87,5% Sander

Af de svar, der blev afgivet på Claus Emmeches forskningspolitiske valgkrav, er det mest interessante givet Socialdemokraternes, fordi de sidder med nøglen til universitetspolitikken.

(I parentes bemærket, er det mest interessante overhovedet måske, at der slet ikke svares fra Venstre og De konservative, fordi det udtrykker den politiske magtfuldkommenhed, hvormed universiteterne er blevet styret i de foregående år)

Der er visse afvigelser fra Sanders linje, og det er positivt. Men betegnende for Socialdemokraternes svar er, at på alle de strukturelle områder, er det lidet eller intet, man ønsker at forandre. Udviklingskontrakterne skal bibeholdes, den nye ledelsesstruktur skal bibeholdes, og det ser heller ikke ud til at Socialdemokraterne har tænkt sig at røre ved FIs store omfordelingsprojekt. Netop disse strukturelle områder er idag det grundlæggende problem for forskningsfriheden og for forskningens udvikling i Danmark, og hvis Socialdemokraterne ikke er indstillet på at røre fundamentalt ved dem, udgør de ikke et reelt forskningspolitisk alternativ til regeringen.

Særlig interessant for mig er Prehns argumentation i forbindelse med omfordelingen af universiteternes basismidler. Argumentet er, at den nuværende fordeling er historisk begrundet, og det er jo rigtig nok, men betyder det, at den er illegitim? For det første er historien ikke statisk, men netop foranderlig, og jeg er sikker på, at hvis man undersøger ressourcefordelingen i dansk universitetsliv de sidste 50 år, vil man komme frem til, at mange penge har gået nye veje - fx er der blevet oprettet adskillige nye universiteter i perioden. Selvfølgelig skal ressourcefordelingen være til løbende diskussion, men der knytter sig den oplagte fordel til den, at den indlysende måde for den enkelte institution at forsvare sit territorium og erobre nyt er at gøre sit arbejde ordentligt og derved vinde legitimitet. Hvad man gør nu er at oprette en række kriterier, som ikke passer på den virkelighed, den søger at beskrive, og derfor vil føre til grove urimeligheder, og som indbyder - og på lidt længere sigt: tvinger - til at indrette forskningen i uhensigtsmæssige mønstre for at fastholde og vinde ressourcer. I forsøget på at løse et problem i forskningspolitikken, skaber man så mange andre, at ikke bare barnet, men også badekarret ryger ud med badevandet. Sanders uliberale styringslyst er velkendt, men hvad vil Socialdemokraterne dog på den teknokratiske galej? Forandringer i ressoucerfordelingen skal selvfølgelig vedtages politisk efter en oplyst diskussion, ikke overlades til et arbitrært styringsapparat.

I forlængelse af et indlæg af Christian Kock spurgte jeg i et tidligere blogindlæg, om den socialdemokratiske forskningspolitik blot var Sander -10%. Jeg har nu foretaget en måling på baggrund af Rasmus Prehns svar, og det viser sig, at Kock var for pessimistisk. Der var ikke tale om Sander -10%, men om Sander -12,5%. Socialdemokraterne er altså 87,5% Sander. Skulle nogen ønske at anfægte målingens præcision, skal det oplyses, at den er gennemført med mindst samme nøjagtighed som de målinger af universiteterne, der nu skal lægges til grund for tildelingen af deres midler. Jeg har blot en uafklaret variabel tilbage: Nogle af Prehns udtryk synes at rumme en vis uafklarethed. Gav han et præcisere bud, kunne det jo være, at det kunne godtgøres, at Socialdemokraterne var færre procent Sander. Allerbedst ville det være, hvis det kunne dokumenteres, at Socialdemokraternes slet ikke var en svagere variant af Sander, men var noget helt selvstændigt - et reelt alternativ måske. Men så skal der rigtignok også spilles hårdere og mere konsekvent ud.