Forskere protesterer

Lokale protester begynder at lyde fra forskerne rundt omkring på landets universiteter, efterhånden som det går op for dem, gennem dagspressen og mere ydmyge steder som dette, hvad forskningsadministratorer og universitetsledelserne har gang i. Her er et eksempel fra Syddansk Universitet, hvor en gruppe forskere skriver til rektor:

"Hvis universitetets ansatte har fået detaljeret information om disse tiltag, er den gået os forbi, og på trods af stort engagement i sagen er det ikke lykkedes os at opdage universiteternes protest. Hverken ledere eller bestyrelser har tilsyneladende gjort andet end blot acceptere Sanders supermarkedspolitik." (læs hele protestskrivelsen her)

Protesten udtrykker en velbegrundet frygt for at kassetænkningen nu også vinder indpas i forskningen, som den har gjort det i uddannelserne, hvor fokus på "STÅ"-produktion (af beståede eksaminer) reelt svækker kvaliteten. "Der findes ikke skyggen af bevis for, at kvalitetsindikatorerne virker kvalitetsløftende", som de pågældende skriver.

Ministeriet trækker i land: ikke en kvalitetsindikator

I går afholdt Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd (blandt venner kaldet Forskningsrådet for Samfund og Erhverv) sit debatmøde om "Forskningskvalitet og kvalitetsindikatorer" (tidligere omtalt her). Hvad angår sidstnævnte begreb gjorde direktør i FI, ministeriets Forsknings- og Innovationsstyrelse, Inge Mærkedahl, en bemærkelsesværdig indrømmelse: Det er slet "ikke en kvalitetsindikator men et mål for forskningsproduktion" styrelsen arbejder med, sagde hun. Måske for på forhånd at tage luften ud af den efterhånden velkendte kritik af forestillingen om at en sådan bibliometrisk algoritme skulle måle kunne måle forskningskvalitet, endda på tværs af fag og hovedområder. — "Men hvad er så det problem, den foreslåede forskningsindikator skal løse?", spurgte dekanen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet Allan Næs Gjerding til sidst i debatten, og hans spørgsmål blæser tilsyneladende stadig i vinden, selvom der blev gjort ihærdige forsøg på at finde problemet.
Jeg skal ikke her i denne note (som vil følges op) forsøge at yde mødet retfærdighed, for der var både gode og kritiske oplæg, og rig lejlighed til at møde mange søde og venlige samfundsvidenskabeligt og bibliometrisk interesserede mennesker. Nåjo, så lærte jeg et nyt ord, det var Inge Mærkedahl igen: "Vi har underkommunikeret!" sagde hun, og det var vist ment som endnu en indrømmelse.

Forskningspolitiske valgkrav

1. Styrk universitets kerneværdier: fri forskning, undervisning til højeste videnskabelige niveau, og formidling forstået som forskningsbaseret oplysning til det danske samfund, kritisk og uvildig rådgivning i den offentlige debat og i den politiske beslutningsproces.

2. Indskriv den individuelle forskningsfrihed i universitetsloven.

3. Indfør akademisk ansættelsessikkerhed ("tenure") - bekæmp tavshedskulturen.

4. Nytænk universitetsdemokratiet. Top-down styringen af universiteterne er dræbende for motivation og engagement. Stænderprincippet i de styrende organer i 1970'erne er historie. Gå en tredje vej: genindsæt en valgt ledelse, og reformuler nye principper for styring efter en-person-en-stemme i alle spørgsmål, hvor medarbejderen er interessent.

5. Stop ministeriets detail-kontrol, afskaf udviklingskontrakterne.

6. Frigør universiteter fra myndighedsopgaver og ministerbeføjelse til pålægge bestemte opgaver. Indfusionerede sektorforskningsinstitutioner, der lever af myndighedsopgaver, skal selvstændiggøres.

7. Styrk basismidlerne. Lad forskergrupper konkurrere, men styrk samarbejdet mellem universiteterne. Drop forestillingen om at universiteter som organisationer skal konkurrere indbyrdes. Drop ranking og stop den forudsigelige fiasko: tildeling af midler efter s.k. forskningskvalitet (baseret på kvantitative mål).

