tirsdag den 29. januar 2008
Norske universitetsfusioner
Fusionsdebatten raser i Norge efter at Stjernø-udvalget (Utvalget for høyere utdanning) den 22. januar 2008 offentliggjorde sit udspil til en gennemgribende reform af strukturen for de norske højere uddannelses- og forskningsinstitutioner, herunder fusioner af universiteter og højskoler. Her er en link-liste over presseomtale, fra udvalgets egen hjemmeside (http://stjernoe.no/).
mandag den 28. januar 2008
Livet på Facebook 3
Facebookgruppen "Forskningsfrihed" er nu oppe på 350 medlemmer. Det er stadig relativt lidt i forhold til de store facebookgruper, men det er meget for et usexet emne som dette, og det er en rigtig god begyndelse. Herfra kan vi med en lidt aktiv indsats - og den skal nok komme - nå langt.
Mindst lige så vigtigt er det imidlertid, at der er en lang række fagfolk ansat på danske universiteter blandt medlemmerne. Det kan stadig blive meget bedre (meld jer ind!), men det er også en god begyndelse på vejen til at dokumentere modstanden blandt forskerne imod topstyringen og administratitisen i den danske forskningsverden.
Mindst lige så vigtigt er et enkelt nyt medlemskab: Gruppen har fået sin første forskningspolitiske ordfører blandt sine medlemmer, nemlig SFs Jonas Dahl. Der er uhyre opmuntrende og fortjener stor applaus. Hatten af for Jonas Dahl!
Mindst lige så vigtigt er det imidlertid, at der er en lang række fagfolk ansat på danske universiteter blandt medlemmerne. Det kan stadig blive meget bedre (meld jer ind!), men det er også en god begyndelse på vejen til at dokumentere modstanden blandt forskerne imod topstyringen og administratitisen i den danske forskningsverden.
Mindst lige så vigtigt er et enkelt nyt medlemskab: Gruppen har fået sin første forskningspolitiske ordfører blandt sine medlemmer, nemlig SFs Jonas Dahl. Der er uhyre opmuntrende og fortjener stor applaus. Hatten af for Jonas Dahl!
søndag den 27. januar 2008
Blogmediet, seriøs forskning og forskningsformidling
Ud fra Sunes seneste indlæg og efterfølgende kommentarer kunne uvidende sjæle få det indtryk at han mener at blogmediet er overfladisk og efemært.
Det er i og for sig rigtigt at der findes mange overfladiske blogposter som man hurtigt kan glemme. Men dette er jo ikke nogen indbygget egenskab ved mediet. Der findes mange seriøse blogs med langtidsholdbare poster.
Dvs. blogmediet er ikke født med en kvalitetsparameter. Det er bare et medium, ligesom tidskrifter eller bøger. Der findes alt fra sladderblogs til seriøse forskningsblogs, ligesom det trykte tidsskriftsmedium spænder fra Se&Hør til Isis, og bogmediet spænder fra Barbara Cartland til Heidegger.
Jeg kan snildt oprette en blog og skrive en række overfladiske blogposter på to minutter hver. Men de fleste blogs jeg gider læse (science blogs, medical blogs etc.) er resultatet af langt mere gennemtænkt arbejde. Selv bruger jeg nogen gange flere dage på enkelte poster (den her post om Agamben og museer blev fx til efter to dages læsning og reflektioner).
Det er heller ikke rigtigt at blogmediet har en indbygget dagslængdenatur. Det findes alt fra dagsaktuelle nyhedsblogs til blogs, der med beholdning kan læses i flere år. Nogen gange skiver jeg ret efemære ting -- men i længden gider jeg kun bruge tid og energi på mediet, når jeg ved at posterne er søgbare på Google og derfor kan findes og læses flere år fremover. Fx fik jeg igår en kommentar fra en kollega som rent tilfældigvis havde fundet en blogpost jeg skrev for et halvt år siden (i juni 2007) -- og nu mailer vi frem og tilbage om et muligt fremtidigt museumssamarbejde. Det kan blogs også bruges til.
I og med at blogmediet spreder sig i den akademiske verden --flere elektroniske forsknings- og formidlingstidskrifter har oprettet deres egne blogs som komplement til tidskriftet -- så vil der komme krav til kvalitetsackreditering. (Sune er selv lidt inde på det mellem linjerne.) Og hvis det sker, så vil jeg godt kunne argumentere for, at ti længere poster på en seriøs forskningsblog vil kunne svare til en artikel i Isis. Det kommer som sagt ikke an på mediet, men på indholdet.
(32 minutter + tre timers funderinger af og til)lørdag den 26. januar 2008
Tagselvbord15 - nu med ekstra megen refleksion
Jeg har nu lavet 15 point i det humanistiske fakultets formidlings"målings"system. Dette svarer til en peer reviewet videnskabelig artikel.
Hvad er det, der er sket i de foregående mange blogindlæg fra min hånd?
