Udsat for (og af) ledelse(n)

På KU er medarbejderinddragelse en by i Rusland
og det virker i det hele taget som om det ofte er svært for ledelsen at bryde ud af deres egen verden i diverse fakultære ledelsesteam og gøre medarbejderne interesseret i deres visioner og missioner, når kontakt til medarbejderne ikke resulterer i dialog men diktat. Den sag jeg skal fortælle om her startede ellers fint med kontakt og dialog, men endte med et diktat.

Det er en lidt personlig (beklager) historie om, hvordan jeg blev "ramt af ledelse". Gode kolleger har siden fået mig til at indse, at jeg bare alt for længe har været privilegeret – andre rammes næsten dagligt.
Det er egentligt ikke noget særligt: bare en kontorflytning. Som jeg nota bene på ingen måde har været med til at planlægge, acceptere, og knap nok effektuere. Jeg kunne bare iagttage, at nu skulle mit kontor snart (om et par dage) flyttes, fra en beliggenhed på ét institut (NBI) til et andet (kaldet IND, dvs. Naturfagsdidaktik) ved samme fakultet (Naturvidenskab, KU). Så vidt jeg forstår p.t., er det ikke ensbetydende med, at Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier (CNV), som jeg er ansat ved, forsvinder, og det ville da også være et tåbeligt træk, der kun ville kunne tolkes som min dekans ønske om at slette en af de initiativer, der stammer fra hans valgte forgængers tid.
Jeg fik nys om beslutningen om flytning ved at bygningsinspektøren ved NBI (jeg skal indskyde, at en af de mange charmer ved NBI Blegdamsvej er, at bygningerne er gamle og labyrintiske, og at man derfor ikke kan undvære en rigtig bygningsinspektør) var så venlig at sætte min emailadresse i kopifeltet da han skrev til institutlederen af IND og informerede ham om følgende:

"Vedr. Lektor Claus Emmeche flytning til Øster Voldgade 3 fra NBI,
Blegdamsvej 17!
John Renner Hansen har bedt undertegnet kontakte Institut for Naturfagenes Didaktik med henblik på Claus Emmeche snarlige overflytning til Øster Voldgade 3. Kan vi komme en dato nærmere for overflytningen? For NBI kan C.E. tage de møbler med fra Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudiers kontorer på NBI, Blegdamsvej 17, bygn. C, etage c, som de ønsker.
Med venlig hilsen ..."

Det var da sjovt, tænkte jeg d. 12/1, den dato mailen dumpede ind, hvor jeg få dage senere ville være på farten, bortrejst i to uger. Jeg nåede i al hast at skrive en afdæmpet protest om beslutningsprocessen til såvel lederne af afsender- (John Renner) og modtager-institut (Jens Dolin) som til dekanen selv (Nils O. Andersen), og fortrængte så alt om det, på behagelig afstand af internettet de næste 14 dage. Da jeg kom hjem kunne mine ph.d.-studerende på vores gang berette om den hastige flytning, som de heller ikke var blevet informeret om i god tid. Flyttefolk var allerede ved at pakke deres grej ned i kasser.

