I uge 6 udgik et nyhedsbrev fra dekanen på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O Andersen. Det førte en masse tal rundt på sjove måder, men særlig sjov blev det i slutningen. Her læser man:
Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.
Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" til de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...
Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".
Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.
lørdag den 27. februar 2010
torsdag den 25. februar 2010
Jobbeskrivelse for minister eller embedsmand?
Der findes i videnskabsministeriets UBST (det er Universitets- og Bygningsstyrelsen) en enhed, der kalder sig Institutionspolitisk kontor. Jeg ved ikke helt hvad der gemmer sig bag betegnelsen, som minder mig om betegnelser som 'politbureau' fra sovjettiden. Men de søger nu en AC-medarbejder (læs opslaget her), eller rettere, "en dygtig kollega, der vil være med til at skabe gode rammer for de danske universiteter både nationalt og internationalt."
Ak, min sjæl, hvad kan du ønske mere?
Der er et eller andet i opslaget, der vækker mit ubehag, men jeg har svært ved at formulere hvad det præcist er. Måske er det bare noget rent sprogligt, det generelt spin-agtige lingo, som er med til at gøre det helt uklart hvad den embedsmand m/k, der søges, faktisk skal foretage sig. En af formuleringerne er:
Øhh, jeg troede det var politikere og ministre, der udformer politiske initiativer. Men måske har er det i sådanne formuleringer, at en bestemt ambitiøs ånd i UBST, og hos UBST's direktør Jens Peter Jacobsen, skinner igennem - en ambition om politisk magt? Så vidt jeg ved håbede JPJ i sin tid, at evalueringen sidste år af universitetsloven alene kunne gennemføres som en øvelse i evaluering uden at medføre egentlige lovændringer. Måske handler det nu om at komme lovgiverne i forkøbet.
Man har sagt (fx. her), at den nye videnskabsminister ikke har politiske erfaringer. Måske er den største udfordring ikke så meget politikerne på Christiansborg som de institutionspolitiske ambitioner i videnskabsministeriet.
Ak, min sjæl, hvad kan du ønske mere?
Der er et eller andet i opslaget, der vækker mit ubehag, men jeg har svært ved at formulere hvad det præcist er. Måske er det bare noget rent sprogligt, det generelt spin-agtige lingo, som er med til at gøre det helt uklart hvad den embedsmand m/k, der søges, faktisk skal foretage sig. En af formuleringerne er:
"Du skal bl.a. analysere udfordringer,
udforme politiske initiativer og føre dem ud i livet."
udforme politiske initiativer og føre dem ud i livet."
Øhh, jeg troede det var politikere og ministre, der udformer politiske initiativer. Men måske har er det i sådanne formuleringer, at en bestemt ambitiøs ånd i UBST, og hos UBST's direktør Jens Peter Jacobsen, skinner igennem - en ambition om politisk magt? Så vidt jeg ved håbede JPJ i sin tid, at evalueringen sidste år af universitetsloven alene kunne gennemføres som en øvelse i evaluering uden at medføre egentlige lovændringer. Måske handler det nu om at komme lovgiverne i forkøbet.
Man har sagt (fx. her), at den nye videnskabsminister ikke har politiske erfaringer. Måske er den største udfordring ikke så meget politikerne på Christiansborg som de institutionspolitiske ambitioner i videnskabsministeriet.
Universitetsledelsens fiasko
Universitetets nye ledere har fejlet, og de er derfor ikke ledere for os. Deres formelle beføjelser er selvsagt intakte, og vi ansatte er nødt til at gøre, som de siger, men de er vores chefer og vores bosser, ikke vores ledere, skriver Sune Auken .
Læs kronikken her !!!
Læs kronikken her !!!
fredag den 19. februar 2010
Fortættet hygge på geo KU og AU
Fra en varm underjordisk kilde i omegnen af Geologisk Institut v. KU bringer vi her en læk, simpelthen fordi den ikke længere kan holdes tilbage. Ikke vores ord igen, og bloggens kildebeskyttelse er absolut. – (red.).
"Just hjemkommet fra Fur i går aftes i frygteligt vejr, så at jeg lige ku' nå DNF, så kan jeg heller ikke komme idag, fordi jeg skal have fat i mine børnebørn ved 15-tiden - lidt ærgerligt (ikke børnebørnene - de er bare pragtfulde).
Fik I osse diskuteret den nuværende KU situation?? En nyhed: Jeg var omkring Geol Inst, AU, og der har de hidtil ikke rigtigt hørt om 'fortætningsprocessen' som relevant for dem - det er den nu, der stod flyttekasser overalt - wellcome to the 'real world' ! Er det ikke fortrøstningsfuldt - det er ikke kun os det går ud over (jeg har forstået, at alle andre universiteter faktisk vinder penge ved 'huslejeaftalen', hvorfor det jo er umuligt at få rektorkollegiet til at protestere over dette, hvis dette stadigt existerer). Og jeg kan med stolthed fortælle, at på det storkommunale plan med sammenlægning af museer under deres ansvar, der går det om muligt endnu værre: naturhistoriske museer bliver presset af de mange flere kulturinst/-paver på finansiering og det hele - de hygger sig li'som fortættede univ med færre ansatte, så at vi nu vel skal fortættes endnu mere.
Det mest sindsyge (måske ??): Geolog bibliotek hér er blevet helt lukket - bøgerne bliver vel smidt ud, for hvem gider læse sådan noget gammelt bras, der ikke er på nettet ??
M v h - kan i 'hygge videre' ... X"
Fyringer af universitetsforskere set fra et akademisk perspektiv
Hele fyringsbølgen på KU og andre universiteter gør een vred, forarget og bekymret. Det er meget ubehageligt at se en række kolleger forlade universitetet på den måde. Kritik af ledelse, aktioner og protester har ikke været nok til for alvor at trænge igennem til de ansvarlige, som behændigt har spillet ansvarets bold op, ned, eller over på ting, der hives frem som uafvendelige.
Nu er det altid ubehageligt at fyre ansatte pga. økonomisk krise uanset hvilken virksomhed, det drejer sig om, men når det handler om forskere, er der en yderligere ubehagelighed, som jeg skal forsøge at forklare. Men først lidt baggrund.