Det humanistiske fakultet på Københavns Universitet har et forslag om "måling" af forskningsformidling i høring. Det ligner det forskningskvalitetsmålingssystem, dekanatet sidste år gennemførte trods massive protester (og som hverken havde noget med en måling eller med videnskabelig kvalitet at gøre, men som stadig idag på godt orwellsk hedder et forskningskvalitetsmålingssystem). Formidlings"målings"systemet giver point for en række aktiviteter. Pointsystemet skal danne basis for en konkurrencebaseret omfordeling af midlerne internt på humaniora. Altså: mange point = penge ind, få point = penge ud. Systemet, som det foreligger i høringsudkastet, er indrettet således, at det til hver en tid belønner den, der formidler langt højere end den, der forsker. Og vores mest værdifulde medarbejdere bliver til hver en tid dem, der anmelder meget i dagbladene. Ingen kan forske sig til det pointtal et par ugentlige boganmeldelser giver. Men vi foredragsholdere kan også være med. Således er de syv eksterne faglige foredrag, jeg holder i denne måned, mere værd end en videnskabelig monografi, der har passeret peer review. Dette er ikke seriøst.
Men endnu mindre seriøst bliver det af, at der gives point for aktiviteter, der kan udføres på meget kort tid såsom at give interviews og lave blogindlæg uden krav til, hvor gode eller lødige disse indlæg skal være. Derfor har jeg i de foregående - informationstomme - indlæg på få minutter kunnet lave lige så mange point, som hvis jeg havde skrevet en artikel i et velmeriteret videnskabeligt tidsskrift. Systemet er et tag-selv-bord, der opfordrer til underlødighed. QED.
Tagselvbord7
Jeg har først nu lavet 7 point i det humanistiske fakultets formidlings"målings"system (oplysningen i foregående blogindlæg om, at jeg havde lavet 7 point, var fejlagtig).
fredag den 25. januar 2008
EU-programmer skader forskningen
Et evigt omkvæd i forskningspolitikken er, at forskningens internationalisering skal styrkes, og at EU er et vigtigt middel hertil. Men EU-financieret forskning leder alt for ofte til bureaukratisk tidsrøveri og uinteressant forskning af lav kvalitet. Det er den opsigtsvækkende konklusion i dagens indlæg om det EU-betalte forskningssamarbejde.
EU-programmer skader forskningen
af Anonym
Egentlig bryder jeg mig ikke om anonyme indlæg i diskussionsfora, og jeg er slet ikke glad for selv at skrive et af typen. Men når jeg nu vil argumentere for, at EU's forskningsprogrammer svækker kvaliteten af europæisk (og dermed dansk) forskning, samtidig med at jeg selv sidder i en tidsbegrænset, EU-finansieret forskerstilling, finder jeg det klogest ikke at stå frem. "180 grader" skriver som bekendt (www.180grader.dk/klumme/De_modige_magistre.php) om denne blogs skribenter:
"Det udgør ingen risiko og kræver ingen personlig indsats at lege dissident på denne måde. Det ved disse mennesker også godt selv."
og ganske rigtigt risikerer jeg hverken Gulag eller galgen, men selv mindre ændringer i sandsynligheden for at få den midlertidige ansættelse forlænget vil jeg faktisk henregne til "personlig indsats".
ForskerForum bragte 23.1 en nyhed om den lave danske succesrate i at skaffe bevillinger fra det nye europæiske forskningsråd, hvor det blev konkluderet: "Med en dansk succesrate på kun en 1 pct. er deltagelsen i EU's forskningssamarbejde en underskudsforretning for Danmark". Det er jo galt nok, men et yderligere problem er, at vi ikke får tilstrækkeligt udbytte af de midler, der faktisk kommer "hjem" til Danmark.
Dette siger jeg ud fra min erfaring på et institut, som har relativt store bevillinger fra EU. Selv er jeg arbejdsmæssigt involveret i hele tre store EU-projekter, hvoraf det ene som sagt betaler min egen løn. Finansiering skal man jo være glad for; men sammenligner jeg med min arbejdssituation under mine tidligere fonds- eller institutions-finansierede ansættelser, er der sket en klar forringelse af min forskningsfrihed og - hvad der faktisk er værre - af min oplevelse af, at min forskning er relevant og giver mening.
For det første er der papirarbejdet. Alle læsere af denne blog kender til den uhyrlige mængde kostbar arbejdstid, der går med at udarbejde ansøgninger, og til Helge Sanders arrogante kommentar til det ("Så vil jeg anbefale dem at finde et andet job" - se her). Hvis man så er så heldig at ansøgningen giver pote, skal bevillingen efterfølgende administreres (hvilket mit institut klogeligt har ansat folk til), og derefter kommer afrapporteringen, der i EU-projekter tager form af såkaldte "milestones" og "deliverables" ud over de almindelige årsrapporter. Alle disse rapporter kræver forskeres arbejdstid, ganske som videnskabelige artikler, men i modsætning til artiklerne kommer de aldrig til at indgå i den videnskabelige litteratur, de forbliver i EU's interne kredsløb og bliver kun læst af administratorer.