Det skal indskydes, at centerets ordning med NBI har hidtil været den, at NBI, siden CNV's oprettelse i 1994, har ageret fysisk vært for CNV, som hører direkte under fakultetet. Jeg er ansat ved CNV, ikke NBI (dekanen er således min nærmeste boss). I august fortalte dekanen mig om sin vision om at samle didaktik, museumsaktivitet og videnskabsteori, rejse penge til dels et nyt museum (lad os håbe Hr. Møller er gavmild) i et hjørne af Botanisk Have, og dels til et professorat i videnskabshistorie, til besættelse med helst en international stjerne, som vil kunne "løfte opgaven", som det hedder. En hyggelig snak, hvor jeg fortalte dekanen om mine forskningspolitiske aktiviteter og bekymringer for forskningsheden, og dekanen forsikrede mig om at dekanatet ikke blander sig i hvad folk forsker i. Jeg bifaldt tanken om styrke af videnskabsteori ved fakultetet, og tænkte mest dette som konkrete samarbejder mellem underviserne i bachelorkurserne i videnskabsteori, og jeg må indrømme, at jeg ikke tænkte ikke så meget over min dekans planer sidenhen.
Dumt af mig, for dekansamtalen var selvfølgelig den første association jeg fik (eller "slutning til bedste forklaring"), da jeg modtog mailen om flytning, selvom samtalen ikke mundede ud i nogen som helst aftale om "overflytning" (forklaringen var mildt sagt utilstrækkelig).
Den udløsende årsag til mailen, viste det sig snart, var at NBI akut manglede lokaler, da en gruppe forskere som laver e-science (en slags datalogi, som NBI-institutleder Renner godt kan lide og har en vision om at alle studerende på fakultetet skal have) skulle flytte ind, og så måtte nogen jo ud. Og med dekanens store plan var det jo klart, at ud skulle naturfilosofi og videnskabsstudier. Eller rettere: Overflyttes.
Jeg klagede min nød til Renner og kritiserede forløbet. Han fralagde sig ansvar, det var dekanens bord, CNV refererer jo til fakultetet. Desuden burde jeg kende dekanens impulsivitet godt nok til ikke at være overrasket. Det er historiens morale nr. 1: Kend dine lederes psyke og foretrukne interesser, det er moses og profeterne.
Nå, nu kunne jeg jo tage det lettere flegmatisk hvor præcist jeg har kontor. Institutter og fakulteter er jo ord, der snart vil stryges i den nye universitetslov, det selvejende universitet vil fortsætte sine øvelser ud i arealkondensering, og KU ender sikkert med at leje lokaler på Lolland. Jeg fandt iøvrigt ud af, at (bl.a.) NBI-Blegdamsvej – af KU ved "mageskifte" d. 30/11, 2010 (se her) – er blevet byttet bort til staten mod (bl.a.) Observatoriet på Øster Voldgade 3 og historiske universitetsbygninger ved Frue Plads. Fysikerne sidder nu i bygninger, der tilhører staten (Universitets- og Bygningsstyrelsen), mens vi er rykket ind i et gammelt observatorium, som af historiske og museale årsager nu tilhører KU. "Tilhører" skal sikkert skrives med gåseøjne. Mageskiftet er sket mageløst tyst. Om det har nogen betydning aner jeg ikke.
Da vores lille centers flytning gik meget stærkt, kom man på NBI til at kassere en del af vores møbler – en fodfejl og en uforståelig insinuation af at gamle skrivebordene ikke er kram – så vi har siden hustlet borde og stole fra Campus Service City (nej, det er ikke en privat virksomhed, men en del af KU). Er I nogen derude, der har reoler i overskud, har vi masser af kvadratmeter til høje priser, som de godt må stå på, indtil dekanen "overflytter" flere personer og centre, eller inviterer gode venner og festlige grupperinger til at deltage i befolkningen af Observatoriet, så vi alle sidenhen kan bidrage til arealkondensering.
Nå, men NBI-lederen lovede i sin miskundhed, at CNV kan fortsætte med at afholde undervisning og møder på NBI, naturfilosofiske og videnskabsteoretiske arrangementer, som fx vores seminarrække SiV. Det ville også være svært at undvære NBI's lokale Kc7, hvor Niels Bohr i glas og ramme skuer ud over forsamlingen, og minder os om ånden på Blegdamsvej og en tid, hvor der var overskud til fordybelse, reflektion og stadig diskussion af forbindelserne mellem filosofi og videnskab.

PLEASE - Lad mig passe mit arbejde!

Jeg blev ringet op her til eftermiddag. En kommunikationsmedarbejder ville have en reaktion på rektors store plan. For den havde jeg vel set? Tjah – jeg var faktisk i Horsens den 9. marts for at snakke erhvervs- ph.d., så jeg nåede ikke lige op i Aulaen. Men jeg havde da skimmet rapporten. Ja, for han ville gerne vide, hvad jeg syntes om, at instituttet skulle flytte op i Nobel Parken (hvor de humanistiske sprog er placeret). Her måtte jeg skuffe ham. Det havde jeg sådan set ingen mening om. Rygterne havde jo cirkuleret allerede før jul, så det emne var lige som uddebatteret.

Om der slet ikke var noget, jeg havde overvejet i forhold til i instituttets placering? Og her indrømmer jeg blankt: jeg var ikke samarbejdsvillig. Han fik den prioriterede rækkefølge: 1. forberedelse af mine timer fredag eftermiddag; 2. eksamen til juni; 3. flytning – og her primært væsentlige spørgsmål som får jeg de gode reoler med og kan jeg få kontor med udsigt over Aarhus Bugt? Jeg understregede, at det p. t. ikke var noget, jeg rigtigt havde forholdt mig til. Sådan set kendte jeg jo ikke forholdene i mit nye ”hjem.” Nok ville jeg få lidt længere på arbejde, og der blev nok også en cykeltur ned ad bakken, hver gang jeg havde HA undervisning. Men alt i alt ikke noget, der gav anledning til de store bekymringer.

Jeg ved ikke, om han fik den ønskede reaktion på den store plan, som vi alle ”har ventet spændt på.” Men jeg skal nok sige, at der gået kommunikation i alting. I morges lå der i vores postrum fine postkort med de nye AU slogans sammen med et særnummer af Univers. Og vi skriver altså kun 10. marts! På internettet ligger rektors præsentation som video og power point, samt en rapport på en 50-60 sider. Den skal selvfølgelig trykkes og omdeles til alle medarbejdere (fedt, mere papir). Vi har naturligvis også et særligt AU fusionsweb. Der var stormøde med rektor i går, vi har møde med dekanen i morgen, og så napper vi lige et institutmøde, med indlagt fusionsunderholdning, på mandag. Hvilket bringer mig til min hovedpointe: Er AUs omstrukturering i virkeligheden blevet gennemført for vores kommunikationsafdelings skyld? For vi andre har sådan set rigeligt at se til med at passe vores almindelige undervisning, forskning, og administration – og er der tid til overs, napper vi lige en ekstern bevillingsansøgning eller to!

Hvorfor var KU passive?