8. Udvikl fokuserede kvalitative evalueringer på lokale områder efter dokumenteret behov. Stands ideologien om at kvantitative mål måler forsknings- eller undervisningskvalitet.

9. Styrk den forskningsbaserede undervisning. Fastansæt de akademiske løsarbejdere, eksterne lektorer og timelærere, og lad dem være kolleger på lige fod med de fastansatte undervisere.

10. Udsult ikke forskning og undervisning: afskaf universiteternes huslejebetaling. Rul nedskæringerne som følge af disse tilbage. Bevar universiteterne i byerne, og deres øvrige fasciliteter (biblioteker, observatorier, feltstationer, museer, botaniske haver, etc.).

11. Lad universiteterne selv bestemme i de forhold, hvor de har ekspertisen - fx eksamensformer (inkl. retten til gruppeeksamen) og karakterer (gør den nye karakterskala bedre).

Kommentar: Lad denne foreløbige, eller en lignende mere gennemdiskuteret men klar og tydelig liste af krav indgå som inspiration til en skarpere profilering af oppositionens forskningspolitik, og lad os gerne her diskutere en mere præcis udformning af de enkelte elementer, såsom en alternativ model for et nyt universitetsdemokrati.

ps: Når man læser rektorkollegiets svar i dag (26.10.07, på Forskerforum nyheder) på spørgsmålet om forskellen på forskningspolitiken hos S og V må man da krumme tæer over Jens Oddershedes påståede glæde over den påståede konsensus om universitetsreformerne. Kunne han ikke have gjort dét lidt bedre?

Hvad vil Socialdemokraterne med humaniora og med universitetspolitikken?

Under mødet om humaniora i samfundet på Københavns Universitet den 2. oktober gjorde professor Christian Kock sig en række overvejelser over, hvordan Socialdemokraternes universitetspolitik så ud sammenlignet med regeringens. I lyset af det netop udskrevne valg har Kocks forskellige spørgsmål til Socialdemokraternes forskningsordfører Rasmus Prehn fået endnu større aktualitet. Kocks indlæg kan læses her. Måske var der ligefrem en mulighed for, at man i lyset af valgkampen kunne få et alternativt synspunkt på universitetspolitikken ud af Socialdemokraterne. For os udenforstående, Kock inklusive, er det nogen gange svært at se forskel. ER Socialdemokratisk universitetspolitik virkelig identisk med Helge Sander -10%, eller findes der en alternativ vision?

Præstationsmåling måler ikke kvalitet

Update: Læs endelig de seneste to vigtige indlæg om ranking af universiteterne i Danmark baseret på bl.a. de "indikatorer for forskningskvalitet", som Heine omtalte d. 14. okt. her på bloggen: Dels analysen fra Politiken i går ved Peter Lauritsen (her), dels Annick Prieurs analyse i Information d. 9. okt. (her). Begge hæfter sig ved den forskydning fra målet ("kvalitet") til den operative parameter (kvantitet, præstationssikkerhed, effektivitet), som disse mål uværgerligt vil føre med sig. Denne, med Sunes udtryk, administratitis, som disse mål er udtryk for, kommer til at virke stik imod hensigten - eller som som vi siger hjemme i baggården, kontrafinalt.

Tag den, Sander!

I sagen om censur og selvcensur i dansk klimaforskning skriver formanden for DM Ingrid Stage i Politiken d. 21/10:

"Vi er gentagne gange blevet forsikret om, at forskningsfriheden er sikret, og at denne nu også gælder de tidligere sektorforskere (for eksempel Danmarks Miljøundersøgelser, som er fusioneret med Aarhus Universitet).
Videnskabsminister Helge Sander (V) har også forsikret os, at han personligt vil tage sig af hvert enkelt tilfælde af indgreb mod forskningsfriheden, hvis vi kan dokumentere et sådant.
Derfor forventer vi, at han tager skarp afstand fra det indgreb, som nu er dokumenteret, og vil sikre, at det aldrig kan ske igen."

Læs hele indlægget her (schroll-down).