At have "milestones" undervejs i et langt projekt er glimrende, hvis det drejer sig om udvikling. Men i forskning ved vi ikke på forhånd, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre, så forventningen om at problem X er løst efter 24 måneder er temmelig malplaceret. I tilfælde af et negativt resultat burde det være en smal sag simpelthen at rapportere det, men sådan spiller klaveret ikke i EU: hvis der var en milestone, er et negativt resultat et alvorligt problem, som skal løses gennem tidskrævende forhandlinger med bevillingsgiverne.
Et større problem end papirarbejdet er dog kvaliteten af den forskning, der kommer ud af det. Der er altid mange deltagere i disse projekter, spredt over hele EU, og samarbejdet inden for hvert projekt og delprojekt kræver hektisk mødeaktivitet og forhandlinger om arbejdsdeling ud fra diverse, ikke altid videnskabeligt begrundede, særinteresser.
Men er samarbejde ikke godt? Vidensdeling, kulturmøder, gensidig inspiration? Jo, naturligvis, hvis samarbejdet er motiveret af, at deltagerne forventer, at de fagligt kan berige hinanden. Men det er IKKE det, der driver et EU-projekt, det er udsigten til bevillinger i sig selv. Der opstår derfor ofte et videnskabeligt set uinteressant samarbejde, hvor deltagernes motivation er at skrive en ansøgning, der ud fra politiske betragtninger vil have gode chancer i systemet.
Resultaterne er dårligt skrevne artikler med meget lange forfatterlister, manglende fokus og uklare konklusioner. Den gamle sentens om de mange kokke er bestemt relevant her. Dertil kommer pointeløse faglige møder, hvor deltagerne bruger tid på at lytte til præsentationer, der ikke interesserer dem, blot fordi de tilfældigvis deltager i samme projekt.
Naturligvis findes der visse projekter, hvor der er en faglig begrundelse for at involvere mange forskningsgrupper samtidig. Det drejer sig f.eks. om udvikling af nye databaser og standarder for udveksling af informationer. Her giver det i princippet god mening at organisere arbejdet på EU-plan - problemet er, i de tilfælde jeg selv kender til, at det ikke virker særlig godt i praksis. Årsagerne kan være dårlig planlægning, uklare mål og almindelig inkompetence, hvilket jo ikke er noget EU-specifikt fænomen; men facit er, at pengene nok havde været brugt bedre på at udvikle lokale løsninger, der så kunne konkurrere mod hinanden. I praksis er det alligevel det, der sker, eftersom standarderne er så mangelfulde, at de sjældent bruges.
Men hvorfor er der ingen, der protesterer over dette cirkus, som ødelægger arbejdsglæden samtidig med at det er spild af ressourcer? For det første er der selvfølgelig betænkeligheder om konsekvenserne af at bide den hånd, der fodrer én - som sagt er det årsagen til, at der ikke er navn på dette indlæg. For det andet må jeg konstatere, at visse af mine kolleger faktisk kan lide spillet. At beskæftige sig med politik kan være vanedannende, og har man først én gang oplevet, hvordan man ved at sige de rigtige ting til de rigtige personer i den europæiske forskningsverden kan ændre retning på millioner af Euro, bliver man "hooked".
Egentlig forstår jeg godt fascinationen. Og naturligvis er der i en vis forstand brug for folk, der har den slags talenter, og naturligvis er det godt at have nogle af den slags folk som sine allierede. Men god videnskab - det er det altså ikke!
Hvis tendensen fortsætter, er det meget muligt at jeg snart vil tage Sander på ordet - dvs. opgive de eksisterende rester af forskningsfrihed og gå efter den private sektors højere løn, kortere de facto arbejdstid og bedre tryghed i ansættelsen.
EU-programmer skader forskningen
af Anonym
Egentlig bryder jeg mig ikke om anonyme indlæg i diskussionsfora, og jeg er slet ikke glad for selv at skrive et af typen. Men når jeg nu vil argumentere for, at EU's forskningsprogrammer svækker kvaliteten af europæisk (og dermed dansk) forskning, samtidig med at jeg selv sidder i en tidsbegrænset, EU-finansieret forskerstilling, finder jeg det klogest ikke at stå frem. "180 grader" skriver som bekendt (www.180grader.dk/klumme/De_modige_magistre.php) om denne blogs skribenter:
"Det udgør ingen risiko og kræver ingen personlig indsats at lege dissident på denne måde. Det ved disse mennesker også godt selv."
og ganske rigtigt risikerer jeg hverken Gulag eller galgen, men selv mindre ændringer i sandsynligheden for at få den midlertidige ansættelse forlænget vil jeg faktisk henregne til "personlig indsats".
ForskerForum bragte 23.1 en nyhed om den lave danske succesrate i at skaffe bevillinger fra det nye europæiske forskningsråd, hvor det blev konkluderet: "Med en dansk succesrate på kun en 1 pct. er deltagelsen i EU's forskningssamarbejde en underskudsforretning for Danmark". Det er jo galt nok, men et yderligere problem er, at vi ikke får tilstrækkeligt udbytte af de midler, der faktisk kommer "hjem" til Danmark.