Af de mange mærkværdigheder i forbindelse med Penkowasagen - eller, om man vil, sagerne, forekommer ingen formentlig mere mærkværdig for den udefrakommende end universitetets reaktion på den sære episode, hvor en studentermedhjælper blev forsøgt inkrimieret for Penkowas underslæb via dokumentfalsk. Politiken sammenfatter problemet storartet:

Selvom politiet hurtigt fandt studenterhjælpen uskyldig og forskeren skyldig, gik der alligevel 14 måneder hvor ledelsen på universitetet var bekendt med falskneriet, før de valgte at suspendere hjerneforskeren.

Studentermedhjælperen mener, at en undskyldning er på sin plads.

»Jeg skrev til Københavns Universitet i december 2008 og fortalte om den falske anklage, fordi jeg mente, at universitetet har et ledelsesmæssigt ansvar i forhold til, hvad Milena Penkowa havde gjort. Det har været frustrerende at se, at Københavns Universitet valgte ikke at forholde sig til sagen trods de klokkeklare beviser. At de var villige til at se igennem fingre med det ledelsesmæssige svigt og samtidig fremme Milenas karriere«, siger han. (her)

Imidlertid er det spørgsmålet, hvorvidt dette reaktionsmønster egentlig er særlig overraskende, når man betænker de danske universiteters almindelige praksis, hvor henvendelser nedefra vanemæssigt ignoreres. Det skete, da bestyrelsen blankt afviste en henvendelse fra 144 bekymrede forskere i anledning af Det Humanistiske Fakultets system til forskningsmåling (her), det skete, da universiteterne med AU i spidsen omhyggeligt sminkede kritikken fra forskere og undervisere i forbindelse med universitetsevalueringen (som jeg har gennemgået det i Hjernedød), det sker lige nu på AU i forbindelse med den såkaldte "faglige udviklingsproces", hvor medarbejdere og studerende oplever at være sat uden for indflydelse (her). Man er helt banalt vant til at ignorere kritiske henvendelser nedefra. Man sætter sig tungt ned på sine lederstol, kigger den anden vej, irettesætter eventuelt kritikerne, og venter på at det hele går over igen.


Jeg skal ikke kunne sige, om det er, hvad der er sket her, men af alle oplysninger i Penkowasagen, så er den, at KU ignorerer en klage fra en studerende om ulovlige forhold, den, der har overrasket mig mindst. Selv nu kan det stort set ikke lade sig gøre at hive en reel undskyldning ud af universitetets "rektor", Ralf Hemmingsen. Hemmingsens "undskyldning" lyder:

- Jeg vil gerne beklage det forløb, en studerende har været igennem, hvor Penkowa øjensynligt har brugt hans lønoplysninger og lavet falske anklager. Det er meget svært at gardere sig mod den slags svindel, siger han til KU's hjemmeside. (her)

Beklage Penkowas handlinger kan man lige finde ud af, men selv har KUs ledelse selvfølgelig ingen fejl begået. Ledelsens manglende handling i denne sag ligner business as usual: Det kommer nedefra, ergo skal det ignoreres. Og så glemte man, at det måske var en relevant oplysning, at der denne gang var strafferetslige forhold involveret, og at man risikerede, at sagen blev ført videre ad andre, mere lydhøre kanaler - fx byretten, og at ens ubegribelige tungbagethed derfor kunne ende med at give - ja: bagslag.

Blogtvang

Forskningspolitikken er virkelig skrivebordgeneralernes helt store slagmark. Skrivebordsgeneraler er ganske vist i det væsentlige til grin, men deres uvidenhed og døvhed er ødelæggende for dem i fronten, som skal udføre deres uforstandige ordrer - til skade for den sag, generalerne formodes at arbejde for at fremme.

Her er skrivebordsgeneralen Poul Høi, som i sin visdom har fundet en løsning i, at forskerne skal tvinges til at blogge, så vi kan få deres forskning formidlet. Det er sikkkert en smuk tanke: Man ser al den viden sprede sig ud over det ganske land, efterhånden som alle forskere blogger i spændende og velformidlede indlæg til en begejstret offentlighed.

Sig mig: Bor Poul Høi på Mars?

Lad gå, at han rider med på den bølge, som siger, at forskerne nok bliver meget bedre/samfundsgavnlige, ved at vi tvinger dem til (indsæt selv nyt krav efte egen smag). Det er en sygdom, andre også har. Men:

• Der er oparbejdet massive overarbejdspukler på de danske universiteter
• Der er mindre og mindre rum på de danske universiteter til fri forskning
• Der er mange studerende på mange fag, som ikke tilnærmelsesvis får en undervisningsmængde, der er passende for et fuldtidsuniversitetsstudium
  

Så spørgsmålet bliver. Når nu forskerne – som den eneste gruppe i samfundet – skal have bloggerpligt, hvor skal ressourcerne så komme fra:

• Ved at forskerne overarbejder mere?
• Ved at tiden tages fra den i forvejen sparsomme frie forskningstid?
• Ved at der undervises endnu mindre på de danske universiteter?
  

