Jeg blev ringet op her til eftermiddag. En kommunikationsmedarbejder ville have en reaktion på rektors store plan. For den havde jeg vel set? Tjah – jeg var faktisk i Horsens den 9. marts for at snakke erhvervs- ph.d., så jeg nåede ikke lige op i Aulaen. Men jeg havde da skimmet rapporten. Ja, for han ville gerne vide, hvad jeg syntes om, at instituttet skulle flytte op i Nobel Parken (hvor de humanistiske sprog er placeret). Her måtte jeg skuffe ham. Det havde jeg sådan set ingen mening om. Rygterne havde jo cirkuleret allerede før jul, så det emne var lige som uddebatteret.
Om der slet ikke var noget, jeg havde overvejet i forhold til i instituttets placering? Og her indrømmer jeg blankt: jeg var ikke samarbejdsvillig. Han fik den prioriterede rækkefølge: 1. forberedelse af mine timer fredag eftermiddag; 2. eksamen til juni; 3. flytning – og her primært væsentlige spørgsmål som får jeg de gode reoler med og kan jeg få kontor med udsigt over Aarhus Bugt? Jeg understregede, at det p. t. ikke var noget, jeg rigtigt havde forholdt mig til. Sådan set kendte jeg jo ikke forholdene i mit nye ”hjem.” Nok ville jeg få lidt længere på arbejde, og der blev nok også en cykeltur ned ad bakken, hver gang jeg havde HA undervisning. Men alt i alt ikke noget, der gav anledning til de store bekymringer.
Jeg ved ikke, om han fik den ønskede reaktion på den store plan, som vi alle ”har ventet spændt på.” Men jeg skal nok sige, at der gået kommunikation i alting. I morges lå der i vores postrum fine postkort med de nye AU slogans sammen med et særnummer af Univers. Og vi skriver altså kun 10. marts! På internettet ligger rektors præsentation som video og power point, samt en rapport på en 50-60 sider. Den skal selvfølgelig trykkes og omdeles til alle medarbejdere (fedt, mere papir). Vi har naturligvis også et særligt AU fusionsweb. Der var stormøde med rektor i går, vi har møde med dekanen i morgen, og så napper vi lige et institutmøde, med indlagt fusionsunderholdning, på mandag. Hvilket bringer mig til min hovedpointe: Er AUs omstrukturering i virkeligheden blevet gennemført for vores kommunikationsafdelings skyld? For vi andre har sådan set rigeligt at se til med at passe vores almindelige undervisning, forskning, og administration – og er der tid til overs, napper vi lige en ekstern bevillingsansøgning eller to!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Nu ved jeg ikke, hvad kommunikationsmedarbejderen ville bruge din kommentar til. UNIVERS har intet frihedsbrev, så de ligesom Universitetsavisen kan bedrive uafhængig og kritisk universitetsjournalistik. Ikke desto mindre prøver de vel i et eller andet omfang at høre forskellige røster, inkl. kritiske stemmer blandt de ansatte, og skulle man gætte på kommunikationsarbejderens hensigter, har han måske antaget, at en blogger på 'Forskningsfrihed?' gerne vil forholde sig, hvis ikke kritisk, så da bare lidt reflekteret til de øjensynligt gennemgribende forandringer, der sker på hendes universitet. Men nej, forskere er også prosaiske mennesker, der ofte tænker mere på deres lækre bogreoler end det, deres 'ledere' har besluttet. Og det er jo fair nok. Læren af den beskrevne episode synes så at være, at slynglerne i kommunikationsafdelingen fremover ikke bør bekymre sig om at høre universitetsansatte, når rektoratet flytter rundt på brikkerne - de har da virkelig bedre ting at bekymre sig om. Dermed er vi da endelig sikre på, at UNIVERS bliver det ensidige partiorgan for ledelsen, som mange i toppen givetvis drømmer om.
Kære Niklas
Jeg vil gerne understrege, at jeg blev spurgt om min holdning til, at instituttet skulle flytte til en anden bygning, ikke om den faglige udviklingsproces! Og her vælger jeg altså først at fælde dom, når jeg har set mine nye omgivelser. For der er alene tale om en flytning 1000 meter op ad Ringgaden (modsat Center for Børnelitteratur, hvor medarbejderne står i en noget anden situation). Jeg kan så glæde dig med, at mit svar ikke blev brugt, hvilket givetvis var, fordi det ikke var kritisk. Det skal jo se ud, som om vi debattere. Ikke desto mindre er jeg fortsat af den holdning, at der er væsentligere ting end mursten at tage stilling til.
Send en kommentar