Normalt er det gængs praksis på et universitet, at man i en række centrale anliggender kan skelne akademiske spørgsmål fra økonomiske, selvom de i praksis er og måske bliver mere og mere sammenvævede. Et eksempel: Een ting er finansiering af en forskeransættelse, noget andet er bedømmelsen af den person, der skal ansættes, som værende kvalificeret til opgaven. Disse to ting implicerer to forskellige sæt procedurer, og dette er som sagt gængs praksis. Det åbner for, at der kan eksistere forskere, der udfører forskning til fx en ph.d.- eller doktorafhandling ud af egne lommer, men som får den bedømt akademisk ved et universitet og dermed - såfremt bedømmelsen falder positivt ud - anerkendes for deres forskning. Det er ikke tit, men det forekommer. Der findes endvidere en hel del æres-, gæste- og adjungerede professorater, som ikke koster universitetet ret meget, men som igen er en reel og symbolsk anerkendelse af en forskningskompetence eller et resultat af en særlig art.
Normalt opfattes forskere på offentlige universiteter som de danske, som fast ansat. Det betyder, at man skal have taget af kassen (som i den aktuelle sag i Århus [her]), begået videnskabelig uredelighed, eller have udvist grove tjenstlige forsømmelser, før man bliver fyret. Vi har ganske vist ikke tenure i angelsaksisk forstand, og fyringerne denne og sidste vinter har ganske vist voldsomt relativeret begrebet "fast ansat" – og det er i en vis forstand trist at se, at de akademiske fagforeningerne kører så lav medieprofil og ikke i højere grad agerer kamporganisationer, men fokuserer indsatsen på at yde psykologisk bistand til de ramte. Men alligevel er det stadigvæk normen, at udfører man sit job som forsker og underviser tilfredsstillende, så fortsætter man i stillingen når man een gang er kommet igennem det hækkeløb af grundige bedømmelser og kortfristede stipendier, der ligger forud for enhver opnåelse af et lektorat eller professorat.
Den vilkårlige, dvs. alene økonomisk begrundede (eller som de ramte har udtrykt det: pga. mismanagement), afskedigelse af en forsker føles meget ubehageligt, ikke blot økonomisk men også akademisk set; dvs. ikke bare fordi den enkelte rammes på sin indtægt, men i høj grad også set i forhold til den akademiske /videnskabelige anerkendelse, der er knyttet til en universitetsansættelse. Dette ubehag styrkes igennem den lange liste af kriterier for fyring, som universitetsledelsen forud for prikkerunden forsyner institutledernes eksekutivkommiteer med, fordi denne liste inkluderer – udover meget subjektive og newspeak-agtige egenskaber som omstillingsparathed og samarbejdsevne – akademiske kriterier. Herved sammenblandes den økonomiske begrundelse med en akademisk, og det billede, som fyringsrunden efterlader af de ramte, er ét af "de måske egnede", dvs. de, som faldt under en akademisk overlægger, som universitetsledelsen selv bestemmer højden af ud fra de p.t. gældende konjunkturer.
De fyrede forskere bør kompenseres, ikke alene ved forsøg på genplacering i andre, senere stillinger (en manøvre som rummer sine egne vanskeligheder) eller andre økonomisk set relevante tiltag, men også akademisk:
Kunne man derfor ikke overveje – fx som overenstkomstkrav – en permanent ordning, der sikrer, at VIP som fyres uden anden grund end nedskæringer beholder deres titel som professor ved universitetet, fx æresprofessor, dvs. stilles frit hvad angår lønarbejde, men sikres fortsat at kunne repræsentere universitetet og retten til overfor tredjepart at sige, at man er tilknyttet universitetet?
Det ville være et udtryk for ånden i den historie, som rektor Ralf Hemmingsen selv så ofte har alluderet til (eller er det blot noget jeg har drømt?) – anekdoten om fysikeren Isidore Rabi, som afbrød den daværende rektor Dwight D. Eisenhowers tale til "de ansatte", ved at indskyde "Sir, vi er ikke ansatte, vi er universitetet" (genfortalt flere steder).
Jeg tror, at en klarere markering af en skelnen mellem en økonomisk begrundet fyring og en fortsat akademisk tilknytning ville betyde en del for mange af de fyrede, og det ville være en tilkendegivelse og ligge i forlængelse af det særegne ved en universitetsansættelse som forsker i forbindelse med det funktionelt begrundede privilegium, samfundshensynet til uafhængig skabelse af viden, som forskningsfrihed er.
Det ville måske også i visse tilfælde kunne mindske mistanken om, at begrundelser for at den ene fremfor den anden prikkes er en delvis skelen til hvad der er politisk – eller økonomisk! – opportunt at forske i.
En sådan ordning ville støtte forbindelsen mellem videnskab og universitet, en forbindelse som i dag er under pres. Den ville være et beskedent bidrag til at understøtte videnskabens (for at bruge L. Dastons ord) "moralske økonomi" forstået som dens system af anerkendelse: Man kan, pga. dårlig økonomi eller mismanagement, fyres økonomisk, men ikke akademisk. Så længe vi ikke har tenure, og når almindelige illusioner om fast ansættelse i staten fordamper, ville en sådan ordning da være det mindste universitetet kunne tilbyde i respekt for sin videnskabelige kapital.
Nu er det altid ubehageligt at fyre ansatte pga. økonomisk krise uanset hvilken virksomhed, det drejer sig om, men når det handler om forskere, er der en yderligere ubehagelighed, som jeg skal forsøge at forklare. Men først lidt baggrund.