Dette siger jeg ud fra min erfaring på et institut, som har relativt store bevillinger fra EU. Selv er jeg arbejdsmæssigt involveret i hele tre store EU-projekter, hvoraf det ene som sagt betaler min egen løn. Finansiering skal man jo være glad for; men sammenligner jeg med min arbejdssituation under mine tidligere fonds- eller institutions-finansierede ansættelser, er der sket en klar forringelse af min forskningsfrihed og - hvad der faktisk er værre - af min oplevelse af, at min forskning er relevant og giver mening.
For det første er der papirarbejdet. Alle læsere af denne blog kender til den uhyrlige mængde kostbar arbejdstid, der går med at udarbejde ansøgninger, og til Helge Sanders arrogante kommentar til det ("Så vil jeg anbefale dem at finde et andet job" - se her). Hvis man så er så heldig at ansøgningen giver pote, skal bevillingen efterfølgende administreres (hvilket mit institut klogeligt har ansat folk til), og derefter kommer afrapporteringen, der i EU-projekter tager form af såkaldte "milestones" og "deliverables" ud over de almindelige årsrapporter. Alle disse rapporter kræver forskeres arbejdstid, ganske som videnskabelige artikler, men i modsætning til artiklerne kommer de aldrig til at indgå i den videnskabelige litteratur, de forbliver i EU's interne kredsløb og bliver kun læst af administratorer.
At have "milestones" undervejs i et langt projekt er glimrende, hvis det drejer sig om udvikling. Men i forskning ved vi ikke på forhånd, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre, så forventningen om at problem X er løst efter 24 måneder er temmelig malplaceret. I tilfælde af et negativt resultat burde det være en smal sag simpelthen at rapportere det, men sådan spiller klaveret ikke i EU: hvis der var en milestone, er et negativt resultat et alvorligt problem, som skal løses gennem tidskrævende forhandlinger med bevillingsgiverne.
Et større problem end papirarbejdet er dog kvaliteten af den forskning, der kommer ud af det. Der er altid mange deltagere i disse projekter, spredt over hele EU, og samarbejdet inden for hvert projekt og delprojekt kræver hektisk mødeaktivitet og forhandlinger om arbejdsdeling ud fra diverse, ikke altid videnskabeligt begrundede, særinteresser.
Men er samarbejde ikke godt? Vidensdeling, kulturmøder, gensidig inspiration? Jo, naturligvis, hvis samarbejdet er motiveret af, at deltagerne forventer, at de fagligt kan berige hinanden. Men det er IKKE det, der driver et EU-projekt, det er udsigten til bevillinger i sig selv. Der opstår derfor ofte et videnskabeligt set uinteressant samarbejde, hvor deltagernes motivation er at skrive en ansøgning, der ud fra politiske betragtninger vil have gode chancer i systemet.
Resultaterne er dårligt skrevne artikler med meget lange forfatterlister, manglende fokus og uklare konklusioner. Den gamle sentens om de mange kokke er bestemt relevant her. Dertil kommer pointeløse faglige møder, hvor deltagerne bruger tid på at lytte til præsentationer, der ikke interesserer dem, blot fordi de tilfældigvis deltager i samme projekt.
Naturligvis findes der visse projekter, hvor der er en faglig begrundelse for at involvere mange forskningsgrupper samtidig. Det drejer sig f.eks. om udvikling af nye databaser og standarder for udveksling af informationer. Her giver det i princippet god mening at organisere arbejdet på EU-plan - problemet er, i de tilfælde jeg selv kender til, at det ikke virker særlig godt i praksis. Årsagerne kan være dårlig planlægning, uklare mål og almindelig inkompetence, hvilket jo ikke er noget EU-specifikt fænomen; men facit er, at pengene nok havde været brugt bedre på at udvikle lokale løsninger, der så kunne konkurrere mod hinanden. I praksis er det alligevel det, der sker, eftersom standarderne er så mangelfulde, at de sjældent bruges.
Men hvorfor er der ingen, der protesterer over dette cirkus, som ødelægger arbejdsglæden samtidig med at det er spild af ressourcer? For det første er der selvfølgelig betænkeligheder om konsekvenserne af at bide den hånd, der fodrer én - som sagt er det årsagen til, at der ikke er navn på dette indlæg. For det andet må jeg konstatere, at visse af mine kolleger faktisk kan lide spillet. At beskæftige sig med politik kan være vanedannende, og har man først én gang oplevet, hvordan man ved at sige de rigtige ting til de rigtige personer i den europæiske forskningsverden kan ændre retning på millioner af Euro, bliver man "hooked".
Egentlig forstår jeg godt fascinationen. Og naturligvis er der i en vis forstand brug for folk, der har den slags talenter, og naturligvis er det godt at have nogle af den slags folk som sine allierede. Men god videnskab - det er det altså ikke!
Hvis tendensen fortsætter, er det meget muligt at jeg snart vil tage Sander på ordet - dvs. opgive de eksisterende rester af forskningsfrihed og gå efter den private sektors højere løn, kortere de facto arbejdstid og bedre tryghed i ansættelsen.
