Historien der kom ud af Busck'en

I den overvejdende historieløse omgang med begrebet "1968" og de mange omvæltninger af universiteterne, der siden fulgte, er det en trøst, at der er historikere som Steen Busck, der har bevaret proportionssansen, sætter tingene på plads, og yder en velafbalanceret og indsigtsfuld vurdering af dagens gråblå universiteter.
"Lektor i historie på Aarhus Universitet, Steen Busck, udtaler: "Universiteterne bliver i dag styret meget mere autoritært end for flere hundrede år siden, og det har fået negative konsekvenser for både uddannelserne og forskningen. Derfor er det igen nødvendigt med et studenteroprør."" Lyt til udsendelsen Samfundstanker fra i dag på P1, kan genhøres her.
Et af de væsentlige emner, Busck tager op, men som ikke i særlig grad har været berørt her på bloggen (måske bortset fra Asger Sørensens analyse) er den trussel mod selve fagligheden, der ligger i det nuværende ansættelsessystem, hvor beslutningerne flyttes ud af de faglige fora til de ansatte ledere.
ps:
gråblå? - grå for statsligt bureaukrati og centralstyring, blå for erhverhslivet og den akademiske kapitalisme.

Sanders arrogance

19. maj 2008. kl. 22:04
DEBAT: Videnskabsministerens argumentationsform ville aldrig blive accepteret i et system af ligeværdige. Kun den, der har magten, kan tillade sig at tale sådan, skriver debattør om ministerens svar i forbindelse med kritik af universitetsreformen.

Sune Auken
Lektor, Københavns Universitet
Links på Altinget.dk Sander: Glad for debatten. [kopi her]
Af Sune Auken, Lektor i dansk litteratur ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

I torsdagens udgave af Altinget Forskning og Innovation svarer videnskabsminister Helge Sander (V) skriftligt på en række spørgsmål som Altinget har stillet i forbindelse med den verserende underskriftsindsamling mod universitetsloven.
Sanders såkaldte "svar" på kritikken er helt i overensstemmelse med det magtsprog han har benyttet lige siden de første utilfredse røster om konsekvenserne af universitetsloven kom frem.

Tre typer svar
I de tilfælde, hvor videnskabsminister Helge Sander overhovedet svarer på kritik, har han tre typer af svar: 1) angribende, 2) irrelevante eller 3) undvigende svar.
Ved videnskabernes selskabs forskningspolitiske årsmøde den 4. marts 2008 havde Helge Sander for en gangs skyld indvilliget i at stille op til spørgsmål. I sit oplæg før spørgerunden fremførte han atter sin påstand om, at det kun er "nogle enkelte" forskere, der er utilfredse med den førte politik.

Jeg tog anledning heraf til at stille ministeren et ret nemt spørgsmål: "Hvor mange underskrifter fra utilfredse forskere skal jeg forelægge dig, før du holder op med at tale om "nogle enkelte" utilfredse?". Han spurgte tilbage, "hvor mange har du?", jeg sagde: "Det var ikke det, jeg spurgte om." Han henviste til, hvor få mennesker der havde været til nogle demonstrationer imod ham. Jeg gjorde ham opmærksom på, at han ikke svarede på mit spørgsmål. Han bad om at få et nyt spørgsmål fra salen. Det første svar var undvigende, det andet svar var irrelevant, og derefter hørte diskussionen op - ved magtsprog.

Underskrifter strømmer ind
Nu har jeg begyndelsen til et svar på ministerens spørgsmål, selvom han aldrig svarede på mit. Der kan i dette øjeblik lægges over 3700 underskrifter på ministerens bord, heraf mere end halvdelen fra forskere ved de danske forskningsinstitutioner. Vi har ingen særlige ressourcer at arbejde med, vi er ikke bakket op af et ministerium, og vi har ikke rektoraternes reklamebudgetter til at fremme vores sag (men vi har da nu fået 10.000 kr. af Dansk Magisterforening til at ansætte en studentermedhjælper). Alligevel strømmer underskrifterne ind stort set af sig selv.

