction of the metric rather than the properties metrics attempt to measure. Such metrics can also have the perverse consequence of driving out much of the creative diversity of behaviour that is one of the university’s great strengths."

"Universities are not just supermarkets for a variety of public and private goods that are currently in demand, and whose value is defined by their perceived aggregate financial value. We assert that they have a deeper, fundamental role that permits them to adapt and respond to the changing values and needs of successive generations, and from which the outputs cherished by governments are but secondary derivatives. To define the university enterprise by these specific outputs, and to fund it only through metrics that measure them, is to misunderstand the nature of the enterprise and its potential to deliver social benefit. These issues of function and purpose are important, and need to be explicit."

At New Public Management ikke er ensbetydende med God Offentlig Forvaltning må man håbe efterhånden er gået op for de fleste, også Sanders embedsmænd. (Det er fx for komisk at se DTU lade sin egen ranking notere på Børsen, blive afsløret, og straks efter styrtdykke i "kurs"). Må derfor de danske universiteter, i IARIS eller hvilke andre alliancer de vil indgå i, arbejde for en sådan besindelse på universiteterne som et sammenhængende gode - for det civile såvel som det statslige og private liv - så en mere fornuftig overenskomst med samfundet kan opnås.

En lille weekend hilsen til Helge Sander

"We must not forget that when radium was discovered no one knew that it would prove useful in hospitals. The work was one of pure science. And this is a proof that scientific work must not be considered from the point of view of the direct usefulness of it. It must be done for itself, for the beauty of science, and then there is always the chance that a scientific discovery may become like the radium a benefit for humanity."
Marie Curie

Amatørvidenskabens score card

af Peter Ingwersen
Efter gennemgang af det offentligt tilgængelige materiale publiceret i dagbladet Børsen den 26. september, 2008, under overskriften: ’DTU er Danmarks Bedste universitet’, har jeg følgende videnskabelige forbehold og bemærkninger til den såkaldte analyses resultater.

1. de anvendte bedømmelseskriterier mellem universiteterne er bestemt ad-hoc og følger ingen anerkendt international standard for inter-universitær forskningsbedømmelse; man kunne fx lige så godt have haft et kriterium benævnt ”Citationer per VIP”.
2. vægtningen af de enkelte kriterier er opfundet til lejligheden og ikke videnskabeligt gennemprøvet; ”citation impact” indgår to gange bedømmelserne: i Shanghai/THES-analyserne (5 %) og imellem de udvalgte universiteter (40 %).
3. i to af seks kriterier er der ikke foretaget bedømmelse af alle parter (Shanghai/THES-analyserne; international medarbejderandel).
4. kriteriet vedr. studerende per VIP ratio er afhængigt af de forskellige taxameterordninger, som de enkelte universiteter har opnået i deres kontrakter; de kan derfor ikke sammenlignes direkte.
5. ”Citation Impact 2003-07” angivet for de enkelte universiteter er usammenlignelig! Dette skyldes, at de enkelte universiteter har vidt forskellige forsknings- og publikationsprofiler – også indenfor de brede områder ”TEK/NAT”; ”SUNDHED” og ”SAMFUND”.
6. det er ikke umiddelbart videnskabeligt funderet, hvordan ’DTU’ kan opnå den vægtede værdi 2.0 for ’Citation Impact’, da DTU i de offentliggjorte tal blot opnår 5.4 i TEK/NAT slagkraft, ingen i SUNDHED eller SAMFUND, mens KU og SDU opnår langt højere slagkraft over hele linien?

Specielt er forbehold 5) centralt og hele analysen falder sammen rent videnskabeligt som følge heraf. Siden slutningen af 90'erne har man internationalt indenfor videnskabsmåling (scientometrics/bibliometrics) opereret med såkaldte ”Crown Indicators” (Leiden-gruppen; Danmarks Biblioteksskole, analyse af Miljøforskningsprogrammet, etc.), netop for at undgå de uvederheftige og forsimplede analyser som Børsens amatørbidrag.

En Crown Indicator udtrykker simpelthen enhedens (her: universitetets) slagkraft indenfor sin specifikke forskningsprofil, set op imod verdens gennemslagskraft for samme profil. Det er der jo ikke tale om her i Børsens analyser. Direkte at sammenligne fx KU, DTU og RUC indenfor TEK/NAT, er som at sammenligne frugtkurve med cykler og malerier. Det er fuldstændig udenfor de videnskabelige standarder indenfor forskningsevaluering. Analyserne ville blive bedømt til dumpegrænsen på seriøse læreranstalter, som forsker i forskningsevaluering, selv på et BA-kursus.

Det er derfor forståeligt, dels at mange ikke ønsker at kommentere undersøgelsen, dels interessant at formanden for rektorkollegiet, Jens Oddershede, SDU, ikke gennemskuer, at hans eget universitet snydes i amatøranalysen. Det er klogt af formanden at tage forbehold, idet en hurtig analyse af Danmarks publikationsandel på globalt niveau i Science Citation Index og Social Science Citation Index fra 2003 i Thomson Dialog viser, at vi ikke stiger mærkbart efter fusionerne:









Jeg er allerede i gang med at anvende Børsen-analyserne som skrækeksempel på uvidenskabelighed indenfor forskningsanalyse og -bedømmelse.

Peter Ingwersen, Professor i Informationsformidling; Danmarks Biblioteksskole

(Sendt som kommentar til indlægget "Verden er politisk", men da tabellen ikke kom med, bringes hele kommentaren her som selvstændigt indlæg (C.E.))