Forfatterens navn er redaktionen bekendt.
onsdag den 23. januar 2008
Forskningsfrihed på facebook. Et eksperiment i kritisk masse
Jeg præsenterede igår et brev udsendt til medlemmerne af facebookgruppen "Forskningsfrihed?", der bad dem om at sprede kendskabet til gruppen ud til deres venner og bekendte på facebook. Det er den klassiske netværkstanke, hvis de folk, man kender, taler med de folk, de kender, er der pludselig meget kort til at få kontakt med en masse mennesker.
De sidste 24 timer har bekræftet tanken. Gruppen har i perioden mere end fordoblet sit medlemstal, og det stiger stadig. Da jeg begyndte at skrive dette blogindlæg var der 216 medlemmer, nu er der 218, og jeg har rigtignok skrællet to appelsiner undervejs, men alligevel...
Et helt centralt formål med facebookgruppen er, som Claus Emmeche bemærkede i sin kommentar til mit foregående indlæg, at arbejde for, at diskussionen om forskningspolitikken ikke føres isoleret i universitetets kredsløb. Hvad der vedtages og implementeres i forhold til universiteterne, har omfattende betydning for resten af samfundet, men denne betydning forbliver ofte uerkendt, fordi universitetspolitik opfattes som usexet og ikke prioriteres ret højt af de politiske partier. Kan man forandre dette, kan man forandre de vilkår, der føres forskningspolitik på her i landet.
Gruppen "Forskningsfrihed?" opfattes fra min side lige nu som et eksperiment i kritisk masse. Kan der opnås den kritiske masse til (i stigende sværhedsgrad):
1) At overbevise Claus Emmeche om, at det var besværet værd.
2) At sikre, at gruppen fortsat vokser hurtigt uden incitament fra adminstratorernes side.
3) At blive opdaget i den offentlige debat.
4) At sikre, at der er en løbende debat i gruppens eget rum.
5) At medvirke til at forandre den samfundsmæssige debat omkring universitetspolitikken.
6) At forandre universitetspolitikken i en fornuftigere retning.
Foreløbig er kun mål nummer 1 med sikkerhed blevet opnået, men vi arbejder videre med de andre.
PS: Nu er der 219 medlemmer ... and counting ...
De sidste 24 timer har bekræftet tanken. Gruppen har i perioden mere end fordoblet sit medlemstal, og det stiger stadig. Da jeg begyndte at skrive dette blogindlæg var der 216 medlemmer, nu er der 218, og jeg har rigtignok skrællet to appelsiner undervejs, men alligevel...
Et helt centralt formål med facebookgruppen er, som Claus Emmeche bemærkede i sin kommentar til mit foregående indlæg, at arbejde for, at diskussionen om forskningspolitikken ikke føres isoleret i universitetets kredsløb. Hvad der vedtages og implementeres i forhold til universiteterne, har omfattende betydning for resten af samfundet, men denne betydning forbliver ofte uerkendt, fordi universitetspolitik opfattes som usexet og ikke prioriteres ret højt af de politiske partier. Kan man forandre dette, kan man forandre de vilkår, der føres forskningspolitik på her i landet.
Gruppen "Forskningsfrihed?" opfattes fra min side lige nu som et eksperiment i kritisk masse. Kan der opnås den kritiske masse til (i stigende sværhedsgrad):
1) At overbevise Claus Emmeche om, at det var besværet værd.
2) At sikre, at gruppen fortsat vokser hurtigt uden incitament fra adminstratorernes side.
3) At blive opdaget i den offentlige debat.
4) At sikre, at der er en løbende debat i gruppens eget rum.
5) At medvirke til at forandre den samfundsmæssige debat omkring universitetspolitikken.
6) At forandre universitetspolitikken i en fornuftigere retning.
Foreløbig er kun mål nummer 1 med sikkerhed blevet opnået, men vi arbejder videre med de andre.
PS: Nu er der 219 medlemmer ... and counting ...
tirsdag den 22. januar 2008
... secure freedom from this crude and unforgiving ... dominant rationality of our time
Nogle af mine gode kollegaer i Cambridge dannede for nogle år siden et Thinking Society. Her til foråret planlægger de et seminar på temaet "Is our university still a space for free thinking", med udgangspunkt i følgende oplæg, som jeg citerer i dets helhed, fordi jeg synes det er en god sammenfatning af problemet med de vestlige universiteter:
Cambridge University is increasingly influenced by the world of business, both through direct contact and funding, and through the all pervasive spirit of profit-loss calculation. This raises serious challenges to the place of free, independent and critical thinking in the University: Are academics compelled to serve profit rather than truth in their research? Has undergraduate education become a mere production line, producing consultants for the private sector, rather than thinkers for society? Have we lost the ability to justify thinking outside of economic grounds? This lecture series tries to shed a critical light on the current developments within our institution, and, more generally, to ask if there is any free space of thinking left which has not yet been taken over by economic rationality. It seeks to ask how, in an age when the university's activities are predominantly judged and legitimised in terms of utility and profit, can we, both students and academics, act to secure freedom from this crude and unforgiving rationality and maintain the critical distance necessary to question its place as a dominant rationality of our time.