Denne gang går den ikke
Sanders svar på underskriftsindsamlingen i torsdagens udgave af Altinget Forskning og Innovation er, at han er glad for, at mange interesserer sig for spørgsmålet (irrelevant), og at ministeriet har iværksat en masse for at sikre institutionernes frihed med eksterne bestyrelser og ansatte ledere (undvigende: Det er præcis dette, der kritiseres i underskriftsindsamlingen). Forholdt sig til situationen har han ikke.

Men denne gang går det ikke. Den dokumentation, Sander altid har manglet for sin påstand om den udbredte tilfredshed, har vi nu for, at der er udbredt og voldsom utilfredshed. Der er krav om en re-demokratisering af universiteterne, der er krav om en uafhængiggørelse af universiteterne, og det er vel at mærke fra de højt kvalificerede mennesker, som oplever virkningen af Sanders politik. Det er umuligt nu at hævde, at utilfredsheden kun er hos nogle enkelte.

Sanders yndlingsargument er afgået ved døden - hvad der formentlig ikke vil forhindre ham i at vende tilbage til det snarest igen. Sanders argumentationsform ville aldrig blive accepteret i et system af ligeværdige. Kun den, der har magten, kan tillade sig at tale sådan.
He who pays the piper... Ministerens uoplyste enevældighed demonstrerer sig tydeligt i høfligheden over for hans forslag ned igennem det officielle universitetssystem. De rammer, universiteterne opererer under, bliver dårligere og dårligere egnede til det, der er universiteternes formål: at skabe højt kvalificerede kandidater og at skabe og formidle ny viden på baggrund af grundige studier.

Der overadministreres massivt, der er udviklet en kontrol- og mistænkeliggørelseskultur ned gennem systemet. Der skal bruges flere og flere ressourcer på alt andet end det, universiteterne er til for: forskning, undervisning og formidling. Samtidig bliver arbejdsvilkårene for de ansatte gradvis forringede, så rekrutteringen og fastholdelsen af kvalificerede medarbejdere bliver vanskeligere. Men vores ledelser er påfaldende spagfærdige og hæver kun stemmen, når de taler til de ansatte. Hvorfor? Fordi magten i systemet entydigt kommer overfra. He who pays the piper, calls the tune. Også selvom det er en falsk melodi.

Skulle det træffe sig, at Sander nogensinde svarer på dette indlæg, er der god grund til at forvente, at svaret med hele magtens arrogance vil være enten 1) angribende, 2) irrelevant eller 3) undvigende - som altid.

