Universitetets historie fra rammestyring til indholdsstyring

Denne blog har nu fået den særlige ære at opnå en plads i professionel dansk universitetshistorie. I al fald benyttes bloggens URL af universitetshistoriker Else Hansen (der selv er med i bloggens netværk) som et eksempel på fortolkninger af studenteroprøret i en artikel i det nye nummer af Uddannelseshistorie (vol 43, af Årbogen fra Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie; artiklen "Hvordan bruges universitetshistorie?" kan læses her, tak for tilladelsen til at offentliggøre den her på bloggen). Else foreslår, at når bloggens stiftere

"nærmest intuitivt valgte navnet "professorvældet" må det jo skyldes, at dette ord er rigtig godt til at sortere de "gode" fra de "onde". Jeg skriver selvfølgelig også, at navnet blev ændret efter en debat på bloggen - og at bloggen i øvrigt er præget af interessante indlæg af meget høj kvalitet."

Nu ved jeg ikke helt ved hvem "de gode" er (måske de glade 68'ere?), men navnet på URL'en skal i al fald ikke føre til at tro, at vi ønsker det gamle professorvælde tilbage, - men heller ikke 1970'ernes universitet for den sags skyld, for et sådant ønske kan kun fremføres med en naivitet, som ikke længere er mulig. Og slet ikke efter Rune Lykkebergs Kampen om Sandhederne, en bog, som gør det langt mere kompliceret at udpege historiens helte og skurke.
Det er oplagt, at universitetshistorie benyttes retorisk og forskelligt af forskelligt af parterne i den forskningspolitiske debat, herunder min egen seneste kronik i Politiken (her el. her). I dagsaktuel debat bruges historie ikke, som Else Hansen påpeger, for at fortælle om gamle dage, men for at sætte nutidens forhold i relief. Men den stærke kontrast mellem før og nu, der ofte bruges som retorisk figur i debatten, kan let forlede læseren til at tro, at alt var godt i gamle dage. Da styrelsesloven blev vedtaget af Folketingets borgerlige flertal i 1970, var det en udtalt betingelse, at der meget snart skulle oprettes et direktorat for universiteterne i Undervisningsministeriet, netop for at få mere kontrol med universiteterne. At direktoratet så først kom i 1974 skyldtes vist mest manglende kræfter i Undervisningsministeriet til at sætte den store omstrukturering i gang. Derefter gik det slag i slag med generel adgangsbegrænsning i 1977, budgetreform i 1981 (adskillelse af midler til forskning og undervisning) og så videre. Indtil Sanders periode var det mest styring af rammerne; det nye nu er, at politikerne også vil styre indholdet. Men det, som skete i 1970, var, i Else Hansens optik, først og fremmest, at politikere og studenter gik sammen om at fratage professorerne den hidtidige faglige (og administrative) dominans på universiteterne. De havde bare "glemt" at aftale, hvem der så skulle bestemme - og det er for så vidt det slagsmål, som stadig er i gang. Man kan sige, at studenterne fik den ene parole gennemført, nemlig "Bryd professorvældet", mens den anden parole "Medbestemmelse nu" blev fortolket om til noget andet end studenterne havde ønsket.