Var det skrevet for 20 år siden havde jeg affejet det som sædvanlig venstresnoet RUC-propaganda. Men idag er det desværre en meget præcis beskrivelse af universiternes generelle situation. Ikke en gang den akademiske højborg i Cambridge går tilsyneladende fri fra denna "crude and unforgiving ... dominant rationality of our time".
(tak til Lloyd West og Liya Yu for tilladelse at gengive oplægget)
Livet på facebook. En statusrapport
Som nævnt tidligere er der oprettet en gruppe på facebook til fremme af forskningfriheden. Administratorer er blogleder Claus Emmeche og undertegnede. Gruppen er så småt vokset frem, og igår passerede den 100 medlemmer. Derefter udsendte jeg følgende brev til medlemmerne:
Kære forskningsfriheds-medlemmer
Undskyld forstyrrelsen, jeg ved, at der kommer meget junk igennem til en via facebook.
Jeg skriver for at opfordre jer til at udbrede kendskabet til gruppen. Vi har en god og vigtig sag, og problemerne i forskningsverdenen er så graverende og mangfoldige, at noget må gøres. Her kan I med en meget lille indsats spille en væsentlig rolle.
Sagen er, at vi har en generel døvhed i det politiske system over for forskingspolitikken. Regeringen og socialdemokraterne er så godt som enige, og derfor ligger den politiske debat om forskningen død hen. Dem, der forsøger at rejse den, bliver af forskningsministeren affejet med, at de er et kværulantisk lille mindretal. De politiske modsigelser imod dette synspunkt udebliver stort set. Samtidig er systemet på universiteterne nu så topstyret, at det er umuligt at trænge igennem med kritik internt.
Her kommer I ind. Hvis I kan hjælpe med at få en masse mennesker til at indskrive sig her i groupen (særligt universitetsansatte - tal med dem, hvis I har chancen!), så kan I dermed forsyne kritikerne af den rådende forskningspolitik med et slagkraftigt argument: "Nej, vi er ikke bare et par enkelte utilpassede, som larmer: bare se, hvor mange mennesker der har vist deres interesse for emnet på facebook gruppen "forskningsfrihed".
Teknikken til videre udbredelse af kendskabet til gruppen er simpel: Man kan invitere sine "friends" via funktionen på gruppens forside. Det tager højst fem minutter, og det bliver noget at prale af, når vi engang får lagt kursen i universitetspolitikken om.
Er I i øvrigt interesserede i at følge med i forskningspolitikken, er der masser af information, synspunkter og debat at finde på bloggen forskningfrihed:
http://professorvaelde.blogspot.com/
Med venlig hilsen
Sune Auken
Lektor, dr.phil
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab
Administrator på gruppen "Forskningsfrihed?"
Jeg synes med rimelighed en opfordring i den modsatte retning kunne udgå her: Hvis du har interesse for forskningfrihed og er utilfreds med den topstyrede og ineffektive udvikling, vi ser idag, så indskriv dig i gruppen, derved kan du være med til at vise, at dette er en sag, der bør tages alvorligt.
Kære forskningsfriheds-medlemmer
Undskyld forstyrrelsen, jeg ved, at der kommer meget junk igennem til en via facebook.
Jeg skriver for at opfordre jer til at udbrede kendskabet til gruppen. Vi har en god og vigtig sag, og problemerne i forskningsverdenen er så graverende og mangfoldige, at noget må gøres. Her kan I med en meget lille indsats spille en væsentlig rolle.
Sagen er, at vi har en generel døvhed i det politiske system over for forskingspolitikken. Regeringen og socialdemokraterne er så godt som enige, og derfor ligger den politiske debat om forskningen død hen. Dem, der forsøger at rejse den, bliver af forskningsministeren affejet med, at de er et kværulantisk lille mindretal. De politiske modsigelser imod dette synspunkt udebliver stort set. Samtidig er systemet på universiteterne nu så topstyret, at det er umuligt at trænge igennem med kritik internt.
Her kommer I ind. Hvis I kan hjælpe med at få en masse mennesker til at indskrive sig her i groupen (særligt universitetsansatte - tal med dem, hvis I har chancen!), så kan I dermed forsyne kritikerne af den rådende forskningspolitik med et slagkraftigt argument: "Nej, vi er ikke bare et par enkelte utilpassede, som larmer: bare se, hvor mange mennesker der har vist deres interesse for emnet på facebook gruppen "forskningsfrihed".
Teknikken til videre udbredelse af kendskabet til gruppen er simpel: Man kan invitere sine "friends" via funktionen på gruppens forside. Det tager højst fem minutter, og det bliver noget at prale af, når vi engang får lagt kursen i universitetspolitikken om.