Normalt er det gængs praksis på et universitet, at man i en række centrale anliggender kan skelne akademiske spørgsmål fra økonomiske, selvom de i praksis er og måske bliver mere og mere sammenvævede. Et eksempel: Een ting er finansiering af en forskeransættelse, noget andet er bedømmelsen af den person, der skal ansættes, som værende kvalificeret til opgaven. Disse to ting implicerer to forskellige sæt procedurer, og dette er som sagt gængs praksis. Det åbner for, at der kan eksistere forskere, der udfører forskning til fx en ph.d.- eller doktorafhandling ud af egne lommer, men som får den bedømt akademisk ved et universitet og dermed - såfremt bedømmelsen falder positivt ud - anerkendes for deres forskning. Det er ikke tit, men det forekommer. Der findes endvidere en hel del æres-, gæste- og adjungerede professorater, som ikke koster universitetet ret meget, men som igen er en reel og symbolsk anerkendelse af en forskningskompetence eller et resultat af en særlig art.
Normalt opfattes forskere på offentlige universiteter som de danske, som fast ansat. Det betyder, at man skal have taget af kassen (som i den aktuelle sag i Århus [her]), begået videnskabelig uredelighed, eller have udvist grove tjenstlige forsømmelser, før man bliver fyret. Vi har ganske vist ikke tenure i angelsaksisk forstand, og fyringerne denne og sidste vinter har ganske vist voldsomt relativeret begrebet "fast ansat" – og det er i en vis forstand trist at se, at de akademiske fagforeningerne kører så lav medieprofil og ikke i højere grad agerer kamporganisationer, men fokuserer indsatsen på at yde psykologisk bistand til de ramte. Men alligevel er det stadigvæk normen, at udfører man sit job som forsker og underviser tilfredsstillende, så fortsætter man i stillingen når man een gang er kommet igennem det hækkeløb af grundige bedømmelser og kortfristede stipendier, der ligger forud for enhver opnåelse af et lektorat eller professorat.
Den vilkårlige, dvs. alene økonomisk begrundede (eller som de ramte har udtrykt det: pga. mismanagement), afskedigelse af en forsker føles meget ubehageligt, ikke blot økonomisk men også akademisk set; dvs. ikke bare fordi den enkelte rammes på sin indtægt, men i høj grad også set i forhold til den akademiske /videnskabelige anerkendelse, der er knyttet til en universitetsansættelse. Dette ubehag styrkes igennem den lange liste af kriterier for fyring, som universitetsledelsen forud for prikkerunden forsyner institutledernes eksekutivkommiteer med, fordi denne liste inkluderer – udover meget subjektive og newspeak-agtige egenskaber som omstillingsparathed og samarbejdsevne – akademiske kriterier. Herved sammenblandes den økonomiske begrundelse med en akademisk, og det billede, som fyringsrunden efterlader af de ramte, er ét af "de måske egnede", dvs. de, som faldt under en akademisk overlægger, som universitetsledelsen selv bestemmer højden af ud fra de p.t. gældende konjunkturer.
De fyrede forskere bør kompenseres, ikke alene ved forsøg på genplacering i andre, senere stillinger (en manøvre som rummer sine egne vanskeligheder) eller andre økonomisk set relevante tiltag, men også akademisk:
Kunne man derfor ikke overveje – fx som overenstkomstkrav – en permanent ordning, der sikrer, at VIP som fyres uden anden grund end nedskæringer beholder deres titel som professor ved universitetet, fx æresprofessor, dvs. stilles frit hvad angår lønarbejde, men sikres fortsat at kunne repræsentere universitetet og retten til overfor tredjepart at sige, at man er tilknyttet universitetet?
Det ville være et udtryk for ånden i den historie, som rektor Ralf Hemmingsen selv så ofte har alluderet til (eller er det blot noget jeg har drømt?) – anekdoten om fysikeren Isidore Rabi, som afbrød den daværende rektor Dwight D. Eisenhowers tale til "de ansatte", ved at indskyde "Sir, vi er ikke ansatte, vi er universitetet" (genfortalt flere steder).
Jeg tror, at en klarere markering af en skelnen mellem en økonomisk begrundet fyring og en fortsat akademisk tilknytning ville betyde en del for mange af de fyrede, og det ville være en tilkendegivelse og ligge i forlængelse af det særegne ved en universitetsansættelse som forsker i forbindelse med det funktionelt begrundede privilegium, samfundshensynet til uafhængig skabelse af viden, som forskningsfrihed er.
Det ville måske også i visse tilfælde kunne mindske mistanken om, at begrundelser for at den ene fremfor den anden prikkes er en delvis skelen til hvad der er politisk – eller økonomisk! – opportunt at forske i.
En sådan ordning ville støtte forbindelsen mellem videnskab og universitet, en forbindelse som i dag er under pres. Den ville være et beskedent bidrag til at understøtte videnskabens (for at bruge L. Dastons ord) "moralske økonomi" forstået som dens system af anerkendelse: Man kan, pga. dårlig økonomi eller mismanagement, fyres økonomisk, men ikke akademisk. Så længe vi ikke har tenure, og når almindelige illusioner om fast ansættelse i staten fordamper, ville en sådan ordning da være det mindste universitetet kunne tilbyde i respekt for sin videnskabelige kapital.
lørdag den 13. februar 2010
Universitetets historie fra rammestyring til indholdsstyring
Denne blog har nu fået den særlige ære at opnå en plads i professionel dansk universitetshistorie. I al fald benyttes bloggens URL af universitetshistoriker Else Hansen (der selv er med i bloggens netværk) som et eksempel på fortolkninger af studenteroprøret i en artikel i det nye nummer af Uddannelseshistorie (vol 43, af Årbogen fra Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie; artiklen "Hvordan bruges universitetshistorie?" kan læses her, tak for tilladelsen til at offentliggøre den her på bloggen). Else foreslår, at når bloggens stiftere
Det er oplagt, at universitetshistorie benyttes retorisk og forskelligt af forskelligt af parterne i den forskningspolitiske debat, herunder min egen seneste kronik i Politiken (her el. her). I dagsaktuel debat bruges historie ikke, som Else Hansen påpeger, for at fortælle om gamle dage, men for at sætte nutidens forhold i relief. Men den stærke kontrast mellem før og nu, der ofte bruges som retorisk figur i debatten, kan let forlede læseren til at tro, at alt var godt i gamle dage. Da styrelsesloven blev vedtaget af Folketingets borgerlige flertal i 1970, var det en udtalt betingelse, at der meget snart skulle oprettes et direktorat for universiteterne i Undervisningsministeriet, netop for at få mere kontrol med universiteterne. At direktoratet så først kom i 1974 skyldtes vist mest manglende kræfter i Undervisningsministeriet til at sætte den store omstrukturering i gang. Derefter gik det slag i slag med generel adgangsbegrænsning i 1977, budgetreform i 1981 (adskillelse af midler til forskning og undervisning) og så videre. Indtil Sanders periode var det mest styring af rammerne; det nye nu er, at politikerne også vil styre indholdet. Men det, som skete i 1970, var, i Else Hansens optik, først og fremmest, at politikere og studenter gik sammen om at fratage professorerne den hidtidige faglige (og administrative) dominans på universiteterne. De havde bare "glemt" at aftale, hvem der så skulle bestemme - og det er for så vidt det slagsmål, som stadig er i gang. Man kan sige, at studenterne fik den ene parole gennemført, nemlig "Bryd professorvældet", mens den anden parole "Medbestemmelse nu" blev fortolket om til noget andet end studenterne havde ønsket.
