Venstres forskningspolitiske prøveballon

"Åh, nej: hvordan kan de foreslå noget så tåbeligt?" var min første tanke, da jeg læste:

"Ved at lade private universiteter få del i de offentlige uddannelseskroner, de såkaldte taxameterpenge, ønsker Venstre at lokke højtprofilerede udenlandske universiteter som Cambridge og Harvard til at etablere afdelinger i Danmark – ligesom det gerne skulle få danske virksomheder til at gå sammen om at etablere private universiteter herhjemme."

Dagen efter (d.11/7) kunne man læse (se her) at "eliteuniversiteter takker nej til Danmark". Men det må de da have vidst i Venstre? Så hvorfor dette spin? For at afprøve styrken af reaktionerne imod brugerbetaling på danske universiteter? Eller vil Venstres forskningspolitiske ordfører Torsten Schack Pedersen snarere have det amerikanske "for-profit" University of Phoenix, der også har afdelinger i Canada, Mexico og Puerto Rico, til Danmark? Og er det virkeligt klogt, som Per Clausen fra Enhedslisten vil, at rejse en forespørgselsdebat i Folketinget om betalingsuniversiteter? Drejer det ikke blikket væk fra langt alvorligere trusler imod universiteterne?

Bland dig i diskussionen om forskningsevaluering i The Scientist

Spørgsmålet om forskningsevaluering tænder mange forskere. Tidskriftet The Scientist (som hører til de mere jobbevidste) havde i går en forespørgsel om emnet blandt sine on-line-læsere, og der er allerede i løbet af aftnene og natten kommet 33 kommentarer, se http://www.the-scientist.com/news/home/53370/#comments. Her er deres forespørgsel:

Do citations keep you up at night? It often seems that institutions place a higher price on specific metrics -- namely, citations and grant money -- than ever before. Scientists can have brilliant ideas and groundbreaking theories, but without the money to pay for the experiments, and the skill to craft a paper that squeezes into one of a handful of elite journals, researchers face a difficult path to promotion and tenure.

But there are so many other ways to evaluate a scientist. There's mentoring, speaking at conferences, and communicating with other scientists in a public forum, including online, to name a few. Are tenure decisions getting off track? Are we evaluating scientists fairly? And once scientists become tenured, is there enough structure to ensure they continue to contribute significant science? [...]

Now tell us how you'd like to change the system for evaluating researchers. Let us know your thoughts by clicking here and posting a comment to this article, or by sending your thoughts to mail@the-scientist.com. Tell us your age (a range is fine) and the country where you work, so we can see the factors that affect scientists in different regions. We will use your feedback to construct a feature in our September issue that captures the sentiment of the life science community about tenure. Nothing is sacred -- including tenure itself.

Here are some possible questions to consider:
-Do you believe reviewers of a scientist's achievements currently focus too heavily on citations? Click here and have your say.
- In certain fields, such as translational medicine, citations are hard to come by. What metrics should we use to evaluate researchers in fields that tend to rack up fewer citations? Click here and have your say.
-Do you believe reviewers focus too heavily on grant funding when evaluating scientists? Click here and have your say.
-If you could add one metric to how scientists are evaluated, what would it be, and why? Click here and have your say.
- Is tenure a good idea to begin with? Does it support a lot of tenured scientists who don't contribute as much as those still working for tenure? Click here and have your say.

That's enough from us; let us know what you think on these and other issues concerning the reward structure in academia.

Og kommentarerne kan som sagt læses her: http://www.the-scientist.com/news/home/53370/#comments

