"Malou Aamund udfordrer sin egen videnskabsminister med krav om at gøre professorater tidsbegrænsede", oger danske medier (se fx her og her) i dag ved at gå i selvsving over, at venstres forskningsordfører har peget på et reelt problem (som hun dog fordrejer) og foreslået en helt igennem tåbelig løsning. Det reelle problem er, at stillingsstrukturen ved de danske universiteter, som senest påpeget af Jan Faye (her) og Leif Søndergaard (her), langt fra er optimal, og kunne trænge til en grundig granskning og revision, så man eksempelvis kunne sikre de mange løst ansatte undervisningsassistenter på nogle fag bedre vilkår, og lave en kvalifikationsbetinget standard-oprykning helt op til professorniveau som i Norge. Aaminds forslag er typisk for Venstre, Danmarks mest kontrolglade liberale parti: Malou Aamund foreslår, at professorer bliver ansat for en tidsbegrænset periode på ti år i første omgang. Derefter skal et udvalg hvert femte år vurdere, om professorerne fortsat lever op til kravene med hensyn til deres videnskabelige profession og udvikling. De Konservatives halsen videre efter den limpind kan man kun trække på smilebåndet af. Men smilet stivner, når man betænker hvilken hån den slags forslag ikke mindst er imod bl.a. de mange lektorer og professorer, der knokler løs, og vilkårligt fyres, ikke mindst pga. regeringens politik med at tippe balancen mellem basismidler og eksterne midler.
"Konservative: Lektorer skal også søge deres egne job. Konservative går videre end Venstre, som kun går efter professorerne."
Det ligner det gamle trick fra før vedtagelsen af universitetsloven af 2003: At rejse en mediehets mod nogle få såkaldte nulforskere, for at skubbe fokus væk fra de reelle problemer og benytte lejligheden til at afskaffe universitetsdemokratiet og indføre mere styring oppefra.
5 kommentarer:
Hun synes bare ikke, at vi spilder tid nok med at løbe rundt og udfylde papirer til administrationen, så hun vil gerne hjælpe os med at optimere vores indsats på det punkt.
Et aspekt som burde trækkes frem i denne forbindelse, er forskningsfriheden. Ansættelsessikkerhed er en forudsætning for uafhængighed. (Jeg kan ikke se, at dette har været nævnt.)
Ualmindelig sandt og som alle sande argumenter i denne debat også ualmindelig ignoreret fra politisk hold.
Malou Aamund var ansat i en lederstilling i IBM Danmark før hun blev politiker. Jeg har fra særdeles pålidelig kilde at det er en umådeligt autoritær organisation og hverken ansatte eller ledere opmuntres til at tænke selvstændige tanker, tværtimod. Den, der adlyder, belønnes.
Af uransalige årsager er der i brede kredse almindelig enighed om at erhvervsvirksomheder er bedre ledet end offentlige. Det er simpelthen forkert. De privatansatte ledere er bare bedre til at få det til at se ud som om.
Og det er også fra private firmaers ledelses"filosofi" at vi skal trækkes med forestillingen om at frygt for at miste jobbet gør folk mere effektive.
Hør nu lige her
Man kan vel ikke regne med, at fordi man bliver ansat som forsker på et universitet, så er man fredet i årtier mod at blive afskediget, uanset hvor meget eller hvor lidt man bedriver, og når "ledelsen [ikke i de fleste tilfælde] har mere end den allermest generelle viden om, hvori forskernes arbejde egentlig består" skulle denne ledelse måske på en eller anden måde se at få opdateret sin viden, så et forslag som det Malou Aamund fremsætter, slet ikke ville være relevant.
Send en kommentar