Af Jesper Jørgensen
Jeg vil godt diskutere to af påstandene i Sune Aukens indlæg (på bloggen d. 25. juni (red.)):
1. påstand, at forskningsverdenen reagerer med stor styrke, synes jeg er meget overdrevet. Med min erindring fra de glade tider i slutningen af 70'erne, hvor de studerende og mange VIP’er var meget aktive, både på det fagkritiske og på det organisatoriske område, er det vi oplever i dag mere en larmende tilpasning til de nye tider. Kritikerne ved hvad der burde gøres, men viger tilbage for at tage initiativ til handling. Og formodentlig med god grund, fordi denne regering har introduceret at gå efter manden frem for bolden. Risikoen for repressalier og forfølgelse er stor, og især når flertallet vælger at bøje af, så kritikeren pludselig står alene uden støtte fra andre.
2. påstand er at Socialdemokraterne er ved at vågne op og måske villige til at ændre kursen på forskningsområdet. Nu har Socialdemokraterne i deres historie en tradition for at tage afstand fra akademikere, til trods for at en stor del af deres parlamentarikere er Djøf'ere. Husk blot på nogle af Helle Thorning Schmidts taler på kongresserne, hvor hun undsiger akademikernes betydning i samfundet. At der måske i dette ligger en samtidig leflen for det segment, som holder Dansk Folkeparti til magten, gør kun tingene værre. For Socialdemokraterne er mange ting meget vigtigere end videnskab og videregående uddannelse, f.eks. friværdier, stigende forbrugsmuligheder, beskæftigelse, lav skat, høj service til middelklassen ect.
Jeg tror vi, der skriver og læser her på bloggen, har en opgave som vi skal påtage os. Vi skal vågne op og indse at vi er midt i en politisk kamp, som basalt drejer sig om samfundets udvikling og den rolle videnskab, uddannelse og kunst skal have i udformning af fremtidens samfund. Vi er i en udvikling, hvor stærke politiske kræfter forsøger at gennemtvinge absolut og direkte økonomisk og politisk kontrol over disse områder, så den frie tanke i sidste ende isoleres udenfor akademia og kultur. Magteliten vil både styre vores tanker og afskære os fra at tænke uønskede tanker.
Skal vi gøre noget for at ændre denne situation og hvad må der gøres?
Jeg har den absolut naive tanke, at vi som intellektuelle har et særligt ansvar og en vigtig rolle at spille i samfundsudviklingen. Vi er ikke bare funktionærer, som må overleve til efterlønnen og pensionen freder os fra at skulle deltage i den fælles verden. Vi har et ansvar for ikke bare at beskrive, men også at handle på vores viden om, at det der foregår, er farligt og destruktivt, ikke bare for os, men for hele samfundet.
Kritisk dokumentation undertrykkes, politiske beslutninger tages på et grundlag af populisme, spin og følelser, forskningsfrihed og friheden til at fremlægge videnskabelige resultater frit undertrykkes, åbenlys personforfølgelse og en gennemgribende mediebåret manipulation af befolkningen gennemføres under dække af pseudovidenskabelighed.
Samtidigt sker den en utilsløret direkte magtkontrol med universiteterne, helt ned til den enkelte forskers skrivebord. En omfattende selvcensur breder sig i forskermiljøet, og er givet også ved at få tag i de studerende.
Jeg anser det som nyttesløst at forsøge at overbevise videnskabsministeren med underskrifter, fordi han grundlæggende er ligeglad – og det er vel derfor Fætter Guf er udnævnt til minister, fordi det preller af på ham, når det akademiske miljø reagerer. En akademiker ville nok have meget svært ved at overhøre kritikken helt så konsekvent, som en fodboldjournalist.
Jeg tror heller ikke det vil lykkes at argumentere for en ændring overfor politikere, fordi det der foregår, er udtryk for en politisk og ideologisk kamp om kontrol og ikke et spørgsmål alene om administration af forskning og uddannelse i samfundet. Veldokumenterede argumenter er ligegyldige, fordi det alene er ideologi som er afgørende for regeringens beslutninger.
Jeg tror også at vi må indse at tidsfaktoren vil få betydning: Vi er nu på kanten af nogle alvorlige og kritiske situationer i forhold til miljø, økonomi, fødevarer og klima. Når disse kritiske situationer begynder at presse sig på, er der risiko for at den politiske kontrol vil øges og at man igen vil affærdige vores behov for at diskutere forskningspolitik. Vi har derfor brug for at komme i gang med et meget mere aktivt modspil, hvis vi ikke skal forpasse vores chance. Vi har brug for at styrke hinanden og samle kræfterne, og det kræver at vi bevæger os væk fra det uforpligtigende virtuelle rum og ud i den fysiske verden, hvor vi både har mulighed for diskussion og fælles handling. Vi har brug for at mødes og vi har et ansvar for at stoppe overgrebet på den frie forskning og uddannelse.