"nærmest intuitivt valgte navnet "professorvældet" må det jo skyldes, at dette ord er rigtig godt til at sortere de "gode" fra de "onde". Jeg skriver selvfølgelig også, at navnet blev ændret efter en debat på bloggen - og at bloggen i øvrigt er præget af interessante indlæg af meget høj kvalitet."Nu ved jeg ikke helt ved hvem "de gode" er (måske de glade 68'ere?), men navnet på URL'en skal i al fald ikke føre til at tro, at vi ønsker det gamle professorvælde tilbage, - men heller ikke 1970'ernes universitet for den sags skyld, for et sådant ønske kan kun fremføres med en naivitet, som ikke længere er mulig. Og slet ikke efter Rune Lykkebergs Kampen om Sandhederne, en bog, som gør det langt mere kompliceret at udpege historiens helte og skurke.
Det er oplagt, at universitetshistorie benyttes retorisk og forskelligt af forskelligt af parterne i den forskningspolitiske debat, herunder min egen seneste kronik i Politiken (her el. her). I dagsaktuel debat bruges historie ikke, som Else Hansen påpeger, for at fortælle om gamle dage, men for at sætte nutidens forhold i relief. Men den stærke kontrast mellem før og nu, der ofte bruges som retorisk figur i debatten, kan let forlede læseren til at tro, at alt var godt i gamle dage. Da styrelsesloven blev vedtaget af Folketingets borgerlige flertal i 1970, var det en udtalt betingelse, at der meget snart skulle oprettes et direktorat for universiteterne i Undervisningsministeriet, netop for at få mere kontrol med universiteterne. At direktoratet så først kom i 1974 skyldtes vist mest manglende kræfter i Undervisningsministeriet til at sætte den store omstrukturering i gang. Derefter gik det slag i slag med generel adgangsbegrænsning i 1977, budgetreform i 1981 (adskillelse af midler til forskning og undervisning) og så videre. Indtil Sanders periode var det mest styring af rammerne; det nye nu er, at politikerne også vil styre indholdet. Men det, som skete i 1970, var, i Else Hansens optik, først og fremmest, at politikere og studenter gik sammen om at fratage professorerne den hidtidige faglige (og administrative) dominans på universiteterne. De havde bare "glemt" at aftale, hvem der så skulle bestemme - og det er for så vidt det slagsmål, som stadig er i gang. Man kan sige, at studenterne fik den ene parole gennemført, nemlig "Bryd professorvældet", mens den anden parole "Medbestemmelse nu" blev fortolket om til noget andet end studenterne havde ønsket.
torsdag den 11. februar 2010
Malou Aamund vil indføre stopprøver for professorer - Konservative går videre
Under overskrifter som
Det ligner det gamle trick fra før vedtagelsen af universitetsloven af 2003: At rejse en mediehets mod nogle få såkaldte nulforskere, for at skubbe fokus væk fra de reelle problemer og benytte lejligheden til at afskaffe universitetsdemokratiet og indføre mere styring oppefra.
"Malou Aamund udfordrer sin egen videnskabsminister med krav om at gøre professorater tidsbegrænsede", oger danske medier (se fx her og her) i dag ved at gå i selvsving over, at venstres forskningsordfører har peget på et reelt problem (som hun dog fordrejer) og foreslået en helt igennem tåbelig løsning. Det reelle problem er, at stillingsstrukturen ved de danske universiteter, som senest påpeget af Jan Faye (her) og Leif Søndergaard (her), langt fra er optimal, og kunne trænge til en grundig granskning og revision, så man eksempelvis kunne sikre de mange løst ansatte undervisningsassistenter på nogle fag bedre vilkår, og lave en kvalifikationsbetinget standard-oprykning helt op til professorniveau som i Norge. Aaminds forslag er typisk for Venstre, Danmarks mest kontrolglade liberale parti: Malou Aamund foreslår, at professorer bliver ansat for en tidsbegrænset periode på ti år i første omgang. Derefter skal et udvalg hvert femte år vurdere, om professorerne fortsat lever op til kravene med hensyn til deres videnskabelige profession og udvikling. De Konservatives halsen videre efter den limpind kan man kun trække på smilebåndet af. Men smilet stivner, når man betænker hvilken hån den slags forslag ikke mindst er imod bl.a. de mange lektorer og professorer, der knokler løs, og vilkårligt fyres, ikke mindst pga. regeringens politik med at tippe balancen mellem basismidler og eksterne midler.
"Konservative: Lektorer skal også søge deres egne job. Konservative går videre end Venstre, som kun går efter professorerne."