Kæmpe succes - kampagnen fortsætter

Underskriftindsamlingen for en anden forsknings- og uddannelsespolitik, som har viste sig at blive en succes, nu med over 4000 underskrifter, har lært os noget om intern kommunikation og ytringsfrihed på forskningsinstitutionerne i dagens Danmark. Mange steder er det blevet meget svært bare at sende en mail ud til de ansatte med en simpel opfordring om at gå til et website, læse og evt. underskrive en forskningspolitisk erklæring.
Ordet tavshedskultur er før blevet brugt af de akademiske fagforeninger (bl.a. DM) i deres kamp for ytringsfriheden, og det betegner desværre stadig tilstanden mange steder. Der er selvfølgelig forskelle. Et eksempel:
På websitet for underskriftindsamlingen kan man afsætte personlige kommentarer. En person, lad os kalde ham Hans Hansen, føler sig nødsaget til at notere "jeg underskriver som privatperson". Den slags trigger nysgerrigheden. Ifølge telefonbogen for Københavns Universitet, kunne det fx være Hans Peter Hansen som er, lad os sige (og navnene er her opdigtede for at beskytte den stakkels Hansen), professor på Institut for Farmaci og Analytisk Kemi på det Farmaceutiske Fakultet, men det kunne også være Hans Jørgen Hansen, som fx er statsgeolog på GEUS, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser. Det mest sandsynlige i denne gætteleg er det sidstnævnte - ikke fordi geologer er mere forsigtige end farmaceuter, men fordi sektorforskere lider under en voldsommere tavshedskultur end universitetsforskere gør - endnu!
For tendensen er klar: De ansatte føler i stigende grad ubehag ved at ytre sig. Man er bange - både for at kollegerne vil opfatte en som en kværulant, een, der ikke er "saglig" eller kan holde politik og forskning adskilt (selvom forskningspolitik også på mikroplan unægteligt involverer begge dele). Man er bange for, at man skader sin egen karriere, eller sin lokale forskergruppes muligheder for at "stå sig godt med ledelsen", det være sig på institut-, fakultets- eller universitetsniveau. Udbredelsen af patron-klient-lignende forhold mellem den ansatte og ledelsen understøttes af de nye lagserier af mellemledere, viceinstitutbestyrere, prodekaner, og tonsvis af professorer "mso" (med særlige opgaver), der knopskyder disse år - grupper som står i klientlignende afhængighedsforhold til deres overordnede, og det lægger en dæmper på lysten til at fremføre kritik. Det er snedigt fundet på!
Det uhyggelige er, at mens nogle sektorforskningsinstitutioner (som GEUS og Statens Seruminstitut) stadig er deres egne og så hierarkiske som de altid har været, er mange - fx Risø, DMU, og institutter for Fødevare- og Jordbrugsforskning - nu indfusioneret under universiteterne. Sanders regime vil hævde, at det giver dem mere forsknings- og ytringsfrihed. Vi ser den modsatte bevægelse: At universitetsforskningen er på vej til at få samme ytrings-undertrykkende kultur og hierarkiske karakter som sektorforskningen.
For at modgå tendensen til flere (med Sune Aukens udtryk) Anonyme Akademikere, må der oprettes flere åbne fora for kritisk diskussion af sager, politikker og beslutninger på de enkelte institutter og fakulteter. Ledelserne har for ofte modarbejdet en åbenhedens politik. Det er ellers i den gode leders interesse, at kritik kan ytres åbent i en læringsorienteret kultur, hvor alle bedre kan motiveres for fælles beslutninger, fremfor i en topstyret frygtens kultur, hvor alle er bange for at blive hængt ud. Interne fora og kommunikationskanaler skal selvfølgelig benyttes med omtanke, til reel og relevant debat om alle de anliggender - herunder organisatoriske, økonomiske og beslutningsmæssige - som er universitetets, også selvom de emnemæssigt overskrider en rent faglig debat om emner som sociolingvistik og endokrinologi.

Endnu mere strategisk forskning

I en pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet i dag ("Nyt, visionært grundlag for prioritering af forskningsmidler") proklameres, at "Efter et års grundigt dialog- og analysearbejde får regeringen og Folketinget nu for første gang et bredt, gennemarbejdet beslutningsgrundlag for at prioritere de kommende års strategiske forskning, siger videnskabsminister Helge Sander". "Med FORSK2015-kataloget foreligger for første gang et grundigt og fremadrettet grundlag for at prioritere den strategiske forskning. Flere hundrede personer har bidraget til at identificere de 21 mest løfterige forskningsområder."

I forbindelse med den igangværende underskriftsindsamling for en revision af universitetsloven i 2009 har mange ytret sig om det strategiske problem det er at udsulte grundforskningen: "Videnskabshistorie viser at det ikke er strategisk forskning, der fører til de store gennembrud. Novos forskningsdirektør og andre førende industrifolk siger klart at deres produkter er udviklet på basis af grundforskning ved universiteterne og ikke strategiske indsatser. Hvorfor insisterer man så fortsat på den strategiske forskning?"
En anden kommentar lyder "Det store antal 'samfinancierede stipendier' er en skattelettelse til industrien, som dermed får stor inflydelse på forskningsemnerne. Afskaf de samfinancierede stipendier og acceptér færre fuldt financierede stipendier. (...) Industriinvolvering bør aldrig være forudsætningen for at et overvejende offentligt financieret forskningsstipendium tildeles." Og en tredje underskriver peger på et "citat af Ben R. Mottelson: Hvis H.C. Ørsted, der opdagede elektromagnetismen i 1820, havde levet under de strategiske forskningsråd, havde han i stedet opfundet en forbedring af stearinlyset."
Lad os håbe for debatten, at selve det suggestive begreb strategisk forskning ikke er med til at gøre os blinde overfor selve uforudsigeligheden af videnskabelige og teknologiske fremskridt.

