EU-programmer skader forskningen
af Anonym
Egentlig bryder jeg mig ikke om anonyme indlæg i diskussionsfora, og jeg er slet ikke glad for selv at skrive et af typen. Men når jeg nu vil argumentere for, at EU's forskningsprogrammer svækker kvaliteten af europæisk (og dermed dansk) forskning, samtidig med at jeg selv sidder i en tidsbegrænset, EU-finansieret forskerstilling, finder jeg det klogest ikke at stå frem. "180 grader" skriver som bekendt (www.180grader.dk/klumme/De_modige_magistre.php) om denne blogs skribenter:
"Det udgør ingen risiko og kræver ingen personlig indsats at lege dissident på denne måde. Det ved disse mennesker også godt selv."
og ganske rigtigt risikerer jeg hverken Gulag eller galgen, men selv mindre ændringer i sandsynligheden for at få den midlertidige ansættelse forlænget vil jeg faktisk henregne til "personlig indsats".
ForskerForum bragte 23.1 en nyhed om den lave danske succesrate i at skaffe bevillinger fra det nye europæiske forskningsråd, hvor det blev konkluderet: "Med en dansk succesrate på kun en 1 pct. er deltagelsen i EU's forskningssamarbejde en underskudsforretning for Danmark". Det er jo galt nok, men et yderligere problem er, at vi ikke får tilstrækkeligt udbytte af de midler, der faktisk kommer "hjem" til Danmark.
Dette siger jeg ud fra min erfaring på et institut, som har relativt store bevillinger fra EU. Selv er jeg arbejdsmæssigt involveret i hele tre store EU-projekter, hvoraf det ene som sagt betaler min egen løn. Finansiering skal man jo være glad for; men sammenligner jeg med min arbejdssituation under mine tidligere fonds- eller institutions-finansierede ansættelser, er der sket en klar forringelse af min forskningsfrihed og - hvad der faktisk er værre - af min oplevelse af, at min forskning er relevant og giver mening.
For det første er der papirarbejdet. Alle læsere af denne blog kender til den uhyrlige mængde kostbar arbejdstid, der går med at udarbejde ansøgninger, og til Helge Sanders arrogante kommentar til det ("Så vil jeg anbefale dem at finde et andet job" - se her). Hvis man så er så heldig at ansøgningen giver pote, skal bevillingen efterfølgende administreres (hvilket mit institut klogeligt har ansat folk til), og derefter kommer afrapporteringen, der i EU-projekter tager form af såkaldte "milestones" og "deliverables" ud over de almindelige årsrapporter. Alle disse rapporter kræver forskeres arbejdstid, ganske som videnskabelige artikler, men i modsætning til artiklerne kommer de aldrig til at indgå i den videnskabelige litteratur, de forbliver i EU's interne kredsløb og bliver kun læst af administratorer.
At have "milestones" undervejs i et langt projekt er glimrende, hvis det drejer sig om udvikling. Men i forskning ved vi ikke på forhånd, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre, så forventningen om at problem X er løst efter 24 måneder er temmelig malplaceret. I tilfælde af et negativt resultat burde det være en smal sag simpelthen at rapportere det, men sådan spiller klaveret ikke i EU: hvis der var en milestone, er et negativt resultat et alvorligt problem, som skal løses gennem tidskrævende forhandlinger med bevillingsgiverne.
Et større problem end papirarbejdet er dog kvaliteten af den forskning, der kommer ud af det. Der er altid mange deltagere i disse projekter, spredt over hele EU, og samarbejdet inden for hvert projekt og delprojekt kræver hektisk mødeaktivitet og forhandlinger om arbejdsdeling ud fra diverse, ikke altid videnskabeligt begrundede, særinteresser.
Men er samarbejde ikke godt? Vidensdeling, kulturmøder, gensidig inspiration? Jo, naturligvis, hvis samarbejdet er motiveret af, at deltagerne forventer, at de fagligt kan berige hinanden. Men det er IKKE det, der driver et EU-projekt, det er udsigten til bevillinger i sig selv. Der opstår derfor ofte et videnskabeligt set uinteressant samarbejde, hvor deltagernes motivation er at skrive en ansøgning, der ud fra politiske betragtninger vil have gode chancer i systemet.
Resultaterne er dårligt skrevne artikler med meget lange forfatterlister, manglende fokus og uklare konklusioner. Den gamle sentens om de mange kokke er bestemt relevant her. Dertil kommer pointeløse faglige møder, hvor deltagerne bruger tid på at lytte til præsentationer, der ikke interesserer dem, blot fordi de tilfældigvis deltager i samme projekt.