Det ligner det gamle trick fra før vedtagelsen af universitetsloven af 2003: At rejse en mediehets mod nogle få såkaldte nulforskere, for at skubbe fokus væk fra de reelle problemer og benytte lejligheden til at afskaffe universitetsdemokratiet og indføre mere styring oppefra.
onsdag den 10. februar 2010
Formidl (i) din forskning(stid)
Jeg har netop afrapporteret min arbejdsbyrde for efteråret 2009, og det har givet mig svar på et spørgsmål, jeg for længe siden begyndte at spekulere over, nemlig: Hvornår formidler forskeren? Kernen i spørgsmålet er, at der for nylig (hvornår? Jeg ved det ikke) er blevet føjet en ekstra forpligtelse til universiteteternes opgaveportefølje: Hvor vi tidligere skulle forske og undervise, skal vi nu forske, undervise og formidle. Mit spørgsmål i det oprindelige blogindlæg var, hvor den tid egentlig skulle komme fra, al den stund vi som forskere i forvejen var fuldtidsansatte.
Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.
Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.
Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.
Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.
Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.
Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.
søndag den 7. februar 2010
Private universiteter - autonomi er en by i USA
Det værste er ikke Sanders ideoplæg om private universiteter i Danmark - det har forhåbentlig ikke nogen gang på jorden? Det værste er, at nogle af de uhyrligheder, som præger amerikanske universiteter 'i verdensklasse', kan ses som begyndende tendenser på danske universiteter, båret frem af den herskende forskningspolitik. Det er ikke kun videnskabsministeriets embedsmænd, der burde interessere sig for komparative studier af universitetsledelse, universitetsøkonomi og af effekterne af den akademiske kapitalisme, der hærger USA. En dansk konsensus, bakket op af den seneste universitetsevaluering, hylder tanken om, at universiteterne skal have større autonomi. Men for nogle betyder det ca. ledelsernes ret til at køre dem som kompetitive koncerner på et globalt uddannelsesmarked, mens andre tror det betyder forskernes mulighed for at forfølge de frontforskningens agenda, uden hensyn til samfundsnytte eller politisk defineret relevans. En aktuel artikel analyserer årsagerne til de amerikanske både offentlige og private universiteters økonomiske morads – nogle, men heldigvis ikke alle disse faktorer genkendes i den danske virkelighed:
"one needs to understand five inter-related factors: the state de-funding of public education, the emphasis on research over instruction, the move to high-risk investments, the development of a free market academic labor system, and the marketing of college admissions. These different forces have combined to turn universities into corporations centered on pleasing bond raters in order to get lower interest rates so that they can borrow more money to fund their unending expansion and escalating expenses." (Læs analysen her).
lørdag den 6. februar 2010
Forskningsfrihed, men…
Et af de absolutte lyspunkter på den nyligt afholdte AC-konference om evalueringen af universitetsloven var Hans Hauges indlæg, fordi det så klart imødegik den enormt ensliggørende tendens der præger disse års forskningspolitik og universitetsadministration, og fordi det understreger det særegne ved humanistisk forskning. Jeg takker Hans Hauge for for oplægget, som jeg herved har den glæde at bringe videre til bloggens læsere. C.E.
Forskningsfrihed, men…
af Hans Hauge
Constraints
Evalueringsrapporten indleder med selv at nævne alle de begrænsninger (constraints), der er for forskningsfriheden. De er der endog ”clearly”. Den slags gør man, fordi man er bange for, at den skal misbruges, eller som om nogen tager sig for mange friheder.
Dernæst kaldes disse friheder traditionelle. De er en arv fra det gamle dannelsesuniversitet med de udstrakte friheder for både lærere og studerende. Da jeg læste, var det frit, om vi ville modtage undervisning eller ej, i dag tvinges de studerende til at modtage undervisning. Lærerne forskede, men det havde ikke med undervisningen at gøre. Der var frihed uden begrænsninger.
Vi evaluerede ved at blive væk og læse selv; de evaluerer ved at udfylde skemaer og med mindre tid til at læse selv. Men hvordan nu med forskningsfriheden på det ”andet” moderne universitet? Det globaliserende universitet, der har afløst det nationaliserende.
Jeg vil med udgangspunkt i den fransk filosof J. Derridas skrift om universitetet uden betingelser – L’Université sans conditions (2001)– tale ud fra et ideal om, at humaniora – det han kalder det ny humaniora – er den principielle ret (droit) til at sige hvad som helst (tout) selv under navnet (au titre) fiktioner, og retten til at sige det offentligt og at udgive det – den sidste ret forbinder universitetet med oplysningen. Derrida siger dette, fordi han kunne se, de begrænsninger, der var på vej.
Jeg taler kun om humaniora og teologi. Jeg er helt indforstået med, at universitetet skal bruges til at fremme konkurrencestaten Danmark i en global økonomi. Blot er der intet, af det man siger om videnskab og forskning, der passer på humaniora – the arts, som de hed. Problemet er, at humanisterne lader, som de også bidrager.
Den største og første begrænsning i forskningsfriheden inden for humaniora er ligger i, at alle videnskaber betragtes på samme måde som naturvidenskaber, science, eller som nyttige videnskaber. Der generaliseres så det batter. Der er ikke en videnskabelig essens. Universitetet taler utallige sprog.
Når man taler engelsk bliver science et langt snævrere begreb, end hvis man taler tysk eller dansk. Der sker en sproglig og begrebsmæssig indsnævring af feltet. Når man taler engelsk kommer forskning til at hedde research. Dermed forsvinder the scholar og the critic. Der sker igen en reduktion.
Humaniora bør have en hel række undtagelsesparagraffer. Det er ikke science, når vi skriver en artikel om Kaj Munks drama, rockvideoer, feminisme eller Paulus’s breve. Humaniora er formidling. Og det giver ikke mening at skelne mellem forskning og formidling, som PURE påtvinger os.
Humaniora fremmer ikke betalingsbalancen. Og har intet at gøre med ”a more effective innovation relationship between universities and the private sector.” Det eneste, vi kan, er at afmytologisere det tomme ord innovation. Men vi skal også tage i betragtning, at det humanistiske er det mest populære fakultet.
Den anden begrænsning gælder det bibliometri-system, der gør, at vi skal udgive små artikler på engelsk alene for at tjene penge til instituttet. Artikelproduktion hedder det med en dårlig metafor. Dette system forhindrer videndeling og dermed alle tanker om folkeoplysning.