Kvantemekanik, BNP og akademisk frihed

På underskriftindsamlingen for en bedre forsknings- og uddannelsespolitik bidrager de, som underskriver erklæringen (vi har nu har rundet de 3000) med mange guldkorn. Kommentarerne må højst fylde 500 anslag, så der er opstået ny genre, forskningspolitiske påtaler i suppeterningsformat. Her er to af de seneste:

"'Fra forskning til faktura' lider under den misforståelse at forskning er produktudvikling. De største - også økonomisk set - landvindinger er sket på baggrund af 'urentabel' grundforskning.
Ingen kunne i dens begyndelse se, at kvantemekanik ville være baggrund for ca 20% af USA's BNP i 2001 fordi ingen vidste, at halvlederfysik ville optræde i næsten al elektronik - ikke mindst pc'ere.
Store gennembrud kommer når vi tør satse på grundforsning, frem for arrogant at tro, at vi ved hvor fremtiden ligger."

"Jeg arbejder for tiden paa National University of Singapore. På trods af denne nations blakkede rygte om manglende demokrati og indflydelse er der stadig valgte ledere på universiteter, og VIP [det videnskabelige personale] har en ret udstrakt indflydelse på forholdene. Desuden financierer staten 2 % af F&U. Naturlig asiatisk tilbageholdenhed gør åbenbart demokrati nødvendigt, da et totalt hierakisk system (som det danske) ville lamme universiteterne. Desværre er der en langsom bevægelse væk fra det nuværende system."

Pinseunder, underskrifter

Underskrifterne vælter ind ... selv i pinsen. Jeg er overvældet, inspireret, og nær ved at tale i tunger. Mange - også før pinsen - roser ånden i initiativet. Fornemmelsen af at erklæringen rammer nogle helt centrale kritikpunkter er blevet bestyrket. Jeg havde slet ikke turde håbe på at vi ville få så mange underskrifter på så kort tid. Det er opmuntrende.
Læs også de kommentarer, man kan skrive ved sin underskrift. Her er dagens eksempel, fra en af bidragyderne:

"Ikke blot er der brug for at genindføre den akademiske frihed og indflydelse på faglige anliggender. Der er også behov for at komme det magtmisbrug til livs, som har udviklet sig under den aktuelle personcentrede rektorledelse. De udpegede bestyrelser fungerer ikke blot antydningsvis som kontrol af ledelsen, og har heller ikke noget reelt ansvar hverken fagligt eller økonomisk."

Henvis dine kamp-, fag- og åndsfæller til http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html

Underskriftsindsamling flyvende fra start

Underskriftsindsamlingen for en redemokratisering af universiteterne er kommet flyvende fra start. Efter en forsigtig begyndelse fik den fra mandag morgen luft under vingerne, og antallet af underskrifter er gået fra 200 til i skrivende stund næsten 2000 - heraf en lang række højt estimerede forskere. Samtidig begynder kendskabet til den at brede sig. Den har været omtalt med en artikel på Ingeniørens hjemmeside. Den anbefales af Dansk sociologiforbund. Lur mig, om den ikke snart breder sig til de store medier også... Kampen er kun lige begyndt. Gad vidst, hvor mange underskrifter, der skal til, før politikerne reagerer?

Underskriftsindsamling for revision af universitetsloven

I sidste uge blev der igangsat en underskriftsindsamling for revision af universitetsloven. Den dækker alle universiteter og henvender sig til universiteternes ansatte, studerende og alle med interesse for forskning og højere uddannelse. Vi ønsker at der skabes en bred politisk forståelse for at det er nødvendigt at ændre den nuværende forsknings- og uddannelsespolitik. Det omfatter også styrelsesforholdene på universiteterne. Utilfredsheden med de nuværende forhold ikke er begrænset til et ubetydeligt mindretal, som videnskabsministeren ofte påstår. En række misforhold er så dybtgående, at blot 'evaluering' og 'eftersyn' i 2009 ikke rækker - der må lovændringer til. Derfor en underskriftsindsamling.

Det er meget enkelt at skrive under. Gå til:

www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html

Læs og signer erklæringen (klik på "Sign the petition" og udfyld navn, emailadresse (som ikke offentliggøres), VIP/TAP/STUD, og verification-code; i sidstnævnte skal man skrive den håndfuld tegn i feltet som tegningen viser!).

