Fyringer af universitetsforskere set fra et akademisk perspektiv

Hele fyringsbølgen på KU og andre universiteter gør een vred, forarget og bekymret. Det er meget ubehageligt at se en række kolleger forlade universitetet på den måde. Kritik af ledelse, aktioner og protester har ikke været nok til for alvor at trænge igennem til de ansvarlige, som behændigt har spillet ansvarets bold op, ned, eller over på ting, der hives frem som uafvendelige.
   Nu er det altid ubehageligt at fyre ansatte pga. økonomisk krise uanset hvilken virksomhed, det drejer sig om, men når det handler om forskere, er der en yderligere ubehagelighed, som jeg skal forsøge at forklare. Men først lidt baggrund.
Normalt er det gængs praksis på et universitet, at man i en række centrale anliggender kan skelne akademiske spørgsmål fra økonomiske, selvom de i praksis er og måske bliver mere og mere sammenvævede. Et eksempel: Een ting er finansiering af en forskeransættelse, noget andet er bedømmelsen af den person, der skal ansættes, som værende kvalificeret til opgaven. Disse to ting implicerer to forskellige sæt procedurer, og dette er som sagt gængs praksis. Det åbner for, at der kan eksistere forskere, der udfører forskning til fx en ph.d.- eller doktorafhandling ud af egne lommer, men som får den bedømt akademisk ved et universitet og dermed - såfremt bedømmelsen falder positivt ud - anerkendes for deres forskning. Det er ikke tit, men det forekommer. Der findes endvidere en hel del æres-, gæste- og adjungerede professorater, som ikke koster universitetet ret meget, men som igen er en reel og symbolsk anerkendelse af en forskningskompetence eller et resultat af en særlig art.
Normalt opfattes forskere på offentlige universiteter som de danske, som fast ansat. Det betyder, at man skal have taget af kassen (som i den aktuelle sag i Århus [her]), begået videnskabelig uredelighed, eller have udvist grove tjenstlige forsømmelser, før man bliver fyret. Vi har ganske vist ikke tenure i angelsaksisk forstand, og fyringerne denne og sidste vinter har ganske vist voldsomt relativeret begrebet "fast ansat" – og det er i en vis forstand trist at se, at de akademiske fagforeningerne kører så lav medieprofil og ikke i højere grad agerer kamporganisationer, men fokuserer indsatsen på at yde psykologisk bistand til de ramte. Men alligevel er det stadigvæk normen, at udfører man sit job som forsker og underviser tilfredsstillende, så fortsætter man i stillingen når man een gang er kommet igennem det hækkeløb af grundige bedømmelser og kortfristede stipendier, der ligger forud for enhver opnåelse af et lektorat eller professorat.
   Den vilkårlige, dvs. alene økonomisk begrundede (eller som de ramte har udtrykt det: pga. mismanagement), afskedigelse af en forsker føles meget ubehageligt, ikke blot økonomisk men også akademisk set; dvs. ikke bare fordi den enkelte rammes på sin indtægt, men i høj grad også set i forhold til den akademiske /videnskabelige anerkendelse, der er knyttet til en universitetsansættelse. Dette ubehag styrkes igennem den lange liste af kriterier for fyring, som universitetsledelsen forud for prikkerunden forsyner institutledernes eksekutivkommiteer med, fordi denne liste inkluderer – udover meget subjektive og newspeak-agtige egenskaber som omstillingsparathed og samarbejdsevne – akademiske kriterier. Herved sammenblandes den økonomiske begrundelse med en akademisk, og det billede, som fyringsrunden efterlader af de ramte, er ét af "de måske egnede", dvs. de, som faldt under en akademisk overlægger, som universitetsledelsen selv bestemmer højden af ud fra de p.t. gældende konjunkturer.
De fyrede forskere bør kompenseres, ikke alene ved forsøg på genplacering i andre, senere stillinger (en manøvre som rummer sine egne vanskeligheder) eller andre økonomisk set relevante tiltag, men også akademisk:
   Kunne man derfor ikke overveje – fx som overenstkomstkrav – en permanent ordning, der sikrer, at VIP som fyres uden anden grund end nedskæringer beholder deres titel som professor ved universitetet, fx æresprofessor, dvs. stilles frit hvad angår lønarbejde, men sikres fortsat at kunne repræsentere universitetet og retten til overfor tredjepart at sige, at man er tilknyttet universitetet?
Det ville være et udtryk for ånden i den historie, som rektor Ralf Hemmingsen selv så ofte har alluderet til (eller er det blot noget jeg har drømt?) – anekdoten om fysikeren Isidore Rabi, som afbrød den daværende rektor Dwight D. Eisenhowers tale til "de ansatte", ved at indskyde "Sir, vi er ikke ansatte, vi er universitetet" (genfortalt flere steder).
   Jeg tror, at en klarere markering af en skelnen mellem en økonomisk begrundet fyring og en fortsat akademisk tilknytning ville betyde en del for mange af de fyrede, og det ville være en tilkendegivelse og ligge i forlængelse af det særegne ved en universitetsansættelse som forsker i forbindelse med det funktionelt begrundede privilegium, samfundshensynet til uafhængig skabelse af viden, som forskningsfrihed er.
Det ville måske også i visse tilfælde kunne mindske mistanken om, at begrundelser for at den ene fremfor den anden prikkes er en delvis skelen til hvad der er politisk – eller økonomisk! – opportunt at forske i.
   En sådan ordning ville støtte forbindelsen mellem videnskab og universitet, en forbindelse som i dag er under pres. Den ville være et beskedent bidrag til at understøtte videnskabens (for at bruge L. Dastons ord) "moralske økonomi" forstået som dens system af anerkendelse: Man kan, pga. dårlig økonomi eller mismanagement, fyres økonomisk, men ikke akademisk. Så længe vi ikke har tenure, og når almindelige illusioner om fast ansættelse i staten fordamper, ville en sådan ordning da være det mindste universitetet kunne tilbyde i respekt for sin videnskabelige kapital.