The best protection I’m able to imagine against the evils of invidious comparison is craftwork, and the reason for this is simple. Comparisons, ratings, and testings are deflected from other people into the self; one sets the critical standard internally. Craftwork certainly does not banish invidious comparisons to the work of others; it does refocus a person’s energies, however, on getting the act right in itself, for oneself. The craftsman can sustain his or her self-respect in an unequal world.
(citeret fra Tanya Harrod, “Right in itself: Why craft still matters”, TLS, 26 October 2007)
Det har jeg prøvet mange gange og det virker næsten altid. Jo mere jeg fokuserer på at formulere en tekst eller på at kuratere en genstand, jo mere glider evalueringsregimet ud af min bevidsthed. En befrielse!
Jeg kan ikke være den eneste som har det på den måde, vel? Dvs. udover de sedvanlige rapporter om hvor mange underskrifter man har samlet ind og hvor mange profiler der er blevet oprettet på Facebook, så ville jeg også gerne høre lidt opbyggelige fortællinger om hvordan det eventuelt er lykkedes andre at undgå evalueringsregimets nedbrydende effekter ved at fokusere på kvaliteten i deres arbejde.
Og skriv nu ikke tilbage at "det er da ikke et spørgsmål om et valg"!
2 kommentarer:
Så det er altså et spørgsmål om et valg? Altså: Enten vælger man det politiske arbejde med alt, hvad det indebærer af forhandlinger, underskriftsindsamlinger osv, eller man vælger at forsøge at lave sit arbejde ordentligt på trods af alle spærringerne.
Forklar dig!
Det er et godt spørgsmål. Jeg er usikker. Helst skulle det jo ikke nødvendigvis være et spørgsmål om at vælge. Men på den anden side er der jo konsekvenser ved alle måder at gebærde sig på.
Min (Sennett's) pointe er, at et fokus på det akademiske kvalitetsarbejde (håndtværket) er en modstandsstrategi i sig selv, og at vi måske tenderer at undervurdere den. Dvs. den bedste motstand mod forskningsbureaukrater og -politikere er -- måske -- at stoisk insistere på at praktisere intellektuel kvalitet i alle situationer, hvor managementlaget prøver at sætte dagsorden. Dvs. ikke gå ind på den politiske dagsorden, men prøve at udvikle en slags intellektuel ulydighed overfor den politiske og managementkultur. Simpelthen ignorere den! Trække sig ud!
Det kan der jo komme nogle negative konsekvenser ud af (færre bevillinger, flere undervisningstimer, dårligere arbejdsbetingelser m.m.), men så har man ihvertfald fået ro i sjælen, og kan bevare sit fokus på de intellektuelle opgaver.
I den mening kan der måske nogen gange være tale om et valg. Jeg kender ihvertfald flere kollegaer som bevidst har valgt ikke at engagere sig i den her forskningspolitiske situation, netop fordi det suger for meget energi.
Den slags konsekvente valg er jeg nok for vægelsindet (u-stoisk) for at praktisere. Jeg vil både kunne blæse og have mel i munden (se fx næste post, 17. juli). Men samtidigt må jeg indrømme at det er svært at tænke politisk samtidigt som man prøver at rette sig energi på det intellektuelle håndtværk. Hvis man gør begge dele, blir det nemt hverken det ene eller det andet.
Send en kommentar