Er I i øvrigt interesserede i at følge med i forskningspolitikken, er der masser af information, synspunkter og debat at finde på bloggen forskningfrihed:
http://professorvaelde.blogspot.com/
Med venlig hilsen
Sune Auken
Lektor, dr.phil
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab
Administrator på gruppen "Forskningsfrihed?"
Jeg synes med rimelighed en opfordring i den modsatte retning kunne udgå her: Hvis du har interesse for forskningfrihed og er utilfreds med den topstyrede og ineffektive udvikling, vi ser idag, så indskriv dig i gruppen, derved kan du være med til at vise, at dette er en sag, der bør tages alvorligt.
onsdag den 16. januar 2008
Symposium og møde
Vigtige og virkelige møder in real time:
Institut for Natur, Systemer og Modeller på RUC indbyder til til et uformelt Symposium om styring af universiteter i anledning af tidligere rektor Bent C. Jørgensens 70-års fødselsdag, fredag den 1. februar 2008. Læs hele invitationen inkl. programmet her.
Husk også mødet om privatisering af uddannelsessystemet, som arrangeres af DM den 30. januar i København (se mere om dette her). Krydser i kalenderen!
Institut for Natur, Systemer og Modeller på RUC indbyder til til et uformelt Symposium om styring af universiteter i anledning af tidligere rektor Bent C. Jørgensens 70-års fødselsdag, fredag den 1. februar 2008. Læs hele invitationen inkl. programmet her.
Husk også mødet om privatisering af uddannelsessystemet, som arrangeres af DM den 30. januar i København (se mere om dette her). Krydser i kalenderen!
lørdag den 12. januar 2008
Kvalifikationskrav. En lille test.
Der stilles mange krav til ansatte på universiteterne. En del af dem informelle. Men her er en test, der umiddelbart kan afsløre, om en ansøger kan leve op til et centralt krav i den moderne, danske universitetsverden.
Testen er ganske simpel. Ved ansættelsessamtalen skal ansøgeren i praksis dokumentere, at hun eller han kan sige følgende to sætninger umiddelbart efter hinanden uden at komme til at grine:
1) Vi har reduceret omfangskravene i forbindelse med et speciale fra 100 til 80 sider og indpisket, at den studerende kun MÅ bruge ½ år på at skrive det.
2) Niveauet i vores uddannelse er ikke faldet.
En ansøger, der ikke kan leve op til disse krav, er ikke omstillingsparat nok (kan fx ikke omstille sig fra en bureaukratisk virkelighed til en anden på et splitsekund) og helt uegenet til at undervise på det sanderske universitet.
Testen er ganske simpel. Ved ansættelsessamtalen skal ansøgeren i praksis dokumentere, at hun eller han kan sige følgende to sætninger umiddelbart efter hinanden uden at komme til at grine:
1) Vi har reduceret omfangskravene i forbindelse med et speciale fra 100 til 80 sider og indpisket, at den studerende kun MÅ bruge ½ år på at skrive det.
2) Niveauet i vores uddannelse er ikke faldet.
En ansøger, der ikke kan leve op til disse krav, er ikke omstillingsparat nok (kan fx ikke omstille sig fra en bureaukratisk virkelighed til en anden på et splitsekund) og helt uegenet til at undervise på det sanderske universitet.
fredag den 11. januar 2008
Bibliometrisk panik
Humanistisk Forum (en tværfaglig organisering af humanister som er bekymrede over tendenser til ensretning og bureaukratisering i forskningspolitikken; mere om HF her) udsendte i dag en meddelelse til medlemmerne med følgende passus om arbejdet med kvalitetsindikatorer til ranking, måling og konkurrence om universiteternes basismidler:
- Der gives flere penge til forskning og uddannelse, men disse midler står ikke mål med de arbejdsopgaver, der følger med (man skal søge sine forskningspenge selv og masseuniversitetet medfører masseundervisning og massevejledning).
- Politikerne har et legitimt behov for at måle, hvad pengene går til – men de lever på en forestilling om, at de målinger de indfører rent faktisk fungerer, og det er ikke tilfældet. Målinger foretages arbitrært og lemfældigt.
- Et aktuelt eksempel på denne problematik er det nye tiltag, hvor basismidler skal tildeles i forhold til hvor mange tidsskriftsartikler universiteterne kan producere inden for et bibliometrisk system, hvor forskerne selv har udpeget hvilke tidsskrifter, der er de væsentligste på deres felter. Problemet med denne måling begynder allerede med udpegningen af de faggrupper, der skal identificere de væsentlige tidsskrifter. I begyndelsen af december skrev Rektorkollegiet til universiteterne og bad institutlederne sende navne på personer, der kunne sidde i de bibliometriske udvalg. De fik ca. 2 døgn til det. 19. december er der svar fra rektorkollegiet, der har skrevet ud til en række formænd, der var udpeget ud fra de navne, institutbestyrere på universiteterne havde foreslået. Med denne henvendelse fulgte ikke en nærmere beskrivelse af kommissorium, redegørelse for kriterierne ved udpegningen af medlemmerne af de enkelte grupper osv.. Hertil kommer indkaldelse til første møde endnu inden grupperne er endeligt sammensat.