Naturligvis findes der visse projekter, hvor der er en faglig begrundelse for at involvere mange forskningsgrupper samtidig. Det drejer sig f.eks. om udvikling af nye databaser og standarder for udveksling af informationer. Her giver det i princippet god mening at organisere arbejdet på EU-plan - problemet er, i de tilfælde jeg selv kender til, at det ikke virker særlig godt i praksis. Årsagerne kan være dårlig planlægning, uklare mål og almindelig inkompetence, hvilket jo ikke er noget EU-specifikt fænomen; men facit er, at pengene nok havde været brugt bedre på at udvikle lokale løsninger, der så kunne konkurrere mod hinanden. I praksis er det alligevel det, der sker, eftersom standarderne er så mangelfulde, at de sjældent bruges.
Men hvorfor er der ingen, der protesterer over dette cirkus, som ødelægger arbejdsglæden samtidig med at det er spild af ressourcer? For det første er der selvfølgelig betænkeligheder om konsekvenserne af at bide den hånd, der fodrer én - som sagt er det årsagen til, at der ikke er navn på dette indlæg. For det andet må jeg konstatere, at visse af mine kolleger faktisk kan lide spillet. At beskæftige sig med politik kan være vanedannende, og har man først én gang oplevet, hvordan man ved at sige de rigtige ting til de rigtige personer i den europæiske forskningsverden kan ændre retning på millioner af Euro, bliver man "hooked".
Egentlig forstår jeg godt fascinationen. Og naturligvis er der i en vis forstand brug for folk, der har den slags talenter, og naturligvis er det godt at have nogle af den slags folk som sine allierede. Men god videnskab - det er det altså ikke!
Hvis tendensen fortsætter, er det meget muligt at jeg snart vil tage Sander på ordet - dvs. opgive de eksisterende rester af forskningsfrihed og gå efter den private sektors højere løn, kortere de facto arbejdstid og bedre tryghed i ansættelsen.
Forfatterens navn er redaktionen bekendt.
4 kommentarer:
Nu har fænomenet anonyme akademikere, som jeg tidligere har diskuteret her på bloggen, så slået til igen. Oplysningerne i det beskrevne mangler selvfølgelig den legitimitet, der ligger i, at anonymen identificerer sig og konkretiserer sin kritik med eksempler. Alligevel er beskrivelsen så graverende, at det burde give anledning til en del videnskabsjournalistik.
Glimrende exposé af den bureaukratiske byrde, der præger stort set ethvert område med nogen forbindelse til EU.
En anden ting, jeg har undret mig over, er, at man ved ansøgning om EU-midler altid skal redegøre for snesevis af ting, der er komplet irrelevante i forhold til det, man ansøger om.
Man fornemmer, at man opererer i et system, der dels skal brødføde en hær af bureaukrater og politikere, og dels tilfredsstille alle mulige og umulige politiske idealer.
Hvem har for eksempel ikke undret sig over, at op mod en femtedel af pladsen i en given ansøgning skal bruges på at redegøre for, hvordan ens forskningsprojekt vil bidrage til substantiel ligestilling af mænd og kvinder - uanset at ens projekt omhandler sedimenters mineralogiske sammensætning.
Resultatet bliver ofte, at folk lirer en række floskler af i håb om at tilfredsstille den horde af smagsdommere, der sidder og vurderer ansøgningerne.
Det giver hverken mere ligestilling eller bedre forskning i sedimenter, men det giver bureaukrater og politikere mulighed for at føle, de har magt, og at de er gode mennesker -- på en gang.
Godt brølt løve!
Til Sunes "den legitimitet, der ligger i, at anonymen identificerer sig og konkretiserer sin kritik med eksempler". Jeg ved godt det er ordkløverisk, men tillad lidt begrebslig præcision: Lad os skelne mellem legitimitet - dvs. lovlighed eller retmæssighed i bredere forstand (som vel forudsætter, at det gennem offentlig diskussion er muligt at påvirke lovgivning og administration, og i et tilfælde som her kan anonymitet være påkrævet) - og legitimation, typisk et bevis for at en person er den som personen udgiver sig for, som fx ved et ID- eller legitimationskort.
En redaktion, der udgiver et anonymt indlæg, står inde for udsigelsessubjektets materielle eksistens (at subjektet fx ikke er opdigtet), mens udsagnets legitimitet må bedømmes i forhold til den bredere kontekst det omhandler og implicerer.
Ja, det beskrevne er graverende og kalder på journalistisk undersøgelse (“konkretisering” som afprøvning af det konkret-almene indhold, altså noget mere end individuelle erfaringer, noget som er virkeligt - både individuelt, bestemt, givet i tid og rum, og rækkende udover det enkelte i retning af det mere almene), og offentlig diskussion.
Send en kommentar