onsdag den 5. december 2007

Danmark bunder i forskningsfrihed

Sociologen Terence Karran fra uddannelsesforskningscenteret på University of Lincoln, UK, har i Higher Education Policy offentliggjort en foreløbig undersøgelse af den akademiske frihed i 23 europæiske lande. (Den kan læses her, og omtales i dagbladet Information i dag, se også her). Undersøgelsen dækker den juridiske beskyttelse af forskningsfriheden, og den akademiske frihed i bredere forstand, som bl.a. også omfatter parametre som den grad af indflydelse det videnskabelige personale har på deres arbejdsforhold som forskere, herunder også indflydelse på ledelsesmæssige forhold (fx valgte eller ansatte ledere?, hersker en management- eller universitetskultur?), deres ansættelsessikkerhed, ytringsfrihed, samt ikke bare institutionens formelle autonomi, men graden af dens reelle selvstyre. En række metodemæssige problemer diskuteres og undersøgelsen er kun foreløbig.
En interessant detalje er, at undersøgelsen i tidens ånd fremhæver den akademiske frihed som en konkurrenceparameter:
"Clearly, when academic freedom varies between nation states, the likelihood of mobility is reduced — staff and students are unlikely to desire to work in or study at another university in which the academic freedom afforded to them is significantly lower than in their home institution."
- Måske er dét et argument, som chefideologerne i regeringspartierne kan forstå?
Undersøgelsen bekræfter i sin placering af Danmark i bunden en undersøgelse foretaget af FORSKERforum (nr. 200 og 2003, omtalt her på bloggen d. 5/1 og d. 15/4), hvor bladet lavede et internationalt 'frihedsindeks' for de enkelte landes forskningssystemer.

PS: der er en lille fejl, tror jeg, i Informations omtale, hvor man direkte har taget den opsummerende tabel 11 (klik på figuren her for at forstørre) som udgangspunkt for en detail-ranking ved at nummerere de enkelte lande fra tabellen, så det ser ud som om at fx de 5 første lande er differentieret indbyrdes, men den oprindelige tabel giver ikke belæg for det.

2 kommentarer:

Heine Andersen sagde ...

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at det især er nye øst- og centraleuropæiske demokratier, der placerer sig højt: Slovenien, Tjekkiet, Ungarn, Letland, Litauen, Slovakiet (+ Finland). Disse tidligere diktaturlande ser åbenbart større værdier i akademisk frihed, og har bla. indskrevet den som en grundlovssikret frihed, kan man se.
Mens vi i bunden af tabellen finder gamle demokratier, postindustrielle konkurrencestater med vidensøkonomier, der nu satser på planøkonomiernes topstyrede forskningspolitik: Sverige, Holland, Danmark og UK (+ Malta). Foruden Danmark er der kun et land (UK), der har ovenfra udpeget rektor, og kun to lande (UK og Malta), der ikke har tenure(tjenestemandsansatte er uddøende race).

Curt Hansen sagde ...

Se også opfølgningen i dagens Information (her, schroll down), hvor Sander, som man kunne fovente det, mekanisk afviser al kritik - ikke særlig tillidsvækkende.