Den tredje gælder peer-review, der på humaniora fører til menings- og ikke kvalitetskontrol. Det er tilfældigt, ukontrolleret, uigennemsigtigt. Det vil på ingen måde forbedre noget.
Be free
Forskningsfrihed behandles i afsnit 4.2.2. s. 39. Forskningsfrihed er fundamental, moralsk og intellektuelt uafhængig. Siges det. Den må således godt være umoralsk. Senere opererer rapporten dog med noget, der kaldes etiske restriktioner. Hvordan kan være moralsk uafhængigt og etisk begrænset?
Derefter beskrives begrænsningerne (constraints) med en hel del ”withins”. ”Clearly, this (friheden) is not unlimited”, som det siges. Det skal være frihed, inden for et felt eller ”field of employment.” Må man ikke forske uden for marken eller feltet? Hvordan med tværfaglighed? Dernæst skal det være inden for visse standarder. Hvem sætter dem?
Derefter kommer en stort set uforståelig sætning, der igen indledes med within: “within these constraints, the general principles often invoke to give (sic!) the concept a functional definition that researchers should be allowed to freely select – her ser vi en split infinitive – their research topics, freely develop their research methodology and be free to publish their research results”. Man bliver ikke frie ved at gentage free tre gange, men med en lille variation, der også ændrer betydningen. Man kan freely select og freely develop, men det er lidt anderledes med publikation. Da er man ”free to” – som det hedder ”be free to”. Du skal være så god at udgive. Du må godt. To be free to er ikke det samme som freely. Man har således ikke ret til at vælge, udvikle eller offentliggøre.
Har vi så den frihed til at vælge emne, som de kalder enten topic, agenda eller issue. Nej, ikke i praksis.
Hvad begrænser valget eller friheden? Det gør de studerende, der jo bestemmer, hvad der skal forskes i. Universitetet er brugerstyret. På det punkt er der sket en demokratisering uden lige. Studenterindflydelsen er omfattende og det har ført til en culture of complaint.
Vi får at vide, at de fag, vi udbyder, skal være ”trendy”. Jeg kan ikke undervise i noget, hvis der ikke er kunder. På den måde forsvinder alle de klassiske eller traditionelle emner. Det må ikke være for svært eller for gammelt. Det er slut med ældre litteratur for nu at tage et eksempel. Undervisningen skal være forskningsbaseret, og derfor er jeg tvunget til at forske i det, der er trendy eller populært. Det er vel den begrænsning, der hedder ”the financial frameworks of the institution”. Der er ikke frihed til at vælge emne. Rapporten tager fejl. De studerende styrer, hvad der skal forskes i, og det er en stor begrænsning af forskningsfriheden. Man kan ikke have give al magt til de studerende og samtidig fastholde, at undervisningen skal være forskningsbaseret.
Vi må selv vælge metode. Må man vælge den fra? Her viser videnskabstroen sig. Må man være against method, som er titlen på en bog? Eller against theory? Det er slet ikke alle, der arbejder metodisk eller vælger en eller anden metode. Hermeneutikkens hovedværk hed Sandhed og metode, og det betyder sandhed eller metode (Gadamer).
Fri til (be free) at udgive. Ja, det er vi med de begrænsninger, som peer-review nu har. Peer-review fungerer sikkert andre steder. På humaniora er det et lykkehjul og et politisk magtmiddel, der fører til homogenisering og anonymisering. Man er er nødt til at skjule, hvem man er.
Fri til at udgive resultater. Resultat? Men hvad er et filosofisk resultat? Inden for humaniora frembringer man ikke resultater, selvom man kan.
Der er heller ikke metodefrihed - pædagogisk set. Vi er tvunget til virkningsløse evalueringer og kollegial supervision. Men det er et indgreb i den pædagogiske frihed. Snart kommer vel et krav om, at man skal bruge aktivitetsdræberen power point.
Humaniora er i høj grad, hvad man kalder ”oppositionsvidenskab”. Det er uhyre vanskeligt for en person, der er borgerlig at blive ansat på humaniora. Det er også en begrænsning af friheden. Der fører til ensretning.
Og endelig vil jeg nævne den tvang, der ligger i, at vi skal forske i flok – gruppeforskning. En af mine venner på SDU har fået at vide, at hvis han ikke indgår i et forskningsteam, vil ingen tage hensyn til, hvad han har lavet eller laver. En anden kollega har netop fået at vide, at hans område er overflødigt. Hvis han ikke forsker i noget andet – noget ganske bestemt, endda en ganske bestemt – så skal han fyres. Det er paragraf 17.2. i praksis.
Konsensustvangen har også ført til, at den kollegiale kritik er ophørt. Det har gjort ph.d. forsvarshandlinger til hygge og underholdning – som det fremgik af prodekan Claus Holms kommentar i Information d. 27.1.
Og jeg har netop hørt om en dygtig og flittig medarbejder, der er blevet bedt om at ophøre med sin forskning og begynde på noget helt andet. Det er en brug af 17.2. Det skal også siges, at en institutleder på Engelsk i Århus lang tid før 2003 forlangte, at flere af os skulle omskoles og forske i noget uden for vort field of employment. Om paragraffer er der eller ej gør muligvis ingen forskel.
Forskningsfriheden inden for humaniora begrænses altså af:
Det nye humaniora (Derrida) skal være et sted for frihed uden betingelser og begrænsninger. Frihed til at sige hvad som helst også som fiktion. Og sådan bliver det nok ikke. I fremtiden vil vi skulle leve med forskningsfrihed med begrænsninger. Clearly.
Hans Hauge
Lektor, dr.phil.
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
(Ovenstående er manuskript til et mundtligt oplæg ved ACs konference om universitets evalueringen.)
Forskningsfrihed, men…
af Hans Hauge
Constraints
Evalueringsrapporten indleder med selv at nævne alle de begrænsninger (constraints), der er for forskningsfriheden. De er der endog ”clearly”. Den slags gør man, fordi man er bange for, at den skal misbruges, eller som om nogen tager sig for mange friheder.