5 kommentarer:
Hej, fornuftige synspunkter -- men hvem er Jesper Jørgensen, og hvorfor er posten skrevet af Claus? Er det noget du har fået tilsendt, eller noget du citerer et andet sted fra?
Posten er anbragt af bloggens redacteur (det er mig), men skrevet af Jesper (ikke mig), som sendte indlægget til bloggens email-adresse hvorpå jeg postede det. Jesper kunne også selv have lagt oplægget ud på bloggen, da han indgår i vores netværk og er indskrevet på bloggen, se også galleriet her med præsentationer.
Indlægget tegner et meget dystert billede. MEN de mange påstande er hverken dokumenteret med henvisninger til tidligere blog-indlæg eller argumentationer andet steds. Jeg mener, at første punkt helt klart må være at kæmpe for, at sådanne påstandes rigtighed bliver dokumenteret - jeg mangler nemlig klart dokumentation for, at handling før dokumentation er den mest effektive rækkefølge, og hvis det kan bevises, vil det være noget af en krise for min akademiske identitet.
Hvis argumentet, om at forskningsverdenen ikke reagerer med stor styrke, holder, er det vel i sig selv heller ikke noget endeligt argument for, at den BØR reagere med stor styrke? Er der ingen tiltro til styrken i en grundig og sindig fremlæggelse af dokumentation? Hvis nogen ikke vil vente på at Helge Sander iværksætter en undersøgelse, må en samling forskere vel kunne fremstille noget selv? Det ville da være fri forskning (hobby-forskning i fritiden kan vel ikke undertrykkes)!
Her er mine forsinkede kommentarer til Jespers indlæg:
Ja, jeg håber vi efter sommer vil se flere initiativer til debatmøder o.l. i den virkelige verden. Jeg fornemmer en øget grad af åben kritik imod de uacceptable forhold, som den nuværende forskningspolitik og universitetsloven af 2003 har medført. Har vi ikke netop nu, dvs. i løbet af det sidste års tid, påbegyndt en proces, hvor flere deltager i debatten? Underskriftindsamlingen er en inspiration hertil. Det er desværre korrekt, at tavshedskulturen endnu ikke er nedbrudt - specielt ikke i sektorforskningen, hvor folk er hunderædde for at stå frem, og hvor man skal gardere sig og nærmest understrege sin rolle som "almindelig borger" eller "privarperson" hvis man skriver et tappert læserbrev, selvom det man skriver om, oplagt er knyttet til ens ekspertice og faglige erfaringsverden. Jeg har sikkert fordomme om sektorforskningen, men jeg ikke har lyst til at tænke på de sanktioner jeg selv havde været udsat for, hvis jeg var ansat på DMU, GEUS o.l.
Underskriftindsamlingen henvender sig ikke kun til videnskabsministeren, men til alle folketingets politikere. Jeg har tillid til at også socialdemokratiet vil lytte til argumenter og mener, at vi skal tage de tegn på åbning, der har været fra den kant, meget seriøst. Hvem ved, det kan jo være, at der er flere mødepunkter mellem de ting vi vil, og de mål socialdemokratiet er ved at formulere i udviklingen af deres nye politik.
Jeg er i tvivl om hvor meget der er at vinde ved at koble vores begrænsede forskningspolitiske ønsker på en større politisk værdikamp. Jeg tror vi skal holde os til konkrete ting, som vi kan se vil forværre, henholdsvis forbedre forskningens vilkår. - Uanset om man er socialist eller liberalist eller noget helt tredje kan man jo kun bekymres over forringelser af betingelserne for reel forskningsfrihed og universiteternes mindskede autonomi.
Og selvfølgelig, hvis bestemte analyser af situationen for dansk forskning kan sætte alle ændringerne af de sidste 40 års forskningspolitik ind i en sammenhæng gående på bredere samfundsmæssige tendenser og strømninger (a la nyliberalisme, velfærdsstatens udvikling og new public management etc.), er det selvfølgelig væsentligt at debattere sådanne tanker og indsigter, fremført af kløgtige folk, som da optræder som intellektuelle, uanset om de har et diplom i statskundskab, billedkunst eller husdyrproduktion.
Mit svar voksede til et selvstændigt indlæg. Se ovenfor.
Send en kommentar