Strategisk ledelse som afvikling af universitetsforskeren

Man kan undre sig over hvad "strategisk ledelse" er, når danske universiteters og universitetsledernes strategi ikke adkiller sig mere synligt fra hinanden. Alle forsøger kritikløst at tilpasse sig - ikke ændre - de økonomiske rammebetingelser som det politiske og statslige system dikterer. Der foregår muligvis forsøg på politisk påvirkning af ministerielle embedsmænd når udviklingskontrakter skal forhandles, men vi får sjældent noget at vide om det. Overordnet er billedet, at en universitetsleder ikke agerer som repræsenterende et universitet, men som ansat af en anden leder på et bestemt trin i den Store Ledelses-skala fra viceinstitutleder og op til rektor og bestyrelsesformand, og ultimativt som politisk ansat – af Folketingets til enhver tid skiftende politiske flertal. Universitetet taler ikke længere med egen stemme, og hvis det gør, er det sjældent lederlaget, der taler. Efter systemskiftet i 2001 og universitetsloven i 2003 bliver universitetet ikke blot forvaltet som en virksomhed, men gjort til en forretning. Og forretningen køres efter en for denne sektor højst problematisk flexicurity-model – med tryk på usikker fleksibilitet, korttidsansættelser, ekstern finansiering, og parantes om "security" såvel på det ansættelsesmæssige som det faglige område.
En god – og for svage sjæle rystende – illustration af denne tingenes tilstand er følgende statistik fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, som jeg ikke tror er specielt slemt, men netop illustrativ.
Som dekaner nu skal, tager også min på rundrejser ("dialogmøder") til institutterne med sit ledelsesteam for at lufte "strategien" for det lokale personale, VIP som TAP, løst som fast ansatte. De sidste bliver der færre og færre af.
Om udfordringerne hedder det i dekanens powerpoint slides: "At klæde fakultetet på til at tackle usikkerheden med fremtidens økonomiske rammebetingelser", og "At understøtte arbejdet med at sikre flere eksterne midler". Dekanen forsømmer at formulere denne udfordring klart (og så må bloggen her jo bidrage): "At vende tendensen til at afvikle universitetsforskere som fast ansatte med højeste grad af uafhængighed og faglig ubestikkelighed", men – skal det siges til dekanens ros – dokumenterer tendensen klart i en af sine slides som gengives her: *)

(klik evt. på figur for at forstørre)
I noten nederst kan man hente hele præsentationen.

Som man ser, er 2008 det tipping point, hvor antallet af løst ansat overgår antallet af fast ansat forskningspersonale. Jeg vil overlade til læseren selv at fremskrive udviklingen til det år, hvor der ikke længere findes fast ansat videnskabeligt personale ved universiteterne.
For den ubestikkelighed, troværdighed og faglige kontinuitet, der gerne skulle kendetegne al universitetsforskning, og for kvaliteten og prioriteringen af den undervisning, der gerne skulle være forskningsbaseret, er udviklingen ganske enkelt katastrofal, og burde animere universitetsledelsen til en mere - strategisk - og aktivistisk tilgang til disse udfordringer, fremfor at se det som et spørgsmål om blot at få personalet til at slibe hinandens albuer og bruge endnu flere timer på at skrive ansøgninger til de samme fonde for at hive eksterne midler hjem.
De akademiske fagforeninger burde reagere samlet på udviklingen. AC burde gå forrest med at udarbejde ikke bare analyser, men fremfor alt en samlet strategi for at imødegå tendensen til tømme selskabet Videnskab på universiteterne for kognitivt indhold og ændre brandet 'professor' fra fri forsker til projektansat konsulent.
Sagen er nemlig også den, at det endda er endnu værre end hvad tallene viser! En af de ting, der er gået op for mig (med en vis gru på institutionens vegne) er, at "lektor" og "professor" som stillingsbetegnelser har ændret betydning: Ifølge den ansættelsesbekendtgørelse, som er gældende i dag,**) findes der ikke længere en titel som "forskningslektor" – nu hedder det blot lektor. Det kunne lyde som en semantisk finurlighed, men den er temmelig djævelsk. Den videre betydning er, at når man ser på de enkelte institutters hjemmesider med lister over det videnskabelige personale, betyder en navneliste på 10 lektorer ikke længere 10 fast ansatte fuldtidslektorer ansat og bedømt efter åbent opslag, men kan dække over personer, der er tidsbegrænset projektansatte, dvs. i løse stillinger, på penge fra råd og fonde. Det er en temmelig uheldig udvanding af titler, som det ganske vist i mange situationer kan virke latterligt at fokusere på (hvad professor Tribini minder os om), men hvis betydning stadig gerne skulle være et kvalitetsmærke for den faglige dimension og de akademiske ydelser, som knytter videnskab og universitet sammen.


Noter:
*) her gengivet fra powerpointpræsentationen "Det Naturvidenskabelige Fakultet - Strategi, status og udfordringer…", 3. marts 2011 (kan hentes her), slide nr. 7: "Udvikling i de menneskelige ressourcer VIP: SCIENCE 2005-2010" (bearbejdet: tal for løse vs. faste er tilføjet, hvor "faste" lidt udogmatisk inkluderer tal for professorer, lektorer PLUS adjunkter, da disse i et vist omfang kan forvente mulighed for senere fast ansættelse a la 'tenure-track', som adjunkt-stillinger somme tider annonceres som).

**) "Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter" som bl.a. kan ses her, jf. fx "Stk. 2. En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter." og "§ 7. En stilling som professor besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæsteprofessor eller i forbindelse med særlige projekter."