Det er ikke noget lille ressourcekrav, vi står med her. Og hvis man ført stiller den type krav til universiteterne, så vil det også komme til at indebære en betydelig infrastruktur. Man kan håbe på at undgå prodekaner for blogning, men kan man slippe for en blogningsstrategier, og skal bloggerpligten indskrives i udviklingskontrakterne? I det mindste må vi have nogle kontrolorganer, så vi kan undgå nulbloggere og anden bloggersjusk. Da det har at gøre med kommunikationen fra institutionen, så skal det også indarbejdes i vores centrale kommunikationsstrategier, så vi ikke får forkerte signaler sendt i vores blogs. Hver blog og hver blogpost skal være klart markeret med universitetets logo. Om det decideret bliver nødvendig med anonym peer review, før en blogpost offentliggøres, tør jeg ikke sige.

Selv konservativt anslået er det et stort ressourceforbrug: 10.000 forskerblogs, hvis hver forsker bruger blot 25 timer på sin blog om året for ikke at blive nulblogger, så er det 250.000 mandetimer. Giver vi derefter sparsomt et support og administrationsbehov på 20% (og det er meget konservativt anslået), så har vi 300.000 mandetimer anvendt pro annum. 300.000 : 1840 (et årsværk) giver ca 160 fuldtidsstillinger, som så hverken kan blive til forskning eller undervisning.

Med 10.000 forskerblogs alene i Danmark skal man vel være optimistisk for at tro, at hver af dem faktisk bliver læst hver år. Formentlig vil der i allerbedste fald være 3-400 skarpe bloggere, som tiltrækker sig nogen opmærksomhed (det vil som regel være for andre kvaliteter end de rent forskningsmæssige). Resten af bloggerne vil blive inderligt ignoreret, fordi de drukner i mængden af ligegyldige indlæg skrevet af uinteresserede forskere, som mærkeligt nok hellere ville bruge deres tid på forskning og undervisning end på at skrive ulæste indlæg.

Jeg er villig til at sætte en 50´er imod et billede af Helge Sander på, at de forskere, hvis blogs ville blive læst under de omstændigheder, ville have blogget alligevel – fordi det er dem, som har lyst til og talent for at skrive blogposts.

Poul Høi er glad for sin blog, formoder man, jeg er glad for min (som stort set ikke formidler forskning), andre forskere arbejder meget med faglige blogposts. Hvad med at overlade skønnet for, hvornår en blog er en god idé, til de mennesker, som faktisk har en chance for at vurdere det?

Om manglende undervisning og overarbejde

Nedenstående vigtige indlæg stod at læse i Politiken den 24. februar 2011:

Debat: MANGLENDE UNDERVISNING 2 : Hvem betaler den gratis
arbejdskraft?

Af INGRID STAGE FORKVINDE, DANSKMAGISTERFORENING

STUDERENDE VED Saxo Instituttet under Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet har råbt vagt i gevær. Undervisningen er af sparehensyn beskåret til under smertegrænsen og er på mange af de mindre kandidatuddannelser reduceret til noget, der ligner fuldtidsselvstudium.

De studerendes aktion er forståelig og fuldt rimelig, selv om en universitetsuddannelse naturligvis består af meget andet end holdundervisning.

Det mest slående ved historien er dog den forbavselse og forargelse, der er kommet til udtryk fra stort set alle sider, inklusive den øverste ansvarlige, Videnskabsministeren.

For reduktionen af semesterlængden med en eller flere uger er ikke noget nyt fænomen. Det er et kendt sparekneb på linje med storholdsundervisning, når
taxameterpengene ikke slår til. Værst er det traditionelt gået ud over de humanistiske fag, herunder også redskabsfag som sprog. Og det taxameterløft, som
humaniora og samfundsfag har fået i den sidste finanslov, kan slet ikke fylde det hul ud, der er opstået gennem mange år.

Nu kræves der så fra alle sider, at de studerende får mere undervisning, længere semestre og flere timer om ugen. Og det er da en rigtig god ide. Men det vil kræve, at den undtagelse fra statens merarbejdsregler, som universitetslærerne er underlagt, fjernes. Reglen begrundes med, at arbejdet er ukontrollerbart og ikke registrerbart.

I Politikens og de øvrige mediers afdækning af de korte semestre mangler der således et væsentligt element, som gør miseren endnu større. Den undervisning, der leveres, hvor mangelfuldt omfanget end måtte forekomme, er for en meget stor del slet ikke betalt.

NÅR INSTITUTTERNE gør lærernes undervisningstid op, viser det sig ofte, at der er mange tusinde timers merarbejde på kontoen. Opgørelsen fra et stort institut på Københavns Universitet udviser således over 30.000 timers ubetalt undervisning, eller op imod 10 millioner kroner i ubetalt løn, som burde optræde som gæld på institutternes konti. Men med undtagelsesbestemmelsen i hånden kan merarbejdet stryges fra gældskontoen med påskriften ' symbolsk kapital'.