Striden for og imod aflysningen af mødet med Jim Watson

Helmuth Nyborg-sagen gentager sig nu i større skala i UK. Anledningen er at Jim Watson (Nobelpristageren som sammen med Francis Crick foreslog DNA-strukturen) i The Sunday Times er kommet med noget der ligner stærkt fordomsfulde og racistiske udtalelser om afrikaneres intelligensniveau.

Det var meningen at Watson skulle have deltaget i et møde på Science Museum's Dana Centre imorgen aften i anledning af hans nye bog (Avoiding Boring People: Lessons From a Life in Science) -- men det møde har Science Museum's ledelse nu aflyst.

Nu handlar diskussionen om hvorvidt Science Museum gjorde ret eller ej -- jeg har selv skrevet et indlæg imod deres beslutning, og der foregår pt. en hidsig diskussion på den videnskabshistoriske liste Mersenne (se arkivet for 18. oktober). Der er flere hundrede kommentarer på Times Online -- og den science-orienterede del af blogosfæren er ved at gå i selvsving (Greg Laden, Pharyngula m.fl.). De fleste "diskuterer" hvorvidt manden er en total idiot eller ej, hvilket jeg ikke synes er særligt interessant. Det interessante er, hvor forskellige argumenterne er hhv. for og imod at aflyse mødet på Dana Centre.

Politisk pres på dansk klimaforskning

Som i USA (jævnfør Seth Shulman, Undermining Science, Suppression and Distortion in the Bush Administration. Berkeley: University of California Press 2006; og Chris Mooney, The Republikan War on Science. New York: Basic Books, 2005), således også i Danmark under Fogh-regeringen. To danske journalister er på vej med en bog om klimakampen, og beretter i dagens Politiken om danske klimaforskeres (selv)censur. Lyt til nyhederne på DR netop nu, og læs mere her...

Administratitis

Universiteterne og forskningsministeriet er blevet ramt af en grufuld sygdom: administratitis. Sygdommens smittevej er velkendt fra andre samfundssektorer. Smittebæreren kaldes på folkesproget for "New Public Management" og de første tegn på, at sygdommen er ved at bryde ud, er, at ens ministerium og lokale ledelse pludselig begynder at fremsige ord som "accountability", "resultatmål", "objektive kvalitetsindikatorer". Derefter begynder det administrative niveau på ens arbejdsplads at svulme op: Der ansættes en horde af nye ledere og mellemledere og en masse medfølgende TAPpere. I næste fase breder sygdommen sig ind i organisationens vitale organer. Her giver den sig til at forvolde skade på de jobfunktioner, der bærer institutionen og varetager de opgaver, som det er dens formål at håndtere. Denne skade har i det mindste to kendte former:

1) Der skal afsættes mere og mere tid til behandlingen af administrative opgaver, og disse opgaver skal prioriteres højere end jobbets almindelige funktioner.

2) Hensynet til det administrative niveaus behov lægger nye rammer for jobbet, der forringer mulighederne for at udføre det bedst muligt.

Begge sygdommes virkninger har for nærværende ramt universiteterne. Nogle simple eksempler

AD 1) På mit eget institut forlanges det nu, at der til hvert kursus foretages og afrapporteres 2 evalueringer, en midtvejsevaluering og en slutevaluering. Med lidt held kan vi på et kort kursus få lov at bruge 7-8% af undervisningstiden på at evaluere. Hvordan det skulle forbedre de studerende viden og kunnen i faget får henstå i mørket Samtidig skal vi afrapportere, hvor mange gange hver enkelt studerende har været til stede på kurset, hvis man som jeg i dette semester har tre hold, så bliver det til seks evalueringer og afrapportering på ca 70 studenter. Er jeg dum og uforberedt og sludrer mig igennem timerne kommer der først noget i skub, hvis de studerende klager meget insisterende, og selv da er konsekvenserne formentlig begrænsede. Afleverer jeg ikke de relevante skemaer og rapporter, ligger administrationen straks klar til at trykke mig på maven.