Dernæst kaldes disse friheder traditionelle. De er en arv fra det gamle dannelsesuniversitet med de udstrakte friheder for både lærere og studerende. Da jeg læste, var det frit, om vi ville modtage undervisning eller ej, i dag tvinges de studerende til at modtage undervisning. Lærerne forskede, men det havde ikke med undervisningen at gøre. Der var frihed uden begrænsninger.
Vi evaluerede ved at blive væk og læse selv; de evaluerer ved at udfylde skemaer og med mindre tid til at læse selv. Men hvordan nu med forskningsfriheden på det ”andet” moderne universitet? Det globaliserende universitet, der har afløst det nationaliserende.
Jeg vil med udgangspunkt i den fransk filosof J. Derridas skrift om universitetet uden betingelser – L’Université sans conditions (2001)– tale ud fra et ideal om, at humaniora – det han kalder det ny humaniora – er den principielle ret (droit) til at sige hvad som helst (tout) selv under navnet (au titre) fiktioner, og retten til at sige det offentligt og at udgive det – den sidste ret forbinder universitetet med oplysningen. Derrida siger dette, fordi han kunne se, de begrænsninger, der var på vej.
Jeg taler kun om humaniora og teologi. Jeg er helt indforstået med, at universitetet skal bruges til at fremme konkurrencestaten Danmark i en global økonomi. Blot er der intet, af det man siger om videnskab og forskning, der passer på humaniora – the arts, som de hed. Problemet er, at humanisterne lader, som de også bidrager.
Den største og første begrænsning i forskningsfriheden inden for humaniora er ligger i, at alle videnskaber betragtes på samme måde som naturvidenskaber, science, eller som nyttige videnskaber. Der generaliseres så det batter. Der er ikke en videnskabelig essens. Universitetet taler utallige sprog.
Når man taler engelsk bliver science et langt snævrere begreb, end hvis man taler tysk eller dansk. Der sker en sproglig og begrebsmæssig indsnævring af feltet. Når man taler engelsk kommer forskning til at hedde research. Dermed forsvinder the scholar og the critic. Der sker igen en reduktion.
Humaniora bør have en hel række undtagelsesparagraffer. Det er ikke science, når vi skriver en artikel om Kaj Munks drama, rockvideoer, feminisme eller Paulus’s breve. Humaniora er formidling. Og det giver ikke mening at skelne mellem forskning og formidling, som PURE påtvinger os.
Humaniora fremmer ikke betalingsbalancen. Og har intet at gøre med ”a more effective innovation relationship between universities and the private sector.” Det eneste, vi kan, er at afmytologisere det tomme ord innovation. Men vi skal også tage i betragtning, at det humanistiske er det mest populære fakultet.
Den anden begrænsning gælder det bibliometri-system, der gør, at vi skal udgive små artikler på engelsk alene for at tjene penge til instituttet. Artikelproduktion hedder det med en dårlig metafor. Dette system forhindrer videndeling og dermed alle tanker om folkeoplysning.
Den tredje gælder peer-review, der på humaniora fører til menings- og ikke kvalitetskontrol. Det er tilfældigt, ukontrolleret, uigennemsigtigt. Det vil på ingen måde forbedre noget.
Be free
Forskningsfrihed behandles i afsnit 4.2.2. s. 39. Forskningsfrihed er fundamental, moralsk og intellektuelt uafhængig. Siges det. Den må således godt være umoralsk. Senere opererer rapporten dog med noget, der kaldes etiske restriktioner. Hvordan kan være moralsk uafhængigt og etisk begrænset?
Derefter beskrives begrænsningerne (constraints) med en hel del ”withins”. ”Clearly, this (friheden) is not unlimited”, som det siges. Det skal være frihed, inden for et felt eller ”field of employment.” Må man ikke forske uden for marken eller feltet? Hvordan med tværfaglighed? Dernæst skal det være inden for visse standarder. Hvem sætter dem?
Derefter kommer en stort set uforståelig sætning, der igen indledes med within: “within these constraints, the general principles often invoke to give (sic!) the concept a functional definition that researchers should be allowed to freely select – her ser vi en split infinitive – their research topics, freely develop their research methodology and be free to publish their research results”. Man bliver ikke frie ved at gentage free tre gange, men med en lille variation, der også ændrer betydningen. Man kan freely select og freely develop, men det er lidt anderledes med publikation. Da er man ”free to” – som det hedder ”be free to”. Du skal være så god at udgive. Du må godt. To be free to er ikke det samme som freely. Man har således ikke ret til at vælge, udvikle eller offentliggøre.
Har vi så den frihed til at vælge emne, som de kalder enten topic, agenda eller issue. Nej, ikke i praksis.
Hvad begrænser valget eller friheden? Det gør de studerende, der jo bestemmer, hvad der skal forskes i. Universitetet er brugerstyret. På det punkt er der sket en demokratisering uden lige. Studenterindflydelsen er omfattende og det har ført til en culture of complaint.
Vi får at vide, at de fag, vi udbyder, skal være ”trendy”. Jeg kan ikke undervise i noget, hvis der ikke er kunder. På den måde forsvinder alle de klassiske eller traditionelle emner. Det må ikke være for svært eller for gammelt. Det er slut med ældre litteratur for nu at tage et eksempel. Undervisningen skal være forskningsbaseret, og derfor er jeg tvunget til at forske i det, der er trendy eller populært. Det er vel den begrænsning, der hedder ”the financial frameworks of the institution”. Der er ikke frihed til at vælge emne. Rapporten tager fejl. De studerende styrer, hvad der skal forskes i, og det er en stor begrænsning af forskningsfriheden. Man kan ikke have give al magt til de studerende og samtidig fastholde, at undervisningen skal være forskningsbaseret.
Vi må selv vælge metode. Må man vælge den fra? Her viser videnskabstroen sig. Må man være against method, som er titlen på en bog? Eller against theory? Det er slet ikke alle, der arbejder metodisk eller vælger en eller anden metode. Hermeneutikkens hovedværk hed Sandhed og metode, og det betyder sandhed eller metode (Gadamer).