Konkurrenceudsættelse af basismidler udsat

Den på direktionsgangene meget omdiskuterede indikatormodel for hvordan dét, der før var basismidler til universiteterne, nu skal ændres og være præmiemidler for "kvalitet" som de enkelte universiteter kan vinde i indbyrdes konkurrence på en række endnu ikke afklarede parametre, indtil videre omtalt ved kode- eller buzzwords som forskningskvalitet, uddannelseskvalitet og videnspredningskvalitet (som skal operationaliseres til kvantitativt optællelige størrelser), er nu udsat. Så sent som 25. juni udtalte rektorernes formans Jens Oddershede til Urban at,
»Der vil helt sikkert være meget kritik, når den færdige model foreligger, og det kan næppe undgås, at nogle universiteter rammes. Derfor foreslår vi, at der skal være et loft på tre procent for, hvor meget et universitet må blive ramt på bevillingerne.«
Men i går meddelte Videnskabsministeriet (her), at modellen udskydes et år. Man kan gætte på, at det udover reelle problemer med konsekvensberegninger og tilvejebringelse af data også skyldes intern uenighed mellem Rektorkollegiet og Videnskabsministeriet.
Jeg så gerne en mere åben proces om udviklingen af indikatormodellen, ikke bare internt mellem de enkelte udvalg, men en bredere diskussion, herunder diskussion af
- modellens adfærdsregulerende konsekvenser for forskning, uddannelse og formidling?
- dens direkte og inddirekte konsekvenser for den individuelle forskningsfrihed?
- hvordan forestiller man sig at vægte de vidt forskellige parametre indbyrdes (i forsøget på at nå et samlet mål for det enkelte universitets "kvalitetsvægt")?
- dens økonomiske konsekvenser for de enkelte universiteter?
- konsekvenser for mangfoldigheden af universitetstyper (er det godt at alle universiteter skal konkurrere efter samme målestok?)
- konsekvenser for fagområder med forskelligt publikationsmønster?
- debat om den nye fordelingsmetode indføres blot fordi den er ny, eller også fordi den er bedre, og om en helt tredje vej for fordelingsmetode burde overvejes?
- om et public service-princip for universiteternes forskning, undervisning og formidling ikke er bedre end et new public management-princip?

Tillykke til CFA !

Tillykke med de 10 år, CFA !!! Center for Forskningsanalyse har netop udsendt en art jubilæums-nyhedsbrev (se her), og der er bestemt grund til at fejre dem. Bl.a. henviser det til en fin introduktion til centerets aktiviteter gemmen 10 år.
For få dage siden informerede universitetsstyrelsen under videnskabsministeriet om at "det er tid for at påbegynde arbejdet med udviklingskontrakterne for 2008-10." De to nyheder minder mig om tre ting:
• Den tidligere Århus-rektor Lehmans beskrivelse (gengivet i en klumme for nyligt), at "det var eksplicit frivilligt, om universiteter ville indgå en kontrakt, men det var meget uklart, hvad det implicerede, hvis man ikke formulerede en", underforstået, at frivillighed var et blålys.
• Videnskabsministeriet gik forrest og viste en tredje vej for de andre ministerier i spørgsmålet om eventuel brug af tidligere (nu indfusionerede) sektorforskningsinstitutter til myndighedsopgaver (som nu kan udliciteres): Brug ikke disse, men udliciter heller ikke! Gør som vi: Opbyg Jeres egne enheder i ministeriet til de opgaver, der er brug for. Opgaven i nærværende tilfælde er en indikatormodel med tilknyttet måle- og dokumentationsapparatur. Her gik man uden om CFA og skaber nu en enhed i ministeriets forskningsstyrelse (FIST) til opgaven (som omtalt her på bloggen). Men okay, det ville nok også se sært ud, hvis ÅU, som CFA nu hører under, fik opgaven, når ÅU selv snart skal "konkurrere" med de andre universiteter om basismidlerne.
• I notatet "Udviklingskontrakter mellem Forskningsministeriet og Universiteter - Belyst med inddragelse af erfaringer fra Benchmarking og Evalueringer" fra 1998 (kan downloades her), som blev til efter en henvendelse fra daværende forskningsminister Jan Trøjborg, skrev Karen Siune, leder af CFA, og Bettina Damm følgende:

