Jeg har netop afrapporteret min arbejdsbyrde for efteråret 2009, og det har givet mig svar på et spørgsmål, jeg for længe siden begyndte at spekulere over, nemlig: Hvornår formidler forskeren? Kernen i spørgsmålet er, at der for nylig (hvornår? Jeg ved det ikke) er blevet føjet en ekstra forpligtelse til universiteteternes opgaveportefølje: Hvor vi tidligere skulle forske og undervise, skal vi nu forske, undervise og formidle. Mit spørgsmål i det oprindelige blogindlæg var, hvor den tid egentlig skulle komme fra, al den stund vi som forskere i forvejen var fuldtidsansatte.
Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.
Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.
Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Det sætter også projekter som Forskningens Døgn i perspektiv. Det er jo på mange måder udmærket og sympatisk at stille sig og sin viden til rådighed for offentligheden - i hvert fald noget jeg ofte gerne deltager i, hvilket jeg da også har gjort i Forskningens Døgn flere gange. Men lidt betænkelighed melder sig, når det sker som led i et arrangement, som både videnskabsministerium og universitetet brander sig voldsomt på - på Aarhus Universitet var arrangementet for et par år siden annonceret på nogle kæmpe Arla mælkekartoner (hvilket dog gav anledning til både protester og røde ører). Samtidig med at det er mig selv, min forskningstid, eller måske retterligt snarere min fritid, der finansierer gestussen.
Tja, det hele bliver altid så trist når der går timeopgørelse i det. I april 2008 arrangerede Sune og jeg et møde i "Forskningens Døgn", som under overskriften Efter universitetslovens sammenbrud formidlede (!) bl.a. denne blogs kritik af tingenes tilstand. Heldigvis fik vi ikke noget for det, men vi glemte da også at fremsende Videnskabsministeriet en faktura til dækning af vores tidsforbrug - der var ellers rigtigt gode oplæg...
Men det er ligesom det dér med, at du starter med at formidle af kærlighed til udfordringen og de udvekslinger med modtagerne det afstedkommer, og ender med at gøre det for penge, eller point i timetalregnskabet, ikke? - så forsvinder lidt af gejsten.
Det bliver også lidt fiktive tal, man hoster op med, hvis man tvinges til at tælle timer:
"Jo, fra 9:00-10:30 læste jeg artikel A, B og C som forberedelse til undervisning; fra 10:30 til 12:00 læste jeg videre i C samt i D, men nu som led i min forskning, og fra 13:00 formidlede jeg B, F og H" ... osv. (Hey, måske skulle min læsning af B og C tælle dobbelt!? :-)
Jeg var engang lektorvikar på CBS, et sted man talte timer, her brugte jeg altid fredag fra 15:00 til 16:00 til at optælle ugens tidsforbrug og indskrive det i særlige blanketter. Det satte godt nok min selviagttagelse på en prøve. Det er nok en personlig brist, at hele tidstællingstanken gør mig lettere fjern i blikket, og sender min koncentration om det væsentlige til tælling.
Send en kommentar