En gennemsnitlig arbejdsuge på 48 timer og visheden om, at selv dette ikke er nok til at levere kvalitetsuddannelser og forskning i øverste rangklasse, gør flere og flere universitetslærere syge. Og med de nuværende fyringsrunder blandt kollegerne samtidig med krav om at levere flere undervisningstimer om ugen i flere uger om året er der stor risiko for flere stressramte på universiteterne.

Vi må derfor kræve, at der dels tages hul på afviklingen af gælden, dels gives reel mulighed for at indgå arbejdstidsregler på universitetet, der kan forhindre merarbejdet i at eskalere.

Finansministeriets bastante og uargumenterede afvisning af dette krav, som vi også har mødt ved dette års overenskomstforhandlinger, underminerer lærernes motivation for at give mere af den undervisning, de studerende med rette efterspørger.

I Politikens og de øvrige mediers afdækning af de korte semestre mangler der således et væsentligt element.

Kan vi have sprog uden sprog?

Kan vi have sprog uden sprog? Det er et af de spørgsmål, der optager undertegnede, mens vi går og venter på, at den store AU plan offentliggøres den 9. marts. Jeg sidder på det, der engang ville have heddet Institut for Erhvervssprog. Det har det heddet, fordi man hos os uddanner kandidater med titlen cand.ling. merc. Hvis der er nogen, der har glemt deres skolelatin, betyder det ret præcist kandidat i erhvervssprog. Så det var egentlig det, jeg troede, vi gik og lavede.

I foråret fik jeg så en mail om, at instituttet skulle have et nyt navn. På det tidspunkt hed vi Institut for Sprog og Erhvervskommunikation. Men det var støvet, var der nogen, der mente. Jeg husker, der blev indkaldt til et møde, og da jeg sad i England på det tidspunkt, sendte jeg et notat om, at jeg som engelskperson helst så, at der stod sprog et eller andet sted i det nye navn. Jeg husker også, at vi modtog et laaangt dokument om, hvorfor det var meget smartere at kalde sig Institut for International og Strategisk Kommunikation. Det blev så vedtaget, mens jeg sad på University of Warwick og passede mit sprog! Erhvervsøkonomiske kolleger spurgte godt nok, om det betød, at vi ikke længere lavede sprog. For så synes de, at det var mærkeligt, at vi havde professorer i fagsprog, oversættelse og tolkning. Vores gamle navn overlevede! Men det gjorde det alene, fordi dekanerne Obel og Hylleberg, da de skulle præsentere vores School, som den slags hedder på universitetsdansk, ikke rigtig kunne forstå, at man kunne have et sproginstitut, der kun ville hedde kommunikation.

Min indre Churchill klappede, da jeg hørte, at vi bevarede sprog i instituttets navn. Og så kom hele fusionsfarcen. Rektor Laurids mente, at man vel sagtens kunne slå erhvervssprog sammen med humaniora – tysk var jo tysk. Og så kom der ellers gang i historierne. Rygter sagde, at instituttet ville blive skåret i småstykker og drysset ud over det nye humaniora. Folk skrev på vores ”fusionsforum,” hvordan Vores sprog i hvert fald ikke var som Deres sprog. De meste entusiastiske sendte et brev til rektor, hvori de om et eventuelt samarbejde mellem erhvervssprog og humaniora skrev: ” Dette forventes at ske mellem miljøer, der i dag har ringe eller ingen forskningsmæssig kontakt med hinanden begrundet ved deres forskelligartede forsknings- og undervisningsfelter og forskellige tilgang til videnskabelige metoder.” Da angsten for en eventuel indlemmelse i Humaniora var på sit højeste, hørte man folk understrege, at vi skam slet ikke laver sprog – og i hvert fald ikke på den måde, som de gør det på Universitetet.

Historien kunne så være endt her – vi er blevet en del af det nye Business & Samf. fakultet, og fred være med det. Men hvorfor er det, at folk stadig ikke stiller sig op og råber: vi vil gerne lave sprog her på instituttet – det er noget af det, der skal prioriteres i vores forskning. Og det skal det, fordi EU, erhvervslivet, universiteterne også fremover får brug for de særlige kompetencer, vores translatører opbygger. Hvis det står til markedskræfterne, dør translatøruddannelsen i Aarhus, som det er sket med alt andet end engelsk på CBS. Derfor synes jeg, det er så trist, når sprogkolleger er tilfredse med at kalde sig ”kommunikatører.” For hvem kan i sin vildeste fantasi forestille sig kommunikation uden sprog.

... er kun et fattigt ord

De seneste dages debatter har tydeliggjort, at behovet for at finde ud af, hvor pokker pengene bliver af i universitetsverdenen er påtrængende. Her er et par fakta, som ikke burde kunne eksistere samtidig:

1) Området har fået tilført ekstra ressourcer.
2) Forskeres og underviseres ubetalte merarbejde er tårnhøjt.
3) Der skæres i undervisningen.
4)De ressourcer, der er til rådighed til fri, ubundet forskning, reduceres konstant.

Altså: Samfundet hælder flere penge i området, men får mindre undervisning og mindre fri forskning. Universiteterne kan da i Himlens navn ikke have sat alle pengene ind på Milena Penkowas svejtsiske bankkonto, så hvor er de blevet af?