Møde om forskningspolitik
På mandag afholder Socialdemokratiet en forskningspolitisk konference, som Forskerforum netop har kommenteret (begge dele kan ses her). Hjemmesiden Techtrans.dk har sjovt nok lagt indbydelsen ud under filnavnet "DI_Forskningskonference.pdf", men det er altså ikke Dansk Industri, som inviterer, selvom deres forskningspolitiske chef Charlotte Rønhoff skal tale om det filosofiske emne "er konkurrence og kvalitet modsætninger?" sammen med Århus-rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.
PS:
tak til Sune for en klar kommentar til indlægget om Fakultets-strategier nedenfor.
PS:
tak til Sune for en klar kommentar til indlægget om Fakultets-strategier nedenfor.
torsdag den 10. januar 2008
Dit fakultet har en strategi ... eller?
En af de fornøjelser, der tilfalder de nye universitetsledelser på forskelligt niveau, er at udarbejde ting som værdigrundlag, missioner, visioner og strategiplaner for de dele af universitetet, fx et fakultet, de nu bestyrer. På det, der skal hedde Science fakultetet på Københavns Universitet (fordi den hyppigt anvendte forkortelse Nat-fak eller blot NAT lød lidt for trist) cirkulerer netop nu et udkast til strategiplan for 2008-2013. I udkastet lyder et afsnit om financiering således:
"En større andel af fakultetets finansiering skal komme fra forskningsråd, -fonde og private virksomheder – nationalt og internationalt. Derfor vil fakultetet fremme en kultur, der stimulerer til flere og bedre ansøgninger til eksterne bevillingsgivere. Udarbejdelse af forskningsansøgninger skal støttes med en professionalisering af opsøgende arbejde og rådgivning om finansieringsmuligheder."
Det er lyder jo fint med professionalisering, men er det strategisk og fremsynet? Man kan læse det venligt som denne spådom: "En større andel vil komme fra eksterne kilder". Men hvorfor den politiske formulering "skal komme"? Er det klogt? Enhver kan sige sig selv, at man gerne vil have en større andel af en mulig ekstern indtægtskilde. Men hvilke konsekvenser vil fx øget ekstern financiering gennem aftaler med private virksomheder få for forskningens kvalitet og frihed? Et eksempel på hvor galt det kan gå, kan man læse om i sagen fra Århus om celleforskeren Keld Kaldtoft og firmaet CellCure (se her), som ganske vist er kompliceret, men som element også antyder konsekvenserne for forskningen af et firmas forventninger om snarligt afkast.
En anden bekymring er jo, som Jyllands-Posten skrev d. 30. dec., at "Mange forskere bruger mellem en og to tredjedele af deres tid på at søge penge til alt fra reagensglas til deres egen løn." Burde man hellere argumentere for at flere basismidler ville gøre disse forskeres arbejde mere effektivt?
fredag den 4. januar 2008
Forskers nytårshilsen: Det bliver værre
Resummé sakset fra FORSKERforum nyheder:
04.01.2008
Forskers nytårshilsen: Det bliver værre …
Danmark har valgt at omdanne universiteter til profitskabende virksomheder under lagt et militært kommandosystem, markedsstyring og management-voodoo …
Sådan skriver RUC-professor Mogens Niss i dagens POLITIKEN-kronik. Styringen sker nu via enevældige ledere, hvor blot en enkelt idiot kan ødelægge foretagenet, fordi underordnede ingen indflydelse har. Forskningspenge uddeles efter politisk fastsatte kriterier og ikke efter faglige. Og uddannelseskvaliteten tyndes ud, fordi udbuddet skal tilpasses pop-fagligheder, der kan sælge hos studenter og aftagere.
”Styrings- og finansieringsproblemerne udgør tilsammen en giftig cocktail for landets universiteter. Giften er allerede begyndt at virke flere steder, bl.a. på RUC, men jeg tør godt spå, at det bliver meget værre i de kommende år.
Under overskriften ”Jeg anklager” peger han på Socialdemokratiske og borgerlige regeringer ansvar for at have skabt denne misere. Men han anklager også sine tavse universitetskolleger, der på trods af at de også er kritiske overfor tingenes tilstand, undlader at ytre sig offentligt om forholdene: ”Måske tror de, at der en dag kommer lysere tider. Desværre ser disse ud til at lade vente på sig, bl.a. fordi miseren ikke er begrænset til Danmark. Alligevel er det en skændsel, at Danmark på dette punkt i den grad har gjort sig til et foregangsland.
Så længe universiteterne fortsat rummer medarbejdere der ved hvad et universitet er, er der endnu tid for politikerne til at skifte kurs og til at gøre noget seriøst ved både styrings- og finansieringsproblemet. Men det er som med klimatruslen. Jo længere tid der går, jo mere uoprettelige skader”.
Iøvrigt er bloggen her netop fyldt 1 år. Det ser nu ud til, at debatten om de danske universiteter for alvor er ved at varme op. Godt nytår!
Abonner på:
Opslag (Atom)
