Tertium datur!

Vi ved efterhånden meget om svaghederne i det nuværende enstrengede ledelsessystem på de danske universiteter, og derfor kan de undre, at man igen og igen – og med stigende heftighed efterhånden som debatten tilspidser – konfronteres med argumentet, at det gamle system, dvs det system, der var på universiteterne før den enstrengede ledelse blev indført, ikke var godt.

Denne oplysning er 1) sand, 2) komplet irrelevant.

Den er sand, al den stund der var meget fundamentale problemer i det gamle universitetssystem, som helt givet trængte til at blive løst. Den er irrelevant, fordi det ikke løser et eneste af de de problemer, som er til stede i det nye system, at der også var problemer i det gamle. At disse problemer var betydeligt mindre graverende, gør i den sammenhæng heller ikke hverken fra eller til.

Det interessante er, at argumentet fremføres, som om nogen ønsker det gamle system tilbage eller som en begrundelse for det nye systems fortræffeligheder. Imidlertid skal man lede ualmindelig grundigt, hvis man vil finde en deltager i universitetsdebatten, som reelt giver udtryk for, at vedkommende ønsker det tidligere system tilbage. Tæt på alle siger noget andet, og dermed kommer argumentet påfaldende til at ligne en beskyttelsesmekanisme. Idet det er lettere at føre en debat imod synspunkter, man selv har tillagt modparten, overhøres det, hvad der egentlig siges.

Pointen er den ret simple, at der opstilles et falsk alternativ. Det forholder sig ikke sådan, at man enten må gå ind for det gamle system eller gå ind for det nye. Tertium datur. En tredje mulighed findes.

Man kan godt ønske et opgør med den nuværende universitetslovs ledelsesfetichisme med dens enstrengede kommandovej og dens eksterne bestyrelsesflertal uden dermed at ville have alting ført tilbage til tiden før universitetsloven af 2003. Faktisk er der mange af os, som i længere tid har været involveret i diskussionen af, hvad der burde sættes i stedet for det nuværende system ud fra den betragtning, at vi ikke vil tilbage til noget gammelt og halvt dysfunktionelt (heller ikke selvom det, vi har nu, er værre og helt dysfunktionelt). Blandt de ting, der er blevet peget på er, at et nyt system skal tage højde for

• nødvendigheden af at have kontravægte i systemet, så der ikke i længden kan regeres hen over hovedet på universitetsbefolkningen


• nødvendigheden af at sikre, at midlerne til fri grundforskning og undervisning ikke udtyndes af alle mulige andre aktiviteter


• nødvendigheden af at sikre, at det er faglige og ikke administrative hensyn, der vejer tungest i universitetssystemet, for samfundet har nu engang universiteterne, fordi det har brug for en mangfoldig og kvalificeret faglighed, ikke fordi det har brug for administrative systemer


• nødvendigheden af at sikre forskernes uafhængige stilling over for deres ledere, så der ikke sker censur eller selvcensur, og så forskningsvalgene kan træffes af de fagfolk, der reelt har forstand på emnet og ikke af forskningsadminstratorer


• nødvendigheden af at sikre den forskningsbaserede undervisning

Vi kan ikke hurtigt nok komme i gang med en forpligtende politisk drøftelse af, hvordan disse og andre helt afgørende punkter kan sikres i lovgivning og organisation, men så længe enhver indvending notorisk spærres inde i, at den talende ønsker sig ”tilbage til det gamle system”, kommer vi ingen vegne.