AD 2) Alle de indikatorer, der nu skal bringes i anvendelse til at "måle" forskningen i forbindelse med konkurrenceudsættelsen af vores basismidler (der er et eller andet i det udtryk, som er næsten grammatisk forkert), er indrettet med et tvingende kriterium: Det skal være administrativt håndterbart. Skidt med om systemet ikke måler noget som helst, skidt med om det opfordrer til uhensigtsmæssig opførsel, skidt med om de på uhensigtsmæssig måde ensretter faglige publikationsmønstre, hvis forskellighed er velbegrundet, tilmed nødvendig, ja tilmed: skidt med at de står i vejen for de videnskabelige nybrud, der er hele forskningens formål. Bare vi kan få et pænt tal, som kan lægges til grund for vores uddeling.

Administratitis-diagnosen for universiteterne kan sammmenfattes som følger: Patienten er efterhånden ved at være alvorligt ramt. Situationen er uholdbar, og der er overvældende risiko for, at der udvikles uhensigtsmæssige faglige mutationer, ligesom der er grund til at frygte patientens fortsatte førlighed. Sygdommen er i løbende forværring, og behovet for akut såvel medicinsk som kirurgisk behandling er overhængende.

Kvalitetsindikatorer

Kvalitetsindikatorer

Det har vist sig, at mange har svært ved at holde sig ajour med hensyn til, hvor langt processen med at indføre kvalitetsindikatorer er kommet. Det er ikke underligt, eftersom der slipper meget få informationer ud fra Forsknings- og innovationsstyrelsen (FI), som hører under Helge Sander, og som er den ansvarlige myndighed. En del er sikkert tilgået universiteterne, men under det nye regime er det meget begrænset og tilfældigt, hvad der kommer videre ned til gulvet, hvor vi andre bevæger os. Heller ikke forskningsrådene, i hvert fald ikke det, jeg selv er medlem af, har fået informationer.

Her på bloggen vil vi gerne give Sander en håndsrækning ved at give læserne af bloggen et kort resume over, hvor de er kommet til, og hvad der forestår. Det har jeg påtaget mig at gøre. Informationerne stammer i hovedsagen fra forskellige dokumenter, som venligst er tilsendt til bloggen fra FI på anmodning, samt samtaler med imødekommende personer i FI og Rektorkollegiet.

Videnskabsministeriet har besluttet, at en del af universiteternes basismidler fra år 2010 skal fordeles på basis af ”kvalitetsindikatorer”. Indikator på kvalitet er ifølge ministeriet et tal, nemlig antallet af publikationer i bestemte videnskabelige tidsskrifter eller i bøger på bestemte forlag, som er opført på nogle lister, såkaldte ”autoritetslister”. Princippet er, at institutionerne så får point – og dermed penge – efter hvor mange publikationer, de har i de oplistede tidsskrifter mv. Arbejdet med at lave disse lister er netop gået i gang.

Den overordnede styring har en gruppe med Inge Mærkedahl, direktør i FI, som formand og som desuden tæller rektorkollegiets forretningsudvalg: Jens Oddershede, Ralf Hemmingsen og Lauritz B. Holm-Nielsen, samt Jacob Fuchs fra Universitets- og Bygningsstyrelsen. Til at styre det fagligt krævende arbejde med at opstille autoritetslisterne har de – efter samråd med Koordinationsudvalget for Forskning (hvor bla. Danfossdirektør Mads Clausen er medlem) – nedsat et ”fagligt udvalg” på fem personer: Jørgen Søndergaard, SFI (formand), Kirsten Gomard, HUM, AU, Poul Erik Mouritzen, SAM, SDU, Søren Molin, NAT, DTU, Søren-Peter Olesen, SUND, KU og Frede Blaaberg, TEK, AAU. De fem skal sørge for de overordnede rammer, bla. at udpege, hvilke fag og områder, hele forskningsfeltet skal opdeles i, og hvor mange tidsskrifter og forlag, hvert fag skal have mv. Liste over fag er lavet, og foreløbig er de kommet til, at forskningen i Danmark består af 54 fag og områder (her).

For hver af disse skal der så nedsættes faggrupper, altså 54, hver på 3-6 forskere. Det er lige sat i gang og grupperne skal være klar 26.10.2007. Dernæst skal disse grupper for hver deres fag opstille autoritetslisterne, afsluttet senest 7.12.2007, altså i løbet af godt en måned. I løbet af 2008 foregår så godkendelse og finjustering af listerne. Dernæst kommer et meget centralt element, nemlig at publikationsmedierne skal niveaudeles ud fra kvalitet, og det skal besluttes, hvordan de skal vægtes.

