Kæmpe succes - kampagnen fortsætter

Underskriftindsamlingen for en anden forsknings- og uddannelsespolitik, som har viste sig at blive en succes, nu med over 4000 underskrifter, har lært os noget om intern kommunikation og ytringsfrihed på forskningsinstitutionerne i dagens Danmark. Mange steder er det blevet meget svært bare at sende en mail ud til de ansatte med en simpel opfordring om at gå til et website, læse og evt. underskrive en forskningspolitisk erklæring.
Ordet tavshedskultur er før blevet brugt af de akademiske fagforeninger (bl.a. DM) i deres kamp for ytringsfriheden, og det betegner desværre stadig tilstanden mange steder. Der er selvfølgelig forskelle. Et eksempel:
På websitet for underskriftindsamlingen kan man afsætte personlige kommentarer. En person, lad os kalde ham Hans Hansen, føler sig nødsaget til at notere "jeg underskriver som privatperson". Den slags trigger nysgerrigheden. Ifølge telefonbogen for Københavns Universitet, kunne det fx være Hans Peter Hansen som er, lad os sige (og navnene er her opdigtede for at beskytte den stakkels Hansen), professor på Institut for Farmaci og Analytisk Kemi på det Farmaceutiske Fakultet, men det kunne også være Hans Jørgen Hansen, som fx er statsgeolog på GEUS, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser. Det mest sandsynlige i denne gætteleg er det sidstnævnte - ikke fordi geologer er mere forsigtige end farmaceuter, men fordi sektorforskere lider under en voldsommere tavshedskultur end universitetsforskere gør - endnu!
For tendensen er klar: De ansatte føler i stigende grad ubehag ved at ytre sig. Man er bange - både for at kollegerne vil opfatte en som en kværulant, een, der ikke er "saglig" eller kan holde politik og forskning adskilt (selvom forskningspolitik også på mikroplan unægteligt involverer begge dele). Man er bange for, at man skader sin egen karriere, eller sin lokale forskergruppes muligheder for at "stå sig godt med ledelsen", det være sig på institut-, fakultets- eller universitetsniveau. Udbredelsen af patron-klient-lignende forhold mellem den ansatte og ledelsen understøttes af de nye lagserier af mellemledere, viceinstitutbestyrere, prodekaner, og tonsvis af professorer "mso" (med særlige opgaver), der knopskyder disse år - grupper som står i klientlignende afhængighedsforhold til deres overordnede, og det lægger en dæmper på lysten til at fremføre kritik. Det er snedigt fundet på!
Det uhyggelige er, at mens nogle sektorforskningsinstitutioner (som GEUS og Statens Seruminstitut) stadig er deres egne og så hierarkiske som de altid har været, er mange - fx Risø, DMU, og institutter for Fødevare- og Jordbrugsforskning - nu indfusioneret under universiteterne. Sanders regime vil hævde, at det giver dem mere forsknings- og ytringsfrihed. Vi ser den modsatte bevægelse: At universitetsforskningen er på vej til at få samme ytrings-undertrykkende kultur og hierarkiske karakter som sektorforskningen.
For at modgå tendensen til flere (med Sune Aukens udtryk) Anonyme Akademikere, må der oprettes flere åbne fora for kritisk diskussion af sager, politikker og beslutninger på de enkelte institutter og fakulteter. Ledelserne har for ofte modarbejdet en åbenhedens politik. Det er ellers i den gode leders interesse, at kritik kan ytres åbent i en læringsorienteret kultur, hvor alle bedre kan motiveres for fælles beslutninger, fremfor i en topstyret frygtens kultur, hvor alle er bange for at blive hængt ud. Interne fora og kommunikationskanaler skal selvfølgelig benyttes med omtanke, til reel og relevant debat om alle de anliggender - herunder organisatoriske, økonomiske og beslutningsmæssige - som er universitetets, også selvom de emnemæssigt overskrider en rent faglig debat om emner som sociolingvistik og endokrinologi.