M.v.h. initiativgruppen.

ps:
man kan læse mere om indsamlingen her. - Problemer med at underskrive elektronisk? Der er hjælp her.

Den dårligt gennemtænkte universitetslov

Politikens anmelder Lasse Horne Kjældgaard anmeldte i går historikerne Thomas Ekman Jørgensen og Steven L.B. Jensens bog 1968 – og det der fulgte, og skrev følgende om studenteroprøret og universitetet i dag:

"Men et langt stykke af vejen var det [oprøret] immervæk en succeshistorie, ikke mindst i kraft af den udbredte velvilje, som oprørerne mødte hos mange magthavere. Universiteterne fungerede ikke, og det havde de ikke gjort længe. Det vidste flere politikere godt. ’1968’ er derfor også en god påmindelse om oprørets nødvendighed i forhold til den utidssvarende og uhensigtsmæssige måde, universiteterne var organiseret på forud for 1968. Man havde slet ikke indstillet sig på masseuniversitetets vilkår, ej heller på den videnskabelige udvikling og specialisering, som den eneansvarlige professor forventedes at følge med i og overskue, samtidig med at han – for en mand var det næsten altid, og det er det stadig væk – skulle passe instituttet. Også for faglighedens skyld var reformer ønskelige. Det så Mogens Fog, Københavns Universitets fremsynede rektor, klart, og derfor mødte han også de studerendes krav med forståelse. Det gjorde den radikale undervisningsminister Helge Larsen – ’onde Helge’ – også.

’1968’ leverer dermed en god anledning til almindelig forundring over, at politikerne bagefter igen bare lod universiteterne forvitre, med åbenlyse ledelsesmæssige problemer, der banede vejen for endnu en chokkur i form af den dårligt gennemtænkte universitetslov, som regeringen og Socialdemokraterne vedtog i 2003. En hovsaløsning, som bevirkede, at man gik direkte fra den ene yderlighed, et omfattende universitetsdemokrati, til den anden – til en fuldstændig afskaffelse af kollegialt selvstyre, som muligvis er ment som et misforstået opgør med 1968. Noget kunne altså tyde på, at den svage og kun lejlighedsvise politiske opmærksomhed på universitetsområdet fremkalder revolutioner i stedet for løbende tilpasning og velplanlagte reformer, som der er behov for."

Det er rigtigt set, og de reformer, der er brug for i dag, kræver lovrevision. Derfor tager direktør i videnskabsministeriets Universitets- og Bygningsstyrelse Jens Peter Jacobsen helt fejl, når han ifølge FORSKERforum (nr. 214, s. 18, maj 2008) forsøger at gøre det lovede eftersyn af loven i 2009 til en ren øvelse i "evaluering". Det er netop nu op til 2009, at der er brug for politikernes bevågenhed og egentlige lovændringer, hvis ikke frustrationen over de nuværende forhold og universitetsloven af 2003 skal kamme over. Det er bl.a. derfor vi har startet en underskriftindsamling - for en egentlig revision af lovgivningen og for en bedre politik på forsknings- og uddannelsesområdet. "Eftersyn" og "evaluering" er langt fra nok.

Brug din ytringsfrihed: Støt underskriftindsamlingen! Læs nærmere om den på http://www.gopetition.com/online/17457.html

God 1. himmelfartsmajdag!

I traditionen fra sidste år ønskes hermed god 1. maj! - nu med en himmelfartshenvisende fusion af materielle og åndelige ønsker, såsom styrk den frie forskning, undgå politisk indblanding (også i CO2 og anden himmelfartsforskning), og, som underteksten til billedet ovenfor fra 1960 lyder: Work properly, study properly and carry out cultural recreation properly. På universiteterne ville medarbejderne og de studerende unægteligt animeres til at arbejde og studere mere ordentligt, hvis de kunne se, at de havde reel medindflydelse på organiseringen af deres arbejde. Men universitetsdemokratiet nedsmelter, som MF'eren og tidligere universitetsstuderende Johanne Schmidt-Nielsen netop beskrev i en kronik den 29/4:

"Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres."

En virkelig kulturel re-kreation kunne spire frem af universiteterne, hvis de for alvor blev givet fri og fik lov til at genopblomstre. Lad os arbejde for det.