Kritisk og nysgerrig holdning til alternativ medicin

I sagen om afholdelse af "European Quantum Energy Medicine Conference" på Rigshospitalet og Panum Instituttet (under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU), som først blev bragt op af Information på hvis website den medførte stor debat, kan det være lidt svært at finde ud af hvad een skal mene. På den ene side kan man se historien som udtryk for hvor galt det kan gå, når universiteterne skal være meget "åbne" - så open-minded at hjernen bæser ud, eller så interesserede i ekstra-indtægter (som her, fra lokaleleje, for at kompensere universitetets egne dyre husleje?) at alt kan få lov at komme ind og "blåstemples" - lidt ligesom i samme journalist, Kristian Villesens historie fra i foråret om de to FAOS-professorer, hvis titler var under mistanke for at være "købt ind" af de parter (arbejdsmarkedets), som støtter deres center. Lægevidenskabens skepsis overfor det alternative er velkendt, og de fleste mennesker ved godt, at hele det alternative er en blandet landhandel, men på KU findes også forskning, der kritisk og analytisk belyser det alternative med en åben nysgerrighed, som fx Bo Jacobsens Center for forskning i Eksistens og Samfund på Sociologisk Institut. Jeg synes egentligt dekan Ulla Wewer besvarer spørgsmål og får lagt bolden død på en meget fornuftig måde i et interview i Politiken d. 26/7.
Men et spørgsmål, der står tilbage, er efter hvilke kriterier "fagligt kvalitetstjek" af konferencer o.l. skal foregå - da disse kriterier vil afhænge af mødets art. Ulla Wewer siger bl.a. "Lokalerne er udlejet til arrangørerne, og hverken fakultetet eller Rigshospitalet lægger navn til konferencens indhold. Jeg kan godt se, at denne kongres kan se fordele i at reklamere med, at det foregår på Københavns Universitet. Men det betyder ikke, at Københavns Universitet er enig i det, der foregår på konferencen", og det er jo klart. Et universitet er jo ikke et subjekt, der skal blåstemple statements fra dets møder og konferencer. Men i selve funktionen som lokalemæssig vært (selv ved udleje) ligger, om ikke en blåstempling, så et signal om en vis seriøsitet. Det vigtige er selvfølgelig, at videnskabelige møder lever op en vis faglig lødighed. Herom siger Wewer: "her har vi en klar politik på universitetet, der handler om, hvilke kongresser og konferencer vores eksterne partnere kan få lov til at afholde. I en sådan situation skal der være en lokalt ansat forsker som tovholder. Tovholderen betyder, at jeg som leder kan være sikker på, at der sker et fagligt kvalitetstjek undervejs. Det er det, der er smuttet for os i det her tilfælde".
Men her er der to niveauer i spil: dels overordnet selve spørgsmålet om et møde (af kontroversiel, politisk eller debatskabende art) kan foregå på et universitet, og hvor tovholderfunktionen er central, hvis mødet overhovedet skal have noget med universitetet at gøre. Dels spørgsmålet om fagligt kvalitetstjek af de enkelte bidrag til et videnskabeligt møde, som jo normalt foretages af en konferencekommite af faglige eksperter, og som sjældent giver anledning til nogen spørgsmål om censur, ytringsfrihed, etc. Men hvad med møder med et formidlende, politisk eller samfundsdebatterende indhold, eller møder i regi af andre organisationer, som "lejer sig ind": Hvad er kriterierne her? Ikke alle skal kunne leje sig ind. Hvis der skal være forskel på et universitet og et forsamlingshus, kunne et vist videnskabeligt indhold (om så af forskningsformidlende art) være et muligt kriterium.
Udfordringen i denne sag kommer fra det faktum, at selve begrebet "videnskabeligt indhold" er genstand for strid i forbindelse med den såkaldte alternative videnskab. Lad os gå såvel analytisk som syntetisk til værks i denne strid!