Hvordan kan universiteternes effektive, moderne, professionelle ledere være så dårlige til at levere et resultat, uden at det får konsekvenser? De bruger flere af samfundets penge, men giver samfundet mindre tilbage end de ineffektive, umoderne amatørledere fra de foregående generationer. Til gengæld er de højere lønnede. Gak er kun et fattigt ord.

Og nej: Jeg vil stadig ikke tilbage til tiden før 2003. Det system var halvt dysfunktionelt, og det bliver ikke bedre af, at det nye system er helt dysfunktionelt. Jeg vil fremad.

Mindre undervisning???!!! No shit, Sherlock?

Sådan ca en million år efter, at det begyndte, har aviserne og ministeriet nu opdaget, at der skæres i undervisningen på universiteterne. Mit eget fag var et af de sidste, som gik ned på 12 ugers semestre, og nu skærer vi så også 1/3 af timerne per uge fra på grunduddannelsen. Det er old news, og jeg er ikke engang sur på min lokale ledelse i denne anledning, thi de har ikke meget valg med den økonomi, de sidder med.

Men NU skal der ske noget: På Politikens hjemmeside kan man således idag læse følgende:

Forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) er utilfreds med de kortere semestre. Hun peger på, at taxameterbeløbene til humaniora og samfundsfag i 2010 blev løftet med over 4.000 kr. eller cirka 12 procent.

»Så vi har fra politisk side afsat midler til mere undervisning. Og der er ingen tvivl om signalerne fra mig, at så forventer vi også, at der kommer mere undervisning«, siger hun og vil følge udviklingen tæt i den kommende tid.

Nu er der bare det tricksy´e ved det, at de penge aldrig nogensinde er nået frem til de institutter, som skal udføre undervisningen. Hvor de er blevet af, aner jeg ikke, men Follow the Money, så kan det være at vi finder ud af det. De afleveres på rektoratets dørtrin, og de er derefter mærkeligt væk. Men hele byen er fuld af reklamer for Københavns Universitet - for det har vi råd til, skønt vi ikke har råd til at undervise. Og vores informationsafdelinger, hvis samfundsbetalte opgave er at få rektoratets beslutninger til at tage sig godt ud, svulmer af medarbejdere. Personligt tror jeg ikke på, at de penge nogensinde er nået frem til fakulteterne - måske kan man finde dem i en eller anden medfinansiering af et erhversprojekt på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, who knows.

Måske skulle Charlotte Sahl-Madsen overveje at spørge rektorerne, hvor F..... de ekstra midler er blevet af. Men spørg ikke på KU, for rektor hos os har for tiden alt for travlt med at være ansvarlig leder til at tage ansvar.

Det er helt tydeligt ikke ministerens ansvar, det fremgår af udsagnet. Hvor meget skal vi vædde på, at det heller ikke er nogen andres ansvar? Det er fordelene ved den enstrengede ledelse, at fordelingen af ansvar er helt klar: Ingen har det. Det eneste, der sker nu, er at køen ved håndvasken bliver rigtig lang - og det kommer der helt sikkert ikke mere undervisning ud af.

Ny undersøgelse: Medarbejdere og studerende sat uden for indflydelse

Pressemeddelelse fra Studenterrådet ved Aarhus Universitet


Ny undersøgelse viser, at såvel medarbejdere som studerende ikke mener, de har haft indflydelse på den faglige udviklingsproces på Aarhus Universitet. Studenterrådet kræver ændringer.

Ledelsen på Aarhus Universitet præsenterede i marts 2010 planerne for en gennemgribende reform af universitetet. Studerende og medarbejdere føler sig imidlertid ikke hørt, når de har givet deres mening til kende om den faglige udviklingsproces. Det viser et resultat af Studenterrådets spørgeskemaundersøgelse, som cirka 2000 studerende og medarbejdere har deltaget i.

Undersøgelsen viser, at 80 procent af de, der har taget del i den faglige udviklingsproces, ikke føler, at de har haft indflydelse på den afgørende beslutning, selvom både medarbejdere og studerende mener, at det er vigtigt at engagere sig. Flertallet har dog oplevet, at det har været svært at deltage, fordi ledelsen ikke har været åben for input og kritik. Overordnet set mener kun cirka 1 ud af 10, at processen har været god.

”Universitetsledelsen kan ikke længere slippe af sted med at holde skåltaler om, hvor god og inddragende den faglige udviklingsproces har været. Med undersøgelsen i hånden kan vi dokumentere, at hverken medarbejdere eller studerende har opfattet processen positivt. Tværtimod har de oplevet, at den var topstyret, og at beslutningerne var truffet på forhånd,” siger Thea P. Frederiksen, formand for Studenterrådet.

Studenterrådet mener desuden, at processen er et tydeligt eksempel på, hvad man kan gøre med en udemokratisk universitetslov i hånden og et bifaldende ministerium i ryggen.

”Processen opleves som udtryk for afskaffelsen af demokratiet på universiteterne. Der er en frygt for yderligere centralisering af magten på universitetet, hvilket skaber apati. Det er problematisk, fordi et universitet lever af medarbejdere og studerendes engagement og idéer,” uddyber formanden.