"Benchmarking, uanset at det ikke er en epokegørende ny metode, pålægger den enkelte institution at overveje sin egen situation og overveje med hvem, det er rimeligt at sammenligne institutionen. Overvejelserne kan gøres til genstand for interne drøftelser med deraf følgende opmærksomhed og eventuel selverkendelse. Sammenligningerne med andre kan gøre institutionen/universitetet i stand til at definere sine mål, som kan udtrykkes i en udviklingskontrakt, såfremt målene accepteres som relevante og gyldige mål for institutionen af kontraktpartneren, der i dette tilfælde er Forskningsministeriet eller evt. både Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet. Elementerne i den indgåede kontrakt skal gøres til genstand for almindelig åben debat, for uden denne offentlighed om målsætningen kan det ikke forventes, at institutionerne kan leve op til målsætningen. Stærke ledere har også brug for, at andre, og her ikke mindst de ved institutionen ansatte, har kendskab til målene. Ideelt set skal målene opstilles som led i en intern dialog, førend målene forhandles med den eksterne kontraktpartner in casu ministeriet." (Min fremhævelse, CE)

Det er en vældig god pointe om offentlighed, Siune & Damm her drog frem, og det må jo siges at være et meget ømt punkt i hele processen med udviklingskontrakter som vi kender den i dag, og det samspil mellem benchmarking (nu som algoritme) og udviklingskontrakter, som vi nu får, hvis det står til ministeriets planer, bliver noget anderledes. Jeg ved ikke om der er andre grunde til at CFA ikke fik opgaven end nuværende beliggenhed på ÅU, men måske skal man også benytte fødselsdagen til at sige tillykke med det! Sander siger næsten, at I nu (som ex-sektorforskere) har endnu større forskningsfrihed end før, og det lader da også til, at båndene til ministeriet, uanset om de har været løse eller snærende, nu helt er kappet. Derfor kan man måske endda ønske FIST tillykke med en ny kritisk modspiller til deres egen kvalitets- og forskningsevalueringsenhed? Lad os da håbe det.

Sommerløjer i ministeriet

Uha! Videnskabsministeriet, UBST, og ansøgninger, altså! Som regel jævnt kedelig læsning, men ind imellem urkomisk, her i agurketiden, når man browser gennem ministeriets sider, i en forgæves jagt på den seneste indikatormodel til financiering af basismidlerne (som folk i ministeriet hævder snart vil offentliggøres). - Hvor dumme kan forskere være?! Sådan klinger det underliggende spørgsmål, og en uforstillet forargelse lyser ud af de sider, som - må en menig gulvforsker formode - evaluatorer, embedskvinder og -mænd, kvalitetsmålere og bedømmere har befattet. Se denne nyhed (som kan læses her):

"Første hurdle overstået for ansøgere til samfundsfag og humaniora
28.06.2007
I alt 531 konsortier har sendt en projektansøgning for at komme i betragtning til støtte fra FP7's temaområde Samfundsvidenskab og Humaniora.
Nogle ansøgere får afslag med det samme
En del af ansøgningerne bliver dog slet ikke læst af bedømmelseskomiteen. Hele 25 konsortier er allerede sorteret fra, fordi de ansøger om et for stort eller for lille beløb i forhold til det, der er beskrevet i arbejdsprogrammet. En af ansøgningerne blev for eksempel sorteret fra, fordi der blev ansøgt om 500 euro mere end maksimumsbeløbet. Den slags uregelmæssigheder accepteres ikke."

Haha, det morede de 25 konsortier sig meget over den sommer. Hvilken dybt seriøs sorteringsproces! - Udtrykket "Den slags uregelmæssigheder", det minder mig om følgende vers fra min barndom (eller var det mine bedsteforældres barndom?):

Vred blev den store Bastian
(på billedet du ser hvordan),
og da han karl var for sin hat,
han fik dem i kardusen fat.
Ham Ludvig rev og Morten bed,
og Jeppe — (ham med kringlen) — sled,
det hjalp dog ej, for han var slem:
han i sit blækhus dypped' dem.

Her frit oversat til helgesandersk:

Vred blev den store Sander-mand.
(Klik her, så ser du klart hvordan),
og da elsked denne sport
at skille klinten fra det lort
de sendte ham, - da fik han ram
på alle, jo, - det var en klam
fornemmelse, at dyppes ned
og mærke Sanders syre sved.