Et spørgsmål, som ingen i verden med indsigt hidtil har ment gav mening, men som Fagligt Udvalg og Styregruppen så vidt jeg forstår nu vil give en løsning på, er følgende: hvordan kan man vægte kvalitet på tværs af fag (fx om en artikel i New England Journal of Medicine har højere kvalitet end en artikel i American Economic Review. Mit forslag er her at bruge den relativt billige og simple metode, som de romerske kejsere anvendte: at spørge indvoldstyderne). FI har afsat sommer og efterår 2008 til at løse denne opgave. Desuden er der en række spørgsmål vedr. pointdeling ved samforfatterskaber mv., der skal afklares.

Sideløbende foregår et teknisk arbejde med, hvorledes kontrollerbare data for publikationstal indsamles og håndteres mv. Hele arbejdet skal være afsluttet primo 2009, således at datainput kan gå i gang og være klar til brug for finanslov 2010.

Som sagt er denne oversigt i hovedsagen stykket sammen ud fra dokumenter, der allerede har været bragt her på bloggen. Da vi må konstatere, at FI ikke kan overkomme at orientere forskeroffentligheden ved selv at lægge dokumenterne på deres egen hjemmeside, er vi fortsat gerne behjælpelig – så send endelig mere, gerne uden at vi først behøver at spørge.

J.M. Coetzee om universitetets fremtid

J.M. Coetzee (en af mine favoritforfattere) skriver i sin seneste bog (Diary of a Bad Year, Harvill Secker 2007) om hvordan universiteterne er blevet forvandlet till "business enterprises", hvor lærerne er blevet "harried employees" der forventes at opfylde kvoter "under the scrutiny of professional managers" (vi kender det jo). Og så fortsætter han:

In the days when Poland was under Communist rule, there were dissidents who conducted night classes in their homes, running seminars on writers and philosophers excluded from the official canon (for example, Plato). No money changed hands, though there may have been other forms of payment. If the spirit of the university is to survive, something along those lines may have to come into being in countries where tertiary education has been wholly subordinated to business principles. In other words, the real university may have to move into people's homes and grant degrees for which the sole backing will be the names of the scholars who sign the certificates (s.36).

Et dystert fremtidsbillede? Jeg kan ikke forklare det, men jeg finder en vis trøst i det.

Taxametersystemet koster dyrt

I dag er der universitetspolitik på forsiden af Politiken! Avisen har valgt at bruge lederen på sagen om nedlæggelsen af italiensk og russisk på Copenhagen Business School, og ifølge skribenten er det blot et eksempel på taxametersystemets uheldige konsekvenser. Konklusionen er, at man skal "ikke lade uddannelsessystemet og universiteterne styre af markedet alene". Jeg kunne ikke være mere enig.

Lederen lyder i sin helhed:

Sproglig fattigdom

Taxametersystemet koster dyrt. Beslutningen om at nedlægge italiensk og russisk på Handelshøjskolen i København – og udsigten til, at tysk og fransk er på vej til at lide samme skæbne – er endnu et kedeligt bevis på, at den er gal med finansieringen af det danske uddannelsessystem. Kandidaterne fra disse fag er tæt knyttet til den globalisering, politikere ynder at fremhæve i skåltaler. De har nemlig ikke alene erhvervet den basale kompetence til at handle, men til at handle på et sprog og med en kulturel forståelse, som en mere ensporet merkantilist ikke kan tilbyde.

AT HANDELSHØJSKOLEN nu har truffet den skæbnesvangre beslutning, kan den isoleret set ikke klandres for. Når bevillinger tildeles efter et taxametersystem, der giver penge per bestået eksamen, er det op til uddannelsesinstitutionerne at tage konsekvensen. Handelshøjskolen opererer derfor – ligesom landets øvrige universiteter – på markedsvilkår. Er der ingen kunder i butikken, må den lukke.