Arbejdet for indflydelse er langt fra slut. 2011 er året, hvor implementeringen af den faglige udviklingsproces starter. Studenterrådet vil i den forbindelse bruge undersøgelsen til at indlede en dialog med ledelsen om, hvordan en større grad af medarbejder- og studenterindflydelse kan sikres fremadrettet.

”Vi håber, at ledelsen på Aarhus Universitet vil tage konstruktivt imod undersøgelsens resultater for at forbedre debatklimaet på universitetet,” siger Thea P. Frederiksen.

Studenterrådets rapport om undersøgelsen kan downloades på www.sr.au.dk/fu-survey. [eller her]

For yderligere oplysninger eller kommentarer, kontakt venligst:



Thea P. Frederiksen

Formand for Studenterrådet

29 47 46 29

thea@sr.au.dk

Langballe Skødehund

Jeg har tidligere (her) gjort opmærksom på, at Dansk Folkepartis støtte til universiteterne og den frie forskning ikke var ret meget værd. Penkowa-sagen viser, at den er rent mundsvejr. Jesper Langballe har profileret sig som fortaler for en Humboldt-lignende konstruktion med pibetobak og dybe åndfulde samtaler, men når det kommer til stykket er det uegentlig tale: bullshit i den ægte Harry G. Frankfurtske forstand.

DF har kunnet køre frihjul i universitetsdebatten, fordi regeringens flertal var sikret med Socialdemokraterne. Det har været en ret overskuelig analyse, at hvis Socialdemokraterne faldt fra, så ville enhver oppositionsvilje forlade DF, hurtigere end Langballe kunne sige "Gud er Alt! Jeg er Intet! Og DU er en Idiot!".

Ganske rigtigt: Når det trækker op til en seriøs undersøgelse af Penkowasagen, hvem står så straks klar til at gå imod den: Dansk Folkeparti, Humboldtuniversitetets store forsvarere. Borte er vagthunden, borte er åndsfrihedens forsvarere. Tilbage står sølle magpolitikere.

Måtte man i fremtiden blive forskånet for flovserne om den frie forskning og de åndrige samtaler på Det Teologiske Fakultet anno nittenhundredehvidkål, hvor selveste Langballe samtalede med selveste (indsæt selv teologisk åndsdignitar). Det flæsk er mig for fedt.

Put your money where your mouth is Langballe - og indtil du gør det, udnævnes du hermed til Kristian Thulesen Dahls lille åndelige skødehund, der nok kan bjæffe, men ikke bide.

Umuligheder og fornuft

Penkowa-sagen har tilsyneladende hensat selv denne blogs i øvrigt drevne konspirationsteoretikere i lammechok. Vi står tydeligvis mundlamme tilbage.

Men hvad skal man også sige?

Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.

Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!

Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.

Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.

Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.

De små fremmedsprogsmiljøer

Kommentar til ”fagre nye engelskverden”
af Lisbeth Verstraete Hansen

Interessant indlæg Hanne.
Men lige et par bemærkninger: Dine kolleger fra de små fremmedsprogsmiljøer har faktisk talt… I årevis. Det har bare været for døve øren! Vi har skrevet kronikker, henvendt os til ledelser, bestyrelser, ministre ordførere... Andre kolleger har ført en heroisk – men usynlig – kamp på de indre linjer. Intet af det har forhindret et eneste sprogfag i at blive nedlagt!

Måske derfor mangler incitamentet (!) til at føre dialog med Hans Hauge og ligesindede på VTUs hjemmeside. For det første har både Sander og Sahl-Madsen – med henvisning til universiteternes autonomi (som de ellers ikke er bange for at angribe i andre sammenhænge) – begge afvist at gribe aktivt ind for at forhindre afviklingen af fremmedsprogsfagene. Da CBS besluttede at nedlægge russisk og italiensk + tolkeprofilen på alle andre fag end engelsk i 2007, lod Sander vide, at han ikke ville blande sig i universitetets beslutninger… Den nuværende minister afviste på samme måde at symptombehandle, da KU i efteråret 2010 bebudede så voldsomme besparelser på fremmedsprogsområdet, at det reelt svarede til at nedlægge tysk, fransk og spansk!