Fri til (be free) at udgive. Ja, det er vi med de begrænsninger, som peer-review nu har. Peer-review fungerer sikkert andre steder. På humaniora er det et lykkehjul og et politisk magtmiddel, der fører til homogenisering og anonymisering. Man er er nødt til at skjule, hvem man er.
Fri til at udgive resultater. Resultat? Men hvad er et filosofisk resultat? Inden for humaniora frembringer man ikke resultater, selvom man kan.
Der er heller ikke metodefrihed - pædagogisk set. Vi er tvunget til virkningsløse evalueringer og kollegial supervision. Men det er et indgreb i den pædagogiske frihed. Snart kommer vel et krav om, at man skal bruge aktivitetsdræberen power point.
Humaniora er i høj grad, hvad man kalder ”oppositionsvidenskab”. Det er uhyre vanskeligt for en person, der er borgerlig at blive ansat på humaniora. Det er også en begrænsning af friheden. Der fører til ensretning.
Og endelig vil jeg nævne den tvang, der ligger i, at vi skal forske i flok – gruppeforskning. En af mine venner på SDU har fået at vide, at hvis han ikke indgår i et forskningsteam, vil ingen tage hensyn til, hvad han har lavet eller laver. En anden kollega har netop fået at vide, at hans område er overflødigt. Hvis han ikke forsker i noget andet – noget ganske bestemt, endda en ganske bestemt – så skal han fyres. Det er paragraf 17.2. i praksis.
Konsensustvangen har også ført til, at den kollegiale kritik er ophørt. Det har gjort ph.d. forsvarshandlinger til hygge og underholdning – som det fremgik af prodekan Claus Holms kommentar i Information d. 27.1.
Og jeg har netop hørt om en dygtig og flittig medarbejder, der er blevet bedt om at ophøre med sin forskning og begynde på noget helt andet. Det er en brug af 17.2. Det skal også siges, at en institutleder på Engelsk i Århus lang tid før 2003 forlangte, at flere af os skulle omskoles og forske i noget uden for vort field of employment. Om paragraffer er der eller ej gør muligvis ingen forskel.
Forskningsfriheden inden for humaniora begrænses altså af:
- at al videnskab eller forskning eller skriftlig produktion skal være science – der skal være mange kulturer. Positivismen er tilbage som før 1968. Den skal bekæmpes igen.
- måling af forskningspublikationer – det indskrænker friheden – det modarbejder oplysningsaspektet. Der er tale om en helt absurd og dyr overproduktion af humanistisk videnskab uden modtagere. Det er uliberalt. Man kunne tage subsidierne fra os og lade markedet bestemme som den tyske historiker Götz Aly har foreslået. Alene udtrykket ”artikelproduktion” viser det absurde.
- kravet om trendiness og studenterindflydelse begrænser valget af forskningsemner.
- kollektivismen: kravet om at forske i flok fører til ensretning – humaniora lever af dissens – konsensus er terror. Individualiteten hæmmes, og stil forsvinder.
- Det hæmmer friheden at skrive på dårligt engelsk. Man kan ikke sige, hvad man ved, men hvad man kan.
Det nye humaniora (Derrida) skal være et sted for frihed uden betingelser og begrænsninger. Frihed til at sige hvad som helst også som fiktion. Og sådan bliver det nok ikke. I fremtiden vil vi skulle leve med forskningsfrihed med begrænsninger. Clearly.
Hans Hauge
Lektor, dr.phil.
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
(Ovenstående er manuskript til et mundtligt oplæg ved ACs konference om universitets evalueringen.)
torsdag den 4. februar 2010
Sandervor
Af Jørn Boisen (frit efter Jesus)
Doktor Helge Sander, du som er i Videnskabsministeriet!
Populært vorde dit navn,
komme din styrelseslov,
ske din vilje
som på universiteterne således også i sektorforskningen;
giv os i dag vor eksterne finansiering,
og forlad os vor utilfredshed,
som også vi forlader de studerendes utilfredshed,
og led os ikke ind i grundforskning,
men fri os fra at tænke selv.
Thi dit er Videnskaben og magten og milliarderne i evighed!
Amen.
Doktor Helge Sander, du som er i Videnskabsministeriet!
Populært vorde dit navn,
komme din styrelseslov,
ske din vilje
som på universiteterne således også i sektorforskningen;
giv os i dag vor eksterne finansiering,
og forlad os vor utilfredshed,
som også vi forlader de studerendes utilfredshed,
og led os ikke ind i grundforskning,
men fri os fra at tænke selv.
Thi dit er Videnskaben og magten og milliarderne i evighed!
Amen.
mandag den 1. februar 2010
Tovholder
Jeg har nu i et års tid haft titel af "Tovholder" på en forskergruppe på mit institut. Jeg elsker titlen "Tovholder". Det er en ledelsesfunktion, som ikke rigtig er en ledelsesfunktion. Her er de privilegier, som følger med den, jeg har:
1) Intet løntillæg.
2) Ingen meningsfuld timetalskompensation.
3) Ingen merit.
4) Ekstra pres og stress.
5) Ekstra tidsforbrug på udfyldelse af sjove A4-ark.
6) Mindre forskningstid.
7) Absolut ingen beføjelser.
8) Ingen ressourcer at tilbyde de folk, man skal få til at arbejde for sig.
9) Ekstra dårlig samvittighed, som der hyppigt køres på.
Som der stod i det gamle regelsæt for "Ny Mand" på mit ældgamle kollegium: "Ny Mand har ingen Rettigheder, kuns Pligter".
1) Intet løntillæg.
2) Ingen meningsfuld timetalskompensation.
3) Ingen merit.
4) Ekstra pres og stress.
5) Ekstra tidsforbrug på udfyldelse af sjove A4-ark.
6) Mindre forskningstid.
7) Absolut ingen beføjelser.
8) Ingen ressourcer at tilbyde de folk, man skal få til at arbejde for sig.
9) Ekstra dårlig samvittighed, som der hyppigt køres på.
Som der stod i det gamle regelsæt for "Ny Mand" på mit ældgamle kollegium: "Ny Mand har ingen Rettigheder, kuns Pligter".
Abonner på:
Opslag (Atom)
