"En større andel af fakultetets finansiering skal komme fra forskningsråd, -fonde og private virksomheder – nationalt og internationalt. Derfor vil fakultetet fremme en kultur, der stimulerer til flere og bedre ansøgninger til eksterne bevillingsgivere. Udarbejdelse af forskningsansøgninger skal støttes med en professionalisering af opsøgende arbejde og rådgivning om finansieringsmuligheder."
Det er lyder jo fint med professionalisering, men er det strategisk og fremsynet? Man kan læse det venligt som denne spådom: "En større andel vil komme fra eksterne kilder". Men hvorfor den politiske formulering "skal komme"? Er det klogt? Enhver kan sige sig selv, at man gerne vil have en større andel af en mulig ekstern indtægtskilde. Men hvilke konsekvenser vil fx øget ekstern financiering gennem aftaler med private virksomheder få for forskningens kvalitet og frihed? Et eksempel på hvor galt det kan gå, kan man læse om i sagen fra Århus om celleforskeren Keld Kaldtoft og firmaet CellCure (se her), som ganske vist er kompliceret, men som element også antyder konsekvenserne for forskningen af et firmas forventninger om snarligt afkast.
En anden bekymring er jo, som Jyllands-Posten skrev d. 30. dec., at "Mange forskere bruger mellem en og to tredjedele af deres tid på at søge penge til alt fra reagensglas til deres egen løn." Burde man hellere argumentere for at flere basismidler ville gøre disse forskeres arbejde mere effektivt?
2 kommentarer:
En af de helt sjove ting ved strategiplanerne fra de forskellige universiteter og fakulteter er, hvor meget de ligner hinanden. Alle har tilsyneladende SAMME strategi. Forklaringen er, at der slet ikke er tale om strategier fra det enkelte universitet, men om forsøg på at tilpasse sig, hvad 25-årige scient.pol.-er har udtænkt inde i forskningsministeriet. Der er i realiteten kun én strategitænkende instans, og det er ministeriet. Resten er blot papir, hvor vores ledelse, der godt nok er magtfuld nedadtil, men komplet magtesløs opadtil, forsøger at få det til at se ud, som om de selv er aktivt handlende, skønt de blot er afskrivende.
Jeg kan blive ved med at vende tilbage til slutningen af den JP-artikel, den er simpelthen fantastisk:
Forskningsminister Helge Sander (V) erkender, at der bliver brugt megen tid på at søge penge.
»Men det er regeringens klare ønske, at der skal være konkurrence om en stor del af forskningsmidlerne. På den måde får vi afdækket, hvor de bedste forskere og de bedste forskningsprojekter er. Alternativet ville være et tagselvbord eller en livslang finansiering af forskerne uanset kvaliteten af deres arbejde, og ingen af de muligheder er brugbare,« mener Helge Sander.
»Men det er helt urimeligt , hvis forskere bruger to tredjedele eller tre fjerdedele af deres tid på at søge penge. Så vil jeg anbefale dem at finde et andet job.«
Det er nu rart med sådan en dedikeret minister i ens ringhjørne, der virkelig tager ens bekymringer alvorligt.
Send en kommentar