Sanders arrogance

19. maj 2008. kl. 22:04
DEBAT: Videnskabsministerens argumentationsform ville aldrig blive accepteret i et system af ligeværdige. Kun den, der har magten, kan tillade sig at tale sådan, skriver debattør om ministerens svar i forbindelse med kritik af universitetsreformen.

Sune Auken
Lektor, Københavns Universitet
Links på Altinget.dk Sander: Glad for debatten. [kopi her]
Af Sune Auken, Lektor i dansk litteratur ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

I torsdagens udgave af Altinget Forskning og Innovation svarer videnskabsminister Helge Sander (V) skriftligt på en række spørgsmål som Altinget har stillet i forbindelse med den verserende underskriftsindsamling mod universitetsloven.
Sanders såkaldte "svar" på kritikken er helt i overensstemmelse med det magtsprog han har benyttet lige siden de første utilfredse røster om konsekvenserne af universitetsloven kom frem.

Tre typer svar
I de tilfælde, hvor videnskabsminister Helge Sander overhovedet svarer på kritik, har han tre typer af svar: 1) angribende, 2) irrelevante eller 3) undvigende svar.
Ved videnskabernes selskabs forskningspolitiske årsmøde den 4. marts 2008 havde Helge Sander for en gangs skyld indvilliget i at stille op til spørgsmål. I sit oplæg før spørgerunden fremførte han atter sin påstand om, at det kun er "nogle enkelte" forskere, der er utilfredse med den førte politik.

Jeg tog anledning heraf til at stille ministeren et ret nemt spørgsmål: "Hvor mange underskrifter fra utilfredse forskere skal jeg forelægge dig, før du holder op med at tale om "nogle enkelte" utilfredse?". Han spurgte tilbage, "hvor mange har du?", jeg sagde: "Det var ikke det, jeg spurgte om." Han henviste til, hvor få mennesker der havde været til nogle demonstrationer imod ham. Jeg gjorde ham opmærksom på, at han ikke svarede på mit spørgsmål. Han bad om at få et nyt spørgsmål fra salen. Det første svar var undvigende, det andet svar var irrelevant, og derefter hørte diskussionen op - ved magtsprog.

Underskrifter strømmer ind
Nu har jeg begyndelsen til et svar på ministerens spørgsmål, selvom han aldrig svarede på mit. Der kan i dette øjeblik lægges over 3700 underskrifter på ministerens bord, heraf mere end halvdelen fra forskere ved de danske forskningsinstitutioner. Vi har ingen særlige ressourcer at arbejde med, vi er ikke bakket op af et ministerium, og vi har ikke rektoraternes reklamebudgetter til at fremme vores sag (men vi har da nu fået 10.000 kr. af Dansk Magisterforening til at ansætte en studentermedhjælper). Alligevel strømmer underskrifterne ind stort set af sig selv.

Denne gang går den ikke
Sanders svar på underskriftsindsamlingen i torsdagens udgave af Altinget Forskning og Innovation er, at han er glad for, at mange interesserer sig for spørgsmålet (irrelevant), og at ministeriet har iværksat en masse for at sikre institutionernes frihed med eksterne bestyrelser og ansatte ledere (undvigende: Det er præcis dette, der kritiseres i underskriftsindsamlingen). Forholdt sig til situationen har han ikke.

Men denne gang går det ikke. Den dokumentation, Sander altid har manglet for sin påstand om den udbredte tilfredshed, har vi nu for, at der er udbredt og voldsom utilfredshed. Der er krav om en re-demokratisering af universiteterne, der er krav om en uafhængiggørelse af universiteterne, og det er vel at mærke fra de højt kvalificerede mennesker, som oplever virkningen af Sanders politik. Det er umuligt nu at hævde, at utilfredsheden kun er hos nogle enkelte.

Sanders yndlingsargument er afgået ved døden - hvad der formentlig ikke vil forhindre ham i at vende tilbage til det snarest igen. Sanders argumentationsform ville aldrig blive accepteret i et system af ligeværdige. Kun den, der har magten, kan tillade sig at tale sådan.
He who pays the piper... Ministerens uoplyste enevældighed demonstrerer sig tydeligt i høfligheden over for hans forslag ned igennem det officielle universitetssystem. De rammer, universiteterne opererer under, bliver dårligere og dårligere egnede til det, der er universiteternes formål: at skabe højt kvalificerede kandidater og at skabe og formidle ny viden på baggrund af grundige studier.

Der overadministreres massivt, der er udviklet en kontrol- og mistænkeliggørelseskultur ned gennem systemet. Der skal bruges flere og flere ressourcer på alt andet end det, universiteterne er til for: forskning, undervisning og formidling. Samtidig bliver arbejdsvilkårene for de ansatte gradvis forringede, så rekrutteringen og fastholdelsen af kvalificerede medarbejdere bliver vanskeligere. Men vores ledelser er påfaldende spagfærdige og hæver kun stemmen, når de taler til de ansatte. Hvorfor? Fordi magten i systemet entydigt kommer overfra. He who pays the piper, calls the tune. Også selvom det er en falsk melodi.

Skulle det træffe sig, at Sander nogensinde svarer på dette indlæg, er der god grund til at forvente, at svaret med hele magtens arrogance vil være enten 1) angribende, 2) irrelevant eller 3) undvigende - som altid.