Uddannelsessystemets ansvar rækker nemlig længere end til den årlige regnskabsaflæggelse. Det er i uddannelsessystemet, at vi som nation lægger grunden til fremtidens vækst og velstand. Netop derfor skal man tænke langsigtet og ikke lade uddannelsessystemet og universiteterne styre af markedet alene. Det betyder, at man skal give universiteterne støtte til at opretholde de pågældende uddannelser. Og man skal også give de potentielle studerende ved disse uddannelser de bedst mulige forhold, så de også søger uddannelserne.

TAXAMETERSYSTEMET undergraver reelt begge muligheder, dels ved at præmiere de populære studier, dels ved at trække de små, men vigtige studier ned i en negativ spiral, som udsulter dem og gør, at de kommer til at stå nederst på ønskesedlen til den koordinerede studietilmelding. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) har allerede tilkendegivet, at han er villig til at se nærmere på incitamentsstrukturen på ungdomsuddannelserne. Så mangler vi bare, at han sammen med videnskabsminister Helge Sander (V) en gang for alle får løst op for det helt centrale incitaments- og finansieringsproblem i det danske uddannelsessystem.

pap

Man kan kommentere lederen direkte på Politikens website.

Kritik af den norske model

Der er nu ovenfra igangsat forberedelser til at implementere "den norske model" for lister over fagfællebedømte tidskrifter (uden at modellen mig bekendt er officielt vedtaget, den har stadig karakter af et udvalgsarbejde, og man involverer nu alle universitetsforskere i et arbejde med at indsamle date til dette!). Forskere har fået henvendelser fra deres respektive ledere om at ryste op med forslag til hvilke tidskrifter, det i fremtiden vil "tælle" at publicere i. En læser skriver:

"Henvendelsen kommer fra min forskningsgruppeleder, som i sin mail inkluderer mails fra 1) institutleder, 2) mit universitets ledelse og 3) Rektorkollegiet. (...) De nævnte mails fra forskningsgruppeleder og institutleder er stort set en formidling af Rektorkollegiets udmelding. Der gøres opmærksom på, at det er vigtigt at få vigtige tidsskrifter på listen, for ellers kan det betyde, at ens forskning ikke tæller."

Det er tankevækkende, når man tænker på den næsten fraværende debat om systemet. Læs derfor sociologen Annick Prieurs indlæg "Hvordan måles forskningskvalitet bedst?" i Information i går, som stiller spørgsmålstegn ved det fornuftige i at lægge sig fast på den norske model, som er konservativ og innovationshæmmende, og har "en slående lighed med Sovjetunionens produktivitetsmål: Når målet for alle virksomheder er vægt, bliver alle ting tunge."

PS: her relateret materiale, nu tilgængeligt i dette arkiv:

• Notat af 11. sept. 2007, "Medlem af Faggruppe" fra ministeriets FI (Forsknings- og Innovationsstyrelse) v. Lotte Faurbæk.
• Notat af 11. sept. 2007, "Organisering og tidsplan for Fagligt Udvalg, faggrupper og Styregruppen fra FI (v. Lotte Faurbæk) til universiteterne.
• Notat af 5. okt. 2007, "Liste over faggrupper" fra FI v. Lotte Faurbæk.
• Brev af 8. okt. 2007 fra Rektorkollegiet til universiteterne. Emne: Indstilling af medlemmer af faggrupper for bibliometriske forskningsindikatorer.

Forskningspolitik omtalt i DR!

Det utrolige er sket! DR har hele morgenen (på P1 ganske vist) haft et indslag med Lars Flugger som på vegne af alle fem forskningsråd kritiserer vilkårene for den fri forskning i Danmark (se fx her).

Videnskabsmedisteren udtaler dog - ikke overraskende - at der ikke er sparet (tværtimod, siger han), men forholdt sig i øvrigt ikke til den principielle kritik af det fornuftige i forsøg på at styre forskningen ud fra faktura-hensyn.

Spørgsmålet er nu om sagen dør her. Den er ved at ende som en strid om tal (som ikke er godt medie-stof): Jeg har ikke set den videre i andre medier (endnu i hvert fald) og hvis ingen andre politikere melder sig, er den allerede slut.

Det siger noget om hvor svært det er at få forskningspolitik på dagsordenen - selv en entydig kritik fra det samlede forskningsrådsystem giver kun en lille skvulp.