For det andet er det svært at greje, hvad VTUs/UVMs initiativ til en national strategi for sprogfagene egentlig handler om. Som tyskprofessor Per Øhrgaard påpegede ved debatarrangementet hos Politiken den 20. januar, er der de senere år udarbejdet flere rapporter med redegørelser, oversigter og anbefalinger. Der mangler heller ikke dokumentation for problemets omfang fra folkeskolen til de videregående. Hvad venter man så på?
Lige nu venter man på den arbejdsgruppe, hvor repræsentanter fra forskellige uddannelsesniveauer og erhvervslivet (den faglige indsigt skulle jo nødigt stå alene…) har fået fire en halv måned til at kortlægge, analysere, diskutere og udarbejde anbefalinger for fremmedsprogsfagene i det samlede uddannelsessystem. Det handler om, at ”kompetencerne” bedre kan ”matche samfundets behov”, som ministeren udtrykte det i efteråret. Hvad betyder det? Hm, tja… Kommissoriet eksemplificerer fremmedsprogs relevans ved ”økonomisk vækst”. Man kan også notere sig, at ”Arbejdsgruppens forslag forudsættes samlet set ikke at indebære øgede offentlige udgifter”.
Det er det, der kaldes at ”styrke fremmedsprogene”.
Så er der Hans Hauges indlæg på VTUs hjemmeside. Mener han det alvorligt, eller er det en spøg til illustration af det snæversyn og den mentale provinsialisme, vi takket være entreprenante videnskabsministre og lydhøre ledelser efterhånden har fået institutionaliseret som norm på vores videregående uddannelser? Altså :Hvad ikke alle vil studere, skal ingen studere! De sprog, ikke alle kan læse, skal ingen bruge tid på at læse. Hauges indlæg illustrerer desuden den meget udbredte og næsten rørende tillid til, at de tekster, der oversættes fra andre sprog til engelsk – hvorefter de med X års forsinkelse kan indgå i vores akademiske debat – er lige præcis dem, vi har brug for at kende til for at blive klogere på vores områder... Vi behøver ingen andre, og vi behøver slet ikke at vælge selv!
Fagre danske viden(s)samfund!

Lisbeth Verstraete Hansen

Fagre nye engelskverden

Jeg har lige været til møde hos Forbundet Kommunikation og Sprog. Jeg fik lov at sige, hvad jeg nu engang mener om situationen for fremmedsprog i Danmark. Og det kan jeg vel nok have en mening om. Samme dag holdt man på mit institut en afskedskonference for vores gamle sprogforsker og professor i engelsk Torben Thrane. Det er et sammenfald af begivenheder, som er symptomatisk for situationen for fremmedsprogene i dag. Sprogforskeren går pension – kulturforskeren tager til København for at deltage i debatten om en national sprogstrategi.

På vej hjem i toget slog det mig: Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor tager jeg til København for at tale for fransk, spansk, tysk og for en fremtidssikring af translatøruddannelsen? Jeg kan da være ligeglad. Jeg har engelsk som fag, interkulturel kommunikation som speciale, så jeg har mange glade studerende. Bevares – de kommer fra erhvervsøkonomiske uddannelser som HA Engelsk og International Ledelse and so what? Det er fremtidens erhvervsledere, jeg uddanner. Og fordi jeg nu engang er kandidat i engelsk, får jeg altid positivt feedback på mit sprog. Of course - de søde studerende sammenligner mig jo med erhvervsøkonomer, der mere eller mindre frivilligt har påtaget sig engelsksproget undervisning.

Men hvad så med de små sprog – hvad med fransk, spansk og tysk? Personligt synes jeg, de har en værdi, men jeg er også et produkt af en tid, hvor man i gymnasiet mødte tre-fire sprog, herunder latin. Jeg har igen været inde og kigge på Videnskabsministeriets debatblog – et link jeg i øvrigt har sendt ud til mine sproglige kolleger for at opfordre dem til at komme på banen. Jeg har ikke set ret mange indlæg fra universiteternes fremmedsprogsmiljøer, og kan ikke lade være med at tænke: Hvis ikke de vil tale, så må de dø. Hans Hauge har meldt ud, at vi kan klare os på engelsk. Det er jo etableret som videnskabssproget for tyskfolk såvel som anglofile. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle give ham ret? Jeg skriver alligevel mine artikler på engelsk, så hvorfor skal jeg kæmpe for andres ret til at skrive, undervise og formidle på andre sprog? In the Country of the Blind, the one-eyed man is king – i den fagre nye universitetsverden er engelskfolk fremmedsprogenes nye adel. Me like that very well!

Hanne Tange, Aarhus Universitet

Viden eller nytteværdi

Det er svært nok at opfinde ting. Du kan ikke også forlange, at jeg skal vide, hvad mine opfindelser skal bruges til!

(Carlo Gentina (tekst) og Allessandro Gottardo (tegninger): "Sten-And. Stridens maling" In Den dæmoniske Hollænder. Jumbobog nr. 369. København: Egmont. 2010. P. 120)

Dette udsagn stammer fra Georg Gearløs´ stenalderforfader, Geo-Granit, som ifølge den ovenfor angivne kilde opfandt "maling".

Mærkeligt at en tegneseriefigur kan være så meget klogere end universitetspolitikerne. Det er to forskellige talenter at være god til at frembringe viden og at være god til at instrumentalisere den. Nogle gange forenes disse to talenter i samme person eller samme gruppe, men bestemt ikke altid.

Nogle gange ligger en viden og dens instrumentalisering mange år eller årtier/århundreder fra hinanden. Ofte - formentlig endda: oftest - vil de personer, som er gode til at frembringe viden, være komplette fagnørder, der ikke kan omsætte endsige kommercialisere nogetsomhelst. Giver man ikke dem gode vilkår, går man glip af al den viden, de kunne have frembragt. Denne indsigt er så banal, at den tilsyneladende er forblevet overset. Fordummelsen følger umiddelbart efter.